Nordsøimperiet

Nordsøimperiet var et dansk thalassokrati, der blev regeret af Knud den Store som konge over Danmark, Norge, England og dele af nutidens Sverige mellem 1016 og 1035.

Som en historiker har forklaret det:

Da 1000-tallet begyndte sit fjerde årti, var Knud, sammen med den tysk-romerske kejser, den største hersker i den latinske kristenhed... han var herre over fire vigtige riger og overherre over andre kongeriger. Selvom Knud teknisk blev regnet som konge, så var hans position blandt samtidige monarker i sandhed kejserlig. Tilsyneladende holdt han to store regioners skæbner i sin hånd; De Britiske Øer og Skandinavien. Hans flåde kontrollerede praktisk talt to vigtige have; Nordsøen og Østersøen. Han havde bygget et imperium.[1]

Nordsøimperiet er den største udbredelse Danmarks besiddelser nogensinde har haft. Knud den Store var søn af Svend Tveskæg, de havde erobret England og var konge der 1013-14. Ved faderens død forsvandt kontrollen over England, men Knud generobrede landet. Ved Knuds død gik imperiet i opløsning, og Harald Harefod overtog regeringsmagten i England.

Nordsøimperiet

 

 

1016–1035
 

 

geografiske placering
Nordsøimerpiret under Knud den Store
Hovedstad Ribe
Religion Kristendom, nordisk religion
Styreform Monarki
Monark
- 1016-1035
Knud den Store
Historie
- Etableret
1016
18. oktober
- Ophørt
1035
Efterfulgte
Efterfulgt af
Angelsaksisk England
Danmark
Norge
Angelsaksisk England
Danmark
Norgesvældet

Se også

Referencer

  1. ^ Laurence Marcellus Larson, Canute the Great: 995 (circ.)-1035 and the Rise of Danish Imperialism During the Viking Age, New York: Putnam, 1912, OCLC 223097613, p. 257.
Danske besiddelser

Danmark eller den danske konge har gennem tiderne haft forskellige geografiske besiddelser, dels uden for landets folkelige grænser, dels i form af mistede landsdele (Skånelandene). Danernes oprindelse er beskrevet i forskellige sagn, men ikke dokumenteret. Landet har ikke været samlet i tiden før Vikingetiden, og før det har der muligvis været tale om flere kongedømmer, herunder danernes rige med kongesæde i Lejre, og jydernes med sæde i Jelling.I den sene Vikingetid nåede de danske besiddelser et højdepunkt med Knud den Stores rige, der omfattede Norge og England. Det tabte Nordsøimperium blev i det 13. århundrede erstattet af korstogsbesiddelser i Østersøen. Fra slutningen af det 14. århundrede regerede den danske monark over Kalmarunionenen med Norge og Sverige. Sverige løsrev sig i 1520'erne, mens statsforbundet Danmark-Norge varede frem til 1814.

Danmark bevarede kontrollen over de oprindeligt norske bilande: Island, Færøerne og Grønland. Dertil kom Helstatens andre landsdele frem til 1864: Slesvig, Holsten og Lauenborg, samt i perioder andre besiddelser i det nuværende Nordtyskland. Desuden var der fra 1620 til 1917 forskellige danske kolonier i Asien, Afrika og Caribien, der efterhånden blev solgt til Storbritannien og USA. Endelig blev Island uafhængigt i 1944 mens selve Danmark var besat af Tyskland.

Englands historie

England blev beboet for mere end 800.000 år siden, hvilket fund af flinteredskaber og fodaftryk ved Happisburgh i Norfolk viser. De tidligste spor efter moderne mennesker i Nordvesteuropa er en kæbeknogle, som blev fundet i Devon ved Kents Cavern i 1927, og den blev gendateret i 2011 til at være mellem 41.000 og 44.000 år gammel. Faste bosættelse i England begyndte for omkring 13.000 år siden (se Creswelliankultur), i slutningen af sidste istid. Området har mange rester fra mesolitikum, neolitikum og bronzealderen, såsom Stonehenge og Avebury. Under jernalderen blev England, ligesom resten af Storbritannien syd for Firth of Forth, beboet af keltere kaldet britere, inklusive nogle belgiske stammer (bl.a. Atrebates, Catuvellauni, Trinovanter osv.) i sydøst. I år 43 begyndte den romerske erobring af Britannien, hvor romerriget tog kontrol over provinsen Britannia frem til 400-tallet.

Enden på romersk herredømme i Storbritannien tillod Angelsaksisk bosættelse i Storbritannien, hvilket historikere ofte betragter som grundlæggelsen af England, det engelske folk og begyndelsen på middelalderen. Angelsakserne, der var en blanding af forskellige germanske folkeslag etablerede adskillige kongeriger der blev de primære magtfaktorer frem til nutidens England og dele af de sydlige Skotland. De introducerede oldengelsk, der i stor udstrækning erstattede det tidligere britiske sprog. Angelsakserne bekrigede de britiske stater Wales, Cornwall og Hen Ogledd (oldnordisk; britannisktalende del af Nordengland og det sydlige Skotland) samt med hinanden. Vikingetogter blev almindelige fra omkring år 700, og Nordboerne bosatte sig i store dele af, hvad der i dag betegnes som England. I denne periode forsøgte flere uafhængige herskere at samle de forskellige angelsaksiske kongedømmer, hvilket ledte til kongeriget England i 900-tallet.

I 1066 invaderede og erobrede normannerne hele England. Det normanniske dynasti blev etableret af Vilhelm Erobreren, og det regerede over England i over et halvt århundrede før en periode med flere kriser kaldet anarkiet (1135-1154). Efter anarkiet blev det Huset Plantagenet, et dynasti som senere arvede retten til Kongeriget Frankrig, som tog magten i England. En arvekrise i Frankrig ledte til hundredeårskrigen (1337–1453), der var en serie konflikter, som involverede ledende skikkelser i begge nationer. Efter hundredeårskrigen blev England offer for sin egen krig om arvefølgende. Under Rosekrigene kæmpede to grene af Plantagenet-familien mod hinanden; Huset York og Huset Lancaster. Henrik Tudor fra Huset Lancaster afsluttede rosekrigene og etablerede Tudordynastiet i 1485.

Under tudorerne og det senere stuartdynasti blev England en stor kolonimagt. I Stuarternes tid blev den engelske borgerkrig udkæmpet, hvilket resulterede i henrettelse af Charles 1. (1649) og etableringen af en serie republikanske regeringer - første en parlamentarisk republik kaldet Commonwealth of England (1649-1653), derefter et militærdiktatur under Oliver Cromwell kendt som Protektoratet (1653-1659). I 1660 kom Stuartdynastiet tilbage til magten, selvom fortsat diskussion over religion og magt resulterede i afsættelsen af en anden Stuart-konge, James 2., under Glorious Revolution (1688). England, der havde erobret Wales i 1200-tallet, blev slået sammen med Skotland i 1707 og dannede en ny suveræn stat kaldet Kongeriget Storbritannien. Efter den industrielle revolution regerede Storbritannien over et verdensomspændende imperium, der er det største i historien. Efter en proces med afkolonisering i 1900-tallet, der hovedsageligt blev forårsaget af svækkelse af Storbritanniens magt efter de to verdenskrige, er stort set alle imperiets oversøiske områder i dag selvstændige lande. Den kulturelle indvirkning er dog fortsat udbredt i mange af disse.

Historien om Danmark

Historien om Danmark er en dokumentarserie på ti afsnit produceret af DR, der gennemgår Danmarks historie fra stenalderen og frem til moderne tid. Hvert afsnit handler om en afgrænset tidsperiode, som bliver gennemgået kronologisk med dramatiseringer af forskellige begivenheder. Den danske skuespiller Lars Mikkelsen er vært på programmet, og han overværer mange af dramatiseringerne. Seriens første sæson blev sendt søndag aften, hvor kanalen traditionelt har sendt selvproducerede dramaserier, som både har haft store seertal og vundet nationale og internationale priser. Serien bliver sendt i fem afsnit i foråret 2017, og fem afsnit i efteråret samme år. Det er første gange siden 1982, at DR giver sit bud på Danmarkshistorien, og dengang var det med historikeren Erik Kjersgaard som vært.I forbindelse med serien igangsatte DR også et samarbejde med Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen om forskellige events og aktiviteter om landets historie.Første sæson af serien blev godt modtaget af både anmeldere og seere. Anmelderne roste især de forskellige eksperter, der medvirker i hvert afsnit, samt dramatiseringerne. Den første sæson af serien havde omkring 1 mio. seere ved hvert afsnit, hvilket er i nogenlunde samme størrelsesorden som mange andre af kanalens dramaserier, der har været sendt i samme tidspunkt. Afsnit 2-5 var DR's mest sete tv-program for de respektive uger. Anden sæson fik en mere blandet modtagelse, og særligt sidst afsnit fik meget kritik for at være politisk ensporet.

Serien modtog en række nomineringer ved forskellige prisoverrækkelse, og vandt bl.a. seerprisen ved TV Prisen i 2018.

Knud den Store

Knud den Store (oldengelsk: Cnut se Micela, oldnordisk: Knútr inn ríki (født ca. 995, død 12. november 1035 i Shaftesbury) og kendt som eller Knud 2. var konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-1035, der tilsammen ofte bliver omtalt som Nordsøimperiet. Han var søn Svend Tveskæg, hvilket gav man patronumet Sveinsson (oldnordisk) Sweynsson (engelsk).

Efter hans arvinger allerede inden for et årti efter hans egen død, og den normanniske erobring af England i 1066 gjort at hans arv blev tabt. Han bliver populært omtalt i legenden om Kong Knud og tidevandet, som normalt[kilde mangler] misvisende omtaler ham som en vildledt monark, der tror han har overnaturlige evner, modsat den oprindelige legende, som portrætterer en vis konge, der irettesatte sine hoffolk for deres sleske adfærd.

Som dansk prins vandt Knud tronen i England i 1016 i kølvandet på flere hundrede års vikingeaktivitet i nordvest Europa. Da han senere besteg den danske trone i 1018 bragte han den engelsk og danske krone sammen. Knud forsøgte at bevare sin magbase ved at forene danerne og englænderne igennem fælles kulturelle bånd af rigdom og tradition, samt via ren brutalitet. Efter et årti med konflikt med modstandere i Skandinavien tog Knud Norges krone i Trondheim i 1028. Knud kontrollerede den svenske by Sigtuna (der er slået mønter her, som kalder ham konge, men der andre nedskrevne kilder om hans erobring eller okkupation af byen).Herredømmet over England gav danerne et vigtigt link til havområdet mellem De britiske øer og Irland, hvor Knud, ligesom hans fader før ham, havde stoere interesser og udøvede stor indflydelse blandt norrøn-gælere. Knuds besiddelser i form af Englands bispedømmer og det kontinentale bispedømme i Danmark, som den tysk-romerske ærkebiskop af Bremen eller havde, var en kilde til stor prestige og en løftestang i forhold til den katolske kirke, og blandt mange magnater i kristendommen (han modtog store indrømmelser, som bl.a. prisen på pallium til hans biskopper, selvom de stadig måtte rejse for at få den, samt de afgifter hans folk måtte betale på vej til Rom). Efter hans sejr i 1026 over Norge og Sverige, og på vej tilbage fra Rom, hvor han deltog i kroningen af den tysk-romerske kejser Konrad 2., udnævnte han sig selv som "Konge over hele England og Danmark og nordmændene og nogle af svenskerne". De [[Angelsaksere|angelsaksiske}} konge brugte titlen "king of the English". Knuds titel var ealles Engla landes cyning - Konge over hele England ("king of all England"). Middelalderhistorikeren Norman Cantor har kaldt ham for "den mest effektive konge i angelsaksisk historie".

Vikingetidens Skandinavien
Vikingetidens udfarter
Vikingetidens fæstningsanlæg
Vikingetidens skriftlige kilder
Runesten
Kunst i vikingetiden
Danske konger
Slag
Rustning og våben
Andre historiske personer

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.