Ryukyuøerne

Ryukyuøerne (琉球諸島 Ryūkyū-shotō)[1], på ældre kort Riukiuøerne, mere almindeligt kendt i Japan som Nanseiøerne (南西諸島 Nansei-shotō, bogstaveligt, "Sydvestøerne"), er en kæde af japanske øer, der strækker sig i en bue, sydvest fra Kyushu, den sydligste af de store japanske øer til Taiwan. Ryukyuøerne omfatter Osumi, Tokara, Amami, Okinawa og Sakishima (Miyako og Yaeyama)-øerne, med Yonaguni værende den sydligste. Den største af øerne er Okinawa. Øerne afgrænser det lave Østkinesiske Hav fra det mere dybe Filippinske Hav (Stillehavet) på østsiden.

De nordligste øer tilhører præfekturet Kagoshima, mens de sydlige øer udgør præfekturet Okinawa.

Øerne er hjemsted for de mange ryukyusprog. Disse sprog er talt af de oprindelige indbyggere, og er beslægtet med japansk. De som taler standardjapansk, forstår ikke uden videre disse sprog, og de er til dels heller ikke indbyrdes forståelige.

Ryukyuøerne
Lokalt navn: (琉球諸島 Ryūkyū-shotō)
(ルーチュー Ruuchuu)
(南西諸島 Nansei-shotō)
Location of the Ryukyu Islands
Ryukyuøernes placering.
Geografi
Ryukyu map
Sted På grænsen mellem det Østkinesiske Hav og Filippinerhavet
Koordinater 26°30′N 128°0′Ø / 26.500°N 128.000°ØKoordinater: 26°30′N 128°0′Ø / 26.500°N 128.000°Ø
Total antal øer over 100
Store øer Okinawa
Areal 4.642,11 km²
Højeste punkt Miyanourabjerget  (1.936 m)
Administration
Land Japan Japan
Præfektur Okinawa-præfekturet, Kagoshima-præfekturet
Demografi
Folketal 1,550,161 (2005)
Befolknings­tæthed 333.93/km²

Geografi

Øgruppen strækker sig cirka 1.200 kilometer i en sydvestlig retning mellem Kyushu og Taiwan. Den største ø er Okinawa, der ligger cirka 525 kilometer syd for Kyushu og cirka 600 nordøst for Taiwan. Dens geografiske koordinater er 26°10′N 127°32′Ø / 26.167°N 127.533°Ø.

Øgruppen består af cirka 98 øer, hvor de større øer er af vulkansk oprindelse, og tilsammen med de mindre koraløer, har Ryukyuøerne et samlet areal på ca 4.700 km². Administrativt er de delt mellem to præfekturer:

Kagoshima-præfekturet

omfatter de nordlige Satsunanøer (Satsunan-shotō) med:

  • Osumiøerne, Osumi-shotō
  • Tokaraøernea, Tokara-shotō
  • Amamiøerne, Amami-shotō

Okinawa-præfekturet

omfatter de sydlige Ryukyuøer (Ryukyu-shotō) med:

  • Okinawaøerne – Okinawa-shotō
    • Keramaøerne, Kerama-shotō
    • Daitoøerne, Daitō-rettō
  • Sakishimaøerne – Sakishima-shotō
    • Miyakoøerne, Miyako-shotō
    • Yaeyamaøerne, Yaeyama-shotō
    • Senkakuøerne, Senkaku-shotō

Befolkningen udgør omkring 1,7 millioner indbyggere (2005). Befolkningen består hovedsageligt af ryukyuerne og japanere. Klimaet er subtropisk med varme vintre og varme somre, og meget fugtigt hele året rundt. Øer er ofte ramt af tyfoner.

Historie

Øgruppen har altid været et vigtigt handelscentrum i regionen. Her lå mellem 1300 og 1879-tallet et uafhængigt kongerige, Kongeriget Ryukyu. Riget havde ikke bare kontakter med sine naboer Japan og Kina, men også med, eksempelvis Borneo og Java. Kongeriget beholdte sin uafhængighed ved at betale en tribut (løsesum) til skiftevis Kina og Japan. Riget blev en lydstat under både Kina og Japan. I 1879 annektere Japan øerne, og blev til Okinawa-præfekturet.[2][3] Med sig indførte de et brutalt styresystem med undertrykkelse af den oprindelige kultur.

Under 2. verdenskrig udspillede et af de største og mest betydningsfulde slag i Stillehavskrigen i begyndelsen af 1945 (slaget om Okinawa) sig på øerne. Området blev derefter besat af USA, der administrerede øerne frem til 1972, hvor Japan igen fik herredømme over hele øgruppen. Dog er der fortsat mange amerikanske militærbaser på Okinawa.

Referencer

  1. ^ Tsuneyoshi, Ukita (1993). Nihon-dai-chizuchō (Grand Atlas Japan) (på japansk). Heibonsha. ISBN 4-582-43402-9.
  2. ^ Lin, Man-houng Lin. "The Ryukyus and Taiwan in the East Asian Seas: A Longue Durée Perspective," Asia-Pacific Journal: Japan Focus. October 27, 2006, oversat og forkortet fra Academia Sinica Weekly, No. 1084. 24. August 2006.
  3. ^ Henderson, Gregory (1973) Public Diplomacy and Political Change. Side 9.

Eksterne henvisninger

Se også

  • Nanpoøerne
  • Tanegashima Space Center
Befrielsen af Paris

Befrielsen af Paris (også kendt som slaget om Paris) fandt sted under 2. verdenskrig fra 19. august 1944 indtil den tyske garnison overgav sig den 25. august. Den franske hovedstad var blevet styret af Nazi-Tyskland, siden Frankrig overgav sig i juni 1940, hvor også Vichy Frankrig blev oprettet med hovedstad i den sydfranske by Vichy.

Engelsk-irakiske krig

Engelsk-irakiske Krig er navnet på en konflikt mellem Storbritannien og det nationalistiske Irak under Anden Verdenskrig. Krigen varede fra 18. april til 30. maj 1941. Trods det faktum, at krigen kun varede godt en måned, førte den til en fornyet britisk besættelse af landet og samtidig voksende nationalistisk vrede mod det britiske herredømme.

Efter Iraks nederlag stod Irak stadig på Storbritanniens side i Anden Verdenskrig, og Irak erkærede krig mod Tyskland, Italien og Japan i januar 1943.

Invasionen af Kurilerne

Invasionen af Kurilerne, også kaldet Kurilernes landgangsoperation (russisk: Курильская десантная операция) var den sovjetiske militær operation, med det formål at erobre Kurilerne fra japanerne i 1945, som en del af den sovjetiske invasion af Manchuriet, da planerne om en landgang på Hokkaido blev opgivet.

Operationen fandt sted mellem den 18. august og 1. september, af det 87. riffelkorps (gardegeneralløjtnant A.S. Ksenofontov) fra den 16. armé (generalløitnant L. G. Cheremisov) fra den 2. fjernøstlige front, herunder dele af Kamtjatkaforsvarsområdet (generalmajor A.R.Gnechko chef), skibe og transport fra militærbasen i Petropavlovsk (kaptajn D.G.Ponomarev) og med støtte fra den 128. luftbårne division.

Succesfulde militære operationer af den sovjetiske hær i Manchuriet og sydsakhalin skabte de nødvendige forudsætninger for invasion af Kurilerne, som var blevet besat af den japanske 91. infanteridivision (øerne Shiashkotan, Paramushir, Shumshu og Onekotan), den 42. division (Shimushiro), det 41. fritstående regiment (Matua), den 129. fritstående brigade (Urup) og den 89. infanteridivision (øerne Iturup og Kunashiri). Den japanske kommandant var generalløjtnant Tsutsumi Fusaki.

Indledende rekognoscering blev foretaget af to minetrawlere ТЩ-589 og ТЩ-590, der med sig havde en afdeling af tropper fra den 113. separate riffelbrigade (kaptajnløjtnant G.I. Brunshtein) den 28. august. Landgangen fandt sted i Rubetzubugten på Iturup. Samme dag blev elementer af det 87. riffelkorps sat i land af torpedobåde, minetrawlere og transportskibe (der sejlede fra havnen i Otomari) på Kunashir, Shikotan og fem mindre øer Sibotzu, Taraku Shima, Uri Shima, Akiuri og Suiseto. Landgangene på Iturup blev fortsat af den 355. riffeldivision som også gik i land på den mindre Urup.

Den 23. august overgav de 20.000 mand store japanske garnisoner sig på øerne som led i den generelle overgivelse af Japan.

Mellem den 22. august og den 1. september besatte russerne alle Kurilerne uden yderligere modstand.

Japans regioner

Japans regioner er ikke officielle administrative enheder, men regionerne har traditionelt været benyttet som regional opdaling af Japan i forskellige sammenhænge. Kort og geografibøger inddeler Japan i otte regioner. Vejrudsigter gives typisk efter region, og mange virksomheder og institutioner benytter deres hjemregion i deres navn (Kinki Nippon Railway, Chugoku Bank, Tohoku Universitet, osv.).

Japan har otte landsretter, men deres afgrænsning har ingen forbindelse til Japans otte regioner.

Fra nord til syd er Japans regioner:

Hokkaido (øen Hokkaido og nærliggende øer, befolkningstal: 5.507.456, største by: Sapporo)

Tohokuregionen (det nordlige Honshu, befolkningstal: 9.335.088, største by: Sendai)

Kantouregionen (østlige Honshu, befolkningstal: 42.607.376, største by: Tokyo)

Nanpoøerne: del Tokyo Metropolis

Chuburegionen (det centrale Honshu, inklusive Fujibjerget, befolkningstal: 21.714.995, største by: Nagoya), sommetider også inddelt i:

Hokurikuregionen (det nordvestlige Chubu, største by: Kanazawa)

Koshin'etsu-regionen (nordøstlige Chubu, største by: Niigata)

Tokairegionen (sydlige Chubu, største by: Nagoya)

Kansairegionen eller Kinkiregionen (vest-centrale Honshu, befolkningstal: 22.755.030, største by: Osaka)

Chugokuregionen (det vestlige Honshu, befolkningstal: 7.561.899, største by: Hiroshima)

Shikoku (øen Shikoku, befolkningstal: 3.977.205, største by: Matsuyama)

Kyushu (øen Kyushu, befolkningstal: 14.596.977, største by: Fukuoka) som inkluderer:

Ryukyuøerne (Nansei-shotō)

Satsunanøerne: en del af Kagoshima-præfekturet

Ryukyuøerne og Daitoøerne: OkinawaHver region har flere præfekturer, undtagen Hokkaidoregionen som også er et præfektur.

Mengjiang

Mengjiang (蒙疆; pinyin: Měngjiāng; officielt navn (1939–1941) 蒙疆聯合自治政府, Mengjiang lianhe zizhi zhengfu, Den mongolske grænses forenede selvstyreregering) var mellem 1936 og 1945 en japansk støttet stat i det, som senere er kendt som de centrale dele af Indre Mongoliet i det nordlige Kina ved grænsen mod Mongoliet. Hovedstad var Guihua (siden kendt som Hohhot), og som regeringsleder, "ordfører", virkede fra 1941 prins Demchugdongrub.

Mengjiang ophørte at eksistere, da Den røde hær besatte området i efteråret 1945 under Operation Auguststorm.

Okinawa-præfekturet

Okinawa-præfekturet (japansk: 沖縄県, Okinawa-ken) er Japans sydligste præfektur. Det består af hundreder af øer i den over 1000 km lange øgruppe Ryukyuøerne, der strækker sig fra den sydvestlige hovedø Kyūshū til Taiwan. Præfekturets hovedby, Naha, ligger i den sydlige del af den største og mest beboede ø, Okinawa, der ligger ca. halvvejs mellem Kyūshū og Taiwan.

Operation Auguststorm

Operation Auguststorm (russisk: Манчжурская стратегическая наступательная операция, tr. Mantjzjurskaja strategitjeskaja nastupatelnaja operatsija; dansk: Den mandchuriske strategiske offensive operation) var et sovjetisk angreb på Japan i slutfasen af 2. verdenskrig, der indledtes den 9. august 1945 med Den Røde Hærs befrielse af det japanske besatte Manchukuo.

Hele operationen omfattede det nærliggende Mengjiang, såvel som det nordlige Korea, det sydlige Sakhalin og øgruppen Kurilerne. Under Jaltakonferencen havde Sovjetunionen godtaget allierede planer om at afslutte landets neutralitetspagt med Japan og angribe landet ikke senere end tre måneder efter, at krigen var afsluttet i Europa.

Invasionen startede ved daggry den 9. august 1945, nøjagtig tre måneder efter,at Tyskland havde kapituleret. Samme dag kastede USA den anden atombombe ned over den japanske by Nagasaki, et angreb som ikke var koordineret med sovjetledelsen. Japan bestemte sig for at kapitulere før dimensionerne af det sovjetiske angreb var kendt. Havde krigen fortsat, havde Sovjetunionen planer om at invadere Hokkaido før de vestallierede invaderede Honshū.

Operation Blau

Operation Blau (dansk: Operation blå) var det tyske kodenavn for angrebet mod Kaukasus og Stalingrad sommeren 1942.

Offensiven begyndte 28. juni 1942 efter sejeren i slaget om Sevastopol og målet var at forflytte den sydlige del af Østfronten for at sikre tilgangen af råvarer, særligt råolie fra Kaukasus og kul og malm fra Donetskbassenget. Så ville tyskerne sikre disse råvare selv, og ikke mindst gøre de sovjetiske forsyninger vanskeligere ved at tage dette fra dem og så svække den sovjetiske krigsindustri.

Efter at Blitzkrig-strategien havde vist sine svagheder og særligt efter nederlaget i slaget om Moskva, måtte den tyske planlægning tage udgangspunkt i at krigen på østfronten kunne blive langvarig og da blev disse forsyninger vigtige også i et operativt perspektiv.

I tillæg til råstofferne ønskede også Tyskland at lægge pres på de britiske positioner i det nære østen (Iran og Irak).

Operationen gik ikke efter den oprindelige plan, særlig gik fremrykningen mod Stalingrad sig fast og endte med katastrofe i slaget om Stalingrad. Dette krævede alle de tyske ressourcer, så at fremrykningen videre syd stoppede.

Operation Weserübung

Operation Weserübung (tysk: Unternehmen Weserübung eller Fall Weserübung) var den tyske kodebetegnelse for invasionen af Danmark (Weserübung-Süd) og Norge (Weserübung-Nord) under 2. verdenskrig.

Slaget i Sagamibugten

Slaget i Sagamibugten var et modskibsfartsangreb ud for ud for Bōsōhalvøens spids om natten til den 22. juli 1945, som en del slaget om Japan under Stillehavskrigen i 2. verdenskrig. Det var den sidste overfladekamp under krigen. Destroyer Squadron 61 (DesRon 61) fra den amerikanske flåde mødte en japansk konvoj bestående af to fragtskibe og to mindre eskortskibe fra den kejserlige japanske flåde. Amerikanerne sank et fragtskib, No.5 Hakutetsu Maru på 810 ton, og beskadigede et andet fragtskib, Enbun Maru på 7030 ton. Den japanske eskorte blev ikke beskadiget.

Slaget om Gilbert- og Marshalløerne

Slaget om Gilbert- og Marshalløerne var nøgle strategiske operationer i Stillehavskrigen under 2. verdenskrig. Slaget forgik fra november 1943 til februar 1944 og involverede den amerikanske stillehavsflåde (engelsk: United States Pacific Fleet) og det amerikanske marinekorps. Slaget efterfulgte et angreb på Makin af amerikanske marinesoldater i august 1942.

Japanske baser på Gilbert- og Marshalløerne var den yderste udkant af det østlige forsvar af det japanske imperium. Slaget om Marianerne fulgte efter den næste sommer.

Slaget om Iwo Jima

Slaget om Iwo Jima var et af de største slag under 2. verdenskrig mellem amerikanske og japanske styrker. Slaget foregik fra den 19. februar til den 26. marts 1945 på den japanske ø Ioto, som den japanske flåde fejlagtigt kaldte Iwo Jima. Det blodige slag var det næstsidste store slag under Stillehavskrigen, som var den del af 2. verdenskrig, der udkæmpedes i Stillehavet og Øst- og Sydøstasien.

Slaget om Japan

Slaget om Japan var en række slag og træfninger i og omkring de japanske hjemmeøer, mellem de Allieredes styrker og styrker fra Kejserriget Japan under de sidste stadier i Stillehavskrigen under 2. verdenskrig. Slaget om Japan varede fra omkring juni 1944 til august 1945.

Slaget om Koralhavet

Slaget om Koralhavet 4. – 8. maj 1942 mellem USA/Australien og Japan var et af vendepunkterne i Stillehavskrigen under anden verdenskrig. Det var det første slag hvor hangarskibe kom i kamp med hinanden, og det første søslag hvor de involverede parter ikke affyrede skud direkte mod hinanden. Slaget endte uden nogen klar vinder, men erfaringerne fra slaget lagde grunden til Slaget om Midway en måned senere.

Slaget om Malaya

Slaget om Malaya var en konflikt mellem de britiske Commonwealth styrker, bestående af britiske, indiske, australske og malaysiske styrker, og den kejserlige japanske hær fra 8. december 1941 indtil 31. januar 1942 under 2. verdenskrig.

Angrebet på halvøen blev indledt samtidig med angrebet på Pearl Harbor (på grund af datolinien midt i Stillehavet var det allerede 8. december i Britisk Malaya).

Slaget om Marianerne og Palau

Slaget om Marianerne og Palau, også kendt som Operation Forager, var en offensiv påbegyndt af amerikanske styrke mod kejserlige japanske styrker i øgruppen Marianerne og Palau i Stillehavet mellem juni og november 1944 under Stillehavskrigen. Den amerikanske offensiv, under ledelse af Chester Nimitz, efterfulgte slaget om Gilbert- og Marshalløerne og skulle neutralisere japanske baser i det centrale Stillehav, støtte de Allieredes fremstød mod generobringen af Filippinerne og give nye baser til den strategiske bombninger af Japan.

Til at starte offensiven gennemførte det amerikanske marinekorps og den amerikanske hær sammen med den amerikanske flåde en landgang på Saipan i juni 1944. Den japanske kombinerede flåde svarede igen med at samle sig for at angribe den amerikanske flådeafdeling, der støttede landgangen. I det efterfølgende hangarskibsslag i det Filippinske hav (det såkaldte “Great Marianas Turkey Shoot”) den 19.–20. juni, blev de japanske flådestyrker besejret med overvældende tab, der ikke kunne erstattes af deres landbaserede fly og hangarskibsfly. Kun nogle få af de 24.000 japanske forsvarere på øen blev taget til fange. Et stort antal lokale civile valgte at kaste sig selv og deres børn ud fra høje klipper frem for at blive taget til fange.

Derefter udførte amerikanske styrker landgange på Guam og Tinian i juli 1944. Efter voldsomme kampe blev Saipan sikker i juli og Guam og Tinian i august 1944. Amerikanerne byggede herefter flyvepladser på Saipan og Tinian, hvor B-29-er var baseret for at kunne foretage strategiske bombetogter mod det japanske fastland indtil slutningen af 2. verdenskrig, herunder atomangrebene på Hiroshima og Nagasaki.

I mellemtiden, for at sikre flanken for de amerikanske tropper, som forberedte sig på at angribe de japanske styrker på Filippinerne, gik amerikanske marinesoldater og hærtropper i land på øerne Peleliu og Angaur Palau i september 1944. Efter hårde og intensive kampe på Peleliu blev øen sikker i november 1944.

Efter landgangene på Marinerne og Palau fortsatte de allierede styrker deres til sidst succesfulde felttog mod Japan ved at gå i land på Filippinerne i oktober 1944 og Vulkan- og Ryukyuøerne, der begyndte i januar 1945.

Slaget om Okinawa

Slaget om Okinawa blev udkæmpet under 2. verdenskrig mellem amerikanske og japanske styrker på og omkring øen Okinawa mellem april og juni 1945. Øen som hørte til den japanske øgruppe Ryukyuøerne (og dermed hørte det til det "egentlige" Japan) var den sidste store forhindring for de amerikanske styrker inden en invasion af de fire japanske hovedøer kunne begynde. Hverken amerikanerne eller japanerne mente, at dette ville være det sidste store slag i Stillehavskrigen, hvad det i sidste ende blev. Den øverstbefalende for de amerikanske styrke hed Simon Bolivar Buckner, Jr. Den japanske øverstbefalende hed Mitsuru Ushijima.

Japanerne var foråret 1945 i realiteten besejrede, USA havde overlegenhed i luften såvel som på havet, men der var stadig ingen tegn på, at Japan ville kapitulere. Slaget om Okinawa anses for at være den største kombinerede land-sø-luft-slag i hele krigshistorien.

USA vandt slaget, men sejren havde kostet dyrt for amerikanerne. Det havde invaderet øen med ca. 150.000 soldater, der begyndte den 1. april (styrken blev fordoblet efter hånden). Af dem blev 12.500 dræbt og 40.000 såret. Yderligere døde tusinder af skader og sygdomme senere. På den japanske side var mindst 100.000 soldater dræbt. I slagets start forsøgte japanerne gennem Operation Ten-Go med det enorme slagskib Yamato at standse den amerikanske landgang, hvilket dog mislykkedes. Den amerikanske flåde sænkede Yamato den 7. april.

Sammenlignet med mange af de andre øer, der var krig på i Stillehavet, havde Okinawa et stor civilbefolkningen. Hvor mange civile der døde vides ikke præcist, men der er nok mere end 100.000. Den japanske propaganda har skæmt så mange tusinder at de begik selvmord i stedet for at blive taget til fange af amerikanerne. Slaget om Okinawa var første gang, at japanske soldater overgav sig i et større omfang.

Det store amerikanske tab var en medvirkende faktor til USA valgte at bombe Japan ud af krigen med atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, i stedet for en invasion, som helt sikkert ville have været meget blodig for amerikanerne.

Slaget om Smolensk (1943)

Slaget om Smolensk også kaldet det andet slaget om Smolensk var en sovjetisk strategisk offensiv krig, af den Røde Hær. Offensiven varede to måneder, og blev ledet af generalerne Andrei Yeremenko, Kalinin Front og Vasily Sokolovsky som kommanderende Vestfronten. Deres mål var at bekæmpe det nazistiske Tysklands tilstedeværelse ved Smolensk og Bryansk regioner. Smolensk var i forevejen under tysk besættelse, da byen blev besat ved det første slag i 1941.

Trods et imponerende tysk forsvar, var den Røde Hær i stand til at iscenesætte en række gennembrud, og befrie flere større byer, herunder Smolensk og Roslavl. Som et resultat af denne operation var den Røde Hær i stand til at påbegynde planlægningen for befrielsen af Hviderusland.

Da Slaget ved Kursk i juli 1943 var ved at være slut, havde Tyskland mistet alt håb om at genvinde initiativet på Østfronten. Tabene var store og hele hæren var mindre effektive end før.

På den sovjetiske side, var Josef Stalin fast besluttet på at forfølge befrielsen af besatte områder fra tysk kontrol, en handling, der startede i slutningen af 1942 med Operation Uranus, der førte til befrielsen af Stalingrad. Slaget ved Dnepr var også med til at opnå befrielsen af Ukraine og skubbe den sydlige del af fronten mod vest.

Slaget om Vulkan- og Ryukyuøerne

Slaget om Vulkan- og Ryukyuørne var en række slag og sammenstød mellem de Allierede styrker og japanske styrker under Stillehavskrigen i 2. verdenskrig mellem januar og juni 1945.

Felttoget udspilede sig på Vulkan- og Ryukyuøerne. De to hovedsaglige landslag under felttoget var slaget om Iwo Jima (16. februar-26. marts 1945) og slaget om Okinawa (1. april-21. juni 1945). Et stort søslag indtræffede og hved navn Operation Ten-Go (7 april 1945) efter det japanske navn på operationen.

Felttoget var en del af de allieredes felttog mod Japan som havde til hensigt at få troppesamlingspladser før en invasion af Japan og var med til at støtte luftbombardementerne og søblokaden af det japanske fastland. Efter atombomberne over Hiroshima og Nagasaki fik dog den japanske regering til at kapitulere uden at der var behov for en væbnet invasion.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.