Masoreter

Masoreter (hebræisk masorah: overlevering) var jødiske lærde fra 7. til 10.århundrede, som beskæftigede sig med overleveringen af bibelteksten især ved afskrivning, hvor de indarbejdede et vokalsystem til det hebræiske alfabets konsonanter; det bidrog til sikkerhed ved læsning af teksterne. [1]

Masoreterne var lokaliseret tre steder: Tiberias, Israel og Babylon. Hver gruppe udarbejdede et system for grammatik og udtale for at standardisere det, som var overleveret mundtligt fra generation til generation. Det mest kendte system var udarbejdet af masoreterne i Tiberias ved Galilæa-søen.

Til det sjette århundrede e.Kr. var de hellige hebraiske skrifter nedskrevet som konsonanttekst; vokalerne blev overleveret mundtligt. Men på den tid var der mange jøder, som ikke længere var fortrolige med hebraisk, og forståelsen af konsonantteksten var i fare for at forsvinde. For at beskytte teksten udvikledes et skriftligt vokalsystem.
Masoreterne var meget omhyggelige med at bevare den oprindelige tekst, så de udviklede vokalsystemet som prikker og streger, som blev tilføjet over, under og midt i bogstaverne i konsonantteksten (niqqud [2]). De udviklede også et kompliceret system, der tjente som tegnsætning og korrekt udtale.

Hvis masoreterne opdagede fejl eller unøjagtigheder i teksten lavet af tidligere afskrivere, ændrede de ikke teksten, men skrev en anmærkning i margen. De lavede statistik over ord og udtryk og udviklede et indviklet kodesystem, som skulle hjælpe afskriverne med at lave en så nøjagtig afskrift som mulig. Fx optalte de alle ord og bogstaver, når de lavede en afskrift, og de kontrollerede, at det midterste ord og det midterste bogstav på siden var som i originalen; de afmærkede til og med det midterste ord og det midterste bogstav i hele pentateuken for at lave en så nøjagtig afskrift som mulig. Hvis de fandt en fejl, skar de hele afsnittet ud eller kasserede hele siden og begyndte forfra.

Det mest kendte system blev perfektioneret af masoret-familierne Ben Asher og Ben Naftali i Tiberias i det niende og tiende århundrede e.Kr. Vi har håndskrifter fra Ben Asher, men ingen fra Ben Naftali. Aleppo-kodeksen er udarbejdet af Ben Asher-familien.


Hebraisk tekst uden og med masoretisk punktsætning (1. Mos. 1:1):

Masoretisk tekst

Masoretisk tekst
Noter
  1. ^ Gyldendals Religionsleksikon 1998, side 348
  2. ^ Se den norske: Niqqud
Masoret1
En masoretisk tekst. Masoreterne lavede notater ved siden af teksten og kommentarer øverst og nederst på siden.
Codex Aleppo

Codex Aleppo (hebr. כֶּתֶר אֲרָם צוֹבָא, Keter Aram Tsova) er et manuskript af den hebraiske bibel, angiveligt et værk af en af de indflydelsesrige masoreter Aaron ben Asher fra det 10. århundrede e.Kr. Det var i lang tid det eneste komplette manuskript af hele Det gamle testamente, men ca. en tredjedel har manglet siden 1947, også det meste af Pentateuken, .

Teksten er af yderst god kvalitet med en meget akkurat gengivelse efter masoretiske principper og med meget få afskrivningsfejl. Codex Aleppo er den højeste autoritative kilde i udarbejdelsen af den originale hebraiske tekst til Bibelen.

Første Mosebog

Første Mosebog, også kaldet Genesis (hebraisk: בראשית, tr. Bereshit = "I begyndelsen"; græsk: Γένεσις Génesis = "Begyndelse"), er den første bog i Bibelen, både den jødiske Tanakh og kristendommens Gamle Testamente, hvor den udgør første del af Pentateuken – samlingen af de fem mosebøger. Første Mosebog er kanonisk litteratur i kristendommen, jødedommen og i mindre grad islam.

Bogen er inddelt i 50 kapitler. De første elleve kapitler udgør den såkaldte urhistorie, som bl.a. indeholder beretningen om verdens og de første menneskers skabelse, syndefaldet og Adams og Evas efterfølgende udstødelse fra Edens have, Kains drab på sin broder Abel, Noas Ark og Babelstårnet.

De sidste 39 kapitler indeholder historierne om de tre patriarker: Abraham, Isak og Jakob. Disse historier beretter bl.a. om Guds udvælgelse af Abram, som kom til at hedde Abraham, og Guds løfte til Abraham om, at alle jordens folk ville blive velsignet gennem hans afkom (1 Mos 12,3), Sodomas og Gomorras udslettelse, Abrahams ofring af sin egen søn Isak og Jakobs kamp med englen. Bogen beretter derudover også generelt om det israelittiske folks forhistorie. Bogen ender med, at efterkommerne af Jakob (også kaldet Israel) rejser til Ægypten, hvor de etablerer et godt forhold til den daværende farao.

Teksten tillægges traditionelt Moses, men dette er blevet draget i tvivl. Flere teologer mener teksten er sammensat af flere kilder, emnet er dog i mange kredse stadig kontroversielt. Teksten indeholder det mytologiske grundlag og den narrative basis for mange nationale og religiøse institutioner i det klassiske Israel og er en introduktion til landets og folkets historie og traditioner.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.