Tunesien

Tunesien (arabisk: تونس; fransk: Tunisie) er et land i Nordafrika med grænse til Middelhavet, Algeriet og Libyen. Landets sydlige dele ligger i Sahara, men mod nord findes frugtbare floddale og kystsletter. Området har vinterregn, kunstvanding er nødvendig.

Republikken Tunesien
الجمهورية التونسية
El-jomhouriya it-Tounisiya
MottoOrden, Frihed og Retfærdighed
NationalmelodiHumat El Hima
Tunisia (orthographic projection)
Hovedstad
og største by
Tunis
36°48′N 10°10′Ø / 36.800°N 10.167°Ø
Officielle sprog Arabisk[1] (Tunesisk dialekt)
Regeringsform Unitær republik[1]
Al-Baji Qaʾid as-Sibsi
- Premierminister
Youssef Chahed
Uafhængighed
-  • Anerkendt
Fra Frankrig
20. marts 1956
Areal
- Total
163.610 km2  (nr. 89)
Vand (%)
5,0
Indbyggertal
- Anslået 2014
10.982.754[2] (nr. 79)
61,6/km2  (nr. 108)
BNP (nominelt) Anslået 2005
- Total
31,97 mia. USD (nr. 65)
- Pr. indbygger
7.100 USD (nr. 75)
Valuta Tunesisk dinar (TDN)
Tidszone (UTC+1)
- Sommer (DST)
 (UTC+2)
Kendings-
bogstaver (bil)
TN
Luftfartøjs-
registreringskode
TS
Internetdomæne .tn
Telefonkode +216
ISO 3166-kode TN, TUN, 788

Geografi

Tunisia Topography
Topografisk kort over Tunesien
Ts-map
Kort over Tunesiens større byer.

Tunesien er Afrikas nordligste land, beliggende ved Middelhavet. Groft kan Tunesien inddeles i tre geografiske zoner: mod nord Atlasbjergene, der strækker sig fra den algeriske grænse til middelhavskysten. I dette område ligger det bjergrige plateau Dorsale, der strækker sig mod nordøst, samt Kroumiriebjergene, der løber side om side med den nordlige kystslette langs Middelhavet. Disse systemer af bjergkæder rummer frugtbare dale og flodsækninger, hvor det ved hjælp af kunstvanding er muligt at drive agerbrug.

Lige syd for bjergene befinder der sig et tørt steppeplateau gennemhullet af saltsøer. Endnu længere sydpå slår stepperne over i Saharas ørkener.

Algerianborder
Grænsen til Algeriet.

I dalene mod nord og på den frugtbare kyststrimmel dyrkes oliven, hvede og apelsiner. Petroleum, fosfat, jernmalm, bly og zink er vigtige råstoffer.

Tunesiens højeste punkt er Jebel ech Chambi. De to største søer er Chott el Djerid (16 m over havet) og Chott el Gharsa (23 m under havet, Tunesiens laveste punkt) er begge saltsøer, og har kun vand i regntiden.[3] Landets største ø er Djerba (514 km2) med 130.000 indbyggere, hvoraf de fleste bor i hovedbyen Houmt Souk. På øen findes en flyveplads.[3]

Klima

Vejr i Tunesien [4]
  Okt Nov Dec Jan Feb Mar Apr
 
Lufttemperatur (°C)
    Dag 25 21 18 16 17 19 20
    Natt 16 12 9 6 7 10 14
Vandtemperatur (°C) 22 19 16 15 14 14 14
Soltimer per dag 7 6 6 6 6 7 8

I den sydlige del af Tunesien er det meget tørt, og landskabet består af sandørkener og saltørkener; de centrale dele er steppe, og i nord er der middelhavsklima med milde, regnfulde vintre (oktober — maj) og hede, tørre somre.

Miljø

Nogle af Tunesiens miljøproblemer er, at håndteringen af giftigt og farligt affald er uforsigtig, vandet forurenes af spildevandsafløb, der er mangel på ferskvand, og ørkenen breder sig som følge af jorderosion.

Den meste af elektriciteten produceres af fossile brændstoffer.

Befolkning

Befolkningen er blandet, omfattende lokale berbere og indvandrere især fra Mellemøsten. På trods af at arabisk i øvrigt er det officielle sprog, er fransk dog meget talt, da det er obligatorisk i skolen. Det sprog som tales mest er tunesisk, som er en dialekt af arabisk. Der ud over tales der også tysk af mange tunesere, da størstedelen af de europæiske turister har været tyske siden 1970'erne.

  • Befolkningens gennemsnitsalder: 26,2 år (2002)
  • Befolkningens gennemsnitlige levetid: Mænd 72 år, kvinder 76 år;[3]
  • Analfabetisme: 2003 var omtrent 25 % af befolkningen ældre end 15 år analfabeter

Etniske grupper

Etniske grupper: arabere 96,2 %, berbere 1,4 %, europæere og andre 2,4 %[3]

Religion

Religiøst tilhørsforhold: sunniter 99,5 %, kristne og jøder 0,5 %[3]

Sprog

Sprog: højarabisk, tunesisk arabisk, fransk, berbersprog.

Historie

I begyndelsen af historisk tid udgjordes Tunesiens befolkning af berberstammer. Området blev i 800-t.f.Kr. koloniseret af fønikerne fra Tyros i det senere Libanon, der blandt andet grundlagde Karthago. På kort tid udviklede landet sig til en væsentlig magtfaktor med besiddelser på blandt andet den Ibiriske Halvø. Ifølge legenden, genfortalt i det romerske nationalepos Aeneiden, grundlagdes byen af dronning Dido. Bosætterne i Karthago medbragte sin kultur og religion fra fønikerne og kanaanæerne.

Efter den tredje Puniske Krig blev området erobret af romerne i 146 f.Kr.

Landet blev erobret af vandalerne i 400-tallet e.Kr., de efterfulgtes i 600-tallet af araberne, og med dem indførelsen af islam og et nyt statsstyre. Fra 1575 var det en del af Det Osmanniske Rige.

I 1881 koloniserede Frankrig Tunesien og gjorde det til et fransk protektorat, som under årene 1942-1943 blev skueplads for en af de allierede styrkers (briterne og amerikanerne) første større operationer mod Aksemagterne under 2. verdenskrig. Hovedparten af den britiske hær trængte ind i Tunesien fra syd, USA og andre allierede invaderede landet fra vest. Invasionen resulterede, efter hårde kampe, i en af de allieredes største sejre under krigen.

Den 20. marts 1956 blev Tunesien et selvstændigt kongerige. Året efter afskaffedes monarkiet, og Habib Bourguiba, som tilhørte partiet Neo-Destour blev det selvstændige Tunesiens første nominelle præsident. Han omdannede landet til et et-parti-diktatur, udnævnte sig selv til præsident på livstid i 1975 og gennemførte blandt andet, at gamle landbrug, som hidtil var blevet drevet af franskmænd, blev exproprieret. I 1987 blev han styrtet. Han efterfulgtes af Zine El Abidine Ben Ali, som tilhørte Parti socialiste destourien (PSD), som Neo-Destour omdannedes til i 1964, og som uden konkurrence var det statsbærende parti. Et såkaldt flerparti-valg i 1994 blev en ren farce, da det lykkedes regeringen af vinde 99,9% af stemmerne.

Sammenlignet med andre arabiske lande førte Tunesien en USA-venlig og liberal politik.

PLO og Tunesien

Den Arabiske Liga (PLO) havde hovedkvarter i Tunesien fra 1982-1993. I 1985 blev PLO´s hovedkvarter i Tunis bombet af det israelske luftvåben. Man håbede på at ramme Yasser Arafat.

Jasminrevolutionen

Grundet voldsomme demonstration lovede den tunesiske diktator Zine El Abidine Ben Ali den 14. januar 2011 tidligt valg inden for 6 måneder og opløste ved samme lejlighed hele regering samt parlamentet. Undtagelsestilstand hersker på nuværende tidspunkt.[5] Præsidenten forlod Tunesien umiddelbart efter til fordel for Saudi-Arabien,[6] og den hidtidige såkaldte statsminister Mohamed Ghannouchi, støttet af dekret fra Ben Ali,[7] tog magten som midlertidig præsident med løftet om at følge forfatningen og genskabe stabilitet.[8] Denne magtovertagelse blev imidlertid underkendt af Tunesiens forfatningsdomstol, der d. 15. januar slog fast, at formanden for parlamentet var midlertidig præsident, og at der skulle afholdes nyvalg om senest 60 dage.[7][9] Samme dag blev parlamentsformanden Fouad Mebazaa taget i ed som præsident.[9] Den 17. januar var sammensætningen af en national samlingsregering klar under ledelse af premierminister Mohamed Ghannouchi.[10]

Politik og administration

Tunisia governorates cropped
Nummereret kort over provinserne i Tunisien.

Administrativ inddeling

Tunisien er inddelti 24 provinser. Provinserne er underinddelt i 264 kommuner.

  1. Ariana
  2. Béja
  3. Ben Arous
  4. Bizerte
  5. Gabès
  6. Gafsa
  7. Jendouba
  8. Kairouan
  9. Kasserine
  10. Kebili
  11. Kef
  12. Mahdia
  1. Manouba
  2. Medenine
  3. Monastir
  4. Nabeul
  5. Sfax
  6. Sidi Bou Zid
  7. Siliana
  8. Sousse
  9. Tataouine
  10. Tozeur
  11. Tunis
  12. Zaghouan

Økonomi og erhverv

Økonomien er primært baseret på landbrug, minedrift og udvinding af olie. Der dyrkes bl.a. hvede, oliven, druer, citrusfrugter og vin. Industrien er i vækst, og storbyerne vokser kraftigt med bl.a. sociale problemer til følge. Industrien omfatter fødevareforarbejdning og forædling af de mineralske ressourcer; derudover eksisterer der en bred oliesektor.

Der er stor turisme, bl.a til de solrige badesteder ved Sousse og byen Kairouan, en af islams hellige byer. Turistbranchen beskæftiger godt og vel 200.000 mennesker. Mellem 1991 og 1995 lå Tunesiens økonomiske vækst på gennemsnitligt 4,2%. Inflationen er moderat.

Tunesien har handelshavne i havnebyerne Bizerta, Gabès, La Goulette, Radès, Sfax, Sousse, Skhira og Zarzis.

Habib Bourguiba fik i sin tid økonomisk hjælp fra sine arabiske venner til at oprette hoteller til turister. Som tak for sidst, kom PLO til Tunesien.

Tunesien var økonomisk afhængig af de rige arabiske oliestater. De havde penge til at oprette mange turisthoteller. Det blev starten på Tunesiens velfærd.[kilde mangler]

Valuta

Det er en lukket valuta, som ikke kan købes udenfra, men veksles på hotellerne.

Sedlerne er i 50, 30, 20, 10, 5 Dinarer, og mønterne 1000, 500, 200, 100, 50 Millimes. De har anderledes valutanormer end normalt, da deres "øre" er opdelt i tusinde. Som ved fransk: "mille", deraf navnet: Milimes.

Infrastruktur

Jernbane

Jernbaner findes, blandt andre på strækningen TunisSousse.

Vejnet

Motorveje findes TunisSousse.

Fly

Tunesiens internationale flyvepladser er:

  • Tunis–Carthage International Airport
  • Djerba-Zarzis International Airport (på øen Djerba)
  • Tabarka–Ain Draham International Airport
  • Monastir Habib Bourguiba International Airport
  • Tozeur–Nefta International Airport
  • Sfax–Thyna International Airport
  • Enfidha – Hammamet International Airport

Tunesiens nationale flyselskab hedder Tunisair.

Kultur

Litteratur

Mange af Tunesiens forfattere bor udenlands, især i Europa.

  • Albert Memmi, født 1920
  • Claude Kayat, født 1939
  • Gisèle Halimi, født 1927
  • Habib Selmi, født 1951
  • Kamel Riahi, født 1974

Musik

Latifa in Carthage 2008 Concert
Lafita i Kartago 2008

Den traditionelle tunesiske musik kaldes malouf (som betyder "normal"), og introduceredes af flygtinge fra Andalusien i 1400-tallet. Traditionelt består ensemblerne af rabab (tostrenget violin), oud, darbuka og en solist. Musikstilen blev mindre populær fra slutningen af 1800-tallet, men er senere atter blevet styrket, blandt andet ved skabelsen af institutet La Rachidia 1934, hvor mange af landets betydeligste musikere har studeret. Efter selvstændigheden blev malouf Tunesiens nationalmusik.

Arabisk pop er stor i Tunesien, og blandt de egne artister kan nævnes Latifa Arfaoui.

Rapperen Hamada Ben Amor, kendt under sit artistnavn "El Général", udgav i december 2010 sangen Rais Lebled ("Statschef"), som er blevet kaldt Jasminrevolutionens anthem.

Film

Star Wars af George Lucas blev i midten af 1970erne delvis optaget ved byen Matmata der ligger ved kanten af Sahara. Desuden er store dele af Star Wars Episode I: Den usynlige fjende, Star Wars Episode II: Klonernes angreb og Star Wars Episode III: Sith-fyrsternes hævn optaget i Tunesien. Optagelserne har forgået ved byerne Medenine, Tozeur, Nefta og Tataouine, som har lagt navn til planeten Tatooine fra Star Wars-filmene.

Herudover er Monty Python's Life of Brian, Den engelske patient, Indiana Jones-filmen Jagten på den forsvundne skat, Roman Polanski's Pirates og komedien Freddy Got Fingered alle sammen delvist optaget i Tunesien.

Sport

Fodbold er den populæreste sport i Tunesien. Landshold, som kaldes Kartagos ørne (Fransk: Les Aigles de Carthage), vandt det Afrikanske mesterskab i 2004.

Unescos verdensarv

El Djem
Amfiteateret i El Djem

Noter

  1. ^ a b "Tunisia Constitution, Article 1". 1957-07-25. Hentet 2009-12-23. Translation by the University of Bern: Tunisia is a free State, independent and sovereign; its religion is the Islam, its language is Arabic, and its form is the Republic.
  2. ^ "National Institute of Statistics-Tunisia". National Institute of Statistics-Tunisia. 12. september 2014. Hentet 11. januar 2015.
  3. ^ a b c d e [Editions Atlas: Min nya världsatlas, Lausanne 2008] (svensk)
  4. ^ Danmarks Meteorologiske Institut
  5. ^ Berlingske Tidende: Tunesien er erklæret i undtagelsestilstand, opdateret 14. januar 2011, besøgt 14. januar 2011
  6. ^ Danmarks Radio: Tunesiens præsident i Saudi-Arabien, opdateret 15. januar 2011, besøgt 16. januar 2011
  7. ^ a b Berlingske Tidende: Tunesisk domstol underkender ny præsident, opdateret 15. januar 2011, besøgt 15. januar 2011
  8. ^ Berlingske Tidende: Tunesiens præsident har forladt landet, opdateret 14. januar 2011, besøgt 14. januar 2011
  9. ^ a b jp.dk: Tunesien får tredje præsident på et døgn, opdateret 15. januar 2011, besøgt 16. januar 2011
  10. ^ Tunesien får en national samlingsregering, dr.dk, 17. januar 2011, hentet 31. maj 2019.

Eksterne henvisninger

Koordinater: 34°N 10°Ø / 34°N 10°Ø

Felttoget i Nordafrika

Felttoget i Nordafrika fandt sted i Nordafrika under 2. verdenskrig fra 10. juni 1940 til 16. maj 1943. Den omfattede kampagner, som blev udkæmpet i den libyske og den egyptiske ørken – Ørkenkrigen – i Marokko og Algeriet (Operation Torch) og i Tunesien – Felttoget i Tunesien.

Kampene blev udkæmpet mellem de Allierede og Aksemagterne i 2. verdenskrig. I starten var det italienske styrker, som kæmpede mod styrker fra det britiske imperium og eksilstyrker fra en række europæiske lande, men allerede i 1941 blev også tyske styrker involveret, og efter at USA blev involveret i 2. verdenskrig i slutningen af 1941 begyndte det også at yde direkte militær støtte i Nordafrika fra den 11. maj 1942.

Kampene i Nordafrika startede med Kongeriget Italiens krigserklæring mod de allierede den 10. juni 1940. Den 14. juni krydsede den britiske hærs 11. husarregiment med støtte fra dele af 1. Royal Tank Regiment grænsen ind i Libyen og erobrede det italienske Fort Capuzzo. Dette blev efterfulgt af en italiensk offensiv ind i Egypten, og derefter i december 1940 af en Commonwealth modoffensiv, Operation Compass. Under operation Compass blev den 10. italienske Arme nedskæmpet og det tyske Afrikakorps under general (senere feltmarskal) Erwin Rommel blev sendt til Nordafrika for at stive de italienske styrker af, og forhindre et fuldstændigt nederlag til aksemagterne.

Der fulgte en række slag om kontrollen med Libyen og dele af Egypten. Højdepunktet kom i det Andet slag om el-Alamein hvor styrker fra det britiske Commonwealth under kommando af generalløjtnant Bernard Montgomery, opnåede en afgørende sejr over aksestyrkerne og tvang dem tilbage mod Tunesien. Efter de allierede under kommando af general Dwight D. Eisenhower havde foretaget landgang i Marokko og Algeriet i Operation Torch i slutningen af 1942 fulgte nogle kampe mod tropper fra Vichy Frankrig og derefter en fremrykning mod Tunesien, hvor aksestyrkerne efter hårde kampe mod vest og syd blev omringet i det nordlige Tunesien og tvunget til at overgive sig i maj 1943.

Ved at tvinge aksemagterne til at kæmpe på en Anden front i Nordafrika gav de vestallerede nogen aflastning til Sovjetunionen, som kæmpede mod aksemagterne på Østfronten. De allierede blev i høj grad hjulpet af, at det britiske efterretningsvæsen havde knækket de tyske koder, og kunne tyde den tyske radiokommunikation (Ultra).

Felttoget i Tunesien

Felttoget i Tunesien var en række slag i 2. verdenskrig, som foregik i Tunesien under Felttoget i Nordafrika, mellem Aksemagterne og de allierede styrker. De allierede styrker bestod fortrinsvis af styrker fra det Britiske Imperium, USA og Frankrig. Indledningsvis havde aksestyrkerne fra Tyskland og Italien en vis fremgang, men de allieredes overvægt i mænd og materiel førte til aksestyrkernes fuldstændige nederlag. Tyske og italienske tropper på over 230.000 mand blev taget til fange, herunder hovedparten af Afrikakorpset.

Fransk Nordafrika

Fransk Nordafrika (fransk: L'Afrique française du Nord) var en række territorer i Nordafrika, som blev styret af Frankrig med centrum i Fransk Algeriet. På sit højdepunkt udgjorde det hovedparten af Maghreb.

Fransk Nordafrika omfattede:

Fransk Algeriet (fransk: Algérie française)

Protektoratet Fransk Tunesien (fransk: Protectorat français de Tunisie)

Protektoratet Fransk Marokko (fransk: Protectorat français au Maroc).Fransk Nordafrika blev, i modsætning til Fransk Vestafrika og Fransk Ækvatorialafrika, aldrig administreret som en helhed. Dette hænger sammen med, at både Tunesien og Marokko opretholdt status som protektorater, det vil sige formelt selvstændige stater.

Franske protektorat Tunesien

Det franske protektorat Tunesien (fransk: Protectorat français de Tunisie; arabisk: الحماية الفرنسية في تونس al-Ḥimāya al-Fransīya fī Tūnis) blev oprettet i 1881 og varede indtil den tunesiske uafhængighed i 1956.

Tunesien dannede en provins i Det Osmanniske Rige men nød en høj grad af selvstyre under bey Muhammad III as-Sadiq. I 1877 erklærede Rusland krig mod Det Osmanniske Rige. Ruslands sejr varslede opsplitningen af imperiet, herunder uafhængighed for flere besiddelser på Balkan og internationale diskussioner om fremtiden for de nordafrikanske provinser. Berlinerkongressen i 1878 blev indkaldt for at løse det osmanniske spørgsmål. Storbritannien, skønt imod en total afvikling af Det Osmanniske Rige, tilbød Frankrig kontrol over Tunesien til gengæld for Cypern. Tyskland, der så det franske krav som en måde at aflede den franske befolknings opmærksomhed fra situationen i Europa (hvor Frankrig havde lidt nederlag i den fransk-tyske krig 1870-1871) og som kun bekymrede sig lidt over situationen i det sydlige Middelhavsområde, var enig i at tillade Frankrig overherredømme i Tunesien. Kongeriget Italien, som havde økonomiske interesser i Tunesien, var stærkt imod planen, men var ude af stand til at gennemtvinge sin vilje.

Den franske tilstedeværelse i Tunesien kom fem årtier efter deres besættelse af nabolandet Algeriet på et tidspunkt, hvor franskmændene stadig var uerfarne i og manglede viden om, hvordan man udvikler en koloni. Begge disse lande havde været tidligere besiddelser af Det Osmanniske Rige i tre århundreder, men begge havde for længst opnået politisk selvstændighed fra sultanen i Konstantinopel. Før de franske ankom, havde Tunesien indledt en proces med moderne reformer, men økonomiske vanskeligheder varede ved indtil etableringen af en kommission af europæiske kreditorer. Efter deres vejledning overtog den franske regering Tunesiens internationale forpligtelser. Større udviklinger og forbedringer blev gennemført af de franske på flere områder, herunder transport og infrastruktur, industri, det finansielle system, folkesundhed, og administration. Alligevel blev franske virksomheder og franske borgere begunstigede, hvilket ikke hujede tuneserne. Deres allerede eksisterende nationale følelse blev tidligt udtrykt i tale og på tryk; politisk organisering fulgte. Den uafhængighed bevægelse var allerede aktiv før 1. verdenskrig, og fortsatte med at vinde styrke med blandet fransk modstand. Dets endelige mål om selvstændighed blev nået i 1956.

Japans fodboldlandshold

Japans fodboldlandshold er det nationale fodboldhold i Japan. Det administreres af fodboldforbundet JFA.

Holdet spillede sin første kamp i 1917 mod Kina, men gjorde sig først internationalt bemærket ved Sommer-OL 1968, hvor det vandt bronzemedaljer. Japan havde det dog svært på landsholdsniveau, da landet ikke havde en professionel fodboldliga. Den blev først oprettet i 1993 efter flere årtier med manglende VM-kvalifikation. J. League, som den hedder, skulle dels profilere sporten i Japan, dels styrke landsholdet.

Japan kvalificerede sig til VM 1998, men slutrunden blev en skuffelse for holdet, som tabte alle tre kampe i gruppespillet. Fire år senere var Japan sammen med Sydkorea værtsnation ved VM 2002. Denne gang lykkedes det holdet at kvalificere sig til ottendedelsfinalerne efter sejr over Rusland og Tunesien. Her blev Japan dog slået af de senere bronzevindere fra Tyrkiet.

I 2006 røg Japan endnu en gang ud efter det indledende gruppespil; holdet tabte 1-3 til Australien og 1-4 til Brasilien og spillede uafgjort 0-0 med Kroatien. Samme år overtog Takeshi Okada trænerstillingen fra brasilianske Zico.

Japans landshold har haft større succes ved AFC Asian Cup. Det har i alt vundet turneringen tre gange, senest i 2004.

Junior-VM i håndbold 1997 (mænd)

Juniorverdensmesterskabet i håndbold for mænd 1997 var det 11. junior-VM i håndbold for mænd, og turneringen med deltagelse af 20 hold afvikledes i Tyrkiet i perioden 23. august – 5. september 1997.

Turneringen blev vundet af Danmark, som i finalen besejrede Ukraine med 29-23. Bronzemedaljerne gik til Frankrig, som i bronzekampen vandt 28-24 over Polen.

Junior-VM i håndbold 1999 (mænd)

Juniorverdensmesterskabet i håndbold for mænd 1999 var det 12. junior-VM i håndbold for mænd, og turneringen med deltagelse af 17 hold afvikledes i Qatar i perioden 23. august – 5. september 1999.

Turneringen blev vunder af Danmark, som i finalen besejrede Sverige med 26-22 efter forlænget spilletid. Bronzemedaljerne gik til Egypten, som i bronzekampen vandt 32-31 efter forlænget spilletid over Frankrig.

Karthago

Karthago var en koloniby som blev grundlagt af de handelsfarende fønikere. Byen blev grundlagt i 814 f.Kr. i det nuværende Tunesien tæt på landets nuværende hovedstad Tunis.

Byens første år var præget af et opgør mellem de maritime og landsbesiddende familier. De maritime handelsfamilier stod for regeringen, og gennem det 6. århundrede f.Kr. begyndte Karthago at øge sin dominans over det vestlige Middelhav. Handelsmænd og opdagelsesrejsende bragte øget velstand og magt til bystaten. I det tidlige 6. århundrede f.Kr. skulle Hanno have sejlet ned langs Afrikas kyst, måske helt til Sierra Leone. Under lederen Malchus begyndte byen en systematisk erobring af både det indre Afrika og kystområderne.

Byen erobrede de gamle fønikiske kolonier og de libyske stammeområder. Derfra spredte den sin magt og kontrol til Egypten. Endvidere Sardinien, Malta og den vestlige del af Sicilien. Der var også oprettet kolonier i Iberien (Den Iberiske Halvø).

Ved begyndelsen af det 5. århundrede f.Kr. var Karthago det handelsmæssige centrum i regionen, en stilling den beholdt ca. 300 år til Roms endelige sejr i de puniske krige.

Ved den Tredje puniske krig 149-146 f.Kr. mellem Rom og Karthago udtalte Cato den Ældre:

"I øvrigt mener jeg, Karthago bør ødelægges".

Det skete. Byen blev ødelagt, og store frugtbare områder blev lagt øde, da de blev oversvømmet af havvand (Saltvand).

Karthago er i dag med på Unescos Verdensarvsliste.

Under de puniske krige blev førstefødte ofret til guderne Baal-Hammon eller Tanit.

Nordafrika

Nordafrika eller Nordlige Afrika er den nordligste subregion på det afrikanske kontinent, og separeres fra Subsaharisk Afrika ved Sahara-ørkenen.

Tunesien ved OL

Tunesien deltog første gang i olympiske lege under Sommer-OL 1960 i Rom. De har siden deltaget i alle efterfølgende olympiske sommerlege, undtagt Sommer-OL 1980 i Moskva, som de boykottede. Tunesien har aldrig deltaget i vinterlege.

Tunesien ved sommer-OL 2012

Tunesien deltog ved Sommer-OL 2012 i London som blev arrangeret i perioden 27. juli til 12. august 2012.

Tunesien ved sommer-OL 2016

Tunesien deltog ved Sommer-OL 2016 i Rio de Janeiro som blev arrangeret i perioden 5. august til 21. august 2016.

Tunesien ved sommer-OL 2020

Tunesien deltager under Sommer-OL 2020 i Tokyo som bliver afviklet i perioden 24. juli til 9. august 2020.

Tunis

Tunis (تونس, Tūnis) er hovedstad i den nordafrikanske stat Tunesien. Byen har 1.200.000(2008) indbyggere.

Ungdoms-VM i håndbold 2009 (mænd)

Ungdomsverdensmesterskabet i håndbold for mænd 2009 var det 3. ungdoms-VM i håndbold for mænd, og slutrunden med deltagelse af 20 hold blev afviklet i Tunesien i perioden 20. – 31. juli 2009. Spillere født i 1990 eller senere kunne deltage i mesterskabet.Kampene afvikledes i tre arenaer i tre forskellige byer i det nordøstlige Tunesien:

Palais des sports d'El Menzah, Tunis (4.500 tilskuerpladser)

Salle Omnisports 7 Novembre de Hammamet, Hammamet (3.500 tilskuerpladser)

Palais 7 Novembre de Nabeul, Nabeul (2.500 tilskuerpladser)Mesterskabet blev vundet af Kroatien, som i finalen besejrede Island med 40-35. Bronzemedaljerne gik til Sverige, som i bronzekampen vandt 30-27 over værtslandet Tunesien. Danmark blev slået ud i kvartfinalen mod de senere vindere af VM, Kroatien, men danskerne vandt de efterfølgende placeringskampe og endte dermed mesterskabet på femtepladsen.

VM i håndbold 1975 (kvinder)

Verdensmesterskabet i håndbold for damer i 1975 var den sjette indendørs VM-slutrunde for kvinder, og den blev afholdt i Sovjetunionen i perioden 2. – 13. december 1975. Tunesien og USA deltog for første gang.

De 12 deltagende lande spillede først en indledende runde med 3 grupper á 4 hold. De to bedste hold fra hver gruppe gik videre til placeringsrunden om placeringerne 1-6, de tre tredjebedste hold spillede om placeringerne 7-9, og de sidste tre hold spillede om placeringerne 10-12.

Mesterskabet blev domineret af de østeuropæiske nationer, som besatte de første syv pladser. Guldmedaljerne blev vundet af DDR foran værtslandet Sovjetunionen og Ungarn. Det var østtyskernes anden VM-titel for kvinder (den første blev vundet i 1971). Sølvmedaljerne var Sovjetunionens indtil da bedste resultat ved et kvinde-VM, mens Ungarn vandt bronzemedaljer for anden gang i historien.

De forsvarende verdensmestre Jugoslavien endte på femtepladsen. Danmark blev. nr. 9, hvilket var den dårligste danske VM-placering indtil da, og danskerne kvalificerede sig dermed ikke direkte til næste VM.

VM i håndbold 2005 (mænd)

Verdensmesterskabet i håndbold for mænd 2005 var det 19. (indendørs) VM i håndbold for mænd. Slutrunden blev afholdt i Tunesien i perioden 23. januar – 6. februar 2005.

De 24 deltagende nationer spillede først en indledende runde i fire grupper med seks hold, hvorfra de tre bedste i hver gruppe gik videre til hovedrunden, mens holdene, der sluttede som nr. 4-6 i de indledende grupper, blev rangeret som nr. 13-24 efter deres resultater i den indledende runde. I hovedrunden spillede de 12 hold i to nye seksholdsgrupper, hvorfra de to bedste hold i hver gruppe gik videre til semifinalerne, mens de øvrige hold måtte spille placerinskampe om placeringerne 5-12.

Spanien blev verdensmester for første gang ved at slå de forsvarende verdensmestre fra Kroatien 40-34 i finalen. Bronzen gik for andet VM i træk til Frankrig, der besejrede værtslandet Tunesien 26-25 i bronzekampen.

Det danske landshold blev nr. 4 i sin indledende gruppe og gik dermed ikke videre til hovedrunden og blev placeret som nr. 13.

VM i håndbold 2009 (kvinder)

For alternative betydninger, se VM i håndbold 2009. (Se også artikler, som begynder med VM i håndbold 2009)Verdensmesterskabet i håndbold for kvinder 2009 var det 19. (indendørs) VM i håndbold for kvinder. Slutrunden med deltagelse af 24 hold blev afviklet i Kina i perioden 5. – 20. december 2009. Kina havde ikke tidligere lagt haller til en VM-slutrunde, og det var første gang siden 1990 (og kun anden gang overhovedet), at mesterskabet blev spillet uden for Europa.

De forsvarende mestre fra VM i 2007 i Frankrig, Rusland, genvandt titlen med en finalesejr over Frankrig med 25-22. Norge vandt bronze, mens Danmark sluttede på femtepladsen.

VM i håndbold 2009 (mænd)

Verdensmesterskabet i håndbold for mænd 2009 var det 21. (indendørs) VM i håndbold. Frankrig vandt guldmedaljerne efter finalesejr over de kroatiske værter. Danmark sluttede på 4. pladsen, efter et nederlag i bronzekampen til Polen.

Slutrunden blev spillet i Kroatien fra 16. januar til 1. februar 2009. Det var første gang, Kroatien var vært for et herre-VM, men landet havde tidligere været vært for et kvinde-VM (i 2003). Det kroatiske landshold havde efter Kroatiens løsrivelse fra Jugoslavien opnået flere store resultater, herunder OL-guld i 1996 og 2004, VM-guld 2003, VM-sølv 1995 og 2005 samt EM-bronze 1994 og EM-sølv i 2008, hvor Kroatien tabte finalen til Danmark.

På baggrund af landsholdets sportslige resultater og det vellykkede kvinde-VM i 2003 tildelte IHF i 2006 Kroatien værtsskabet for VM 2009, på trods af at ingen af hallerne endnu stod klar.

Værtsskabet for VM blev delt mellem seks byer fordelt over hele Kroatien (se oversigt over værtsbyer nedenfor). Der blev spillet i moderne og helt nyopførte haller. VM-finalen blev spillet i hovedstaden Zagreb.

Tyskland gik ind til turneringen som forsvarende mestre efter sejren på hjemmebane ved VM 2007, men måtte, blandt andet efter et nederlag til Danmark i den afgørende puljekamp, nøjes med 5. pladsen.

Lande i Afrika
Det amerikanske koloniimperium
Det belgiske koloniimperium
Det danske koloniimperium
Det britiske koloniimperium
Det franske koloniimperium
Det hollandske koloniimperium
Det italienske koloniimperium
Det japanske koloniimperium
Det portugisiske koloniimperium
Det spanske koloniimperium
Det svenske koloniimperium
Sydafrikanske Union
Det tyske koloniimperium
Lande i Frankofonien
Medlemslande og -regioner
Associerede medlemmer
Observatører
Medlemmer og observatører i De alliancefrie landes bevægelse
Medlemmer
Obsevertører

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.