Landboreformerne

Ved landboreformerne forstås i almindelighed en række tiltag, danske regeringer iværksatte i perioden 1784 - ca. 1830 med det formål at forandre og forbedre vilkårene for rigets bønder. Blandt reformerne regnes udskiftningen af landsbyfællesskabet og samlingen af de enkelte gårdes jord i en enkelt hovedlod (samt en englod og måske en overdrevslod), støtte til udflytning af gårde til deres nye lod, samt stavnsbåndets ophævelse til de vigtigste. Også tiltag til afvikling af fæstevæsenet og fremme af selveje samt til at lægge fastere rammer for det tilbageværende hoveri blev taget, men her var reformerne mindre indgribende, og først inde i 1800-tallet begyndte der at vise sig resultater på disse områder. Endelig bør nævnes, at indførelsen af folkeskolen i 1814 omtales som et naturligt følgende led i reformarbejdet. Under reformarbejdet søgte man tillige at tage hensyn til husmændene ved at sikre disse visse rettigheder, men med mindre held.

Landboreformerne regnes som indledningen til den danske bondestands økonomiske og borgerlige frihed.

Ambox scales.svgDenne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.
Frihedsstøtten 2005-02
Frihedsstøtten i København. Grundstenen lagt 1792
Fiedrichvidenmark
Frederik 6. Kronprinsregent 1784–1808 og konge 1808–1839
Colbjørnsen
Christian Colbjørnsen 1749–1814 Norskfødt jurist, embedsmand og sekretær for landbokommissionen

Baggrund

Hoveri, jordfællesskab, stavnsbånd og tiendeydelser[note 1] lagde store hindringer i vejen for bondens muligheder for et forbedret agerbrug med øget produktion. Landboreformerne blev i Danmark et afgørende brud med lensvæsenet og den feudale produktionsmåde.

Landbruget var hovederhvervet og ca. 80% af befolkningen boede på landet.[1] Dette lagde et yderligere pres på bonden, fordi befolkningstallet var stigende, og efterspørgslen fra udlandet var stor på grund af talrige krige. Landbruget var nødt til at øge produktionen, da det forsynede hele samfundet med fødevarer og råvarer til manufaktur, håndværk og handel.

Det økonomiske pres på gårdmændene skyldtes de stigende skatter til staten og stigende fæsteindtægter og hoveri til godsejerne. Derfor havde godsejerne svært ved at få fæstegårdene besat.[kilde mangler]

Initiativet og drivkraften bag reformerne

Stavnsbåndets indførelse 1733

Godsejernes problemer med at få fæstegårdene bemandede førte til stavnsbåndets indførelse i 1733. Det skulle afhjælpe den alvorlige landbrugskrise, som skyldtes svigtende efterspørgsel fra udlandet, men især forventninger i Danmark.

Afvandringen fra landet til byerne øgede problemet med at få befolket fæstegårdene. Fæstet var aftalt i en kontrakt, som i princippet var gældende for fæstebonden resten af livet.[2]

Herremænd kunne befale deres fæstebønder at drive de sletteste gårde. Frederik 4. havde ganske vist afskaffet godsejernes ret til at give deres karle de ringeste gårde, men ordningen blev genindført af Christian 6. med det resultat, at produktionen steg på trods af bøndernes usle kår.[kilde mangler]

Herremænd og godsejere kunne igen udstationere deres bønder og karle på de dårlige gårde med mere arbejde. Da større arealer opdyrkedes, øgedes produktionen, og landets velstand og befolkning voksede.

Danmark var selvforsynende og lagde nye arealer under plov. Bønderne fik mere arbejde, og nogle måtte forlade deres gårde på grund kravene. Men der blev ikke krævet skatter af de nyindtagne arealer, som blev profitable.

Efter en hård begyndelse mærkede bonden så småt den forbedrede økonomi. Den store produktion medførte øget indtjening, især fordi England var begyndt på en erhvervsmæssig specialisering og importerede landbrugsprodukter i store mængder, og de danske bønder kunne få mere for deres produkter uden øgede produktionsomkostninger.[kilde mangler]

Fæstebøndernes trodsighed

Forståelig utilfredshed og trodsighed florerede alligevel i bondestanden, som blandt andet klagede over, at hoveriet havde udviklet sig til en grov udnyttelse, der betød, at bønderne kunne ikke betale afgifter og effektivisere deres egne landbrug med alle de tvungne dage med hoveri.[3] På den anden side klagede en kreds af godsejere over bøndernes genstridighed.[4][note 2] Konflikterne betød, at Christian Ditlev Frederik Reventlow, som var kronprinsens fortrolige, arbejde for at nedsætte en kommission, der skulle stille forslag om reformer i landbruget.[5]

Mange grunde til handling

Initiativet var i overensstemmelse med befolkningens ønsker, hvor især bønderne var utilfredse med deres situation. Kronprinsen og hans meningsfæller i landbokommissionen – "Den Store Landbokommission" fra 1786: Kommissionen havde til opgave at undersøge og stille forslag om proprietærers og fæstebønders indbyrdes rettigheder og pligter. Kommissionen ophævedes ved reskript 20. marts 1816.[6] – samt Christian Colbjørnsen, ville også gøre noget ved sagen. I sidste ende blev reformerne dog gennemført ud fra den erkendelse, at man havde nået det produktionsmæssige loft. Da efterspørgslen fra udlandet var stor og befolkningstallet stigende, var tiltag nødvendige; den danske økonomi kunne ikke kapere mere, udbuddet var for lille. Det ville være til gavn for alle med mere produktion og større velstand, så det var denne erkendelse, der var startskuddet til reformerne.[7]

Indsigt ved slutningen af 1700-tallet

Det var i slutningen af 1700-tallet, at den kyndige havde indset, at der med bondestandens status ikke kunne nås yderligere produktion og stigende økonomi.[kilde mangler]

Det var umuligt for bonden at opdyrke mere jord, da hoveriet og vedligeholdelsen af gårdene var så omfattende. De havde nået et produktionsloft. Bønderne behøvede mere luft og plads, og det ville give bedre produkter og større produktion. Det var et ønske fra både regeringen og godsejerne og ville kunne betyde en større befolkning – og flere skatter og ikke mindst mulighed for en større flåde og hær.[kilde mangler]

De centrale personer

Danmarks og norges oeconomiske magazin
Første bind af Danmarks og Norges oeconomiske Magazin fra 1757. 1755 havde Frederik 5. opfordret interesserede til at skrive om mulige forbedringer i Danmarks økonomiske og især landbrugsmæssige forhold. De indsendte forslag blev trykt uden censur, ofte anonymt i dette af staten bekostede tidsskrift, under redaktion af Erik Pontoppidan.

Opmærksomst på den kommende stagnation var kronprins Frederik (senere Frederik 6.)   I 1784 havde han 16 år gammel ved et møjsommeligt iscenesat statskup erobret den reelle magt i riget – som kronprinsregent – og så nu muligheden for at komme landbruget til undsætning. Han blev understøttet på det kraftigste af brødrene Christian Ditlev Frederik Reventlow og Johan Ludvig Reventlow, Andreas Peter Bernstorff og Christian Colbjørnsen. Også godsejeren Vilhelm August Hansen var en væsentlig støtte. Disse herrer fra landbokommissionen mente, at der skulle nogle fysiokratiske aspekter i spil for at undgå den forudsete stagnation i landbruget.[kilde mangler]

Det var disse fortalere for fysiokratismen, der tog initiativet til bondens frigørelse ved landboreformerne. De fire – hovedsageligt kronprins Frederik – gjorde det muligt at bearbejde reformerne politisk. Reformerne havde også en række åndelige fædre i oplysningskredsen omkring Sorø Akademi som J.S. Sneedorff og Tyge Rothe, der fra midten af 1700-tallet havde gjort sig til fortalere for lettelse af bøndernes vilkår med frihed og øget produktivitet til følge. Ønsket var at få skabt en velstående middelklasse og modarbejde de enorme standsforskelle i Danmark. Den var overbevist om, at kilden til rigdom lå i jorden, og at landbruget skulle optimeres. Bønderne behøvede et incitament til at arbejde og producere mere. De ville frigøre bonden og lade markedskræfterne spille frit og oparbejde en god økonomi. Bondens frihed ville føre til selveje og aktivere ham til at få gården til at blomstre.[kilde mangler]

Landboreformerne

I tiden inden reformernes frigørelse af bondestanden var vilkårene som før nævnt ofte kummerlige og bundne. Fæstebønderne måtte både betale landgilde, yde arbejdstjeneste og udføre hoveri for godsejeren.[3]

Fæstebønderne kunne på grund af stavnsbåndet ikke forlade deres gårde og levede ofte på et eksistensminimum. Godsejeren havde til enhver tid ret til afstraffe fæstebonden, sætte ham i fangehul eller indskrive ham til militsen, hvis bonden f.eks. nægtede at overtage en ringe gård. [8] Fæstebønderne havde heller ikke tilstrækkelig tid til at passe deres egne marker, da hoveriet lagde beslag på meget af deres fritid.[kilde mangler] Under disse betingelser forekom egentlig mishandling af fæstebønderne, men det skete ret sjældent, fordi godsejerne ikke havde interesse i at gøre deres arbejdskraft uarbejdsdygtig.[8]

Hoveri

Hoveri var det pligtarbejde, som bønderne ydede til hovedgårdenes drift eller til det offentlige. I begge tilfælde var hoveri en del af afgiften for brugen af jord eller bolig. Hoveriets omfang voksede gennem 1600- og 1700-tallet. Den ældre betegnelse ugedagstjener afspejlede, at der blev en arbejdsdag ugentlig. Igennem 1700-tallet blev hoveriet mere og mere omfattende. Det blev til gårdmandens vigtigste afgift til godsejeren og endte til sidst med at være fire gange så meget værd som landgilden, den årlige afgift, som fæstebonden betalte godsejeren, ofte i form af naturalier.

Omfanget af hoveriet havde aldrig været fastlagt, men godsejerne var flittige brugere af den gratis arbejdskraft de kunne tvinge fæstebønderne til at yde. Det resulterede i fødevaremangel om vinteren for bønderne, der ikke havde tid til at passe deres egne marker.[note 3] Antallet af selvejende gårde faldt drastisk midt i 1700-tallet. Det var for besværligt at løse sig fri af fæstet og prisen var alt for høj; bare for at få lov til at forlade en fæstegård, skulle betales en afgift der svarede til en bondes årsløn. Denne ordning var en del af stavnsbåndet, der jo netop skulle forhindre udvandring fra fæstegårdene.

Karlen havde kun to valg: Enten at overtage en ringe fæstegård på sin godsejers befaling, eller at lade sig indkalde som soldat i militæret. Det var stavnsbåndet der sikrede godsejerne denne autoritet over for gårdmændene. Efter stavnsbåndets indførelse i 1733 under Christian 6. måtte den mandlige del af bondebefolkningen ikke flytte fra fødegodset uden godsejerens tilladelse.

Aldersgrænserne var oprindelig 14–36 år, men blev i 1742 udvidet til 9–40 år og i 1760 til 4–40 år. Officielt var stavnsbåndet indført for at genindføre landmilitsen, der var afskaffet tre år tidligere.[9] Afskaffelsen af militsen betød, at bønderne nu slap for den forhadte militærtjeneste, og fik frihed til at rejse hvorhen de ville og slippe for det umenneskelige hoveriarbejde under tyranniske godsejere.

Undertrykkelsen af bønderne og krisen i landbruget medførte en flugt fra landet, der gjorde, at godserne i høj grad mistede arbejdskraft. Godsejerne krævede derfor landmilitsen genindført for at forhindre bøndernes flugt og sikre sig billig arbejdskraft. Landmilitsen blev genindført med det samme og hang som en trussel over bøndernes hoveder, hvis de nægtede gårdovertagelse. Denne enorme frihedsberøvelse hæmmede bonden.[kilde mangler]

Stavnsbåndsløsningen 1788

I 1788 underskrev statsrådet løsningen af bønderne fra stavnsbåndet. Bag stavnsbåndets løsning stod godsejerbrødrene Ludvig og Christian Ditlev Reventlow, jurist Christian Colbjørnsen og godsejer Anders Peter Bernstorff. Det var dem, der fik det igennem rent politisk med kronprins Frederiks (d. 6.) store velvilje i ryggen.[kilde mangler]

Løsningen var dog ikke en ophævelse, idet staten overtog bindingen af landboerne til hejmestavnet i forbindelse med soldatertjenesten. Det var først med indførelsen af den almindelige værnepligt i 1848, at stavnsbåndet blev ophævet, således at mænd bosiddende på landet fik lov at bosætte sig hvor de ville.

Stadig nogen utilfredshed hos mange godsejere

Mange godsejere var dog utilfredse med fæstebøndernes frihed, og der var stor debat, da de nu mistede en betydelig del af deres magt. I sommeren 1790 skrev 103 jyske godsejere et klagebrev til den reformvenlige kronprins Frederik. Heri fremsætter godsejerne deres problemer efter stavnsbåndsløsningen:

”Bondestanden og almuen har under den højtråbende friheds ånd troet, at al husbondhold var opgivet, og ingen hørighed mere skulle have stede”.[10]

Godsejerne så ilde på kronprinsen og landbokommissionen hvori Reventlow og Bernstorff sad. Dette var dog kun i begyndelsen indtil pengene væltede ind til dem og deres gårde steg i værdi.

Kronprins Frederik imødekommer godsejernes kritik

Frederick arbeider
"Frederick arbeider". Satirisk stik fra 1790. Kronprins Frederik arbejder på landboreformerne. Visdomsgudinden Minerva står med et lys ved hans side. Bag ham står gudinden Alethia som holder sandhedens fakkel. I baggrunden Tiden, den vingede gud der drager fremtidens slør til side. Til højre misundelsens gustne furie Avind med en samling satiriske skrifter i hånden.

Kronprinsens løsning på brevet var en forordning, som han offentliggjorde 25. marts 1791. I Kilde 13.6 er denne lovforordning opskrevet, og heri fastsætter kronprins Frederik nogle rammer for hoveriet, som han mener skal fortsætte i en lidt mindre og moderat mængde.

På side 103 – 104 i Danmark under forvandling, ses en debatterende brevudveksling, hvor en godsejer ser sig utilfreds med den foreslåede bondefrigørelse. I kilde 10.1, skriver Henrik Stampe, 1713–1789, jurist, generalprokurør og statsminister sin opfattelse af bondefriheden.

”Det kan ikke nægtes, at jo det alt for stærke bånd, som er lagt på bondestanden, kan have adskillelige følger, og at det rimeligvis ville være mere fordelagtigt for folkemængden, om bondestanden blev tilstået nogen større frihed”

Henrik Stampe udtrykker tydeligt de fordele, der må forekomme ved en bondefrigørelse og siger:

”Det er vist at en godsejer, som begriber og indser sin egen virkelige fordel, behandler sine bønder som sine egne børn og gør sig en fornøjelse af at bidrage til deres bedste og velgående”

Henrik Stampe prøver at inddrage andre i sin overbevisning om fordele ved frie bønder og prøver at udstikke nogle retningslinjer og gode råd til godsejerne. Henrik Stampe er fysiokrat og er derfor overbevist om, at med større frihed vil bonden opdyrke mere jord og dermed øge velstanden. Henrik Stampe får et svar fra en godsejer Rosenkrantz.[11] Han mener, at hvis bonden fik frie tøjler, ville der opstå problemer med den frie vandring de ville foretage. Der ville opstå familie- og nabostridigheder, og bønderne ville vandre fra gods til gods mod familie og venners vilje. Rosenkrantz mener, at der ville opstå uorden og splittelse, og at man med denne frihed ville miste disciplinen og arbejdsindsatsen. Hvis bonden kunne gøre som han ville, kunne ingen godsejer få ham i ordentligt arbejde, da han blot ville forlade godset, hvis noget gik ham på. Rosenkrantz er af den overbevisning, at bonden ville misbruge sin frihed. Han siger følgende i sit brev til embedsmanden:

”..derom understår jeg mig ikke at udlade mig videre end at befrygte, slig frihed blev misbrugt og godserne forladte”

Det var klart, at godsejerne var de utilfredse i det politiske spil, da det var dem, der skulle afgive autoritet og magt til deres undersåtter.

Dette viser også, at uden kronprins Frederiks reformvenlige syn ville godsejerne havde stået for stærkt til at man kunne indføre reformerne.

I slutningen af 1700-tallet, kort efter stavnsbåndets løsning, fandt en omfattende afvikling af hoveriet sted i Danmark: dels ved overgang til selveje og dels ved lokale aftaler mellem fæstebønder og godsejere.

Formålet med reformerne fra regeringens side var at skabe et mere effektivt landbrug der kunne give nogle bedre produkter og efterkomme den store efterspørgsel. Dette ville give prisstigninger og gavne statskassen. Fysiokratismen og liberalismen fik i reformperioden vist sit værd og landbruget blomstrede op og befolkningstallet steg. Regeringens og fysiokratismens fortalere havde fået indfriet deres hensigt og det egentlige formål blev opfyldt i høj grad. Landbruget blev nu til en selvstyrende instans, der ikke behøvede statslig indblanden.

Nu var det markedskræfterne der holdt systemet i gang i stedet for det tidligere stavnsbånd og hoveri. I modsætning til den engelske model,[note 4] kom de danske landbrugsreformer nedefra og blev indført i bredden, dvs. hos de fæstebønder der i fremtiden skulle sikre den danske økonomi. Det var fæstebønderne der havde startet reformerne med deres utilfredshed over levevilkårene. Senere havde kronprins Frederik (d. 6), Bernstorff samt Reventlow og Colbjørnsen fra landbokommissionen, taget opgaven i deres hænder og ført den ud i samfundet.

Landsbystruktur, trevangsbrug, udskiftning, udflytning

F C Lund morsbonde 01
Bonde fra Mors bærer en dragt, der brugtes i det meste af landet i begyndelsen af 1800-årene (Fra Danske Nationaldragter udg. 1864).

Da den almene fæstebonde nu var frit stillet, gav det nogle helt nye muligheder med hensyn til landsbystruktur. Førhen havde man benyttet sig af trevangsbruget. Her havde man tre store vange hvor man benyttede den ene til vintersæd, den anden til forårssæd og den sidste som brakmark. Disse tre vange var herefter delt ind i åse og til sidst delt ind i lange rektangulære agre. Gårdene var tæt samlet inde i midten af de tre vange.

Udflytning

Efter bondens frigørelse i form af selveje, kom udflytningen som en naturlig følge af bondens nye mulighed for at flytte, hvilket endvidere medførte udskiftningen. Dette betød at nogle af bønderne inde fra byen flyttede deres gård ud i markerne, for at gøre strukturen mere effektiv, da man på denne måde kunne opdyrke de yderste marker bedre. Tanken bag denne udskiftning var enkel. Hver gård i landsbyen skulle så vidt muligt have sin jord samlet på ét sted, eller i det mindste fordelt på så få stykker jord som muligt. Jordfordelingen blev holdt inden for det enkelte ejerlavs jorder, og ved samlingen af jorderne skulle alle fæstebønder have akkurat samme jordværdi som inden udskiftningen. Bønderne fik nu kortere til deres jorder og dermed nemmere ved at føre deres agerbrug.

De første tilløb til udskiftning og udflytning fandt sted i 176465, men udskiftningen tog først for alvor fart i 1790'erne. Til gengæld gik det hurtigt, da den først kom i gang, og udskiftningen af Danmarks omkring 5000 ejerlav var stort set gennemført omkring 1810.[note 5] Den store udskiftning skete i al sin hast, som en følge af de rettigheder og friheder bønderne nu havde fået efter mange års armod.

Blokudskiftning

Blokudskiftning var en udskiftningsform, hvor et forholdsvis stort antal ejendomme blev udflyttet i forbindelse med udskiftningen. Derved blev det muligt, at hver gård fik et omtrent rektangulært, samlet jordstykke.

Stjerneudskiftning

En anden form for udskiftning var stjerneudskiftningen. Dette fænomen forekom i mindre landsbyer, hvor landsbyen lå centralt placeret på landsbyjorden, og hvor jorden havde en ensartet kvalitet. Her kunne man med fordel lave en stjerneudskiftning, da jordens bonitet var ens. Det betød, at gårdene blev liggende i landsbyen, og at hver gård fik tildelt et langt kileformet markstykke. Set oppe fra strålede markerne i en stjerneformation ud fra landsbyen. Stjerneudskiftningen var populær hos bønderne, fordi den betød, at man kunne bevare det tætte landsbyfællesskab og den tryghed, det gav, og at ens jord lå i tilknytning til gården.

Kamudskiftningen

Den tredje form for udskiftning var kamudskiftningen, hvor området varierede mellem ager og eng. Her lå gårdene som perler på en snor og havde hver et aflangt stykke ud til hver side.

Bønderne kunne dog stadig klage

Bøndernes opfattelse af udskiftningen var positiv, dog kunne der forefalde klager når en bonde blev tildelt et stykke ugødet jord der var for ringe til at så i. Generelt så mange landsbyer udskiftningen som den ideelle løsning til større velstand.

Der fandtes dog mange grunde til at landsbyerne udskiftede deres jord. Ifølge kilde 11.5 hos Hansgaard har en bonde i Vollerslev by opbygget en ny gård, da hans gamle brændte. Beliggenheden for den nye gård var helt ude i det yderste af vangene, hvor han fik nogle nye jorder. Disse jorder var ikke blevet dyrket i større omfang, da de lå så langt væk og derfor ikke var udpint; de kunne derfor opdyrkes hurtigere og bedre end de marker der lå tættere ved byen. Dette fik flere gårde til at udflytte og Vollerslev fik da en bedre velstand og bedre afgrøder.[12]

Der var også byer der gerne ville udskifte deres jorder, men ikke kunne, da kornet var for ringe. I kilde 11.8 hos Hansgaard har otte bønder i Vindstrup anmodet om at få opmålt jorder i deres vange. Bønderne er dog nødt til at nedlægge en af de otte gårde og dele denne gårds jord ud til de andre for at det kan betale sig. De sender en skriftlig anmodning om at få lov til dette, da de herved kan forbedre deres økonomiske tilstand; de håber at staten vil give dem hjælp og helst støtte til den bonde der må afgive sin gård.[13]

Der var i løbet af udskiftningen mange forskellige incitamenter til at udflytte fra landsbyen, og det varierede meget fra landsby til landsby om det var aktuelt. Udskiftningen var et populært og profitabelt fænomen der først forekom i 1760'erne. Det er nærliggende at se udskiftningen som et resultat af den stadig vidtgående lovgivning. De første eksemplers magt og overbevisning gav selvforstærkende effekter og satte en kædereaktion i gang i landets landsbyer.

Virkninger og konsekvenser

Forbedring af kårene for fæstebønderne og fremgang for godsejerne

Landboreformerne var en klar forbedring af kårene for fæstebønderne, der nu fik frihed og gav den danske økonomi et stort skub opad. For godsejerklassen medførte landboreformerne også en umådelig økonomisk fordel i form af værdistigninger på deres gårde.

I 1772 skrev C. D. Reventlow om sin far, at han var en mand der ikke ejede andet end sine godser, og på grund af deres dårlige forvaltning var de ikke meget værd. I 1804 efter landboreformernes gennemførelse var hans godser og ufæstede gårde nu overtaget af frie og ihærdige bønder der drev dem i stor stil. Som hans far selv udtalte:

”Gud har velsignet alting på mit grevskab, skolerne, bønderne, skovene, fattigvæsenet og mine indtægter”[14]

Udflytninger

Som et led i udskiftningen af landsbyerne blev bøndergårde flyttet ud, hvis deres jordtilliggende kom til at ligge i et område der ikke stødte op til den gamle landsby. I begyndelsen af 1800-tallet søgtes lavet en oversigt over omfanget af sådanne udflytninger. For Frederiksborg og Kronborg amters vedkommende, der omfattede meget krongods, var i årene 1785-1789 udskiftet 113 landsbyer og herfra udflyttet 423 gårde og 257 huse. For 22 sjællandske godser, hvor udskiftningen da var afsluttet, blev det opgjort, at af i alt 1675 gårde var 799 udflyttede svarende til knap halvdelen[15]. For Fyns vedkommende blev af i alt 7214 gårde udflyttet 1195 svarende til en sjettedel[16].For Ålborg amt i Jylland var af i alt 3061 gårde udflyttet 556 svarende til mellem en femtedel og en sjettedel[17], for Ribe amt af i alt 3001 gårde var 590 udflyttede svarende til en femtedel.[note 6], for Vejle amt var af i alt 2452 gårde 545 udflyttede svarende til mellem en fjerdedel og en femtedelBegtrup: Beskrivelse..., femte bind, anhang til s. 232</ref>, for Århus amt var af 3873 gårde 450 udflyttede, svarende til knapt en ottendedel[18]. Vel betød udskiftningen langt fra landsbyens opløsning som bebyggelsesform men nok en ganske så stor spredning i gårdenes beliggenhed i forhold til tidligere.

Tilspidsning af ejendomsbegrebet

En af de store effekter i landboreformernes kølvand var en tilspidsning af ejendomsbegrebet. Bønderne blev en slags mini-godsejere med deres egen jord og gårde og fik interesse i gårdene. Bønderne gik sammen om at beskytte ejendomsretten. Da bønderne nu havde deres egen jord, skulle de lære det klare skel mellem dit og mit. Det var svært, da bønderne havde været vant til det store jordfællesskab. Men da bønderne kom med på tanken, blev ideen om den private ejendomsret styrket, og hver mand opdyrkede og passede på sit eget. Det var i store træk denne tankegang, der gav økonomien det store skub, da alle bønder nu gjorde deres bedste for at få det størst mulige overskud.

De fik nu interesse i ideologien og i at få bekræftet deres politiske overbevisning og endda i at få andre til at tro på den. Den ønskede middelklasse gik nu sammen om samme vilkår, principper og ideologi.[note 7]

Fysiokratismen og kapitalismen var ideologier, som både godsejere og bønder gik ind for. Det var på baggrund af disse tanker, at den ønskede middelklasse opstod.

Husmændene og landarbejderne ladt tilbage

Nu havde adel og bønder klaret sig, men der stod nu en ny underklasse tilbage. Denne klasse bestod af husmænd og landarbejdere, hvis kår blev forværret ved landboreformerne. Denne underklasse måtte fortsat arbejde på bøndernes vilkår, og bønderne udnyttede den billige arbejdskraft til at etablere deres egne gårde, da husmændenes hoveri ikke forsvandt med reformerne. Husmændene fik husmandsboliger med så lidt og så dårlig jord, at de var tvunget til at arbejde for føden hos bønderne. Husmændene mistede desuden de fælles overdrev, hvor de før i tiden kunne have kreaturer på græs.

Husmændenes få rettigheder var fjernet efter landboreformerne. Deres græsningsret blev fjernet, samt deres liv- og arvefæste. De levede på et eksistensminimum og kunne blive smidt på porten når som helst. Husmændene måtte desuden affinde sig i groft hoveri fra den nye middelklasses side, og nægtede de, blev de tugtet korporligt.[note 8] Man havde dog givet dem friheden til selv at vælge, hvorvidt de ville leve i fæste eller gå på egen hånd. Dette var dog ikke en mulighed, da et liv på egen hånd for en husmand ville føre til sultedøden.

Husmændene blev holdt i et jerngreb og trak det korte strå i den nye herskende samfundsorden.

”Enhver mand for sig selv og gud for os alle, lød det. Man måtte klare sig selv”,

som Charles Dickens formulerede det.[19] Som det nævnes på side 106 i Danmark under forvandling, så har lærer Rasmus Pedersen givet udtryk for sin undren over, at folk kan lide under så frygtelige kår i et land der flyder med mælk og honning. Rasmus Sørensen nævner sin egen greve som eksempel – en rig mand som havde forbedret bøndernes kår markant, men blot ladet husmændene stå tilbage.[note 9]

I årene efter reformerne fortsatte husmændenes elendighed, børnene døde af underernæring var et vilkår for mange husmænd om vinteren og foråret.[20] Resultatet var en tredelt klasseopdeling: landproletariat, bondestand og adel. Hele samfundet fik øget velstand gennem landbrugets øgede produktion i form af mere og bedre jordopdyrkning, men husmændene var blevet glemt og fik en tilværelsesmæssig tilbagegang med reformerne. Men Henrik Pontoppidan glemte ikke landarbejdere og husmænd, men skildrede deres usle forhold med sin ætsende pen.

Tillæg: befolkningskategorier

Fra folketællingen 1801 ved vi, at 20% af Danmarks befolkning boede i byerne, mens 80% boede på landet. Landbefolkningen fordelte sig således:

Stand Anslået antal
Aristokratiet 4.000
Gårdmandsstanden 260.000
Husmænd med lidt jord 143.000
Husmænd uden jord 77.000
Daglejere og inderster 57.000
Tyende 123.000
Fiskere 9.000
Fattiglemmer 19.000
Omvandrende proletariat ??

(Kilde: Frilandmuseets Jubilæumsside)

Danmarks befolkning blev ca fordoblet fra 1780 til 1860 og med stort set uændret fordeling mellem land og hovedstad. Da antallet af landsbyer var konstant (ca 5.000 fordelt på ca 1.000 sogne) og ikke mindst antallet af gårde var stort set konstant (pga de faste rammer som fællesjorden dannede), så voksede antallet af jordløse bønder markant, og skabte dermed et landarbejder proletariat. Hvor man tidligere havde ca det samme antal arbejder-boliger som antal gårde i en landsby, så havde man nu 2-3 gange så mange arbejdere. Dermed var antallet af husmandssteder ikke tilstrækkeligt. En del blev ansat som karle på gårdene, som havde brug for mere arbejdskraft i slutningen af århundredet, på grund af den mere arbejdsintensive driftform med mange flere malkekøer og øget svineavl, intensiv jordbrugsdrift med fx roer og frugtplantager.

En stor del udvandrede til byer eller udland, navnlig nordamerika.

Fra ca 1870 og frem voksede byernes andel, så Hovedstaden kom til at udgøre 20 og senere 25% af befolkningen.

I dag udgør landbefolkningen i danske landsbyer ca 800.000 og er altså på niveau med 1700-tallet. Over fire mio af Danmarks befolkning opå ca 5,5 mio bor således i byer, købstæder eller hovedstad.

Hvor landet indtil 1800 havde svært ved at brødføde een mio mennesker, så magter vi i dag at være i ca balance med flere end fem gange så mange mennesker.

Noter og referencer

Noter
  1. ^ I dansk sammenhæng var tiende en skat til kirken, som blev indført i begyndelsen af 1100-tallet under kong Niels (1104–1134). Bønderne skulle betale en tiendedel af deres afgrøde, og den blev delt i tre dele: til opførelse og vedligeholdelse af kirkerne, til underhold til præster og til biskopperne.
  2. ^ Dette fremhæves ligeledes i kilde 13.1 i Torben Hansgårds afhandling, Danmark under forvandling. Kilden her er et klagebrev fra godsejeren på Lynderupgård til kongen, hvori han nævner, at han er udsat for opsætsigheder fra sine fæstebønder, der efter stort hoveri nægter at lave mere. I kilden siger godsejeren, at han ikke kan få sit korn bjærget, og at hans egne folk endda er udsat for overlast og vold fra disse utilfredse bønder. Godsejer Lottrup understreger i brevet, at det er et farligt eksempel for andre gårde i landet.
  3. ^ Ifølge C.F Allen: Håndbog i Fædrelandets historie var bonden forkuet og manglede mod og lyst til nye foretagender.
  4. ^ I England indførte man landbrugsreformerne ved at øge godsdriften frem for at forbedre de enkelte bondegårde. Man satsede på toppen i stedet for bunden. Se også Enclosure.
  5. ^ Tallene findes i en kilde på [http://www.aaa.dk – Et ejerlav er en sammenslutning af grundejere der har ensartede fælles rettigheder og forpligtelser.
  6. ^ Begtrup: Beskrivelse..., syvende del, anhang til s. 21
  7. ^ Ejendomsret er grundlæggende for at menneske kan eje ting, som andre ikke kan råde over. Ejendomsretten er dels et forhold mellem ejeren og det ejede, dels et forhold mellem ejeren og samfundets øvrige medlemmer. Således bestemt af både Torben Hansgårds Danmark under forvandling og Wikipedia
  8. ^ >Om træhesten fra Nationalmuseet : "Der er en gammel og rodfæstet tradition for at se træhesten som selve symbolet på bondens undertrykte status. ..."
  9. ^ Rasmus Sørensen var en sjællandsk skolelærer, der udtrykte sin forargelse over den rige godsejer F. A. Holsteins behandling af husmænd
Referencer
  1. ^ Engberg (2009), s. 164
  2. ^ Engberg (2009), s. 166
  3. ^ a b Engberg (2009), s. 166
  4. ^ Engberg (2009), s. 167
  5. ^ Engberg (2009), s. 174
  6. ^ Statens Arkiver
  7. ^ Torben Hansgård:Danmark under forvandling,"Det idémæssige grundlag" s. 91
  8. ^ a b Engberg (2009), s. 168
  9. ^ Nævnte lovbestemmelser er fundet på aaa.dk og DanskeKonger.dk
  10. ^ Torben Hansgårds Danmark under Forvandling, s. 132, kilde 13.5
  11. ^ Hoger Rosenkrantz brev er kilde 10.2 i Danmark under forvandling s. 104 øverst.
  12. ^ Berettende kilde 11.5 på side 114 i Danmark under forvandling.
  13. ^ Skriftlig brevkilde 11.8 på side 117 – 118 i Danmark under forvandling.
  14. ^ Citat fra Torbens Hansgårds Landboreformerne i Danmark, s.205 nederst. Reventlows far var godsejer som han selv, men gik ind for bondefrigørelsen. Både Reventlow og far var store tilhængere af fysiokratisme og kapitalisme.
  15. ^ Begtrup: Beskrivelse... 1803, første bind, s. 306-308
  16. ^ Begtrup: Beskrivelse..., fjerde bind, s. 853-860
  17. ^ Begtrup: Beskrivelse..., sjette bind, anhang til s. 193
  18. ^ Begtrup: Beskrivelse..., femte bind, s.454-457
  19. ^ Charles John Huffam Dickens (7. februar 1812 – 9. juni 1870) engelsk, victoriansk forfatter. Citatet er fra Danmark under forvandling, s. 206 midt.
  20. ^ Som det nævnes på side 206 nederst i Danmark under forvandling, var sulten den største fjende for husmændene.

Henvisninger

Litteratur

  • Bjørn, Claus (1988). Landboreformerne : forskning og forløb. Odense: Landbohistorisk Selskab. DK5=63.093. Udgivet af Københavns Universitet i anledning af 200 året for stavnsbåndets ophævelse. ISBN 87-7526-088-3
Af indholdet: Ole Feldbæk: Kongen bød – - – Enevælden og reformerne. Johny Leisner: Den oplyste enevælde : historien om en dansk succes. Karl-Erik Frandsen: Kulturlandskabet under forandring – Landboreformerne på Falster. Erik Helmer Pedersen: Bønder og penge – reformer og landbrug 1750–1800. Claus Bjørn: Landboreformerne set fra neden – bondeforhåbninger og bondeprotester.
  • Engberg, Jens (1973). Dansk guldalder eller Oprøret i tugt-, rasp- og forbedringshuset i 1817. Rhodos. DK5=96.4. ISBN 87-7496-361-9
  • Falbe-Hansen, V.A. (1889, 1975). Stavnsbaands-Løsningen og Landboreformerne set fra Nationaløkonomiens Standpunkt. Reprografisk genudgivet. København: Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie. (2 bind). DK5=63.093. ISBN 87-7500-855-6
  • Hansgaard, Torben (1981). Landboreformerne i Danmark i det 18. århundrede : problemer og synspunkter.København: Landbohistorisk Selskab. Kildematerialer beregnet for gymnasiet og HF. DK5=63.093. ISBN 87-7526-081-6
  • Hansgaard, Torben (1988). Danmark under forvandling : på landboreformernes tid : træk af det danske bondesamfund 1700–1870. Aalborg: Marko. Lærebog for gymnasiet og HF. DK5=63.093. ISBN 87-88279-62-6
  • Holm, Edvard (1888). Kampen om Landboreformerne i Danmark i Slutningen af 18. Aarhundrede (1773-1791). København: G.E.C. Gad. Online-udgave
  • Jens Holmgaard: "Landboreformerne – drivkræfter og motiver" (Fortid og Nutid, bind XXVII (1977), s. 37-47)
  • Engberg, Jens, Den standhaftige tinsoldat, Politikens Forlag, 2009. ISBN 978-87-567-9325-4.

Eksterne henvisninger

  • Oversigt over Website ikke længere tilgængelig, Søg i webarkiv: danske landreformer, tidslinjen viser forløbet i de landboreformer i Danmark, der bl.a. indførte og siden ophævede Stavnsbåndet og regulerede hoveriarbejdet og de andre forordninger, som fæstebønderne var underlagt.
  • Website ikke længere tilgængelig, Søg i webarkiv: FRIHEDSSTØTTENS KUNSTNERISKE OG ÅNDELIGE FÆDRE
"... Frihedstøtten er finansieret og rejst af københavnske borgere som tak for hoveriets og Stavnsbåndets afskaffelse.
Stavnsbåndet var ikke en direkte hindring for borgerne i København bortset fra, at det bremsede for tilgang af arbejdskraft fra landet. Støtten blev et udtryk for borgernes mere vidtgående frihedsdrømme, som fik næring af den revolutionære begejstring i Frankrig. Revolutionen i 1789 inspirerede københavnerne til at samle penge ind til frihedsstøtten. ..."
  • Dagliglivet i landsbyerne. "... Omkring 1700 boede langt de fleste mennesker i Danmark på landet. Landskabet var dengang præget af store områder med uopdyrket jord (overdrev) og landsbyer, hvor gårde og huse lå tæt sammenbyggede. Omkring landsbyen lå de opdyrkede jorder. ...". Med akvareller af Rasmus Christiansen. Serien omfatter en lang række akvareller fra 1920'erne.
  • Billeder fra et museum for Website ikke længere tilgængelig, Søg i webarkiv: plove. ("Bildergalerie")   Man kan blandt andet se billeder af svingploven der senere i århundredet skulle erstatte den gamle hjulplov
Den gamle tunge hjulmuldfjælsplov blev efter engelsk forbillede afløst af svingploven, som kunne manøvreres af en mand og to heste og svinge på en tallerken. Svingploven blev således forudsætningen for den ny tids landbrug. Nye redskaber, afgrøder og dyrkningsmetoder kom til og gav stor produktionsfremgang for dansk landbrug i 1800-tallet samt baggrund for bøndernes politiske magtovertagelse i 1901.[1]
  1. ^ danmrids Website ikke længere tilgængelig, Søg i webarkiv: danmrids
1786

Konge i Danmark: Christian 7. 1766-1808

Se også 1786 (tal)

Christian Colbiørnsen

Christian Colbiørnsen (født 29. januar 1749 på gården Sørum i Romerike, død 17. december 1814 i København) var en dansk-norsk jurist og embedsmand, der havde stor indflydelse på lovgivning indført sidst i 1700-tallet, vel at mærke love for hele Danmark-Norge. Han gik meget ind for frihed, men var også med til at begrænse pressefriheden. Hans bror, Jacob Edvard Colbiørnsen, var også jurist.

Christian Ditlev Frederik Reventlow

Christian Ditlev Frederik lensgreve Reventlow (født 11. marts 1748 i København, død 11. oktober 1827 på Christianssæde, Maribo) var en dansk godsejer, gehejmestatsminister og politiker, hvis indflydelse på folkets liv og meninger gjorde ham populær. Han var bror til Johan Ludvig og Conrad Georg Reventlow og Louise Stolberg.

C.D.F. Reventlow var en af hovedmændene bag ophævelsen af stavnsbåndet. I 1788 opløstes stavnsbåndet endeligt, hvilket i høj grad tilskrives Reventlow og hans to gode venner Andreas Peter Bernstorff (1735–1797) og Christian Colbiørnsen. Fra 1789 var Reventlow ledende medlem af den skolekommission, der forberedte 1814-skoleloven, og medvirkede aktivt i oprettelsen af lærerseminarier. Indenfor skovdrift var Reventlow foregangsmand og initiativtager til fredskovsforordningen af 1805. På sine egne godser praktiserede Reventlow sine politiske ideer længe før de blev til love – han oprettede skoler, afløste hoveri og indførte moderne driftsmetoder. Den 5. juli 1797 blev han udnævnt til gehejmestatsminister.

Reventlows kritiske holdning til Frederik VI's udenrigspolitik og økonomiske politik, der førte til krigen mod England og efterfølgende statsbankerot, bragte ham i stigende modsætning til kongen, hvis kabinetsstyre han misbilligede. I 1813 forlod Reventlow statstjenesten i protest mod forordningen om statsbankerotten, men forblev formelt medlem af Konseillet – dog uden at deltage i møderne.

Senere trak Reventlow sig tilbage til sine godser på Lolland, hvor han lod opføre herregården Pederstrups hovedbygning. Da den gamle politiker døde, blev han hædret for at kæmpe for folkets frihed, og for at sætte landboreformerne i gang.

Dansk Landbrugsmuseum

Dansk Landbrugsmuseum (tidligere Lyngby Landbrugsmuseum) er et museum under Kulturministeriet. Museet fusionerede i 2016 med det tidligere Jagt- og Skovbrugsmuseet og hedder nu Det Grønne Museum, og er samlet på herregården Gammel Estrup i Djursland mellem Randers og Grenaa. Museet er det danske nationalmuseum for dansk landbrug, landbokultur og landbrugets følgeindustrier.Dansk Landbrugsmuseum blev oprettet i 1889, hvor det lå i Kongens Lyngby på Kongevejen 79 over for Frilandsmuseet i en bygning opført 1915 efter tegninger af Daniel Rasmussen. Museet voksede gradvis og der blev oprettet filialmuseer, men pladsmanglen var udtalt indtil staten i 1969 købte avlsbygninger til herregården Gammel Estrup. Den første udstilling på Gammel Estrup åbnede i 1972, og siden er der jævnligt sket udvidelser af museumsarealerne. Med henblik på at tilvejebringe fortsatte udvidelsesmuligheder har staten i 2005 købt kartoffelmelsfabrikken i Auning, hvorved museumsarealerne er udvidet med 6000 m².

Museet har følgende faste udstillinger:

Landboliv fra bondestenalderen frem til Landboreformerne i slutningen af 1700-tallet

Landbrug og Teknik 1800-1960

Biavl i fortid og nutid

Modelsamling af landbrugsredskaberDerudover afholdes ca. tre særudstillinger årligt og en række særarrangementer, der bidrage til at illustrere og levendegøre landbokulturen.

I tilknytning til museet findes en Landbrugsbotanisk Have, hvor man kan opleve gamle kulturplanter med tilknytning til dansk landbrug, herunder markafgrøder, grønsager, krydderurter, frugtbuske, stauder, m.m. I den store æblehave findes 225 gamle danske æblesorter. På de historiske marker omkring museet græsser en lang række gamle danske husdyrracer, og her findes mange køer, geder, får, grise, gæs, ænder og høns.

Museet blev i 2002 udvidet med et Center for den levende Kulturarv. Her findes eksempler på, hvorledes man forestiller sig fremtidens landbrug og landbrugsbyggeri.

Enestegård

En enestegård er en gård, som før landboreformerne lå for sig selv og ikke indgik i et dyrkningsfællesskab. Enestegården adskiller sig derved fra enkeltgården, der nok lå for sig selv, men hvis drift alligevel var underlagt et dyrkningsfællesskab. Til enestegårde regnes ikke herregårde og lignende.

Enestegårde i Danmark

Ved enestegårde i Danmark forstås en gård, som før landboreformerne lå for sig selv og ikke indgik i et dyrkningsfællesskab. Enestegården adskiller sig derved fra enkeltgården, der nok lå for sig selv, men hvis drift alligevel var underlagt et dyrkningsfællesskab. Til enestegårde regnes ikke herregårde, møller og lignende.Det har været foreslået, at kriteriet "ligger for sig selv" kræver, at der er mindst 200 m til nærmeste nabobebyggelse. Det har ligeledes være foreslået, at kriteriet "gård" betyder, at der skal være et jordtilliggende på mindst 1 tønde hartkorn. Steder med mindre jord blev i ældre tid kaldt for "enstedbol". Begge kriterier skal være opfyldt. En præstegård beliggende i en landsby men med sin jord udskiftet fra det øvrige fællesskab, vil opfylde det sidstnævnte men ikke det førstnævnte krav. Bebyggelser bestående af to gårde betragtes i forskningen ofte som to enkeltgårde.Når der tales om enkelt- og enestegårde må der tidsmæssigt refereres til tiden før landboreformerne, da formålet med disse reformer netop var at give hver gård et eget jordtilliggende (og dermed gøre dem til enestegårde), og da mange gårde blev udflyttede i forbindelse med eller forlængelse af landboreformerne, ligesom senere udstykninger har skabt nye enestegårde.

Enkeltgårde forekommer i hele landet. De er af uens alder, for langt de flestes vedkommende sikkert opståede som udflytterbebyggelse fra landsbyer og derfor beliggende i de områder, som ikke hørte under landsbyfællesskabet, det vil sige på gamle overdrev. De områder, hvor vilkårene for enkeltgårdsbebyggelse var bedst, og hvor de udgjorde den største andel af landbrugsbebyggelsen, var derfor sådanne områder, som ikke begunstigede landsbyer, især tidligere overdrevs- og skovområder, hvor bevoksningen skulle ryddes og jorden opdyrkes fra grunden af. Sådanne områder var ofte bakkede, riftede og ujævne. Der har utvivlsomt til alle tider, helt tilbage til middelalderens begyndelse, været folk, der har været parate til at gøre forsøget med at klare sig selv, også selvom mange enkelt- og enestegårde nedlagdes igen, blandt andet under indtryk af sygdomsepidemier eller krige. Kun Bornholm og en del af Vestjylland var områder med enestegårde helt tilbage til middelalderens begyndelse.

Ved siden af "normale" enestegårde, hvis hovedformål er landbrug, har eksisteret en række gårde opståede i forbindelse med bestemte formål, fx. færgegårde, præstegårde, Sankt Jørgensgårde (det vil sige spedalskhedssygehuse) og gårde i tilknytning til fx. oprettelse af teglværker samt lystgårde, der fungerede som landsteder.

Frederik 6.

(Se også artikler, som begynder med Frederik 6.)Frederik VI (28. januar 1768 – 3. december 1839) var konge af Danmark fra 1808 til 1839 og af Norge fra 1808 til 1814. Før han blev konge, var han kronprinsregent af Danmark-Norge fra 1784 til 1808.

Han var søn af Kong Christian 7. og tilhørte den oldenborgske slægt. Ved et statskup i 1784 tog han magten og fungerede herefter som kronprinsregent for sin fader frem til dennes død i 1808. I denne egenskab satte han sig i spidsen for gennemførelsen af landboreformerne herunder stavnsbåndets ophævelse og landsbyernes udskiftning, desuden folkeskolens indførelse i 1814. Han forsøgte at holde Danmark ude af Napoleonskrigene, men mislykkedes da Storbritannien stillede ultimatum om overdragelse af den danske flåde. Da Frederik nægtede, angreb Storbritannien, først ved Slaget på Reden i 1801, og igen, seks år senere, med verdens første bombardement af København. Efter krigens afslutning deltog Frederik personligt i Wienerkongressen for at redde staten fra den opsplitning, som den svenske kronprins Karl Johan (Bernadotte) havde ønsket. Det lykkedes, men Danmark måtte afstå Norge til Sverige, og fik i bytte Svensk Forpommern, som straks blev ombyttet med Hertugdømmet Lauenburg, hvorved Frederik opnåede at blive suveræn over Helstaten.

Frederik forblev en selvbevidst og selvrådig konge hele sit liv. Kun nødtvungent lod han indføre rådgivende stænderforsamlinger til dels bestående af ham selv udpegede (såkaldte kongevalgte) folk. Sin absolutte magt udøvede han med stor grundighed, han fulgte med i alt og udvirkede, at jøderne ved en forordning i 1814 fik fulde borgerrettigheder og ligeledes livegenskabets ophævelse i 1806 i Hertugdømmet Holsten. Han døde 71 år gammel den 3. december 1839 på Amalienborg som den næstsidste enevældige konge.

Frihedsstøtten

Frihedsstøtten på Vesterbrogade ved Københavns Hovedbanegård er en 20 meter høj obelisk rejst uden for Københavns volde til minde om stavnsbåndets ophævelse ved landboreformerne fra 1788. Grundstenen nedlagdes af kronprins Frederik (senere Frederik VI) 31. juli 1792, og monumentet stod færdigt i september 1797. Det står i dag på omtrent samme sted. De fire statuer, der står rundt om obelisken, symboliserer troskab, bondeflid, tapperhed og borgerdyd. På støtten står en inskription, forfattet af Thomas Thaarup: Et retfærdigt styre, der giver borgeren frihed, kan forvente at borgeren vil være tro mod sit fædreland, arbejde til gavn for medborgeren, være ansporet til flid, en flid, der vil give landet velstand, og at borgeren er villig til at forsvare sit fædreland.

På støtten står på østsiden:

På vestsiden:

Arkitekten og maleren Nikolaj Abildgaard har tegnet støtten, Johannes Wiedewelt har udført statuen Troskab og medaljonen Retfærdighedens Genius. Nicolai Dajon har udført statuerne Borgerdyd og Tapperhed. Andreas Weidenhaupt har udført medaljonen Trældom afskaffes og figuren Agerdyrkningsfliden.

Frihedsstøtten blev renoveret første gang i 1850-1851. I forbindelse med byggeriet af Hovedbanegården og Boulevardbanen blev monumentet i 1909-10 nedtaget og genopført 5,3 m øst for sin oprindelige placering i en kopi udført af billedhuggeren Jens Lund i 1911. I 1999 blev monumentet genindviet efter en gennemgribende renovering, der blev iværksat efter en indsamling i anledning af 200-året for stavnsbåndets ophævelse. Her blev obelisken med relieffer og de fire statuer erstattet af nøjagtige kopier. Obelisken er af nexøsandsten.

De to nærliggende gader, Bernstorffsgade og Reventlowsgade, der løber på hver side af Hovedbanegården, samt Colbjørnsensgade, der løber en karré vest herfor, er navngivet efter Andreas Peter Bernstorff, Christian Ditlev Frederik Reventlow og Christian Colbjørnsen, der var hovedkræfterne bag stavnsbåndets ophævelse.

Herregårdsslagter

Herregårdsslagter var et øgenavn for en række spekulanter, som efter landboreformerne og under Englandskrigene opkøbte herregårde og udstykkede dem i raskt tempo, bortsolgte bøndergodset til fri ejendom ved at sælge fæstegårdene til selveje og eventuelt også udparcellere hovedgårdsjorden til bondegårde og husmandssteder.

Blandt de mest kendte af disse er generalkrigskommissær Ulrik Christian von Schmidten, generalkrigskommissær Haagen Christian Astrup, generalmajor Frederik Rubeck Christian Bülow, byfoged og justitsråd Frederik Christian Schønau, vicelandsdommer Henrik Mule Hoff, oberst og generalkrigskommissær Johan Conrad Schuchardt, overkrigskommissær Johannes Christian Brønnum, kammerherre Peter Severin Fønss, justitsråd Hans Jørgen Ring Fønss, justitsråd Poul Marcussen, borgmester Johan Frederik Carøe, prokurator Søren Borch (1752-1810), Lars Wandborg Friis, birkedommer Erik Christian Müller, Søren Sørensen, amtsforvalter og kammerråd Hans Svanholm (død 1835), kammerråd Arent Hassel Rasmussen, Hans Clausen, Chris. Jereniassen, Mads Christensen, Frederik Juul, kancelliråd Søren Hillerup, Niels Frederik Hillerup (1752-1819), byfoged og justitsråd Michael Brandt (1753-1812), justitsråd og amtsforvalter Michael Rodewald Gjørup (1757-1835), kammerråd Mathias Peter Richter (1750-1826), justitsråd, birkedommer Hans Jørgen Hansen (død 1832), Niels Christensen Kutsch og Jens Peder Schoutrup.

En senere herregårdsslagter var Niels Christensen Breinholt (1819-1906).

Hovedgård

For alternative betydninger, se Hovedgård (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Hovedgård)En hovedgård er en større landbrugsejendom hvortil der var tilknyttet forskellige privilegier, hvoraf skattefriheden var vigtigst.

I løbet af Middelalderen blev ejerskab af en hovedgård knyttet til adel, hvoraf betegnelsen herregård opstod. I ældre dansk ret forskelsbehandlede de ejendomme, der bestod af bondejord, og de ejendomme, der bestod af fri jord. Blandt fri jord forskelsbehandlede dansk ret mellem hovedgårde, hovedgårdsparceller, købstadsjorder, præstegårdsjorder og andre embedsjorder. Til hovedgårde regnedes de jordbrug, under hvilke der endnu hørte eller i alt fald tidligere havde hørt bøndergods.

De fleste af disse ejendomme er opståede før 1660, men der er dog i løbet af det 18. århundrede oprettet mange hovedgårde. Hovedgårde blev inddelt i sædegårde og avls- og ladegaarde.

Efter Enevældens indførelse blev det muligt for borgerlige at købe hovedgårde med privilegierne ved gården, uanset om den kom i borgerlig eje. De sidste privilegier blev ophævet ved lensafløsningen i 1919.

Husmand

En husmand er indehaveren af et husmandssted, der er betegnelsen for de mindste landbrugsejendomme.

Omkring år 1900 var et husmandssted en ejendom på højst 15 tønder land og med mindre end én tønde hartkorn. I 1700-tallet var de fleste husmandssteder på under fem tønder land.

De fleste husmænd var fæstehusmænd eller lejehusmænd. Efter 1850 steg antallet af selvejere. Ved jordlovene fra 1919 opstod begrebet statshusmænd. Her lejede husmændene statsejet jord, der blev administreret af Statens Jordlovsudvalg.

I 1700-tallet og 1800-tallet var husmandsbrugene så små, at en familie ikke kunne leve af dem. De fleste husmænd måtte arbejde som daglejere (landarbejdere). Andre var fiskere eller håndværkere (fx smede). Læreren (degnen) var også husmand: han drev et lille landbrug, der var ejet af sognet (kommunen).

Andre husmandsbrug blev brugt til aftægt (pension). Præsteenker fik tildelt et enkesæde, der som regel var et husmandsbrug. I 1700-tallet blev nogle husmandsbrug brugt som aftægtsboliger for tidligere gårdmænd.

Joachim Otto Schack-Rathlou

Joachim Otto Schack-Rathlou (født 13. juli 1728 på Juellinge, død 7. juni 1800 på Rathlousdal) var en dansk politiker og statsmand. Han blev født på Juellinge ved Fakse, men mistede tidligt sine forældre, og blev opdraget af slægtninge, der sørgede for en universitetsuddannelse i København supleret med rejser i udlandet.

Han blev kammerjunker i 1755 hos den senerere Christian 7., og højesteretsdommer i 1757. I 1758 blev han gift med Øllegaard Charlotte Juul. I slutningen af 1760'erne var han deputeret i finanskollegiet samtidig med, at han sad i generaltoldkamret. Han blev afskediget, da Johann Friedrich Struensee tog magten i 1770, og flyttede til Århus.

Joachim Otto Schack arvede i 1771 herregårdene Rathlousdal og Gersdorffslund ved Odder (Hads Herred), og kaldte sig først fra da af Schack-Rathlou.

Han vendte tilbage til København efter Struensees fald i 1772, og han blev et indflydelsesrigt medlem af Gehejmestatsrådet. Han havde stor indflydelse på mageskiftet med Rusland i 1773, og indfødsretsloven i 1776 som han gennemførte i samarbejde med Ove Høegh-Guldberg.

Skoleherre for Herlufsholm

Patron for Københavns Universitet

Præsident for Danske KancelliSchack-Rathlou var modstander af landboreformerne, og han trak sig tilbage efter stavnsbåndets ophævelse i 1788, og vendte tilbage til Rathlousdal.

Landgilde

Landgilde var den ydelse, som en fæstebonde årligt skulle give jordejeren som betaling for brugen af fæstegårdens bygninger og jord. De enkelte bestanddele af denne landgilde blev kaldt persiller. Landgilden kunne bestå af både afgrøder og husdyr. Størrelse og sammensætning af denne landgilde kunne variere fra sted til sted og over tid beroende på godsejer, konjunkturer og andre forhold. Foruden landgilde måtte fæstebønder også yde arbejde for godset kaldet hoveri. Undertiden kunne disse ydelser blive erstattet af en ydelse i penge. Ændrnger i landgilde kunne ske ved forandringer i jordfordelingen, hvor gårdene ved rebning fik pålignet ny landgilde efter ændringerne i gårdenes størrelse og brugsværdi.Undertiden skelnes mellem på den ene side skyld, der bestod i de egentlige afgifter af den dyrkede jord, og på den anden side herlighedsafgifter, der bestod i andre indkomster fx fra skove og fiskevande.

Landsbyer i Danmark

Ved landsbyer forstås i Danmark i almindelighed bebyggelser, hvis indbyggere fortrinsvis ernærer sig ved landbrug og som har mindre end 200 indbyggere (modsat landbrugsbyer, hvis indbyggere fortrinsvis ernærer sig ved landbrug, men som har så mange indbyggere – mere end 200 – at de medregnes blandt de bymæssige bebyggelser).

Geografen Aage Aagesen nævner, at en bebyggelse skal have mindst tre bondegårde for at kunne regnes som en landsby. Ved siden af gårdene kan der tillige forekomme andre bygninger såsom huse (blandt andet smedje), kirke, skole, kro og lignende.

Landsbyfællesskabet

Landsbyfællesskabet udgjorde landsbyerne et delvist selvstyrende samfund. Beslutninger og retssager, som kun havde betydning for landsbyens egne indbyggere, blev afklaret på bytinget, hvor alle landsbyens mandlige bønder deltog. Og altså hverken kvinder, husmænd, tjeneste-og aftægtsfolk.

Det varede til gennemførelsen af landboreformerne i Danmark i slutningen af 1700-tallet,

Beslutningerne drejede sig om to forhold:

beslutninger i tilknytning til dyrkningen af jorden, og

retssager mellem landsbyens indbyggere indbyrdes.Som grundlag for retstilstanden var der et sæt regler, kaldet vider (af den bøde [vitæ] som ramte overtrædere af dem), bylov, byskrå, grandebrev, grandelov eller lignende, hvori alle spørgsmål så vidt muligt blev behandlet.

Vedtægterne dækkede en landsby, men kunne også omfatte flere landsbyer eller et helt sogn. De vedtoges af bymændene på gade- eller grandestævne, og der var i det mindste siden slutningen af det 15. århundrede ingen tvivl om, at flertallets beslutning var bindende for mindretallet. Beslutningerne bekræftedes ofte på tinge, hvor vedtægterne i hvert fald blev læst. I landsbyfællesskabets senere tid indhentedes næsten altid herskabets samtykke, og en gang imellem var det endda herskabet, der selv tog initiativet til nedskrivningen. På krongodset trådte øvrigheden i herskabets sted, men i øvrigt blandede det offentlige sig ikke i affattelsen af vedtægterne. Danske Lov 3—13—31 gentager den ældre rets bestemmelser om landsbyvedtægter. De er aldrig ophævet, men vedtægterne mistede deres betydning ved udskiftningen og den delvise udflytning af gårde. De var nøje knyttet til ejerlaget og jordfællesskabet.

Museumsgården (Møn)

Museumsgården (tidligere Høvangsgården og Skuldebjerggård, i folkmunde Hans Hansens gård) er et frilandsmuseum i Keldbylille sydøst for Stege på Møn, der er indrettet i en bondegård fra omkring år 1800. Museet indeholder bl.a. bondestuer, køkken, stalde, vogne og landbrugsredskaber.

Poul Abraham Lehn

Poul Abraham lensbaron Lehn (født 9. oktober 1732 på Berritzgård, død 24. oktober 1804 på Hvidkilde) var en dansk godsejer.

Udskiftningen

Udskiftningen betegner nyfordelingen af landbrugsjorden under Landboreformerne fra 1700 til 1850. Landbrugsejendomme flyttede mange steder fra landsbyerne ud på de nye marker. Udskiftningen hang nøje sammen med ændringen fra fællesdrift til bøndernes ansvar for dyrkningen af deres egen jord. Udskiftningen kunne finde sted på flere måder: ved en blokudskiftning hvor hver gård fik et så firkantet areal som muligt og blev flyttet ud, ved en stjerneudskiftning hvor gårdene blev liggende i landsbyen og fik et samlet mere eller mindre trekantet område udgående herfra, eller ved kamudskiftning hvis gårdene lå på række med de samlede jordstykker liggende mere eller mindre parallelt ved siden af hinanden; endelig forelå muligheden for at kombinere disse udskiftningsmåder.

Udskiftningen tog først og fremmest sigte på at forbedre bondegårdsdriften. Følgen var, at husmandsklassen derved kom til at befinde sig i en mere udsat stilling, idet deres tidligere ret til græsning på overdrev og fælled forsvandt. For at kompensere for dette tab blev det henstillet, at husmandssteder skulle tillægges en jordlod stor nok til at føde en ko og/eller 4 får. I mange tilfælde blev dette løst ved, at husmandsstederne blev flyttet ud i grupper på de tidligere overdrev og her dannede større eller mindre kolonier. Mange husmænd fik jord i forbindelse med udskiftningen, på øerne oftest 2-5 tønder land.Udskiftningerne blev altovervejende gennemført mellem ca. 1770 og 1810 , idet nogle landsbyer blev udskiftet i to omgange og enkelte først meget sent. Visse øer, som Læsø i Kattegat, Fejø og Femø i Smålandsfarvandet samt småøerne i Det Sydfynske Øhav blev først udskiftet sent, og det samme gælder dele af det nordlige og vestlige Jylland. De seneste udskiftninger skete først i 1830-erne, mens den sidste by, der blev udskiftet, var Lund på Stevns; det skete i 1861.

V.A. Falbe-Hansen

Vigand Andreas Falbe-Hansen f. Vigant (født 24. september 1841 i Odense, død 28. marts 1932 i Fredensborg) var en dansk konferensråd, nationaløkonom, dr.jur., professor og politiker, broder til litteraturforskeren Ida Falbe-Hansen.

V.A. Falbe-Hansen blev student fra Odense Katedralskole 1862 og tog 1867 statsvidenskabelig eksamen. 1869 vakte han megen opmærksomhed i økonomisk interesserede kredse ved sin konkurrenceafhandling til en lærerpost ved Københavns Universitet i statsøkonomi og statistik: Hvilke Forandringer er der siden Amerikas Opdagelse foregaaet i Priserne på Danmarks væsentligste Frembringelser og i Arbejdslønnen her i Landet . . . ?, et arbejde, der vel ikke indbragte ham den attråede post, men dog vandt megen påskønnelse også hos dommerudvalget, som i sin betænkning udtrykkelig udtalte ønsket om at se ham knyttet til Universitetets lærerkorps. Året efter konstitueredes han som fuldmægtig i Statistisk Bureau, blev 1873 chef for samme og virkede i denne stilling – bl.a. med udgivelsen af en række bind af Statistisk Tabelværk (3. Række) – indtil han 1877 udnævntes til professor ved Universitetet. I de følgende år var han som medudgiver af Danmarks Statistik (1878-87, Supplementsbind 1891) litterært optaget af udarbejdelsen af store afsnit til dette værk (skrev desuden 1878 Vore Sparekasser), han har således bl.a. behandlet omsætningen, skatterne, nationens formue, landbruget, forsikringsvæsenet og foreningsvæsenet og har her vist en lykkelig evne til at give et betydeligt, af statistiske data tynget kundskabsstof en for læserne fængslende form, at lade tallene tale og anskueliggøre den økonomiske udviklings hovedtræk. Hans betydeligste værk er dog Stavnsbaandsløsningen og Landboreformerne set fra Nationaløkonomiens Standpunkt (I-II, 1888-89), i hvilket hans evne til at gribe det centrale i et betydeligt kildestof, hans livfulde pen og hans åndssmidighed til at forstå modsatte synsmåder og vurdere deres relative berettigelse, at optrække billedets hovedlinjer og samtidig give dette livets vage overgange tilsammen har skabt et fremragende arbejde, rigt på ny vuer. Et resultat af hans virksomhed som lærer i finansvidensskab ved Universitetet er hans Finansvidenskab (1894, 1896). Af J.P. Traps Danmark var han medudgiver og har desuden skrevet et stort antal afhandlinger om aktuelle emner, særlig skatte- og handelsforhold, i tidsskrifter (Nationaløkonomisk Tidsskrift, Tilskueren m.fl.). 1902 tog Falbe-Hansen sin afsked som professor ved Universitetet og helligede sig dernæst praktisk virksomhed og sine mange og betydningsfulde offentlige hverv. 1893 havde han overtaget posten som direktør i Forsikringsselskabet "Danmark", en virksomhed, som i stigende grad lagde beslag på hans kræfter, ikke mindst efter at han 1911 var blevet selskabets overdirektør. 1919 blev han bestyrelsesformand i dette selskab.

1908 påtog Falbe-Hansen sig det meget store og betydningsfulde arbejde som formand for den i dette år nedsatte bankkomité, hvis opgave det var at afbøde virkningerne af den indtrufne hidsige bankkrise, og det skyldtes ikke mindst ham, at det lykkedes at gennemføre den nødvendige afvikling uden større ulemper. Ved siden heraf kom Falbe-Hansen, der havde været valgt til Folketinget for Odense Amts 1. Kreds 1881-84, nu atter ind i dansk politik, idet han lod sig udnævne til kongevalgt Landstingsmand 1909 og i denne sin egenskab har han med sit praktiske blik og gennem sin store menneske- og sagkundskab øvet en ikke ringe indflydelse. Han sad i tinget indtil 1918; det sidste år som tingvalgt medlem. Politisk hørte han til den del af Højre, der var kritisk over for ministeriet Estrup. Endelig blev der 1911 pålagt Falbe-Hansen et nyt stort arbejde gennem hans udnævnelse til formand for den dette år nedsatte Landbokommission. 1911-18 var han medlem af Rigsretten. 1880-1884 var Falbe-Hansen medlem af sognerådet i Frederiksberg Kommune.Han var desuden formand for tilsynsrådet for Kongeriget Danmarks Hypotekbank, æresmedlem af Nationaløkonomisk Forening, af bestyrelsen for Embedsmændenes Låneforening, af Assurandør-Societetet, af De Danske Livsforsikringsforeninger, af Royal Statistical Society of London og af Manchester Statistical Society. Han var Storkorsridder af Dannebrogordenen og Dannebrogsmand.

Han var gift med Veronique F.-H., f. 1. september 1851 i København, datter af fabrikant F.D. Hansen og hustru f. Wennerberg.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.