Kosakker

Kosakker er en folkegruppe, der stammer fra Ruslands sydlige egne. Betegnelsen bruges især om et medlem af et militært rytterregiment.

Kosakkerne var bosat på stepperne nord for Sortehavet, især i centrale og østlige dele af det nuværende Ukraine og det sydlige Rusland, hvor de oprettede forskellige kosakstater i 1400-1700-tallet, bl.a. Zaporizjzja sich med hovedsæde i Zaporizjzja.

Etnisk set var kosakkerne af blandet oprindelse. En del polske og især russiske bønder flygtede fra deres godsejere og sluttede sig til kosakkerne, der dermed fik et slavisk præg.

Oprindeligt var kosakkerne organiseret i frie bondesamfund med republikansk styreform. Efterhånden fik den russiske zar større magt i kosakkernes områder. Da zaren organiserede kosakkerne i militærdistrikter, forsvandt det meste af deres selvstyre.

Kosakkerne var især kendt som zarens loyale soldater, og mange kosakker valgte den kontrarevolutionære side under borgerkrigen i 1920'erne og var ledende i Den Hvide Hær.

Kosakstaterne i 1500-1700-årene spiller en stor rolle for ukrainsk historieskrivning og national selvforståelse i det 21. århundrede. Kosakkerne betragtas som en entydig gruppe til trods for, at de geografisk befinner sig på forskellige steder, men er opdelte i flere mindre underklaner og grupper ud fra geografiske områder. Groft set er det muligt at inddele dem på grundlag af de to mest kendte og betydningsfulde grupper: de russiske don-kosakker fra det sydlige Rusland i det nordlige Kaukasus, samt zaporogkosakker fra nutidens Ukraine.

G. Heck. Russian and Caucasian Tribes. 1849
Afbildning fra 1849 af forskellige russiske og kaukasiske kosakker

Etnicitet og kultur

06. Shlahetna panna z starshinskogo rodu
Kvinde fra kosakaristokratiet i slutningen af 1700-tallet.

Etnisk set adskiller kosakkerne sig ikke fra almindelige russere eller ukrainere, derimod adskiller de sig markant i livsstil og mentalitet, frem for alt gennem sin krigermentalitet, sin stridskunst (den så kaldte systema), sin stærke kristne tro og frihedsstræben bort fra statslig kontrol. Kosakkerne ansås af tradition for at være mere religiøse, virksomme og renlige, samt fysisk stærke, velvoksne og udholdne. I fx polsk hverdagssprog anvendes udtrykket "kosak" endnu i dag som et adjektiv om usædvanligt djærve, spændstige og stærke individer. De ukrainske og russiske kosakker opstod af en række forskellige grupper af fortrinsvist slavisk oprindelse og dannede de store klaner, som findes endnu i dag.

Kosakkerne er af historiske årsager et traditionelt krigerfolk, selv om de er et moderne folk i dag. Men endnu genfindes meget af det gamle, og især er det kommet tilbage efter Sovjetunionens opløsning. For deres traditionelle nybygger-bosættelser i periferien af de polsk-litauiske og russiske riger tvang dem til at selv forsvare hjem og helbred mod tilstødende mongoler, tatarer og tyrkere øst fra. Gennem kosakkernes hærgninger og krigsførelse samt handelskontakter opstod en vis etnisk og kulturel opblandning med andre nabofolk og folkeslag af rumænsk, tatarisk, persisk og tyrkisk sproget oprindelse, samt minoriteter i Kaukasus. Visse af de russiske kosak-klaners traditionelle klædedragt minder meget om den, de andre kaukasiske folk har, hvilket tyder meget på, at kontakterne ikke altid har været fjendtlige som den oftest har været og är endnu i dag i og med Tjetjenienkrigen i 1990-erne og 2000-erne.

Etymologi

Benævnelsen kosak kommer fra det tyrkiske ord kaz, som betegner en fri mand eller nomade. Kosak udtales på russisk kazak (russisk: казак). Udtrykket kosak dukker op i historien for første gang i 1300-tallet i Storfyrstendømmet Moskva, som dengang betalte tribut til tatarerne og var under stærkt kulturel indflydelse fra tatarerne. Ordet findes også i stednavnet Kazakstan, egt. kasakhernes land; kasakhernes sprog hører til den tyrkiske sproggruppe. Dog må kosakker ikke forveksles med kasakher, som er en ganske anden folkegruppe [1]. Mens ordet som kosakker primært betegner befriede mennesker, altså individer, der er befriede fra trældom og slaveri, og hvor sprog og etnisk herkomst (omend ikke religion!) er inderordnet, kan kasakh opfattes som frie (kaz) i betydningen nomade eller måske politisk frie, i betydningen uafhængige (Kazakhstan lå oprindeligt uden for 1600-tallets og 1700-tallets større statsdannelser i Rusland, Kina og Persien), og tilmed hørende til tyrkisktalende folk.

Historie

Kosakkernes oprindelse har været noget uklar og teorierne har været mange omkring kosakkernes oprindelse. Det antages, at kosakkerne have været slaviske livegne bønder i Kijevriget og Rus under det tidlige 1200-tal, der flygtede fra feudalt slaveri og stræbte efter frihed ude på de så kaldte vilde sletter i det store ingenmandsland, der fandtes mellem floderne Sydlige Bug og Dneprs nedre løb. De flygtende livegne begyndte at befolke de tyndt befolkede stepper i nutidens centrale Ukraine og det nordlige Kaukasusområde i Rusland og begyndte at udvikle sig som en gruppe samtidig, med at mongolerne/tatarerne erobrede Rus. Området grænsede i vest til Den polsk-litauiske realunion i nord til Storfyrstendømmet Moskva og i sydøst til tatarernes områder nord for Sortehavet og på Krim. I Polen kaldtes kosakkerne langs Dneprs kyster Zaporogkosakker (af ”za porogi” dansk: ~ hinsides fosserne, da de boede hinsides Dneprs syv fosser).

Kosakgrupper i moderne tid

Zaporogkosakkerne

Powitanie stepu
Kosakker i polsk tjeneste. Maleri af Józef Brandt.

Den polsk-litauiske realunion havde kun nominel kontrol over dette Zaporogkosakkernes vidt strakte, frem til midten af 1300-tallet tatariske, område, da man savnede ressourcer til kontrol. Området, kaldet "de Vilde Sletter", blev derfor et tilflugtssted for især bønder, som flygtede fra den hårde feudale undertrykkelse og livegenskabet i det Polsk-Litauiske og Moskovitiske riger, men også for alle slags ugerningsmænd og bandlyste fredløse fra alle samfundsklasser. De Vilde Sletter blev i løbet af kort tid et trygt tilflugtssted. Etnisk udgjordes Zaporog-kosakkerne af en blanding af hovedsagelig ukrainere og hviderusser men også af polakker, russere samt rumænere fra Valakiet og Moldavien. Der var tillige indslag af grækere, italienere, tyskere og spaniere[kilde mangler], som var blevet befriet fra slaveri på osmaniske Sortehavs-galejer af kosakkerne.

Brandt Zaporizhian Camp
Zaporogisk lejr. Maleri af Józef Brandt.
Sahansahname 130b
Osmanniske tropper i kamp med kosakker 1592.

Ret hurtigt skabte zaporog-kosakkerne en meget særpræget kultur og et samfundssystem, der byggede på krigsdemokrati (hvor man ved afstemning indsatte og afsatte sine anførere) samt fribytteri og en konstant tilstand af kampberedskab. Dette var nødvendigt som forsvar mod de stadigt hærgende tyrk-mongolske tatarer fra Sortehavskysten. Meget af tatarernes krigeriske livsstil antoges af de hårdføre kosakker.

Polen-Litauens konge Kasimir Jagiellon sendte i 1486-90 sin næstældste søn, den energiske prins Jan Olbracht, til det sydlige Ukraine med den opgave at organisere et bedre forsvar mod tatar-angrebene end det utilstrækkelige polsk-litauiske grænseforsvar, der var blevet oprettet i 1479. De tyndt befolkede og vidtstrakte sydlige og østlige dele af nutidens Ukraine, som indgik i den litauiske del af Den polsk-litauiske realunion, var af litauerne aldrig blevet forsynet med murede forsvarsanlæg og var næsten helt ubeskyttet mod de stadigt tilbagevendende tatarhærgninger.

For i tide at kunne mobilisere andre tilgængelige forsvarsstyrker rejste den krigeriske prins Jan Olbracht en stående styrke af lokale kosakker, fortrinsvist jægere og bønder, der kontinuerligt patruljerede den sydlige grænse mod hærgende tatarer. Kosakkerne blev hurtigt kendte som djærve krigere. Kosakkerne blev først kendte fodsoldater og ikke som ryttere med sabel, man associerer til i dag. Som de jægere, de oprindeligt var, var de derfor oftest dygtige skytter og var med sine musketter af tyrkisk model, med grovere kaliber end de europæiske, ofte inddelt i skyttehold, hvor halvdelen udgjordes af hurtige musketladere. Kosakkerne var derfor meget egnede til stationær krigførsel ved forsvar eller belejring af borge samt tros- og hærlejre. Selv tog kosakkerne sig oftest frem ad Dnepr i sine "tjajker" - lange tostævnede og fladbundede robåde - med hvilke de gjorde udfald mod osmanniske skibe fra på Sortehavet. Årsagen til kampene var osmanneres slavehandel med kristne, som kosakkerne modsatte sig. De årlige søangrebs oprindelige formål var at befri slaver, men kom snart tillige at indbefatte udbytterige plyndringer af osmanniske sortehavsbyer.

Zaporog-kosakkerne levede af handel, jagt, fiskeri, kvægavl samt af krigsplyndring, især rettet mod tatarerne. Deres hovedsæde blev i 1500-tallet fortborgen Sitj (Sich, Sicz) på øen Hortitsa (Chortyca) i det brede nedre Dneprs skærgård. Kosakkernes vidtstrakte land udgjorde en bufferstat mod tatarere og tyrkere, langt fra hovedstaden Warszawa, hvorfor de uregerlige kosakker længe opretholdt en stor grad af selvstændighed og autonomi i sin virksomhed, da de lige siden 1486 udgjorde et stridbart varselssystem ved tatarhærgninger.

De stolte, frihedselskende og hårdføre zaporog-kosakker underkastede sig kun ledere, atamaner, som de selv havde stemt på ved sine rådsmøder i hovedsædet Sitj (”ataman” er en kosakkisk hærførertitel, egentlig en forvrængning af den polske militærtitel "hetman", der atter er en forpolskning af tysk "hoeftman"/”hauptmann”, i 1400-tallets Tyskland omtrent modsvarende en general).

Fra 1500-tallet begyndte polakkerne at udnytte de dannede kosakstyrker i deres kongelige hære til beskyttelse af den sydøstlige grænse.

Da Litauen 1569 inden for rammen for Den polsk-litauiske realunion overlod dele af nutidens ukrainske områder til den polske Krone, havnede kosakkerne under polsk styre. I 1578 skabtes stående regulære tropper af hvervede kosakker i den polske krones sold. Dermed begyndte kosakkernes selvbevidsthed som politisk og militær faktor at vokse. Samtidigt begyndte kosakkernes styrker at blive stadig mere ridende, da de ikke længere kun virkede langs Dneprs bredder men beskyttede Den polsk-litauiske realunion overalt, hvor det var nødvendigt.

Kosakkernes første hetman (ataman) var Ostap Dasjkevytj, som bistod Polen meget og for hvilket den polske konge Sigismund I (den gamle) overlod Tjerkasy, Kaniv, Perevolotjna og fæstningen Tjyhyryn til zaporogerne. Næste konge Stefan Batory, som ville sikre landets sydlige dele mod krimtatarerne, skænkede zaporogkosakkerne en hærorganisation og gav deres ataman hetman-regalier, overlod dem byen Terechtemirov og lod dem bosætte sig helt frem til Kijev.

Muzeum Śląskie - Jan Matejko - Ostatni Daszkiewicz 02
Ostap Dasjkevytj Maleri af Jan Matejko.

Fra 1589 indledtes imidlertid en periode med konflikter mellem Den polsk-litauiske realunion og kosakkerne. Dette faldt sammen med den svensk-polske konge Sigismund Vasas regeringstid (1587-1632). Polakkerne begyndte at forfølge og kue de vovelige kosakker for deres angreb på tatarerne og tyrkerne med hvem polakkerne på dette tidspunkt havde en fredsaftale. Den konservative katolske konge Sigismund Vasa indførte desuden i 1596 en kirkelig union mellem de katolske og ortodokse kirker med det mål at gøre det ukrainske område katolsk, hvilket ikke sås på med blide øjne af konservative ukrainske ortodokse troende og i særdeleshed mange fromme kosakker. Følgen af dette blev mange militære konflikter og oprør mod især de forpolskede ukrainske stormandslægter, som ofte fik hjælp af den polsk-litauiske hær. I 1648 udviklede et nyt oprør sig til en borgerkrig, som blev til en befrielseskrig mod den polske undertrykkelse. Hårdt presset af polakkerne og litauerne bad kosakkerne i 1654 sine ortodokse russiske trosfæller om bistand mod Polen-Litauen. Resultatet blev en russisk intervention, som 1667 delte det ukrainske område i en vestlig (polsk) og en østlig (russisk) del.

Zaporogkosakkernes politiske selvbevidsthed vågner

Under 1600-tallet bestod de så kaldte "registrerede kosakker", det vil sige kosakker i den polske krones sold, af op til 40.000 mand. Derfor begyndte kosakkerne at stille krav om at kunne deltage i realinionens indre anliggender på lige vilkår som polakkerne og litauerne. For at dæmpe kosakkernes krav og ofte finurlige udfald mod tyrkisk territorium voksede antallet af registrerede kosakker i den polske krones sold stadigt i bytte mod løfter om en mere ansvarsfuldt opførsel. På denne måde håbede kronen på at få kontrol over de rovlystne kosakkeres ukontrollerede hærgninger af osmanniske provinser, som trak Polen-Litauen ind i uønskede konflikter med Det osmanniske rige.

Da dette ikke gav nogen effekt forsøgte polakkerne, urolige over udviklingen, at styrke sit greb om kosaknationen gennem love og rigsdagsbeslutninger, som mindskede kosakkernes privilegier og bevægelsefrihed. Dette støttedes af lokale forpolskede ukrainske stormænd, som ikke ville have konkurrence om de ukrainske sletter fra kosakkerne. Dette forårsagede ofte væbnede kosakrejsninger, som i reglen endte med kompromisser.

De svært kontrollerede kosakker blev i 1600-tallet en frihedssymbol for de livegne og hårdt undertrykte bønder i realunionen, og stadigt flere bønder flygtede fra sine feudalherrer for at tilslutte sig til kosaknationen, som derved voksede meget kraftigt. Med nogen rimelighed kan man sige, at den kosakiske nationalisme og selvstændighedsbestræbelse tog sin begyndelse med dette. Efter en række oprør i 1600-talet blev kosakspørgsmålet sat på spidsen, da kosakkerne krævede at blive den tredje nation i Den polsk-litauiske realunion i paritet med polakkerne og litauerne.

Realunionen, som også kaldtes for ”De To Nationers Republik” skulle altså forvandles til ”De Tre Nationers Republik” med kosakkerne ophøjede til samme stilling som den polske og litauiske adel. Dette accepteredes ikke af majoriteten af realunionens adel, som så en økonomisk fordel ved at gøre kosakkerne til livegne bønder. Dette forårsagede det mest omfattende kosakoprør 1648-1656 under Bogdan Chmelnitskij.

Oprøret blev meget blodigt og bekosteligt for realunionen. Da så polakkerne var nær ved at kue rebellerne, stillede kosakkerne sig under sine græsk-ortodokse trosfrænder russernes beskyttelse ved traktaten i Perejaslav i 1654. Dermed udvikledes kosakoprøret sig til en omfattende krig med Rusland. I denne situation erklærede Sverige krig mod Polen-Litauen (1655), og en konflikt, som overgår 30-årskrigen i tab, udplyndringer og ødelæggelse, var et faktum.

I 1660 drev polakkerne svenskarne ud, men deres krig mod russerne fortsatte. I 1667 sluttedes der en fred med russerne i Andrusjov, men polakkerne blev tvungne til at afstå landets østlige dele til kosakkerne. Dermed begyndte Ruslands stilling som stormagt at vokse, og Den polsk-litauiske realunions vej mod delinger og undergangen i 1795.

Sergiy Vasylkivskiy- Dvir
Typisk ukrainsk bondestue, chata. Maleri af Sergij Vasylkivskij.

Zaporogkosakkerne fandt dog snart, at de russiske ”befrieres” åg var betydeligt tungere at bære end polakkernes. Modsat polakkerne tolererede russerne ingen som helst autonomi for kosaknationen men krævede total underkastelse. Kosaknationen blev splittet i selvstændighedsspørgsmålet, og indbyrdes stridigheder opstod. En del kosakker vendte tilbage til at tjene den polske krone mod russerne. Dele af kosaknationen gik til og med så langt, at de allierede sig med sine arvefjender Det osmanmiske rige og tatarerne mod russere og polakker. Til sidst fordrev polakker og russere osmannerne og pacificerede kosakkerne i 1680-erne.

Under Store nordiske krig 1700-1721 allierede zaporogkosakkerne sig med Karl XII, som drog mod Rusland gennem Lillerusland. Hetmanen Ivan Mazepas forsøg på at opnå selvstændighed med svensk hjælp blev knust med slaget ved Poltava i 1709. Mazepas forsøg på at opnå selvstændighed regnes blandt nutidens ukrainske nationalister som Ukraines oprindelse. Zaporogkosakkernes hovedsæde Sitj ødelagdes af russerne men genopbyggedes i 1734. Rusland tolererede dog ikke de vovemodige kosakkers frihedstrang og autonomikrav.

I slutningen af 1700-tallet absorberedes zaporogernes områder med Ny Rusland, som bestod af territorier, som Rusland havde vundet fra tatarerne och osmannerne ved Sortehavskysten. Katharina den Store lod 1775 på ny Zaporogkosakkernes hovedstad Sitj likvidere. Samtidigt blev også de russiske Don-kosakker tvunget til underkastelse og mistede ligeledes deres allerede beskedne grad af selvstyre.

Kuban-kosakkerne

Chornomorec 1804
Sortehavskosakkerne var kubankosakkernes forgængere.

Som omtalt tidligere lagde den russiske kejserinde Katharina II i 1775 Zaporogkosakkernes base Sitj i ruiner og knuste fuldstændigt zaporogernes selvstændighed. I juni 1775 blev Zaporogkosakkernes Sitj omringet af Katharina IIs russiske styrker. Kosaklejren blev jævnet med jorden og kosakkerne dræbte eller ført bort i fangenskab. Kosakkernas leder, koschovyj (hærlejr-chef) Petro Kalnysjevskyj, blev internet i Solovkij-klosteret, hvor han tilbragte 25 år i fangeskab, frem til sin død i 1803. Den jord, som kosakkerne havde ejet, blev uddelt til russiske adelsmænd eller til udenlandske nybyggere især af tysk oprindelse men også af serbisk, bulgarsk, ungarsk og svensk[2] oprindelse.

En gruppe på 5.000 zaporogkosakker flygtede til den osmanniske grænse, som da lå ved det nuværende Moldavien. De kom til byen Bilhorod (daværende Akerman) oven for Dnestrs delta, og sendte derfra en diplomatisk mission til den osmanniske sultan med en anmodning om at blive osmanniske undersåtter, hvilket blev bevilget dem. Sultanen lod dem bygge det Ny Sitj på et antal øer i Donau-deltaet. Ny Sitj voksede hurtigt og på blot et år var kosakkhæren vokset fra 5.000 mand til 7.000, takket være flygtningestrømme fra Katharina IIs Rusland og fra de polsk styrede dele af de etnisk ukrainske områder på floden Dneprs vestlige bred. Den russiske regering brød sig ikke om udviklingen og forsøgte at bremse den ved at give amnesti for flygtningene og udøve diplomatisk tryk på Det osmanniske rige. Man lod også styrker af russiske Don-kosakker angribe Ny Sitj.[3]

En anden gruppe zaporogkosakker tvangsforflyttedes til Kuban i det vestlige Kaukasus, hvor kuban-kosakkerne siden opstod. Den ukrainske kosakelite blev optaget i det russiske aristokrati. I begyndelsen beholdt Kuban-kosakkerne sine gamle militære traditioner, og blev fra 1500-tallet optaget som hvervede tropper i polsk tjeneste. Kuban-kosakkerne anså sig for at være de "ægte" kosakker og at en Kubankosak var lige så meget værd som tre Don-kosakker. I trods mod russerne beholdt man ofte sine polske navne. Efterhånden mindskede hadet. I midten af 1800-tallet skabte de et kosakfællesskab med tilflyttede mindre enheder fra Don-kosakkerne. Kuban-kosakkerne fungerede som et væbnet grænseværn i Kaukasus og kom til at spille en rolle i den russiske ekspansion mod Kaukasus i 1800-tallet.

Et kosakregiment i 1600-tallet

04. Polkovnik ukr polku
Kosakpulkovnik.

Et kosakregiment bestod i 1610 af 2.000 mand. Regimentet bestod af 4 bataljoner på 500 mand. Hver bataljon var delt i 5 kompagnier på 100 kosakker. Disse var atter inddelte i "kuren" (roten) det vil sige rader, modsvarende plutoner. Regimentet blev ledet af en "pulkovnik" (fra polsk "pulk": regiment), han blev bistået af en bivack/lejrchef og en regimentsskriver. Bataljonerne lededes af løjtnanter. En halv bataljon (250 kosakker) blev leddet af en "osaul" (kaptajn), et kompagni på 100 mand lededes af en løjtnant: "setnik" (fra sto eller setka = 100). Plutonerne blev ledet af en "kuren ataman". Et regiment bestod desuden af 4 fenrikker/fanebærere, 4 trompeterere og 4 trommeslagere, det vil sige en for hver bataljon på 500 kosakker. Til dette tilkom 4 tjenere/kalfaktorer. Et regiment bestod altså af 1 pulkovnik, en lejrchef, en skriver, 4 løjtnanter, 8 asauler, 20 setniker, 4 fenrikker, 4 trompeterere, 4 trommeslagere, 157 kuren otamaner samt 1799 menige kosakker.

Kosakker i den russiske hær

PG - Semireche Cossack
Semiretjenskkosak 1911
Samokish Felten - Ural Cossaks
Uralkosakker 1912
KubanCossacks1945
Officerere fra Kubankosakhæren deltager i Sejrsparaden på Den Røde Plads i Moskva den 24. juni 1945.

Efter, at kosakkerne var blevet underlagte zarstyret, forvandledes de frie kosaknationer gradvis til en særegen blanding af etnisk kaste og militær troppetype. Hver våbenfør mandlig kosak var forpligtet til at tjenestegøre under fanerne, mens indtil indførelse af værnepligt i 1874 kun en begrænset del af den øvrige befolkning blev udskrevet. Men også efter værnepligtens indførelse havde kosakkerne længere tjenestepligt under fanerne og længere tid i reserven samt med færre muligheder for at slippe for militærtjeneste end andre værnepligtige.

Russiske Kosakhære i 1913

Med det russiske riges ekspansion øst på, oprettedes også nye kosakenheder af de oprindeligt asiatiske ikke-slaviske folkeslag, som boede der. Under 1800-tallet og frem til revolutionen fandtes der 11 kosakhære i den russiske hær med sammenlagt over 150.000 soldater i aktiv tjeneste og i reserven:

  • Donhæren (55.000 soldater)
  • Kubanhæren (31.000 soldater)
  • Orenburghæren (16.000 soldater)
  • Uralhæren (8.000 soldater)
  • Astrachanhæren (2.000 soldater)
  • Terekhæren (10.000 soldater)
  • Sibiriske hær (2.000 soldater)
  • Baikalhæren (15.000 soldater)
  • Amurhæren (4 000 soldater)
  • Semiretjenskhæren (5.000 soldater)
  • Ussurihæren (2.000 soldater)

I nutidens Rusland og Ukraine

Kosakker – eller mennesker, som associerer sig til de historiske kosakker – spiller en rolle også i nutidens Rusland. Blandt andet figurerer de som repræsentanter for den russiske nationalisme, som siden 1990-erne har rettet sig mod forskellige "antirussiske" ytringer. I områderne nær Kaukasus har kosakker været anvendt som middel til at hævde russisk kultur og rejse tvivl om udenlandsk eller ikke-russisk kultur.[4] Under Krimkrisen 2014 deltog kosakker på den prorussiske side i urolighederne.[5][6] Samtidig figurerer kosakker på den ukrainske side af konflikten. Vinteren 2014 deltog ukrainske kosakker blandt demonstranterne på Selvstændighedspladsen i Kiev under Euromajdan.[6]. Derudover spiller de historiske kosakkers eftermæle en stor rolle for det moderne Ukraines selvopfattelse som arvtagerne af de selvstændige stater, som var skabt af frie slaver i udkanten af Polen-Litauen, Rusland og altaiske folk; en opfattelse, som nogenlunde svarer til vikingernes rolle i skandinaviske landes historiografi.

Noter

  1. ^ Etymolohitjnyj-Semantytjnyj Slovnyk Ukrajinskoji movy, s 241, Tovarystvo Volyn, Winnipeg, Kanada 1982
  2. ^ gammalsvenskby.se: Russwurm: Utvandrarna, hentet 11. februar 2016, (svensk)
  3. ^ Ivan Tyktor, Velyka Istorija Ukrajiny, Lviv-Winnipeg, 1948.
  4. ^ Andrew Foxall (2014): "Russia's Nationalists, the Other Threat in Sochi". Worldaffairsjournal.org. Läst 22 april 2014. Skabelon:En
  5. ^ Hughes, Chris (2014-02-09): "Russian Cossack thugs whipping and clubbing peaceful demonstrators in Ukraine". Mirror.co.uk. Läst 22 april 2014. Skabelon:En
  6. ^ a b Tchorek, Kamil (2014-03-12): "Cossacks: The Cowboys of Crimea". Thedailybeast.com. Läst 22 april 2014. (engelsk)

Litteratur

  • Alfred Jensen: Mazepa. Historiska Bilder från Ukraina och Karl XII:s Dagar; C.W.K.Gleerups Förlag, Lund 1909
  • Politikens Nudansk Ordbog – 18. udgave

Eksterne henvisninger

Afar

Afar er en folkegruppe i Djibouti og i Afar-regionen i Etiopien.

Basotho

Basotho eller sotho er en bantutalende befolkningsgruppe, der har boet i det sydlige Afrika siden midten af 1400-tallet.

Basotho–nationen (dagens Lesotho) dukkede op fra diplomatiet til Moshoeshoe I som samlede spredte klaner af basotho–ophav sammen som var blevet spredt over det sydlige Afrika tidligt i det 19. århundrede. De fleste basothoer i dag lever i Sydafrika.

Chickasaw

Chickasaw er en amerikansk indianerstamme, som oprindelig boede i hvad der nu er Mississippi, men som nu især bor i Oklahoma. De er i slægt med Choctaw, som taler et sprog, der er meget lig Chickasaw-sproget. Chickasawerne var en af "de fem civiliserede stammer", som blev tvangsforflyttet til Indianerterritoriet i 1830'erne.

Choctaw

Choctaw var et indiansk folk, der oprindeligt levede som agerbrugere i 115 bysamfund på et område af de nuværende stater Mississippi og Alabama. De blev tvangsforflyttet til Oklahoma i 1830'erne, og i dag findes der kun nogle få tusinde af dem i reservater i Mississippi.

Choctaw er også navnet på det sprog, som dette folk taler. Det tilhører sprogfamilien muskogee.

Dai (folk)

For alternative betydninger, se Dai. (Se også artikler, som begynder med Dai)Dai 傣族; pinyin: Dǎizú) er et af de 55 offentlig anerkendte minoritetsfolk i Folkerepublikken Kina. Som med en del andre af de kinesiske minoritetsfolk , er dai en paraplybetegnelse for en række folk af thailandsk oprindelse. De fleste lever i provinsen Yunnan. Religiøst er daifolk er hovedsagelig tilhængere af Theravada-Buddhisme.

Der var ved folketællingen i 2000 1.159.231 daifolk i Kina, og der lever omkring 134.100 i Laos og 145.200 i Thailand.

Det eksisterer fire skriftsystemer blandt daierne, og de har også deres egen kalender for fastlæggelse af festdage.

Folkeslag

Et folkeslag, et folk eller en etnisk gruppe er en gruppe af mennesker med fælles eller delvist fælles identitet, der er eller kan være baseret på kultur, historie, etnicitet, hjemland, sprog eller dialekt (helt eller delvist).

Et folkeslag med en samlet national identitet udgør også en nation.

Gond

Gond er en dravidisktalende befolkningsgruppe i Indien som er knyttet til regionen Gondwana og delstaterne Madhya Pradesh, Maharashtra, Andhra Pradesh, Bihar og Orissa.

De taler dialekter af sproget gondi, som kan være meget forskellige fra hinanden. Nogle har gået over til at tale hindi, marathi eller telugu.

Man regner med at gond-folket er omkring 4.350.000 i dag. Folket er delt ind i flere stammer, deriblandt Raj Gond og Muria. Raj Gond følger ikke det indiske kastesystem, og de er ikke blevet påvirket af forskellige traditioner, for eksempel at koen er hellig.

Deres religion omfatter lokale guddomme og forfædredyrkelse. Flere af stammerne er kendt for deres egne traditioner og legender, som i høj grad er overlevet gennem sange og fortællinger. Pandwani tilsvarer hinduismens Mahabharata, og Lachmanjati tilsvarer Ramayana.

Grækere

Grækerne er et folkeslag, der bl.a. har det tilfælles, at de taler det indoeuropæiske sprog græsk. Navnet "græker" stammer fra latin graecus. Grækerne selv kalder sig for hellenes (ελληνες). I dag er "græker" betegnelse for indbyggerne i det moderne Grækenland, men i antikken boede der grækere fordelt i kolonier i hele Middelhavsområdet; se også oldtidens Grækenland.

Neo-Taíno nationer

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.Neo-Taíno nationer er her defineret som de forskellige nationaliteter fra de caribiske øer, som sammen med Taínoerne, blev beskrevet af de europæiske historikere, efter europæernes ankomst til området.

Powhatan

Powhatan er en indianerstamme som Pocahontas kom fra. Og desuden navnet på hendes far, indinaerhøvdingen Powhatan.

Rifkabylerne

Rifkabylerne er den berberiske befolkning der lever i Rifbjergene – den nordligste del af Atlasbjergene, langs Middelhavets kyst.

Salar

Salar eller salarene (kinesisk: 撒拉族, pinyin: Sālāzú) er et af de 55 officielt anerkendte nationale mindretal i Folkerepublikken Kina. Ved folketællingen i 2000 blev de opgjort til at omfatte 104.503 personer. De fleste bor i provinsen Qinghai (i de autonome amter Xunhua – 循化撒拉族自治縣), og Hualong – 化隆回族自治縣), i Gansu (i det autonome amt Jishishan – 積石山保安族東鄉族撒拉族自治縣) og i den autonome region Xinjiang (i præfekturet Ili – 伊犁哈薩克自治州).

Salarene fører deres rødder tilbage til oghuz-tyrkerne, og flertallet er muslimer.

Seneca (stamme)

For alternative betydninger, se Seneca. (Se også artikler, som begynder med Seneca)Seneca er en irokesisk stamme med hjemsted i det nordøstlige USA, fortrinsvis i New York. Seneca var ydermere en af seks irokesiske stammer, det tilsammen udgjorde irokeserføderationen, der blev skabt i 1142.

Sloboda Ukraine

Sloboda Ukraine (russisk: Слободская Украина, Слобожанщина, tr. Slobodskaja Ukraina, Slobozjansjtjina; ukrainsk: Слобiдська Україна, Слобожанщина, tr. Slobydska Ukraina, Slobozjansjtjyna; dansk: ~ De frie grænsevagters grænseland) var et historisk område der udgjorde Storfyrstendømmet Moskvas grænseland. Området udviklede sig og blomstrede i 16- og 1700-tallet som Zar-ruslands sydvestlige grænse. I 1765 blev området omdannet til Kharkov guvernementet.

Området var traditionelt beboet af krimtatarer og nogajtatarer som invaderede de russiske områder langs Muravskijvejen og Iziumvejen, og var en del af den tyndt befolkede steppe, der var kendt som Vildmarken. Efter adskillige russisk-krimske krige tilskyndede russiske zarer kosakker at bosætte sig i området for at fungere som en slags grænsevagt mod angrebene.

Fra 1650-1765 blev Sloboda Ukraine i stigende grad organiseret efter kosakkiske militærtraditioner. Kosakker, som flyttede til området, blev kendt som Sloboda-kosakker. Under Katarina den Store blev kosakkernes privilegier afskaffet, og den semi-autonom region organiseret som Slobodsko-Ukrainskaja guvernement. Ved en administrativ reform i 1780 skiftede det meste af området navn til Kharkov guvernementet på dekret af Katarina den Store, mens andre dele blev overført til Voronezj guvernement og det nyoprettede Kursk guvernement, der var en del af Lilleruslands genralguvernement. I 1796 skiftede området igen navn til Slobodsko-Ukrainskaja guvernement og endeligt i 1835 fik guvernementet atter navnet Kharkov guvernementet. Områdets status blev forandret flere gange under sovjettiden, før grænserne for nutidens Kharkiv oblast blev etableret i 1930.

Tujia

Tujia (土家族, pinyin: Tǔjiāzú; eller Bizika 毕兹卡) er et af de 55 officielt anerkendte minoritetsfolk i Folkerepublikken Kina. De er med 8 million mennesker det sjette største folkeslag i Kina. De bor hovedsagelig i Wulingbjergene, i provinserne Hunan og Hubei og i tilstødende områder.

Deres kultur har været under pres i hele 1900-tallet, og de har i stor udstrækning tilpasset sig den dominerende hankinesiske kultur. Det er muligt, at kun 20.000 til 30.000 tujiaer benytter gruppens oprindelige sprog; de øvrige taler kinesisk eller miaosprog.

Tujiane er kendte for sine sangtraditioner, sin visedigtning og for hånddansen Baishou. Dette er en selskabsdans, som går tilbage til 1500-tallet og som benytter sig af 70 rituelle bevægelser for at henvise til aspekter inden for krigførelse, landbrug, jagt, hofliv og traditionel levevis.

Twa

De indfødte twa-pygmæer, også kendt som batwa, fra De Store Søers region i det centrale Afrika var oprindeligt et bjergboende jæger-samler-folk der levede i skovene i højlandet omkring søerne Kivu, Albert og Tanganyika – områder der nu hører til landene Rwanda, Burundi, Uganda og den østlige del af DR Congo. Deres antal anslås til omkring 100.000.

Udinere

Udinerne, eller udi, er en folkegruppe i Kaukasus. De taler udinsk.

Udinerne bor hovedsagelig i Aserbajdsjan, i landsbyen Nij i regionen Qabala, Oguz, og i Baku. Flere af dem bor også i Rusland, Georgien, Armenien, Kasakhstan, Turkmenistan og Ukraine.

Yao

Yao (kinesisk skrift: 瑶族, pinyin: Yáozú) er et af de 56 officielt anerkendte nationale folkegrupper i Folkerepublikken Kina.

I Kina er der omkring 2,64 millioner yaofolk. De for i bjergrige områder i de sydlige og sydvestlige dele af landet. Der bor omkring 60.000 yaofolk i det nordlige Thailand. Desuden er de repræsenteret i de nordlige dele af landene Laos, Vietnam og Myanmar.

Zaporogkosakker

Zaporogkosakkerne (også Zaporizjakosakkerne, eller blot zaporozjaer; ukrainsk: Запорожці, tr. Zaporozjtsi, polsk: Kozacy zaporoscy) var ukrainske kosakker, der boede "på anden side" af Dnepr i området, som blev kaldt de store enge i det centrale Ukraine. I dag er det meste af dette området under vand i Kakhovskereservoiret.

Zaporizja Sitsj voksede hurtigt i 1400-tallet, da livegne bønder flygtede fra mere kontrollerede dele af Den polsk-litauiske realunion og oprettede en politisk enhed med et parlamentarisk system som styre. Fra 1500- til 1700-tallet var zaporogkosakkerne en stærk politisk og militær styrke, som udfordrede regeringsmyndighederne i Polen-Litauen, Zar-Rusland, Det osmanniske rige og den osmanniske vasalstat Krim-khanatet. Hæren gennemgik en række konflikter og alliancer med de tre magter før de kom under Det Russiske Kejserrige og til sidst blev opløst med tvang i slutningen af 1700-tallet af kejserriget. Det meste af befolkningen blev flyttet til Kuban-området i den sydlige del af Det Russiske Kejserrige. Kosakkerne spillede der en vigtig rolle i at forsvare kejserriget mod aggressive kaukasiske folkslag og til gengæld fik de forholdsvis stor frihed af zarerne.

Navnet Zaporozje kommer af beliggenheden af deres fæstning i Zaporizjzja, der betyder "landet hinsides strygene".

Folkeslag i Afrika
Folkeslag i Europa
Folkeslag i Asien
Folkeslag i Oceanien
Folkeslag i Sydamerika
Folkeslag i Nordamerika
Folkeslag i Arktis

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.