Knud den Store

Knud den Store[1] (oldengelsk: Cnut se Micela, oldnordisk: Knútr inn ríki (født ca. 995, død 12. november 1035 i Shaftesbury[2]) og kendt som eller Knud 2. var konge af Danmark 1018-1035, af England 1016-1035 og af Norge 1028-1035, der tilsammen ofte bliver omtalt som Nordsøimperiet. Han var søn Svend Tveskæg, hvilket gav man patronumet Sveinsson (oldnordisk) Sweynsson (engelsk). Efter hans arvinger allerede inden for et årti efter hans egen død, og den normanniske erobring af England i 1066 gjort at hans arv blev tabt. Han bliver populært omtalt i legenden om Kong Knud og tidevandet, som normalt[kilde mangler] misvisende omtaler ham som en vildledt monark, der tror han har overnaturlige evner, modsat den oprindelige legende, som portrætterer en vis konge, der irettesatte sine hoffolk for deres sleske adfærd.

Som dansk prins vandt Knud tronen i England i 1016 i kølvandet på flere hundrede års vikingeaktivitet i nordvest Europa. Da han senere besteg den danske trone i 1018 bragte han den engelsk og danske krone sammen. Knud forsøgte at bevare sin magbase ved at forene danerne og englænderne igennem fælles kulturelle bånd af rigdom og tradition, samt via ren brutalitet. Efter et årti med konflikt med modstandere i Skandinavien tog Knud Norges krone i Trondheim i 1028. Knud kontrollerede den svenske by Sigtuna (der er slået mønter her, som kalder ham konge, men der andre nedskrevne kilder om hans erobring eller okkupation af byen).[3]

Herredømmet over England gav danerne et vigtigt link til havområdet mellem De britiske øer og Irland, hvor Knud, ligesom hans fader før ham, havde stoere interesser og udøvede stor indflydelse blandt norrøn-gælere.[4] Knuds besiddelser i form af Englands bispedømmer og det kontinentale bispedømme i Danmark, som den tysk-romerske ærkebiskop af Bremen eller havde, var en kilde til stor prestige og en løftestang i forhold til den katolske kirke, og blandt mange magnater i kristendommen (han modtog store indrømmelser, som bl.a. prisen på pallium til hans biskopper, selvom de stadig måtte rejse for at få den, samt de afgifter hans folk måtte betale på vej til Rom). Efter hans sejr i 1026 over Norge og Sverige, og på vej tilbage fra Rom, hvor han deltog i kroningen af den tysk-romerske kejser Konrad 2., udnævnte han sig selv som "Konge over hele England og Danmark og nordmændene og nogle af svenskerne".[5] De [[Angelsaksere|angelsaksiske}} konge brugte titlen "king of the English". Knuds titel var ealles Engla landes cyning - Konge over hele England ("king of all England"). Middelalderhistorikeren Norman Cantor har kaldt ham for "den mest effektive konge i angelsaksisk historie".[6]

Canute the Great (engelsk)
Knud den Store (Knud 2.) (dansk)
Knut den mektige (norsk)
Knut der Große cropped
Konge af England
Kroning 6. januar 1017
London
Regerede 30. november 101612. november 1035
Forgænger Edmund Jernside
Regent Knud den Store
Efterfølger Harald Harefod
Ægtefæller Ælfgifu
Emma af Normandiet
Børn

Med Ælgifu:

Med Emma:

Fulde navn Knud Svendsen
Hus Jellingdynastiet
Far Svend Tveskæg
Mor Gunhild af Polen
Født Ca. 995
Død 12. november 1035
Shaftesbury
Hvilested Winchester Cathedral

England

EdmundIronside Canutethe Dane1
Tvekamp mellem Edmund Jernside (venstre) og Knud (højre).
Londoncnut
Mønt slået for Knud i London. CNUT REX ANGLORU[M] = "Knud, konge af England".

Efter Svend Tveskægs død i 1014 blev Knud af den danske hær valgt til konge i England, mens hans bror Harald blev valgt til konge i Danmark.

Det engelske rigsråd, der året forinden lovformeligt havde valgt Svend Tveskæg til konge, forkastede imidlertid den ca. tyveårige Knud og sendte bud til ekskong Ethelred, som var i landflygtighed i Normandiet. Ethelred vendte tilbage, og et oprør mod det danske herredømme tvang Knud til at flygte hjem til Danmark.

Harald Svendssøn skal have lovet ham hjælp og støtte til at generobre England, og i august 1015 sejlede Knud vestpå med en større flåde. Nogle områder, især i det gamle Danelagen, kongehyldede ham; men da Ethelred døde i foråret 1016, gjorde Ethelreds søn Edmund Jernside krav på kongemagten. Selv om Edmund tappert forsvarede London mod danskerne, forlod han ofte byen for at aflede danskerne fra deres belejringen. Det forlød, at han samlede fem hærstyrker det år, en for hvert slag. Under slaget ved Brentford sejrede han over danskerne, men det sidste og afgørende, slaget ved Assandun, fandt sted 18. oktober og endte i katastrofe for sakserne på grund af Eadric Streonas forræderi, da han flygtede med sine tropper. Denne gang ville Knud få en ende på kampene. Sakserne trak sig tilbage, men danskerne fulgte dem op ad floden Severn ind i Gloucestershire, hvor de to konger mødtes på øen Olney (eller Alney).[7] De aftalte her at dele riget sig imellem.

Sejrherren Knud fik hele landet nord for Themsen, mens Edmund skulle regere syd for London. Edmund døde imidlertid allerede i november, og i januar 1017 tog stormændene Knud til konge over hele England. Han giftede sig med Ethelreds enke Emma, formentlig for at undgå ubehageligheder fra Ethelreds overlevende sønner i Normandiet.

Samme år delte Knud England ind i fire store jarledømmer, East Anglia, Northumbria, Mercia og Wessex. I 1018 sendte han ledingsflåden hjem til Danmark efter at have opkrævet den sidste danegæld i England, en uhyre sum af £ 82.500. Samme år døde hans bror Harald. Knud rejste til Danmark året efter og modtog den danske krone.

Rom

Påskedag 1027 tilbragte Knud i Rom, hvor Europas mægtigste herskere var samlet for at overvære pave Johannes 19.s kroning af den tysk-romerske kejser Konrad 2. Udadtil var det en valfart, men Knud var i Rom med tanke på alliancer, der skulle sikre og udbygge hans magt som hersker over Nordsøimperiet - Danmark, England, Norge - og dele af Sverige. "...om hele mit folks velfærd, danskes som angelsakseres," sagde Knud selv. Han var da også heldig med at opnå aftaler om lavere afgifter til kirken, samt vedtagelser om sikrere og afgiftsfri rejser for pilgrimme undervejs til og fra Rom. Han opnåede også, at kejser Konrad anerkendte Ejdergrænsen mellem Danmark og Det Tysk-romerske Rige.[8]

Ifølge den angelsaksiske krønike førte Knud derefter en hær ind i Skotland og tvang kong Malcolm 2. til underkastelse.[9]

Norge

I Norge regerede på Knuds tid kong Olav den Hellige, der virkede så brutalt for kristendommens udbredelse i det stadig hedenske Norge, at det gav ham mange fjender. De norske stormænd kontaktede derfor kong Knud, som imidlertid opholdt sig i England. Olav indgik et militært forbund med den svenske konge Anund Jakob, som også frygtede Knud, og angreb i 1027 Danmark for at svække Knuds magt.

Ulf jarl, der var gift med Knuds søster Estrid, havde styret Danmark som rigsforstander siden 1019. Efter angrebet mente han, at det ville være bedst, hvis danskerne fik én konge at samles om, og udråbte straks Knuds og Emmas søn Hardeknud til konge. Så snart Knud den Store fik det at vide, skyndte han sig til Danmark med en stor flåde. Knud var meget vred over det kongevalg, Ulf jarl havde foretaget, og fik hurtigt fordrevet Olav fra Sjælland og over til Skåne. Det kom til et søslag ved Helgeåens udløb i Østersøen. I starten gik det dårligt for danskerne, men så fik kongen hjælp af Ulf, der kom med den del af flåden, der lå i Danmark. Der kom ikke nogen enlig sejrherre fra slaget, men danskernes fjender var drevet på flugt.

Kong Knud og Ulf jarl var herefter ikke særlig gode venner. Efter søslaget overvintrede de i Roskilde, hvor de kom op og skændes over et skakspil. Efter at Ulf havde væltet brættet og gik mod døren, råbte kongen efter ham: "Flygter du nu, du rædde ulv?" Ulf vendte sig om i døren og svarede: "Længere var du flygtet ved Helgeå, om du havde kunnet. Dengang kaldte du mig ikke den rædde ulv, da jeg kom dig til hjælp, fordi svenskerne havde banket jer som hunde!" Det svar gjorde ikke kongen mildere stemt, og næste morgen bad han en skosvend om at dræbe Ulf; men svenden kom tilbage med uforrettet sag, da jarlen var gået i kirke. Det anfægtede ikke Knud, som i stedet befalede nordmanden Ivar Hvite at dræbe Ulf, og han gik hen i Trefoldighedskirken, hvor han ved koret fandt Ulf og dræbte ham. Knud måtte sone mordet med mandebod til sin søster og selvfølgelig også til kirken, der var blevet vanhelliget ved denne udåd. Enken skænkede den bod, hun fik, til kirken, hvor hun lod Ulf begrave. Kirken fik så mange penge ind, at der blev råd til at opføre en stenkirke i stedet for trækirken. Det var i så fald Danmarks første kirke af sten.[10]

Canute
Knud 2. Stores erobringer, 1014-1035      Knud den Stores rige.      Knud den Stores vasalstater.      Knud den Stores allierede.

Knud var også stadig vred på den norske kong Olav for angrebet på Danmark. Med 1.500 skibe sejlede han derfor til Norge i 1028 for at erobre landet, men slap for at måtte kæmpe, da han ved ankomst blev hyldet som norsk konge af folket. Olav flygtede til Rusland, men døde i 1030 i slaget ved Stiklestad. Knud dannede en alliance med sin søstersøn Håkon Eriksson jarl som vicekonge, og indsatte sin tidligere frille Ælfgifu og deres søn, den mindreårige Svend, som regenter. Et oprør umiddelbart efter Knuds død førte til fornyet norsk selvstændighed.

Historien om kong Knud i strandkanten

Canute rebukes his courtiers
Knud i strandkanten med sit følge. Fra før 1885 og gengivet i Famous Men of the Middle Ages (1904).

Ifølge Historia Anglorum af Henry af Huntingdon, en krønike om Englands historie fra oldtiden frem til samtiden (1154), befandt kong Knud sig en gang ved stranden, hvor han forbød tidevandet at stige op og gøre hans fødder våde. Det gjorde tidevandet nu alligevel, og derefter, siger sagnet, "tog kong Knud aldrig igen sin guldkrone på, men satte den på et billede af den korsfæstede Herre, i evig lovprisning af Gud, den store konge." Historien genfortælles i The History of England af David Hume. Her er kongens hensigt at sætte sine hoffolk på plads, for deres overdrevne smiger hørte ingen steder hjemme.[11]

Død

Da Knud døde i Shaftesbury i Dorset, var han ifølge samtidige kilder "fyrre år", alternativt "næppe fyldt fyrre år". Ud fra det må han være født i 995 eller 996. Sit tilnavn, som han givetvis aldrig selv har hørt, fik han da han ved sin død var konge over de tre riger Norge, Danmark og England.

Knud blev fulgt af sin søn Hardeknud i Danmark, mens hans søn med Ælfgifu, Harald Harefod, tog magten i England. Hans datter Gunhild blev gift med den tyske kejsersøn Henrik (den senere kejser Henrik 3.).

I 2015 blev det foreslået, at Knud muligvis døde af Brugadas syndrom.[12]

Referencer

  1. ^ Bolton, The Empire of Cnut the Great: Conquest and the Consolidation of Power in Northern Europe in the Early Eleventh Century (Leiden, 2009)
  2. ^ Britannia: The AngloSaxon Chronicle
  3. ^ Graslund, B.,'Knut den store och sveariket: Slaget vid Helgea i ny belysning', Scandia, vol. 52 (1986), pp. 211–38.
  4. ^ Forte, et al., Viking Empires, p. 196.
  5. ^ Lawson, Cnut, p. 97.
  6. ^ Cantor, The Civilisation of the Middle Ages, 1995: 166.
  7. ^ http://www.mercedesrochelle.com/wordpress/?p=568
  8. ^ http://www.historie-online.dk/nyheder-og-aktiviteter-2-2/paaske-med-knud-den-store
  9. ^ http://www.englishmonarchs.co.uk/macalpin_15.htm
  10. ^ http://www.roskildehistorie.dk/1000/billeder/stormaend/Ulf/Ulf_Jarl1.htm
  11. ^ http://www.medievalists.net/2015/05/the-changing-story-of-cnut-and-the-waves/
  12. ^ Retsmediciner: Svend Tveskæg gav dødelig sygdom videre til en række danske konger | Videnskab.dk
  13. ^ Adam af Bremen
  14. ^ Thietmar af Merseburg

Litteratur

  • Adam of Bremen (1917), Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontifificum, or History of the Archbishops of Hamburg-Bremen. English translation by F. J. Tschan., Hamburg: Hahnuni.
  • Campbell, Alistair, (red.) (1998), Encomium Emmae Reginae, London: Cambridge University.
  • Ellis, P. B. (1993), Celt & Saxon, Suffolk: St. Edmundsbury Press.
  • Forte, A.,; et al. (2005), Viking Empires (1st udgave), Cambridge: Cambridge University Press, ISBN 0-521-82992-5.
  • Frank, R. (1999), King Cnut in the verse of his skalds. In The Reign of Cnut, London: Leicester University Press, ISBN 0-7185-0205-1.
  • Henry of Huntingdon (1853), The Chronicle of Henry of Huntingdon, comprising The History of England, From the Invasion of Julius Caesar to the accession of Henry II. English translation by T.A.M. Forester, London: Henry, G. Bohn.
  • Hudson, B. T. (1994), Knutr & Viking Dublin, Scandinavian Studies.
  • Jones, Gwyn (1984), A History of the Vikings (2nd udgave), Oxford: Oxford University Press, ISBN 0-19-285139-X.
  • Lawson, M. K. (2004), Cnut – England's Viking King (2nd udgave), Stroud: Tempus, ISBN 0-7524-2964-7.
  • Lawson, M. K. (2011). Cnut, England's Viking King 1016-35 (2011 udg.). Stroud, UK: The History Press. ISBN 978-0-7524 6069 7.
  • Olsen, O. (1992), Christianity & Churches. In From Viking to Crusader – The Scandinavians & Europe 800–1200, Copenhagen: Nordic Council Of Ministers.
  • Ranelagh, John O'Bernie (2001), A Short History of Ireland, Cambridge: Cambridge University Press, ISBN 0-521-46944-9.
  • Sawyer, P. (1997), The Oxford Illustrated History of the Vikings (1st udgave), Oxford: Oxford University Press, ISBN 0-19-820526-0.
  • Scocozza, Benito (1998). Politikens bog om danske monarker (2011 udg.). Danmark: Politikens Forlag. ISBN 87-567-5772-7.
  • Snorri Sturluson (1990), Heimskringla, or The Lives of the Norse Kings. English translation by Erling Monsen & A. H. Smith., Mineola, New York: Dover Publications, Inc., ISBN 0-486-26366-5.
  • Swanton, Michael, (red.) (1996), The Anglo-Saxon Chronicle, New York: Routledge, ISBN 0-415-92129-5.
  • Thietmar (1962) Chronik: Chronicon; Neu übertragen und erläutert von Werner Trillmich. Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft
  • Trow, M. J. (2005), Cnut – Emperor of the North, Stroud: Sutton, ISBN 0-7509-3387-9.
  • William of Malmesbury (1998), Gesta Regnum Anglorum. English translation by R.A.B. Mynors, Oxford: Clarendon Press.

Eksterne henvisninger

Foregående: Konge af England
1016-1035

Konge af Danmark
1019-1035

Konge af Norge
10281035
Efterfølgende:
Edmund Jernside
(1016)
Harald 2.
(1014-1018(?))
Olav den Hellige
(10151028)
Harald Harefod
(1035-1040)
Knud 3. Hardeknud
(1035-1042)
Svend Knutsson (dansk styre)
(10301035)
1018

Konge i Danmark: Det antages oftest at Harald 2. døde i 1018, men han kan ligevel godt være død ét til to år tidligere. Tronen blev overtaget af hans bror Knud den Store, men dette skete muligvis først formelt i 1019

Se også 1018 (tal)

1019

Konge i Danmark: Knud den Store 1019-1035

Se også 1019 (tal)

1020

Konge i Danmark: Knud den Store 1019-1035

Se også 1020 (tal)

1022

Konge i Danmark: Knud den Store 1019-1035

Se også 1022 (tal)

1024

Konge i Danmark: Knud den Store 1019-1035

Se også 1024 (tal)

1025

Konge i Danmark: Knud den Store 1019-1035

Se også 1025 (tal)

1026

Konge i Danmark: Knud den Store 1019-1035

Se også 1026 (tal)

1027

Konge i Danmark: Knud den Store 1019-1035

Se også 1027 (tal)

1028

Konge i Danmark: Knud den Store 1019-1035

Se også 1028 (tal)

1030

Konge i Danmark: Knud den Store 1019-1035

Se også 1030 (tal)

1031

Konge i Danmark: Knud den Store 1019-1035

Se også 1031 (tal)

1032

Konge i Danmark: Knud den Store 1019-1035

Se også 1032 (tal)

1035

Konge i Danmark: Knud den Store 1019-1035 og Knud 3. Hardeknud 1035-1042

Se også 1035 (tal)

Fyens Stift

Fyens Stift (tidligere: Odense Stift) er et stift i den danske folkekirke, der omfatter Fyn med omkringliggende øer. Biskopsædet er i Odense hvor Sankt Knuds Kirke udgør stiftets domkirke.

Odense bispestol er nævnt i et brev fra den tyske kejser i 988, som udgør den ældst kendte omtale af byen. Stiftet omfattede oprindeligt Fyn, Langeland, Lolland, Falster, Femern, Ærø og Als.

I 1022 bekræftede Knud den Store, at Femern hørte til Odense Stift. Den første biskop efter Reformationen var Jørgen Jensen Sadolin som tiltrådte i 1537. I forbindelse med Reformationen overførtes Femern fra Odense Stift til Slesvig Stift. I 1803 blev Lolland og Falster udskilt fra stiftet, og dannede det nye Lolland-Falsters Stift. Als-Ærø Stift blev udskilt i 1819. Efter krigen i 1864 blev Ærø lagt til stiftet igen, og Fyens Stift har siden da omfattet Fyn, Langeland og Ærø.

Hardeknud

Hardeknud (Knud 3.) (1018 – 8. juni 1042) var søn af Knud den Store og Emma af Normandiet. Han var konge af Danmark 1035-1042 og af England 1040-1042.

Ved Knud den Stores død i november 1035 var den syttenårige Hardeknud allerede blevet indsat som sin fars stedfortræder i Danmark. Der opholdt han sig også, da nyheden om faderens død nåede frem, og englænderne valgte straks Hardeknuds ældre, men illegitime halvbror Harald Harefod til regent i Hardeknuds sted.

Samtidig kastede nordmændene det danske herredømme af sig og indsatte den purunge Magnus som konge. Hardeknud kunne derfor frygte et angreb fra Norge og turde ikke forlade Danmark. Magnus og Hardeknud kom imidlertid overens og besluttede at den længstlevende skulle arve både Danmark og Norge.

Så kom nyheden om, at den "stedfortrædende" regent Harald havde ladet sig vælge til konge i England. Den samtidige Angelsaksiske Krønike skriver, at Hardeknud blev "forsaget fordi han opholdt sig for længe i Danmark", og Harald Harefod havde ydermere en stærk hær i ryggen.

Hardeknud blev rasende over halvbroderens forræderi, og ikke alle i England var glade for valget. Ærkebispen af Canterbury vægrede sig ved at krone ham, men gav efter i 1037, da Hardeknuds tilhængere blev nedkæmpet og hans mor Emma fordrevet til Flandern.

I 1039 følte Hardeknud sig imidlertid så sikker i sadlen, at han bød leding for at sejle til England og fravriste Harald Harefod kronen. Han sejlede først med 63 skibe til Brugge for at besøge sin mor, og mens han opholdt sig i Flandern, kom der bud fra England om, at Harald Harefod var død d. 17. marts 1040.

Hardeknud blev straks tilbudt kronen, og han landede med sin flåde ved Sandwich d. 17. juni 1040.

Ude af stand til at hævne sig på halvbroderen på anden vis lod han Haralds lig grave op og kaste i en mose, og Hardeknud giver indtryk af at savne sin fars ubestridelige format. Hans mest omtalte handling som konge af England var at hæve skatterne voldsomt for at betale sin flåde, og et oprør mod de høje skatter blev knust i byen Worcester, som på det nærmeste blev udslettet. Ligeledes blev byen Watford - i dag en forstad til London - grundlagt af Hardeknud, da han i 1045 fik opført et fort her. Navnet stammer fra det danske "fort."

I 1041 inviterede den ugifte og barnløse Hardeknud sin halvbror (Emmas og Ethelreds søn) Edward hjem fra Normandiet og gjorde ham til sin arving. Året efter døde han (den 8. juni) vistnok under et bryllup. Den Angelsaksiske Krønike fortæller, at "han døde mens han stod med sin drik. Pludselig faldt han til jorden med voldsomme krampetrækninger". Nogle har gættet på at der måske var mere end vin i bægeret, men det er aldrig blevet bekræftet.

Hardeknud blev kun 23 eller 24 år. Krøniken skriver om ham, at "i hele sin kongetid udrettede han intet, der var en konge værdigt".

I 2015 kom det frem, at Hardeknud muligvis døde af Brugadas syndrom.

Knud den Stores invasion af England

Knud den Stores invasion af England skete i efteråret 1016, hvor den danske kong Knud den Store invaderede England. Knuds far, Svend Tveskæg, havde erobret og hersket over England i en kort periode i 1013-1014.

Slaget ved Brentford blev udkæmpet i 1016 mellem den 9. maj (der er den omtrentlige dato, hvor Knud gik i land ved Greenwich og den 18. oktober (datoen for slaget ved Ashingdon) mellem englænderne, der blev ledet af Edmund Jernside og danerne, der blev ledet af Knud den Store. Det var en i en serie kampe, der blev udkæmpet mellem Edmund og Knud, hvilket endte med at resultere i, at det land som Edmunds far, Ethelred 2. den Rådvilde, havde haft, blev delt imellem de to. Edmund vandt slaget ved Brentford, men formåede i sidste ende ikke at forsvare det landområde, som han havde arvet efter sin far.

Slaget ved Assandun (eller Essendune) blev udkmæpet mellem danernes og englændernes hære den 18. oktober 1016. Der er uenighed om Assandun muligvis er Ashdon nær Saffron Walden i det nordlige Essex eller om det Ashingdon nær Rochford i det sydøstlige Essex som man længe har troet. Det endte med sejr til danerne under ledelse af Knud den store, der triumferede over den engelsk hær ledet af Edmund Jernside. Slaget blev afslutningen på den danske erobring af England.

Slaget nævnes kort i Knýtlingesaga'en, som citerer et vers af Óttarr svarti, der var en af Knuds hofskjalde.

Under slaget blev Eädnoth den yngre, Biskop af Dorchester, dræbt af Knuds mænd, mens han var i gang med at messe for Edmunds mænd. Ifølge Liber Eliensis blev Eadnoths hånd først hugget af for en ring, og hans krop blev herefter hugget i stykker. Ealdormanden Ulfcytel Snillingr blev også dræbt under slaget.

Lund (Sverige)

Lund er en universitetsby i Skåne i Lunds kommune i den sydlige del af Sverige. Lund har 91.940(2018) indbyggere.

Nordeuropa

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Nordeuropa er den nordlige del af det europæiske kontinent. Denne region er blevet defineret forskelligt, men FN's statistiske afdeling UNSD medtager:

De nordiske lande, dvs. Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, inklusiv Ålandsøerne, Færøerne, Svalbard og Jan Mayen, men ikke Grønland som medregnes til Nordamerika

De baltiske lande, dvs. Estland, Letland og Litauen.

De britiske øer, dvs. Republikken Irland, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Isle of Man og KanaløerneFør det 19. århundrede blev udtrykket 'nordisk' eller 'nordligt' ofte brugt til at betegne Nordeuropa på en måde som inkluderede de nordiske lande, europæisk Rusland, Baltikum (på den tid Livonien) samt Grønland.

I tidligere æraer, da Europa blev styret af middelhavsregionen (dvs. Romerriget), blev alt som ikke var nær Middelhavet betegnet som Nordeuropa, deriblandt Tyskland, Nederlandene og Østrig. Denne beskrivelse bruges stadig i dag i nogle sammenhæng, som f.eks. diskussioner om den nordlige renæssance. I middelalderen blev begrebet (Ultima) Thule brugt til at beskrive et semi-mytisk sted i kontinentets ekstremt nordligste områder.

Ejderen, Dannevirke og den Engelske Kanal betragtes ofte som skillelinjer mellem den nordlige og sydlige del af Europa, siden alt herunder engang blev kontrolleret af Frankerne under Karl den Store og alt over engang blev behersket af kongen over Danmark, Norge og England – Knud den Store.

Ringsted

For alternative betydninger, se Ringsted (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Ringsted)Ringsted er en by på Midtsjælland med 22.900 indbyggere (2019) i Ringsted Kommune under Region Sjælland. Den er én af Sjællands ældste byer; dens vartegn, Sankt Bendts Kirke, vidner om byens alder. Kirken er Danmarks første murstenskirke og stod færdig i år 1170. Ringsted by kan med stor sandsynlighed dateres til vikingetiden. Der blev slået mønt på stedet, da Knud den Store (1018-35) gjorde Ringsted til møntsted. På Torvet ligger nogle flade sten, Tingstenene, som er eneste rest af tingstedet. Den sidste kongehyldning her fandt sted 8. juli 1584, da Christian 4. modtog stændernes troskabsed.På trods af sin alder fremstår Ringsted ikke arkitektonisk som nogen gammel by. Den ligner en moderne handels- og kulturby med kongrescenter, musikhus og teater og med det enorme Danish Crown Slagteri som byens ubetinget største arbejdsplads. Byen er desuden gennemskåret af en motorvej, E20, som adskiller det centrale og sydlige Ringsted fra den nordlige bydel Benløse. Ringsted har centrale jernbane- og motorvejsforbindelser til København, Storebæltsbroen og adskillige andre steder på Sjælland.

Til København er der 60 kilometer, 16 til Sorø, 24 til Næstved, 26 til Køge, 32 til Roskilde, 34 til Holbæk og 45 kilometer til Korsør.

I Iowa i USA ligger landsbyen Ringsted med 440 indbyggere.

Konge af Danmark

Regerede: 101912. november 1035
Forgænger: Harald 2.
Regent: Knud 2. den Store
Jarl Ulf jarl
Efterfølger: Knud 3. Hardeknud
Konge af Norge

Regerede: 102812. november 1035
Forgænger: Olav den Hellige
Regent: Knud den Store
Indsat konge Svend Knutsson
Efterfølger: Magnus den Gode
Konge af dele af Sverige

Regerede: 10261030
Forgænger: Anund Jakob
Regent: Knud den Store
Efterfølger: Anund Jakob
Knud den Stores anetavle
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Hardeknud[13]
 
 
 
 
 
 
 
Gorm den Gamle
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Harald Blåtand
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Thyra Danebod
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Svend Tveskæg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
(Mistivoj ?)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Gunhild? eller Tove af Danmark?
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Knud d. Store
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Lestek
 
 
 
 
 
 
 
Siemomysł
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Mieszko 1. af Polen?[14]
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Gunhild af Polen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Vikingetidens Skandinavien
Vikingetidens udfarter
Vikingetidens fæstningsanlæg
Vikingetidens skriftlige kilder
Runesten
Kunst i vikingetiden
Danske konger
Slag
Rustning og våben
Andre historiske personer
En tidligt nævnt dansk konge fra 500-tallet
Forhistoriske konger
(700-tallet910'erne/930'erne)
Jellingdynastiet
(senest 9161448)
Forskellige medkonger og modkonger
(11341360)
Oldenborgske slægt
(14481863)
Glücksburgske slægt
Den danske tronfølge

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.