Korstog

Question book-4.svg Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Gnome globe current event.svgDenne artikel eller dette afsnit er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Clockimportant.svg
Broom icon.svgFormatering
Denne artikel bør formateres (med interne links, afsnitsinddeling o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Searchtool.svg Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Barbarossa
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det 3. korstog i 1189

Korstog er en serie felttog fra 11. til 13. århundrede. De fleste var godkendt af paven. De kan ses som modtræk til flere århundreders islamisk ekspansion, og de fleste havde som mål at sikre kristen kontrol over Det hellige land, som var under muslimsk kontrol.

Forudsætninger

Forholdene mellem Vesteuropa og det byzantinske kejserrige - og muslimerne i øst var af grundlæggende betydning: Tyrkiske stammer pressede Byzans meget hårdt, og de muslimske styrker stod meget stærkt over for et svækket Byzans. Både Vesteuropa og Orienten var i fremgang i modsætning til det østromerske rige, der både økonomisk og militært var i en nedgangsperiode. Paven i Rom havde meget stor magt i et meget religiøst, men splittet Europa. Patriarken i Konstantinopel og paven i Rom havde en fælles fjende i de vantro muslimer, men havde samtidig forskellige opfattelser af kristendommen.

En af de vigtigste forudsætninger var forholdet mellem den østromerske kejser og den katolske pave. De havde længe haft et særdeles køligt forhold, men da den byzantinske kejser Alexios i Konstantinopel anmodede pave Urban 2. om hjælp mod de tyrkiske hære i 1095, var paven ikke sen til at træde i karakter. Han opfordrede til et korstog mod Jerusalem i en vigtig tale. Fra pavens synsvinkel var det en kærkommen lejlighed til at manifestere sin magt under investiturstriden og til at skabe et bedre sammenhold mellem de europæiske konger og magthavere. Pavens magt var stor på grund af reformbevægelsen i kirken i det 10. og 11. århundrede. Paven fik voksende selvstændighed over for Europas magthavere.

Den tidlige middelalder omkring år 1095 var en urolig tid i Europa: Krig var for magthaverne den eneste rigtige tilværelse, og det var altid muligt at slås indbyrdes. Stridighederne gik særligt ud over bønderne, der udgjorde langt størstedelen af befolkningen. Gejstligheden søgte uden større held at standse disse stridigheder. Korstogene kom derfor på et meget nyttigt tidspunkt.

Mange yngre adelssønner blev lokket af mulighederne efter et korstog. Særligt i Frankrig sikrede den feudale samfundsorden, at kun den ældste søn arvede hovedlodden.

Den voksende fromhed blandt Europas befolkning gav større tilslutning til pilgrimsrejser. Efter tyrkernes indtrængen i Lilleasien blev store dele af infrastrukturen ødelagt. Byzans tabte herredømmet over Syrien og Palæstina til forskellige tyrkiske fyrster. Vejen til Jerusalem blev dermed meget besværlig og farlig. De stridigheder, der havde hersket mellem de vantro ved pilgrimsmålene, var formentlig blevet overdrevet af de hjemvendte pilgrimme, og det opildnede til had mod muslimerne. Mange gejstlige og verdslige fyrster ønskede militær handling. Pilgrimmenes voksende besværligheder brugte pave Urban 2. som en markant årsag til det første korstog.

Den økonomiske fremgang i Europa i årene op til korstogene skyldtes, at handelen blev intensiveret, og efterspørgslen af luksusvarer fra Orienten voksede. Manglen på ædelmetaller i Europa førte til øget samarbejde med Mellemøsten, og Europa stiftede bekendtskab med den økonomisk og kulturmæssigt overlegne muslimske verden. Det betød, at de ustrukturerede og usammenhængende muslimske stater var et fristende mål for en stor forenet kristen hær.

Livssyn og verdensbillede

Efter Romerrigets fald kom der en ny samfundsstruktur i Europa: feudalismen med fyrster, konger og pave øverst, fulgt af godsejere og adel og nederst bønderne. De dyrkede jorden og betalte afgifter til godsejerne. Godsejernes opgave var at beskytte bønderne og opretholde lov og orden samt stille med en hær, når fyrsten befalede det.

Fyrsterne havde det privilegium at vælge en ny konge, og dermed styrede de indirekte landet. Sammen med kirken udgjorde fyrsterne og kirken den europæiske højkultur og magtklasse.

Skatteopkrævning, infrastruktur, pengesystem og retssystem fandtes næppe i denne hierarkiske periode. Denne samfundsstruktur medførte talrige krige mellem konger og statsdannelser, der prægede Europa. Fyrsterne havde stor erfaring med krigsførelse. Kirkens rolle var meget markant.

Kirken var repræsenteret i enhver administration. I det politiske magtspil deltog de skiftende paver og bisper ivrigt, men i længden sejrede den verdslige magt. Kirkens ambition om at gennemsyre det middelalderlige liv og tankegang lykkedes: Højmiddelalderen var kendetegnet ved en meget magtfuld kirke, der er en af årsagerne til opbakningen til korstogene, der blev befalet af paven. De almindelige borgere tjente Gud gennem en retfærdig sag og fik mulighed for at betale af på den gæld, de havde til Gud på grund af deres synder. Ideologien tillod adelen at gøre det, den var bedst til: at føre krig. Man kunne nu være en god kristen og en hellig kriger på en gang.

Urban 2.s tale ved kirkemødet i Clermont

Korstogene begyndte i 1095 med pave Urban 2.'s tale i Clermont i Frankrig, hvor han opfordrede europæerne til at tage korset og tilbageerobre Jerusalem. Det lykkedes, og Jerusalem var på kristne hænder 1099-1187 og 1228-1244, men intern splid gjorde, at de erobrede områder ikke kunne holdes.

I talen bad paven den brede europæiske befolkning om at gribe til våben mod den muslimske trussel. Han forsøgte at tænde en gnist af mod og vilje i dem blandt andet gennem ros: "I er folket, som Gud har skænket overlegenhed i våbenstrid, åndelig storhed, kropslig behændighed og modet til at stække de stolte traditioner på dem, der vover at bekæmpe jer." Tilhørerne blev bekræftet i deres tro og på den måde opildnet til korstog. Han skildrede den nød og elendighed, som var blevet østens kristne til del under seldsjukkernes ekspansioner, der kunne ende med at true europæerne. "Lad de, der indtil for nylig var røvere, blive Kristi soldater. Lad de, der har kæmpet mod brødre og slægtninge på ret vis nu kæmpe mod barbarer". Paven gav de mange indbyrdes stridende europæere en fælles fjende at stå sammen mod.

Takket være en storartet tilrettelagt og dygtig ledet kirkelig propaganda lykkedes det at skabe et stærkt fjendebillede af muslimerne i Mellemøsten. Muslimerne blev opfattet som dyr, der kun tænkte på at dræbe, og som var kristendommens værste fjender. Det faldt i god tråd med den augustinske tankegang, der var fremherskende i middelalderen. Den byggede på en indædt kamp mellem Gud og djævelen: de kristne på den ene side, og hedningene på den anden. Det var enhver kristen borgers pligt at udbrede kristendommen, om ikke med ord så med sværd. Alle dårligdomme blev opfattet som djævelens værk og skulle bekæmpes med alle midler. Vantro og i særdeleshed muslimer skulle omvendes eller slås ihjel. Krig, blod, nedslagtning af civile og plyndring fik paven i meget stor stil leveret af de korsfarere, der erobrede Jerusalem. Ifølge deres beretning blev næsten alle saracenere i byen nedslagtet, og deres blod flød i gaderne. "Der var et sådant slagteri, at vores mænd vadede i blod til anklerne", hedder det i beretningen. Det kan meget vel være overdrevet, da man kun hørte fra korsfarerne om en regulær massakre på Jerusalems befolkning. Det kan have været i korsfarernes interesse at få det til at lyde mere voldsomt, end det var, for at fremstille sig selv i et mere heltemodigt lys. Fortællingen beskriver også korsfarernes forhold til den hellige Jesu grav: "Lykkelige og grædende af glæde gik vores folk til vor Frelser Jesu grav for at tilbede ham og opfylde deres ed". Korsfarerne gjorde alt, hvad de kunne for at fremhæve deres kærlighed til Gud. Denne dagbogsskildring fremstiller korsfarertanken, som paven ønsker det. De vantro var elimineret, og den hellige by Jerusalem var i sikre hænder. At kirken kunne diktere mord og massakrer, skulle ses i lyset af, at tiden havde et fundamentalt anderledes menneskesyn end nu.

Pavens budskab faldt i særdeles god jord blandt tilhørerne, der flere gange afbrød med at råbe i kor: "det er Guds vilje, det er Guds vilje". En engelsk krønike beskriver meget rammende begejstringen for korstogsideen: "Waliserne forlod deres krybskytteri, skotterne deres vante lus, nordmændene deres svælgen i fisk og danskerne deres uophørlige druk, alle for at drage til Jerusalem".

Der var mange, der blev drevet af religiøs begejstring eller fanatisme. Andre sad i økonomisk dårlige forhold. Andre kan være drevet af eventyrlyst eller ærgerrighed. Den mest åbenlyse motivation har dog været, at alle der deltog i korstoget fik en garanti for, at deres synder ville blive tilgivet. "Enhver, som for troen alene og ikke for at opnå ære eller penge, drager til Jerusalem for at befri Guds kirke, vil få denne færd regnet for hele sin bod", som paven sagde i sin tale. Afladen gav kirken magt til at lukke mennesker ind i Himlen. Paven var guds repræsentant på jorden, men det var umuligt at bevise, at kirken havde beføjelser til at give aflad, eller at det havde nogen effekt.

Det lader dog ikke til at have haft den store bekymring for den menige borger, der troede fuldt og fast på pavens ord. Kirken misbrugte frygten for skærsilden til at få menigheden til at give gaver eller deres eget liv for kirken. Afladen kunne gives af kirken for handlinger der ansås for særligt hæderfulde, og til at fremme dens politiske mål. Dette stemte ikke helt overens med Jesu budskab om kærlighed i det nye testamente. Men afladstanken var central i alle korstogene.

Munken Peter Eremit prædikede kort efter talen i Clermont om, at alle, der kunne deltage i korstoget, skulle deltage. Det var stik modsat pavens ønske om, at kun soldater eller andre, der kunne bidrage til en militær offensiv, måtte deltage. Det lykkedes Peter Eremit i foråret 1096 at samle ca. 20.000 bønder og andre jævne folk, der langtfra havde erfaring fra krig. Dette folkekorstog havde sit udgangspunkt i religiøs begejstring, men hæren endte med at blive nedslagtet af tyrkiske seldsjukker, så snart den havde krydset Bosporus. Paven måtte mane til, at korstog skulle foregå i organiserede grupper med dygtige riddere, der kunne forsvare gruppen mod fjender og nå endemålet. Han indskærpede, at man kun måtte drage af sted med præstens og - for nygifte mænd - med deres kones tilladelse.

Det var nu adelens og stormændenes opgave at stable en hær på benene og finansiere den. Da adelens eneste rigdom var jordbesiddelser, måtte de pantsætte dele af deres private ejendom for at finansiere deltagelse i korstoget. Det var naturligt i denne henseende at henvende sig til kirken, den mest kapitalstærke institution. Denne indtjeningsmulighed forstod kirken at udnytte til fulde. Ved at yde lån til de pantsatte jordbesiddelser eller i nogle tilfælde at opkøbe dem formåede kirken at tjene penge på korstogene samtidig med, at kirken overlod finansieringen til den rigere del af befolkningen.

Korstogene til Mellemøsten sluttede i 1291 med Acres erobring, hvilket satte punktum for knap 200 år med korstog mod øst. Byzans formåede at bygge bro mellem de kristne og muslimerne, men endte selv med at blive mål for korsfarerne, da byen i 1204 blev plyndret af "det skæve korstog".

Blandt følgerne af korstogene var øget kunstnerisk og litterær udveksling: det arabiske titalstalsystem vandt indpas i Europa som følge af korstogene sammen med arabiske ord. Vesteuropas erobringer skabte forbindelser mellem den gamle middelhavskultur og et udkantsområde med store ressourcer, præget af en vældig ekspansion. Trods fanatisme og intolerance indså vesteuropæerne, at de var deres modstandere kulturelt underlegne og tog ved lære af dem. De lærte filosofi, naturvidenskab, medicin og ny teknologi af araberne og byggede selv videre på det. Dette område kom til at dominere resten af verden. Set fra arabernes synspunkt førte korstogene til en fortsat splittet muslimsk verden. Det fik dog en ende, da Osman forende de tyrkiske stammer under Osmannerriget og ledte en fælles tyrkisk fremmarch mod vesten. Denne statsdannelse bragte Byzans til fald og forenede den islamiske verden gennem erobring og oprettede kalifatet med hovedsæde i det erobrede Konstantinopel, der blev omdøbt til Istanbul. Hvis Byzans og de europæiske korsfarer havde stået stærkere sammen og ikke have bekriget hinanden, kunne Osmannerrigets fremmarch havde været stoppet ved Konstantinopel og ikke ved Wien. Europas geografiske horisont blev udvidet, og de store rejser i Centralasien i 1200-tallet skal ses med udgangspunkt i korstogenes ekspansion af Europas grænser. Religiøst resulterede korstogene i et mere intolerant forhold til den muslimske verden. Den europæiske feudaladel blev mærkbart svækket, efter at de finansielt meget dyre korstog havde drænet deres økonomi. Korstogstanken førte til en voldsom bekæmpelse af kættere og andre gudsbespottere.

Med tiden kom korstog til at betegne krig mod og omvendelse af hedninge generelt. Således opfordrede paven Valdemar den Store og Valdemar Sejr til at føre korstog i Baltikum, og den franske konge førte korstog mod kættere i Sydfrankrig.

I en bredere forstand bruges ordet korstog ofte om enhver krig som udkæmpes af religiøse årsager, eller hvor modsætningerne falder sammen med religiøse skillelinjer, om specielt aggressive kristne kampagner omkring specielle temaer (korstog mod umoral), og stigmatiserende som karakteristik særlig af kristnes stærke engagement i samfundsspørgsmål. På engelsk og især amerikansk bruges ordet (crusade) om nærmest enhver kampagne (f.eks. mod narkotika og Iran).

1. korstog 1096-1099

1099jerusalem
Indtagelsen af Jerusalem under det første korstog 1099 i et middelalderligt manuskript.

Pave Gregor 7. havde kort efter sin tiltrædelse i 1073 opfordret til et korstog til Jerusalem. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger, pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre ideen.

Han indkaldte til et kirkemøde i Clermont i november 1095, hvor han for en mægtig folkeskare kom med en brændende opfordring til at befri Kristi grav fra de vantro, og under stor begejstring vedtog man at mødes året efter i Konstantinopel for med samlede kræfter at tilbageerobre staden.

Talen blev nedskrevet af en munk, som var til stede, og hovedindholdet kan være troværdigt. Af talen følger her et kort uddrag:

Citat Jeres brødre, som lever i østen har stort behov for jeres hjælp, og I må haste med at komme dem til undsætning, som det så ofte er blevet lovet dem. For, som de fleste af jer har hørt, tyrkerne og araberne har angrebet dem og har erobret Romanias territorium [det Byzantinske Rige) så langt vestpå som til Middelhavet og Hellespont, det vi kalder St. Georgs Arm. De har besat flere og flere af de kristnes lande, og har besejret dem i 7 slag. De har dræbt og fanget mange, og har ødelagt kirkerne og lagt riget øde. Hvis I tillader at fortsætte således et stykke tid endnu vil de som tror på Gud blive angrebet endnu mere. På baggrund af dette bønfalder jeg, eller snarere Gud, jer som Kristus's sendebude om at offentliggøre dette allevegne og overtale alle uanset rang, infanterister, riddere, rig og fattig om at komme disse kristne til hjælp snarest og fjerne denne onde race fra vores venners land. Desuden er det Kristi krav. Citat

Alle, som deltog i denne guddommelige opgave, var sikret plads i Himmerige.

Det egentlige korstog, der drog fra Vesteuropa i 1096, bestod af veltrænede og veludrustede riddere. Blandt korstogets ledere var Godfred af Boullion, Raymond af Toulouse, Eustace af Boulogne, Bohemond af Taranto, Balduin af Flandern og Robert 2. af Normandiet. Der var hverken konger eller regenter i det Førte Korstog. Alle drog ad forskellige veje til Konstantinopel, hvor kejser Alexios Komnenos nægtede dem adgang og nægtede at sætte dem over Bosporus, medmindre de svor, at alt erobret land tilfaldt kejseren. Det gjorde de, men kun den lilleasisatiske by Nikæa samt nogle få andre blev givet til kejseren.

SiegeofAntioch.jpeg
Belejringen af Antiokia

I foråret 1097 var korstogshæren sat over til Lilleasien, og den begav sig mod syd og øst ved fortrinsvis at holde sig til kysten. I bagende varme marcherede hæren gennem Lilleasien og blev gentagne gange udsat for angreb fra tyrkerne, der med deres hurtige heste og korte buer tilføjede korsfarerhæren store tab. Imidlertid blev en del byer tilbageerobret, og i 1098 formåede korsfarerne at indtage både Edessa og Antiokia. Antiokia holdt længe stand og var først endelig indtaget i slutningen af juni 1098, og kort efter indtagelsen blev korsfarerne selv belejret af muslimerne. Det lykkedes imidlertid at overvinde disse, således at marchen kunne fortsætte mod syd, hvor flere og flere byer faldt i korsfarernes hænder.

I juni 1099 erobrede hæren Jerusalem. En anonym kristen kilde fra samtiden beretter om indtagelsen af Jerusalem:

Citat Men da den time var inde, da vor Herre Jesus Kristus led for os på korset [fredag den 15. juli 1099], gik vore riddere i tårnet, hertug Godtfred og hans bror, grev Eustace, voldsomt til angreb. En af vore riddere, ved navn Lethold, klatrede over bymuren, og så snart byens forsvarere så det, flygtede de alle bort fra muren. Så fulgte vores mænd efter dem, og huggede hovederne af dem hele vejen til Salomos tempel."

(...) "Der var sådant et slagteri, at vores mænd vadede i blod til op over anklerne. (…) Og vore pilgrimme strømmede ind i byen, og forfulgte og slagtede saracenerne hele vejen til Salomos tempel, hvor tyrkerne havde samlet sig. Fjenden kæmpede voldsomt hele dagen igennem, og deres blod flød gennem templet.

Citat

Indtagelsen blev et veritabelt blodbad, men korsfarerne havde nu fuldført deres mission. Nu gjaldt det om at forsvare det, der var vundet, og det Hellige Land blev derfor delt i en række enheder, som skulle forsvares: Grevskabet Edessa, Principatet Antiochi, grevskabet Tripoli og kongeriget Jerusalem. Sidstnævnte fik den overordnede magt, her blev magten efter erobringen varetaget af Godtfred af Boullion og senere hans broder Balduin. Kejser Alexios fik således intet ud af erobringen, andet end at han slap af med korsfarerne, uden at hans eget land blev plyndret. I tiden efter 1099 blev de kristnes magt i det Hellige Land konsolideret, og først i 1140'erne fik muslimerne en leder, der formåede at give de kristne igen.

Svend Estridsens søn Svend Korsfarer deltog og faldt i kamp i Tyrkiet i 1097, da en gruppe nordiske krigere blev overfaldet og nedkæmpet ved Antiokia.

2. korstog 1147-1149

Korstoget blev sat i gang på initiativ af Bernhard af Clairvaux, der inspirerede Ludvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fra Antiokia og Edessa i Syrien, der var blevet erobret under det første korstog.

Baggrund

Det ny rige, hvis første konge var Gotfred af Bouillon og efter hans død (1100) hans højtbegavede og kraftfulde broder Balduin af Edessa, nåede vel herredømmet over Palæstina og det gamle fønikerland, men løst sammensat, som det var, af mange len og truet fra alle sider af fanatiske fjender, var dets eksistens stadig usikker, og et nyt korstog var derfor påtrængende nødvendigt, men først efterretningen om Edessas fald (1144) bragte det andet korstog (1147—49) i stand.

Det var atabekken (statholder) i Mosul, Emadeddin Zenki, der havde bemægtiget sig staden, en erobring, der vakte jubel blandt muhammedanerne overalt i Mellemøsten, men blandt de kristne skræk og sorg, der blev endnu større, da Zenkis søn og efterfølger Nureddin to år efter ødelagde byen og solgte indbyggerne som slaver. Pave Eugenius 3. gjorde derfor store anstrengelser for at bringe et korstog i stand, men mest af alt virkede Bernhard af Clairvaux's opfordringer til Europas konger; bevæget af hans indtrængende forestillinger besluttede både den tyske konge Konrad 3. og den franske konge Ludvig 7. at foretage et korstog med målet at generobre Edessa.

Forløb

I foråret 1147 satte de to kongers hære (omkring 150.000 ryttere og mindst fire gange så mange fodfolk) sig i bevægelse. De rejste hver for sig til Konstantinopel, hvor de forhandlede med den østromerske kejser Manuel Komnenos. Komnenos lå i krig med den normanniske kong Roger 2. af Sicilien og havde derfor indgået en våbenhvile med sin anden fjende seldsjukkerne. Komnenos var desuden på vagt, fordi han frygtede, at de to store hære ville angribe ham, og fordi korsfarerhærene havde ry for at plyndre, hvor de kom frem. Der var således flere mindre træfninger mellem de tyske tropper og byzantiske vagter. Den franske hærs forhold til Komnenos var bedre, selvom de politiske forhold i området havde ændret sig siden kong Ludvig og Komnenos først forhandlede den franske hærs passage. På grund af våbenhvilen var Komnenos ikke i stand til at støtte den franske fremmarch gennem seldsjukkernes territorium, som han havde lovet, hvilket nogle af franskmændene anså for et forræderi. Men kong Ludvig arbejdede for at opretholde alliancen mellem Frankrig og Konstantinopel og forblev på god fod med grækerne.[1]

På vej gennem Lilleasien valgte den tyske kong Konrad at angribe seldsjukkernes hovedstad Iconium (i dag Konya). Her blev hans tyske hær besejret i slaget ved Dorylaion 25. oktober 1147 - kongen blev selv såret i slaget, og størstedelen af hans soldater blev dræbt eller taget til fange. Den franske hær mødte resterne af den tyske hær på deres march gennem Anatolien og vandt et mindre slag uden for Efesos, før de led et stort nederlag ved Cadmos-bjerget, hvorefter kong Ludvig besluttede at sejle til Antiokia i stedet for at fortsætte marchen.[1] Ankommet til korsfarerriget holdt de to konger nu et koncil i Akko med lederne af Jersualems Haute Cour, hvor de besluttede at angribe Damaskus. Damaskus' emir var ellers allieret med korsfarerne, og nogle af Jerusalems baroner frarådede et sådant angreb, men tempelridderne og Jerusalems kong Balduin 3. ønskede at opnå kontrol over byen. Belejringen mislykkedes: korsfarerhæren måtte give op efter kun fire dage og led store tab under tilbagetrækningen.[2]

Vestlige kilder såsom Odo af Deuil og også syriske kristne kilder anklagede i deres forklaring af kongernes nederlag den østromerske hersker Komnenos for at have forrådt de vestlige hære til tyrkerne.[3] Moderne historikere har ofte beskrevet, at det fejlslagne korstog resulterede i en generel antigræsk stemning i Europa, men historikeren Timothy Reuter finder ikke belæg for, at sådan en stemning skulle findes uden for de få kirkelige kilder, der er tydeligt antigræske.[4]

Følger

Sultan Nureddin gjorde sig nu til herre i Syrien til stor fare for Jerusalem, og efter hans død fik det kristne rige en endnu frygteligere fjende i Saladin (Salaheddin), der 1171 styrtede det fatimidiske kalifat i Cairo og gjorde sig til sultan i Egypten. Denne fyrste underlagde sig Syrien og en del af Palæstina med kystbyerne, men tilstod kongen af Jerusalem en våbenstilstand, hvorved den hellige stad foreløbig blev reddet; men da en kristen ridder overfaldt en karavane i omegnen af Hebron, brød krigen ud igen, og den kristne hær led et afgørende nederlag ved Hittin i nærheden af Tiberias ved Genesaret Sø (juli 1187), hvoraf følgen blev Jerusalems fald (3. oktober).

3. korstog 1189-1193

Baggrund

Fra 1169 havde Saladin indtaget Egypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del af Middelhavet. Efter at have erobret Syrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den 4. juli 1187 overvandt han den i slaget ved Hattin. Den 2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kun Antiokia, Tripoli, Tyrus og Margat, som var under kristen kontrol.

Pave Gregor 8. rettede henvendelser til kongerne af England og Frankrig og bad om hjælp til at generobre de tabte områder. Henrik 2. af England og Philip 2. af Frankrig sluttede fred med hinanden, og begge igangsatte finansieringen i form af "Saladin-tiende", en skat, der skulle finansiere et nyt korstog. Men krigen mellem de to lande brød hurtigt ud igen, og oveni begyndte Henrys søn Richard Løvehjerte et oprør mod sin far.

Den tyske deltagelse

Frederik Barbarossa reagerede også på pavens opfordring og optog opfordringen om at drage på korstog omkring 27. marts 1188. Han drog i 1189 af sted med den første gruppe korsfarere. Den byzantinske kejser, Isak 2. Angelus, havde indgået en hemmelig aftale med Saladin og udgjorde derfor en fare for Frederik. De tyske korsriddere rejste derfor gennem det Byzantinske Rige så hurtigt, som de kunne, og den 18. maj 1189 tog de Ikonium, seldsjukkernes hovedstad. 10. juni 1190 fik den tyske deltagelse i korstoget en brat ende, da Frederik druknede i floden Saleph. Selv om hans hær var større end Saladins, stod den nu uden en samlende leder og begyndte straks at falde fra hinanden. De, der blev tilbage, blev hurtigt slået af Saladins styrker, da de kom til Syrien.

Den engelske og franske deltagelse

The Third Crusade (1189-1192)
Kort over korstogets forløb.

Richard og Philip rejste hver for sig ad søvejen i 1191. Richard stoppede på Cypern, hvor han blev fornærmet af den uafhængige byzantinske hersker. Ved udgangen af maj havde han erobret hele øen, som han solgte til Guy af Lusignan, som var nominel konge i Jerusalem.

I mellemtiden var Philip ankommet til Tyrus, hvor han fandt en allieret i Konrad af Montferrat. Konrad krævede tronen i Jerusalem og ønskede derfor at være den, der generobrede byen. De belejrede Acre i april 1191 med støtte fra resterne af Frederiks styrker. Richard kom omsider frem og overtog kommandoen. Et forsøg på at bryde belejringen mislykkedes, og korsridderne indtog byen den 12. juli. Nu udbrød der en magtkamp mellem de tre kristne ledere, Richard, Philip og Leopold 5. af Østrig. Leopold ville anerkendes på lige fod med de to andre, men Richard fjernede det tyske flag fra byen, hvilket fornærmede Leopold. Leopold og Philip blev frustrerede og forlod det Hellige Land i august 1191.

Angrebet på Jaffa

Den 22. august 1191 henrettede Richard 3.000 muslimske fanger i Acre, fordi han mente, at Saladin ikke overholdt kapitulationsvilkårene. Han besluttede derefter at erobre havnebyen Jaffa, som han havde brug for for at være i stand til at angribe Jerusalem. Undervejs blev han angrebet af Saladin på Arsuf i september, men Richard vandt en solid sejr.

I januar 1192 var Richard klar til at drage til Jerusalem, men Saladin havde i mellemtiden fået forstærkninger og befæstede byen. Richard kom inden for synsvidde af Jerusalem to gange, men begge gange vendte han om, fordi Saladins styrker var for stærke. Han formåede dog at afvise et angreb fra store styrker mod Jaffa den 31. juli.

Fredsaftalen og dens følger

Den 2. september 1192 indgik Saladin og Richard en aftale, der betød, at Jerusalem skulle forblive under muslimsk kontrol, mens de kristne pilgrimme stadig skulle kunne besøge byen. Samme år vendte Richard Løvehjerte hjem, fordi hans broder, prins John, forsøgte at overtage tronen. Oprindeligt skulle kong Richard være blevet i Det Hellige Land til påsken 1193, men han var nødt til at vende hjem da problemerne hobede sig op. Mod slutningen af måneden forlod Richard derefter Det Hellige Land, hvilket markerer afslutningen på den tredje korstog. Hvis han var blevet der til påsken, ville situationen have set meget anderledes ud. Saladin døde nemlig tre uger før påske, og muslimerne formåede ikke at opretholde den enighed, som Saladin havde skabt.

Tyskerne, der forblev i det Hellige Land efter korstoget, udgjorde kernen i det, der blev den Tyske Orden.

Det forhold, at korsfarerne ikke formåede at befri Jerusalem, betød, at der udgik en opfordring til et fjerde korstog seks år senere.

4. korstog 1202-1204

VenedigKonstantinopel

Fourth Crusade and foundation of the Latin Empire
Kort over korstogets forløb.

Under det 4. korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en af katolicismens skampletter og fik pave Johannes Paul 2. til den 4. maj 2001 officielt at undskylde overfor den Græske Kirke ved et personligt møde med den Økumeniske Patriark.

Korstogets oprindelige formål var, som med de tidligere korstog, at tilbageerobre Jerusalem og det hellige land. Korstogets ledere havde dog besluttet, at det af strategiske og økonomiske årsager ville være mest effektivt at angribe Egypten først, men sørgede for, at de menige korsfarere ikke fik noget at vide om dette. Det havde i det 3. korstog vist sig, at korsfarerhærene kunne være så opsatte på at befri Jerusalem, at de nægtede at indvillige i deres overordnedes planer, hvis disse ikke koncentrerede sig om det hellige land.

Oprindeligt ønskede pave Innocens at få den engelske konge Richard Løvehjerte og den franske konge Filip 2. August til at deltage i dette korstog (de havde begge deltaget i det 3. korstog), men blandt andet på grund af deres indbyrdes konflikter var det ikke muligt. I stedet var det en række grever, hovedsageligt fra Frankrig, der kom til at lede det 4. korstog. Oprindeligt var korstogets ledelse uofficielt delt mellem tre af dets initiativtagere: Grev Thibaut af Champagne, en af de højst rangerende adelsmænd i Frankrig, dennes fætter, grev Louis af Blois samt grev Balduin af Flandern. Da den unge grev Thibaut imidlertid døde allerede i maj 1201, måtte de tilbageværende korsfarere finde nogen til at overtage Thibauts plads. Valget faldt på markgreve Bonifacius af Montferrat i Norditalien, hvis prestige var så stor, at han blev tilbudt fuld kontrol over hele korsfarerhæren, hvilket han tog imod.

Korstogets ledere sendte seks udsendinge til Venedig, som var en magtfuld, selvstændig handelsstad, for at lave en aftale med venetianerne om at sejle den kæmpemæssige korsfarerhær til Egypten. Venetianerne indvilligede mod betydelig betaling i at bygge og klargøre en mægtig flåde til korsfarerne. Udsendingene havde dog voldsomt overvurderet antallet af korsfarere, som de troede ville møde op i Venedig, og endte derfor med en flåde, der var langt større, end de skulle bruge, samt med en kolossal gæld til venetianerne.

For at korstoget ikke skulle falde fuldstændigt til jorden, indvilligede korstogets ledere i at bruge korsfarerhæren til at angribe den nærliggende havneby Zara, som var en rival til Venedig. Herved kunne korsfarerne få eftergivet noget af deres gæld til venetianerne, og korstoget kunne fortsætte. Da Zara var en kristen by, som var underlagt den ungarske konge, der, på papiret, også var korsfarer, var der mange, der forlod ekspeditionen i protest. Pavens stedfortræder på korstoget accepterede, at dette angreb på kristne var en nødvendighed for, at det hele ikke skulle være forgæves, men pave Innocens derimod fordømte venetianernes handlinger, da han fik nys om angrebet, og ekskommunikerede dem alle.

Før korshæren nåede videre blev den opsøgt af en østromersk prins, Alexios (senere kejser Alexios 4.), som tilbød hæren tiltrængte forsyninger, en kæmpe sum penge samt massiv militær støtte på ekspeditionen, hvis korsfarerne til gengæld ville indsætte ham som kejser i Konstantinopel. Trods protester og frafald fra store dele af hæren valgte korstogets ledere at tage imod tilbuddet og lagde vejen forbi den østromerske hovedstad.

I Konstantinopel måtte korsfarerne, muligvis imod forventning, kæmpe for at få indsat Alexios. På trods af sin umiddelbart fordelagtige position og sit overlegne militær valgte den siddende kejser Alexios III, den unge Alexios' onkel, at flygte fra byen.

Prinsen blev indsat som kejser Alexios 4. og begyndte at betale korsfarerne, hvad han havde lovet. Han blev dog fanget mellem sine forpligtelser overfor sine nye venner, korsfarerne, og det østromerske aristokrati, som var meget negativt indstillet overfor vesterlændingene. I sidste ende kunne Alexios 4. ikke forhindre åben konflikt med korsfarerne, som nægtede at rejse, før de havde modtaget den lovede betaling.

En højtstående østromersk embedsmand fik efterfølgende Alexios 4. myrdet, og blev selv indsat som kejser Alexios 5. I en efterfølgende belejring af byen lykkedes det imod alle odds korsfarerne at erobre Konstantinopel. Korsfarerne oprettede et nyt rige, Det Latinske Kejserrige, og Balduin af Flandern blev valgt som den første kejser, mens korstogets egentlige leder, markgreve Bonifacius, blev forbigået.

Korsfarerne blev travlt optaget af at forsvare deres nye land, og korshæren nåede aldrig til Det Hellige Land.

Nordiske korstog mod baltiske egne

I begyndelsen af 1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog mod Estland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt som riddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.

Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene ved Østersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danske ledingsflåde under ledelse af kong Valdemar den Store og den indflydelsesrige biskop Absalon krig mod de hedenske vendere for i 1169 at undertvinge disse og lægge øen Rügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i 1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt i slaget ved Lyndanisse.

Cross Templar
Tempelriddernes kors.

Andre korstog

Det albigensiske korstog

Det albigensiske korstog eller Katharkorstoget (1209-1229) var en 20 år lang militær kampagne startet af den romerskkatolske kirke for at udrydde den religion, som blev praktiseret af katharerne i Languedoc, og som den romersk-katolske kirke betragtede som apostase.

Korsridderordner

Korsriddere organiserede sig i ridderordner, hvor den første, Tempelridderne blev grundlagt 1118 efter det første korstog for at hjælpe det nye kristne kongerige Jerusalem. Af andre betydelige korsridderordner kan nævnes Tyske orden og Johanniterordenen (oftest omtalt som Malteserordenen).

Referencer

  1. ^ a b Riley-Smith, Jonathan (2005). The Crusades: A Short History (Second ed.). New Haven, Connecticut: Yale University Press.
  2. ^ Nicolle, David (2009). The Second Crusade 1148: Disaster outside Damascus. London: Osprey.
  3. ^ Jonathan P. Phillips. 2007. The Second Crusade: Extending the Frontiers of Christendom. Yale University Press, 2007
  4. ^ Reuter, Timothy. 2001. "The non-Crusade of 1149-50" i Jonathan Phillips, Martin Hoch (red.) The Second Crusade: Scope and Consequences. Manchester University Press

Litteratur

  • Gyldendals illustrerede verdenshistorie, 1922
  • Politikens historiske atlas

Eksterne henvisninger

Se også

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.
18. maj

18. maj er dag 138 i året i den gregorianske kalender (dag 139 i skudår). Der er 227 dage tilbage af året.

Dagen har navn efter den svenske konge Erik den Hellige, som blev halshugget af danske prins Magnus Eriksen, på vej hjem fra korstog i Finland i 1160. Den dag i dag opbevares Erik den Helliges ben i domkirken i Uppsala i Sverige.

Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.

25. august

25. august er dag 237 i året i den gregorianske kalender (dag 238 i skudår). Der er 128 dage tilbage af året.

Ludvigs dag. Dagen har fået navn efter den franske konge, Ludvig den Hellige (den 9.), der døde under et korstog i 1270.

Det er nationaldag i Uruguay.

4. korstog

Det 4. korstog førte til oprettelsen af det Det Latinske Kejserrige, der eksisterede fra 1204 til 1261.

Albigensiske korstog

Det Albigensiske Korstog eller Katharkorstoget (1209-1229) var en 20 år langt felttog startet af den romersk-katolske kirke for at udrydde den religion, som blev praktiseret af Katharerne i Languedoc, og som den romersk-katolske kirke betragtede som apostase. Korstoget var historisk betydningsfuldt af flg. grunde:

Dets brutalitet var ekstrem, selv efter middelalderlige normer.

Kirken gav adelen fra Nordfrankrig og den franske konge, der i bund og grund fungerede som katolske lejetropper, ejendomsretten til jorden i et område af Frankrig, der var kulturelt og sprogligt tættere knyttet til Catalonien (se Occitanien).

Det Albigensiske Korstog var medvirkende til oprettelsen af både Dominikanerordenen og den middelalderlige inkvisition.

Baltikum

Baltikum (også kendt som De baltiske stater eller baltiske lande) er en geografisk region øst for Østersøen. I dag betyder det landene Estland, Letland og Litauen, men i perioden mellem verdenskrigene betragtedes Finland også som en del af Baltikum.Mens de oprindelige befolkninger i Letland og Litauen er kendt som baltere eller baltiske folk med baltiske sprog, er befolkningerne i Estland og Finland østersøfinsk folk med østersøfinske sprog. I geopolitisk betydning betragtes Estland dog fortsat som et baltisk land. Historisk medregnes ofte det daværende Østpreussen med hovedstaden Königsberg (nu Kaliningrad) til Baltikum.

En anden baltisk identitet, tyskbalterne, begyndte at udvikle sig i løbet af middelalderen efter De liviske korstog. Omkring 1840 anvendte den tyske adel i guvernementet Livland betegnelsen "baltere" om sig selv. De tyske adelige talte en særlig tysk dialekt, baltisk-tysk, der betragtedes som baltisk sprog frem til 1919.Siden de baltiske landes uafhængighed fra Rusland har de også været betegnet som "randstaterne".

Baltiske korstog

Baltiske korstog er en samlebetegnelse for de korstog, som skandinaver og tyskere i middelalderen førte mod hedenske stater i Baltikum. Denne artikel lægger fokus på den danske korstogsdeltagelse.

De svensk-novgorodiske krige

De Svensk-novgorodiske var en række konflikter mellem Republikken Novgorod og Sverige om kontrollen over den Finske Bugt, et område som var af vital betydning for Hanseforbundet som en del af handelsvejen mellem Østersøen og Konstantinopel (også kaldet den væringiansk-byzantiske handelsvej). De svenske angreb mod de ortodokse russere havde religiøse overtoner, men indtil 1300-tallet har der tilsyneladende ikke været tale om et officielt korstog på baggrund af en bulle udstedt af paven.

De svenske korstog

De svenske korstog var en serie militære ekspeditioner, hvor et af motiverne var at kristne først og fremmest det hedenske Baltikum og at beskytte sig mod det ortodokse Rusland. I henhold til overleveringer skal korstog desuden være rettet mod Finland, men disse var formentlig snarere erobrings- og plyndringstog end regelrette korstog, og ordet "korstog" anvendes ikke om disse ekspeditioner før end over 500 år efter ekspeditionernes afslutning, i 1800-tallet.

Den Tyske Orden

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Den Tyske Orden eller Sankt Marias Hospitalsbrødre (latin: Ordo Fratrum Hospitalis Sanctæ Mariæ Teutonicorum in Jerusalem, forkortet Ordo Teutonicus, tysk: Deutscher Orden, Deutschritterorden, Deutschherrenorden eller Kreuzritterorden, engelsk: Teutonic Knights, estisk: Saksa Ordu) var en hospitalsorden, stiftet i 1190. Ordensbrødrene skulle tage sig af pilgrimme og sårede i Det hellige land under korsfarertiden. Den blev snart omdannet til en ridder- og præsteorden (1199), som med tiden fik Østeuropa som sit vigtigste virkefelt. Medlemmerne aflagde ordensløfter.

Det Latinske Kejserrige

Det latinske kejserrige eller Det latinske imperium (latin: Imperium Romaniae) blev oprettet efter det fjerde korstog i 1204, da Konstantinopel, hovedstaden i det byzantinske rige, blev erobret. Det latinske kejserrige havde som mål at få folket til at konvertere fra ortodoks kristendom til katolsk kristendom, og det skabte uro i Konstantinopel. I år 1204 blev Balduin I kejser i Det latinske Kejserrige. Hans første opgave fra paven var at erobre alle de gamle byzantinske territorier. Efter Konstantinopels fald var der oprettet nye stater i flere af disse områder, og alle havde samme mål: at generobre Konstantinopel. Ideen med Det latinske kejserrige var, at de skulle udskifte de ortodokse kejsere med katolske kejsere, så efterfølgeren til Romerriget var katolsk. Riget ophørte i 1261, da kejser Mikael VIII Palaiologos generobrede Konstantinopel.

Det tredje korstog

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Tredje Korstog var et forsøg på at generobre Det Hellige Land fra Saladin . Korstog begyndte i 1189 og sluttede med en fredsaftale i 1192 .

Knud 6.

Knud Valdemarsøn (1163 - 12. november 1202) var dansk konge, søn af Valdemar 1. og dennes dronning Sofia. Allerede to år efter hans fødsel sikredes tronfølgen ham, idet Valdemar opnåede, at hæren på et vendertog udråbte Knud til konge. Efter at den arvelige tronfølge således var sikret, stadfæstedes den yderligere ved, at Knud som 7-årig blev kronet og salvet som sin fars medkonge - den første danske kongekroning, der med stor pragt fandt sted i Ringsted den 25. juni 1170, samtidig med Knud Lavards skrinlæggelse, i en stor forsamling af landets stormænd og bisper.

Allerede inden denne tid var der aftalt ægteskab mellem Knud og en datter af sakserhertugen Henrik Løve; da denne datter imidlertid døde, trolovedes Knud i 1171 med hendes ældre søster Gertrud, som han ægtede i 1177. Knud har dog næppe haft børn.

Den første landskabslov, Skånske Lov, blev udstedt under Knud 6.

Knud, hvem faderen havde overdraget styrelsen af Halland, var inden sin tronbestigelse anfører på et par vendiske korstog tillige med Absalon; ved Valdemars død den 12. maj 1182 blev Knud som 19-årig regerende konge. Knud, der af en samtidig krønikeskriver prises for fromhed og sat væsen, men som næppe var nogen fremtrædende personlighed, lod sig i hele sin kongetid lede af betydeligere mænd som Absalon, hvis fostersøn han kaldes, og af sin yngre broder, den unge hertug (Valdemar (Sejr). I begyndelsen af Knuds regering lykkedes det ham at dæmpe det farlige oprør i Skåne, som efter Valdemars død atter var blusset op og nærmest havde antaget præg af en bonderejsning mod stormændene. Han slog bønderne ved Lumme Å.

Da den tyske kejser Frederik Barbarossa i 1184 ved sendebud forlangte lenshylding af Knud, blev dette krav ved Absalons initiativ kraftig afvist, og da kejseren hidsede den slaviske hersker over Pommern, hertug Bogislav I mod Danmark, var det atter Absalon, der - ifølge overleveringen - havde æren af den berømmelige sejr over denne ved Rügens kyst, hvor efter Bugislav nødtvungent måtte anerkende dansk overhøjhed. Herved flyttedes Danmarks grænse til Elben.

I 1189-90 udvidede han Vordingborg Slot og udførte yderligere udbygning af borgen i de følgende ti år. I 1197 foretog Knud et korstog til Estland.

I de tre følgende korstog, hvorved de danske underlagde sig Pommern, deltog dog Knud personlig og kunne med rette efter disse korstog i 1185 antage titel af "de venders fyrste". At biskop Valdemar’s farlige anslag opdagedes og forebyggedes i 1193, var væsentlig Knuds yngre broder hertug Valdemars fortjeneste, lige som denne havde æren af de heldige kampe med bisp Valdemars forbundsfælle grev Adolf 3. af Holsten, der endte med Holstens fuldstændige erobring i 1201. Derimod førte Knud personlig et korstog til Estland i 1197. For at knytte stormændene fastere til kongemagten udarbejdede Knud sammen med Absalon en fremstilling af den såkaldte "vederlov", som gjaldt for kongens væbnede hirdmandsfølge, vederlaget, der efterhånden havde udviklet sig til en art stormandsbroderskab. Hans nære forhold til stormændene ses også deraf, at han vides at have været medlem af et broderskab af mere privat karakter, der navnlig rummede mange mænd af Skjalm Hvides æt.

Efter succesen mod syd begyndte Knud udover sin danske kongetitel at benytte titlen "de venders konge". Selvom herredømmet over Mecklenburg, Pommern og de obroditiske områder i Nordelbingen ophørte i 1225, vedblev danske konger til og med Frederik 9. at titulere sig "de venders konge".

Knud var kirken meget hengiven, til gengæld stillede hele præstestanden sig på kongens side under bruddet med bisp Valdemar og trodsede endog paven, da denne krævede straf over det brud på kirkeretten, som bisp Valdemars fængsling utvivlsomt var. Paven måtte lade dette krav falde. Knud viste også sit kirkelige sindelag ved i sit testamente at give kirken rige gaver.

I 2015 kom det frem, at Knud muligvis døde af Brugadas syndrom.

Kongeriget Jerusalem

Kongeriget Jerusalem var et kristent kongerige, som blev etableret i Mellemøsten i 1099 som følge af det 1. korstog. Riget bestod, med forskelligt omfang og indflydelse, frem til 1291. Kongeriget Jerusalem havde gennem hele sin historie nære bånd til monarkierne i det vestlige Europa, men det var også et relativt lille kongedømme både i sammenligning med sine europæiske allierede og med sine mellemøstlige og lilleasiatiske naboer. Den militære og økonomiske støtte fra Europa var aldrig konstant, og i perioder var kongeriet svagt pga. manglende støtte. Kongedømmet Jerusalems nærmeste allierede fandtes dog ikke i Vesteuropa men var kongedømmet Armenien og det Byzantinske rige.

Korsfarerstat

En korsfarerstat er en stat, som er blevet befolket af korsfarere i forbindelse med et eller flere korstog.

Betegnelsen kan også bruges om stater, som grænser lige op til et område, der kan være mål for et korstog. Nogle gange er betegnelsen blevet brugt om de kristne stater på den iberiske halvø

Nordiske korstog

De Nordiske korstog var korstog foretaget af kongerne i Danmark, Sverige og den tyske Sværdbroderorden samt den Tyske Orden med henblik på at underkue og kristne de hedenske baltiske stammer langs de sydlige og østlige kyster af Østersøen. Svenske og tyske krige mod de ortodokse riger øst for de baltiske kystområder regnes undertiden også med til de nordiske korstog.

Pave Innocens 3.

Innocens 3. (eg. Lotario de' Conti) (22. februar 1161 i Anagni – 16. juli 1216 i Perugia) var pave fra 8. januar 1198 til 16. juli 1216. Han var den første pave, der benyttede titlen vicarius Christi ("Kristi stedfortræder") om sig selv.Innocens 3. regnes som den mægtigste af middelalderens paver. Han var søn af grev Trasimund af Segni og nevø til pave Clemens 3. Under Innocens' regering blev pavens status som den absolutte åndelige autoritet i den vestlige kristendom yderligere forstærket, mens kongernes verdslige magt ikke blev anfægtet. Et af de vigtigste resultater af hans indsats var 4. Laterankoncil i 1215, som forsøgte at fremme uddannelse, kirketugt og forkyndelse. Her indførtes også det årlige skriftemål og særlige klædedragter for jøder og muslimer. Han opmuntrede tidens lægprædikantbevægelser og støttede Frans af Assisi og Dominikanerordenen. Omkring 1200 opstillede han bestemte regler for anvendelse af farver i Roms kirker, regler som siden er blevet almindelige i vesterlandske kirker.

Richard Løvehjerte

Richard 1. af England (Richard Løvehjerte; født 8. september 1157 på Beaumont Palace i Oxford i England, død 6. april 1199 i Châlus (nu Limousin, Frankrig), Hertugdømmet Aquitaine) var konge af England fra 1189 til 1199. Han deltog i det 3. korstog til Det hellige land.

Han var hertug af Normandiet, hertug af Aquitaine, hertug af Gascogne, herre over Cypern, greve af Anjou, greve af Nantes og overherre af Bretagne i forskellige perioder. Han er mest kendt som "Rikard Løvehjerte", på fransk som "Cœur de Lion", før han blev konge på grund af sit ry som en stor militær leder og kriger.Richard var den tredje søn af Henrik den 2. og Eleonora af Aquitanien. Han havde fire brødre og tre søstre og var i slægt med flere fyrstehus i Europa. Hans yngste bror Johan fulgte ham som konge.

Richard havde allerede kommando over sin egen hær, da han var 16 år og nedkæmpede et oprør i Poitou mod faren. Han var en af de vigtigste kristne ledere i det tredje korstog og ledede i praksis felttoget, efter at den franske konge, Filip 2. August, havde forladt korstoget. Han vandt flere vigtige sejre over sin muslimske modstander, Saladin.Han talte dårligt engelsk og tilbragte meget lidt tid i sit kongedømme. Hovedsagelig brugte han det som en indtægtskilde for at finansiere sine soldater. Alligevel blev han anset som en from helt af sine undersåtter. Han er forblevet en ikonisk figur i England og i populærkulturen og er en af de få engelske konger, som huskes mere for tilnavn end for nummer i kongerækken.

Han var gift med Berengaria af Navarra.

Slaget ved Neva

Slaget ved Neva 1240 var en krigsbegivenhed, der fandt sted som led i de svenske korstog i Baltikum. Det bør nævnes, at virksomheden ikke rettede sig mod en hedensk men mod en ortodox befolkning.

Vendere

Vendere er en historisk samlebetegnelse for vestslaviske folk, der levede nær de germanske folk siden folkevandringstiden. Venderne var således aldrig et enkelt folkeslag, men var en betegnelse for germanernes slavisk talende naboer. I skandinavisk sammenhæng brugtes betegnelsen vendere primært i middelalderen om de slaviske folk som boede på de sydlige østersøkyster, i nutidens Tyskland og Polen, men i Det tysk-romerske Rige brugtes betegnelsen "wend" om alle vestslaver inden for rigets grænser.I Dansk historieskrivning kendes venderne mest som et fjendebillede, da de i middelalderen ofte foretog krigstogter imod de danske øer, ligesom danske konger ofte foretog togter imod venderne. Særlig berømt i dansk tradition er Valdemar den Store og Biskop Absalons succesfulde erobringstogt mod venderne på Rügen og erobringen af deres borg Arkona.

Korstogene
Korstogene:
Korsfarer:
Korsfarerstater:
Korsfarerslag:
Korsfarerbebyggelser:
Ridderordener:

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.