Samaria

Samaria eller Shomron (hebraisk: שומרון, Šoməron; græsk: Σαμάρεια; arabisk: سامريّون, Sāmariyyūn eller السامرة, as-Samarah – også kendt som جبال نابلس, Jibal Nablus) er en bjergrig region i Israel vest for Jordanfloden og omtrent den nordlige del af Vestbredden. Navnet er afledt fra oldtidens by Samaria, en gang hovedstaden i kongedømmet Israel.[1] Navnet samaritanere kommer af navnet på regionen. I løbet af seksdageskrigen i 1967 blev hele Vestbredden erobret af Israel. Jordan overgav sit krav på området til Palæstinas befrielsesbevægelse (PLO) i november 1988. I 1994 blev kontrollen af Områderne 'A' og 'B' overført til de palæstinensiske myndigheder.

גבעות יצהר
Højderne i Samaria, 2011
Kingdoms of Israel and Judah map 830
Kort over de nordlige og sydlige kongeriger i oldtidens Israel og Judæa. Samaria var hovedstaden i kongeriget Israel (i blåt). 830-tallet f.Kr.

Etymologi

Navnet Samaria har bibelsk oprindelse, afledt fra egenavnet eller måske stammenavnet Shemer, som kong Omri af Israel købte stedet af ifølge Første Kongebog 16:24.[2] Det var det eneste navn, som blev benyttet for dette område fra oldtiden og frem til Jordans erobring af det i 1948. Da kaldte jordanerne området "Vestbredden".[3]

Geografi

I nord grænser Samaria til Jisreeldalen; i øst af Jordandalen; i vest af Karmelbjerget (i nord) og den frugtbare slette Saron (i vest); i syd af bjergene ved Jerusalem. I bibelsk tid blev det sagt, at Samaria "nåede fra Middelhavet til Jordandalen",[4] medregnet Karmelberget og Saronsletten. Bjergene i Samaria er ikke særlig høje og når sjældent over 800 meter. Klimaet er mere mildt end klimaet længere mod syd.

Noter

  1. ^ Harvard Expedition to Samaria, 1908–1910, Harvard University
  2. ^ Nettbibelen: Første Kongebok 16:24
  3. ^ «This Side of the River Jordan; On Language», Forward, Philologos, 22. september 2010.
  4. ^ Nelson's Encyclopædia, London, 1907, v. IX, s. 204

Se også

  • Samaria (by)
Akrabbim

Akrabbim (hebraisk: עקרבים) er antagelig den mest udbredte betegnelse for landskabet, der omgiver bjergpasset mellem den sydlige del af Det Døde Hav og Zin, es-Sufah, hvorfra der er adgang til Negevørkenen. Skorpioner siges at myldre i hele området, som også kaldes "Maaleh-acrabbim" i Jobs Bog 15:3. Området udgjorde grænsen til filistrene. Den gamle vej til Eilat blev i den israelske frihedskrig mod Rom benyttet af den israelske hær.

Akrabbim er beskrevet således: "Landskabet Samaria, som ligger mellem Judæa og Galilæa, udløber fra en landsby ved det store plateau kaldet Ginea, og det slutter ved den akkrabenske højderyg og det er i det hele af samme natur som Judæa; begged disse lande er, omringet af bjerge og dale, meget frugtbare."

Anden Kongebog

Anden Kongebog udgjorde oprindeligt, sammen med Første Kongebog, ét værk i den hebraiske bibel (hebr. ספר מלכים Sefer Melachim "Kongernes Bog"). Bogen er også en del af Det Gamle Testamente og en kilde til det gammeltestamentlige Israel. Den beskriver en periode i Israels historie, hvor landet er delt og regeres af to kongeslægter, hvor den ene viderefører Davids slægt. Nordriget, Israel, falder først i babylonernes hænder, og siden falder sydriget, Juda, også, og befolkningen bringes i landflygtighed i Babylon.

Det 6. kapitel indeholder en beskrivelse af kannibalisme i det belejrede Samaria.

Elisa (profet)

Elisa (9. århundrede f.Kr.) var en profet fra Samaria, som lå i den nordlige del af Oldtidens Israel. Elisa var søn af Shafat fra Abel Mehola.

Han er beskrevet i kapitlerne Første og Anden Kongebog i Bibelens Gamle Testamente.

Elisa var elev af profeten Elias, som tilkaldte ham, mens Elisa gik og pløjede. Det fortælles om Elisa, at han arvede af 2/3 af Elias' ånd efter Elias' død ligesom han også arvede Elias' magiske kappe. Mange mener således, at der er tale om den samme person.[kilde mangler]Elisa var en af de blodigste profeter i Bibelens fortællinger. Et sted hævner han sig på en større flok drenge, som driller ham, ved at sende nogle bjørne efter dem, hvorved angiveligt 42 drenge ihjelslås af bjørnene.

Men Elisa er først og fremmest i vor tid kendt som en helbreder og mirakelmager. Han helbreder en mand ved at bede ham om at bade i Jordanfloden. Han sikrer at en fattig kone kan fylde den ene krukke efter den anden med olie. Mange af fortællingerne kunne ligne en skabelon for fortællingerne om Jesus. Gerningerne er dog i mindre format end Jesu præstationer.[kilde mangler]Elisa var også involveret i regeringen af landet, som på den tid var under kong Akabs regime. Han blander sig i krigsførelsen mod aramæerne med sine profetier og navnlig i de indre forhold. Det er på hans foranledning, at hærføreren Jehu i Jahves navn gør oprør imod kong Akab.

Hasmonæerne

Hasmonæerne (hebraisk : חשמונאים, Hashmonayim) var det herskende dynasti eller slægt i kongedømmet Judæa og de omliggende regioner i løbet af den klassiske antikke periode. Mellem ca. 140 f.Kr. og 116 f.Kr. regerede dynastiet delvis uafhængigt af Seleukideriget i regionen Judæa. Fra 110 f.Kr., da Seleukideriget gik i opløsning, blev dynastiet helt selvstændigt og ekspanderede til naboregionerne Galilæa, Iturea, Perea, Idumea og Samaria, og herskeren tog titlen "basileus", konge. Nogle moderne forskere refererer til denne periode som det uafhængige kongerige Israel. I 63 f.Kr. var kongeriget erobret af den romerske republik, brudt op og omdannet til et romersk klientkongedømme. Riget havde eksisteret i 103 år, da det underkastede sig det herodiske dynasti i 37 f.Kr. Herodes den Store forsøgte at underbygge sin egen legitimitet som hersker ved at gifte sig med den hasmonæiske prinsesse Mariamme og planlagde at drukne den sidste mandlige hasmonæiske arving i hans palads i Jeriko.

Kaj Munks skuespil En Idealist fra 1928 handler om Herodes og hasmonæerne.

Herodes

Herodes kan henvise til flere artikler:

Herodes den Store (ca. 73 – 4 f.Kr.) – jødisk konge

Herodes Philip 1. – søn af Herodes den Store; Herodias' første mand og far til Salome

Herodes Arkhelaos (ca. 23 f.Kr. – 18 e.Kr.) – søn af Herodes den Store; landshøvding i Samaria, Judæa og Idumæa

Herodes Antipas (ca. 20 f.Kr. – ca. 39 e.Kr.) – søn af Herodes den Store; landshøvding i Galilæa; Herodias' anden mand

Herodes Agrippa (10 f.Kr. – 44 e.Kr.) – barnebarn af Herodes den Store; jødisk konge

Herodes Philip 2. (ca. 4 f.Kr. – 34 e.Kr.) – søn af Herodes den Store; landshøvding i Ituræa og Trachonitis

Herodes Agrippa 2. (27 – 100 e.Kr.) – søn af Herodes Agrippa; landshøvding i Chalkis

Herodes Atticus (ca. 101 – 177 e.Kr.) – græsk retor

William Herodes Pfamsteiger (1898-1981 e.Kr.) – Opfinder på Mercedes-Benz fabrikkerne

Hoseas

Hoseas er den første profet af de tolv små profeter. Hoseas (hebraisk: Hōsjea) er en forkortelse af Hosjaja, der betyder „frelst af Jah; Jah har frelst“.

Imbros kløften

Imbros kløften (græsk: Φαράγγι Ίμπρου, Faragi Imbros) er en 11 km lang kløft beliggende nær Hora Sfakion i det sydlige Kreta, Grækenland.

Imbros kløften løber parallelt med Samaria kløften.

Landsbyen Imbros (alias Nimbros) er placeret i en højde af 780 meter.

Kløften var vidne til en evakuering af flere tusinde britiske soldater under 2. verdenskrig

Israels distrikter

Der er seks hovedadministrerende distrikter i Israel, kendt på hebraisk som mehozot (מחוזות; ental: mahoz) og femten subdistrikter kendt som nafot (נפות; ental: nafa). Hvert subdistrikt er videre delt ind i naturlige regioner som der er 50 af.

Golan-subdistriktet, som indeholder fire naturlige regioner, er medregnet i dette antal, selv om området ikke er anerkendt af FN som israelsk territorium. Judæa- og Samaria-området er derimod ikke inkluderet siden Israel ikke har jurisdiktion der.

Iudaea

Iudaea var en romersk provins, som omfattede de moderne stater Palæstina og Israel. I 1. årh. f.v.t. blev kongeriget Judæa underlagt Romerriget, først som klientkongedømme, siden som provins i imperiet.

Justinus Martyr

Denne artikel omhandler den kristne apologet. For andre betydninger af Justin(us), se Justinus. For alternative betydninger, se Justin. (Se også artikler, som begynder med Justin)Justinus Martyr (ca. 100 e.Kr. i Flavia Neapolis (nu Nablus) i Samaria, Palæstina - ca. 165 i Rom).

Han kendes også som Justin Martyr, Justinus Martyren, Justinus Flavia Neapolis, Iustinus Martyr, Justinos, Justinus Filosoffen og var forfatter, martyr og helgen. Hans festdag er den 1. juni (tidligere 14. april).

Han var en af de betydeligste apologeter (trosforsvarere) i det 2. århundrede

Justinus konverterede til kristendommen, da han var ca. 30 år inspireret af Bibelen og de kristne martyrer. Hans forældre var ikke-kristne grækere, som var kommet til Palæstina som kolonister. Justinius fik en omfattende uddannelse i retorik, poesi og historie. Hans største interesse inden for filosofien var sandhedsbegrebet. På forskellige skoler i Efesos og i Alexandria satte han sig ind i de filosofiske systemer: det stoiske, det peripatetiske og det platonske, men fandt ingen fuldstændig tilfredsstillelse i nogen af dem.

Han bidrog også til at formulere kirkens teologi om begrebet Logos. Han forfattede flere apologetiske skrifter som forsvarede kristendommen mod blandt andet jødedommen.

I sine sidste år boede han i Rom, hvor han skrev sine mest kendte og bevarede skrifter.

Apologien var skrevet omkring år 150. Dialog med jøden Tryphon er dateret til ca. 160. Det er en gengivelse af en samtale, som kan have fundet sted. Justin diskuterer med Tryphon om Jesus er Messias, og om den jødiske lov fortsat er forpligtende.

Justinius led martyrdøden i Rom sammen med seks af sine mest trofaste elever.

Leif Grane skriver om tilblivelsen af kristelig teologi:

"Med apologeterne [...] bliver kristendommen for første gang præsenteret for offentligheden i redegørelsens form. Hidtil havde man kun gennem missionsprædiken vendt sig til den hedenske verden [...] Apologeterne måtte, med den opgave de havde stillet sig, betjene sig af hellenistisk tænkning. Kun således kunne de gøre det forståeligt, hvori kristendommen adskilte sig fra filosofien. Med dem indledes derfor den indpasning af kristendommen i den græsk-romerske kultur, som efter en lang og sej politisk og ideologisk kamp gjorde kirken til kulturens vogter og dermed ansvarlig for bevarelsen og videreførelsen af den antikke verdens videnskabelige, filosofiske og litterære indsats. (Grane, s. 47)Justinus er så vidt vides ikke relateret til den senere Justin (historiker).

Kløft

En kløft eller en slugt er defineret som en dyb sprække, en aflang fordybning eller en sænkning, som er åben i den ene ende.

En kløft er en dal, som har stejle sider f.eks. pga. en flods erosion.

Mika (profet)

For alternative betydninger, se Mika. (Se også artikler, som begynder med Mika)

Mika er en af de tolv små profeter, hvis historier udgør afslutningen på Det Gamle Testamente i Bibelen.

Som tilfældet er med mange af de andre profeter, taler Mika kun meget lidt om sig selv i sin bog.

Navnet Mika er en forkortelse af Mikael (der betyder „hvem er som Gud?“).

Mika tjener som profet i en 60-årig periode fra 777 til 717 f.Kr., altså før Obadias og efter Jonas.

Han er „fra [landsbyen] Moresjet“.

[Guds] ord kom til ham „i Judass konger Jotams, Akaz’ og Hizkija’ dage“.

Han fik syner angående Samaria og Jerusalem.

Han levede samtidig med profeterne Hoseas og Esajas.

Oldtidens Israels og Judæas historie

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.Oldtidens Israels og Judæas historie hænger nøje sammen med bibelhistorien. Bibelen er den vigtigste kilde til kongerne og tidens historie. Derfor vil drøftelserne om Israels oldtidshistorie hænge sammen med spørgsmålene om Bibelforskning og bibelkritikk.

Pontius Pilatus

"Pilatus" omdirigeres hertil. For bjerget i Schweiz, se Pilatus (bjerg).Pontius Pilatus var romersk præfekt i Judæa og Samaria 26-36 e.Kr. Han blev fulgt af Marcellus.

Pilatus er mest kendt som den politisk ansvarlige for domsfældelsen og korsfæstelsen af Jesus. Pilatus kom fra ridderfamilien Pontius og afløste Valerius Gratus som præfekt over Judæa og Samaria i år 26. Som præfekt viste han ikke forståelse for jødernes religiøse følelser, og ifølge Josefus blev han kaldt tilbage til Rom efter en brutal nedkæmpelse af et samaritansk oprør. Han vendte hjem til Rom kort efter Tiberius' død 16/3 år 37.

Privilegium

Privilegium betyder forret eller særret, der ved lov eller administrativ bestemmelse er indrømmet en enkelt person eller klasse af personer, og var i kraft i Danmark under enevælden.Indtil næringsfrihedens gennemførelse i midten af 1800-tallet blev privilegier givet til ulige former for næringsvirksomhed, blandt andre:

købstæder og handelspladser,

fabriksvirksomhed,

mølledrift,

godser og herregårde.

Kroer – navnlig landevejskroerDer kan skelnes mellem:

eneret til at drive en bestemt form for virksomhed inden for et givet område (fx købstædernes læbælter),

særret til visse former for virksomhed, der ellers var tillagt andre, eller som i almindelighed ikke måtte udøves,

frihed for visse pligter (fx beskatning).Efter indførelsen af Junigrundloven har man i Danmark så vidt muligt afskaffet den del af privilegievæsenet, der fremtrådte som vilkårlig begunstigelse og ikke kunne begrundes ud fra almene hensyn. Grundloven af 1849 bestemmer således i sin §97, at "enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret er afskaffet."

Salmaneser V

Salmaneser V (akkadisk: Šulmanu-ašarid; hebraisk: שַׁלְמַנְאֶסֶר; græsk: Σαλαμανασσαρ, Salamanassar; latin: Salmanasar) var konge af Assyrien fra 727 til 722 f.Kr. Han optrådte første gang som guvernør af Zimirra i Fønikien i styret under sin fader, kong Tiglat-Pileser III af Assyrien.

Da hans far døde, blev Salmaneser ny konge over Assyrien på den 25. dag af tebet (den tiende måned i den jødiske kalender) i år 727 f.Kr. Han ændrede da sit oprindelig navn Ululayu til "Salmanesar" ("ild-dyrker") Selv om det har været hævdet, at han fortsatte at benytte navnet Ululayu som kongenavn i positionen som konge af Babylonien, har der ikke været fundet bekræftelse på dette i nogen autentiske officielle kilder.Oprøret i hovedstaden Samaria (Šomron) i kongedømmet Israel (Nordriget) skete under hans styre, men under belejringen af den jødiske oprørsby døde han den 12. tebet 722 f.Kr. og kronen blev da overtaget af hans broder Sargon II.

Navnet Salmaneser er benyttet for ham i Bibelen, som giver ham og hans fader skylden for at have deporteret folket i Israel i landflygtighed, hvilket var generel praksis for assyrerne for erobrede områder. Det er en del af oprindelsen til legenderne om Israels ti forsvundne stammer. Både Sargon II og dennes søn Sankerib skal også have deporteret jøder i deres efterfølgende krige i Mellemøsten. I 17. og 18. kapitel af Anden Kongebog er han beskrevet som erobreren af Samaria og som den, som sendte byens indbyggere i eksil. I Tobits bog, en af de deuterokanoniske bøger i Det gamle Testamente, kapitel 1, er der fortalt om den landsforviste Tobit som opnåede Salmanesers gunst ved hans hof, kun for at miste den igen under kong Sankerib.

Samaria-kløften

Samaria-kløften er et kløft og en nationalpark på Kreta og er en af de største turistattraktionerne på øen. Kløften ligger sydvest på Kreta og blev dannet af en flod som løb mellem bjergene Lefká Óri og Volakias. Kløften er 18 km lang og regnes som en af de længste i Europa. Den nordlige indgangen ligger 1250 moh. mens den sydlige udgang er på havniveau, ved landsbyen Agia Roumeli.

Samaritaner

Samaritanerne er både en etnisk og religiøs gruppe. Etnisk er samaritanerne efterkommere af folk der boede i området Samaria (bjergrigt område ved Jordanfloden) før den babylonske tilfangetagelse af jøderne – som beskrevet i Jer 52.28-30). Religiøst anser samaritanerne sig som de sande jøder og bygger deres tro på Torahen og Josuas/Josvas Bog. Bjerget Garizim (Har Garizim) nær Shechem (Nablus) i Samaria er samaritanernes hellige bjerg og centrum for deres religion. Gruppen stammer fra den tid, da assyrerne fejede hen over det nordlige jødiske kongerige i 720 f.Kr. Samaritanerne nedstammer fra de jøder, der ikke blev sendt i eksil i Babylon, men som blev i landet. Da jøderne kom tilbage fra eksil i 538 f.Kr. undgik de samaritanerne, fordi de havde giftet sig med deres erobrere, selv om samaritanerne krævede streng overholdelse af mosaisk lovgivning. De tilbagevendte jøder udelukkede dem fra templet i Jerusalem, og derfor indrettede samaritanerne deres eget tempel på Garizimbjerget. Dette blev dog senere ødelagt lige som en senere opført synagoge.

Samaritanerne taler arabisk til hverdag og oldhebraisk til gudstjenester og gifter sig kun indbyrdes, med mindre den udkårne udefra konverterer. Samaritanere bruger en anden kalender (tidsregning) end de øvrige jøder, da de mener at verden blev skabt tidligere.

Samaritanerne bor to forskellige steder – ca. halvdelen i et område i Holon (en forstad til Tel Aviv) og den anden halvdel i landsbyen Kiryat Luza ved toppen af Garizimbjerget nær Shechem (om vinteren bor nogle af dem ved Garizimbjergets fod ved en spartansk synagoge men om sommeren bor alle i landsbyen). Landsbyen har egen gravplads, samaritanernes største synagoge og påskeofferpladsen, hvor de afholder den store påskeofferfest med slagtning af får og efterfølgende grill og spisning.

Der bor ca. 5-600 samaritanere de to steder, og så vidt vides findes der ikke samaritanere andre steder i verden. Tidligere har der været mange flere samaritanere men på grund af flere massakrer gennem historien er antallet væsentligt reduceret.

Vestbredden

Vestbredden (arabisk: الضفة الغربية,(hebraisk): יהודה ושומרון) er navnet på et 5.860 kvadratkilometer stort landområde i Palæstina. Efter den Arabisk-Israelske krig 1948 blev Vestbredden overtaget af Jordan. I Seksdageskrigen i 1967 erobrede og besatte Israel Vestbredden, inkl. Østjerusalem. Vestbredden er mod øst afgrænset af Jordanflodens vestlige bred (deraf navnet) og ellers af den Grønne Linje, som er grænsen fra våbenstilstanden i 1949 efter Den Arabisk-Israelske krig 1948.

Befolkningen på ca. 2.385.615 (juli 2004) er primært palæstinensisk. Der ud over bor ca. 275.000 ulovlige israelske bosættere på Vestbredden og omkring 200.000 lovlige i Østjerusalem. Israel har den overordnede militære kontrol. 40% af området er under begrænset palæstinensisk civilkontrol.

Efter Seksdageskrigen i 1967 annekterede Israel Østjerusalem og betragtede ikke længere Østjerusalem som en del af Vestbredden. Anneksionen er ikke internationalt anerkendt. Det østlige Jerusalem og Vestbredden anses for besat område, hvor Israel, jf. den Internationale Domstol i Haag, ikke kan gøre noget legitimt krav gældende . Østjerusalem betragtes som separat i forhold til Vestbredden alene på grund af byens politiske betydning. Osloaftalen behandlede Østjerusalem særskilt.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.