Kobber

Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler metallet kobber og grundstof nr. 29. For sygdommen kopper, se Kopper.
Egenskaber
Udseende
Cu,29

Rødligt, skinnende metal
Generelt
Navn(e): Kobber
Kemisk symbol: Cu
Atomnummer: 29
Atommasse: 63.546(3) g/mol
Grundstofserie: Overgangsmetal
Gruppe: 11
Periode: 4
Blok: d
Elektronkonfiguration: [Ar] 3d10 4s1
Elektroner i hver skal: 2, 8, 18, 1
Kovalent radius: 138 pm
Van der Waals-radius: 140 pm
Kemiske egenskaber
Oxidationstrin: 2, 1 (svagt basisk oxid)
Elektronegativitet: 1,90 (Paulings skala)
Fysiske egenskaber
Tilstandsform: Fast
Krystalstruktur: Kubisk fladecentreret
Massefylde (fast stof): 8,96 g/cm3
Massefylde (væske): 8,02 g/cm3
Smeltepunkt: 1084,62 °C
Kogepunkt: 2562 °C
Smeltevarme: 13,26 kJ/mol
Fordampningsvarme: 300,4 kJ/mol
Varmeledningsevne: (300 K) 401 W·m–1K–1
Varmeudvidelseskoeff.: (25 °C) 16,5 μm/m·K
Elektrisk resistivitet: (20 °C) 16,28 nΩ·m
Magnetiske egenskaber: Diamagnetisk
Mekaniske egenskaber
Youngs modul: 130 GPa
Forskydningsmodul: 48 GPa
Kompressibilitetsmodul: 140 GPa
Poissons forhold: 0,34
Hårdhed (Mohs' skala): 3,0
Hårdhed (Vickers): 369 MPa
Hårdhed (Brinell): 874 MPa

Kobber (latin: cuprum), opkaldt efter Cypern, er det 29. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Cu: I sin rene form optræder dette overgangsmetal som et skinnende metal med en karakteristisk rødlig farve.

Egenskaber

Kobber har en række fællestræk med sølv og guld, der ligesom kobber står i gruppe 11; for eksempel er alle disse metaller nemme at forarbejde.

FlammenfärbungCu
Kobberforbindelser giver blå og grønne farver i en flammeprøve.

Kemiske egenskaber

I kemiske forbindelser optræder kobber normalt i to oxidationstrin; som den mindre stabile kobber(I)-ion Cu+, og den mere stabile kobber(II)-ion Cu2+; sidstnævnte danner blågrønne salte og opløsninger. Knap så ofte ser man kobber i oxidationstrin +3, og i ganske sjældne tilfælde med oxidationstrin +4.

Kobber der udsættes for vind og vejr, overtrækkes overfladen efterhånden med et karbonat-holddigt lag kaldet ir, hvis irgrønne farve blandt andet kendes fra kobbertage og i modsætning til rust beskytter mod yderligere korrosion.

Fysiske egenskaber

Kobber er en fremragende elektrisk leder og varmeleder; blandt de rene metaller overgås det kun af sølv på disse punkter, og det endda kun med godt 5 procent.

Selv små forureninger i kobber, mindsker dens elektriske ledningsevne markant og derfor oprenses kobber til anvendelse i elektriske ledninger, ofte til mindst 99,95%. Kobber er et af de få metaller, der i stor udstrækning ikke legeres med andre metaller(dvs smeltes sammen med et andet metal for at få noget tredje. som eks.: messing der er en legering af kobber og zink), men bruges i ren form.

Kobberets lyse, rødlige farve skyldes de energibånd som elektronerne i et stykke kobber kan "færdes" i: For kobbers vedkommende er disse bånd arrangeret sådan, at elektronerne har lettere ved at optage og afgive den energimængde der er i fotonerne i rødt lys, end energien i fotonerne i grønt og blåt lys: Mere af det røde lys tilbagekastes, mens andre farver i højere grad absorberes. Selv når det er smeltet, ved temperaturer lige over smeltepunktet, bevarer kobber sin karakteristiske farve; det kan ses hvis der falder tilstrækkelig lys på det smeltede metal fra omgivelserne.

Tekniske anvendelser

Cu-Scheibe
Kobber 99,95%

Kobber bruges til mange formål indenfor elektronikken, først og fremmest i elektriske ledninger, kabler og andre ting der skal lede elektrisk strøm. Ved fremstillingen af integrerede kredsløb ("chips") har man længe brugt aluminium til at danne de mønstre der etablerer de elektriske forbindelser mellem kredsløbets komponenter, men nu anvender man i stigende grad kobber til dette formål, fordi det leder strømmen bedre. Også i de kølefinner der bruges til at køle visse komponenter i computere, forstærkere m.v. er kobber ved at overtage aluminiums "traditionelle" rolle på området.

Kobber bruges også til statuer, som beklædning på hustage, til rør og samlemuffer i visse VVS-installationer. Mange legeringer, som for eksempel messing, indeholder kobber, og disse legeringer bruges i mønter, en lang række blæseinstrumenter, spisebestik og køkkenudstyr; for eksempel er Sterlingsølv nødt til at indeholde nogle få procent kobber hvis det skal bruges til spisebestik.

Bakterier trives ikke på en kobberoverflade: Af den grund har visse hospitaler dørhåndtag af kobber, og ved at lave luftkanalerne til aircondition af kobber kan man begrænse spredningen af legionærsyge ad disse kanaler. Kobber(II)sulfat bruges som et middel mod alger og svampe, herunder meldug.

Kobber indgår i et antal keramiske glasurer, og bruges som farvestof til glas.

Da kobber holder sig pænt, uden at være alt for kostbart, bruges det til mønter.[1]Danske 10- og 20-kroner er lavet i det guldlignende aluminiumsbronze (92% Cu, 6% Al, 2% Ni), 1-, 2- og 5-kroner i det sølvlignende kobbernikkel (75% Cu, 25% Ni) og 50-ørerne i kobberfarvet bronze (97% Cu, 2,5% Zn, 0,5% Sn)[2]

Kobber i biologien

Kobber er et livsvigtigt sporstof for alle højere dyre- og plantearter; raske voksne mennesker har brug for omkring 0,9 milligram om dagen. Kobber indgår som prostetisk gruppe i enzymer, og andre proteiner, f.eks. i cupredoxiner (blå kobberproteiner som amicyanin, plastocyanin, og pseudoazurin), nogle oxidaser, oxygenaser og oxygen-transporterende proteiner. Plasmaproteinet ceruloplasmin (ferroxidase) indeholder 6 kobberatomer pr molekyle. Visse dyrearter, herunder de fleste bløddyr, bruger det kobberholdige hæmocyanin i stedet for det jernholdige hæmoglobin til at transportere oxygen i deres blod. Cytochrom c oxidase indeholder kobber såvel som jern, og glutamatcysteinligase kan indeholde enten kobber, mangan eller magnesium. Tyrosinase eller monophenol monooxygenase, kendt for at ændre farven af skrællede kartofler og frugter, indeholder kobber.

For store mængder af kobber er til gengæld giftigt, hvilket primært skyldes kobberets evne til at optage og afgive elektroner enkeltvis ved at skifte oxidationstrin: Det virker som en katalysator for dannelsen af stærkt reaktionsvillige kemiske radikaler.
Den arvelige Wilsons sygdom bevirker at patienten ikke som normalt udskiller kobber via leveren, men ophober det. Der er undersøgelser der tyder på en sammenhæng mellem skizofreni og forhøjede mængder af kobber i kroppen. Menkes sygdom er en sygdom, der gør, at man ikke kan optage kobber ordentligt.

Historie

Minoan copper ingot from Zakros, Crete
Antik kobberbarre fra Zakros på Kreta.

Kobber er et af de få metaller der optræder som rent metal i naturen, frem for i kemisk forbindelse med andre stoffer: Af den grund har nogle af de tidligste civilisationer haft adgang til dette metal, og mennesker har brugt kobber i mindst 10.000 år. Sumererne og egypterne fremstillede redskaber af kobber; egypterne opdagede snart, at kobber er lettere at støbe efter tilsætning af tin, hvorved legeringen bronze opstod. I Kina brugte man kobber omkring år 2000 f.Kr. og fremstillede bronze af høj kvalitet omkring 1200 f.Kr. Et af Skandinaviens ældste metalfund er en kobberdolk fundet i Karlebotn i Øst-Finnmark, fra måske så langt tilbage som 2000 f.Kr.[3] Fra middelalderen og fremefter blev der oprettet kobberminer i hele Norge; mest kendt er minerne i Røros. Men muligvis kan kobber være udvundet i Norge så langt tilbage som 1500 f.Kr.[4]

Kobber var en vigtig ressource for både oldtidens Grækenland og for Romerriget; romerne kaldte det for aes Cyprium (aes er latin for kobberholdige legeringer) efter Cypern, da meget kobber på den tid blev udvundet dér. Heraf blev det nyere latinske ord for kobber udledt; cuprum. Kobber blev forbundet med Afrodite/Venus, og alkymisterne brugte samme symbol for kobber som for planeten Venus.

Kobberbryllup afholdes efter 12½ års ægteskab.

Cuivre Michigan
Krystaller af naturligt forekommende kobber (12x8,5cm)

Forekomst

Kobber udgør 68 ppm af Jordens skorpe målt på masse, og findes i naturen dels som rent metal, dels i kemiske forbindelser med andre stoffer. Det er primært sulfider som chalcopyrit (CuFeS2), bornit (Cu5FeS4), covellit (CuS), chalcocit (Cu2S) der udvindes kommercielt, men der ud over kan kobber også udvindes af karbonater som azurit (Cu3(CO3)2(OH)2) og malakit (Cu2CO3(OH)2), og oxidet cuprit (Cu2O). Størstedelen af verdensproduktionen af kobberholdige malme kommer fra Chile, USA, Indonesien, Australien, Peru, Rusland, Canada, Kina, Polen, Kasakhstan og Mexico.

Chuquicamata-002
Åben kobbermine (Chuquicamata) i Chile.

Chile er verdens største producent af kobber og eksporterer til Asien (43%), Europa (29%), Sydamerika (16%) og Nordamerika (12%)[5]. Verdens største kobbermine, Chuquicamata, ligger således i Chile i Atacamaørkenen knap 3000 meter over havets overflade. Verdens største underjordiske kobbermine, El Teniente, ligger syd for den chilenske hovedstad Santiago. Minen er ejet af det statsejet selskab Codelco.

Det såkaldte Intergovernmental Council of Copper Exporting Countries, en sammenslutning af kobbereksporterende lande der eksisterede fra 1967 til 1992, forsøgte at opnå samme indflydelse på verdensmarkedet for kobber, som OPEC har på markedet for olie, men uden held, primært fordi verdens næststørste producent, USA, ikke var medlem.

I juni 1999 nåede prisen på kobber det laveste niveau i 60 år, med 0,60 amerikanske dollars per avoirdupoispund, men siden da er prisen mere end seksdoblet, til $3,75 per avoirdupoispund i maj 2006. Den økonomiske afmatning og deraf faldende efterspørgsel fik prisen på kobber til et niveau på $1,51 per avoirdupoispund i februar 2009.

Isotoper af kobber

Naturligt forekommende kobber består af to stabile isotoper, kobber-63 og kobber-65, og dertil kendes dusinvis af radioaktive isotoper, hvoraf kobber-64 har den længste halveringstid med 12,7 timer. De øvrige kobberisotoper har halveringstider på få minutter eller mindre.

Referencer

  1. ^ Nationalbanken
  2. ^ mønter, 1991
  3. ^ http://www.luondu.no/web/index.php?sladja=12&vuolitsladja=44&giella1=nor
  4. ^ http://forskning.no/arkeologi-historie-bergfag/2012/06/kan-ha-hentet-kobber-fra-norske-fjell-i-3500-ar
  5. ^ Morten Vedsø Szygenda (19. januar 2007). Chiles røde guld. Ingeniøren.

Eksterne henvisninger

Wikipedia-logo.pngSøsterprojekter med yderligere information:

Se også

Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark

Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark, stiftet august 1890, er et fagforbund, som organiserer den største faglærte gruppe i VVS-branchen – blikkenslagere, rørlæggere, VVS-montører, VVS- og energimontører, VVS- og industrimontører, VVS-, tag- og facademontører, VVS- og ventilationsmontører, rustfast industriblikkenslagere samt skorstensfejere.

Forbundets medlemmer arbejder primært med at installere og vedligeholde tekniske installationer. Det er indenfor energi (f.eks. fjernvarme, naturgas og solvarme), vand (brugsvand og afløb) og ventilation (klima, aircondition og genvinding) og oliefyrsservice, skorstensfejning og rensning af ventilationsanlæg.

En anden stor gruppe i forbundet er beskæftiget med tag- og facadearbejde, f.eks. både med vedligeholdelse af gamle slotte og bygninger med kobber og naturskifer samt bånddækning i zink, aluminium og kobber på nybyggeri.

Hvert år er der ca. 700 unge, der starter på VVS-uddannelserne. Her vælger de fleste uddannelsen som VVS- og energimontør.

Blik og Rørarbejderforbundet var tilsluttet hovedorganisationen LO; men er siden d. 1. januar 2019 medlem af FH.

Fagforbundet har ca. 9.000 medlemmer, hvilket gør dette fagforbund til et af de mindste fagforbund, som var medlem af LO. Forbundet har 40 afdelinger over hele landet. Forbundsformand er Max Meyer.

Bronze

Bronze er en legering der normalt består af 90% kobber og 10% tin. Der tilsættes nogle gange også en anelse bly, da det får den smeltede masse til at flyde bedre ved støbning. Andre kobberlegeringer er gryde- og klokkemalm, gunmetal samt messing. Bronze har givet navn til en arkæologisk tid: Bronzealderen.

Bronze blev brugt til statuer i den antikke verden, til kirkeklokker fra middelalderen og til kanoner i renæssancen. Da bronze er umagnetisk, erstatter det jern på minestrygere. Bly-bronze bruges i "friktionsfri" lejer. Mange skibsskruer er af aluminiumbronze pga. korrosionsbestandigheden.

Nummer tre i de Olympiske Lege og ved andre mesterskaber får bronzemedaljer.

Danske 10- og 20-kronesmønter er fremstillet af det guldlignende aluminiumbronze (92 % kobber, 6 % aluminium og 2 % nikkel), mens 50-øresmønter er af tinbronze (97 % kobber, 2,5 % zink og 0,5 % tin).

Bronzealder

Bronzealderen er kulturperioden mellem stenalder (eller nogle steder kobberalder) og jernalderen.

Bronzealderen har sit navn efter bronze, der var det mest avancerede materiale til redskaber, våben og smykker. Bronze er en legering af ca. 90% kobber og 10% tin. Stenredskaber var forsat i brug frem til romersk jernalder.

Bronzealderen indtræffer på forskellige tidspunkter i forskellige områder: de tidligst kendte bronzegenstande stammer fra Mellemøsten (Egypten og Mesopotamien) ca. 3500 f.Kr. Herfra breder bronzen sig til Grækenland 3200 f.Kr., Østeuropa 2500 f.Kr., Vesteuropa 2200 f.Kr. og Skandinavien 1800 f.Kr. I Kina kendes bronze fra 2000 f.Kr..

I Fjernøsten bruges en anden teknik til støbning end i Mellemøsten og Europa.

I den første tid er bronze kun til ornamenter i sparsom mængde, da tin var svært tilgængeligt. Først omkring 2000 f.Kr. blomstrer den internationale samhandel, fordi tin udvindes i England, og det bliver nu muligt at lave våben og redskaber i større mængder.

Fra omkring år 1800 f.Kr. var der en selvstændig nordisk bronzealderkultur. Kobber og tin til bronzen blev byttet for rav og skind. Det blev byttet mod flint i Nordnorge.

Fra Danmark sejledes flint langs Norges kyst. Skindene blev sejlet op ad Elben, hvor de og ravet blev solgt for kobber, og kobber og skind blev solgt i England for tin. Rav har næppe været så stor en handelsvare, som tidligere antaget, hvorimod uld og især uldklæder angiveligt var en eftertragtet eksport og handelsvare, hvor et enkelt klædestykke kunne omsættes for bronze til adskillige sværd .

Støbningen krævede stor kunnen, og kun de førende slægter ejede våben og prydgenstande af det nye metal.

Det nye og eksotiske materiales udbredelse til Sydskandinavien skyldes antagelig en organiseret handel styret af en magtfuld overklasse. Det var dyrt at udruste de lange handelsrejser.

Der findes ingen skriftlige kilder fra den nordiske bronzealder, hvorfor forståelsen af den periode er baseret på de mange prægtige våben, smykker og gravfund (fx Egtvedpigen), samt mere rituelle sager som lur-instrumenter og den unikke Solvogn.

Bronzealderen i Danmark inddeles i:

Ældre bronzealder (1800-1100 f.Kr.) som igen indeles i tre perioder: I, II og III

Yngre bronzealder (1100-500 f.Kr.) som igen indeles i tre perioder: IV, V og VI.Forskellen på ældre og yngre bronzealder er især skiftet fra jordfæstegrave til ligbrænding og ændringer i stil, smykker og andre genstande.

Inddelingen af oldtiden i tre perioder; sten-, bronze- og jernalder, blev udtænkt af den danske arkæolog Christian Jürgensen Thomsen.

Et af de bedst kendte danske fund fra bronzealderen er Egtvedpigen fra ca. år 1300 f. Kr.

Datanet

For alternative betydninger, se Netværk.Et datanet eller computernetværk er en samling computere forbundet af netværksudstyr så de kan udveksle data.

Enheder, som genererer eller er sidste modtager, kaldes datanet-værter. Den fysiske forbindelse mellem computerne kan være udgjort af forskellige medier, mediet kan være et elektrisk kabel (kobber – elektrisk energi), en optisk fiber (lys – elektromagnetiske bølger) eller et trådløst (radio – elektromagnetiske bølger).

Datanet er normalt opbygget som en stak af protokoller, til indeling i lag benyttes OSI-modellen som ses til højre. Lagdelingen muliggør forskellige underliggende protokollers samarbejde så det fx er lige meget om man bruger en ISDN- eller en ADSL-forbindelse til at komme på internettet.

Guld

For alternative betydninger, se Aurum (flertydig).Guld (på latin aurum) er grundstof nummer 79 i det periodiske system og har det kemiske symbol Au. Under normale tryk- og temperaturforhold optræder dette overgangs- og ædelmetal som et meget tungt, yderst formbart gult metal.

Kobberstik

Kobberstik er dybtryk taget af en ridset kobberplade.

I Danmark er en af de betydeligste kobberstikkere J.F. Clemens, 1749-1831, der blandt andet arbejdede efter forlæg af Johannes Wiedewelt, Nicolai Abildgaard, Jens Juel og Johan Henrik Hanck.

Kobberstik er i videre betydning benævnelsen

på sådanne kunstblade, som fremkommer ved

aftryk på papir af en kobberplade, i hvilken

en tegning er enten graveret eller ætset med

syre. Ved denne teknik arbejdes altså

tegningens linjer ned i kobberpladen, mens man

i træsnittet uddyber mellemrummet mellem

tegningens linjer, så at disse bliver stående

i ophøjet relief over træstokkens grund.

I snævrere betydning betegner kobberstik et aftryk af en

plade, der helt eller væsentligt er bearbejdet med

gravstikke, i modsætning til raderingen, der

fremstilles ved, at tegningen ætses ned i pladen

med syre. Dette egentlige kobberstik er her alene genstand

for nærmere omtale, idet der såvel for

raderingen som for de andre arter af

kobberstikteknik (mezzotinte, punktermanér,

akvatinte, crayonmanér) henvises til

disse artikler.

Kobberstik egner sig ikke som træsnit

til illustrationsmiddel, idet det ikke lader sig

gengive ved bogtrykkerpressen; det har

imidlertid haft overordentlig kunstnerisk betydning, dels

som selvstændig kunstart, dels ved

reproduktion af andre kunstværker, og i

århundredernes løb udvikledes der inden for det en egen

fint gennemarbejdet teknik, hvis tilegnelse

krævede en betydelig uddannelse. De i pladen

indgraverede linjer kan udvides såvel i bredde

som i dybde, hvilket gør det muligt at opnå

en rig afveksling af overgange fra de dybeste

skyggepartier til det højeste lys.

Et kobberstik kendes således fra træsnit på stregernes faste og

smidige karakter; det letteste kendetegn er

imidlertid pladeranden, der altid er tydelig

fremtrædende, når den ikke, som tilfældet

var med de fleste samlinger af kobberstik fra 18. århundrede,

er skåret bort. Disse egenskaber i forbindelse

med den sene fremgangsmåde ved

kobbertrykningen bevirker dets forholdsvise kostbarhed.

Makan

Makan (også Magan) var et gammelt rige eller område, der blev nævnt i sumeriske kileskrifttekster fra omkring 2300 f.Kr. og som eksisterede til 550 f.Kr. som oprindelsessted for forsyninger af kobber og diorit til Mesopotamien.

Placeringen af Magan vides ikke med sikkerhed, men det meste af arkæologiske og geologiske beviser tyder på, at Makan var en del af det, der nu er Oman. Metalprøver af kobbergenstande fra Mesopotamien fra tiden 3.000-2.000 f.Kr. har påvist et svagt indhold af nikkel, 0.2-0.3%. Tilsvarende indhold af nikkel er kun konstateret i den dal, der strækker sig fra oasen Buraimi på grænsen mellem Abu Dhabi og Muskat ned til havnebyen Sohar på Muskatkysten.Hvis beliggenheden er rigtig, betyder det, at Makan har ligget på sejlruten fra Dilmun i det indre af Den Persiske Bugt til Meluhha eller Mohenjo-Daro i Indusdalen. Dette indebar, at en svækkelse af denne handelsrute også ville svække Makans rolle i den datidige internationale handel og skibsfart.

Malakit

Malakit (af græsk: malache) er et grønt kobberholdigt mineral, som er en blanding af kobberkarbonat og kobberhydroxid. Dets formel er Cu2(OH)2CO3.

Malakit forekommer i Danmark i form af belægninger på kobber. Det dannes ved jordoverfladen og findes i de oxiderede dele af kobberforekomsterne sammen med andre kobbermineraler. Det anvendes både som kobbermalm og til smykkesten, men da mineralet har en hårdhed på 4, bliver disse smykkesten let ridset. Siden oldtiden har malakit været anvendt i sminke, og indtil 1800-tallet som pigment i kunstnerfarve.

Medalje

En medalje (ital.: medaglia, af lat.: metallum, metal) er en møntlignende genstand, der anvendes til ære for en person eller organisation for en handling eller en gerning. Den er ikke et betalingsmiddel, selv om den har stor pengemæssig værdi.

Medaljer præges i blødt metal som guld og sølv, kobber (med efterfølgende bronzering), eller endda i platin, tin eller bly. Den præges flere gange og glødes imellem hver prægning. Forsiden kaldes advers og bagsiden revers som med mønter.

Messing

Messing er en legering (også kaldet fattigmandsguld i folkemunde), der fremkommer ved blanding af metallerne kobber og zink, eventuelt med et mindre indhold af andre metaller. Blandingsforholdet mellem kobber og zink kan variere, alt efter hvad messingen skal bruges til, da blandingsforholdet og indholdet af andre metaller har betydning for legeringens egenskaber som f.eks. smeltepunkt, hårdhed og modstandsdygtighed overfor kemiske påvirkninger.

Alm. gul messing: 62% Cu, 38% Zn: smeltepunkt ca. 900 °C.

Rød messing: 90% Cu, 10% Zn: smeltepunkt 996 °C.Messing kan ikke hærdes.

Messingsuppe er slang for musik med messinginstrumenter - saxofoner, trompeter, trækbasuner, tubaer mm.

Metal

For alternative betydninger, se Metal (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Metal)

Metal er en fællesbetegnelse for metalliske grundstoffer eller legeringer heraf. I daglig tale inden for jernbranchen adskilles jern fra metallerne. Man taler eksempelvis om 'jern og metal'.

De almindeligste brugsmetaller er jern, kobber, zink, aluminium, tin, bly og indbyrdes legeringer heraf som stål, messing og bronze.

De mest værdifulde metaller kaldes ædelmetaller, fx platin, sølv og guld.

Metallegering

En metallegering eller blot legering er en kombination, enten i opløsning eller blanding, af to eller flere grundstoffer, hvoraf mindst et af grundstofferne er et metal.

Legeringer designes normalt til at have egenskaber som er mere ønskværdige end de grundstoffer, de består af. F.eks. er stål stærkere end jern, og messing er mere holdbart end kobber og pænere at se på end zink.

Nye højentropi-legeringer består af 5-6 udvalgte metalatomer hvor ingen udgør en dominerende del. Hvorledes de placerer sig og hvilke der er nabo atomer er derimod en tilfældighed. De er overlegne i styrke, har god formbarhed og tåler højere temperaturer end konventionelle legeringer. Fem udvalgte metalatomer kan kombineres på 14 mill. måder, seks på 156 mill. måder. De har også vist sig at være dobbelt så aktive katalysatorer end ren platin.

Eksempler på legeringer:

Amalgam – legering der indeholder kviksølv.

Bronze – kobber og tin f.eks. 83 % kobber og 17 % tin.

Duraluminium – 90 % aluminium, endvidere kobber, magnesium og mangan.

Easy bend metal – smelter ved 96 °C.

Elektron - magnesium, aluminium, zink

Elektrum – guld og sølv.

Hvidmetal – tin (88%), antimon og kobber.

Loddetin – tin, bly og mellem 0–4% sølv.

Messing, tombak – kobber og zink.

Mu-metal

Nysølv, alpaka – kobber, nikkel (8–20%) og zink (op til 45%).

Rustfrit stål – jern med mindst 12% krom og ofte molybdæn.

Skriftmetal – bly, antimon og tin.

Smykkeguld – guld, sølv og kobber

Sterlingsølv – sølv (92,5%) og andre metaller, som regel kobber

Stål – jern med op til 2,1% carbon.

Woodsmetal – bismuth, tin, bly og cadmium

Zeolit – vandholdigt aluminiumsilikat

https://www.msn.com/da-dk/nyheder/videnskab/nye-legeringers-gode-egenskaber-skyldes-tilfældighed/ar-BBUqxwE#page=2

Mønt

En mønt er en skive af metal, som har en fastsat økonomisk værdi, så den kan bruges som betalingsmiddel.

Den første danske mønt med årstal på er også Europas ældste middelaldermønt med årstal. Det er Valdemar Sejrs berømte mønt med indskriften Anno Domini MCCXXXIIII.

Niello

Niello (ital. af lat. nigéllus, sortagtig ; "Tulametal") kaldes de forsiringer, især på sølv, dog også på guld eller uædle metaller, der er dannet af graverede, prægede eller på anden måde fordybede linjer og udfyldt med en mørk masse, som består af svovlforbindelser af sølv, bly, kobber eller bismuth.

Denne masse tilberedes for eksempel ved at sammensmelte 9 dele sølv, 1 del kobber, 1 del bly og 1 del bismut i digel og tilsætte et overskud af svovl. Efter afkølingen stødes massen til pulver, blandes med lidt salmiakopløsning og lægges på metallet, der skal nielleres. Metallet ophedes, så at alle fordybninger bliver

godt udfyldte af den smeltede, sorte masse, og efter afkølingen bliver det overflødige af denne skrabet bort, overfladen slebet glat med pimpsten og endelig poleret, så at tegningen viser sig med glinsende, mørke linjer på den rene metalgrund.

Niello har efter Plinius (Plinius den ældre?) allerede været kendt i det gamle Ægypten, men kom navnlig i brug i det 12. århundrede i Tyskland og Italien, og er ligeledes blevet meget anvendt i den nyere tid; i den russiske by Tula er der i mange år fremstillet karakteristiske arbejder under anvendelse af denne teknik, såkaldte "Tulaarbejder" (jævnfør Maso Finiguerra og corviniello.)

Nikkel

Nikkel (af kupfernickel; et ældre tysk ord for det nikkelholdige mineral nikkelin) er det 28. grundstof i det periodiske system og har det kemiske symbol Ni: Under normale temperatur- og trykforhold optræder dette overgangsmetal som et sølvhvidt, skinnende metal med en høj massefylde.

Næringsstof (plantenæring)

For alternative betydninger, se Næringsstof. (Se også artikler, som begynder med Næringsstof)Et næringsstof for planter er normalt de næringsstoffer, der optages fra jorden. De samme stoffer benævnes i andre sammenhænge som gødningsstoffer, næringssalte eller bare næring. I bredere forstand er næringsstof for planter den glukose, de selv fremstiller i fotosyntesen.

Disse mineralske stoffer optages i forskellig mængde, styret af plantens behov for dem. Nogle af stofferne bruges i kilovis pr. ha/år (makronæringsstoffer), mens andre stoffer kun skal bruges i gramvis pr. ha/år (mikronæringsstoffer).

Makronæringsstoffer

kulstof 450.000ppm

brint 60.000ppm

ilt 450.000ppm

kvælstof 15.000ppm

fosfor 2.000ppm

kalium 10.000ppm

magnesium 2.000ppm

kalcium 5.000ppm

svovl 1.000ppm

Mikronæringsstoffer

jern 100ppm

mangan 50ppm

zink 20ppm

kobber 6ppm

molybdæn 0,1ppm

bor 20ppm

klor 100ppm

silicium (kun visse plantegrupper)Mængderne er angivet som milliontedele (ppm) af tørstoffet i repræsentative planter.

Det er principielt og også praktisk muligt at fremstille en blandingsgødning, som indeholder de nævnte stoffer i de rette mængdeforhold. Et godt eksempel på det har man i den såkaldte "Hornumblanding". Det er en gødning, som blev fremstillet efter den opskrift, man fik ved at analysere asken fra mange hundrede kilo rosenblade. Det kunne få én til at tro, at så er Hornumblandingen en gødning til roser. Det er den skam, men det viser sig, at den kan bruges til mange andre planter også. Hovedparten af de danske salatagurker er fremstillet på stenuldsmåtter, vandet med fortyndet rosengødning!

Det står dog efterhåndet klart, at næringsstoffer måske nok kan holde en enårig kulturplante i gang, men de ikke er tilstrækkelige til at få flerårige planter eller hele plantesamfund til at trives. Dertil kræves en jord med en høj grad af biodiversitet. De mange eksempler på allelopati mellem forskellige plantearter og symbiose mellem planter og svampe eller bakterier gør det indlysende, at planter behøver en levende jord.

Sterlingsølv

For alternative betydninger, se Sterling.

Sterlingsølv er en legering af sølv med en finhed på 925, dvs. at det indeholder 92,5% rent sølv og 7,5% andre metaller (som regel kobber). Det smelter ved 893 grader celsius. Det er lavere end for rent sølv og rent kobber, og legeringens styrke øgets.

Ud over kobber tilsættes også germanium, zink og platin - og silicium og bor, der kan tilføje kvaliteter til det endelige produkt.

Sølv

Sølv (latin: argentum) er det 47. grundstof i det periodiske system og har det kemiske symbol Ag. Under normale tryk- og temperaturforhold fremtræder dette overgangsmetal som et skinnende blankt hvidt metal.

Tin

Tin (latin Stannum) er et grundstof med atomnummer 50 i det periodiske system. Symbol Sn.

Stanniol har navn efter det latinske navn for tin, men i dag er stanniol lavet af aluminium. Tin smelter ved 232 °C.

Metallet udvindes af kassiterit (SnO2), og bliver renset for kobber, jern og bly, som findes i malmen.

Efter guld, kobber og sølv er tin det tidligst kendte metal.

I Egypten er der fundet tingenstande, som er næsten 6000 år gamle.

Man kan tjekke, om tin er rent ved at holde det ind til øret og bøje lidt på det. Da skal man høre en knitren som følge af, at krystallerne gnider mod hinanden.

5-15 % tin indgår sammen med kobber i legeringen bronze. Loddetin bestod tidligere af en tin/bly legering, som oftest 63 % tin og 37 % bly. Da denne har et lavt smeltepunkt (183 °C), har man i særlige tilfælde tilsat andre metaller (sølv, bismut) i mindre mængder.

Fra 1. juli 2006 har EU's Waste Electrical and Electronic Equipment Directive (WEEE-direktivet) og Restriction of Hazardous Substances Directive (RoHS-direktivet) forbudt brug af bly i elektronik. Derfor anvendes nu andre blandinger som eksempelvis Sn-Ag-Cu (tin-sølv-kobber).

Ved skarringsopgaver i forbindelse med karrosseriskader på biler kan man lukke samlingerne med karrosseritin, der består af 1 % antimon, 29 % tin og 70 % bly. Dette sikrer, at eventuelt indefra kommende korrosion bremses. Under dette arbejde skal der anvendes punktudsugning og arbejdshandsker.

Smykketyper
Fremstilling
Materialer
Relaterede artikler

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.