Urnemarkskulturen

Urnemarkskulturen er perioden mellem ca. 1300 f.Kr. og 750 f.Kr. i Centraleuropas bronzealder. Kulturen har fået navn efter gravskikken med at brænde de døde i området, der når fra det nuværende Ungarn via en bue over Østrig, Tjekkiet og Sydtyskland til Østfrankrig. Det blev almindeligt at oprette store gravpladser med urnegrave både på flad mark og under lave høje. I Nordeuropa kaldes perioden Yngre bronzealder.

Urnemarkskulturen er også karakteriseret ved fremkomsten af de tidligste europæiske former for et talsystem. Fra omkring 1200 f.Kr. er der specielt i Centraleuropa fundet en række bronzesegl med mærker, der tolkes som et talsystem, og som betegnes urnemarkskulturens talsystem

Cultures, 1200 BC
Kort over Europa omkring 1200 f.Kr., der viser udbredelsen af urnemarkskulturen (markeret med rødt). Det centrale, lavendelblå område ("Knovitz-kulturen") regnes normalt også med til urnemarkulturen.

Oprindelse

Urnemarkskulturen er en udvikling af ”tumuluskulturen” (gravhøjskultur). Ændringen skete gradvist, som det ses af keramikken og gravgaverne. I visse dele af Tyskland eksisterede ligbrænding og kistebegravelser samtidigt, og nogle grave indeholder både tumuluskeramik og Urnemarkssværd eller indgraverede tumulusmønstre i keramik sammen med tidlig Urnemarkskulturstil.

16 spænder, deponeret i en mose i Ellmoosen (Kreis Bad Aibling, Tyskland), omfatter hele den kronologiske periode fra Bronze B til tidlig Ha A. De viser en stærk, rituel kontinuitet. Ved nogle vadesteder over floderne Loire, Seinen og Rhône er der fundet sammenhængende ofringer, som viser sammenhæng i hele tidsrummet fra slutningen af yngre stenalder til Urnemarksperioden.

Oprindelsen til ligbrændingsritualerne ses på Balkan, hvor de var almindeligt brugt allerede i den østlige del af tumuluskulturen. Enkelte kremeringer er også fundet i Proto-Lausitzkulturen og Trzcinieckulturen.

Urnenfelder panoply
Typiske gravgaver fra Urnemarkskulturen.

Kronologi

Inden for visse områder som Sydvesttyskland regnes periodens begyndelse fra 1200-talet (begyndelsen af Ha A), men allerede bronze D Riegsee-fasen gennemfører ligbrændinger. Da ændringen fra den mellemste bronzealder til Urnemarkskulturen skete gradvis, er det kun et spørgsmål om definition.

Urnemarkskulturen omfatter Hallstatt A og B (Ha A og B) i Paul Reineckes kronologi. (Det må ikke sammenblandes med Hallstattkulturen (Ha C og D) i tidlig jernalder). Dette svarer til faserne III-IV i Oscar Montelius' periodeindeling for nordisk bronzealder. Det varierer med forfatter og region, om Reineckes Bronze D skal medregnes, men det er almindeligt at tage den med.

Urnemarkskulturen er indelt i de følgende faser:

f.kr
Bronze D 1300-1200
Ha A1 1200-1100
Ha A2 1100-1000
HaB1 1000-800
HaB2 900-800
Ha B3 800-750

Eksistensen af Ha B3 er omdiskuteret, eftersom materialet udelukkende består af kvindegrave. 100-årsinddelingerne viser, at inddelningen i allerhøjeste grad er skematisk. Faserne er baseret på typologiske ændringer, og det betyder, at de ikke er helt tidsrette. Flere dendrokronologiske og radiokronologiske dateringer er påkrævede.

Se også

HistorieStub
Denne historieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Acheuléenkulturen

Acheuléenkulturen er en tidlig paleolitisk kultur som er opkaldt efter fundpladsen Saint-Acheul ved Amiens i det nordvestlige Frankrig. Andre kendte pladser fra Acheuléenkulturen finder man bl.a. i Afrika og i Asien.

De fleste redskaber man har fundet er groft tilhuggede handkiler i forskellige udvikingsstadier, hvor de senere er karakteriseret ved en elegant behandling af ydersiden, som formentlig er opnået ved hjælp af en trykstok af ben eller træ. Indenfor acheuléenkulturen udvikledes levalloisteknikken som anses for at karakterisere den senere Moustérienkultur.

Fra slutningen af perioden, dukker der små skiveredskaber op, dvs redskaber, der stammer fra en afskåret skive. De bedst kendte fundpladser fra perioden er Olduvai i Afrika, hvor man har fundet genstande der er end 1 million år gamle. I Europa dateres acheuléenkulturen hovedsageling til at være mellem 400.000-180.000 f Kr.

Brommekultur

Brommekulturen er benævnelsen for en blandet skov- og tundrajægerlivsform, der blev udøvet i det sydskandinaviske område i istidens afsluttende faser (ca. 11.400 f.Kr. – ca. 10.500 f.Kr.). Brommekulturen afløste Federmesserkulturen og afløstes af Ahrensburgkulturen.

Brommekulturen har navn efter fundstedet Bromme i Midtsjælland, oprindelig opdaget af Erik Westerby og siden undersøgt af Therkel Mathiassen.

Dolktid

Dolktid er den sidste arkæologiske periode i bondestenalderen, strækkende sig fra ca. 2.400 f.Kr.-1.800 f.Kr. Dolktid er kendetegnet ved de karakteristiske stendolke, der findes i flere udgaver. Den mest kendte er den såkaldte "fiskehaledolk".

Forhistorisk tid

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

"Oldtiden" omdirigeres hertil. For den klassiske oldtid, se Antikken.

Forhistorisk tid (præhistorisk tid eller urhistorisk tid) er den ældste periode i menneskehedens historie. Den strækker sig fra de ældste stenredskaber for 2,5 millioner år siden til forekomsten af skrift. Udforskningen hører under arkæologi med antropologi mm. Betegnelsen protohistorie bruges specielt Europa og Nærøsten om tiden omkring skriftens opståen.Forhistorisk tid betegner forskellige globale perioder. Fra forhistorisk tid udforskes i dag flora, fauna, klima og geologi.

Germansk jernalder

Germansk jernalder betegner perioden fra ca. 375 AD–750/800 e.v.t. i Nordeuropa. Den foregående periode kaldes Romersk jernalder, men efterhånden som den romerske dominans svækkes i Europa ændres karakteren af de arkæologiske fund, og jernalderen går ind i en ny fase. Den tidlige del af perioden bliver indimellem betegnet som Folkevandringstiden, da den er præget af flere migrationsbølger og invasioner af bl.a. germanske stammer ind i Romerriget. En udvikling der kulminerer med det Vestromerske riges kollaps og etableringen af nye kongeriger i de tidligere romerske provinser i 5. århundrede. Jernalderen afsluttes med begyndelsen på historisk tid, dvs. Vikingetiden i Skandinavien og middelalderen i det øvrige Nordeuropa.

Germansk jernalder inddeles normalt i to faser: ældre germansk jernalder (375-550) og yngre germansk jernalder (550-750). Dateringen af afslutningen på den sidste fase er dog genstand for megen debat, da der i de materielle levn ikke kan spores nogen klar overgang mellem jernalder og vikingetid. Problemstillingen er fx blevet beskrevet således: ”Yngre germansk jernalder og vikingetid knytter forbindelsen mellem forhistorien og middelalderen, og vikingetiden indtager en særstilling som en periode, der studeres af såvel forhistorikere som middelalderarkæologer …”. I Sverige kaldes yngre germansk jernalder Vendeltiden og i Norge Merovingertiden.

Grubekeramisk kultur

Grubekeramisk kultur, (svensk: Den gropkeramiska kulturen) betegner en levevis fortrinsvis ved havjagt og fiskeri i tiden omkring 3.100 – 2.900 f.Kr., det vil sige samtidig med, at landbruget var den fremherskende levevis i Danmark. Ved kysterne og de større søer nord for Mälaren i Østsverige opgives landbruget til fordel for en tilværelse hvilende på jagt og indsamling af næring fra havet, og herfra spredes denne mod vest og syd til Sydnorge og Danmark, rundt langs Kattegats kyster.

Hallstattkulturen

Hallstattkulturen er en arkæologisk kultur i Centraleuropa ca. 800 - 450 f.Kr. i bronzealder og jernalder i det meste af Nord- og Nordøsteuropa. Kulturen er opkaldt efter sit typested, Hallstatt, en landsby ved en søbred i Salzkammergut i Østrig sydøst for Salzburg.

En østlig kulturzone med Kroatien, Slovenien, det vestlige Ungarn, de østlige og sydlige dele af Østrig, Mähren og Slovakiet kan skilles fra en vestlig kulturzone med det nordlige Italien, Schweiz, det østlige Frankrig, det sydlige Tyskland og Bøhmen. Den vestlige zone tilskrives ofte kelterne.

Den efterfølgende arkæologiske kultur i det meste af Centraleuropa var La Tène-kulturen.

Hulemaleri

Hulemalerier og hellemalerier er betegnelsen for en type af billeder og bjergkunst malet på hule eller klippe vægge i forhistorisk tid.

De ældste kendte malerier er de cirka 32.000 år gamle hulemalerier fra stenalderen i den franske Grotte Chauvet. Det betyder, at malerkunsten er omkring seks gange ældre end skrivekunsten.

Hulemalerier viser ofte vilde dyr som heste, næsehorn, mammuter og løver og udføres ved at udfylde udhugget i klippevæggen med rød okker og sort farvestof. Lignende arbejde på hulen og klippevægge findes over hele verden.

Mange civilisationer udviklet siden sin egen malerkunst.

Jamna-kulturen

Jamna-kulturen (russisk: Ямная культура,/ukrainsk: Ямна культура fra russisk/ukrainsk яма, grube, derfor også benævnt som Grubegravskulturen eller Okkergravskulturen) er en kultur fra sen kobberalder og tidlig bronzealder, der var udbredt i området mellem floderne Buh i Ukraine og Dnestr i Rumænien på den Pontisk-Kaspiske slette i perioden mellem 3.500 og 2.200 f.Kr. Kulturen var overvejende nomadisk, men i nærheden af floder og nogle få befæstede landsbyer forekom der agerbrug.

Jættestue

En jættestue er et gravanlæg fra bondestenalderen bygget af meget store sten og dækket af en jordhøj. I lighed med dysserne kaldes jættestuer også for megalitgrav eller storstensgrave. En jættestue består af et kammer, der kan være af forskellig udformning, og hvortil der går en lang gang til højens yderside. Langs denne yderside er der anbragt mægtige randsten. Arkæologer vurderer, at der blev bygget omkring 40.000 store stengrave i årene fra omkring 3.500 til 3.000 f. Kr.

Kun ca. 500 af de store jættestuer er i dag bevaret.

La Tène-kulturen

La Tène-kulturen (5.-1. århundrede f.Kr) er en kultur i La Tène-tiden fra den yngre førromerske jernalder udbredt over store dele af Mellem- og Østeuropa. Kulturen efterfulgte Hallstattkulturen og var præget af middelhavsindflydelse (græsk og etruskisk). Det er omfattende våbenfund fra søbreden ved byen Marin La Tène ved Lac Neuchâtel (Neuenburgersee) i Schweiz, der har givet den navn.

Michelsbergkulturen

Michelsbergkulturen er en vigtig periode i den yngre stenalder (ca. 4.400 f.Kr. – ca. 3.500 f.Kr.), i Centraleuropa. Kulturen strakte sig fra det nuværende Schweiz i syd til Vestfrankrig og Belgien i nord. Den ligger delvist samtidig med tragtbægerkulturen i Nord- og Østeuropa. Perioden er opkaldt efter et arkæologisk område, hvor en boplads i Baden-Württemberg i Tyskland blev udgravet. Ved bredderne af de schweiziske søer er der udgravet landsbyer med rektangulære træhuse; endvidere findes store, indhegnede kultpladser. Flintminer kendes bl.a. fra Spiennes i Belgien.

Minoisk kultur

Den minoiske kultur var en præ-hellensk bronzealder-kultur fra ca. 3100 f. Kr. til ca. 1450 f. Kr.. Den havde sit politiske centrum i Knossos på Kreta. Den er opdaget i nyere tid og opkaldt efter kong Minos, der kendes fra græsk mytologi.

Minoerne var som fønikerne primært handelsfolk, der sejlede vidt og bredt i Middelhavet.

Fra 1700 f. Kr. til 1450 f. Kr blev den minoiske kultur ramt af en række naturkatastrofer, herunder vulkanøen Theras eksplosion. De havde alvorlige negative konsekvenser for livet på Kreta. Omkring 1420 f. Kr. blev øen erobret af de mykenske grækere, hvorefter den minoiske kultur hurtigt forfaldt.

Mississippikultur

Mississippikulturen var en oprindeligt amerikansk civilisation, der praktiserede byggeri af høje. Arkæologer daterer civilisationen fra ca. 800 AD til 1600 AD, med regional variation.Den var sammensat af en række urbane bopladser og satellitbyer (forstæder) knyttet sammen af et løst handelsnetværk. Den største by, kaldet Cahokia, menes at have været et stort religiøst centrum. Civilisationen blomstrede i et område, der gik fra de Store Søers sydlige kyststrækninger i det vestlige New York og det vestlige Pennsylvania, i hvad der nu er det østlige Midtvesten; området strakte sig videre til syd-sydvest ind i Missisippidalens lavere del og omsluttede østligt omkring den sydlige fod i Appalachernes "barrier range" ind, i hvad der nu er det sydøstlige USA.Den mississippiske livsstil begyndte at udvikle sig i Mississippifloddalen (hvilken den er navngivet efter). Kulturer i bifloden Tennesseeflodens dal kan på dette tidspunkt være begyndt at udvikle mississippiske egenskaber. Næsten alle daterede mississippiske arkæologiske områder er fra før 1539-1540 (da Hernando de Soto udforskede området). En bemærkelsesværdig undtagelser er Natchez samfundene, der opretholdt mississippiske kulturelle skikke ind i det 18. århundrede.

Romersk jernalder

Romersk jernalder er en betegnelse som den svenske arkæolog Oscar Montelius gav til jernalderkulturen mellem 1 og 400 e.v.t. i Skandinavien, Nordtyskland og Nederlandene. Navnet er udtryk for at Romerrigets indflydelse i området bliver markant større i denne periode. Den foregående kaldes normalt før-romersk jernalder, og den efterfølgende, hvor den romerske dominans svandt ind, kaldes ofte germansk jernalder. Traditionelt er perioden blev inddelt i en ældre (1 – 160 e.v.t.) og en yngre romersk jernalder (160-375 e.v.t.), men for nylig er de blevet yderlige opdelt: B1 (1-70) og B2 (70-150), samt C1 (150-250), C2 (250-310) og C3 (310-375).

Urnemarkskulturens talsystem

Urnemarkskulturens talsystem markerer det tidligst kendte talsystem i Europa. Fra begyndelsen af urnemarkskulturen, omkring 1200 f.Kr., har man i Centraleuropa fundet en række bronzesegl med mærker, der er blevet fortolket som et talsystem evt. kombineret med et kalendersystem.

Venusfigurine

Venusfiguriner er samlebegreb for omkring 200 kvindefiguriner, der er fundet i store dele af Europa og fra den mellemste ældre stenalder til den sene ældre stenalder. De fleste figuriner stammer fra gravettien-perioden i Vesteuropa, mens andre også fra Vesteuropa stammer fra den tidligere aurignacienkultur-periode som Venus af Hohle Fels fundet i 2008 og kulstofdateret til for 35.000 år siden, og senere eksempler fra madeleinekulturen som Venus af Monruz omkring 11.000 år gammel.

Fingurinerne var udskåret af bløde stenarter som fedtsten, kalk eller kalksten), knogler eller elfenben eller formet af ler. De sidste er blandt de ældste kendte former for keramik.

Urhistorie og forhistorie
Ældre palæolitikum
Mellem palæolitikum
Yngre palæolitikum
(Ældre stenalder, Jægerstenalder)
Mesolitikum
Neolitikum
(Yngre stenalder, Bondestenalder)
Kobberalder og Bronzealder
Jernalder og vikingetid

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.