Royal Australian Navy

Royal Australian Navy (RAN) er den maritime gren af Australian Defence Force. Efter oprettelsen af den Australske føderation i 1901 blev de forskellige koloniale flåder samlet til en flåde: "Commonwealth Naval Forces". Flåden var oprindeligt etableret for at beskytte de australske farvande, men da flåden i 1911 blev til "Royal Australian Navy" fik den gradvist et øget ansvar i regionen.

Storbritanniens Royal Navy fortsatte med at støtte RAN og bibeholdte en massiv tilstedeværelse i Stillehavet frem til de første år af 2. verdenskrig. På dette tidspunkt betød krigen en stor ekspansion af flåden af både store og små krigsskibe. I årtiet efter krigen anskaffede RAN en række mindre hangarskibe hvoraf den sidste blev udfaset i 1982

I dag består RAN af 54 skibe under kommando og over 16.000 ansatte. Flåden er en af de største og mest sofistikerede flådestyrker i Stillehavsregionen og bibeholder en betydelig tilstedeværelse i det Indiske Ocean samt deltager i verdensomspændende militæroperationer.

Royal Australian Navy
US Navy 090717-N-4236E-473 The Royal Australian Navy Adelaide-class guided missile frigate HMAS Sydney (FFG 03) and the Anzac-class frigate HMAS Ballarat (FFG 155) perform formation maneuvering with the guided missile destroyer
Aktiv 10. juli 1911
Land Australien Australien
Værn Marine
Overordnet myndighed Australian Defence Force
Størrelse 14.215 ansatte
54 skibe
Hovedkvarter Canberra
Kaldenavn(e) RAN
March Royal Australian Navy
Årsdage 10. juli
Slag og krige 1. Verdenskrig
2. Verdenskrig
Koreakrigen
Malayakrisen
Konfrontasi
Vietnamkrigen
Golfkrigen
Krigen i Afghanistan
Irakkrigen
Ledere
Øverstkommanderende Elizabeth 2. af Storbritannien
Insignier
Orlogsflag Australien
Flag of Australia (converted)
Flådechefens kommandotegn
Flag of the Australian Navy Board
Orlogsflag fra 1911-1967 Storbritannien
Fly fløjet
Multirollehelikopter SH-70B Seahawk
Træningshelikopter Eurocopter AS350
Bell 429
HMAS Tobruk Success 2008
HMAS Success (forrest) og HMAS Tobruk i 2008

Historie

Commonwealth Naval Forces blev etableret 1. marts 1901, to måneder efter den australske føderation. Den 10. juli 1911 skænkede Kong Georg 5. af Storbritannien flådestyrken navnet "Royal Australian Navy".[1]

Under 1. verdenskrig var RAN i starten ansvarlig for erobringen af mange tyske kolonier i det sydlige Stillehav samt i beskyttelsen af australsk skibsfart fra den tyske Østasieneskadre. Senere i krigen blev det meste af flåden underlagt Royal Navy i Middelhavet og Nordsøen.

I 1920'erne og starten af 1930'erne blev RAN's størrelse drastisk mindsket, men som de internationale spændinger øgedes blev RAN moderniseret og forøget. I starten af 2. verdenskrig fungerede de australske skibe under britisk kommando, hvor de udmærkede sig i Middelhavet, Rødehavet, Vestafrika, den Persiske bugt og det Indiske ocean. Efter udbruddet af krigen i Stillehavet og den næsten totale udslettelse af Royal Navy i Asien opererede RAN mere selvstændigt eller som en del af United States Navys flådestyrker. Ved krigens afslutning var RAN den femtestørste flåde i verden.

Efter anden verdenskrig blev RAN igen reduceret i størrelse men fik nye kapaciteter ved leveringen af to hangarskibe. RAN deltog i flere lokale konflikter under den kolde krig og samarbejdede tæt med Royal Navy og US Navy ud for Korea, Malaysia og Vietnam. Efter afslutningen på den kolde krig har RAN deltaget i flere koalitionsoperationer i den persiske bugt og det Indiske ocean og var en hjørnesten i operationerne ved Østtimor og Salomonøerne.

RAN i dag

Kommandostruktur

Kommandostrukturen i RAN blev ændret betydeligt under ændringerne i programmet "Den nye flådegeneration".

RAN's øverste ledelse er Naval Headquarters (NHQ) i Canberra der styres af en chef med betegnelsen Chief of Navy ((dansk) Flådechefen, CN) som har den militære rang viceadmiral. NHQ er ansvarlig for at implementere de politiske beslutninger der bliver udfærdiget af det australske forsvarsministerium samt overvåge taktiske og operative forhold der ligger under laverestående kommandoers ansvarsområder.

Under NHQ er to kommandoer:

  • Fleet Command (flådekommandoen): Flådekommandoen er ledet af Commander Australian Fleet (COMAUSFLT). COMAUSFLT har rang af kontreadmiral; tidligere var denne titel betegnet "Flag Officer Commanding HM's Australian Fleet (FOCAF)", en stilling som blev oprettet ved kongeligt dekret i 1911,[2] Titlen blev ændret i 1988 til Maritime Commander Australia og til sidst, den 1. februar 2007, til den nuværende titel, Commander Australian Fleet.[3] Underlagt Fleet Command er en stab der kan udsendes til at styre en task group. Staben er styret af en flotilleadmiral der bærer betegnelsen "Commodore Warfare" (COMWAR). Fleet Command er ansvarlig for alle sine aktiver og er direkte ansvarlig til forsvarsstaben for at holde sine styrker operative.
  • Navy Strategic Command: Det administrative element der overser RAN's trænings-, reparations-, og logistiske behov. Oprettet i 2000 og blev ledet af en flotilleadmiral, dette blev dog ændret i juni 2008 hvor stillingen blev ændret til en kontreadmiral.

Fleet Command bestod tidligere af syv elementer, men efter "generationsskiftet" i flåden blev dette ændret til fire (se nedenstående afsnit om flåden).[4]

Flåden

I December 2011 bestod RAN af 54 skibe inklusiv fregatter, undervandsbåde, patruljebåde og støtteskibe. Skibe i RAN tjeneste benytter præfikset HMAS (Hans/Hendes majestæts australske skib).

Flådens organisation

  • Surface Force – Overfladestyrken
  • Submarine Service – Ubådstjenesten
    • 6× Collins-klassen
  • Mine Warfare, Hydrographic and Patrol Boat Force – Minekrigsførsels-, hydrografi-, og patruljebådsstyrken
    • 14× Armidale-klassen
    • 6× Huon-klassen
    • 2× Leeuwin-klassen
    • 4× Paluma-klassen
    • Clearance Diving Team 1
    • Clearance Diving Team 3
    • Clearance Diving Team 4
  • Fleet Air Arm – Flådens flyvertjeneste
    • 723 Squadron (723. eskadrille)
      • 13× Aerospatiale AS 350BA
      • 3× Bell 423
    • 816 Squadron (816. eskadrille)

Udover de ovenstående militære skibe har RAN også et antal andre skibe til rådighed, blandt andet sejlskibet Young Endeavour, der fungerer som skoleskib samt det civilt bemandede Ocean Shield.

Fleet Air Arm

Fleet Air Arm (tidligere Australian Navy Aviation Group), forkortet FAA, er RAN's luftstyrke. I 2012 består FAA af to aktive eskadriller med i alt tre forskellige slags helikoptere der giver støtte til flådens skibe til blandt andet antiubådskrigsførelse og andre støtteroller.[5] Flådens flyvertjeneste er baseret på flyvestationen HMAS Albatross i Nowra, New South Wales og kan udstationeres på flådens fregatter og andre større skibe.

Minedykkere

CDT-1
Australske minedykkere under en boardingøvelse i 2006 som en del af RIMPAC-øvelsen.

RAN har to minedykkerhold (Clearance Diving Teams):

  • Clearance Diving Team 1 (AUSCDT ONE), baseret ved HMAS Waterhen i New South Wales
  • Clearance Diving Team 4 (AUSCDT FOUR), baseret ved HMAS Stirling i Western Australia

Ved udsendelse bliver Clearance Diving Team 3 (AUSCDT THREE) oprettet med personel fra begge hold, således at det nationale beredskab kan opretholdes.

Minedykkerholdene har to primære opgaver:

  • Minerydning (MCM) og bortsprængning af sprængstof (EOD)
  • Maritime specialstyrkeoperationer

Flådestationer

Flåden benytter to primære flådestationer:

  • Fleet Base East, (HMAS Kuttabul i Sydney)
  • Fleet Base West, (HMAS Stirling nær Perth)

Derudover benyttes tre andre flådestationer hvor størstedelen af flådens mindre skibe holder til:

  • HMAS Coonawarra ved Darwin
  • HMAS Cairns
  • HMAS Waterhen, ved Sydney

Fremtiden

F-102 Almirante Juan de Borbon CSSQT
Álvaro de Bazán-klassen, udgangspunktet for Hobart-klassen.

Der er for tiden adskillige større nyanskaffelsesprojektet i gang i RAN:

  • Projekt AIR 9000 fase 8:
    • Et projekt der skal erstatte flådens SH-70B Seahawks (og den annullerede Seasprite) med 24 MH-60R Seahawks.
  • Projekt JP 2048 fase 3:
    • Indkøbet af seks større landgangsfartøjer til erstatning for Balikpapan-klassen. Projektet forventes afsluttet i perioden 2014–2016.
  • Projekt JP 2048 fase 4A+4B:
    • Et projekt der skal munde ud i to landgangsfartøjer af Canberra-klassen (en), baseret på den spanske ESPS Juan Carlos I (L61) (en). Disse to skibe vil blive de største skibe i tjeneste hos RAN og skal erstatte HMAS Tobruk og et skib af Kanimbla-klassen. Bygningen følger tidsplanen og forventes i tjeneste i 2014 HMAS Canberra (en) og i 2016 HMAS Adelaide (en).[6]
  • Projekt SEA 1390 fase 2.1:
    • Opgraderingen af Adelaide-klassens elektronik og våbensystemer.
  • Projekt SEA 1429:
    • Opgradering af Collins-klassens torpedosystem.
  • Projekt SEA 1439 Phase 4A:
    • Nyt kampinformationssystem til Collins-klassen
  • Projekt SEA 1654 Phase 3:
    • Anskaffelsen af et forsyningsskib som erstatning for HMAS Success.
  • Projekt SEA 4000:
    • Anskaffelsen af tre destroyere af Hobart-klassen opbygget omkring det amerikanske AEGIS-kampinformationssystem. Destroyerne er baseret på den spanske fregatklasse Álvaro de Bazán.[7] Projektet er ikke forsinket og man forventer at modtage det første skib, HMAS Hobart, i december 2014. HMAS Brisbane og HMAS Sydney skal leveres i henholdsvis 2016 og 2017.[8]

For at sikre RAN's kapaciteter indenfor amfibiekrigsførelse indtil tilgangen af Canberra-klassen har RAN anskaffet HMAS Choules (L100), et tidligere fartøj i Royal Fleet Auxiliary i december 2011 samt det civile støtteskib Ocean Shield i juni 2012.[9][10]

Fremtidige, ikke igangsatte, anskaffelser omfatter:

  • 12 undervandsbåde som erstatning for Collins-klassen (Projekt SEA 1000, op til 4.000 ton, udstyret med krydsermissiler og miniubåde)
  • 8 fregatter til erstatning for ANZAC-klassen (Op til 7.000 ton, udstyret med krydsermissiler)
  • 20 Patruljefartøjer (Project SEA 1180) til erstatning for Armidale-, Huon-, Leeuwin-, og Paluma-klasserne (op til 2.000 tons)
  • 1 Fleksibelt støtteskib til ersatning for det andet skib af Kanimbla-klassen (~15.000 ton, samme kapaciteter som den spanske Galicia-klasse).[11]

Operationer

RAN har for tiden styrker udsendt i fire større operationer:[12]

  • Operation Anode: Australiens bidrag til RAMSI (Salomonøerne).
  • Operation Astute: Den internationale stabiliseringsstyrke på Østtimor.
  • Operation Slipper: Australiens forpligtelser til de internationale styrker i Afghanistan og mod terrorisme. RAN's bidrag er normalt et skib i den persiske bugt.
  • Operation Resolute: ADF's bidrag til patruljering af Australiens EØZ. RAN's bidrag til Resolute er mindst syv Armidale-patruljefartøjer og et større orlogsskib på kort varsel.[13]

I slutningen af 2010 beordrede RAN sine skibe til at sænke farten og tilbringe mindre tid til søs som en måde at spare penge på.[14]

Personel

US Navy 040712-N-4304S-152 Aboard the Australian replenishment vessel HMAS Success (AOR 304), Able Seaman Communications Specialist Natalie Haumu, left, from Brisbane, Australia, retrieves a signal flag as the ship begins a Ref
Kvinder gør tjeneste i RAN på samme vilkår som mænd.

I juni 2011 havde RAN 14.215 fuldtidsansatte, 161 deltidsanstatte og 2.150 reservister.[15] De fuldtidsansatte fordelte sig på 3.357 officerer og 10.697 sergenter og menige.[15] I juni 2010 var 18 procent af alle ansatte kvinder,[16] hvorved RAN har den største procentmæssige andel af kvinder i ADF sammenlignet med RAAF's 17,8% og hærens 9,7%.[16]

RAN behøver op til 2.000 nye folk (inklusiv 700 lærlinge), til at kunne bemande flådens nye skibe, såsom destroyerne, der vil hejse kommando i løbet af det næste årti. For at komme manglen på faglærte australiere i møde er RAN begyndt at rekruttere søfolk fra andre vestlige flåder.[17]

Officersgruppen

Officerer i RAN har officersgrader der rækker over 11 tjenestegrader fra kadet til "Admiral of the Fleet". Admiral of the fleet er en ceremoniel titel der er forbeholdt kongelige, lige nu er Prins Phillip, hertug af Edinburgh indehaver af titlen. Den højeste titel i brug i den nuværende flåde er viceadmiral, som indehaves af flådechefen. Fra flotilleadmiral og op er betegnet Admiralgruppen (Flag Officers), mens kommandør og op er betegnet som ældre officerer (Senior officers) og de resterende er yngre officerer (Junior offiers). Alle flådeofficerer modtager en officersfuldmagt fra hendes majestæt dronning Elizabeth den anden, dronning af Australien. Fuldmagten er underskrevet af Australiens Generalguvernør og landets forsvarsminister.

Flådeofficerer bliver uddannet på Royal Australian Naval College (HMAS Creswell) i Jervis Bay, New South Wales og Australian Defence Force Academy i Canberra.

NATO-rang OF-10 OF-9 OF-8 OF-7 OF-6 OF-5 OF-4 OF-3 OF-2 OF-1
Distinktion Generic-Navy-O12.svg Generic-Navy-O11.svg Generic-Navy-O10.svg Generic-Navy-O9.svg UK-Navy-OF6.svg Generic-Navy-O7.svg Generic-Navy-O5.svg Generic-Navy-O4.svg Generic-Navy-O3.svg Generic-Navy-O1.svg UK-Navy-OFD.svg
Australsk rang Admiral of the Fleet Admiral Vice Admiral Rear Admiral Commodore Captain Commander Liutenant Commander Liutenant Sub Liutenant
Acting Sub Liutenant
Midshipman
Dansk rang Findes ikke Admiral Viceadmiral Kontreadmiral Flotilleadmiral Kommandør Kommandørkaptajn Orlogskaptajn Kaptajnløjtnant Premierløjtnant
Løjtnant
Kadet

Sergent og meniggruppen

NATO rang OR-9 OR-8 OR-7 OR-6 OR-5 OR-4 OR-3 OR-2 OR-1
Distinktion
Australsk rang Warrant Officer Chief Petty Officer Findes ikke Petty Officer Findes ikke Leading Seaman Able Seaman Seaman Findes ikke
Dansk rang Chefsergent Seniorsergent Oversergent Findes ikke Sergent
Værnepligtig sergent
Korporal Marinespecialist Marineoverkonstabel Marinekonstabel
Marineelev
Værnepligtig menig

Orlogspræster

I Royal Australian Navy er orlogspræster ((engelsk) Chaplain) officerer af linjen og bærer således uniform. Ligesom orlogspræster i Søværnet bærer de ikke de normale officersdistinktioner, men derimod et gyldent kors og anker. Ligesom feltpræster i RAAF og Australian Army er der en intern rangorden på 5 divisioner indenfor præsteordenen. Orlogspræsternes interne rangorden svarer udadtil til et række militære grader for at kunne begå sig i det meget hierarkiske militære system. Orlogspræster i division 1, 2 og 3 svarer til en kommandørkaptajn, mens division 4 svarer til en kommandør. Division 5 svarer militært set til en flotilleadmiral og dem findes der i alt tre af i flåden, benævnt "Principal Chaplains", en for hver større kristen trosretning: Katolicismen, protestantismen og anglikanismen. Titlen "Padre" er ikke officielt benyttet i Royal Australian Navy, selvom den ofte bliver benyttet af sømænd og præster der ønsker en mere uformel tone.

Warrant Officer of the Navy

Warrant Officer of the Navy (WO-N), er en stilling der indehaves af den ældste Warrant Officer (chefsergent) i RAN. Han[18] bærer dog ikke den normale Warrant Officer distinktion, men en speciel WO-N distinktion.[19] WO-N stillingen har en lignende stilling i de andre to værn: Australian Army har en "Regimental Sergeant Major of the Army" (RSM-A)[20] og Royal Australian Air Force har en "Warrant Officer of the Air Force" (WOFF-AF).[21]

Referencer

  1. ^ The R.A.N. – A Brief History. Royal Australian Navy. Arkiveret fra originalen 2009-01-07. Hentet 10. juli 2012.
  2. ^ Cumberbatch Family History,
  3. ^ Australian Navy: Top Stories
  4. ^ Australian Maritime Doctrine, side 124
  5. ^ Aviation Group. Royal Australian Navy. Arkiveret fra originalen 20. september 2008. Hentet 6. januar 2011.
  6. ^ Amphibious Deployment and Sustainment – JP 2048 Phase 4A/B
  7. ^ Commonwealth of Australia (2009). Defence White Paper 2009. Commonwealth of Australia. s. 70–74. ISBN 978-0-642-29702-0. Hentet 1. september 2010.
  8. ^ AWD Destroyers SEA 04000 Phase 3 Build
  9. ^ "HMAS Choules commissioned in honour of veteran". ABC News (Australian Broadcasting Corporation). 13. december 2011. Hentet 10. juni 2012.
  10. ^ Offices of the Minister for Defence and Minister for Defence Materiel (3. juni 2012). "Ocean Shield the Navy's newest humanitarian and disaster relief vessel". Pressemeddelelse. Hentet 10. juli 2012.
  11. ^ Defence White Paper 2009. s. 70–74.
  12. ^ navy.gov.au: Operations and Exercises
  13. ^ defense.gov.au: Border Protection of Australia
  14. ^ McPhedran, Ian (1. november 2010). "Warships ordered to go slower". The Daily Telegraph. Hentet 10. juni 2012.
  15. ^ a b Department of Defence (2011). Portfolio Budget Statements 2011–12: Defence Portfolio. Canberra: Commonwealth of Australia. ISBN 978-0-642-29739-6.
  16. ^ a b Defence Annual Report 2009-2010, Appendix 7, Table A7.3
  17. ^ Stewart, Cameron. "Laid-off British sailors to grab RAN positions". The Australian. 10. februar 2012.
  18. ^ Indtil nu har der ikke været udnævnt en kvindelig Warrant Officer of the Navy.
  19. ^ Defence Leaders: Navy. www.defence.gov.au.
  20. ^ Regimental Sergeant Major - Army. www.army.gov.au.
  21. ^ Warrant Officer of the Air Force. www.airforce.gov.au.

Eksterne links

ABDACOM

ABDACOM var kodenavnet for American-British-Dutch-Australian (ABDA) Command. Det var en kortvarig overkommando for alle allierede styrker i Sydøstasien i starten af 1942 under Stillehavskrigen i 2. Verdenskrig.

Hovedformålet med kommandoen, som var under ledelse af Sir Archibald Wavell, var at fastholde kontrollen over den Malayiske barriere (eller Ostindiske barriere) en imaginær linje, som løb ned gennem Malayahalvøen gennem Singapore og de sydligste øer i Hollandsk Ostindien. ABDACOM blev af briterne også kaldt "South West Pacific Command", selv om den ikke må forveksles med den senere South West Pacific Area kommando (se nedenfor).

Selv om ABDACOM kun eksisterede i nogle få uger, og oplevede det ene nederlag efter det andet, gav det nogle brugbare erfaringer for arbejdet med fælles allierede kommandoer senere i krigen.

ANZAC-klassen

Anzac-klassen (også benævnt MEKO 200 ANZ) er en skibsklasse på ti fregatter, otte australske og to newzealandske. I løbet af 1980'erne begyndte Royal Australian Navy (RAN) at planlægge erstatningen af River-klasse destroyerne med en mellemstor fregat og besluttede at benytte et gennemprøvet udenlandsk koncept, MEKO, tilpasset australske og newzealandske behov. På samme tid søgte Royal New Zealand Navy (RNZN) at erstatte deres aldrende Leander-klasse med en ny klasse der skulle være i stand til at operere langt fra newzealandske farvande. Dan New Zealand oprettede en kernevåbenfri zone omkring øriget resulterede det i et anstrengt forhold til USA samt et sammenbrud i ANZUS-pagten. Dette betød New Zealand søgte at øge samarbejdet på forsvarsområdet med Australien. Begge lande ønskede orlogsskibe med nogenlunde samme kapaciteter og i 1987 blev det besluttet at samarbejde om anskaffelsen af skibene. Projektet blev navngivet efter det Australsk-Newzealandske armékorps fra 1. verdenskrig, ANZAC.

Tolv forskellige skibsdesigns (inklusiv et luftskib) deltog i konkurrencen om det endelige design i 1986. I 1989 faldt det endelige valg på det tyske selskab Blohm + Voss og deres MEKO 200 design, skibene skulle bygges på licens i Australien af AMECON i Williamstown, Victoria. Fregatternes modulære opbygning betød at dele af skibene kunne bygges i Whangarei, New Zealand og Newcastle, New South Wales. RAN bestilte otte skibe mens RNZN bestilte to samt en option på yderligere to. Anskaffelsen af fregatterne var dog et kontroversielt emne i New Zealand og optionen på de to skibe blev ikke taget op.

I 1992 fandt køllægningen på de første skibe sted, de var 3.600 tons og skulle være i stand til at have en topfart på 27 knob, de ville være i stand til at sejle 6.000 sømil ved 18 knob. Bevæbningen bestod oprindeligt af en enkelt 5 tommer kanon samt nærforsvarsmissiler og en missilbevæbnet helikopter. Derudover var skibene klargjort (men ikke udrustet) til et torpedosystem, sømålsmissiler og en CIWS. Det sidste skib i klassen hejste kommando i 2006 og på dette tidspunkt var RAN og RNZN allerede gået i gang med omfattende nationale opgraderingsprogrammer.

Efter skibene indgik i operativ tjeneste har ANZAC-klassen deltaget i adskillige operationer udenfor nationalt farvand, inklusiv INTERFET-operationen i Østtimor samt flere udsendelser til den persiske bugt. Alle skibe var i 1. kvartal 2012 i aktiv tjeneste og RAN forventer at begynde at erstatte deres skibe i 2024, mens RNZN's skibe skal forblive i tjeneste frem til 2030.

Adelaide

For alternative betydninger, se Adelaide (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Adelaide)Adelaide er hovedstad og største by i den australske delstat South Australia. Det er den femtestørste by i Australien med omkring 1,30 millioner (juni 2014) indbyggere. Byens indbyggere kaldes adelaideans. Adelaide ligger nord for Fleurieu-halvøen på sletten Adelaide Plains mellem bugten Gulf St Vincent og den lave bjergkæde Mount Lofty Ranges, der omgiver byen. Adelaide strækker sig 20 km fra kysten til foden af bjergen og 90 km fra Gawler i nord til Sellicks Beach i syd.

Byen er opkaldt efter den britiske kong William 4.'s dronning Adelaide af Sachsen-Meiningen. Adelaide blev grundlagt i 1836. Den var fra starten planlagt som hovedstad for den nye britiske koloni South Australia. Oberst William Light, en af Adelaides grundlæggere, tegnede byplanen og valgte placeringen ved River Torrens i et område, der indtil da var beboet af Kaurna-folket. Light benyttede et skakbrætmønster med brede boulevarder og store pladser. Byen var omgivet af parkområder. Adelaide var fra starten præget af fremgang og velstand. Indtil 2. verdenskrig var den Australiens tredjestørste by. Den var fra starten kendt for religiøs frihed, politisk progressivisme og borgerfriheder. Den er blevet kaldt "Kirkernes By" siden midten af det 19. århundrede.Adelaide er South Australias hovedstad og kommercielle centrum, og mange af delstatens regeringsinstitutioner samt finansielle institutioner ligger i byen. De fleste af disse ligger i byens centrum på King William Street i North Terrace. I dag er Adelaide kendt for sine mange festivaler, mad og vin samt sine sandstrande. Byen har mange arbejdspladser inden for industri og forsvar. Byen rangeres højt på diverse lister over de bedste byer at bo i. På The Economist Intelligence Units liste over verdens bedste byer at bo i, var den i top 10 i 2010, 2011, 2012 og 2015. Den blev også rangeret som den bedste by at bo i af Property Council of Australia i 2011, 2012 og 2013.

Breda Model 35

Cannone-Mitragliera da 20/65 modello 35 (Breda), også kaldet Breda Model 35, var en 20 mm antiluftskytskanon, som blev fremstillet af Società Italiana Ernesto Breda i Brescia i Italien og brugt under 2. verdenskrig. Det blev designet i 1932 og blev indført i de italienske væbnede styrker i 1935. Det var en af to 20-mm antiluftskytskanoner, som blev anvendt af Italien under 2. verdenskrig, den anden var 20 mm Scotti. Begge våben benyttede 20 x 138 mm patroner.

Fairey Firefly

Ikke at forveksle med det tidligere biplan Fairey Firefly II.Fairey Firefly var et britisk 2.verdenskrigs-æra hangarskibsbaseret jagerfly og ASW-fly i tjeneste ved Fleet Air Arm (FAA). Dets flyveegenskaber og ildkraft var forgængeren Fairey Fulmar overlegen, men den trådte først i tjeneste henimod slutningen af krigen. Designet ud fra det daværende FAA-koncept for et tosædet rekognoscerings- og jagerfly, var piloten og navigatøren/våbenofficeren placeret i hvert sit cockpit. Firefly var solidt, langtrækkende og omgængeligt i den daglige rutine på et hangarskib, selv om en enlig motor i et tungt flystel i nogen grad hæmmede flyets ydeevne.

Under anden verdenskrig tjente Fairey Firefly som jagerfly for flåden, men i efterkrigstiden hvor flyet var bagud for mere moderne jetfly, blev Firefly benyttet i andre roller som f.eks angreb på jordmål eller anti-ubådskrigsførelse, og forblev dermed en af hjørnestenene for FAA indtil midt i 1950'erne. Britiske og australske fly opererede mod jordmål under Koreakrigen, baseret på forskellige hangarskibe. Flyet var i fremmed tjeneste ved Australiens, Canadas, Indiens og Hollands respektive flåders flyvetjenester, Hollands udførte enkelte jordmålsangreb i det daværende Hollandsk Ny Guinea så sent som i 1962.

I Danmark gjorde flyet knap så eksotisk tjeneste: det blev brugt til at slæbe skydemål.

Felttoget på Admiralitetsøerne

Felttoget på Admiralitetsøerne (Operation Brewer) var en række slag under felttoget på New Guinea under 2. verdenskrig hvor United States Armys 1. kavaleridivision erobrede de japansk

besatte Admiralitetsøer.

På baggrund af rapporter fra flybesætninger om at der ikke var tegn på fjendtlig aktivitet og at øerne måske var blevet evakueret fremskyndede general Douglas MacArthur sine planer om at erobre øerne og beordrede straks en rekognosceringsstyrke landsat. Felttoget begyndte den 29. februar 1944 da en styrke gik i land på Los Negros, den tredjestørste ø i øgruppen. Ved at gå i land på en lille isoleret strand hvor japanerne ikke havde ventet et angreb opnåede styrken en taktisk overraskelse, men det viste sig at øen langt fra var evakueret. Et voldsomt slag om kontrollen over Admiralitetsøerne fulgte.

Det endte med at herredømme i luften og på havet gjorde muligt for de allierede kraftigt at forstærke deres stillinger på Los Negros. Den 1. kavaleridivision kunne herefter overløbe de japanske stillinger på øerne. Felttoget endte officielt den 18. maj 1944. Den allierede sejr betød at den store japanske base ved Rabaul, der var endemålet for de allieredes felttog i 1942 og 1943 nu var afskåret. En stor luft- og flådebase blev etableret på Admiralitetsøerne, og den fik stor betydning som udgangspunkt for felttogene i 1944 i Stillehavet.

Felttoget på Filippinerne (1944-45)

Felttoget på Filippinerne 1944–45, (Operation Musketeer I, II, og III) eller Befrielsen af Filippinerne var det amerikanske og filippinske felttog for at besejre og fordrive Kejserriget Japans militære styrker, som holdt Filippinerne besat under 2. Verdenskrig. Den Kejserlige japanske hær havde løbet Filippinerne over ende i første halvdel af 1942. Befrielsen af Filippinerne begyndte med amfibielandsætningerne på den øst-filippinske øLeyte den 20. oktober 1944, og kampene fortsatte i små områder helt frem til krigens slutning i august 1945.

Fregatter i Oliver Hazard Perry-klassen

Dette er en oversigt over alle fregatterne i fregatterne i Oliver Hazard Perry-klassen. I alt blev der bygget 71 enheder. Den første bruger var United States Navy, der også udviklede designet. Royal Australian Navy, købte under betegnelse Adelaide-klassen fire enheder i USA samt byggede yderligere to i Australien. Armada Española byggede seks enheder (Santa Maria-klassen) og Taiwan har bygget otte enheder på licens. Flere andre flåder har sidenhen erhvervet sig enheder som US Navy har sat til salg.

Invasionen af Tulagi (maj 1942)

For alternative betydninger, se Slaget om Tulagi og Gavutu-Tanambogo. (Se også artikler, som begynder med Slaget om Tulagi og Gavutu-Tanambogo)Invasionen af Tulagi den 3. – 4. maj 1942 var en del af Operation Mo, som var Kejserriget Japans strategi i det sydlige og sydvestlige Stillehav i 1942. Planen indebar, at japanske marinesoldater skulle erobre Tulagi og de omkringliggende øer i Salomonøernes protektorat. Japanernes besættelse af Tulagi havde til formål at dække flanken og give rekognosceringsstøtte til de japanske styrker, som trængte frem mod Port Moresby på Ny Guinea, give større dybde i forsvaret for den store japanske base i Rabaul, og fungere som base for japanske styrker, der kunne true og afbryde forsynings- og kommunikationsforbindelserne mellem USA og Australien og New Zealand.

Uden midler til effektivt at kunne modstå den japanske offensiv i Salomonøerne valgte den britiske kommissær for protektoratet Salomonøerne og de få australske tropper at evakuere øen lige inden de japanske tropper ankom den 3. maj. Den næste dag angreb en amerikansk hangarskibsstyrke, som var på vej til imødegå de japanske styrker, som rykkede frem mod Port Moresby (hvilket resulterede i Slaget i Koralhavet), den japanske landgangsstyrke på Tulagi fra luften og ødelagde eller beskadigede adskillige japanske skibe og fly, som var involveret i landsætningerne. Trods det lykkedes det japanske tropper at besætte Tulagi og begynde at bygge en lille flådebase.

I løbet af de følgende måneder etablerede japanerne et tankanlæg til flåden, kommunikationsanlæg og en base for rekognosceringsflyvebåde på Tulagi og de nærliggende småøer Gavutu og Tanambogo, og i juli 1942 begyndte de at bygge en stor flyveplads på den nærliggende ø Guadalcanal. De japanske aktiviteter på Tulagi og Guadalcanal blev fulgt af allierede rekognosceringsfly og australske kystobservatører, som var stationeret i området. På grund af at disse aktiviteter udgjorde en trussel mod de allierede forsynings- og kommunikationslinjer i det sydlige stillehav gik allierede styrker til modangreb med landsætninger på Guadalcanal og Tulagi den 7. august 1942, hvilket blev indledningen til slaget om Guadalcanal og en række andre slag mellem allierede og japanske styrker, som sammen med felttoget på Ny Guinea fik afgørende betydning for krigens forløb i det sydlige stillehav.

Jack Wong Sue

Jack Wong Sue (12. september 1925 – 16. november 2009) også kendt som Jack Sue var en australsk soldat, musiker og forfatter fra Perth. Wong Sue var medlem af Z Force (også kendt som Z Special Unit), under Anden Verdenskrig.

Kaman H-2 Seasprite

Kaman H-2 Seasprite er en skibsbaseret helikopter, oprindeligt udviklet i slutningen af 1950'erne af United States Navy som en hurtig alsidig helikopter. I 1970'erne udviklede man en ASW-variant samt udvikling af muligheden for at medbringe sømålsmissiler. Dette betød at de fleste af de forskellige modeller der var udviklet i løbet af det første årti blev konverteret til SH-2 Seasprite-varianten i starten af 1970'erne. Denne helikopter var i stand til at fungere som moderenhedens forlængede arm med hensyn billedeopklaring, sensorer og våbenaflevering imod forskellige typer trusler såsom undervandsbåde og skibe. H-2-varianterne blev benyttet i US Navy fra 1960'erne frem til 2001 hvor den sidste SH-2G Super Seasprite blev udfaset.

Korvet

En korvet ((latin): corbita for handelsskib) er et hurtiggående, letbevæbnet krigsskib, typisk beregnet til kystbevogtning og ubådsbekæmpelse. De seneste korvetter i dansk tjeneste blev udfaset i 2009. Korvetter er normalt mindre end fregatter, men definitionen på en korvet beror på et skøn. Typisk vil korvetter være 60-100 meter lange, have tonnager på 500-1.500 tons og besætninger på 35-120 mand.

Lerici-klassen

Lerici-klassen er en række af italienske minerydningsfartøjer bygget af Intermarine SpA og benyttet af Marina Militare. Klassen består af to underklasser: De første fire skibe er ofte omtalt som Lerici-klassens første serie, mens de resterende otte skibe er modificeret en smule og er benævnt Lerici-klassens anden serie eller bare Gaeta-klassen.

Designet er også et udgangspunkt for en række skibsklasser benyttet i andre lande: Tentera Laut Di Raja Malaysia (Mahamiru-klassen), Nigerian Navy, United States Navy (som Osprey-klassen), Royal Australian Navy (som Huon-klassen) samt Kongthap Ruea (som Lat Ya-klassen). Yderligere tre skibe er under konstruktion til Suomen merivoimat (Katanpää-klassen). Daehanminguk Haegun benytter en uofficiel version af klassen benævnt Swallow-klassen.

New Georgia Sound

New Georgia Sound er et vandområde, som ligger omtrent midt mellem Salomonøerne. Sundet afgrænses af Choiseul, Santa Isabel og Floridaøerne mod nord, og af Vella Lavella, Kolombangara, New Georgia og Russell-øerne mod syd. Bougainville og Guadalcanal udgør henholdsvis den vestlige og den østlige ende af sundet.

Sundet udgør en af de tre vigtigste ruter for handelsskibe gennem Salomonøerne. Ruterne er Bougainville Strædet og Indispensable Strædet som forbinder Stillehavet, Salomonhavet og Koralhavet og Manning Strædet, som forbinder Stillehavet med New Georgia Sundet.Under Stillehavskrigen var sundet kendt som "the Slot" (sprækken) af Allierede soldater på grund af dens geografiske form og antallet af krigsskibe, som krydsede det. Den japanske flådes indsats for at forsyne garnisonen på Guadalcanal blev kaldt Tokyo Express. Mange søslag blev udkæmpet i og omkring sundet i 1942 og 1943, mellem Kejserriget Japans flåde og de allierede styrker i United States Navy, Royal Australian Navy, og Royal New Zealand Navy.

Vulkanen Savo Island, nordvest for Guadalcanal, er den eneste betydelige ø i sundet.

Oliver Hazard Perry-klassen

Oliver Hazard Perry-klassen (ofte omtalt som Perry-klassen eller forkortet som OHP) er en fregatklasse bygget og udviklet til United States Navy. Klassen var et billigt design og blev produceret i et stort antal under den kolde krig. Klassen har også vist sig som en eksportsucces med tre flåder der har bygget enheder af klassen på licens og yderligere fire der har købt brugte enheder fra den amerikanske flåde.

Skibene er designet som luftforsvarsenheder, men er gradvist overgået til at fungere som antiubådsenheder og sejler i dag i samtlige hangarskibsgrupper.

RIM-7 Sea Sparrow

RIM-7 Sea Sparrow er et skibsaffyret, radarstyret luftforsvarsmissil. Missilet er en videreudvikling af AIM-7 Sparrow-missilet. Missilet er fremstillet i USA af Raytheon-koncernen.

Royal New Zealand Navy

Royal New Zealand Navy (RNZN) (Maori: Te Taua Moana o Aotearoa, "New Zealands søhær") er den maritime del af New Zealand Defence Force. Flåden består af tolv skibe og fem maritime helikoptere.

Supermarine Sea Otter

Supermarine Sea Otter var et britisk amfibiefly, udviklet og bygget af Supermarine; det var en videreudvikling af Walrus med større rækkevidde, og det var det sidste biplans-flyvebåd som Supermarine designede; det var også det sidste biplan, der trådte i tjeneste ved Royal Navy, RAF og Flyvevåbnet.

United Defense Mark 45 letvægtskanon

En 127 mm (5") Mark 45 Letvægtskanon er en skibskanon udviklet af United Defense. Kanonen bliver nu produceret af BAE Systems efter at have opkøbt United Defense. Kanonen er designet som en multifunktionskanon til brug mod skibe, fly samt bombardementer af land til støtte for landstyrker.

Kanonen kan lades med 20 granater i et automatisk ladesystem. Disse granater kan affyres på omkring et minut. Hvis der skal affyres flere end 20 granater kræves der 3 mand til at genoplade systemet: en piecekommandør, en operatør og en lader.

Australiens forsvar

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.