Nygotik

Nygotik var en stilretning i 1800-tallet indenfor arkitektur og kunsthåndværk, hvor man genoptog gotikkens formsprog. Den kan betragtes som en fase af historicismen. Stilen vandt frem i 1700-tallet i England, hvor man sværmede for middelalderen.

Den nygotiske stil kendes blandt andet fra Parlamentet samt Tower Bridge i London. I Frankrig og Tyskland var stilen meget anvendt i kirker. Den kan også ses i flere af de ældre skyskrabere i New York og Chicago. Det tidligste eksempel på stilen i Danmark ses i Peder Mallings nye hovedbygning til Københavns Universitet fra 1835, hvor klassicisme på sælsom vis blandes med gotik. Af kirker kan nævnes Sankt Johannes KirkeNørrebro og den katolske Vor Frue Kirke i Århus.

Indenfor kunsthåndværk kan nævnes dronning Caroline Amalies nygotiske bibliotek, der nu kan beses på i Christian VIII's PalæAmalienborg.

ArkitekturStub
Denne arkitekturartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Westminster palace
Det engelske parlament – Westminster Palace er en af verdens mest kendte nygotiske bygninger
KU inner city 1
Hovedbygningen på Københavns Universitet er opført i en særegen blanding af klassicisme og nygotik.
Alterbordsforside

Antemensale, antependium, alteromhæng, frontale eller alterbordsforside er et stykke panel af træ eller klæde foran alterbordet.

Det kaldes et antependium, hvis det er gjort af stof.

Alteromhænget kaldes antemensale, hvis det er gjort af træ eller metal.

Alterbordforsider kan være bemalede eller forgyldte, bemalede forsider ses for eksempel i Tirstrup Kirke og Torslunde Kirke de forgyldte, kaldet de gyldne altre, kan ses i for eksempel i Sahl Kirke.

Disk (nadver)

For alternative betydninger, se Disk (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Disk)

Disk er den i Folkekirken almindeligst benyttede betegnelse for den tallerken – normalt af sølv – som anvendes til alterbrødene ved nadveren. Ordet kommer af græsk Δίσκος (dansk: ~ diskos), som betyder rund skive (hyppigst til at kaste med!).

Empore

Empore (af samme stamme som ”empor”, opad) betegner i den kirkelige arkitektur ethvert pulpitur eller galleri og særlig sideskibenes øvre etager i tredelte langhuskirker. Sideskibsemporer forekommer allerede i oldkristelige basilikaer, var meget almindelig i byzantinsk bygningskunst og brugtes ligeledes hyppigt i vesterlandenes romanske kirkearkitektur, hvor åbningerne fra sideskibene ind til midtskibet gerne formedes som tredelte triforier af den type, der kendes for eksempel fra domkirkerne i Lund, Viborg og Ribe. Middelalderens empore kan også være frit indbyggede uden organisk sammenhæng med kirkerummets komposition, og de kan findes for eksempel i bygningens vestende, både i domkirker og i klosterkirker (nonnekor) eller foran korsskæringen (se lectorium). Af disse sidste former udvikles de endnu i vore kirker så hyppige træpulpiturer, til sangkor, orgler eller siddepladser for menigheden.

Harald Hansens Palæ

Harald Hansens Palæ er et lille palæ på Sankt Annæ Plads 17 i København opført 1868. Bygningen blev opført for grosserer Alfred Hansen, som imidlertid kun ejede det indtil 1873, da han arvede A.N. Hansens Palæ i Bredgade efter faderen A.N. Hansen. Broderen, grosserer Harald Hansen overtog derfor bygningen på Sankt Annæ Plads og ejede den til sin død 1902. Hans enke, Anna Georgiana Cécile Hansen, født de Dompierre de Jonquières (1847-1941), datter af kontorchef Godefroi Chrétien de Dompierre de Jonquières, boede dernæst i hele 23 år efter mandens død som enke i palæet og havde samtidig en sommervilla. I 1933 solgte hun palæet til lensgrevinde Lillie Suzanne Raben-Levetzau, født Moulton, som var enke efter lensgreve Frederik Raben-Levetzau, hvorefter palæet blev vinterbolig for slægten Raben-Levetzau på Aalholm. Hendes søn, baron, senere lensgreve Johan Otto Raben-Levetzau, var fra 1946 næste beboer i palæet. Efter hans død i 1992 blev familiens ejendomme solgt.

Palæet er et sjældent eksempel på nygotik anvendt til beboelsesbygninger i København. Bygningen er i tre etager og afsluttes af et valmtag med gavlkvist. Facaden er pudset og præges af detaljer, som er hentet fra Tudorstilen, bl.a. de flade gotiske buer og de snoede søjler omkring det centrale trefagsvindue.

Der er tvivl om ophavsmanden til huset. Palæet tilskrives i Weilbachs Kunstnerleksikon både Johan Schrøder og C.V. Nielsen. I 1887 blev der tilføjet et 4-etagers sidehus.

Bygningen har høj bevaringsværdi (3 på SAVE-skalaen), men er ikke fredet.

Kirke (bygning)

For alternative betydninger, se Kirke. (Se også artikler, som begynder med Kirke)

En kirke er en bygning, hvor kristne ritualer udføres og menigheden samles.

Kirkeskib (bygningsdel)

Et kirkeskib er en kirkes største rum, hvor menigheden sidder. I større kirker er der flere parallelt anbragte kirkeskibe, midterskib og sideskibe og/eller tværskibe.

Betegnelsen "skib" stammer fra det græske naos, der betegnede det indelukkede tempelrum. Ordet er siden blevet udbredt via middelalderlatinens navis.

En fortolkning er også, at kirken frelser ligesom Noas ark fra fortabelse og undergang i 1. Mosebog Kap 6-8, eller som den lille båd, der klarer sig, fordi Kristus er ombord i Matth. Kap. 8 vers 23-27..

Der har også været spekulationer om at betegnelsen -skib skulle række tilbage til vore forfædres brug af skibssætninger, rækker af sten i skibsform, der omkransede grave, men denne forklaring er næppe troværdig.

Kloster

For alternative betydninger, se Kloster (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Kloster)

Kloster (latin: claustrum for "indelukke") betegner dels et bygningsværk, dels et religiøst fællesskab, som lever adskilt fra det øvrige samfund efter en klosterordens særlige bestemmelserDer findes klostre indenfor flere religioner.

Koromgang

Koromgang er en gang omkring koret i en kirke. Under Paris' belejring benyttede man koromgangen i Notre Dame som lazaret.

Korskirke

Korskirke kaldes enhver kirke, som er bygget i korsform, altså forsynet med tværskibe. Ofte kan korsformen være fremkommet ved senere tilbygninger til den oprindelige kirke. Det bygningsafsnit eller hvælvingsfag, hvori alle fire korsarme mødes, kaldes korsskæringen.

Kristen Bernikows Gade

Kristen Bernikows Gade er en gade i Indre By i København. Gaden ligger i Middelalderbyen og er opkaldt efter diplomaten Christian Barnekow.

Gaden, der danner fortsættelsen af Gammel Mønt frem til Østergade, var oprindelig en byens rende, en spildevandsledning med udløb i havnen. Det bestemtes i 1547, "at staden skulle have frit stræde der igennem". Hvor strædet mundede ud i Østergade, lå på den østre grund en anselig gård, som 1607 ejedes af Christian Barnekow. Formentlig var Barnekow også bygherre for 27 våninger, som i juni 1636 stod på matriklen.

I 1897 indledte spekulanterne J. Fisker og A. Volmer en sanering af Kristen Bernikows Gade som led i fornyelsen af København, og arkitekterne Henrik Hagemann og Alfred Møller fremkom med en ikke anvendt løsning til gadens bebyggelse. Alfred Møller fik dog til opgave at tegne to ejendomme til den ny gade.

I årene efter 1900 blev gaden udvidet i bredden og en række store forretningsejendomme opført. Thorvald Bindesbøll deltog i 1900 i en konkurrence om gadens fornyelse, men vandt ikke. Vindere var Christian Arntzen og Erik Schiødte, som sammen tegnede Cityhus i gadens nr. 2 og Østergade 26 (1901). Barnekowhus i nr. 4 er opført i 1901 af Erik Schiødte alene, mens Alfred Møller stod for gadens nr. 8 (1900) med konsolbåren karnap i midten og imposante vinduespartier. I gadens nr. 8 ligger også tilbygningen BT-huset fra 1993-94 tegnet af Henning Larsen og præmieret af Københavns Kommune.

I gadens nr. 1 (Østergade 32 / Antonigade 4), karréen mellem de tre gader, lå fra 1884 til 1971 stormagasinet Crome & Goldschmidt. Den røde bygning i nygotisk stil kaldes Volmerhus og er opført 1902 efter tegninger af Rogert Møller. Efter stormagasinets ophør lå blev Cityarkaden indrettet i bygningen i 1974, men arkaden måtte lukke i 2004.

Antoniehus, gadens nr. 9-13 er opført 1900 i en slags venetiansk inspireret nygotik, også efter tegning af Alfred Møller.

Krypt

En krypt (af græsk kryptein skjule) er et helt eller delvist underjordisk rum. Dette rum har ofte hvælv og ligger som regel under koret i en kirke. Krypten blev brugt til begravelser af helgener og findes hyppigst i romansk arkitektur.

Lydhimmel

Lydhimmel er en slags baldakin over prædikestolen. Typisk er den udført i træ og i stil med selve stolen. Til tider kan den være en sammenbygget del af stolens konstruktion, men oftest ser man den som et selvstændigt element ophængt i kirkens vægge og loft.

Lysglobe

En lysglobe er et stykke kirkeinventar, som er kommet til indenfor de seneste år. En lysglobe er en lysestage, hyppigst i globusform. I midten er der et lys, som symboliserer Kristus som verdens lys. På lysgloben er der en række lysholdere, hvorpå kirkens menighed eller besøgende også udenfor gudstjenesten kan anbringe tændte lys.

Formålet med lysgloben er dobbelt. På den ene side er tanken, at lystændingen kan forbindes med at man beder en bøn – og her er lysgloben udtryk for en tendens i tiden til, at de synlige og symbolske udtryk får mere plads i gudsdyrkelsen, ligesom det også er i god overensstemmelse med en øget brug af kirkerummet til stilhed og individuel bøn.

Derudover forbindes lysgloben ofte med indsamlingsformål, derved at det forventes, at der betales et beløb for lysene.

Brugen af lysglobe i evangeliske kirker har sit udgangspunkt i Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Uppsala i 1968. I forbindelse hermed havde kunstneren Olof Hellström udført skulpturen Folkeforsoningens træ. Her var det et stiliseret træ, hvorpå man kunne sætte lys.

Narthex

Narthex (af oldgræsk "narthex";, lille kasse anvendelig for eksempel til lægemidler, men også et plantenavn) er forhallen i en tidlig kristen eller bysantinsk kirke. Oprindelig var det et opholdsrum for katekumener og personer klar til at gøre bod under gudstjenesten. Begrebet er videreført til moderne tid, hvor det betyder forhal.

P.C. Hagemann

Peter Heinrich Christoph Hagemann (født 20. marts 1810 i Itzehoe, død 22. august 1853 i København) var en dansk arkitekt, der satte et markant senklassicistisk præg på hovedstaden indtil sin tidlige død i 1853. Mange af Hagemanns bygninger er blevet fredet som sjældne vidnesbyrd om empirens kortlivede fase i dansk arkitektur.

Hagemanns forældre var murer Johann Christoph Hagemann og Catharina Lahann. Han var først uddannet murer, besøgte dernæst Kunstakademiet, hvor han vandt den store sølvmedalje 1842. Han vandt Neuhausens Præmie 1843 og udstillede på Charlottenborg Forårsudstilling 1839 og 1843 (med 4 værker).

Hagemann udfoldede omkring 1840-50 en meget travl virksomhed i København, både i kommunens og i privatfolks tjeneste. 1844-50 opførte han fire store kommuneskoler (bl.a. Sølvgades (1846-47) og Larslejstrædes (1849-50)) og 1845-46 slagterboderne på Nikolaj Plads, der udmærkede sig ved at være den første større jernkonstruktion her i landet. Samtidig hermed havde Hagemann en ikke ringe privat virksomhed, hovedsagelig for hovedstadens første større byggespekulant, grosserer H.P. Lorentzen. For denne opførte han således de endnu velbevarede huse i Nikolaj Plads' vestligste ende og talrige mere beskedne lejehuse i gaderne øst for den senere Skt. Pauls Kirke i Nyboder. Alle disse huse, hvoraf mange – skønt tørre og magre – har holdning, betegner en karakteristisk epoke i Københavns borgerlige arkitektur, klassicismens begyndende opløsning og stilefterligningernes begyndelse. Et godt eksempel på denne dobbelthed ses i de to forskellige forslag til en asymmetrisk ateliervilla på Gammel Kongevej, som Hagemann i 1852 udarbejdede for maleren Niels Simonsen. Det ene var klassicistisk med trekantsgavl, det andet i nygotik med kamtakket gavl, men husets plan og disposition var identisk i begge forslag. Simonsen valgte det nygotiske (villaen er senere revet ned).

Han var ugift. Hagemann døde af kolera under koleraepidemien i København 1853 og er begravet på Assistens Kirkegård.

Palace of Westminster

Palace of Westminster, også kendt som Houses of Parliament eller Westminster Palace, i London, England er stedet, hvor de to kamre i Det britiske parlament mødes som den lovgivende forsamling, på dansk kaldet de to Huse: Overhuset (engelsk: House of Lords) og Underhuset (engelsk: House of Commons). Slottet ligger på den nordlige side af floden Themsen i London-kvarteret City of Westminster, tæt ved andre regeringsbygninger i Whitehall.

Den ældste bevarede del af slottet, Westminster Hall, er fra 1097. Slottet fungerede oprindeligt som residens, men der har ikke boet nogen monarker i slottet siden 1500-tallet. De fleste af de nuværende bygninger er bygget i 1800-tallet, da slottet blev genopbygget efter en brand, der næsten ødelagde alt i 1834. Ansvarlig arkitekt ved genopbygningen var Sir Charles Barry sammen med Augustus Welby Pugin. Bygningen er et eksempel på nygotik. En af slottets mest berømte bygninger er klokketårnet, en turistattraktion, som indeholder klokken Big Ben. Navnet Big Ben bliver ofte fejlagtigt brugt om uret selv, hvilket faktisk er en del af St. Stephen's Tower, der i 2012 blev omdøbt til Elizabeths Tower i anledning af dronning Elizabeth 2.s diamantjubilæum.

Slottet indeholder over 1000 rum, og de to vigtigste er Overhuset og Underhuset. Slottet indeholder også mødesale, biblioteker, opholdsrum, spisesale og barer. Det er stedet, hvor der afholdes store statsceremonier såsom åbningen af Parlamentet. Slottet er tæt knyttet til de to kamre, som ofte bare bliver omtalt som "Westminster" forstået som "Parlamentet". De parlamentariske bygninger er spredt rundt i de omkringliggende bygninger som for eksempel Portcullis House og Norman Shaw Buildings.

Prædikestol

Denne artikel omhandler prædikestolen i en kirke. Opslagsordet har også en anden betydning, se Prædikestol (maritim).

En prædikestol er en hævet plads i en kirkes skib (oftest i sydsiden), hvorfra præsten taler til menigheden. Prædikestolen blev introduceret i danske kirker i gotikken, men blev først en fast del af inventaret i renæssancen.

Pulpitur

Et pulpitur i en kirke er et ophøjet galleri, enten lukket og med stolestader, eller med plads til sangere og orgel (orgelpulpitur).

Tabernakel

Tabernakel er et alterskab i en katolsk kirke hvori nadverbrødet opbevares.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.