Karbala

Karbala (arabisk: كَرْبَلَاء, Karbalā’; ofte også kaldet Kerbala) er en irakisk by beliggende ca. 100 km sydvest for Bagdad.

Byen har 690.100(2014)[1] indbyggere. For shiamuslimer er byen den tredjehelligste kun overgået af Mekka og Medina.

Her er Imam Hussein og Abbas den Store (halvbror) begravet. De er altså Profeten Muhammeds børnebørn. Mange muslimer besøger deres grave, mest shiiterne fordi det er deres Imam.

Mosque of Kerbela 1932 (PD)
Moskeen i Karbala, 1932.

Karbala er historisk kendt for Slaget ved Karbala, en blodlig kamp mellem Imam Hussein og Kaliffen Yazid 1.s tropper, som i år 680 brutalt myrdede Imam Hussein og 71 andre af hans folk, deriblandt Imam Husseins 6 måneder gamle søn Ali Asghar. Årsagen til begivenheden var, at Yazid ville have Imam Husseins anerkendelse som kalif, noget som Imam Hussein koldt afviste. Stridighederne startede d. 7 Muharram efter den islamiske kalender, hvor Yazids tropper spærrede adgangen til floden Eufrat, hvor folket plejede at komme for at hente vand. Den 10 Muharram blev slaget udkæmpet. Hvert år mindes shiiterne begivenheden, som også kaldes Ashura, over hele verden.

Karbala
كَرْبَلَاء
Kerbela Hussein Moschee
Overblik
Land Irak Irak
Provins Karbala
Demografi
Andet
Oversigtskort
Provinsen Karbalas beliggenhed i Irak
Provinsen Karbalas beliggenhed i Irak
Distrikter i provinsen Karbala
Distrikter i provinsen Karbala

Se også

Referencer

  1. ^ a b Oplysningen er fra Wikidata, som angiver denne kilde: www.citypopulation.de.

Eksterne henvisninger

Question book-4.svg Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Irakisk geografiStub
Denne artikel om irakisk geografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Geografi
680'erne

Århundreder: 6. århundrede – 7. århundrede – 8. århundrede

Årtier: 630'erne 640'erne 650'erne 660'erne 670'erne – 680'erne – 690'erne 700'erne 710'erne 720'erne 730'erne

År: 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689

Se også 680 (tal), 681 (tal), 682 (tal), 683 (tal), 684 (tal), 685 (tal), 686 (tal), 687 (tal), 688 (tal) og 689 (tal)

Abbas ibn Ali

Al Abbas ibn Ali (arabisk: العباس بن علي; født 7. Rajab år 26 hidjri i Medina, død 10. Muharram år 61 i Karbala; svarende til ca. 15. maj 647 – 10. oktober 680) var søn af den fjerde sunni kalif og den første Shia imam Ali ibn Abi Talib og Fatima bint Hizam, almindeligvis kendt som Ummul Banin. Abbas er især hædret af Shia-muslimer for hans loyalitet overfor sin halvbror og tredje Shia Imam, Hussein ibn 'Alī, hans respekt for Ahl al-Bayt og hans rolle i Slaget ved Karbala. Al-Abbas blev gift med Lubaba bint Ubaydillah ibn Abbas ibn Abdil Muttalib. Han havde tre sønner, og deres navne er Al-Fadl ibn al-Abbas, Qasim ibn al-Abbas, og Ubaydullah ibn al-Abbas. To af dem blev dræbt under Slaget ved Karbala. Afstamning af Al-Abbas ibn Ali i dag er altså gennem Ubaydullah ibn al-Abbas. Ubaydullah havde fem sønner: Abdullah ibn Ubaydillah, Abbas ibn Ubaydillah, Hamza ibn Ubaydillah, Ibrahim ibn Ubaydillah og Al-Fadl ibn Ubaydillah.

Det er blevet konstateret, at ærkeenglen Gabriel informerede profeten Muhammad, hvad der ville ske med hans barnebarn Hussein ibn Ali i Karbala. Muhammad, Fatima Al-Zahra, og Ali var ked af dette, så Ali ønskede en søn til at hjælpe Hussein ibn Ali i Karbala . Han bad sin bror, Aqeel ibn Abi Talib, om at søge efter en kone fra en modig afstamning. Aqeel påpegede Fatima Kelabiya bedre kendt som Ummul Baneen, der var nedstammer fra en hædret afstamning af Hezam ibn Khalid ibn Rabi'e ibn Amer Kalbi. Ali ibn Abu Talib giftede sig ikke med Ummul Baneen (eller enhver anden kvinde) under Fatima Zahras levetid (hans første kone).

Abu Mikhnaf

Abu Mikhnaf eller som hans navn lyder i sin helhed: أبو مخنف لوط بن يحيى الأزدي, dvs. Abu Mikhnaf Lut ibn Yahya al-Azdi († 774), var en betydningsfuld, arabisk historieskriver, der berettede om Umayyadernes tid set fra Kufa. Hans bedstefar var leder af den irakiske stamme Azd og trofast tilhænger af Ali ibn Abi Talib. Abu Mikhnaf er blevet tillagt en tilbøjelighed for shiisme, og faktisk behandler han de irakiske oppositionsbevægelser mod Umayyaderne med betydelig udførlighed i de af hans historiske beskrivelser, der er overleveret

hos hans efterfølgere, først og fremmest at-Tabari og al-Baladhuri. Han var den første historiker, der systematisk indsamlede beretninger om begivenhederne i forbindelse med Slaget ved Karbala. Hans arbejde blev betragtet som pålideligt af senere shiittiske og sunnittiske historikere som Muhammad ibn ‘Amr Waqidi (d. 829), Tabari (d. 932), Ibn Qutaybah (d. 944), Mas‘udi (d. 967), Mufid (d. 1035), Shahrastani (d. 1170), Khatib Khwarazmi (d. 1190), Ibn Athir (d. 1252), Sibt ibn Jawzi (d. 1276) m.fl.

Hans værker er kun gengivet brudstykkevis i sene afskrifter. Hans beretning om tilhængerne af den shiittiske martyr, al-Hussein, findes gengivet i at-Tabaris annalistiske verdenshistorie. Denne beretning er et litterært pragtstykke af gammelarrabisk prosa udformet som en lidelseshistorie, og den går ifølge forskningen tilbage til Abu Mikhnafs værk med titlen كتاب سليمان بن صرد وعين الوردة eller: Kitab Sulaiman ibn Surad wa-'Ain al-Warda, dvs. "Beretning om Suleiman ibn Surad og (slaget ved) 'Ain al-Warda. Blandt hans værker findes også beretningen كتاب السقيفة eller Kitāb as-Saqīfa dvs. "Beretningen om søjlegangen", der handler om valget af Abu Bakr og den rolle, som opppositionen i Medina spillede under ledelse af Sa'd ibn 'Ubāda. Med søjlegang menes der Banu Sa'ida, hvor det første kalifvalg fandt sted.

Så sent som i det 10. århundrede kendte man hans beretninger om de historiske begivenheder i Irak under Umayyaderne: Ibn an-Nadim nævner 22 titler i sin Fihrist.

Ahl al-Bayt

Ahlul Bayt (Ahlulbayt/Ahl Al-Bayt)(arabisk: أهل البيْت, tyrkisk: Ehl-i Beyt) betyder Husets Folk og er en betegnelse for medlemmerne af Muhammeds husstand.

Ashura

ʿĀshūrāʾ (’den tiende’ dag af måneden Muḥarram i den islamiske kalender, moderne dansk retskrivning Ashura, persisk: عاشورا, arabisk: عاشوراء, urdu: عاشورہ, tyrkisk: Aşure Günü) betegner en særlig islamisk helligdag. Dagen fejres både indenfor Sunnisme og Shiisme (islams to største trosretninger), selvom begge trostolkninger tillægger dagen hver deres betydning og signifikans., Overordnet er helligdagen for sunni-muslimer en glædelig dag samt en tilrådet fastedag, hvor det for shia-muslimer er afslutningen på en ti dag lang sørgeperiode, der i historisk kontekst kulminerede i martyrdøden af profet Muhammeds barnebarn, Imam al-Ḥusayn b. ʿAlī (d. 680).

Husayn ibn Ali

Husayn ibn ʿAlī ibn Abū Tālib (3. Shaabân 625 i Medina – 10. Muharram 685 ved Karbalā) var barnebarn af den muslimske profet Muhammed og søn af ʿAlī (den første imam og den fjerde historiske kalif) og Fātima al-Zahrā, datter af profeten Muhammad. Husayn er en vigtig figur inden for islām, eftersom han er medlem af Ahl al-Bayt (Muhammads husstand) og Ahl al-Kisā, foruden at være shiitisk imam og en af de Fjorten Ufejlbarlige i tolver-shiismen.

Husayn ibn ʿAlī er æret som en martyr, som kæmpede mod tyranni, fordi han nægtede at sværge trosskab over for Yazid 1., umayyadernes kalif. Han gik i spidsen for at skabe et regime, som ville genindføre et "ægte" islamisk styre i modsætning til hvad han betragtede som umayyadernes "uretfærdige" styre. Som konsekvens heraf blev han dræbt og halshugget under Slaget ved Karbalā i 680 (61 AH) af Shimr ibn Thil-Jawshan. . Hævnen over Husayns død blev til en samlende faktor, som hjalp med at underminere umayyade-kalifatet, og som gav næring til opblomstringen af en mægtig shia-bevægelse.

Ibrahim al-Jaafari

Ibrahim al-Jaafari (født 1947) var premierminister i Irak i Iraks overgangsregering efter parlamentsvalget i januar 2005 Han har tidligere fungeret som præsident i en måned og været vicepræsident lidt over et halvt år. Selvom han vandt valgt til parlamentet i december 2005 var han tvunget til at trækker sig som premierminister fordi han af kurderne og sunnier blev beskyldt for svagt lederskab. Som premierminister efterfulgte han Iyad Allawi og blev efterfulgt af Nouri al-Maliki.

Ibrahim al-Jaafari blev født i Karbala og blevet uddannet til læge ved universitetet i Mosul. Han tilbragte 23 år i eksil under Saddam Husseins styre, ni år i Iran og resten i London.

Irak

Irak, officielt Republikken Irak er et land i Mellemøsten. Det har grænse til Tyrkiet i nord, Syrien i nordvest, Jordan i vest, Saudi-Arabien og Kuwait i syd og Iran i øst. Landet er efterfølgeren til det gamle Mesopotamien. Hovedstaden og den største by er Bagdad.

Iraks befolkning er domineret af 3 større grupper: Shiamuslimerne i det sydlige og centrale område, Sunni-muslimer i det vestlige og nord vestlige Irak og kurderne i den nordlige del. Disse grupperinger er ofte igen lokalt opdelt i by- og familieklaner. Derudover er der i Irak mange mindretalsgrupper, bl.a. turkmener og kristne.

Turkmenere betragtes dog officielt som landets 3. største befolknings gruppe efter arabere og kurdere. Shiitterne og sunnierne er arabiske folkeslag, i modsætning til kurderne, der er et nordligere folk, fordelt over 5 lande. Dette gælder også for turkmenere.

Landet har officielt verdens fjerdestørste beviste oliereserver (2005). Irak sælger cirka 3 milloner tønder olie hver dag (2015).Irak består af to store etniske grupper: arabere i syd og kurdere i nord i den føderale region Kurdistan. Turkmen og Assyrien er to mindre grupper i landet.

Iran-Irak-krigen

Iran-Irak-krigen, også kaldet den første golfkrig, var en krig mellem Iran og Irak som varede fra 22. september 1980 til 20. august 1988. Den blev ofte henvist til som golfkrigen før Irak–Kuwait-konflikten (1990–91) som blev kendt som den anden golfkrig, men siden bare som golfkrigen.

Krigen begyndte da Irak invaderede Iran 22. september 1980. Konflikten så indledningsvis ud som en succes for irakerne, men der gik ikke længe før de blev slået tilbage og konflikten stabiliserede sig så i en lang udmattelseskrig. Krigen forandrede for altid politikken i området, som spillede ind i global politik og førte til den irakiske invasion af Kuwait i 1990. Lige før krigens udbrud var kun to af Irans 28 divisioner kampdygtige. Dette var Irak klar over, og landet regnede derfor med et kort og sejrrigt felttog. I tillæg til dette havde Iran i 1980 henrettet omkring 1.000 af sine officerer og 10.000 førtidspensioner. Efter et par år med krig indså det iranske regime at revolutionsgardens fanatisme og offervilje ikke var nok til at vinde krigen. Gradvist blev indflydelse fra det muslimske præsteskab over den militære overkommando svækket, og omkring 3000 førtidspensionerede officerer fik besked om at de var velkommende til at komme tilbage. Dette var en medvirkende årsag til at Irans «krigslykke» begyndte at slå ud til deres fordel.En rapport fra FN's generalsekretær dateret 9. december 1991 (S/23273) slår udtrykkelig fast, at «Iraks aggression mod Iran» startede krigen og brød med international sikkerhed og fred.

Islamiske helligdage

Hvilke islamiske helligdage og øvrige mærkedage, den enkelte muslim praktiserer, afhænger i nogen grad af, hvilket land, vedkommende kommer fra, og hvor troende, personen er. Visse af dagene har mere karakter af festdage, der er tilknyttet troen, end egentlige helligdage. Derudover er det væsentligt, at sunni-muslimer og shia-muslimer ikke er enige om, hvilke hadith-samlinger, der er mest troværdige, og visse af helligdagene fejres derfor kun af den ene gruppe.

Fredag

er en vigtig dag for muslimer, og muslimer mener generelt, at religiøse handlinger foretaget om fredagen giver større gevinst end religiøse handlinger foretaget resten af ugen. Det er væsentligt, at fredag ikke opfattes som sabbat; muslimer tror ikke, at Gud hvilede efter skabelsen. Valget af fredagen skyldes troen på, at Adam blev skabt på denne dag. Troende muslimer går til bøn i den lokale moské, beder, og lytter til en prædiken af Imamen.

Ramadan

er navnet på måneden, hvor muslimer faster, mens der er dagslys. Ramadanen falder efter den islamiske kalender, og tidspunktet for ramadanen ændres derfor fra år til år.

Fastebrydningsfesten

(Eid ul-Fitr eller Id al-Fitr) er festen, hvor det fejres, at Ramadanen er overstået. Dagen kaldes også den lille fest : (al-Eid saghir). Festen afholdes derfor den første dag i måneden shawwal (se islamisk kalender).

Den store Fest (Eid al-Adha) eller "Offerfesten" (Kurban Bayram) afholdes to måneder og 10 dage efter Den lille Fest. Man slagter dyr for at hylde Abrahams offer af et får i stedet for af sin søn (i Koranen er der tale om et får, i Bibelen et lam). De, der er i stand til at tage på pilgrimsfærd gør det lige før Den store Fest.

Ashura

er den 10. dag i måneden muharram (se islamisk kalender). Dette er den dag, hvor Gud reddede Moses og jøderne fra Farao i Egypten ved at krydse Det Røde Hav. Ifølge islamisk tradition fastede Muhammed sammen med de jødiske befolkninger, der levede i området. Ifølge fortællinger om Muhammed, planlagde han at faste på den 9. og 10. muharram. Dette er også dagen, hvor Muhammeds barnebarn, Husayn ibn Ali, ifølge overleveringerne dræbtes i Slaget i Karbala. Shia-muslimer sørger derfor på denne dag. Sunni-muslimer opfatter ikke Husayn ibn Ali som en vigtig religiøs person, og sunni-muslimer markerer derfor dagen på grund af Muhammeds faste. Fundamentalistiske troende er modstandere af at give denne dag en særlig markering.

Muslimsk nytår

fejres ikke generelt som en officiel islamisk helligdag, men mange muslimer har skabt eller genoplevet en eller anden form for rituel fejring af nytåret. Fundamentalister er også modstandere af at markere denne dag.

Profetens fødselsdag

(Al-Mawlidu n-Nabawi sh-Sharif) – nogle mener, at fejringen af Profetens fødselsdag er en tilføjelse i religionen, eftersom Muhammed ikke selv fejrede dagen (han fastede dog på sin fødselsdag). Der er forbud mod at fejre denne dag i Den islamiske Bevægelse, men langt størstedelen af de praktiserende muslimer fejrer dagen. Visse arabiske nationer, eksempelvis Saudi-Arabien, forbyder fejring af denne dag.

Laylat al-Qadr

eller skæbnenatten falder på en af de ulige sidste ti nætter i ramadan (den 19., 21., 23., 25., 27. eller 29. ramadan). Det betragtes som den helligste nat i hele ramadan-måneden, eftersom det var natten, hvor Koranen blev åbenbaret til Mohammed. Natten betragtes som bedre end tusind måneder (Koranen, Sura 97:1-3). Det siges, at den der frivilligt beder på den nat, får tilgivet alle sine synder. Der er ikke sikkerhed om, hvilken af de 6 nætter, der er den rigtige, hvorfor muslimer ofte opfordres til at bede alle seks nætter for en sikkerheds skyld.

Laylat ul-Isra' wa l-Miraaj

(Profetens himmelfærd) er den 27. rajab (se islamisk kalender). Dette er dagen, hvor Muhammed blev taget til "den yderste moské" (generelt opfattet som Jerusalem) på ryggen af en buraq (et dyr, der minder om en hest med vinger; nogle mener, at der er tale om det samme dyr, der i Det gamle Testamente omtales som en kerub) og steg til det højeste sted i himmelen. Det siges, at han forhandlede med Gud om antallet af bønner, der startede med 50 om dagen, men på vej mod jorden mødte han Moses, der bad ham om at bede Gud om et lavere antal bønner, fordi det var besværligt for Muhammeds folk at bede så mange gange dagligt. Muhammed vendte tilbage til Gud, og fik efter lang tids forhandling lov til kun at bede fem gange. Gud fremførte, at hvis de fem bønner udførtes ordentligt, så ville de tælle for 50.

Laylat ul-Bara'ah

(de dødes nat eller frelsenatten) finder sted natten mellem den 14. og 15. Shaban (se islamisk kalender). Nogle faster om dagen for at forberede sig på ramadanmåneden, andre bruger dagen til at besøge gravsteder for deres nære. Natten er desuden nævnt i en hadith, af hvilken det fremgår, at dette er regnskabets nat. På denne nat noteres det, hvilke fødsler og dødsfald, der vil ske i det kommende år. Om denne hadith er ægte eller ej er dog omstridt. De muslimer, der tror på hadith'en, holder sig vågne hele natten og beder og reciterer koranvers.

Islams historie

Islams historie omhandler den politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og teologiske udvikling i den muslimske verden. De fleste historikere mener, at islam opstod i Mekka og Medina i begyndelsen af det 7. århundrede. Ifølge islam begyndte religionen dog ikke med Muhammed, men var den oprindelige tro hos andre personer, som opfattes som islams profeter, som Jesus, David, Moses, Abraham, Noa og Adam.I 610 begyndte Muhammed at modtage, hvad muslimer opfatter som åbenbaringer fra Gud. Muhammed samlede en del tilhængere i byen Mekka, men måtte i 618 flygte til Medina på grund af forfølgelser fra andre. Senere vendte han og hans tilhængere dog tilbage til Mekka i spidsen for en sejrrig hær. Efter Muhammeds død indledte hans efterfølgere en stor militær ekspansion og erobrede store landområder i Mellemøsten og Nordafrika. I samme periode blev muslimerne delt i sunni- og shia-muslimer som følge af uenighed om, hvem der var de rette arvtagere efter Muhammed som ledere af den muslimske umma. Denne opdeling eksisterer fortsat i nutiden.

I det 8. århundrede strakte de islamiske områder sig fra Spanien i vest til Indus i øst. Stater som umayyade-kalifatet (i Mellemøsten og senere i Cordoba), Abbaside-kalifatet, Fatimide-kalifatet og mameluk-riget var blandt verdens vigtigste magtcentre. Den islamiske guldalder i 800-900-tallet frembragte mange betydende videnskabsmænd og filosoffer.

Tidligt i 1300-tallet fik Delhi-sultanatet magten over den nordlige del af det indiske subkontinent. I det 13. og 14. århundrede svækkede den sorte død og de ødelæggende mongolske invasioner gradvis de traditionelle islamiske magtcentre, men i den tidlige moderne periode skabte det osmanniske rige, safavideriget og stormogulernes Indien nye stormagter. Efterhånden blev disse tre magter dog alle trængt i defensiven af de forskellige vestlige magters teknologi og militære styrke. Gennem 1800- og 1900-tallet blev det meste af den muslimske verden underlagt vestens stormagters indflydelse eller direkte kontrol. Bestræbelserne i løbet af de sidste par hundrede år på at opnå uafhængighed og bygge moderne nationalstater præger stadig i vidt omfang de historiske muslimske lande.

Siden starten af 1800-tallet har den idepolitiske debat indenfor islam således i høj grad handlet om, hvordan man skulle forholde sig til den europæiske modernitet. Problemstillingen medførte fremkomsten af en islamisk reformisme, der forsøgte at modernisere de islamiske samfund og tilpasse dem en moderne fremskridtstro. I det 20. århundrede blev reformismen til modernismen, hvor muslimske tænkere argumenterede for, at et moderne sekulært samfund var fuldt legitimt og endda påkrævet af den islamiske religion. Samtidig blev også en modsatrettet fundamentalistisk strømning efterhånden stærkere, der står for en mere konservativ og traditionel tilgang. I de sidste 40 år har denne islamiske fundamentalisme (islamisme) oplevet et stærkt opsving, hjulpet på vej af politiske hændelser som den iranske revolution i 1979 og af, at nogle af de olierige arabiske nationer er wahhabitiske.

Karbala (provins)

Karbala (arabisk: محافظة كربلاء) er en irakisk provins, beliggende centralt i Irak. Provinsen har et areal på 5.030 km² med 1.013.254(2009) indbyggere.

Det administrative hovedsæde i provinsen, byen Karbala, er en hellig by for shia-muslimer, og helgengraven for Imam Hussein findes i byen. Karbala by har 690.100(2014) indbyggere.

Mortada

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.Mortada er et irakisk navn, der stammer fra byen Karbala, som ligger syd for Bagdad. Navnet kendes fra det romerske rige, hvor Kong Farows bror og efterfølger hed Mortada.

Muharram

Muharram eller Muharram ul Haram er den islamiske kalenders første måned. Det er en af de fire hellige måneder i løbet af året. Det er ikke velset at være i krig eller på anden måde kæmpe i muharram, og stridigheder bliver ofte bilagt i denne måned.

Den islamiske kalender følger månen og derfor flytter muharram sig 11-12 dage hvert år i forhold til den gregorianske kalender. Måneder starter, når en rettroende muslim iagttager nymånen på himlen, og derfor kan det ikke præcis siges, hvornår en måned vil starte.

Den første dag i muharram er starten på det nye år i islam. Muharram-festivalen finder sted i løbet af denne måned, og især shia-muslimer mindes Slaget ved Karbala. Højtidelighederne når deres klimaks på den 10. muharram, Ashura. (Se islamiske helligdage).

Fejringen af det islamiske nytår er ikke anerkendt som en islamisk festdag.[kilde mangler] Nogle muslimer mener derfor, at nytårsfester og traditionerne forbundet hermed er haram.[kilde mangler]

Shia-islam

Shia (arabisk: شيعة shī‘a, egl. ’parti, gruppe, fraktion’), forkortelse af Shia-tu Ali (arabisk: شيعة علي Shī‘at ‘Alī, ”Alis parti”) er en retning inden for islam der anser at profeten Muhammed udtrykkeligt udpegede og udnævnte sit højest rangerende mandlige medlem af sin familie, Ali ibn Abi Talib (d. 661) som sin retmæssige efterfølger (kalif) og arvtager af lederskabet (imam). Det betyder, at den islamiske leders autoritet er afhængig af nedarvet udnævnelse (naṣṣ) og hviler ikke på opstand (khurūj) af et individ, folkevalg eller troskabsløfte (bay‘a) af folket. Hertil er den islamiske leder begavet med en nedarvet 'sand viden' (‘ilm) (som følge af sin nedarvede udnævnelse) der kun tilkommer særlige efterkommere af profeten Muhammed. ’Profetens hus’ (Ahl al-Bayt) udgør inden for shia-islam en særlig rolle som arvtager af profeten Muhammeds lære og leder af det islamiske fællesskab (umma). Den største kontrast mellem shia-islam og sunni-islam, de to største retninger inden for islam, er den, at sidstnævnte ikke anser at Muhammad udnævnte en efterfølger i sin levetid og det i stedet var op til det muslimske fællesskab at udvælge en sådan ved rådslagning (= Abu Bakr (d. 634)).

Trosretningen shiisme er som andre islamiske retninger baseret på Koranen og på lære og traditioner, der stammer fra islams profet Muhammed. Shiitter anser dog specielt Muhammeds nære familie, Husets Folk for at have en særlig åndelig og politisk ret over samfundet. Endvidere mener man, at ʿAlī ibn Abī Ṭālib, som var Muhammeds svigersøn og fætter, var den første imam og den retmæssige stedfortræder for profeten Muhammed, hvorfor legitimiteten af de første tre 'historiske' retledte kaliffer benægtes. Selvom shiismen samlet set er en minoritet i den muslimske verden, udgør retningen en majoritet i bl.a. Aserbajdsjan, Bahrain, Irak, Iran og Libanon.

Den langt største trosretning indenfor Shia-islam er tolver-grenen (ithnā-ʿashariyyah), hvor man er gået bort fra den strenge monoteisme, som kendetegner islam, og i stedet anser profetens familiemedlemmer som havende guddommelig status. Af denne grund er det velset i tolver-grenen at rette sine bønner og tilbedelseshandlinger direkte til f.eks. profetens datter Fatima i stedet for Allah. Dette anses som værende shirk (kætteri) i Sunni-islam.

Slaget ved Karbala

Slaget ved Karbala fandt sted den 10. muharram år 61 hidjra (den 9. eller 10. oktober år 685 e.kr.) i byen Karbala i dagens Irak. På den ene side var tilhængere og slægtninge til profeten Muhammads barnebarn Hussein ibn Ali, som kæmpede mod en svær militær udstationering sendt af ukendte grupper. Flere Shia beretninger påstår at Ummayyadekongen Yazid ibn Muawiya skulle have sendt sit militær for at slå Hussein ihjel, mens Sunni beretninger påstår at Hussein blev forrådt af sit eget folk. Der findes meget få beviser eller svage beviser på at Yazid skulle have været bagmanden bag Imam Husseins død.

Hussein ibn Alis gruppe bestod af 72 fremtrædende medlemmer af Muhammads nære slægtninge. Hussein og nogle medlemmer af hans gruppe var ledsaget af deres familie, hvor også børn og kvinder var med. Denne gruppe stod overfor en hær på 30.000 mand . De to grupper mødtes i en ørkenregion placeret ved siden af en af grenene af Eufrat-floden tæt på byen Kufa. Kampområdet blev kaldt Karbala, hvor en by senere voksede op omkring kamppladsen. Den 10 dage lange kamp resulterede i et militær nederlag for Hussein ibn Alis gruppe. Næsten alle hans mænd døde under kampen, ligeledes var skæbnen for 35 børn, 5 ældre, 1 spæd og en del kvinder. De resterende og efterladte blev taget til fange af hæren, som ligeledes led store tab, dog er det præcise tal ukendt.

Slaget ved Karbala er en af de mest betydningsfulde kampe i historien for muslimer. Denne kamp havde også væsentlig indvirkning på dannelsen af efterfølgende revolutioner mod Umayyade-dynastiet.

Mindet om Slaget ved Karbala bliver holdt hvert år over hele verden i måneden muharram, ikke mindst af shiamuslimerne, som ”dagen hvor islam blev genoplivet”. Dette hænger sammen med, at slaget dannede stor morale hos resten af den muslimske verden. Selv hos fjenden var de enkelte soldater meget i tvivl omkring deres moralske tilhørsforhold, da de blev beordret til at dræbe den sidste familie af deres egen profet.

Sorghus

Sorghus (arabisk: Hussainia حسينية) er en hal til shia ceremonier , shia ramt i Sorghuser og råb om Imam Hussein blev dræbt af (Yazid I) i Karbala.

Wahabisme

Wahhabisme, hvis tilhængere omtales som 'wahhabitter', fra arabisk wahhābī, det vil sige tilhængere af Muhammed Ibn Abd al-Wahab (1704 i ʿUjeina - 1792 i Derʿīje i Najd, "den Gavmildes, det vil sige Guds, tjener"), sektens stifter, er en islamisk sekt af stærkt konservativ observans, navnlig dominerende i Saudi-Arabien, opkaldt efter sin arabiske stamfader .

Zayn al-Abidin

ʿAlī ibn Husayn Zayn al-ʿĀbidīn (Arabisk: علي بن حسين زين العابدين) eller al-Sajjād (født 653-660'erne – døde 710-718) var den fjerde shiitiske imām ifølge tolver-grenen, og den tredje imām ifølge ismāʿīli-grenen.

Under Slaget ved Karbala siges Zayn al-ʿĀbidīn at have været for syg til at deltage i kampen. Andre kilder beretter, at han var for lille til at kæmpe. Efter kampen fandt Shimr b. Dhi'l-Jawshan ham liggende på en måtte i kvindernes telt. Shimr gav ordrer til at dræbe ham, men blev forhindret af kommandøren af den syriske hær, ʿUmar b. Saʿd. Da Zayn al-ʿĀbidīn blev ført frem for ʿUbayd Allāh b. Ziyād i Kūfa, gav guvernøren ordre på at henrette ham, men gav dog efter for bønfaldelserne af Zaynab, Imām Husayns søster. Zayn al-ʿĀbidīn blev derefter ført til Yazīd i Damaskus, som efterfølgende sendte ham tilbage til Medina. Mashhad ʿAlī, som udgør en del af den store moské i Damaskus, siges at være bygget på det sted, hvor Zayn al-ʿĀbidīn var indespærret.I Medina levede Zayn al-ʿĀbidīn et fromt liv, hvorfor han fik sit tilnavn Zayn al-ʿĀbidīn (Tilbedernes Ornament), al-Sajjād (Den Prostrerende), al-Zakī (Den Rene) og Dhu'l-Thafināt (Person med Kallus – refererende til den hårde hud han fik på grund af sin ekstreme tilbedelse). Når bøntiden nærmede sig, begyndte hans krop at skælve og hans hud blev bleg og hans praktiserende hengivenhed vakte frygt for hans helbred. Om natten gik han ud med sit ansigt tildækket for at uddele velgørenhed (sadakat al-sirr) og det var først efter hans død at folk opdagede identiteten af velgøreren. Da hans afdøde krop blev vasket, fandt man mærker på hans skuldre, som resultat af den tunge byrde af mad han bar ud til de fattige om natten.Politisk forholdt Zayn al-ʿĀbidīn sig stiltiende og undgik at blive involveret i myndighedernes anliggender. Han undgik også at deltage i oprør og blev derfor også respekteret af de regerende kræfter, som af den grund heller ikke prøvede at få ham til at afgive troskab til kaliffen.Under hans levetid var der stridigheder mellem shiitterne med hensyn til hvem der var imam. Mens nogle støttede Zayn al-ʿĀbidīn, støttede andre Imām ʿAlīs tredje og endnu levende søn, Muhammad b. al-Hanafiyya (d. 700) . Den shiitiske oprører, al-Mukhtar (d. 687) havde også i 686 gjort oprør i dennes navn, og fremmede derved støtten til Muhammad b. al-Hanafiyya. Denne gruppe blev kaldt kaysāniyya. I de eksisterende kilder hersker der uoverensstemmelser med hensyn til forholdet mellem Zayn al-ʿĀbidīn og al-Mukhtar.Zayn al-ʿĀbidīn findes også i sunnitiske hadith-samlinger, hvor han optræder som en kilde, der har overleveret beretninger fra sin far, sin onkel Hasan, ʿAbd Allāh b. ʿAbbas m.fl.Eksisterende kilder placerer Zayn al-ʿĀbidīns dødsår forskelligt; mellem 712 og 718. Han blev begravet i Jannat al-Baqī i Medina. Ifølge shiitiske kilder blev han forgiftet af den regerende kalif al-Walīd eller hans bror Hisham. Zayn al-ʿĀbidīn menes at have mellem 8 og 14 børn, hvoraf 4 var sønner fra hans kone Umm ʿAbd Allāh bt. al-Hasan.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.