Subskription

Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler subskription på bøger. For subskription på aviser og tidsskrifter se abonnement.

Subskription er i bogverdenen det fænomen, at købere uden forudbetaling kan bestille annoncerede bøger.

Oprindelsen til subskriptionen er ikke kendt, men den har som den lignede prænumeration eksisteret siden 1700-tallet. I modsætning til prænumeration behøvede købere ikke at forudbetale det bestilte værk.

Subskription i Danmark blev først udbredt i 1800-tallet, da de danske forlæggere nåede en sådan størrelse og kapital, at det ikke var nødvendigt med forskud til trykningen af bøger. I begyndelsen af 1800-tallet var det ikke unormalt, at en forfatter eller forlægger kunne annoncere, at en bog ville blive solgt med halvdelen som prænumeration og halvdelen som subskription ved udgivelsen. I modsætning til prænumerationen blev subskriptionstagernes navne ikke altid trykt i bøgerne. I Johan Herman Wessels Samlede Skrifter 1787 er trykt lang liste med subskribenter.

Fænomenet bestod langt ind i 1900-tallet, hvor forlagene kunne tilbyde subskribenterne større værker hæftevis, efterhånden som de blev trykt, billigere end bogladeprisen. I Den fuldkomne Fisker,København 1943, er en trykt liste med de 1000, der har sikret bogens udgivelse.

I dag eksisterer fænomenet fortrinsvis i forbindelse med akademiske festskrifter, hvor kollegaer til den hædrede kan tilmelde sig og sikre udgivelse, og hvor den trykte liste i værket fungerer mere som en gratulantliste end en egentlig subskribentliste. Mange litterære selskaber bringer fortsat lister over mæcener, der har sikret trykningen af en bog.

Se også

Litteratur

  • Otto Andersen, Prænumerationens velgerninger og vildfarelser i: Tidsbilleder fra boghandelens verden, Haase, 1965.
Abonnement

Et abonnement er en aftale om en løbende levering af et produkt eller service for en given periode, ofte flere måneder. Betalingen sker i nogle tilfælde forud, men kan også ske bagud.

Oprindeligt var det aviserne, der introducerede abonnementer, men i dag sælges bøger, telefoni, kabel-tv, internet, fitness samt diverse serviceydelser også på abonnement. Kunden i et abonnement kaldes abonnent, og kunden siges at abonnere. Det Kongelige Teaters og (især) Tivolis kvindelige abonnenter kaldes (som regel i spøg) abonniner.

Hvor en aktivitet er organiseret på foreningsbasis, kaldes betalingen typisk kontingent eller medlemsbidrag og vil som regel være en forudsætning for deltagelse i foreningens virke.

Albert Lortzing

Gustav Albert Lortzing (23. oktober 1801 i Berlin – 21. januar 1851 i Berlin) var en tysk komponist, librettist, skuespiller, sanger og dirigent. Han betragtes som en vigtig repræsentant for den tyske Spieloper, en form der ligner den franske opéra comique, som groede ud af Singspiel.

Lortzing var elev af Carl Friedrich Rungenhagen

i komposition; han optrådte som

skuespiller og tenorsanger i flere af

Tysklands større byer med god succes,

og blev på ansat som

kapelmester ved stadsteatrene i Leipzig (Leipzig Stadttheater, 1844), Wien (Theater an der Wien, 1846-48) og Berlin (Friedrich-Wilhelmstädtisches Theater, 1850), hvor han døde gældsat.

Hans popularitet var imidlertid så stor at mange teatre i Tyskland foranstaltede en subskription der gav 15.000 daler til hans efterladte familie.

Bland Lortzings værker må nævnes Zar und Zimmermann (1837) og Der Wildschütz (1842), begge Singspiele. Han komponerede også en romantisk opera Undine (1845) og en revolæutionær eller politisk opera Regina (1848), opkaldt efter hans kone.

Barthélemy Prosper Enfantin

Barthélemy Prosper Enfantin, ofte kaldet le père Enfantin, (født 8. februar 1796 i Paris, død 31. august 1864) var en fransk socialistisk agitator.

1814 deltog han, dengang elev af den polytekniske skole, med hæder i Paris' forsvar. Senere var han handelsrejsende, indtil han 1823 fik ansættelse i en bank i Paris, gennem hvis direktør Olinde Rodrigues han kom i berøring med den geniale socialistiske sektstifter Saint-Simon. Den let påvirkelige, fantasifulde og sværmeriske Enfantin var hurtig vundet for den aldrende verdensforbedrers ideer, og ved dennes død (9. maj 1825) fik Enfantin, sammen med Rodrigues, i opdrag at fortsætte hans værk. Med dette mål for øje udgav de 1825-26 bladet Le Producteur. Enfantins styrke lå i den mundtlige agitation. Han blev det nye sociale evangeliums profet. Som sådan udviklede han de i Saint-Simonismen nedlagte religiøse spirer til et hierarkisk system, der snart antog rent parodiske former. Nytårsaften 1829 blev Enfantin og Bazard af Rodrigues indsatte som den nye religions "øverste fædre". Sit program udviklede Enfantin navnlig i Doctrine de St-Simon. Exposition (2 bind, 1830). Den nye propaganda skød rask vækst og satte frugt blandt andet i en subskription på 80000 francs, der stilledes til ledernes disposition for dermed 1829 at grundlægge dagbladet Le Globe. Journal de la religion de Saint-Simon. Men takket være Enfantins stadig mere sygelige fantasterier blandt andet om den ubundne kønskærlighed og indstiftelsen af en "Messiashustru" ved ypperstepræstens side, udbrød der splid inden for partiet. Den mere nøgterne Bazard, Saint-Simonismens rationalistiske and, skilte sig ud (november 1831), hvorefter Enfantin og Rodrigues en tid kæmpede om værdigheden som pére suprême. Til disse stridigheder kom pengevanskeligheder, og da Enfantin også overtrådte lovene angående forsamlingsfriheden, skred politiet ind og opløste samfundet. Enfantin trak sig nu tilbage, sammen med 40 "apostle", til sin ejendom Ménilmontant uden for Paris. Det varede imidlertid ikke længe, før politiet atter fik anledning til at blande sig ind, og Enfantin tillige med flere af hans tilhængere blev idømte fængselsstraffe og bøder. Saint-Simonismens saga var dermed brat afsluttet. Efter kort tids indespærring blev Enfantin benådet og rejste til Ægypten, hvor han blandt andet var beskæftiget med planen til en Suez-kanal. I 1841 blev han medlem af en kommission til undersøgelse af Algiers kolonisation. De sidste 20 år af sit liv indehavde han højere stillinger som jernbaneadministrator. Sine ideer blev han tro til det sidste. 1848-50 udgav han, sammen med Charles Duveyrier, bladet Le Crédit og skrev desuden Science de l'homme, Philosophie religieuse (1859), La vie éternelle, passée, présente, future (1861) og det posthume Le crédit intellectuel (1866). På hans dødsbos bekostning blev der udgivet en samlet udgave af Saint-Simons, Enfantins egne og Bazards skrifter, der udkom i 47 bind (1865-78).

Bog

For alternative betydninger, se Bog (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Bog)

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

En bog er en samling af mere end 48[kilde mangler] sider med én eller flere tekster og/eller billeder eller andet kognitivt stimulerende materiale. Siderne i bogen er beskyttet af ryg og for- og bagside, og som helhed repræsenterer bogen den traditionelle måde at organisere indhold på. Mindre bøger, pjecer eller småtryk består af færre end 48 sider.[kilde mangler]Bøgers format afhænger af det antal gange papirarkene er foldet. A4 (kvart) er foldet fire gange osv. Og dog: af praktiske årsager kaldes en bog med en højde på under 25 cm en oktav, en mellem 26 og 35 cm en kvart og større bøger folio'er. Når bogen er bredere end høj, kaldes den oblong, tvær. Hhv. en tværoktav, -kvart og -folio.[kilde mangler]Biblioteks- og informationsvidenskaben kalder en bog for en monografi (til forskel fra periodiske publikationer som tidsskrifter, aviser, ugeblade mv.)

Bogbind

En bogs bind består af de to bindsider (forperm og bagperm), som omslutter bogblokken forbundet over bogryggen med snore. Permerne i håndindbundne bøger er i vore dage af pap. Bogbindet tjener dels til beskyttelse, dels til dekoration.

Bogbinder

En bogbinder er en håndværker, der beskæftiger sig med indbinding af bøger, det indebærer blandt andet at samle de løse sider eller trykark, false, hæfte eller lime dem og forsyne dem med bogomslag og eventuelt smudsomslag.

Bogens Verden

Bogens Verden var et dansk tidsskrift for litteratur og kultur. Tidsskriftets forgænger, Bogsamlingsbladet, der blev udgivet af den nystiftede forening ”Danmarks Folkebogssamlinger”, startede med at udkomme i 1906. Men da ”Danmarks Biblioteksforening” blev skabt i 1919 som en videreførelse af ”Danmarks Folkebogsamlinger”, ændrede tidsskriftet samtidig navn til Bogens Verden. Tidsskriftet, der var et alment kulturelt tidsskrift og i de enkelte numre belyste bestemte temaer, blev i de seneste årgange udgivet af Det Kongelige Bibliotek og Det Danske Forfatter- og Oversættercenter, Hald Hovedgård og udkom fire gange årligt, og blev redigeret af Bruno Svindborg (ansvh.), Jørn Erslev Andersen og Peter Q. Rannes. Tidsskriftet ophørte med årgang 2011.

Boghistorie

Boghistorie omhandler skriftens, illustrationers, bogens, bogbindets og papirets historie ud fra eksempelvis tekniske og økonomiske perspektiver. Boghistoriske arbejdsområder er bogen som objekt, men også bogen og dens historie ud fra kulturelle, politiske eller socio-økonomiske perspektiver. I den akademiske verden er boghistorie et forholdsvis nyt forskningsfelt, som især er kendetegnet ved sin brede indgang til historieforskning i kraft af større fokus på økonomiske og sociale forhold og derved også en videre kontakt til samfundsvidenskaberne.

Bogorm

Bogorm kaldes de forskellige skader på bøger og dokumenter, der kan skyldes dyr som sølvfisk og larven af borebille, Anobium punctatum. Nogle kortvingede eller vingeløse arter af Copeognatha kaldes boglus, de kan leve af gammelt papir.

"hælvten Bog-Orm"I overført betydning betyder bogorm en person med stor interesse for bøger: "hælvten Skjald og hælvten Bog-Orm maa i det Hele udgjøre en Skribent" skrev Grundtvig om sig selv i 1827.

Bogorme

Bogtabet i senantikken

Bogtabet i senantikken (mellem det sene 4. og sene 6. århundrede) er et uerstatteligt tab for den kulturelle arv fra antikken. En stor del af den antikke græske og latinske litteratur er ikke overleveret til nutiden. De fleste af dem, der dog er overleveret, er bevaret i middelalderlige afskrifter; originale tekster fra antikken er få.

Der er mange og omstridte grunde til det omfattende tab. Men hverken i det antikke Rom, eller i det senere Byzantinske rige fandtes en standard for bevarelse af tekst og litteratur. Den såkaldte rigskrise i det tredje århundrede var afgørende. Der var systematisk tilintetgørelse af kristne skrifter under forfølgelserne af de kristne og tab af "hedninge"-skrifter efter kristendommens indførelse i det romerske rige. Andre årsager er den kulturelle nedgang og uro under folkevandringstiden, især i den vestlige del. Her kan mange biblioteker være gået tabt under krige. Hertil kommer formindskelsen af eliten som bærere af litterær tradition og ændringen i skrivematerialet fra papyrus til pergament og overgangen fra skriftrulle til kodeks. Indførelsen af den litterære kanon og skolevæsenet var yderligere barrierer. Overleveringen af værker sluttede, når de ikke kunne skrives om til det nye medium eller gled ud af kanon.

Den litterære tradition blev i forskellig grad plejet i det byzantinske rige til Konstantinopels fald 1453. Men den litterære arv fra antikken blev i det Vestromerske Rige kun bevaret af få velhavende og uddannede og kun i begrænset omfang. Til denne kreds hørte Cassiodor (ca. 485-580), der stammede fra en senatsfamilie, og som samlede alle de antikke skrifter, det var muligt, og grundlagde bogproduktionen i Middelalderen i klostret Vivarum . Særlig i 7. og 8. årh. blev håndskrifter af såvel klassiske som enkelte kristne forfattere delvis slettet og på ny beskrevet: I den sparsomme bestand af bevarede ældre latinske håndskrifter er de fleste af de klassiske forfattere blot overleveret som palimpsest. Den efterfølgende karolinske renæssance, i hvilken produktionen af håndskrifter af klassiske tekster begyndte igen, fik stor betydning for overleveringen. Grundene til anvendelsen af palimsest var flere. Udslagsgivende var i reglen praktiske overvejelser som pergamenternes kostbarhed, skriftomstillingen eller ændrede litterære interesser, for de hæretiske tekster vel også religiøse motiver.

Følgerne af tabet af størstedelen af den antikke litteratur var betragtelige. Først med bogtrykkerkunsten i 1400-tallet blev de bevarede antikke tekster lidt efter lidt igen tilgængelige for en større læserkreds. Mange fremskridt i nyere tid blev direkte eller inddirekte sat i gang gennem de trykte skrifter. En bestand som den i antikken nåede bibliotekerne vel først igen i 1800-tallet.

C.E.F. Weyse

C.E.F. Weyse (Christoph Ernst Friedrich; født 5. marts 1774 i Altona i Holsten, død 8. oktober 1842 i København) var guldalderens mest kendte danske komponist og organist. Weyse er først og fremmest kendt for sine melodier til danske fædrelandssange og salmer til tekster af N.F.S. Grundtvig og B.S. Ingemann samt julemelodier, men har også skrevet syv symfonier m.m.

Som 15-årig blev Weyse af en onkel i Hamburg sendt til København for at blive uddannet, og her boede han resten af sit liv. 1789-93 var han elev hos komponisten J.A.P. Schultz. I 1794 blev han organist ved Garnisons Kirke. I 1805 organist ved Vor Frue Kirke (fra 1924 Københavns Domkirke). I 1819 blev han hofkomponist, i 1816 titulær professor, i 1830 medlem (ledamot) af den svenske Kungliga Musikaliska Akademien, i 1842 dr.phil. h. c. ved Københavns Universitet.

Weyse lærte Mozarts enke Constanze at kende i de år, hun boede i København (1810-1820) og havde jævnlig kontakt til hendes mand, den danske diplomat og etatsråd Georg Nicolaus Nissen. Constanze Mozart sammenlignede – meget smigrende for Weyse – Weyses musik med sin første mands. Han påbegyndte 1800 syngespillet Sovedrikken, men en ulykkelig forelskelse i sin musikelev Julie Tutein gjorde ham uarbejdsdygtig i flere år. Under indtryk af en opførelse af Mozarts opera Don Juan på Det Kongelige Teater i 1809 genvandt han sin arbejdslyst og færdiggjorde Sovedrikken, der blev opført 1809.

Fra 1825 til sin død 1842 boede han i Kronprinsessegade (i dag nr. 32); H.C. Andersen opsøgte ham der. På husmuren er opsat en mindeplade; han boede i en lejlighed på 2. sal. Weyse blev anset for en af sin tids mest fremragende pianister og særlig hans evner som improvisator var højt værdsat. Han blev fx ofte inviteret til selskab i det københavnske borgerskab i den forventning, at han med sit klaverspil efter maden ville "betale for middagen".

Weyse rejste højst til Roskilde for at besøge familie. Da han som ung sejlede med damper fra Kiel til København, blev han så søsyg, at han var kureret for al rejselyst. Han beskrev gerne i sine meget vittige og interessante breve, hvor mange smukke, fremmede ting han havde i sin lejlighed og kunne afslutte med: ergo behøver ey at reyse – Deres ydmyge C.E.F.Weyse.

Han er begravet på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde (gravmonument)

Christian Winther (digter)

Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther (født 29. juli 1796 på Fensmark Præstegård ved Næstved, død 30. december 1876 i Paris) var en dansk digter. Winther er bedst kendt for romancekredsen Hjortens Flugt fra 1855, der er den danske romantiks sidste store hovedværk. Hans forfatterskaber er langt mere omfattende og rummer en lang række lyriske og fortællende digte og et lille, men koncentreret novelleforfatterskab. Den kendeste af hans noveller er det psykologisk-erotiske studie Skriftestolen fra 1837.

Hans far var præst og døde i 1808; moderen giftede sig i 1811 med Rasmus Møller, senere biskop og digteren Poul Martin Møllers far. Winther var student fra Nykøbing Katedralskole og blev teologisk kandidat i 1824, men gjorde aldrig brug af sin uddannelse. Han arbejdede som lærer, i 1841 som dansklærer for prinsesse Mariane af Mecklenburg-Strelitz, kronprins Frederiks (senere kong Frederik den 7.) forlovede. Han mødte sin hustru, Julie Constance Werliin, født Lütthans, mens hun var gift med teologen Christian Werliin. I 1843 skilte hun sig fra ham, men først i 1848 giftede hun sig med Winther.

Danske Kirker, Slotte, Herregaarde og Mindesmærker

Danske Kirker, Slotte, Herregaarde og Mindesmærker er en samling af 12 hæfter udgivet 1867-1868 med tegninger af Ferdinand Richardt og beskrivelser af Carl Emil Secher.

Fra subskriptionsindbydelsen:

Der synes således at have været lagt op til et værk, som endog skulle overgå Becker, Richardt & Sechers tidligere kæmpeværk Prospecter af danske Herregaarde. De store ambitioner blev dog ikke indfriet, idet udgivelsen stoppede allerede efter halvandet år. Dermed kom udvalget af emner også til at synes ret tilfældigt.

Værket er i dag af stor historisk interesse, dels med dets tegninger af bygninger og landskaber, som i mange tilfælde har ændret sig væsentlig siden, og dels med dets beskrivelser, hvor Secher har søgt at opspore alt tilgængeligt materiale, både i arkiverne og ved samtaler med folk på stedet.

Jerusalems Skomagers Reise til Maanen

Jerusalems Skomagers Reise til Maanen (med fortsættelsen Jerusalems Skomagers efterladte Papirer, udgivne efter hans Død) var et satirisk-politisk tidsskrift forfattet og udgivet af Malthe Conrad Bruun, og som udkom i 1796.

Jerusalems Skomagers Reise til Maanen blev udgivet anonymt, mens fortsættelsen Efterladte Papirer blev udgivet i Malthe Conrad Bruuns navn, og senere, fra nr. 6, i Otto Horrebows navn. Bladet udkom hver tirsdag og lørdag, og subskription modtagedes hos boghandler Winding, som også havde udgivet Bruuns politiske tidsskrift Vækkeren.

Bladet benyttede sig af den fiktion at det berettede om forholdene på Månen, men de fiktive landes navne "Adina" (anagram for "Dania", dvs Danmark), "Frankara" ("Frankrig") osv. var let gennemskuelige, og læserne vidste således godt, at der hentydedes til virkelige forhold – et yndet trick i 1700-tallet for at undgå myndighedernes censur, som allerede Ludvig Holberg havde benyttet sig af i 1741 i sin Niels Klims underjordiske Rejse. Bruun beskrev Adinas (fra nr. 3 rettet til "Alina" for at undgå "ondskabsfulde Udtydninger") statsforfatning som despotisk. Første sætning i grundloven lyder: "Vor Regent ejer vore Personer og alt, hvad vores er". Som utopisk modsætning fremhæves landet "Oceana", hvor der hersker skrive- og tænkefrihed, og hvor man opdrages efter naturens love.

Generalfiskalen rejste tiltale mod bladet, men Hof- og Stadsrettens dom blev at udgiveren blev frikendt for al tiltale.

Jonas Ramus (justitiarius)

For alternative betydninger, se Jonas Ramus. (Se også artikler, som begynder med Jonas Ramus)Jonas Ramus (født 17. august 1718 i København, død 28. august 1765 i Christiania) var en dansk-norsk justitiarius.

Jonas Ramus var fjerde søn af biskop Christian Ramus på Fyn. Han deponerede 1736 og blev i 1742 immatrikuleret som jurist ved universitetet i Halle; har måske også studeret ved flere andre fremmede universiteter.

1745 var han blevet assessor i Den kongelige Hofret og 1755 i Højesteret, hvorfra han 1761 befordredes til justitiarius i den norske overhofret. I denne stilling døde han i 1765.

Han blev i 1750 optaget som medlem af den københavnske frimurerloge St. Martin.Han var gift med Mechtele Dorothea født Sechmann, en datter af justitiarius i Højesteret Diderik Sechmann.

Ramus har, så vidt vides, intet udgivet i trykken, men var en velstuderet mand, hvem Peter Frederik Suhm roser for "god Smag og grundig Læsning", ligesom han besad en god historisk bogsamling. I 1745 var han en af stifterne af Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie og bistod i dette Jacob Langebek med som sekretær at føre protokollerne og besørge brevvekslingen.

Hvad der især interesserede ham, var hans faders fødelands, Norges, historie, et træk, der minder om Erich Christian Werlauff i en senere tid. Han indbød i 1744 til subskription på en dansk oversættelse af datidens bedste Norgeshistorie, Thormod Torfæus’ Historia rerum Norvegicarum, men heraf udkom intet.

Ludvig Holberg

Ludvig Holberg (født 3. december 1684 i Bergen, død som baron 28. januar 1754 i København) var en epokegørende norsk-dansk forfatter. Holberg er kaldt "den danske litteraturs fader". Han var en produktiv og lærd forfatter, der udgav bøger om en lang række emner. Holberg skrev både videnskabelige værker om historie, jura, geografi og filosofi - og komedier, romaner og poesi. Han var akademiker af internationalt format og indførte mange af oplysningstidens tanker i Danmark-Norge. Mange af hans komediefigurer som Erasmus Montanus, Jean de France, Jeppe på Bjerget og den Politiske Kandestøber er optaget som arketyper i det danske sprogbrug.

Holberg blev godsejer og oprettede i 1747 baroniet Holberg af sine ejendomme.

Pergament

Pergament er lavet af dyrehud. Navnet stammer fra byen Pergamon i Tyrkiet. Pergament bruges til at skrive og trykke bøger på – og til bogbind.

Det ældste fund er fra Egypten 2700 f.Kr.

Særligt fint og tyndt kalveskind kaldes velin (med fransk – eller dansk – udtale).

Peter Andreas Munch

Peter Andreas Munch (født 15. december 1810 i Christiania, død 25. maj 1863 i Rom) var en norsk

historiker og sprogmand, brodersøn af Johan Storm Munch, farbroder til Edvard Munch.

Han dimitteredes 1828 til universitetet, hvor han valgte retsvidenskab som indledning til det historiske studium og 1834 blev kandidat. Allerede som skolegut havde han lagt sig efter studiet af oldnorsk sprog og litteratur og kunde ved sit komme til universitetet med lethed læse oldnorsk prosa. For øvrigt havde hans sproglige evner allerede på denne tid udviklet sig, og blandt kammeraterne udmærkede han sig ved en næsten fænomenal hukommelse — han kunde flere bøger af Livius og sange af Homer udenad — saavel som ved Talent for Musik, Tegning m. v. Ved universitetet fik han af Rudolf Keyser, der på denne tid blev lektor, privat videregående undervisning i oldsproget — bl.a. Skaldeversene i Heimskringla, samtidig med at han på egen hånd dyrkede historie, sammenlignende sprogvidenskab (herunder angelsachsisk) og studiet af nyere sprog, engelsk, og portugisisk. 1831 begyndte han sin litterære virksomhed med en kritisk gennemgang af præsten A. Faye’s »Norges Historie«, og som medlem af redaktionen af Studenterforbundets ugeblad »Vidar« leverede han paa samme tid en artikel »Norsk Sprogreformation« som et indlæg i et af dagens brændende spørgsmål. Imidlertid var han som medhjælper bleven knyttet til arbejdet med udgivelsen af Norges gamle love, der var overdraget til lektor Keyser.

I Maj 1835 drog han sammen med sin Hustru og Keyser til Kbhvn, hvor de opholdt sig i to år, optagne med Afskrivning og med andre Forarbejder, hvorefter de begav sig til Lund

og Sthlm. 1837 udnævntes M. til Lektor ved Univ. Hans Forelæsninger i de første 8 år omfattede de europ. Folkeslags Historie i Middelalderen, siden (fra 1842) de nyeste Tiders

Historie efter den fr. Revolution. Først fra 1845 af behandlede han særlig norske Emner, idet han deltog i den Forelæsningsrække, som holdtes ved det norske Univ., for Prinserne Gustaf

og Oscar Fredrik; som Indledning til Fædrelandets Historie foredrog han først Norges fys. Geografi, hvorefter han i en Udsigt over Sagalitteraturen gav et Omrids af Norges Historie i

Middelalderen. M., der 16. Oktbr 1841 var bleven Prof., havde allerede nu gjort Fædrelandets Oldhistorie til Hovedgenstand for sine Studier, hvorunder han inddrog sammenlignende

Sprogvidenskab, Arkæologi og Nordens ældre Geografi. Herfra faldt Overgangen til Fædrelandets Geografi i det hele taget — med tilhørende kartografiske Arbejder — ham let;

disse sidste karakteriserede han selv ogsaa som »et Slags Adspredelse ell. Fritidsarbejde«. Men ved Siden af disse dybtgaaende og omfattende videnskabelige Arbejder, der skulde synes fuldt

ud at kræve sin Mand, var han for sit økonomiske Udkomme henvist til et opslidende Arbejde i Journalistikkens og Døgnlitteraturens Tjeneste. Jævnlig træffes han paa videnskabelige

Rejser i Ind- og Udland, og disse kom efterhaanden til at indgaa som et vigtigt Led i hans Virksomhed. For at samle Oplysninger til sit Kortværk rejste han om Somrene 1842, 1843

og 1846 i Fjeldene mellem Telemarken, Numedal, Hallingdal, Hardanger og Voss. For at studere Forholdene i de gl. norske Kolonilande gæstede han 1846 Normandie og gjorde

herunder en Afstikker til Paris, 1849 drog han gennem Westfalen og Holland til Skotland, færdedes i fl. Uger paa Orknøerne og Hebriderne, tilbragte 3 Maaneder i Edinburgh og lige saa

mange Uger i London, sysselsat med angelsachsiske Studier, og vendte i Jan. 1850 over Belgien og Danmark tilbage til Hjemmet. Sommeren efter var han i Bergen og Sogn, hvor

han foretog antikvariske Undersøgelser. I de flg. Aar var han stærkt optagen med Udarbejdelsen af de første Dele af sit nedenfor omtalte Hovedværk; 1854 gjorde han med

Stipendium en Rejse til München og Berlin, og næste Aar underkaster han under et længere Ophold i Trondhjem Byens Katedral et indgaaende Studium. Men hans betydningsfuldeste Rejser stod

i Forbindelse med Udarbejdelsen af hans Hovedværk »Det norske Folks Historie«. Efter at M. 1847 havde leveret et Bd i letlæst Form behandlende »Underholdende Tildragelser af

Norges Historie«, modtog han fra fl. Hold Opfordringer til en videregaaende Behandling af Fædrelandets Historie, som han tidligere havde fremstillet i en Rk. Lærebøger. En Subskription

paa »Norges Historie i Fortællinger« med Anders Fryxell og Walter Scott som Forbilleder fandt imidlertid liden Tilslutning og blev ikke fremmet. I St. f. gik han nu i Gang med sit store

Værk, hvis første Hefte udkom i Efteråret 1851 og hurtig efterfulgtes af det ene Bd efter det andet. Da han var naaet ud over Sagatiden, hvor de hjemlige Kilder svigtede, var han

henvist til at søge sit Materiale i Samlinger og Arkiver uden for Landet, og af Stortinget 1857 blev der tilstaaet ham et Stipendium paa.480 Kr. maanedlig i 2 Aar til at anstille saadanne

Arkivundersøgelser. Han arbejdede derefter i Kbhvn og i Wien og kom endelig 1858 til Rom, hvor der aabnedes ham fuldstændig Frihed til at udnytte Arkivets Skatte for sine Studier. Da

det bevilgede Stipendium ikke strakte til, satte Stortinget 1859—60 ham ved en ny, rundhaandet Bevilling i Stand til at forblive der til 1861, da han efter Afslutning af den væsentligste Del

af sit Arbejde kunde drage hjem. Ved Hjemkomsten blev han konstitueret som Rigsarkivar. 1862—63 forbedrede Stortinget i betydelig Grad hans økonom. Stilling og fritog ham for hans

Forelæsningspligter, for at han helt kunne vie sig til sin Forfattervirksomhed. Dels i Hjemmet, dels under Studieophold i Sthlm kunde han nu gaa i Gang med sin Bearbejdelse

af Unionsperioden, et Arbejde, som han selv karakteriserer som »et Slags Oprydden af et fuldkomment Vildnis«. 1863 rejste han til Rom for at hente hjem sin der efterladte Fam. En

stærk Forkølelse i Forbindelse med Overanstrengelse kastede ham ved hans Komme herhen paa Sygelejet; næppe havde han rejst sig derfra og havde genoptaget sine Arbejder, før

et Hjerneslag udslukkede hans Liv, medens han sad ved Skrivebordet med Pennen i Haanden. Han blev 27. Maj begraven paa den protestantiske Kirkegaard ved Foden af Cestuspyramiden,

hvor bl.a. Ferd. Gregorovius tolkede Videnskabens Tab ved M.’s Bortgang. I Juni 1865 afsløredes et Mindesmærke paa hans Grav med en Tale af Henrik Ibsen. Bjørnson skrev

et af sine skønneste Digte til Minde om ham. M. var lige udmærket som Sprogmand og Historiker, begavet med en fabelagtig Hukommelse, en divinatorisk Kombinationsevne og en

næsten utrolig Arbejdskraft. De smaa Forhold, hvorfra han var udgaaet, og hvortil hans Virksomhed var knyttet, satte i mange Henseender Spor i hans Produktion, ikke mindst derigennem,

at et stedsevarende økonomisk Tryk drev ham til at arbejde over Evne. Til Trods herfor har han paa alle de Omraader, hvor han færdedes, frembragt betydningsfuldt, til Dels

epokegørende ell. banebrydende Arbejde. Navnlig er hans Hovedværk, »Det norske Folks Historie« (8 Bd, 1851—63), der naar til Kalmar-Mødet, et Kildeskrift, der til alle Tider vil være af

umistelig Værd for Nordens hist. Forskning. Det havde i sin Tid ogsaa en uvurderlig Bet. ved den Støtte, det gav den nationale Selvfølelse. Sammen med Keyser forfægtede M. den

saakaldte »norske hist. Skole«’s Synsmaader og Teorier, som gik stærkt imod den herskende danske Opfatning, og selv om de fleste af Teorierne har maattet falde, har de dog haft

epokegørende Bet. ved at rense bort romantisk-skandinaviske Forestillinger og paavise Nordmændenes selvstændige nationale Udvikling. I hele Samtidens Aandsliv stod M.

desuden som et naturligt Centrum og øvede ikke bare ved sine Skr, men ogsaa ved sin Personlighed og sit Eksempel en stærk og mangesidig Indflydelse paa det saakaldte »nationale

Gennembrud«. Ved Siden af dette møder der os en lang Rk. af Skr af hist., geogr., politisk, mytologisk, sprogvidenskabeligt Indhold, Håndbøger i Verdenshistorie og Lærebøger i Norges

og Nordens Historie, et stort Antal Udg. af Sagaer og hist. Kildeskrifter, besørgede dels af ham alene, dels i Forening med R. Keyser og C. R. Unger, en fortrinlig Overs, af Heimskringla

til Folkelæsning (1859) og en Mængde Afh., spredte i Samtidens Samleværker, Tidsskrifter og Blade. Hans samlede Afh. er i 4 Bd udg. paa offentlig Foranstaltning ved Prof. Dr. G. Storm (1873-77).

Recto og verso

Recto og verso bruges om for- og bagside af skriftmateriale som papyrus, pergament, papir eller pengesedler. Tilsvarende betegnelser inden for numismatikken er avers og revers.

Recto er kort for recto folio. 'det retvendte blad'. I middelalderhåndskrifter var det ikke siderne, med bladene der blev nummereret fortløbende, fx 5r for retsiden af blad nummer 5. Bagsiden ville da være 5v.

Fra begyndelsen blev betegnelsen brugt om indersiden af et sammenrullet papyrusark hvor man skrev teksten; i dag bruges det først og fremmest om højresiderne i en opslået bog, altså siderne med ulige tal.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.