Naturalis Historia

Naturalis Historia (Latin for "Naturhistorie") er et encyklopædisk værk skrevet af Plinius den Ældre.

Naturalishistoria
Naturalis Historia, Titelbladet fra Naturalis Historiae udgave fra 1669.

Indhold

De bevarede dele af Naturalis Historia består af følgende 37  bøger:

Tilblivelse

De første ti bøger blev tilsyneladende udgivet af Plinius selv I 77 e.v.t., og de sidste to år af sit liv brugte han på at revidere og udvide de øvrige bøger. De resterende bøger, blev sandsynligvis samlet og udgivet af hans nevø Plinius den Yngre. I de sidste bøger af Naturalis Historia forekommer der mange gentagelser, fejl endog selvmodsigelser, som indikerer at Plinius den Yngre ikke foretog en endelig korrektur på værket før udgivelsen.

Plinius formål med værket var at give et samlet billede af Universet, Jorden, mennesket, dyrene, planterne og mineralerne, men med særlig fokus på den praktiske anvendelse af fænomenerne.

Plinius var ikke naturforsker i moderne forstand som selv indsamlede sin viden, han var i stedet antikvar, der læste og citerede fra et utal af kilder, han skriver selv, at har læst over 2000 værker. Disse mange oplysninger som han således samlede, blev vurderet og diskuteret ud fra hans sunde fornuft og ikke gennem yderligere observationer, som man vil gøre i dag. Det vil imidlertid ikke give mening at bedømme Plinius arbejde ud fra moderne standarder, da kravet til objektivitet var et andet dengang og at mulighederne for videre undersøgelser var meget ringe. Plinius lod sig dog aldrig dupere af sine forlægs omdømme, men diskuterede og kritiserede deres tekster på lige fod.

Plinius’ egne holdninger skinner ofte igennem, hele værket er fx præget af hans negative indstilling til luksus og overflod. Denne kritik rammer i høj grad den tidligere kejser Nero, men skal vel læses som en advarsel til sin samtid og især Titus, som værket er dedikeret til.

Betydning for eftertiden

I middelalderen og i renæssancen var Naturalis Historia en af hovedkilderne til naturhistorie og viden om verden generelt, det skyldtes primært at der ikke fandtes bedre materiale at søge oplysninger i. Omkring 1700 daler interessen indenfor naturvidenskaben for de antikke værker, da man nu i langt højere grad selv foretager observationer og at mængden af nye tekster stiger.

Eksterne henvisninger

Tekst

Sekundær litteratur

HistorieStub
Denne historieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Abe

For alternative betydninger, se Abe (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Abe)

En abe er i snæver forstand betegnelsen på en primat, der ikke er en halvabe, en spøgelsesabe eller et menneske. Det vil sige alle arter i den zoologiske gruppe Simiiformes med undtagelse af mennesket. I bred forstand kan "abe" omfatte alle primater, inklusiv mennesket.

Beskøjt

En beskøjt (latin nauticus panis, panis nauticus, panis militaris) er en simpel kompakt meget hård kiks eller brød, lavet af mel, vand og nogle gange husholdningssalt. Beskøjter er billige og langtidsholdbare. Beskøjter anvendes som mad i fraværet af fordærveligt mad. Beskøjter var almindelige spise på lange rejser, landmigrationer og militærkampagner. En beskøjt kaldes også skibskavring, skonrog, skibskiks, skibsbrød og skibstvebak. Grundet beskøjters store hårdhed fik de mange øgenavne på mange sprog bl.a. pløkker og tagsten.Beskøjter blev i gamle dage typisk bagt to gange for at drive så meget fugt ud som muligt, så beskøjterne kunne holde længere.

Den eneste næring i beskøjter er melets proteiner og stivelse. Der er stort set ingen vitaminer i beskøjter, hvilket betød, at mennesker som alene fik beskøjter gennem længere tid, kom til at lide af vitaminmangel, som viste sig som skørbug (C-vitamin mangel).

Der spises i dag mange skibskiks i Grønland. Virksomheden Kjeldsen Bisca A/S leverede omkring år 2000 årligt 70 tons skibskiks til Grønland.

Detlef Detlefsen

Sönnich Detlef Friedrich Detlefsen (født 25. september 1833, død 21. juli 1911) var en tysk filolog.

Detlefsen var 1879-1904 gymnasierektor i Glückstadt. Han udgav en udgave af Plinius den ældres Naturalis historia og forestod en række undersøgelser om denne forfatter. Detlefsens Die Entdeckung des germanischen Nordens im Altertum (1904) er en indgående og idérig fremstilling af de ældre antikke forfatteres oplysninger om Norden, men indeholder en hel del senere betvivlede tolkninger.

Encyklopædi

En encyklopædi er en samling af tekst, figurer, billeder, lyd og/eller video, der beskriver den menneskelige viden enten i almindelighed eller inden for et afgrænset felt.

Etruskisk kunst

Etruskisk kunst er den form for figurativ kunst som blev skabt af den etruskiske civilisation i det mellemste og nordlige Italien mellem 800-tallet og 100-tallet f.Kr.

I etruskernes kunst havde figurativ skulptur i terrakotta en central plads, især skulpturer som afbildninger af almindelige mennesker på sarkofager, og bronzestøbte statuer i templerne, vægmalerier i fresko og metalarbejde som graverede bronzespejle. Italiensk kunst begyndte med etruskisk kunst.

En etruskisk kunstner er kendt ved navn, Vulca fra Veii, omtalt af Plinius den ældre i hans Naturalis Historia

Fyrsetting

Fyrsetting (norsk) blev brugt i minedrift før sprængstof blev almindeligt. Metoden baserer sig på det forhold, at bjerget udvider sig og sprækker, når det bliver opvarmet.Ved fyrsetting satte man ved (træ) op mod bjergvæggen og brændte "bål" normalt i mindst 24 timer. Derved blev der dannet sprækker i bjerget, og minearbejderne kunne derved lettere hakke stenmasser løse. Efterhånden, som man arbejdede sig ind over i bjerget, kunne der blive problemer med at sikre ventilation. Bålet kunne opbruge meget af ilten i luften, hvilket indebar, at det brændte dårligere. Røgen med den tungere kuliltegas var giftig og kunne let tage livet af minearbejderne. Dette blev dels løst med nye ventilationsskakter op til jordoverfladen, dels ved at der blev indbygget egne luftkanaler i minegangen.

Fyrsettingsmetoden krævede store mængder ved, derfor var det vigtigt for indehavere(n) af minerettigheder samtidig at få et tilstrækkeligt stort område i omegnen, hvorfra de lokale bønder blev forpligtede til at levere ved. Brændselstræet, man brugte, blev på norsk kaldt for setteved. Setteveden var typisk omkring én meter lang, kløvet og helst af en træsort med god brændværdi så som birk eller fyr. Det er dog troligt, at der blev brugt store mængder gran, som har en dårligere brændværdi, på grund af træets bedre tilgængelighed.

Fyrsatte stoller og orter har en ret karakteristisk næsten elliptisk eller æggeformet profil.

Ingævonere

Ingævonerne (også ingvaeonerne) som beskrevet af Tacitus i Germania (ca. 98 e.Kr.), var en vestgermansk folkegruppe der levede langs Nordsøkysten, i Jylland, Holstein, Frisland og de danske øer, hvor de i det første århundrede f.Kr. var blevet differentieret i frisere, saksere, jyder og angler.

Tacitus' kilder kategoriserede "ingævonerne nær havet" som en af tre germanske stammer, der nedstammede fra de tre sønner af Mannus, søn af Tuisto, og ophav til alle germanske folkeslag; de to andre var herminonerne og istævonerne. Ifølge den tidligere tyske professor i forhistorie, Rafael von Uslar, svarede denne trefoldsopdeling af de vestgermanske stammer overens med de arkæologiske fund fra senantikken.

Den romerske historiker Plinius den Ældre beskrev i Naturalis Historia (ca. 80 e.Kr.) ingævonerne som værende en af fem germanske grupperinger; de andre var vandilierne, herminonerne længere syd, istvæonerne og bastarnaerne. Ifølge ham bestod ingvæonerne af stammerne kimbrerne, teutonerne og chaukerne.

Kimbrere

Kimbrerne var en stamme, der angiveligt kommer fra det nuværende Danmark, sandsynligvis i Himmerland. Kimbrerne omtales første gang i 113 f.Kr., da de sammen med teutonere og ambronere drog mod Romerriget. Følgen var en række krigeriske sammenstød, der endte med et nederlag 101 f.Kr. ved Vercellae. Langt senere, omkring Kristi fødsel, omtales kimbrerne atter, og det nævnes, at de boede nordligst på den jyske halvø. Et kort tegnet af Ptolemæus og dateret til 135-142 e.Kr. skal med stor sandsynlighed tilbagedateres til samme tid.

Madeira

For alternative betydninger, se Madeira (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Madeira)Madeira er dels en gruppe portugisiske øer i det østlige Atlanterhav ("Madeira-øerne"), dels navnet på hovedøen i øgruppen. De ligger ud for Marokko og nord for de Kanariske Øer. Madeira er desuden navnet på den selvstyrende region (Região Autónoma da Madeira), som også består af øerne Porto Santo, samt de to ubeboede øgrupper Selvagensøerne og Desertasøerne. Øerne har et samlet areal på 801 km² og et indbyggertal på omkring 250 000. Øernes hovedstad og den største by Funchal med 104.000 indbyggere ligger på hovedøen Madeira. Øerne er nu en autonom region under Portugal.

Ofring i romersk religion

Ofring (latin: sacrificium, "helliggøre") var et fremtrædende element i romersk religion. Pligten til at udveksle gaver med guderne gennem offerritualer indgik i trosforestillingen om ius divinum (hellig lov), som var udbredt i romersk kultur. En korrekt ofring var vigtig for at sikre at pagten, pax deorum (fred med guderne) mellem mennesker og guder, blev opretholdt. Så længe den hellige lov blev overholdt, ville guderne fortsat sørge for samfundets lykke og fremgang.

Plinius den ældre

Plinius den Ældre (født Gaius Plinius Secundus; ca. 23, død 79 e.Kr.) var en romersk historiker, naturhistoriker og militærleder. Han blev født i Verona eller Novum Comum (Como) og tjente i sin ungdom som kavaleriofficer i Germanien. Senere blev han sagfører i Rom og fik et nært forhold til Vespasian og hans søn Titus efter deres magtovertagelse. Hans største interesse var videnskabelige studier, og Plinius var en særdeles aktiv mand og brugte al sin fritid til litterær virksomhed. Han skrev nogle mindre skrifter af militær betydning og to store historiske værker:

om Germanerkrigene og

om de foregående kejsere – omtrent fra 41 til 71.Kun dele af Naturalis Historia er bevaret til i dag.

I 79 e.Kr. var Plinius som chef for flåden udstationeret i Misenum ved Napolibugten, hvor han blev vidne til Vesuvs berømte udbrud, som begravede byerne Pompeji og Herculaneum. Vi ved ikke, om det var pligttroskab og ønsket om at redde befolkningen eller videnskabelig interesse efter at se nærmere på udbruddet, som drev ham. Men han omkom, da han indåndede giftige vulkandampe efter at være sejlet med en gruppe flådefartøjer mod Stabiae. Hans lig blev fundet "helt og uskadt, tilhyllet, som han havde været påklædt" tre dage efter vulkanudbruddet, skriver Plinius den Yngre.

Den historiske interesse for Plinius' skrifter er stor, da få forfattere fra den tid har beskæftiget sig indgående og alsidigt med naturvidenskabelige områder.

En vigtig kilde til vores viden om Plinius den Ældres liv og død er hans nevø og adoptivsøn Plinius den Yngres breve.

Pytheas fra Massalia

Grækeren Pytheas fra Massalia (Marseille) var en opdagelsesrejsende, der formentlig i sidste halvdel af det 4. århundrede f. Kr. foretog en rejse fra Middelhavsområdet til Nordvesteuropa. Vi kender ikke Pytheas fra Massalias fødsels- eller dødsår. Sædvanligvis dateres han efter disse fire fakta:

Han nævnes ikke af Aristoteles (384-322 f. Kr.)

Han modbeviste Eudoxos fra Knidos' (d. cirka 350 f. Kr.) teori om en fast polstjerne, i det han beskrev en geometrisk stjerneformation nær den himmelske pol, som siden bekræftedes af Hipparchos fra Nikaia (2. århundrede f. Kr.).

Han nævnes af Dikaiarchos fra Messina (d. cirka 285 f. Kr.)

Han nævnes af Timaios fra Tauromenion (cirka 360-250 f. Kr.)Dette daterer hans voksenliv til en gang i den sidste halvdel af det 4. århundrede f. Kr.

Romersk religion

Romersk religion tog sin begyndelse i den traditionelle religion, der blev praktiseret af befolkningen i byen Rom og Tiberdalen i det centrale Italien. Da Rom var blevet centrum i et vidtstrakt imperium, kom romersk religion til at betegne en mængde meget forskelligartede kultfællesskaber og religioner, som alle blev dyrket af rigets indbyggere. De kilder vi i dag har til rådighed fortæller ikke meget om den tidligste romerske religion, som den var før 2. årh. f.Kr., og romersk religion var da allerede blevet så opblandet med især græske og etruskiske elementer, at det er meget svært at skelne, hvad der oprindeligt har været romersk. Den tidligste religion bar præg af animisme, idet så godt som alle fænomener, begivenheder og begreber fandtes personificeret i en guddom, og disse guder var aktive medspillere i dagliglivet.Efterhånden som Romerriget voksede og blev til et imperium, der først omfattede hele den italiske halvø og siden alle landene omkring Middelhavet, blev den fremmede påvirkning af religionen endnu større. Den græske var stadig særlig stærk, og den romerske gudekreds kom i store træk til at svare til den græske, idet der ofte blev etableret faste oversættelser mellem det romerske og det græske panteon. Guder og kulter blev dog også importeret andre steder fra, f.eks. blev den egyptiske gudinde Isis meget populær, ligesom Den store moder (Magna Mater) fra Lilleasien og Mithras fra Persien. Denne udvikling betød, at man allerede i antikken diskuterede, hvad romersk religion egentlig var. Den traditionelle romerske religion mistede langsomt terræn allerede i republikkens tid. I kejsertiden vandt et bredt spektrum af nye religioner frem, men efter 4. årh. e.Kr. blev kristendommen den altdominerende religion.

Rætier

Rætierne er et folkeslag som i antikken beboede et område i Alperne, som i dag er delt mellem Schweitz, Østrig, Tyskland og Italien. Den romerske provins Raetia blev opkaldt efter dem.

Skandinavien

Skandinavien betegner et landområde i det nordlige Europa, som består af Danmark, Norge og Sverige.

De tre lande deler deres skandinaviske sprog og i stor grad deres kultur og historie.

Moderne Norge og Sverige er placeret på den skandinaviske halvø, mens det moderne Danmark består af Jylland, de jyske øer, Sjælland og Fyn.

Den præcise afgrænsning afhænger af, om man læner sig op ad den moderne brug af udtrykket, eller om man baserer sin antagelse på ordet “Skandinavien”, som optræder på skrift første gang i romeren Plinius den Ældres Naturalis Historia fra 77 e.Kr. Sprogforskere mener, at ordet Skandinavien har samme udspring som det old­germanske ord Skåne. Det betød muligvis “farlig ø”. Ordet Skan er synonymt med Skåne, som ligger i det sydligste Sverige.

Plinius beskrev netop “Scatinavia” som én af 23 øer mod nord. I det efterfølgende århundrede hævdede Claudius Ptolemæus, at Skandinavien var den største af de tre “skandiske øer” øst for det nuværende Jylland. Romerne var formentlig ikke klar over, at det nuværende Sverige og Norge er landfast med resten af det europæiske kontinent.

På dansk omfatter Skandinavien i dag Danmark, Norge og Sverige, mens den skandinaviske halvø kun er betegnelsen for Norge og Sverige. Dette område kaldes sammen med Grønland, Færøerne, Island og Finland for Norden. På f.eks. engelsk kan ordet Scandinavia henvise både til Skandinavien og Norden.

De sydlige og langt mest folkerige områder i Norden har et tempereret klima. Skandinavien strækker sig til nord for polarcirklen, men har et relativt mildt vejr sin breddegrad taget i betragtning som følge af Golfstrømmen. Mange af de skandinaviske fjeldområder har et alpint tundra-klima. Der er mange søer og moræneryg, som er arven fra den sidste istid, der sluttede omkring 10.000 år siden.

De danske, norske og svenske sprog danner et dialekt-kontinuum og er kendt som de skandinaviske sprog. Alle anses for at være indbyrdes forståelige med hinanden. Færøsk og islandsk omtales som ø-skandinaviske sprog, da de kun er forståelige med kontinentale skandinaviske sprog i et meget begrænset omfang. Finsk og sami er relateret til hinanden, samt ungarske, estiske og flere mindretalssprog, der tales i det vestlige Rusland. Derimod er de helt uden forbindelse til svensk, norsk og dansk. Finsk og sami omfatter imidlertid flere ord, der er blevet optaget som afsmitning fra de omkringliggende sprog.

Udtrykkene Skandinavien og skandinaviske er taget i brug i det 1700-tallet som vilkår for de tre skandinaviske lande[kilde mangler].

Spækhugger

Denne artikel omhandler delfinarten. Opslagsordet har også en anden betydning, se Spækhugger (sejlbåd).

Spækhuggeren (latin: Orcinus orca) er en tandhval, der tilhører delfinfamilien og er den største delfinart i verden. Den er efter areal det næstmest udbredte pattedyr på jorden (efter mennesket) og findes i alle jordens have, fra de arktiske regioner til de tropiske have. Den lever af både fisk, havskildpadder, havfugle, hajer, sæler, søkøer og endda andre tandhvaler, hvilket placerer spækhuggeren øverst i den maritime fødekæde. Spækhuggere er ligeledes kendt for at angribe bardehvaler, især gråhvaler og blåhvaler.

Spækhuggeren er et havpattedyr med et frygtindgydende ry, der går tilbage til Gaius Plinius Secundus' udgivelse af Naturalis Historia i år 77. Der har ikke været nogen rapporterede tilfælde af angreb på mennesker i naturen, bortset fra et enkelt tilfælde hvor en dreng i Alaska blev ramt, men ikke bidt, mens han svømmede. Der har dog været isolerede tilfælde, hvor spækhuggere i fangenskab har angrebet deres trænere i delfinarier og akvarier.

Teiresias

Teiresias var i græsk mytologi en blind seer. Han havde sit virke hos kongerne i Theben. Ifølge mytologien gjorde Hera ham blind.

Tisza

Tisza er en af Centraleuropas store floder og en af Donaus større bifloder fra venstre. Den har sit udspring i Ukraine med Hvide Tisza i Khornohora og Sorte Tisza i Gorganijbjergene. Den løber på en strækning langs grænsen til Rumænien og gennem Ungarn, hvor den næsten løber langs grænsen til Slovakiet. Den munder ud i Donau i Vojvodina i Serbien. Den danner grænse mellem regionerne Bačka og Banat. Tisza har et afvandingsareal på cirka 157.183 km². Floden er for en stor del sejlbar.

Varinere

Varinere (latinsk Varini og Varni) var en germansk stamme, som boede i det sydlige Jylland eller i Nordtyskland.

Plinius den Ældre nævner varinere 77 e.Kr. i sin bog Naturalis Historia. Tacitus beskriver varinerne i sin Germania som en de syv små Nerthus-dyrkende, ukrigerske folkestamme, sol tilhørte svebernes og hermundernes folkegruppe. Ptolemæus lokaliserer folkestammen boede mellem sakserne og sveberne ved den kimbriske halvøs nakke. Måske er der en sammenhæng med Over Jerstal-Kredsen, som boede mellem jyderne og anglerne .

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.