Keramik

Keramik er en fællesbetegnelse for produkter af brændt ler. Leret kan efter tørring brændes i et åbent bål, en grube eller en ovn. Ved temperaturer mellem 300 og 400 grader fordamper vandet mellem lerkrystallerne. Når det udsættes for temperaturer over 500 grader nedbrydes lerkrystallerne og krystalvandet forsvinder[1]. De nye keramiske krystaller kan ikke optage vand i sin krystalstruktur og har mistet sine plastiske egenskaper. Ved temperaturer op til 900-1000 °C er det keramiske materiale stadig porøst.Dermed er det kun delvist vandtæt og det er ikke frostsikkert.

Ved temperaturer over ca. 900-1000 °C sker der en sintring af leret, hvorved de enkelte partikler begynder at smelte sammen og porøsiteten i det keramiske materiale forsvinder. Keramikken bliver vandtæt og kan tåle frost, fordi der ikke trænger vand ind i materialet. Med temperaturer over 1000 °C forandres keramikkrystallernes struktur, og sammensmeltningen af krystallerne bliver mere og mere omfattende[2]. Sintringsintervallet afsluttes ved den temperatur, hvor det keramiske materiale overgår til en amorf glasmasse. For kvartært ler (fra den sidste istid) ligger grænsen mellem 1250 og 1350 °C, mens tertiært ler kan brændes til højere temperaturer. Kaolin, som er råmaterialet til porcelæn, kan brændes til 1800-1900 °C uden at blive til glas.

Afhængigt af den anvendte lertype og brændingstemperatur skelnes mellem en række forskellige typer af keramik. Hertil hører:

Keramikken kan på overfladen være belagt med et lag keramisk glasur. Glasuren består af en lerblanding med et lavere smeltepunkt. Derved får keramikken en vandtæt overflade. Samtidig kan glasuren være dekoration.

De tidligste fund af keramik fra Danmark stammer fra Ertebølletiden.

Stsheat
Keramik der opvarmes til over 1,500°C (som skjoldet på et rumskib på vej ind i jordens atsmosfære

Klinke

Klinkning er en teknik til at hele genstanden, hvis den er knust eller knækket af. Den kommer an på emnet.

Se også

Noter

  1. ^ Lindahl,Olausson & Carlie. 2002 Keramik i Sydsverige. En handbok för arkeologer.Lund
  2. ^ Worrall, WE. 1986. Clays and Ceramic Raw materials. London

Eksterne henvisninger

Amfora

En amfora er en høj græsk vase (oftest af keramik) med to hanke og spids bund. Den blev brugt til opbevaring og transport af olivenolie og vin. Ordet 'amphora er Latin afledt af det græske amphoreus (Αμφορέας) eller amphiphoreos (af amphi- ("på begge sider") + phoreios ("bærer")).

Franske arkæologer fandt ca. 2000 år gamle forseglede amforaer. Spændingen var stor, da de åbnede én af dem for at smage på indholdet. Imidlertid havde de kemiske processer i tidens løb nedbrudt alt, hvad der kunne give mindelser om det oprindelige indhold, så væsken smagte af vand.

Snabel-a @ var oprindeligt (i middelalderen) en forkortelse for amfora.

Forhistorisk tid

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

"Oldtiden" omdirigeres hertil. For den klassiske oldtid, se Antikken.

Forhistorisk tid (præhistorisk tid eller urhistorisk tid) er den ældste periode i menneskehedens historie. Den strækker sig fra de ældste stenredskaber for 2,5 millioner år siden til forekomsten af skrift. Udforskningen hører under arkæologi med antropologi mm. Betegnelsen protohistorie bruges specielt Europa og Nærøsten om tiden omkring skriftens opståen.Forhistorisk tid betegner forskellige globale perioder. Fra forhistorisk tid udforskes i dag flora, fauna, klima og geologi.

Halafperioden

Halaf-perioden er en benævnelse på perioden fra omkring 6.100 f.Kr. til 5.100 f.Kr i Mellemøsten, i særdeleshed Mesopotamien.Halaf er en distinkt kultur i det nordlige Mesopotamien, Syrien, dele af Tyrkiet frem til grænsen mod Iran. Det fundsted, som har givet navn til perioden, er Tell Halaf i Syrien. Andre vigtige fundsteder er Tell Arpachiyah (Irak) og Yarim Tepe. Det er også en række andre fundsteder over et vidstrakt område, men de arkæologiske studier af disse er hidtil forholdsvis rudimentære.

Der skelnes mellem fire perioder: Tidlig, mellemste, sen og en Halaf-Obed-overgangsfase. Kulturen bliver gennem disse faser stadig mere udbredt, men kerneområdet var langs Tigris i det nordlige Irak og det østlige Syrien.

To innovationer i denne periode styrkede og forstærkede overgangen til jordbrug inden for den frugtbare halvmåne. For det første opstod nu vide netværker for handel med obsidian, en hård stenart som blev fragtet over meget lange strækninger – fra det centrale Tyrkiet til det sydlige Jordan, og fra Østtyrkiet til det sydvestlige Iran.

For det andet blev kunsten at brænde keramik opfundet spontant i Mellemøsten efter 6.900 f.Kr, ganske vist senere end tilsvarende opfindelser i blandt andet Egypten og Japan. Keramikken muliggjorde bedre lagringsmetoder, og omkring 6000 f.Kr har denne mulighed for kogning af mad og lagring af korn over tid gjort det muligt at introducere jordbrug i stor skala også i de tidligere risikable sumpområder i Egypten og Mesopotamien, hvor floderne blev dræneret for dyrkning.

På grund af forekomsten af keramik kaldes Halaf-perioden også keramisk neolitikum i denne region.

Hassuna-kulturen

Hassuna-kulturen er en arkæologisk kultur i yngre stenalder i det nordlige Mesopotamien dateret til den tidlige sjette årtusinde f.Kr.. Det er opkaldt efter typelokaliteten Tell Hassuna i Irak. Andre steder, hvor Hassuna materiale er blevet fundet, inkluderer Tell Shemshara.

Ved omkring 6.000 f.Kr. var folk flyttet ind til bjergfoden (Piemonte) i det nordligste Mesopotamien, hvor der var nok nedbør til at give mulighed for "tør" landbrug nogle steder. Disse var de første landbrugere i det nordligste Mesopotamien. De lavede en keramik i Hassuna-stil (creme slip med rødlig maling i lineære mønstre). Hassuna folk levede i små landsbyer eller husklynger spændende fra 2 til 8 acres (3,2 ha).

På Tell Hassuna erstatter boliger bygget af soltørret ler bygget op omkring åbne centralpladser med fint malet keramik tidligere lag med grov keramik. Håndøkser, segl, slibesten, beholdere, bageovne og talrige knogler fra husdyr afspejler et fastboende landbrug. Kvindelige figurer har været relateret til tilbedelse og begravelser med krukker i hvilke fødevarer blev placeret relateret til tro på efterlivet. Forholdet mellem Hassuna keramik og den i Jeriko tyder på, at landsbykultur var ved at blive udbredt.

Historisk tid

Historisk tid er den tid, hvis begivenheder man kender gennem troværdige skriftlige kilder.

Skriftlige kilder forudsætter opfindelsen eller udbredelsen af skriftsprog, så i skriftløse kulturer er historisk tid gerne begyndt i forbindelse med nabofolks beskrivelser, eksempelvis i forbindelse med handel, krig eller mission.

I Danmark regnes historisk tid ofte fra omkring vikingetidens afslutning, cirka år 1050.

Jeulmun

Den keramiske periode Chulmun (즐문, Jeulmun fra den reviderede romanisering: "kamkeramik") er en periode i Koreas forhistorie, der spænder fra 8.000 f.Kr.-1500 f.Kr. Ligesom resten af det nordøstlige Asien er Korea et af de ældste områder, hvor man har fremstillet keramiske genstande (pottemageri). Det anses således normalt for at være den koreanske neolitikum men adskiller ved sin mangel på intensivt landbrug, fordi forsyningen med fødevarer fortrinsvis var baseret på fiskeri, jagt og indsamling (skaldyr i særdeleshed). Imidlertid er dyrkning af hirse påvist på flere steder: kolbehirse (Setaria Italica), blandt andre, udgør en meget sekundær fødeindtagelse.

Begyndelsen af denne periode er præget af stigende vandstand forårsaget af afslutningen af istiden: fra 8.000 f.Kr. til 4.000 f.Kr. steg havet omtrent 30 meter for at nå sit nuværende niveau og endte med at gøre Sydkorea til en halvø. Dette fænomen har især ramt de fladere områder i Det Gule Hav og Koreastrædet. De kystnære bopladser blev derfor gradvis oversvømmede, da de blev trukket tilbage under indtryk af den stigende vandstand.

Keramiker

En keramiker er en person der arbejder med ler og brænder det til keramik.

Oftest bruges ordet om kunstnere og designere, der typisk fremstiller unika eller begrænsede partier af bestemte varer, men også arbejdere på mere industrielle produktionssteder kaldes keramikere.

Titlen keramiker kan fås ved at gennemgå eksempelvis kunsthåndværkeruddannelsen.

Kunstakademi

Kunstakademier er uddannelsessteder, hvor man bliver udlært i at lave kunst og får en viden om kunst. Den kunstakademiske uddannelse er en længerevarende uddannelse og tager ofte 5-6 år at fuldføre. Der bliver undervist i blandt andet kunsthistorie, billedkunst, keramik og installationskunst på de danske kunstakademier.

Ler

Ler er en finkornet jordtype, som vægtmæssigt består af mere end 15 procent partikler med en diameter på mindre end 0,002 mm. Ved teksturanalyser af jordtyper er lerfraktionen den mest finkornede. Når ler optager vand, svulmer det op, det kvælder siger man. Samtidig sker der en omfordeling af elektroner på lerpartiklernes overflade, sådan at hver partikel får en ladningssum, der er negativ. Dette forhold gør, at ler kan fastholde alle kationer på overfladen. Man taler i den forbindelse om lerets kationadsorptionskapacitet (= lerets evne til at påklistre +ioner).

Hvis leret bliver pakket ind i et stort antal monovalente kationer, bliver partiklerne skubbet fra hinanden, der opstår dispergering. Hvis leret bliver iklædt di- eller polyvalente kationer, vil der i stedet ske en samling af partiklerne i større fnug, der opstår flokkulering. I det sidste tilfælde danner leret basis for den meget gavnlige jordstruktur, som kaldes krummestruktur.

Ler er det sidste produkt, der kommer ud af nedbrydningen af bjergarterne (se erosion). Det næste, der sker, er at leret nedbrydes i sine kemiske bestanddele. Da ler indeholder ret betydelige mængder af kalium, magnesium og jern vil en lerjord – via sine nedbrydningsrester – altid fra naturens hånd være mere frugtbar end en sandjord. I den forbindelse taler man om jordtypens bonitet.

Ler kan aflejres af vind, hvorved der dannes den meget frugtbare löss. Hvis leret aflejres af vand, vil det med tiden kunne omdannes til skifer.

Visse lertyper er vigtige råstoffer selv i dag. Ler anvendes bl.a. til:

Mursten

Tegl

Juledekorationer

Pottemagerkunst

Porcelæn

Fajance

Klinker

Keramik

Vase

Krukke

Lerpotte

Lertøj

Lertøj er en betegnelse for keramik brændt ved lave temperaturer og er ikke sintret. Det har bevaret sin porøsitet og er derfor ikke holdbart i frostvejr, hvis det i forvejen er blevet mættet med vand. En kendt type lertøj er terrakotta.

Lertøj anvendes til husgeråd, navnlig i tidligere tid, figurer og forskellige former for tegl.

Selv om der normalt anvendes en eller anden form for lertøjsler, der slet ikke tåler brænding ved høj temperatur (ville smelte), kan man også fremstille lertøj af stentøjsler, hvis man ikke brænder det så hårdt, at det sintrer.

På grund af skærvens porøsitet, glaseres lertøj ofte. Et eksempel på lertøj, der ikke er glaseret, er de danske jydepotter. I stedet er disse glittet med en sten.

En særlig form for lertøj er terra sigillata, der er en romersk betegnelse for rødligt lertøj, der dels er presset i en form med dekorationer, dels er overtrukket med et tyndt lag meget fint ler, der giver lertøjet en halvblank overflade (sigillata refererer til, at der er mønstre som fra et sigil i leret). I dag benyttes betegnelsen terra sigillata fortrinsvist om denne blanke overflade.

Mumun

Mumun keramiske periode er en arkæologisk periode i koreansk forhistorie, der daterer sig til ca. 1500-300 f.Kr. Denne periode er opkaldt efter det koreanske navn for udekorerede køkkenlertøj og opbevaringslerkar, der udgør en stor del af keramikken gennemg hele perioden, men især 850-550 f.Kr..

Mumun-perioden er kendt for oprindelsen af intensivt landbrug og komplekse samfund både på den koreanske halvø og i det japanske øhav. Denne periode eller dele af den er undertiden blevet mærket som "koreanske bronzealder", efter Christian Jürgensen Thomsens tre-periode-systems klassifikation af menneskelige forhistorie fra det 19. århundrede. Anvendelsen af en sådan terminologi i den koreanske tilfælde er imidlertid noget misvisende, da den lokale bronzeproduktion ikke indtil indtil henimod slutningen af det 8. århundrede f.Kr., de tidligste bronzegenstande er sjældne, og fordelingen af bronze er meget regionaliseret indtil efter 300 f.Kr. Et boom i de arkæologiske udgravninger af Mumun-periode lokaliteter siden midten af 1990-erne har øget vores viden om denne vigtige formative periode i forhistorie Østasien.

Mumun-perioden indledes med den Jeulmun-keramiske periode (ca. 8.000-1.500 f.Kr.). Jeulmun var en periode med jagt, indsamling, og små dyrkning af planter. Oprindelsen af Mumun-perioden er ikke kendt, men megalitiske begravelser, Mumun-keramik og store bopladser fundet i Liao-flodens Basin og Nordkorea ca. 1800-1500 angiver sandsynligvis oprindelsen for Mumun-perioden i det sydlige Korea. Svedjebrugsdyrkere som brugte Mumun-keramik erstattede mennesker, der brugte Jeulmun-periodes levemåder.

Munkesten

Munkesten var teglsten, som i middelalderen blev anvendt til byggeri. Teglstensteknikken kom til Danmark omkring år 1160. Ud over munkestenene blev også tilhuggede granit- og kampesten brugt til at mure med.

Munkesten er noget større end nutidige mursten, men størrelsen varierer: Længden fra 25 til 31 cm, bredden fra 11 til 15 cm og tykkelsen fra 7 til 10 cm. Til sammenligning måler nutidige danske mursten 22,8x 10,8x 5,5 cm.

Munkesten fremstilles fortsat, men anvendes i dag stort set kun til vedligeholdelse og reparation af ældre bygninger.

Mursten

Mursten er et byggemateriale af brændt ler. Stenene er typisk retvinklede og lægges i rækker forskudt oven på hinanden med mørtel som bindemiddel, så de danner en mur. Stenene lægges med enten siden eller enden fremme i muren i forbandt (fra Tysk: verband ~ forbindelse). De gennemgående sten tjener som forbindelse/forstærkning.

Standardstørrelsen på mursten varierer fra land til land. I Danmark anvendes et standardmål på 228x108x54 mm (lxbxh). Det er denne størrelse, der normalt leveres ved bestilling hos et teglværk. På tegnebrættet, vil man i forbindelse med opførelse af byggeriet, benytte et modulmål der er 1/4 sten = 48 mm + 12 mm fuge dvs., at en 1/4 sten (petring) er 60 mm, ½ sten (kop) 120 mm, en 3/4 sten (trekvarter) 180 mm samt 1/1 sten 240 mm. Desuden vil man opmure med en skiftehøjde (lag af mursten) med 3 skifter på 200 mm. På byggepladsen vil man på stedet afkorte de nødvendige sten. Dette gøres traditionelt med en murerhammer, men kan evt. gøres med en vinkelsliber. ½ -sten er en halvering af murstenen, så der opnås 2 stk. på 108x108 mm, 3/4-sten mangler den yderste fjerdedel, "petring" er en 1/4 af tværsiden og en "superpetring" eller mesterpetring er en mursten flækket på langs. Skaftet på en murerhammer tildeltes førhen ofte et hak til opmåling af murstenen, inden den afhuggedes til 3/4-sten. I vore dage bruges normalt en stenklipper.Foruden massive sten, leveres desuden gennemhullede sten ("mangehulsten") til forskellige formål. Til lydisolerende vægge anvendes lodret opmurede "mangehulsten", mens der til indervægge typisk anvendes vandret opmurede "mangehulsten".

Gule mursten indeholder meget calciumkarbonat (CaCO3), røde mursten indeholder mere jernoxid (Fe2O3) og brunlige mursten brændes ved højere temperaturer.

Porcelæn

Porcelæn er et keramisk produkt af kaolin, kvarts og feldspat, formet, tørret og derefter brændt ved 900-1600 °C. Hvidt teknisk porcelæn har en gennemsigtig, ikke-porøs skærv og er meget syre- og alkalibestandigt, stærkt isolerende og trykfast, men er ikke stødsikkert. Porcelænskunst opstod i Kina i 7. århundrede, og under Ming-dynastiet (1368-1644) blev kinesisk porcelæn en stor eksportvare. Ca. 1600 opstod der efter kinesisk forbillede en porcelænsindustri i Japan, og i det 18. århundrede eksporteredes "ostindisk" porcelæn til hele verden gennem de østasiatiske kompagnier.

I Danmark åbnedes Den Kongelige Porcelænsfabrik i 1775 som en tidlig porcelænsfabrik i Europa.

Pottemagerkunst

Pottemagerkunsten blev opfundet i stenalderen. Den formes i ler, der får øget holdbarhed efter en brænding. I Japan er der fundet lertøj fra det 11. århundrede f.Kr. (Jomonperioden).I Mellemøsten er de ældste genstande omkring 10.000 år gamle.

Pottemagerkunst er den oprindelige metode til fremstilling af keramik. Den udnytter lerets kolloide egenskaber. Emnet formes i det plastiske, våde ler og formen ”låses” ved tørring og brænding. Pottemagerkunsten har gennemløbet en voldsom udvikling. Visse, simple lervarer bliver fremstillet efter årtusindgamle metoder. Håndværkeren, der fremstiller disse produkter, hedder en pottemager.

Samarra-kulturen

Samarra-kulturen er en kalkolitiske arkæologisk kultur i det nordlige Mesopotamien, der er nogenlunde dateret til 5.500-4.800 f.Kr. Den overlapper delvist Hassuna og tidlig Ubaid. Samarra-kulturen blev først anerkendt under udgravninger ved den tyske Arkæolog Ernst Herzfeld på lokaliteten Samarra. Andre steder, hvor Samarra-genstande er blevet fundet, inkluderer Tell Shemshara, Tell es-Sawwan og Yarim Tepe. Ved Tell es-Sawwan beviser kunstvanding - herunder dyrkning af hør - fastslår tilstedeværelsen af en velstående fastboende kultur med en meget organiseret social struktur. Kulturen er primært kendt for sin fint lavet keramik dekoreret med stiliserede dyr, herunder fugle og geometriske mønstre på mørk baggrund. Denne vidt eksporterede type af keramik, en af de første udbredte, relativt ensartede keramik stilarter i det gamle Mellemøsten, blev først anerkendt i Samarra. Samarra-kulturen var forløberen til den mesopotamiske kultur Ubaid.

Satyr

For alternative betydninger, se Satyr (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Satyr)

Satyrer, græske fabelvæsener, skovdæmoner, mænd med hesteben og -hale, der ledsager vinguden Dionysos og jagter nymfer og mænader.

Satyrerne er en del af Dionysos’ følge, og de ses derfor ofte med en kop i hånden i færd med at drikke, danse og spille på tamburiner og fløjter. Men de kunne også være udstyret med en harpe, der tvang alle, der hørte den til at danse til de segnede, så satyrerne kunne udplyndre dem.

I antikken var satyrerne velkendte væsner. De er afbildet på græsk keramik, på skulpturer, i malerier og på mosaikker. Og deres udseende er meget karakteristisk; runde opstopper næser, spidse ører, små horn – eller hornlignende fremspring, hale som minder om en heste- eller gedehale, og krøllet hår med kranse der omfatter deres skaldede isser og så kan de have thyrsos-stave.

I romersk mytologi havde satyrerne (faunene) menneskekrop, og var udstyret med en hests ører og hale.

Ved Den Store Dionysos fest i marts-april måned i Athen samledes hele byen, og et af de vigtigste elementer var netop skuespil. Alle skuespillerne var mænd, de bar masker og kunne på den måde spille flere roller. Festen varede i fem dage. Og de sidste tre dage blev der opført de såkaldte satyrspil, hvor mænd udklædte sig i satyrkostymer.

Euripides’ – Kyklopen – er det eneste fuldstændige satyrspil, som vi kender til i dag. I moderne tid, 1912, fandt man omkring halvdelen af Sofokles' Sporhundene i en Ægyptisk papyrus, og senere ganske meget af Aischylos' Netfiskerne.

Silicium

Silicium, på dansk også kaldet kisel, er grundstoffet med atomnummeret 14 og symbolet Si. Det tetravalente halvmetal silicium er mindre reaktivt end dets kemiske analog carbon. Selvom det er det 8. mest almindelige grundstof i universet efter masse, så fremkommer det kun af og til som et rent grundstof i naturen, men er mere fordelt i støv og planter i form af siliciumdioxid eller silikat. På Jorden er silicium det næstmest forekommende stof (efter ilt) i jordskorpen. Jordskorpen består af 27,2% silicium efter masse.

Silicium har mange anvendelsesmuligheder inden for industrien. F.eks. er det hovedråvaren for silicium-mikrochips.

Siliciumdioxid og silikat er særligt brugbart i fremstillingen af glas, cement og keramik. Det er også en del af silikone.

Silicium er essentielt i biologien, dog ikke for pattedyr, da kun meget små mængder er blevet sporet hos dem. Det er særligt vigtigt for planters stofskifte.

Stenalder

Stenalderen er en forhistorisk periode der forekommer i de fleste områder af verden, kendetegnet ved at redskaber blev lavet af sten, knogle, horn, tak eller tand. Desuden lavedes redskaber også af en lang række mindre hårde materialer som f.eks. træ. Man kan også sige at redskaber aldrig blev fremstillet ved at smelte metal. Stenalderen efterfølges de fleste steder af enten bronzealder, f.eks. i Danmark, eller kobberalder. Menneskets historie før stenalderen behandler man indenfor (palæo)antropologien.

Kendetegnende for stenalderen er også at mennesket i løbet af denne periode udviklede en lang række metoder og teknologier, herunder

Brug af ild (ca. 300.000 f.Kr.) og siden at kunne "gøre" ild. Ild blev brugt til madlavning, stegning og kogning, for at holde varmen, for at give lys og for at holde dyr væk (f.eks. fra hulen eller maden)

Brug af redskaber og siden hen at kunne fremstille redskaber, først af sten, tak, ben, træ og tand - sidenhen af forskellige metaller, kobber, bronze, jern og tin

Brug af beholdere og siden hen at kunne fremstille beholdere, først af træ, fletværk, horn eller sten - sidenhen af keramik

Flytbare boliger som f.eks. telte og i det hele taget at kunne "opføre" en bolig hvor der ikke lige er en passende hule

Husdyr og afgrøder

Udvidet kommunikation, som f.eks. signalering med trommer, afmærkninger, billeder og siden skrift

Større former for samfund ud over gruppe og stammeInternationalt dækker stenalderen hele den geologiske epoke Pleistocæn, men starter i Pliocæn og slutter i Holocæn. Stenalderen er således den eneste (for)historiske periode der strækker sig ind i den tidligere geologiske periode Neogen. Pleistocæn er som geologisk epoke især kendte for sin lange række af vekslende istider, der også dækkede store dele af Danmark, og som nok var medvirkende til at mennesket først indvandrede efter den sidste istid - selvom klimaet i næsten alle mellemistiderne var mildt nok - og der kendes da også enkelte spor af mennesker fra tidligere mellemistider.

I Denmark ligger det meste af stenalderen, på nær de første 3-4.000 år, i Holocæn.

Hvornår stenalderen varede fra og til varierer, specielt for starten, stærkt fra verdensdel til verdensdel.

I Danmark og de fleste andre lande opdeles stenalderen i en yngre del, ofte kaldet bondestenalder eller neolitikum, og en ældre del, ofte kaldet jægerstenalder. Jægerstenalderen opdeles oftest igen i 2 dele, kaldet ældste stenalder eller palæolitikum og ældre stenalder eller mesolitikum. Alternativt ses betegnelserne ældre, mellemste og yngre stenalder brugt om de 3 perioder.

For Danmark varede perioderne således

Jægerstenalder: 12.800 f.Kr. – 3.900 f.Kr.

Ældste stenalder: 12.800 f.Kr. – 8.900 f.Kr.

Ældre stenalder: 8.900 f.Kr. - 3.900 f.Kr.

Bondestenalder: 3.900 f.Kr. - 1.800 f.Kr.Se også Stenalder i Danmark

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.