Nåleskov

Nåleskov er en skov bestående af nåletræer. Til de flestes overraskelse er nåleskov ikke naturligt forekommende i Danmark. Kun Skovfyr, Enebær og Taks er naturligt hjemmehørende nåletræer i Danmark og de naturlige fyrreskove er for længst uddøde – nye fyrreskove er dog plantet hist og her så man kan stadig nyde den statelige skovfyr i Danmark. De fleste nåleskove i Danmark er plantager af Rød-Gran eller Almindelig Ædelgran, men en række andre arter af gran og ædelgran forekommer også ligesom både fyr og lærk forekommer.

På verdensplan forekommer nåleskov i en lang række forskellige biomer:

  • Taigaen er verdens største skovområde. Den eurasiske taiga strækker sig fra Bergen i Vest til Vladivostok i øst. Størstedelen af taigaen er enten ren nåleskov eller skov hvor nåletræer indgår som et væsentligt element. Dette omfatter f.eks. den gran- og fyrreskov vi kender fra Sverige og Norge. Her forekommer granen på de bedre jorde og i de mildere områder, mens koldere regioner og fattigere jorde er domineret af fyrreskov. Det samme gør sig gældende i Canada og det nordlige USA.
  • I Løvskovs-biomet forekommer nåleskove i stor stil som plantager (f.eks. i Danmark) men også hist og her naturligt. Øst for Tyskland bevæger man sig ind i et område med tiltagende kontinentalt klima – her er nåleskove almindelige.
  • I Mediterrane biomer og Subtropiske tørkeskove kan nåletræer indgå som et væsentligt element. Da løvtræerne i disse områder typisk er stedsegrønne ligesom nåletræerne, giver dette ikke en konkurrence-fordel. Alligevel synes nåletræerne at være mere tolerante overfor tørke, hård vindslid og næringsfattig jord. Hvis de lokal-klimatiske forhold er for ringe vi lnåleskoven degenerere til busk-agtig bevoksning.
  • Bjergskove forekommer overalt på kloden. Her er det højden der giver anledning til koldere klima. F.eks. i det vestlige USA og Canada forekommer betydelige nåleskove i bjergskove. Nogle af verdens største træer forekommer i disse områder. Alperne er et andet eksempel på nåleskov i bjerge. En lang række nåletræer af speciel interesse eller komerciel betydning kommer fra bjergskove
C0388-Kstovo-Zelyony-Gorod-Trail
Typisk nåleskov
Vegetation-no-legend
Verdens biomer, fordelt efter klimabælterne
     Taiga      Løvskove      Mediterrane biomer      Subtropiske tørkeskove      Bjergskove

Økologi

Den typiske rødgrans-plantage i Danmark, er kendt som en trist, mørk skov uden meget liv i skovbunden. Dette skyldes imidlertid at træerne er plantet unaturligt tæt; i naturligt forekommende nåleskove er der en lang række forskellige plante- og dyrearter der trives i skovbunden. Nåle omsættes langsommere end blade når de falder af, og nåletræer forekommer ofte i koldere områder end løvtræer, hvilket også sænker omsætningen i skovbunden. Bunden i nåleskove er derfor oftest sur

På den Skandinaviske halvø, Finland og Europæisk Rusland forekommer vidtstrakte nåleskove domineret af Rødgran og Skovfyr. Træerne forekommer ofte side om side, men der kan alligevel groft skelnes mellem 2 skovtyper

  • Granskov: I de lidt mildere områder og på lidt bedre jorde. Rødgran er et skyggetræ og skovbunden er oftest domineret af Mos og Blåbær.
  • Fyrreskov: I de lidt koldere områder og på lidt fattigere jorde. Skovfyrren er et lystræ, og der er oftest flere forskellige arter i skovbunden, bl.a. Tyttebær og Lyng. Skovfyr er meget tolerant overfor forskellige grader af fugtighed. Fyrreskoven kan derfor forekomme både tør med en næsten hedeagtig underskov, men også på meget våd bund f.eks. i Skovbevoksede tørvemoser. Birk findes ofte indblandet i fyrreskoven.

Disse nordiske nåleskove har desuden en række andre fælles træk der alle kan henføres mere eller mindre til et lavt næringsindhold i jorden, og som derfor adskiller disse skove for den typiske danske løvskov på muldbund.

  • Karakterarter i skovbunden Linnaea og forskellige arter af Vintergrøn
  • Rig mos og lavflora
  • Skovmoser oftest med tørvemosser, hvor tørvemosser typisk er fraværende i en dansk løvskovsmose
  • Elg og til dels Brun bjørn er to store, kendte dyr som hører til i de nordiske nåleskove. Deres fravær i Danmark skyldes dog også utilstrækkelig revir-størrelse

I det nordlige Nordamerika findes lignende skove, blot med andre arter af gran og fyr.

Nåleskovs-biomer

Eksempler på nåleskove

Biom

Et biom er en ensartet, økologisk sammenhæng, der findes over et mægtigt område, så som tundra eller steppe. Biosfæren omfatter alle Jordens biomer – samtlige steder, hvor liv er muligt – fra de højeste bjerge til oceanernes bund.

Økosystemer er ikke isolerede fra hinanden, og de er i virkeligheden nøje forbundne. F.eks. kan vand cirkulere mellem økosystemer via vandløb eller havstrømme. Vand er et flydende levested, der selv afgrænser økosystemer. Nogle arter, som f.eks. laks eller ål bevæger sig mellem havsystemer og ferskvandsystemer. Disse forhold mellem økosystemer førte til, at man dannede begrebet biom.

Selv om det forenkler en mere kompliceret sammenhæng, giver længdegrader og breddegrader en godt tilnærmet beskrivelse af biodiversiteten i biosfæren. Meget generelt sagt aftager frodigheden i biodiversiteten (både for dyr og planter) fra ækvator (som f.eks. i Brasilien) og i retning af polerne.

Biomerne svarer ret nøje til opdelinger af kloden i forhold til breddegraderne fra ækvator til polerne, men under påvirkning af miljøet (vand, land, bjerge osv.) og klimaet. Det skyldes, at opdelingen stort set bygger på arternes tilpasning til temperatur og fugtighed. For eksempel finder man kun havets planter i den del, som kaldes den fotiske zone (hvor lyset kan trænge igennem), mens man hovedsageligt finder nåletræerne, hvor der er bjerge eller højt mod nord.

En anden måde at vise disse forskelle på er at bruge begrebet økozone, som i dag er meget veldefineret, og som i store træk følger kontinenternes grænser. Disse zoner er på deres side inddelt i økoregioner, hvor afgrænsningen i visse tilfælde er mere omdiskuteret. Pointen er dog den, at man kan genfinde eksempler på de fleste biomer inden for flere økoregioner. F.eks. finder man nåleskov i palæarktiske, i den nearktiske og i den neotropiske zone.

Biotop

En biotop (af græsk bios = "liv" + topos = "sted") er en rumligt afgrænset, mindre enhed af et økosystem, hvor de ydre vilkår (klima, jordbund osv.) sætter grænserne. Betegnelsen økotop anvendes i en vis udstrækning som synonym for biotop. På et sådant sted findes et livsfællesskab (biocønose) mellem bestemte plante-, svampe-, bakterie- og dyrearter, og det er afgørende for, at man kan skelne mellem forskellige biotoper. Efterhånden er vegetationen blevet det vigtigste kendemærke for de forskellige landbiotoper, fordi den er så let at beskrive præcist. Ordet bruges ofte ensbetydende med habitat, dog sådan at angelsaksiske forfattere foretrækker habitat, mens skandinaviske og tyske foretrækker biotop. Begreberne kan med fordel underordnes hinanden, sådan at "biotop" bruges om et områdes miljøvilkår, mens "habitat" betegner en enkelt dyre- eller plantearts præcise levested indenfor biotopen.

Brunvandet sø

Naturtypen Brunvandede vandområder er sjælden i Danmark, men forekommer hist og her. Til trods for at vandet er brunt er det meget rent, og en meget lav forekomst af næringsstoffer og affaldsstoffer er et vigtigt karaktertræk. Vandet er typisk let til noget surt, og der forekommer derfor en række vandplanter, som er sjældne og ikke forekommer andre steder, f.eks. Tvepibet Lobelie, Brasenføde og Sylblad.

I brunvandede søer kan forekomme Hængesæk eller forstadier til Højmose i form af en flydende pude af tørvemos med mange af de planter der hører til den egentlige højmoseflade.

Canadisk nåleskov

De canadiske nåleskove er en af økoregionerne i i den nearktiske økozone. De tilhører bioregionen Det canadiske skjold, og de afgrænses mod nord af den canadiske tundra, mod øst af Atlanterhavet, mod syd af de tempererede løvskove og blandede skove og af prærien. Mod sydvest og vest grænser de canadiske skove op mod de tempererede nåleskove i det vestlige Canada.

Elle- og askeskov

Elle- og askeskov betegner sådanne skove eller bevoksninger, hvor el og ask er fremherskende træarter.

Enebærklit

Ved enebærklit forstås en klit, der er sammenhængende bevokset med enebær.

Kildevæld

Ved et kildevæld forstås det sted, hvor grundvandet trænger frem på jordoverfladen. Dette kan ske ved et vældhul, en større vældflade eller som flere småvæld indbyrdes nær hinanden. Hvor kilden udspringer i kalkrige områder, er kildevandet kalkholdigt eller hårdt.

Kransnålalge-sø

En Kransnålalge-sø er en kalkrig sø kendetegnet ved, at der vokser kransnålalger på bunden.

Løvskov

Løvskov er en skov bestående af løvtræer. I Danmark er biotopen løvskov altid biomet Tempereret løvfældende skov. I varmere klima, f.eks. i Middelhavsområdet er løvskove oftest stedsegrønne, men træerne kan i sådanne områder stadig tabe bladene i perioder med langvarig tørke.

Typiske eksempler på løvskov i Danmark er f.eks. bøgeskov, egeskov, ellesump eller diverse blandingsskove. Typiske danske løvskovstræer er f.eks. bøg, Stilk-Eg, Vinter-Eg, Rød-El, Ask og Lind samt flere andre.

Andre løvskovs-biomer udenfor Danmark er:

Tempereret regnskov

Mediterrane skove, skovområder, og krat (Chaparral, Stedsegrøn løvskov, Maki, Garrigue)

Tropisk og subtropisk, fugtig løvskov (Regnskov)

Tropisk og subtropisk, tør løvskov

Naturskov

En naturskov er en skov, hvor træerne genetisk stammer fra træer, der naturligt er indvandret til voksestedet. En urskov er således også en naturskov, men hvis urskoven fældes, og en ny skov vokser op af sig selv, er der ikke længere tale om urskov, selv om træerne måske bliver flere hundrede år gamle. Men skoven er stadig en naturskov. Man bruger begrebet naturskov om skove, der er for menneskepåvirkede til, at skoven kan kaldes for urskov.

Nåleskov på Uralbjergene

Økozonen nåleskov på Uralbjergene dækker bjergskråninger på den nord-sydgående bjergkæde, Ural-bjergene, der danner Europas østlige grænse mod Asien. Dermed er den en del af det palæarktiske biom nåleskov.

Palæarktiske zone

Den palæarktiske zone (ordret: den ”gammelarktiske zone” fra græsk palaios = "gammel" + arktos = "det arktiske") en én af de 8 økozoner, som Jordens overflade er inddelt i.

Den omfatter økoregionerne på landjorden i Europa, Asien til og med Himalayas sydlige forbjerge, Afrika til Saharas sydgrænse og dele af Mellemøsten.

I udstrækning er det den største økozone, men den har kun få særpræg på grund af de centrale ørkener, den nordlige tundra og fraværet af egentlig tropiske områder, selv om der findes egne med tørt og næsten tropisk klima (Sahel, Sicilien, Andalusien og dele af Grækenland). De mange istider har også bidraget til at udslette mange særpræg i dyre- og planteliv, især da de vigtigste bjergkæder strækker sig i øst-vestlig retning.

På grund af dens størrelse deles zonen ofte for nemheds skyld i "den østlige, palæarktiske zone" og "den vestlige, palæarktiske zone", hvor Uralbjergene og det Kaspiske Hav bruges som adskillelse mellem de to halvdele.

Denne zone og den Nearktiske zone (ordret: den "nyarktiske zone") (Nordamerika) har flere gange under istiderne været forbundet via en tørlagt tange over Beringstrædet, og de har derfor flere indbyrdes ligheder end andre zoner. Nogle forskere kalder dem af samme grund for den "Holarktiske zone".

Skandinavisk og russisk nåleskov

De skandinaviske og russiske nåleskove en sammenhængende økoregion, som dækker Skandinavien, Finland og de nordlige dele af det europæiske Rusland. På dette område er skovene den potentielle vegetation, og de beskrives ofte som skovtundra. Skovene udgør en del af det palæarktiske biom boreal nåleskov.

Skov

En skov er et plantesamfund eller en biotop, hvori træer udgør hovedbestanddelen. Endvidere må det kræves, at der er tale om et større areal, at træerne har en vis højde, og at trækronerne tilnærmelsesvis når hinanden. Skov forekommer naturligt overalt på Jorden, bortset fra områder med for lav temperatur eller for tørt klima. Klimaet er afgørende for, hvilken skovtype, der udvikles.

Skoven producerer bioaerosoler og påvirker skydannelse, tågedannelse og nedbøren væsentligt – og dermed både vejret og klimaet.

En mindre skov kaldes for en lund.

I overført betydning bruges ordet "skov" også til at angive en større samling af ensartede individer eller emner f.eks. en skov af biler eller mennesker.

Strand

For alternative betydninger, se Strand (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Strand)

Strand er den yderste del af kysten, der støder op mod havet og til dels beskylles af dette. Den del af stranden, der er tør ved ebbe og overskyllet ved flod , kaldes forstranden. For søers og floders vedkommende bruger man ordet bredden.

Strande, der er egnet til badning (og solbadning), kaldes for badestrande.

Gode badestrande har typisk fint sand både på den tørre del af stranden og under vandet.

Strand i betydningen "vandområde (nær kysten)" har tidligere været brugt i visse faste forbindelser ("springe i stranden"). Således var Kallebodstrand (Kalveboderne) et område mellem Sjælland og Amager (nu inddæmmet). Nationalsangens salten Østerstrand må forstås som "den salte Østersø".

Et stykke ude fra strandbredden er der typisk tre sandrevler parallelt med kysten, der er mindre sandforhøjninger under vandet. Større kystparallelle forhøjninger af sand, kaldes sandbanker. Større sandflader kaldes flak.

Sveriges geografi

Sverige ligger i Nordeuropa på den østlige del af den skandinaviske halvø. Landet deler landegrænser med Norge i vest, Finland i nordøst, samt Danmark i sydvest via Øresundsbroen. Landet har også maritime grænser til Estland, Letland, Litauen, Polen, Tyskland samt Rusland (Kaliningrad). De omgivende have er den Botniske Bugt og Østersøen i øst og syd, samt i sydvest Skagerrak, Kattegat og Øresund. Sverige udgør en del af det geografiske område Norden.

Sverige er en del af det Baltiske Skjold, hvilket sørger for en stabil geologi skånet for jordskælv og vulkaner. Terrænet er almindeligvis fladt eller med lave bakker, undtaget den Skandinaviske Bjergkæde langs grænsen til Norge.

Sverige har et oftest mildt tempereret klima med kolde vintre og kølige somre på trods af sin nordlige beliggenhed, hvilket skyldes varme fra Golfstrømmen. I det sydlige Sverige er løvtræer dominerende, i nord domineres landskabet af nåleskov og hårdføre birketræer. I Sveriges nordligste del, som er præget af fjelde, har landet et subarktisk klima. Nord for polarcirklen går solen ikke ned om sommeren, og midvinternætterne afbrydes kun af nogle få timers morgengry og skumring.

Øst for Sverige ligger Østersøen og den Botniske Bugt, der giver landet en lang kystlinje, hvilket også påvirket klimaet. I vest ligger den Skandinaviske Bjergkæde, der adskiller Sverige fra Norge. Siden 1700-tallet har grænsen til Norge fulgt bjergkædens vandskel nøje. Elvene i nord (de såkaldte norrlandselve) løber altså som regel mod øst, og kan ofte blive ganske brede.

Det sydlige Sverige, især den sydligste del med Skåne, er for en stor dels vedkommende landbrugsarealer, mens skove dækker større og større dele af det øvrige område. I det centrale Götaland rejser det smålandske højland sig dog. Befolkningstætheden er også større i de sydlige egne, særligt i Mälardalen og Øresundsregionen. I den sydlige del af landet løber mange vandløb ind midt i det sydsvenske højland mod alle verdenshjørner. Elvene bliver derfor lige så lange og store som i nord, hvilket også har betydning for landbrugsjorden.

Sveriges højeste bjerg er Kebnekaise i Lappland på 2.111 meter over havets overflade. De to markant største øer er Gotland og Öland i den sydøstlige del af landet og de to største søer Vänern og Vättern. Fra Treriksröset til Smygehuk er Sverige 1.572 kilometer lang.Skov, vandkraft og jernmalm er vigtige naturressourcer.

Tajga

Tajga (russisk: тайга́, tr. tajgá) er et biom, som er kendetegnet ved sine vældige skove af stedsegrønne nåletræer eller blandingsskove af nåletræer, birk, røn m.fl. Det er subarktiske og fugtige områder, hvor plantesamfundene er domineret af stedsegrønne ædelgran (Abies), gran (Picea) og fyr (Pinus) og løvfældende birk (Betula) samt røn (Sorbus) der er godt tilpasset det kolde klima. Højmoser og de tilknyttede plantearter er også almindelige i disse egne.

Den gennemsnitlige temperatur for juli er højere end 10 °C, men vækstsæsonen er kortere end 100 dage. Nedbøren falder som regn, tåge, rim eller sne, og den er på mellem 400 og 850 mm pr. år. Nåleskovenes jord er præget af det store nedbørsoverskud, som betyder udvaskning af kalk og andre mineraler. Dertil kommer, at de visne nåle danner syrer og andre spirehæmmende stoffer, når de bliver nedbrudt. Det gør også, at nåletræer, der er etableret som plantager i løvskovsområdet, forsinker successionen tilbage mod den naturlige vegetation.

Tajgaen betegnes også som "boreal skov" og opdeles ofte i 2 zoner: Den nordlige (nordboreal skov) med spredt skov der lukker meget lys igennem, domineret af fyr og birk, og den sydlige (sydboreal skov) med tæt skov domineret af gran men iblandet fyr, birk og andre løvtræer.

Den nordboreale skov er den yderste zone før tundraen, hvor der findes træer og de arter, som er afhængige af dem. Mange trækfugle søger dertil i sommerperioden for at udnytte midnatssolen og de lange dage og det myldrende insektliv. Nogle frøædende fugle (f.eks. korsnæb, mejser og spætter) og de store, altædende fugle (som f.eks. ørne og kragefugle) kan overvintre i nåleskovene, fordi de kan udnytte både levende bytte og ådsler.

Der er forholdsvis få pattedyr, som kan klare de hårde vintre. Blandt de hårdføre arter er elg, los, bæver, snehare, lemming, ren og mange forskellige mårer, som f.eks. jærv og lækat.

Tempererede Nåleskove

Tempereret nåleskov er et biom der forekommer i de tempererede klimaebælter hvor der er varme somre, kølige vintre og tilstrækkeligt nedbør. De bedst kendte eksempler på tempereret nåleskov er de tempererede regnskove i det vestlige USA og Canada og bjergskovene i Sydeuropa.

Et af de vigtige kendetegn ved tempereret nåleskov (og tempereret regnskov) er frodigheden i skovbunden kendetegnet ved en kraftig vækst af mosser, bregner,buske og også en lang række urter – i nogle tilfælde, f.eks. på New Zealand, forekommer endog træbregner. Nordlige nåleskove er også rige på mosser, mens bregner forekommer langt mindre. Også vegetationen af urter og buske er mere sparsom i de nordlige nåleskove. Tempereret nåleskov kan have et varierende islæt af løvtræer og der er en glidende overgang til biomet tempereret løvfældende skov.

Tropisk og subtropisk nåleskov

Tropisk og subtropisk nåleskov er et mindre biom, der forekommer i subtropiske og tropiske klimabælter, dog ikke i de fugtige områder med egentlig regnskov. I tropisk lavland med høj fugtighed er nåletræer sjældne og danner sjældent skove domineret af nåletræer. En undtagelse er de tropiske nåleskove på Sumatra og Filippinerne. I tropiske bjergskove med høj fugtighed (såkaldt "tågeskov") samt i tropiske områder med lavere fugtighed, samt subtropiske områder, forekommer flere tilfælde, omend det almindeligste stadig er nåletræer indblandet i skov domineret af stedsegrønne løvtræer. Der er i praktisk taget alle tilfælde en eller flere arter af fyr (Pinus) der udgør de dominerende nåletræer, ofte i kombination med en eller flere arter af stedsegrøn eg (Quercus). Sådanne skove findes hovedsageligt i Mellemamerika, specielt Mexico, og Caribien. Af de arealmæssigt største sådanne skove er dog de subtropiske fyrreskove i Himalaya.

Havnære naturtyper
Havklinter og stenede strande
Strandenge og marskområder
Kystklitter
Indlandsklitter
Søer
Vandløb
Heder
Krat
Overdrev
Enge
Højmoser
Kalkrige lavmoser
Klippesprækker
Havgrotter
Løvskove
Nåleskove

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.