Tanakh

Denne artikel omhandler den hebræiske bibel fra et primært jødisk perspektiv. For artiklen om den hebræiske bibel fra et kristent perspektiv, se Det Gamle Testamente.
Entire Tanakh scroll set

Tanakh (også: TaNaK) er den jødiske betegnelse for den samling skrifter, der i kristen tradition kaldes Det Gamle Testamente.

Navnet betegner opbygningen, der i øvrigt er anderledes end den kristne, da den afspejler de tre tempi, Tanakh er samlet i. TaNaKH er et akronym for Torah, Nevi'im og Kethuvim.

Torah (heb. "lov") er navnet for de fem Mosebøger, der starter med verdens skabelse i 1. Mosebog og slutter med Moses' død. Torah indeholder også Moseloven.

Nevi'im (heb. "profeter") opdeles i "tidligere profeter", Josvabogen, Dommerbogen, Første og Anden Kongebog, Første og Anden Samuelsbog, og "senere profeter", Ezekiels Bog, Jeremias' Bog, Esajas' Bog og de 12 mindre profeter.

Kethuvim (heb. "skrifter") indeholder senere bøger, fx Ezras Bog, Første og Anden Krønikebog, Ordsprogenes Bog og Højsangen.

Se også

Eksterne links

BibelStub
Denne artikel om et emne fra Det Gamle Testamente eller Tanakh er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Religion
Anden Krønikebog

Anden Krønikebog (hebr.: Divrei Hayyamim, דברי הימים, gr.: Paraleipomêna) er oprindeligt ikke en særskilt bog, men en del af et historieskrift, hvor Første Krønikebog udgør begyndelsen. Bogen er en del af den jødiske Tanakh, og den kristne Bibel. Anden Krønikebogs kan inddeles i to overordnede afsnit, 1. Salomos historie (2 Krøn 1-9), og 2. Juda Riges historie (2 Krøn 10-36). Opdelingen af den oprindelige bog i to dele, skyldes den græske oversættelse, Septuaginta, som delte skriftet i to dele. Forfatteren til Krønikebøgerne har med stor sandsynlighed også skrevet Ezras Bog og Nehemias’ Bog. Værket har stor betydning som kilde til Israels historie.

Anden Samuelsbog

Anden Samuelsbog, (hebr: Sefer Sh'muel ??? ?????) er en del af Bibelen, både den jødiske Tanakh og kristendommens Gamle Testamente.

Teksten er oprindeligt skrevet på hebraisk, og Første Samuelsbog og Anden Samuelsbog var oprindeligt én tekst, som det ofte ses i jødiske bibler. Anden Samuelsbog er kanonisk litteratur i både kristendommen og jødedommen.

Bibelen

Bibelen (gr. βιβλία biblia "bøger") er betegnelsen for de grundlæggende kanoniske skrifter i jødedommen og kristendommen. Den hebraiske (jødiske) Bibel, også kaldet Tanakh, er ikke identisk med den kristne Bibel, som beskrives her. I kristendommen varierer antallet og indholdet af Bibelens bøger.

Den kristne bibel er inddelt i to hoveddele.

Det Gamle Testamente er næsten identisk med den hebraiske Bibel, der var delt i tre: Torah (Loven), Nevi’im (Profeterne) og Kethuvim (Skrifterne). Bibelen indeholder i nogle kirkesamfund yderligere de Deuterokanoniske Bøger, som i den katolske og ortodokse kirke medregnes til Det Gamle Testamente, men som ikke regnes for kanoniske af alle jøder og protestanter. I de fleste protestantiske bibler udelades de helt. Den tidlige kristendom byggede på Septuaginta, den græske oversættelse af Tanakh, som har rødder i det 3. århundrede f.Kr.. Septuaginta indeholdt de deuterokanoniske skrifter.

Det Nye Testamente indeholder de særligt kristne skrifter, som blev skrevet på græsk i det første århundrede e. Kr. (Apokryferne findes således ikke i den hebraiske Bibel).Bibelen indeholder skrifter af vidt forskellige genrer som jura, poesi, historie og profeti. Bibelens bøger inddeles i protestantisk tradition i to testamenter, 66 bøger, 1.189 kapitler og 31.173 vers. Denne opdeling er først kommet til, da det blev nødvendigt at henvise nøjagtigt til bibelstederne. Bibelen er almindeligt anset for at være den bedst sælgende bog nogen sinde. Bibelen er den bog i verden, som er oversat til flest sprog. I oktober 2016 er hele Bibelen oversat til 636 sprog, Det Nye Testamente til 1442 sprog og dele af biblen er oversat til 1145 sprog. Bibelen til dels eller helt er tilgængelig på 3223 sprog.

Den Hebraiske Bibels kanon

Den Hebraiske Bibels kanon er den liste eller det katalog af skrifter, som blev set som autoritative i enten den jødiske bibel Tanakh eller i de kristnes Gamle Testamente. Disse skrifter blev opfattet som norm for forkyndelse og lære, og udgør 39 bøger i den jødiske og den protestantiske kanon, hvorimod Den katolske kirke og de ortodokse kirker har flere bøger i deres gammeltestamentlige kanon.

Den jødiske kalender

Den jødiske kalender tager udgangspunkt i månens placering mens den vestlige verden generelt bruger den gregorianske kalender, som tager udgangspunkt i solens placering i forhold til jorden. Hver måned begynder ved nymåne. Da jordens bevægelse om solen tager ca. 12,4 ”nymåner”, bliver der en uoverensstemmelse mellem ”måneds-beregningerne”. Den 13. måned (adar II) bliver med mellemrum indlagt for at justere månederne i forhold til årstiderne; så den svarer mere til den vestlige kalender.

1. Nissan er første dag i et nyt jødisk kalenderår, den falder altid om foråret. Navnene på månederne stammer fra Ezras tid, hvor det var babylonske navne, der blev taget med af eksil-jøderne. Den jødiske kalender forskydes i forhold til den gregorianske kalender i en 19 års cyklus, derfor kan der kun gives en omtrentlig sammenligning.

Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente (GT) er den første hoveddel af den kristne bibel – den anden hoveddel er Det Ny Testamente (NT). Det gamle testamentes skrifter udgør tillige Tanakh, den hebræiske bibel, og betragtes af både kristne og jøder som kanonisk.

Det Gamle Testamente består af en lang række skrifter af vidt forskelligt indhold: myter, legender, historiske beretninger, poesi, filosofi, profetier m.m. Skrifterne er skrevet på hebræisk med enkelte passager, særligt i Daniels Bog, på aramæisk.

Den hebræiske bibel inddeles i tre: Loven (heb. Torah), Profeterne (heb. Nevi’im) og Skrifterne (heb. Kethuvim).

Torahen (og hele den hebræiske bibel) er i jødedommen den primære helligtekst og var det for Jesus og de første kristne, men i løbet af de første efterkristne århundreder fik en række af de tidligste kristne skrifter også status som hellige, hvorved en decideret nytestamentlig kanon opstod. Denne kan i kristendommen siges at gå forud for Det gamle Testamente.

Siden Luthers første oversættelse til tysk, har der været tradition for teologisk at bearbejde oversættelsen af Det gamle Testamente, så mange steder i de hebraiske og aramæiske tekster fremstod som profetier om Kristus. Også i den nyeste danske bibeloversættelse fra 1992 er der mange ændringer fra en videnskabeligt forsvarlig oversættelse, der har tjent til at få skabt større overensstemmelse mellem Det Nye Testamente og den hebraiske bibel.

Det Gamle Testamente består i den protestantiske tradition af 39 skrifter ( Det Danske Bibelselskabs forkortelser står i parentes):

Første Mosebog (Genesis) (1 Mos)

Anden Mosebog (Exodus) (2 Mos)

Tredje Mosebog (Leviticus) (3 Mos)

Fjerde Mosebog (Numeri) (4 Mos)

Femte Mosebog (Deuteronomium) (5 Mos)

Josvabogen (Jos)

Dommerbogen (Dom)

Ruths bog (Ruth)

Første Samuelsbog(1 Sam)

Anden Samuelsbog (2 Sam)

Første Kongebog (1 Kong)

Anden Kongebog (2 Kong)

Første Krønikebog (1 Krøn)

Anden Krønikebog (2 Krøn)

Ezras Bog (Ez)

Nehemias' Bog (Neh)

Esters Bog (Est)

Jobs Bog (Job)

Salmernes Bog (Sl)

Ordsprogenes Bog (Ordsp)

Prædikerens Bog (Præd)

Højsangen (Højs)

Esajas' Bog (Es)

Jeremias' Bog (Jer)

Klagesangene (Klages)

Ezekiels Bog (Ez)

Daniels Bog (Dan)

Hoseas' Bog (Hos)

Joels Bog (Joel)

Amos' Bog (Am)

Obadias' Bog (Obad)

Jonas' Bog (Jon)

Mikas Bog (Mika)

Nahums Bog (Nah)

Habakkuks Bog (Hab)

Sefanias' Bog (Sef)

Haggajs Bog (Hagg)

Zakarias' Bog (Zak)

Malakias' Bog (Mal)

Det Nye Testamente

Det Nye Testamente (NT) er den kristne bibels anden hoveddel og omfatter 27 skrifter af forskellige forfattere fra den tidligste kristne litteratur. Skrifterne opnåede i løbet af det 2. og 3. århundrede særstatus som helligskrift i den kristne kirke. Biblens første hoveddel er den jødiske skriftsamling på 39 skrifter kaldet Det Gamle Testamente (GT) (også kaldt Tanakh eller 'den hebraiske bibel'). De 27 skrifter i NT spænder ikke så vidt som GT, hverken med hensyn til litteraturformer, tidsrum eller i socialt spektrum.

Ordet testamente (latin testamentum) er en oversættelse af det

græske ord Διαθήκη (diatheke), der betyder 'pagt' og henviser til opfattelsen, at de kristne lever under den nye pagt som bl.a. forudsagt hos profeten Jeremias (31,31) i GT. Testamente har også betydningen 'vidnesbyrd', hvilket her spiller på tanken om åbenbaringen af Gud i Jesus fra Nazaret.

Indholdet i Det Nye Testamente er ikke skrevet på det tidspunkt, hvor Jesus i henhold til kristendommen levede, men efter dennes død. De ældste tekster i Det Nye Testamente er skrevet af apostlen Paulus, der aldrig havde mødt Jesus, men som hævdede at have set Jesus efter dennes genopstandelse. Paulus' ældste tekster er dateret til midten af 50'erne e.v.t.

Dommerbogen

Dommerbogen (hebr. ספר שופטים Sefer Shoftim) er den syvende bog i Bibelen, oprindeligt skrevet på hebraisk. Bogen findes i jødernes tanakh, og de kristnes Gamle Testamente. Titlen refererer til bogens indhold om de historiske dommere i Israel, som var krigsherrer, lovgivere og den højestes retsindstans (ikke at forveksle med moderne dommere), som hjalp med at regere og guide Israel før kongetiden.

Blandt historierne i Dommerbogen er fortællingen om Samson.

Første Kongebog

Første Kongebog var, sammen med Anden Kongebog, oprindeligt ét historisk værk i den jødiske tanakh (hebr. ספר מלכים Sefer Melachim "Kongernes Bog"). Det var oprindeligt skrevet på hebraisk, og er en del af de kristnes Gamle Testamente. Ifølge den bibelske kronologi, beskriver bogen afslutningen af Israels historie indtil enden af deres politiske selvstændighed ved babyloniernes erobring.

Bogen indeholder beretningen om Kong Salomos tronovertagelse efter Kong David, og hans videre virke. Derefter deles riget pga. politiske magtkampe mellem de tolv israelittiske stammer i et nordrige, Israel (ikke at forveksle med det moderne Israel), og et sydrige, Juda.

Bøgerne har oprindeligt ikke været opdelt, og desuden har Samuelsbøgerne oprindeligt hørt til Kongebøgerne.

Første Samuelsbog

Første Samuelsbog, (hebr: Sefer Sh'muel ספר שמואל) er en del af Bibelen, både den jødiske Tanakh og kristendommens Gamle Testamente.

Teksten er oprindeligt skrevet på hebraisk, og Første Samuelsbog og Anden Samuelsbog var oprindeligt én tekst, som det ofte ses i jødiske bibler. Første Samuelsbog er kanonisk litteratur i kristendommen, jødedommen, og for troende anset for at have stor åndelig betydning. Bogen indeholder beretningen om den sidste dommer i Israel, Samuel, og forvandlingen af Israel til et kongedømme under Saul og senere David i Anden Samuelsbog.

Joels Bog

Joels Bog er en del af Tolvprofetbogen i det Gamle Testamente og den jødiske Tanakh. Bogen tilskrives profeten Joel, der var én af de tolv små profeter.

Jødedom

Jødedommen er jøders traditionelle religion og kultur og den ældste af de tre store monoteistiske verdensreligioner. Centralt i jødedommen står en række hellige skrifter, væsentligst jødedommens hellige bog, Tanakh, og dernæst Talmud. Jødedommen praktiseres over hele verden af ca. 14 mio. mennesker, heraf flest i Israel (ca. 6 mio.) og USA (ca. 5 mio.). I Danmark bor ca. 6.500 jøder. Dette tal indikerer at ca. 0,2% af verdens befolkning er jøder. Kristendom, islam og en række andre religioner sporer alle deres forhistorie tilbage til jødedommens tidlige former. Jødedommen er en såkaldt "etnoreligiøs" religion. Dette indebærer traditionelt at børn født af en jødisk mor betegnes som værende jøder. Herudover tælles også folk der har konverteret til jødedommen. I de officielle statistikker regnes almindeligvis kun med personer der selv betegner sig som jøder, hvad enten de praktiserer religionen eller ej.

Kain og Abel

Kain var ifølge Første Mosebog Adams og Evas ældste søn. Kain dræbte sin broder Abel i misundelse over, at Gud modtog Abels offergave, men afviste Kains.

Efter drabet sagde Gud til Kain, at han for denne udåd skulle være fredløs og flygtning, men sagde samtidig, at ingen måtte slå Kain ihjel. Hvis nogen gjorde det, skulle det hævnes 7 gange. 1. Mosebog kap. 4 siger: "Og han (Gud) satte et mærke på Kain, for at ingen, der mødte ham, skulle slå ham ihjel." (se Kainsmærke)

Fortællingen om Kain og Abel findes også i den jødiske Tanakh, og i Koranen. Kain var far til Enok, født efter at Kain var draget i eksil med sin kone. Videre byggede Kain en by og opkaldte den efter sin søn.

Kristendom

Kristendom er en monoteistisk religion centreret om Jesus af Nazareth som han fremstilles i Det Nye Testamente. Det Gamle Testamente (Tanakh) medtages i Bibelen, men Tanakh er i sin opbygning ikke helt identisk med Det Gamle Testamente, selvom det indeholder det samme stof.

Den kristne tro lærer, at Gud elskede verden så højt: "...at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." (Joh 3,16)

At Jesus er Guds søn, menneskets frelser og den lovede Messias/Kristus (fra græsk ὁ Χριστός, ho Khristós, den salvede).

Messias betyder det samme på hebraisk, og er et jødisk begreb om Guds udvalgte hersker, som det blev profeteret i Det Gamle Testamente.

Bevægelsen opstod i Mellemøsten omkring Palæstina, og spredte sig i løbet af det første årtusinde til Nordafrika, Europa og dele af Indien. I det andet årtusinde spredte kristendommen sig til resten af verden pga. kolonisering og missionærvirksomhed.Religionens medlemmer blev kaldt kristne tidligt, og først blandt ikke-jøder. Efterhånden fik kristendommen en overvægt af ikke-jøder, men kristendommens verdensbillede svarer i høj grad til de to andre abrahamitiske religioner (jødedommen og islam) med troen på én Gud, der er skaber og opretholder af Jorden som i Den Hebraiske Bibel (Det Gamle Testamente), som er kanonisk skrift side om side med Det Nye Testamente. Særlige kendetegn for kristendommen er troen på Jesus som Guds søn, Jesu død og opstandelse som frelsevilkår, treenigheden(Jesus, Gud, Helligånden), nadver og dåb.

Kristendom er den største af verdens religioner med omkring 2,1 milliarder tilhængere, og er udbredt i de fleste lande i verden med flere end 20.000 retninger. Særligt er der tre hovedgrupper: Den ortodokse kirke, Romerskkatolske kirke og de protestantiske kirker med en lang række forskelligartede kirkesamfund, hvor fundamentet for troen dog er det samme på trods af forskelle i kirkestruktur. Derudover er der i de seneste århundrede opstået utallige uafhængige kirker, ofte blandet med lokale religioner, samt andre marginale trosretninger som Jehovas Vidner og Mormonerne.

Moses

Moses (hebraisk משה, udtalt /ˈmɔʃə/ el. [mɔːʃ], lat. Moyses) er i Bibelen den person, der regnes som israelitternes befrier fra trældommen påført af dem af Farao i Egypten, og som var deres leder i den tid, de var i ørkenen. Han var gift med Han regnes som en af de vigtigste personer i Bibelen og en af de vigtigste profeter i jødedommen,, i kristendommen, Islam, Bahá'í, og adskillige andre abrahamtiske religioner, idet han modtog instrukser om israelitternes religion og den lov, der blev kendt som Moseloven. Ifølge den hebraiske bibel Tanakh, kendt som Det Gamle Testamente i den kristne bibel, var Moses et hebraisk hittebarn, der som spæd blev sat i Nilen af sin moder Jocheved i en kurv, da Farao befalede at alle hebraiske sønner skulle slås ihjel, eftersom det voksende antal af hans hebraiske slaver havde skabt bekymringer hos ham om, at de skulle blive mere talstærke end egypterne og nedstyrke hans rige. Moses havde en storebror og storesøster, Aron og Miriam. Kurven drev gennem floden og kom til Faraos palads, hvor en egyptisk prinsesse fandt den og adopterede Moses. Moses levede sammen med den egyptiske kongelige familie indtil han slog en egyptisk slavemester ihjel (fordi slavemesteren slog på¨en hebræer), hvorefter Moses flygtede ud i ørkenen, over Det Røde Hav til Midian, hvor han mødte Herrens Engel, der talte til ham gennem en brændende tornebusk på Horeb-bjerget (som han anså som Guds Bjerg). Gud sendte Moses tilbage til Egypten for at beordre israelitternes løsladelse fra deres slaveri, og så han kunne lede dem til landet Kanaan. Eftersom Moses sagde, at han ikke var veltalende, tillod Gud Aaron, hans bror, at blive hans taler. Både Moses og Aaron fik hver deres stav, som de kunne udføre Guds undere gennem. Da Farao nægtede at lade hebræerne gå, ramte Gud Egypten med De Ti Plager, hvorefter Moses førte israelitterne over Det Røde Hav, som Moses delte med den stav, Gud havde givet ham, og bagefter bosatte de sig på Sinaibjerget, hvor Moses blev givet de ti bud samt de andre Moselove.

Efter israelitterne havde vandret i ørkenen i 40 år, døde Moses på Nebobjerget med Det Lovede Land indenfor synsvidde.

Hieronymus angiver 1592 fvt, og James Ussher 1571 fvt som Moses' fødselsår.{{refn |Sankt Augustin

optegner navnene på kongerne, der levede da Moses blev født i Om Guds stad:

"Da Safrus regerede som den fjortende konge af Assyrien, og Ortopolis som den tolvte af Sikyon, og Kriasos som den femte af Argos, blev Moses født i Egypten, ..." I Femte Mosebog bliver Moses kaldt "Guds mand".

Nevi’im

Nevi'im (hebr. נביאים), eller dansk Profeterne, er anden afdeling af de tre overordnede sektioner i den hebraiske bibel, Tanakh. Afsnittet efterfølger Torahen (Loven) og efterfølges af Ketuvim (Skrifterne). Nevi'im er traditionelt inddelt i to dele: De tidlige profeter (Nevi'im Rishonim נביאים ראשונים), som indbefatter Josva- og Kongebøgerne, og de sene profeter (Nevi'im Aharonim נביאים אחרונים), som hovedsageligt består af profetiske skrifter i form af poesi.

I jødisk tradition er Samuelsbøgerne og Kongebøgerne hver især én bog. Derudover bliver de relativt korte tolv profeter regnet som en bog: Tolvprofetbogen. Dermed indeholder Nevi'im otte bøger ud af 24 bøger i Tanakh. I den jødiske liturgi læses uddrag af teksterne offentligt i synagogen efter torahlæsningerne hver sabbat og på jødiske festdage.

Salomon

Kong Salomo(n) (hebraisk: שְׁלֹמֹה, (Shelomo eller Shlomo) arabisk: سليمان, (Sulayman)) beskrives i mellemøstlige skrifter som en klog hersker over et imperium centreret om Israel. Han fødtes i Jerusalem omkring 1000 f.Kr. og regerede Israel fra omkring 970 f.Kr. til 928 f.Kr. Ifølge den bibelske kronologi var hans regeringstid 1037 f.Kr. – 998 f.Kr. Hans navn betyder fred.

Skrifterne siger, at Salomon var søn af kong David. Han kaldes også Jedidiah i Tanakh (Det gamle testamente) og beskrives som den tredje konge af det forenede monarki og den sidste konge, før imperiet blev delt i Israel og Judæa.

Biblen fortæller, at Salomon stod bag byggeriet af templet i Jerusalem, og at han besad stor visdom, rigdom og magt. Han er genstand for mange legender. De fortæller, at Salomon var en så god og retfærdig konge, at tillægsordet salomonisk netop betyder "vis og retfærdig".

Tora

Tora eller Torah (תּוֹרָה) er et hebræisk ord med betydningen "belæring" eller "lov". Det bruges primært som betegnelse for jødedommens vigtigste helligskrift, en samling af de fem mosebøger, som udgør den første sektion af Tanakh – den hebræiske bibel.

Roden for ordet kommer fra yod-resh-heh (ירה), at lære eller undervise, henførende til ordet som en art vejledning, men kan også relateres til roden taw-waw-resh (תור), at føre nogen til et sted eller søge et sted ud. Torah bruges i bibelen både i forhold til væremåder/manerer, menneske-skabte love, Guddommelige åbenbarede på- og forbud, samt i forhold til forældres instruktion/opdragelse af deres børn.Tora bruges dog også i udvidet forstand til at betegne hele den hebræiske bibel, og i en endda videre forstand kan udtrykket betegne den skrevne lov (torah she-bikhtav) såvel som den mundtligt overleverede lov (torah she-be‘al peh), der findes overleveret i Mishna (men Mishna er en del af Talmud. Den anden del hedder Gemara) Talmud.

Toraen kaldes undertiden også ved den græske betegnelse pentateuken (af græsk πεντάτευχος pentáteuchos "fem-hylster") efter de fem hylstre, som de fem skriftruller blev opbevaret i. Andre navne er: hamisha humshei torah (חמשה חומשי תורה "de fem dele af toraen") eller humash (חומש "femtedel"). En enkelt skriftrulle blandt de fem kaldes en sefer tora.

De fem mosebøger med deres hebræiske navne er: Første Mosebog (בראשית, Bereshit), Anden Mosebog (שמות, Shemot) Tredje Mosebog (ויקרא, Vayikra), Fjerde Mosebog (במדבר, Bamidbar), og Femte Mosebog (דברים, Devarim).

Toraen indholder ifølge jødisk tradition 613 obligatoriske bud, som jøder skal overholde; 248 påbud og 365 forbud.

Tredje Mosebog

Tredje Mosebog, også kendt som Leviticus (hebr. ויקרא Vayikra "Og Han kaldte", gr. (το) Λευιτικόν Leviticus, latin (sprog) Liber Leviticus "Levitbogen") er den tredje bog i den hebraiske hellige bog, tanakh, i den tredjedel der hedder torahen (Mosebøgerne). I kristen sammenhæng er bogen det tredje skrift i Bibelen og en del af det gamle testamente. Hovedindholdet i bogen koncentrerer sig om retsregler og leviternes (præsternes) ritualer. Bogen er en fortsættelse af lovstoffet som Moses fik ved Sinai i Anden Mosebog. I bogen pointeres det at præsterne kun må nedstamme fra ypperstepræsten Aron, som er af Levis stamme, og derfor skiller Levis stamme sig ud fra alle de andre stammer i Israel, som den præstelige slægt.

Bogen kan opdeles i syv afsnit som behandler hver sit afgrænsede lovstof. Offerloven (3 Mos 1-7); Præsteloven (3 Mos 8-10); Renhedsloven (3 Mos 11-15); Forsoningsdagen (Yom Kippur) (3 Mos 16); Hellighedsloven (3 Mos 17-24); Sabbatår og jubelår, løn og straf (3 Mos 25-26); Løfter og afgifter (tiende) (3 Mos 27).

Skrifter
Mærkedage
Livscyklus
Gudstjeneste og bøn
Rituelle hverv
Dagligt liv
Teologiske retninger
Geografiske inddelinger

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.