Stavnsbåndet

Stavnsbåndet blev i 1733 indført i Danmark under Christian 6. enevældige regering efter ønske fra godsejere og militær.[1] Det bandt mænd mellem 6 og 36 år til at blive boende på det gods eller herregård, hvor de var født. Bopælspligten havde eksisteret siden begyndelsen af 1700 -tallet, men da der var mulighed for at købe fripas, gjorde det i praksis næppe særligt indtryk på de bedrestillede, det vil sige bønderne og deres sønner.[2] Det blev ophævet i 1788 med forordningen om afskaffelsen af stavnsbåndet, der skulle afvikles frem til 1800. Udskrivelsen af soldater overgik herefter til et statsligt sessionsvæsen.

Frihedsstøtten 2005-02
Frihedsstøtten i 2005 i København. Grundstenen lagt 1792
Stavnsbåndet ophæves - kongens underskrift
Stavnsbåndet ophæves, 20. juni 1788. Billedet viser dokumentets sidste side med kong Christian den Syvendes underskrift. Dokumentet findes i Rigsarkivet.
Stavnsbåndet ophæves - dokumentets forside
Stavnsbåndet ophæves, 20. juni 1788. Billedet viser forsiden på dokumentet. Dokumentet findes i Rigsarkivet.

Historisk forløb

Stavnsbåndet blev indført for at afhjælpe en alvorlig landbrugskrise i 1730'erne, som blandt andet skyldtes svigtende efterspørgsel fra Danmarks traditionelle eksportlande. Hertil kom afvandring af befolkningen fra landet til byerne, hvilket yderligere medførte, at det kunne være svært at få arbejdskraft på fæstegårdene. Endelig skulle militæret bruge folk til landmilitsen. Militærtjenesten kom i praksis især til at ramme "de mindre egnede" i landbruget, fordi det var godsejerens opgave at udtage mænd til landmilitsen.[3] Som modydelse blev godsejerne pålagt at føre retsgyldige fæsteprotokoller, der skulle dokumentere, hvad der var blevet aftalt parterne imellem. Desuden blev det forbudt at hæve landgildet i fæstets løbetid. Det betød, at godsejerne måtte finde andre måder at få større udbytte ud af deres jord. Det kunne bl.a. gøres ved at sætte indfæstningssummen i vejret eller ved at kræve mere hoveri af fæstebønderne, da omfanget af hoveriet næsten aldrig fremgik af fæstekontrakterne.

En af Christian 6.s første handlinger som ny konge var, 30. oktober 1730, at ophæve landmilitsen, en beslutning der dog var alt andet end populær hos godsejerne. Da frigørelsen fra vornedskabet også var slået igennem, betød det, at hæren og godsejerne mistede kontrollen over bondebefolkningen og begyndte at få kongen til at give dem midler til at få henholdsvis fæstebønder og soldater.

1730'erne blev imidlertid præget af en afsætningskrise i landbruget, og kornpriserne kom helt i bund. Det betød, at det blev almindeligere, at mange bønder måtte gå fra deres gårde som følge af, at de havde misligholdt deres del af fæstekontrakten. Samtidig blev godsejerne der normalt tjente godt på kornsalget hårdt ramt, og deres pligt til at garantere for deres bønders skattebetalinger kunne bringe dem på fallittens rand. Og det forværredes, hvis for mange gårde stod øde, eller for mange bønder fik henstand med betalingen af afgifter og skatter. Godsejerne klagede deres nød, da flere og flere bønder forlod godserne og nægtede at tage anviste gårde i fæste. Regeringen søgte i første omgang at afhjælpe det ved, 5. marts 1731 at forbyde karle og bønder at forlade det gods, de boede på, uden ejerens tilladelse, og nægtede en karl at tage en gård i fæste, kunne godsejeren overlade ham til flåden eller et af de hvervede regimenter.

Klagerne fortsatte dog fra godsejerne over flere bønder, der lod agerbruget fare, og fra hæren over mangel på mandskab og materiel, så i 1733 blev det besluttet at genindføre landmilitsen. Nu skulle godsejerne stille med en soldat for hver 60 tønder hartkorn, hvilket svarede til 10-12 gårde, men hvis der var udsigt til krig, blev det reguleret, fx i 1762, hvor der skulle stilles en mand pr. 32 tønder hartkorn.[4]Det gav landmilitsen en størrelse på omkring 5.000 mand, og statsmagt og hærledelse fik hvad de ønskede. Til gengæld for dette afsavn blev stavnsbåndet indført til godsejernes fordel. Dette betød, at alle drenge og mænd mellem 18 og 36 år ikke måtte forlade deres fødegods. Det blev udvidet til at gælde fra det 14. år i 1735. Aldersgrænserne blev løbende ændret. I 1739 til 14-36 år, i 1742 til 9-40 år og i 1764 til 4-40 år.

Trods de stigende kornpriser blev antallet af udskrevne mænd i 1741 øget til 7.500 mand, svarende til at der blev stillet en soldat for hver 40 tønder hartkorn. Året efter blev stavnsbåndet udvidet til at gælde alle drenge og mænd mellem ni og 40 år. Alligevel vandrede mange bønderkarle fra landsdel til landsdel eller til byerne, da godsejerne selv skulle opspore og hjembringe dem, der brød stavnsbåndet.

Afvikling

Stavnsbåndet blev løsrevet fra godsejernes kontrol som led i Landboreformerne af 20. juni 1788 med en overgangsperiode indtil 1800.[2] I første omgang omfattede omlægningen kun dem, der var under 14 år. Dernæst dem der var over 36 år – og derefter dem, der havde tjent som soldat. Hovedpunktet i denne administrative reform var, at bindingen til godserne blev ændret til en binding til udskrivningsdistriktet. Enevælden var nu så udbygget, at staten i højere grad selv kunne stå for indskrivningen til hæren; der var i mindre grad brug for godsejerne som det lokale administrative led.

Det var i "Den Store Landbokommission" at arbejdet med - eller rettere: kampen om - stavnsbåndets ophævelse fandt sted. På den ene side stod fremskridtsvillige mænd som Christian Ditlev Frederik Reventlow[5] og kommissionens sekretær Christian Colbjørnsen[6], på den anden konservative godsejere.[7] Kommissionen arbejdede meget langsomt med gennemførelsen af sine idéer, da man i nogen grad frygtede, at samfundet skulle gå i opløsning, hvis man på én gang brød med det gamle system. Der skulle kongelig indblanding - i form af kronprins Frederik 6. - til for at løse denne knude.[8] Så det var et vendepunkt, da stavnsbåndet ophævedes i 1788, om end først med fuld virkning fra år 1800.[8] Landbruget trådte ind i en blomstrende æra, der også var begyndelsen til de reformer, der kom i årene efter, blandt andre indførelsen af folkeskolen fra 1814.[9]

Det nye styre havde heller ingen decideret landbrugspolitik, men i 1785 vandt tilhængerne af landbrugsreformer et afgørende slag. Rentekammerets unge chef Christian Ditlev Reventlow havde set svarene på rentekammerets undersøgelse af konsekvenserne af godsejernes udnævnelse af syns- og skønsmænd. Svarene viste, at der som regel ikke blev foretaget et nyt syn, når en fæstebonde døde, og en ny skulle overtage gården. Således kunne den nye bonde og hans arvinger komme til at hæfte for fejl og mangler, som var der ved overtagelsen. Derfor syntes Reventlow, at tiden var inde til at gøre noget, og i sommeren 1786 forelagde han sagen for kronprinsen og anbefalede, at man lettede kårene for bønderne.[6]

Kronprinsen var positiv og bad Reventlow udarbejde et forslag til fremlæggelse i statsrådet: Reventlows forslog den 11. juli 1786, at der burde rettes op på det usikre retsforhold mellem godsejerne og fæstebønderne. Desuden mente han, at emner som fæsteindgåelse, hoveri, stavnsbånd og pryglestraffe burde inddrages. Reventlow anbefalede at nedsætte en landbrugskommission, der skulle se nærmere på det hele. Ikke alle ministre var enige i det, men Christian 7. kunne sætte sin underskrift på dokumentet, da både kronprinsen og A.P. Bernstorff var med på ideen.[8] Den 16 mand store kommission kom til at bestå af både tilhængere og modstandere af Reventlows planer. Kommission bestod dog overvejende af hans støtter, og 8. juni 1787 udstedte kongen de første reformlove, der krævede, at der skulle foretages uvildige syn og skøn både ved fæsteindgåelse og -afståelse. Bønder måtte ikke længere sættes fra deres gård uden en retskendelse, og endelig blev brugen af træhest, hundehjul og halsjern forbudt. Den mest omtalte ændring kom dog først i 1788 med afskaffelsen af stavnsbåndet, der skulle afvikles frem til 1800. Udskrivelsen af soldater overgik til et statsligt sessionsvæsen. Det betød, at bønderne ikke længere behøvede fripas for at forlade et gods, og godsejerne ikke længere kunne tvinge dem til at tage et fæste ved at true med udskrivelse til de hvervede regimenter. Stavnsbåndets ophævelse havde stor symbolsk betydning som udtryk for bøndernes frigørelse fra godsejerne, men i det samlede landboreformkompleks havde denne reform ifølge senere vurderinger en mindre betydning.[10]

Soldatpligten påhvilede stadig kun bønderne, og da hæren afskedigede flere og flere af de udenlandske hvervede soldater, steg antallet af udskrevne bønder. Loven gav dog en del udveje for ikke at skulle springe soldat. Blandt andet var gårdejere og -fæstere undtaget, hvis de kunne stille en anden i deres sted. Også gårdejersønner uden egen gård kunne stille en anden i deres sted mod en betaling af 30 rigsdaler til statskassen. Endelig kunne bondestanden i henhold til lovens §25 adoptere en fattig dreng fra købstaden og lade ham springe soldat i stedet for en af bondens egne sønner. Det betød, at de velhavende inden for bondestanden købte de fattigste til at udføre militærtjenesten for sig, præcis som det havde været før 1788. Da man i 1803 gennemførte en ny hærlov, viste det sig at hvervningen af bondesoldater var kommet op på et niveau, så hvervningen af udenlandske soldater kunne ophøre.

Stavnsbåndets afvikling betød, at regeringen mistede støtten fra godsejerstanden, ligesom reformerne fik J.O. Schack Rathlou og F.C. Rosenkrantz til at trække sig tilbage fra deres statsgerning til deres godser. Det var et eksempel på de protester, der kom fra godsejerne over, at deres rettigheder blev afskaffet uden kompensation. Det lykkedes Bernstorff at få udnævnt nogle moderate ministre til statsrådet fra "det danske parti" blandt godsejerne. Reventlow blev der derimod ikke plads til i statsrådet, men han fik dog titel af præsident for rentekammeret og fik lov til at forsætte sine bestræbelser på at indføre flere landboreformer. Der opstod uventet modstand mod regeringen fra penneførerne for de mest reformvenlige københavnske borgere i 1789-90. De følte sig tilsidesat af den tyske elite, der regerede landet og dominerede hovedstadens adelige saloner. I den såkaldte tyskerfejde fremførte de det synspunkt, at holstenere kunne få embeder i Holsten og ellers ikke. Dermed var indfødsrettens idealer udskiftet til fordel for en national aggressivitet, og det svækkede paradoksalt nok regeringens initiativer, som de reformvenlige københavnere hidtil havde forsvaret over for de mere konservative danske godsejere. Rundt om i landet opfangede bønderne signalerne fra reformtilhængerne i København, og mange steder besluttede de sig for at lægge pres på godsejerne – især for at komme det trykkende hoveri til livs. Specielt i Østjylland blev der gennemført hoveristrejker, og nyheden om Den Franske Revolution i 1789 øgede kun bøndernes forventninger om at kunne slippe for hoveriarbejdet. Protesterne var forståelige, men de gjorde det klart for kronprinsen, at han ikke kunne leve med en regering, hvis politik gav næring til udstrakt social uro i landet.[11]

I det samlede landboreformkompleks udgjorde stavnsbåndet i det store og hele en biting, men ophævelsen af denne tvangsforanstaltning havde umådelig storsymbolsk betydning som udtryk for bøndernes frigørelse fra godsejerne.[10]

Til et varigt minde om, hvad der er blevet kaldt "Stavnsbåndets ophævelse", rejstes på foranledning af kredse i København Frihedsstøtten i København som en hyldest til kongemagten.

Se også

Noter

  1. ^ Dombernowsky, s. 267
  2. ^ a b Dombernowsky, s. 273
  3. ^ Busck & Poulsen 2002, s. 193
  4. ^ Busck & Poulsen 2002, s. 203
  5. ^ Skrubbeltrang, s. 308
  6. ^ a b Skrubbeltrang, s. 313
  7. ^ Skrubbeltrang, s. 316-320
  8. ^ a b c Skrubbeltrang, s. 320
  9. ^ Falbe-Hansen
  10. ^ a b Skrubbeltrang, s. 321
  11. ^ Scocozza & Jensen 1999, s. 191-192.

Litteratur

  • Busck, Steen; Poulsen, Henning (2002), Danmarks historie - i grundtræk (2. udgave), Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, ISBN 87-7288-941-1..
  • Lotte Dombernowsky: "Ca. 1720-1810" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie II: 1536-1810; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-074-3; s. 210-393)
  • V. Falbe-Hansen: Stavnsbaandsløsningen og Landboreformerne. Set fra Nationaløkonomiens Standpunkt; 1988
  • Johan Hvidtfeldt: "Stavnsbaandet, dets Forudsætninger og Virkninger" (Vejle Amts Aarbog 1938; s. 4-49)
  • Scocozza, Benito; Jensen, Grethe (1999), Danmarkshistoriens Hvem, Hvad og Hvornår, København: Politikens Forlag, ISBN 87-567-6094-9.
  • Fridlev Skrubbeltrang: Det danske Landbosamfund 1500-1800; Odense 1978; ISBN 87-87462-09-5

Eksterne henvisninger

15. december

15. december er dag 349 i året i den gregorianske kalender (dag 350 i skudår). Der er 16 dage tilbage af året.

Nikatius dag. Han var biskop i Reims omkring midten af 400-årene.

1733

Konge i Danmark: Christian 6. 1730-1746

Se også 1733 (tal)

1780'erne

Århundreder: 17. århundrede – 18. århundrede – 19. århundrede

Årtier: 1730'erne 1740'erne 1750'erne 1760'erne 1770'erne – 1780'erne – 1790'erne 1800'erne 1810'erne 1820'erne 1830'erne

År: 1780 1781 1782 1783 1784 1785 1786 1787 1788 1789

Begivenheder

Stavnsbåndet ophæves i 1788.Personer

1788

Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808

Se også 1788 (tal)

1839

Konge i Danmark: Frederik 6. 1808-1839 og Christian 8. 1839-1848

Se også 1839 (tal)

20. juni

20. juni er dag 171 i året i den gregorianske kalender (dag 172 i skudår). Der er 194 dage tilbage af året.

Sylverius dag. Pave i Rom i 536, der blev uvenner med kejser Justinian og kejserinden, fordi kejserinden ville have ham til at udnævne en ikke-kristen til biskop i Konstantinopel. Han nægtede, blev dræbt og fik senere status som martyr.Det er FNs Internationale flygtningedag.

31. juli

31. juli er dag 212 i året i den gregorianske kalender (dag 213 i skudår). Der er 153 dage tilbage af året.

4. februar

4. februar er dag 35 i året, i den gregorianske kalender. Der er 330 dage tilbage af året (331 i skudår).

Dagens navn er Veronica.

Angel

For alternative betydninger, se Angel (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Angel)

Angel (Tysk: Angeln, Latin: Anglia) er en halvø i det nordlige Tyskland, beliggende mellem Flensborg Fjord og Slien. Angel ligger i landsdelen Sydslesvig i delstaten Slesvig-Holsten. Indbyggerne kaldes angelboer eller på tysk Angeliter.

Christian 6.

Christian 6. (30. november 1699–6. august 1746) var konge af tvillingrigerne Danmark og Norge fra 1730 til 1746. Han tilhørte den oldenborgske slægt.

Christian 6. var særdeles virksom gennem hele sin embedstid. Han indførte konfirmationen og rytterskolerne - forgængeren for folkeskolen. Han lod oprette Tugt- og Børnehuset for at bringe landets subsistensløse i nyttigt arbejde. Han førte en - efter forholdene - meget afbalanceret krisepolitik, både i social, erhvervsmæssig og i geografisk henseende. Han forestod talrige overdådige byggerier, ofte tegnet af tidens dygtigste arkitekter. Han udviklede et offentligt embedsvæsen, og under hele hans regeringstid havde riget fred.

Christian Ditlev Frederik Reventlow

Christian Ditlev Frederik lensgreve Reventlow (født 11. marts 1748 i København, død 11. oktober 1827 på Christianssæde, Maribo) var en dansk godsejer, gehejmestatsminister og politiker, hvis indflydelse på folkets liv og meninger gjorde ham populær. Han var bror til Johan Ludvig og Conrad Georg Reventlow og Louise Stolberg.

C.D.F. Reventlow var en af hovedmændene bag ophævelsen af stavnsbåndet. I 1788 opløstes stavnsbåndet endeligt, hvilket i høj grad tilskrives Reventlow og hans to gode venner Andreas Peter Bernstorff (1735–1797) og Christian Colbiørnsen. Fra 1789 var Reventlow ledende medlem af den skolekommission, der forberedte 1814-skoleloven, og medvirkede aktivt i oprettelsen af lærerseminarier. Indenfor skovdrift var Reventlow foregangsmand og initiativtager til fredskovsforordningen af 1805. På sine egne godser praktiserede Reventlow sine politiske ideer længe før de blev til love – han oprettede skoler, afløste hoveri og indførte moderne driftsmetoder. Den 5. juli 1797 blev han udnævnt til gehejmestatsminister.

Reventlows kritiske holdning til Frederik VI's udenrigspolitik og økonomiske politik, der førte til krigen mod England og efterfølgende statsbankerot, bragte ham i stigende modsætning til kongen, hvis kabinetsstyre han misbilligede. I 1813 forlod Reventlow statstjenesten i protest mod forordningen om statsbankerotten, men forblev formelt medlem af Konseillet – dog uden at deltage i møderne.

Senere trak Reventlow sig tilbage til sine godser på Lolland, hvor han lod opføre herregården Pederstrups hovedbygning. Da den gamle politiker døde, blev han hædret for at kæmpe for folkets frihed, og for at sætte landboreformerne i gang.

Danmarks historie (1660-1814)

Danmarks historie (1660-1814) indrammes af to begivenheder af stor betydning for Danmarks historie. I 1660 mistede Danmark definitivt Skånelandene i kølvandet på Svenskekrigene. Dog gjorde Bornholm modstand og kom igen under dansk styre. Det store tab medvirkede samtidig til indførelsen af enevælden i 1661.

Under Skånske Krig og i flere senere perioder var landet i krig med specielt Sverige om herredømmet over Skånelandene og Nordtyskland. Også medhertugerne af Slesvig-Holsten, de såkaldte gottorpere, voldte Danmark store problemer, men de blev endelig løst på fredelig vis i 1773. Under den sindssyge kong Christian 7. blev styret overtaget af skiftende personer, inden hans søn, kronprins Frederik, satte sig tungt på magten de sidste 24 år af sin fars regeringstid. Han var i højere grad end faderen tilhænger af oplyst enevælde og tillægges sammen med centraladministrationen hovedansvaret for

landboreformerne i slutningen af 1780'erne.

Mod periodens slutning var Danmark involveret i Napoleonskrigene, der kulminerede med, at Danmark gik statsbankerot, og at Norge blev afstået til kongen af Sverige.

Den Store Landbokommission

Den Store Landbokommission var en kommission nedsat i slutningen af 1700-tallet for at gennemføre en vidtgående omlægning af dansk landbrug, hvorunder landsbyfællesskabet, fæstevæsen og hoveri skulle afskaffes og et individuelt, selvejet og selvkørende landbrug skulle gennemføres. Foruden forbedringer i landbrugernes vilkår blev der også arbejdet med husmændenes levevilkår.

Fuglebjerg (by)

For alternative betydninger, se Fuglebjerg. (Se også artikler, som begynder med Fuglebjerg)Fuglebjerg ligger på den vestligste del af Sydsjælland og er en by med 2.245 indbyggere (2019), beliggende i Fuglebjerg Sogn mellem Næstved og Slagelse. Byen ligger i Næstved Kommune og tilhører Region Sjælland.

Egnen er også kendt som herregårdenes land. I kommunen findes: Førslevgaard (1374), Fuglebjerggaard (ca. 1390), Kastrupgård, Gunderslevholm (1333) og Fyrendal (ca. 1370).

Området har altid været domineret af landbrug, hvilket endnu i dag er egnens vigtigste erhverv. Byen var indtil 1. januar 2007 hovedby i Fuglebjerg Kommune.

Johann Friedrich Struensee

Johann Friedrich Struensee (født 5. august 1737 i Halle i Kongeriget Preussen, død 28. april 1772 i København) var en preussisk læge og politiker. I 1758 blev han stadslæge i Altona, hvor han ti år senere mødte kong Christian 7. Struensee fulgte den enevældige konge som læge på hans udlandsrejse 1767-68. Christian 7. var så tilfreds med Struensees indsats, at han fulgte kongen tilbage til København, hvor han kort efter hjemkomsten blev udnævnt til kongens livlæge. Struensee udviklede efterhånden et fortroligt forhold til dronning Caroline Mathilde – et forhold der førte til, at han fra 1770 blev dronningens elsker.

Da dronning Caroline Mathilde i 1771 fødte datteren Louise Augusta, var den folkelige forargelse stor. Ingen var i tvivl om, at Struensee var far til prinsessen, der fik det ikke særligt flatterende tilnavn la petite Struensee, selv om Christian 7. officielt vedkendte sig faderskabet. Struensees datter blev blandt andre mor til prinsesse Caroline Amalie, der gennem sit ægteskab med kong Christian 8. endte som dronning af Danmark.

Gennem sin indflydelse på kongen og sit forhold til dronningen skaffede Struensee sig med tiden en ganske anseelig politisk magt. I løbet af et års tid fik han afskediget de gamle konseilsministre, erstattede konseillet med et kabinetsstyre og udnævnte sig selv til greve og gehejmekabinetsminister med magt til på egen hånd at udstede kabinetsordrer. De skulle blot senere forelægges til godkendelse hos kongen. På mindre end halvandet år udsendte Struensee omkring 2.000 kabinetsordrer: offentlige ansættelser skulle udelukkende ske efter kvalifikationer, statens bureaukrati skulle forenkles og godsejernes indflydelse mindskes etc.. En lang række af disse kabinetsordrer var ændringer og reformer, der var præget af oplysningstidens tanker: pressefrihed, afskaffelse af tortur inden for retsvæsenet, bedre forhold for fæstebønder, afskaffelse af mange privilegier osv.

Tiden var tilsyneladende endnu ikke moden til så omfattende forandringer, så Struensees reformiver og hans intime forhold til dronningen skaffede ham hurtigt mange fjender især i adelige og militære kredse. Ved et paladskup på Christiansborg Slot den 17. januar 1772 blev Struensee og vennen Enevold Brandt arresteret natten efter et maskebal i hofteatret. I spidsen for kuppet stod enkedronning Juliane Marie, Frederik 5.s anden hustru, og hendes søn, arveprins Frederik. De havde fået en skrækslagen Christian 7. til at underskrive arrestordren. Struensee og Brandt blev sat i fængsel i Kastellet og dronning Caroline Mathilde på Kronborg Slot. Der blev nedsat en ekstraordinær domstol over dem. Hovedanklagen mod Struensee var magtmisbrug og hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for bl.a. ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i majestætsfornærmelse, og Christian 7. underskrev dødsdommen.

Tusinder af københavnere strømmede til Øster Fælled den 28. april 1772 for at overvære at dommen blev eksekveret. Ved Struensee og Brandts henrettelse fik de først hugget højre hånd af, og kort tid efter kunne bødlen holde de afhuggede hoveder op for folkemængden. Kroppene blev herefter parteret og lagt på hjul og stejle, mens hoved og hånd blev sat på en stage. Man ville også gerne have henrettet Caroline Mathilde, men da hendes broder, den engelske konge Georg 3. , raslede med sablen, blev hun i stedet afhentet af en engelsk fregat og deporteret til slottet i Celle i kurfyrstendømmet Hannover uden sine børn. Hun så hverken tronarvingen Frederik eller Louise Augusta siden. Caroline Mathilde døde under en epidemi af skarlagensfeber i 1775 kun 23 år gammel og blev bisat i St. Marienkirche i Celle. Kongen kommenterede nyheden om dødsfaldet på denne måde: Det var synd – hun havde gode lægge.

Landboreformerne

Ved landboreformerne forstås i almindelighed en række tiltag, danske regeringer iværksatte i perioden 1784 - ca. 1830 med det formål at forandre og forbedre vilkårene for rigets bønder. Blandt reformerne regnes udskiftningen af landsbyfællesskabet og samlingen af de enkelte gårdes jord i en enkelt hovedlod (samt en englod og måske en overdrevslod), støtte til udflytning af gårde til deres nye lod, samt stavnsbåndets ophævelse til de vigtigste. Også tiltag til afvikling af fæstevæsenet og fremme af selveje samt til at lægge fastere rammer for det tilbageværende hoveri blev taget, men her var reformerne mindre indgribende, og først inde i 1800-tallet begyndte der at vise sig resultater på disse områder. Endelig bør nævnes, at indførelsen af folkeskolen i 1814 omtales som et naturligt følgende led i reformarbejdet. Under reformarbejdet søgte man tillige at tage hensyn til husmændene ved at sikre disse visse rettigheder, men med mindre held.

Landboreformerne regnes som indledningen til den danske bondestands økonomiske og borgerlige frihed.

Lægd

Et lægd (i ældre kilder også stavet læg) var tidligere (indtil værnepligtsloven af 1869) en betegnelse for den mindste inddeling af Danmark i forbindelse med udskrivning til militærtjeneste.

Betegnelsen lægd (afledt af sammenlægning) har siden 1600-tallet været anvendt for det antal gårde, der i fællesskab skulle stille én soldat. Efter en kongelig forordning af 22. februar 1701 var Danmark inddelt i lægder af 20 tønder hartkorn, og ansvaret for soldaterudskrivninger pålagt godsejerne.

Ved forordning af 20. juni 1788 blev udskrivningsvæsenet for så vidt angår hæren i forbindelse med ophævelsen af stavnsbåndet ændret, og landet inddelt i 1656 lægder. Udskrivningen overgik fra godsejernes til kongens og statens embedsmænd. Udskrivningen skulle herefter ske på baggrund af folketallet i lægdet. På landet var et lægd normalt sammenfaldende et sogn, og fra 1843 i byerne identisk med en købstad.

Ved værnepligtsloven af 6. marts 1869 indførtes 6 udskrivningskredse i stedet for en amtsinddeling med en ny nummerering af lægder inden for hver af disse kredse. Efter genforeningen i 1920 blev Sønderjylland det 7. udskrivningsdistrikt.

Reventlow-Museet Pederstrup

Reventlow-Museet Pederstrup er et kulturhistorisk museum, der hovedsageligt beskæftiger sig med C.D.F. Reventlows liv. Museet har til huse i Pederstrup på Vestlolland og er en del af Museum Lolland-Falster.

Værnepligt

Værnepligt er en stats udskrivning af arbejdskraft til landets militær. I dag har mange lande værnepligt, men mange andre lande har afskaffet den og satser på et rent professionelt forsvar.

I visse lande har der været dødsstraf eller anden straf for at undvige værnepligten. og borgerrettighedsgrupper i forskellige lande har kritiseret værnepligten for at være rent slaveri.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.