Straffeloven af 1866

Straffeloven af 1866 (formelt "Almindelig borgerlig Straffelov af 10. Februar 1866") er en tidligere dansk lov, der regulerede strafferetten i Danmark i tiden fra 1866 til 1933, hvor den blev afløst af den nugældende straffelov.

Baggrund

Indtil vedtagelsen af straffeloven fra 1866 havde dansk strafferet været reguleret af Christian 5.'s Danske Lov kapitel 6 fra 1653 samt en række forordninger m.v. Fundamentet i dansk strafferet havde op til begyndelsen af 1800-tallet bestået af en række pinestraffe (forskellige former for korporlig afstraffelse, eksempelvis kagstrygning og afhugning af lemmer) og fra 1600-tallet i højere grad indsættelse af forbrydere i anstalter, hvor de kunne udføre tvangsarbejde.

Inspireret af tanker fra udlandet, primært USA, lod Christian 8. udstede en resolution i 1842, der havde til formål i højere grad at "forbedre" fangerne og at bidrage til deres moralske og religiøse undervisning. Resolutionen var resultatet af en af kongen nedsat fængselskommission, der nærmere havde undersøgt to datidige teorier om fangernes forbedring. Begge teorier, "Filidelfia-modellen" og "Auburn-modellen" byggede på religiøse overvejelser om fangernes forbedring. I henhold til begge teorier var det centralt, at fangerne i vidt omfang var isolerede. Filidelfia-modellen havde sit grundlag i den religiøse bevægelse kvækerne og lagde op til streng isolation af fangerne, således at disse gennem selvindsigt fik tid og lejlighed til at sone forbrydelsen og til gennem bl.a. bibellæsning at opnå en højere religiøs bevidsthed. Efter Filidelfia-modellen skulle fangerne isoleres i egen celle dag og nat. Auburn-modellen var baseret på tilsvarende tanker, men lagde dog også vægt på punktlighed og arbejdsomhed, og lod derfor fangerne arbejde sammen i fælleslokaler om dagen, hvor der dog skulle være fuldstændig tavshed.[1] Den nedsatte kommission kunne dog ikke nå til enighed om, hvilken metode, der skulle anvendes i Danmark, hvorfor det i Resolutionen fra 1842 blev bestemt, at der skulle opføres to nye fængsler; et tugthus i Horsens anlagt efter Auburn-modellen til fanger med længere straffe og et forbedringshus i Vridsløselille anlagt efter Filadelfia-modellen til fanger med kortere straffe.[2] De to fængsler stod færdige i 1853 (Horsens) og i 1859 (Vridsløse).

Loven fik, som straffeloven fra 1930, titelen "borgerlig straffelov" for at man skulle kunne skelne den fra den militære straffelov

Vedtagelse

Rigsdagen vedtog i 1866 den nye straffelov, hvis straffesystem i vidt omfang var baseret på datidens tanker om straf og på den af kongen i 1842 udstedte resolution. I forhold til Danske Lovs til tider voldsomme straffe, blev straffene i vidt omfang mildnet, hvilket afspejlede den mere moderne opfattelse af strafferetten, der var opstået. Loven trådte i kraft den 1. juli 1866.

Dødsstraf blev i forhold til Danske Lov indskrænket til forholdsvist begrænset antal forbrydelser (forbrydelser mod statens sikkerhed, drab, voldtægt m.v.), ligesom korporlige straffe også blev kraftigt begrænset i forhold til bestemmelserne i Danske Lov og senere forordninger.

Straffene

Straffeloven af 1866 opererede med fire typer af straffe: Dødsstraf (kaldet "livsstraf"), frihedsstraf, korporlig afstraffelse og bøder.

Dødsstraf

Dødsstraf blev efter loven eksekveret ved halshugning med en økse. Dødsstraf kunne idømmes ved

  • forbrydelser mod statens sikkerhed, spionage, forrædderi og ved danske undersåtters deltagelse i krig mod Danmark
  • foretagelse af handlinger, der sigter til at berøve Kongen, dronningen eller tronfølgeren livet eller friheden, eller ved at deltage i eller opvække oprør eller vold med det formål at ændre statsforfatningen
  • foretagelse af handlinger, der sigter til at berøve en fremmed regent - i venskab med Kongen - livet
  • grov voldtægt af "uberygtet kvinde" (var kvinden "berygtet" var straffen mildere)
  • brandstiftelse, hvis nogen omkom ved branden
  • forvoldelse af skibbrud eller skibsforlis, såfremt nogen omkom som en følge heraf
  • fremkaldelse af oversvømmelse, hvis nogen omkom som en følge heraf
  • beskadigelse af jernbaner eller lokomotiver, hvis nogen omkom som en følge heraf
  • sørøveri, hvis nogen omkom som en følge heraf
  • drab under skærpende omstændigheder

Dødsstraf blev dog sjældent anvendt under straffeloven af 1866, og der blev således "kun" eksekveret fire dødsdomme i tiden frem til dødsstraffens ophævelse ved straffeloven af 1930.

Frihedsstraffe

Frihedsstraffene blev idømt i følgende forskellige varianter af fængselsstraffe:

  • Strafarbejde, der igen blev opdelt i enten tugthusarbejde eller forbedringshusarbejde. Tugthusarbejde kunne idømmes i op til livstid og ikke under 2 år. Forbedringshusarbejde kunne idømmes mellem 8 måneder og ikke over 6 år. De to typer strafarbejde svarede i øvrigt til hinanden, men udgangspunktet var, at de mere forhærdede forbrydere og tidligere straffede skulle afsone som tugthusarbejde, hvorimod yngre fanger og fanger, der formodedes at være bedre egnet til at forbedre sig skulle idømmes forbedringshusarbejde. Fanger indsat i forbedringshuset kunne ved at afsone straffen i enecelle opnå en nedsættelse af straffen, idet opfattelsen på daværende tidspunkt var, at fangens ensomhed fremmede fangens anger og derved forbedrede ham til atter at indtræde i samfundet. Grundet Statens finanser var der dog ikke opført et tilstrækkeligt antal tugt- og forbedringshuse, og i praksis var der sjældent større forskel på afsoningen. Som tugthuse anvendtes Horsens Tugthus og Vridsløse Cellefængsel, Nyborg Strafanstalt (for fanger under 23 år) og Christianshavns Strafanstalt (Børnehuset). Der blev dog også indsat forbedringshusfanger i disse fængsler, særlig i Vridsløse Strafanstalt, der var opført som et stjernefængsel, der gav optimal mulighed for isolation af fangerne. Udlændinge, der ikke havde haft lovligt ophold i den danske stat i de seneste fem år, blev endvidere udvist af landet efter udståelsen af straffen.
  • Fængsel på Vand og Brød var en frihedsstraf, der varede fra 2 til 30 dage. Under fængselsopholdet fik fangen alene vand og brød (dog med salt), ligesom det var fangen forbudt at ryge. Personer under 18 år kunne ikke idømmes fængsel på vand og brød, og fik i stedet straf af simpelt fængsel eller prygl med ris eller spanskrør. Personer over 60 år kunne fritages for fængsel på vand og brød, men fik i så fald firdoblet fængselsopholdets længde. Ved fængsel på vand og brød i længere tid end fem dage, blev straffen delt op, således at fangen fik "mellemfrist", hvor fangen kunne indtage andet end vand og brød, enten i et arresthus eller på fri fod.
  • Fængsel på sædvanlig fangekost var den "almindelige" form for fængsel.
  • Blev fangen idømt simpelt fængsel var fangen ikke indskrænket til at spise sædvanlig fangekost. Simpelt fængsel kunne idømmes fra 2 dage til to år.
Korporlig afstraffelse

Ved indførelsen af straffeloven af 1866 blev brugen af korporlig afstraffelse ved straffelovsovertrædelser indskrænket til alene at omfatte børn og unge. Straffene var rottingsstraf og ris. Rotting bestod i mellem 10 og 25 slag med et spanskrør og kunne idømmes til drenge mellem 12 og 18 år. Ris bestod i mellem 10 og 25 slag med et ris og kunne i dømmes piger mellem 10 og 12 år og drenge mellem 10 og 15 år. For særlig "vanartige" børn, kunne der tildeles 2 x 25 slag med riset, dog fordelt over to dage.

Brug af pryglestraf kunne dog tillige benyttes over for voksne fanger indsat i fængslerne som led i fængslernes disciplinære regler.

Justitsminister P.A. Alberti indførte i 1905 et tillæg til straffeloven af 1866, hvorved forskellige volds- og seksualforbrydelser også kunne udløse pryglestraf. Tillægget, der blev benævnt 'prygleloven', var dog omstridt, og blev ophævet igen i 1911.

Bøder

Der kunne idømmes bøder på mellem 1 og 2.000 rigsdaler. Kunne (eller ville) den dømte ikke betale, kunne bøden i stedet afsones i form af simpelt fængsel i et nærmere angivet antal dage, der var angivet i straffedommen, "dog ikke over 30 dages fængsel for hver 100 rigsdalers bøde". Den dømte kunne afsone fængselsstraffen som fængsel på vand og brød, hvorved den dømte opnåede en forkortelse af fængselsstraffen.

Referencer

  1. ^ Melchiorsen, p. 64
  2. ^ Melchiorsen, p. 65

Eksterne henvisninger / Kilder

1866

Konge i Danmark: Christian 9. 1863-1906

Se også 1866 (tal)

Blasfemi

Blasfemi (oldgræsk: βλασφημία blasphēmía, "bagvaskelse, blasfemi") er at spotte eller forhåne guddomme, troslærdomme eller andre genstande for religiøs hengivelse. Mange samfund regner – eller har tidligere regnet – blasfemi for en strafbar forbrydelse, således også Danmark, hvor blasfemi kunne straffes efter Straffelovens § 140, indtil den blev ophævet i 2017.

Brandstiftelse

Brandstiftelse eller ildspåsættelse er en kriminel handling, der består i at antænde en brand med forsæt eller under uagtsomhed.

Motivet for brandstiftelse kan være udsigten til økonomisk gevinst i form af erstatning fra forsikringsselskabet efter ildspåsættelsen. Der kan også være tale om vandalisme eller pyromani.

I tilfælde hvor gerningspersonen bliver klar over, at handlingen udsætter andres liv for overhængende fare kan straffen for brandstiftelse være fængsel indtil livstid, jf. Straffelovens § 180.

Selv om der anmeldes omkring 1.700 tilfælde af forsætlig brandstiftelse i Danmark hvert år, fører kun en tredjedel til pågribelsen af en formodet gerningsperson.

Mordbrande har altid været straffet hårdt i Danmark, og indtil dødsstraffens afskaffelse i Danmark i 1933 var der dødsstraf for mordbrande, senest ved Straffeloven af 1866 § 280. Forinden vedtagelsen af straffeloven fra 1866 foreskrev Christian 5.'s Danske Lov 6-19-1 fra 1683, at mordbrændere skulle "miste deres hals" og enten brændes eller stejles.

Dødsstraf

Dødsstraf eller livsstraf er henrettelse som straf for en forbrydelse. I de jurisdiktioner der praktiserer dødsstraf er den som regel forbeholdt et lille antal alvorlige forbrydelser, ofte overlagt mord og landsforræderi. I Kina praktiseres tillige dødsstraf for økonomisk kriminalitet og narkokriminalitet, og i Iran for homoseksualitet, ligesom der i visse områder kontrolleret af islamiske oprørsbevægelser gennemføres henrettelser baseret på en streng fortolkning af sharia. Mange lande har dødsstraf i den militære straffelov eller for forbrydelser begået i krigstid.

Dødsdømte holdes ofte adskilt fra andre indsatte i en særlig del af fængslerne, kaldet dødsgangen, hvor de afventer henrettelse. Den kriminalpræventive virkning af dødsstraffen er omstridt.

Ifølge Amnesty International blev 778 mennesker henrettet i 22 forskellige lande i 2013, hvilket er 100 flere end året før. Tallet omfatter dog ikke henrettelser i Kina og i Nordkorea. Af de lande, som Amnesty International har tal for, er det er især Iran og Irak, der trækker antallet af henrettede op. I Irak blev 169 mennesker henrettet, mens 369 officielt fik en dødsstraf i Iran i 2013. Amnesty anslår, at Kina sidste år henrettede flere mennesker end resten af verden tilsammen, men da dødsstraf anses for at være en statshemmelighed i Kina, er det umuligt at opnå pålidelige tal. Det anslås, at Kina i 2013 henrettede omkring 2.400 mennesker, hvilket langt overstiger det samlede antal henrettede i alle øvrige lande.I Europa er Hviderusland det eneste land, der for nylig har eksekveret en dødsdom. Det skete i 2010, da to borgere blev henrettet. De mest anvendte henrettelsesmetoder i dag er skydning og hængning. I USA benytter stater med dødsstraf sig primært af indsprøjtning af dødelig gift. Derudover eksekveres dødsstraf i flere lande ved halshugning, gas eller elektricitet. Flere steder, herunder Iran, Yemen og Saudi-Arabien, kan man ifølge lovgivningen straffe med stening.

I Danmark blev dødsstraf første gang afskaffet i den borgerlige straffelov den 15. april 1930. Loven trådte i kraft 15. april 1933. Dødsstraf blev på dette tidspunkt opretholdt i den militære straffelov. I forbindelse med retsopgøret efter 2. verdenskrig genindførtes dødsstraffen (som kaldtes livsstraf) i 1945 for forbrydelser begået under besættelsen. Loven var en særlov og kendes som Landsforræderloven eller retteligen Straffelovstillægget og havde tilbagevirkende kraft for handlinger begået efter 9. april 1940. 46 personer blev på den baggrund henrettet af frivillige politifolk. Den 20. juli 1950 kl. 01:00 blev Ib Birkedal Hansen henrettet som den sidste i Danmark.Den 18. juni 1951 slettedes § 3 fra Landsforræderloven, og det er således ikke muligt at blive dømt til døden efter den borgerlige straffelov. Den 3. maj 1978 bortfaldt dødsstraffen i den militære straffelov. Dødsstraf blev således formelt afskaffet i Danmark den 22. december 1993 ved lovforslag nr. L30, til ikrafttræden 1. januar 1994. Herefter kunne Danmark tilslutte sig FN's konvention om afskaffelse af dødsstraf.

Efterfølgende meddelagtighed

Efterfølgende meddelagtighed er en forbrydelse, der består i at medvirke til, at en kriminel handling får den for forbryderen tilsigtede hensigt. Eksempelvis kan hæleri regnes som efterfølgende meddelagtighed.

Fænomenet efterfølgende meddelagtighed går tilbage til Straffeloven af 1866. § 55 i den daværende straffelov indeholdt en almen bestemmelse om efterfølgende medvirken med følgende ordlyd:

"Den, som efter at en Forbrydelse er bleven fuldstændig iværksat, uden noget derom forud udtrykkelig eller stiltiende givet Tilsagn har gjort sig medskyldig i den ved Handlinger, der gaa ud paa at sikre Gerningsmanden den ulovlig erhvervede Fordel, selv at deltage i denne eller paa anden Maade at fortsætte den ved Forbrydelsen tilvejebragte retstridige Tilstand, belægges med en Straf, der ikke overskrider Halvdelen af den højeste og ikke er mindre end Fjerdedelen af den laveste for Forbrydelsen i Loven foreskrevne Straf".Spørgsmålet var imidlertid hvorledes, dette skulle afgøres og dømmes. Skulle en person, der ansås af have begået efterfølgende meddelagtighed eksempelvis straffes ligeså hårdt som den, der havde begået en klar forbrydelse, eller mildere end denne? Eller skulle sådanne kunne gå helt fri for straf?

Ved vedtagelsen af Borgerlig Straffelov af 15. april 1930 blev indført regler om meddelagtighed, som i forhold til den tidligere lov betegnede en betydelig simplifikation, idet loven bestemte, at den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfattede alle, som ved tilskyndelse, råd eller dåd havde medvirket til gerningen (§ 23). Dog kunne straffen nedsættes (altså under den for den pågældende forbrydelse foreskrevne mindstestraf) for den, der kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt når forbrydelsen ikke var fuldbyrdet, eller en tilsigtet meddelagtighed var mislykkedes, og hvis lovovertrædelsen ikke kunne straffes med højere straf end hæfte og ikke andet var bestemt, kunne straf helt bortfalde, når den medvirkende kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, eller hvis dennes meddelagtighed skyldes uagtsomhed.

Baggrunden for den ændrede retspraksis var straffelovsbetænkningen fra 1912, hvori det hed:

"Sluttelig skal blot bemærkes, at Udkastet ikke gør Anvendelse af Begrebet efterfølgende Meddelagtighed. Er der Trang til at straffe en Handling, der staar i et efterfølgende Forhold til en Forbrydelse, vil der altid foreligge et delictum sui generis".I straffelovsbetænkningen fra 1917 nævnes, at efterfølgende medvirken var udgået i 1912-betænkningen og her efter behandles som selvstændig forbrydelse, men Straffelovsbetænkningen fra 1923 konstaterede, at det er en simplifikation, at blandt andet et begreb som efterfølgende medvirken er bortfaldet.

Halshugning

Dekapitering eller halshugning er en henrettelsesmetode, hvorved den dømtes hoved adskilles fra kroppen med sværd, økse eller guillotine.

I dag praktiseres halshugning som dødsstraf alene af Saudi-Arabien.

Kag

En kag er en skampæl eller en høj, bred, sokkelagtig opbygning på byens torv, hvor småtyve og "letlevende kvinder" blev pisket offentligt (kagstrygning). Kagstrygning var en ofte anvendt straf i middelalderen og blev anvendt op i 1800-tallet.

Fænomenet er kendt i Tyskland fra det 13. århundrede.

Korporlig afstraffelse

Korporlig afstraffelse er en straf som direkte rammer den straffedes krop. Dette kan ske eksempelvis som pryglestraf, amputation eller knusning af lemmer eller dødsstraf. Korporlig afstraffelse udøvet indenfor familieforhold (typisk forældres korporlige afstraffelse af børn og tidligere ved husbonds afstraffelse af hustru og tyende) benævnes normalt revselse.

Historisk har korporlig afstraffelse været en meget almindelig form for straf, men i den vestlige verden blev korporlig afstraffelse fra 1700-tallet mindre anvendt, blandt andet som et resultat af de ændringer i samfund og kirke, som fulgte med oplysningstiden. Før 1600-tallet var indespærring sjældent anvendt som straf, og slet ikke som straf for almuen, der i stedet blev straffet korporligt eller i form af bøder. Med fremkomsten af fængsler blev det muligt at straffe i form af indespærring, og den korporlige afstraffelse mistede langsomt sin betydning. I langt den overvejende del af den vestlige verden er korporlig afstraffelse afskaffet som en straf idømt af domstole. En række lande anvender dog fortsat korporlig afstraffelse som en straf, der kan idømmes af domstole, såvel verdslige som religiøse. I Singapore og Malaysia kan mænd dømt for vold og/eller seksualforbrydelser idømmes slag med en bambusstok, ligesom der i en række muslimske lande fortsat straffes mænd og kvinder med korporlig afstraffelse, for kvinder ofte som straf for sex uden for ægteskabet.

Korporlig afstraffelse er også tidligere i vidt omfang benyttet indenfor skibsfarten, hvor skibets kaptajn havde myndighed til at lade skibets besætning udsætte for korporlig afstraffelse. Således kunne eksempelvis mytteri straffes med døden, eller ved 40 piskeslag med den nihalede kat.

Pornografi

Pornografi, ofte blot porno, (afledt af græsk: porne ("prostitueret") og graphein ("skrift")) er en betegnelse for billeder eller tekst, der grundet sit eksplicitte seksuelle indhold har til formål at ophidse eller stimulere erotisk. På engelsk kom ordet ind omkring 1850, delvis i et forsøg på at beskrive den type erotiske afbildninger, man fandt så rigeligt af i Pompejis ruiner. Da ordet pornography første gang dukkede op i Webster’s Dictionary i 1864, blev det forklaret som "liderligt maleri som vægdekoration i værelser viet til bakkantiske orgier, som der findes eksempler på i Pompeji."

Ris (redskab)

For alternative betydninger, se Ris (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Ris)Et Ris er en samling af grene eller kviste, der kan benyttes som strafferedskab ved at bruge riset til at piske den straffedes krop. Riset var tidligere i Europa et meget benyttet strafferedskab, der blev benyttet i hjemmene, i skolerne, og som straffeinstrument til at piske forbrydere eller andre, der af den ene eller anden årsag havde forbrudt sig mod samfundets normer. Riset blev brugt overfor både voksne og børn, mænd og kvinder, der fik ris på enten balderne eller ryg/skuldre. Børnene fik oftest ris på balderne, hvorimod voksne oftest fik ris på ryg og skuldre.

Ris kan fremstilles af grene fra flere forskellige vækster og træer. Ris har været fremstillet af birkegrene (birkeris), men ris fremstillet af hassel, æbletræer, pil har været flittigt benyttet. I England var ris af pil det oftest benyttede ris til afstraffelse af børn og unge, og på Isle of Man, der benyttede ris helt op til 1970'erne, var riset af hassel.Ris var et almindeligt strafferedskab til korporlig afstraffelse til op omkring 1800-tallet, hvor spanskrøret vandt frem. Der er spekuleret i, at riset blev opgivet fordel for spanskrøret som følge af, at det i den victorianske æra blev anset for upassende at blotte elevernes balder, og fordi et ris - i modsætning til et spanskrør - ikke er effektivt uden på tøjet. Ris benyttes i dag kun i Trinidad til at piske dømte forbrydere.

Det er uklart, hvornår traditionen med at bruge ris begyndte, men det vides med sikkerhed, at der blev brugt ris i skolerne i antikkens Rom, da der er fundet flere fresker og mosaikker, der illustrerer afstraffelser med ris.

Simpelt fængsel

Simpelt fængsel (custodia honesta) er en tidligere dansk type fængselsstraf, der var hjemlet ved straffeloven af 1866. Simpelt fængsel efter straffeloven af 1866 var den mildeste form for fængselstraf, og var kendetegnet ved, at den indsatte ikke var undergivet sædvanlig fangekost. Simpelt fængsel var foreskrevet som straf for mindre alvorlige forbrydelser, og kunne idømmes fra 2 dage og op til 2 år.

Simpelt fængsel blev med straffeloven af 5. april 1930 erstattet af hæftestraf.

Hæftestraffen blev i 2001 helt afskaffet. I dag findes kun bøde- og fængselsstraf.

Straffeloven

Straffeloven eller den borgerlige straffelov er en lov, der er skrevet på grundlag af dansk strafferet. Straffeloven består af 29 kapitler og er inddelt i en almindelig og en særlig del.

Den almindelige del indeholder de almindelige betingelser for straf (fx regler om gerningsmandens alder (§ 15), hans statsborgerskab og gerningssted (fx § 7), nødværge (§ 13), medvirken til en forbrydelse (§ 23), forsøg på udførelse af en forbrydelse (§ 21) mv.). Den særlige del indeholder de traditionelle forbrydelser, også kaldet delikter, bl.a. forbrydelser imod staten, den offentlige orden, liv og legeme, den personlige frihed, kønssædeligheden, berigelseskriminalitet, narkotikakriminalitet m.m. Det er dog ikke alle strafbelagte lovovertrædelser, der findes i straffeloven. Det følger direkte af straffelovens § 1: "Straf kan kun pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant".

Størstedelen af straffeloven er underlagt offentlig påtale, dvs. at Anklagemyndigheden rejser sager uden at forurettede tager initiativ til det. En mindre del, først og fremmest injuriedelen, er underlagt privat påtale, hvilket vil sige, at forurettede selv skal føre en sag.

Et utal af andre love indeholder også strafbelagte regler. Man kalder normalt overtrædelser af sådanne regler for "særlovsovertrædelser", fordi der er tale om overtrædelse af en anden lov end straffeloven.

I udenlandsk ret sondrer man ofte mellem forbrydelser (felonies) og forseelser (misdemeanors). Det er tvivlsomt, om samme sondring kan overføres til dansk ret.[kilde mangler] Tidligere har man anvendt sondringen i forbindelse med domsforhandlingen, hvor mindre lovovertrædelser, der kun medførte bøde (eller evt. det nu afskaffede hæfte) blev betegnet som forseelsessager, hvorimod sager, hvori der var påstand om fængselsstraf blev betegnet som forbrydelsessager. Denne sprogbrug anvendes stadig, men genfindes ikke i straffeloven.

Den nuværende straffelov blev vedtaget i 1930 og trådte i kraft i 1933, hvor den afløste straffeloven af 1866. Ved ikrafttræden af straffeloven fra 1930 bortfaldt dødsstraffen, ligesom andre legemsstraffe bortfaldt. Straffelovene fra 1866 og 1933 bar tidligere betegnelsen "borgerlig straffelov" for at man skulle kunne skelne dem fra de militære straffelove, men ordet "borgerlig" blev i 1992 fjernet fra lovens officielle titel.

Straffeloven er en af de hyppigst reviderede love i Danmark; seneste ændringer således (pr. december 2017) foretaget i august 2017. Det er således kun en meget lille del af loven, der ikke er ændret siden 1930.

Tyveri

Danske forhold. Denne artikel omhandler alene (eller overvejende) danske forhold. Hjælp gerne med at gøre artiklen mere almen.

Tyveri er en betegnelse for det at stjæle eller optræde som tyv. Tyveri dækker over den handling der består i uretmæssig tilegnelse af noget der tilhører en anden.

I det juridiske fagsprog er tyveri et snævert begreb, nemlig den forbrydelse, der er beskrevet i den danske straffelovs § 276. Det er ikke alt der moralsk eller i daglig tale betragtes eller betegnes som tyveri, som vil falde ind under straffelovens tyveribestemmelse.

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.