Kamkeramiske kultur

Den kamkeramiske kultur var et tekno-kulturelt kompleks udviklet formodentlig i Nordøsteuropa ca 5.200- 3.200 f.Kr. Kulturen kendetegnes ved sine store æggeformede, rundbundede hul- og kam- eller snøreornamenterede lerkar.

European Middle Neolithic
Neolitiske kulturer i Europa. Kamkeramisk kultur med lilla.

Den opdeles almindeligvis i tre afsnit:

  1. Ka I eller Sperringskultur (cirka 5.200 f.Kr.) modsvarer det tidlige kamkeramiske afsnit og kendetegnes ved en varierende udsmykning på keramikkar med vandrette serier af skiftevise huller (svarende til mærker fra spidserne af en kams tænder) og striber med skiftende hældning således, at der ved at betragte disse lagmønstre parvis fremstår et fiskebensmønster. Mod slutningen af dette afsnit fremkommer kamstempler. Fordybninger er trykket ind i de øvrige ornamentering og magringen af leret består af knust kvarts eller feldspat. Ifølge C-14 dateringer modsvarer dette afsnit kronologisk omtrent den sydskandinaviske Ertebøllekultur.
  2. Det typiske kamkeramikafsnit betegnes Ka II og kendetegnedes ved kamornamentering og fordybninger i geometriske mønstre i vandrette bælter på lerkar og bredte sig til det sydlige Baltikum. Også kobbergenstande af Onega- eller uralsk kobber er fundet i kamkeramisk sammenhæng i Finland.

Alternativt inddeler man to kamkeramiske subkulturer:

Säräisniemi 1-keramikken (Sär 1), som var udbredt i Nordfinland og ved Varangerfjorden, og
Jäkärlä-keramikken, som var udbredt i Sydvestfinland,

begge samtidige med Ka I og Ka II.

Forekomsten af keramik i marine områder kan antyde lagring, og ved etnologiske sammenligninger anser man, at ca 88 % var bofaste eller overvejende bofaste, mens 12 % halvnomadiske. Også en social lagdeling kan antydes ud fra gravgaver, og spredningen af genstandstyper i det kamkeramiske kulturområde bliver forbundet med exogame ægteskabsregler blandt disse jægerfolk. Den skarpe grænse mod vest for kamkeramik-kulturen bliver forklaret ved mangelen på exogamirelationer mellem skifferkulturen og den kamkeramiske kultur. Dette kan have flere årsager, for eksempel at de tilhørte uens etniske grupper eller sprogområder, så at sociale transaktioner havde en anden karakter.

I Finland formoder de fleste arkæologer, at de mennesker, som levede under den kamkeramiske kultur, var af en finsk-ugrisk folkestamme og således talte et proto-finsk sprog. Finske sprogforskere har dog advaret mod at drage så vidtgående slutninger fra et arkæologisk materiale, som ikke afslører noget om hverken sprog eller etnicitet.

En af de mange former for kamkeramik var asbestkeramik, som optræder i Finlands indland i yngre stenalder og på Nordkalotten, blandt andet i det nordlige Norrland, i bronzealderen. Asbestkeramik anvendes ved kobber-, bronze- og jernfremstilling og antages af visse forskere at være et forstadium til samisk kultur.

CombCeramicPottery
Kamkeramiske skår fra lerkar, ca 4.000-2.000 f.Kr. (Eesti Ajaloomuuseum).
Acheuléenkulturen

Acheuléenkulturen er en tidlig paleolitisk kultur som er opkaldt efter fundpladsen Saint-Acheul ved Amiens i det nordvestlige Frankrig. Andre kendte pladser fra Acheuléenkulturen finder man bl.a. i Afrika og i Asien.

De fleste redskaber man har fundet er groft tilhuggede handkiler i forskellige udvikingsstadier, hvor de senere er karakteriseret ved en elegant behandling af ydersiden, som formentlig er opnået ved hjælp af en trykstok af ben eller træ. Indenfor acheuléenkulturen udvikledes levalloisteknikken som anses for at karakterisere den senere Moustérienkultur.

Fra slutningen af perioden, dukker der små skiveredskaber op, dvs redskaber, der stammer fra en afskåret skive. De bedst kendte fundpladser fra perioden er Olduvai i Afrika, hvor man har fundet genstande der er end 1 million år gamle. I Europa dateres acheuléenkulturen hovedsageling til at være mellem 400.000-180.000 f Kr.

Brommekultur

Brommekulturen er benævnelsen for en blandet skov- og tundrajægerlivsform, der blev udøvet i det sydskandinaviske område i istidens afsluttende faser (ca. 11.400 f.Kr. – ca. 10.500 f.Kr.). Brommekulturen afløste Federmesserkulturen og afløstes af Ahrensburgkulturen.

Brommekulturen har navn efter fundstedet Bromme i Midtsjælland, oprindelig opdaget af Erik Westerby og siden undersøgt af Therkel Mathiassen.

Dolktid

Dolktid er den sidste arkæologiske periode i bondestenalderen, strækkende sig fra ca. 2.400 f.Kr.-1.800 f.Kr. Dolktid er kendetegnet ved de karakteristiske stendolke, der findes i flere udgaver. Den mest kendte er den såkaldte "fiskehaledolk".

Estlands historie

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.Estlands historie startede i 10.000 f.Kr. hvor man har fundet det første tegn på bosættelse, nemlig Kundakulturen, hvor man fandt stenaldermidler i Pulli nær Pärnu. De blev først beskrevet af den romerske historiker Tacitus omkring Jesu' fødsel. Siden har stammerne i landet handlet med svenske vikinger indtil det i 1219 blev overtaget af den danske konge Valdemar Sejr. I middelalderen var den nordlige del dansk, mens den sydlige del var en del af den Tyske Ordensstat. Ved 1600-tallet var det en del af Polen-Litauen, men efter kun halvtreds år blev det svensk, hvilket det var indtil 1700-tallet hvor det så blev en del af det Russiske Kejserrige. Den 12. april 1917 blev det uafhængigt, men allerede i 1940 blev det en del af Sovietunionen. Den 20. august 1991 blev det så igen uafhængigt som Republikken Estland.

Finland

For alternative betydninger, se Finland (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Finland)Finland (finsk: Suomi), officielt Republikken Finland (finsk: Suomen tasavalta; svensk: Republiken Finland), er et land i Nordøsteuropa. Det grænser op til Sverige i nordvest, Norge i nord, og Rusland i øst. Syd for Finland, på den anden side af Finske Bugt, ligger Estland. Som et nordisk land tilhører Finland den geografiske region Fennoskandinavien, der foruden Finland også består af Skandinavien (Danmark, Norge og Sverige). Af Finlands 5,5 millioner indbyggere (2016) bor størstedelen i den sydlige del af landet. 88,7 % af befolkningen er etniske finner, som taler det uralske sprog finsk, der ikke er beslægtet med de øvrige skandinaviske sprog. Landets anden hovedgruppe er finlandssvenskerne, som taler svensk (5,3 %). Finland er med sine 338.445 kvadratkilometer det ottendestørste land i Europa og det tyndest befolkede land i EU (18 indbyggere pr. kvadratkilometer). Landet er en parlamentarisk republik bestående af 311 kommuner samt én selvstyrende region, Ålandsøerne. I Storhelsinki med hovedstaden Helsinki bor 1,4 millioner mennesker, som samlet står for en tredjedel af landets BNP.

Der har boet mennesker i Finland, siden isen trak sig tilbage omkring 9.000 f.Kr. De første indbyggere brugte værktøj, som deler karakteristika med værktøj fundet i Estland, Rusland og Norge. Disse tidlige jægere og samlere gjorde brug af stenredskaber. Lertøjet gjorde sit indtog i 5.200 f.Kr, da den kamkeramiske kultur kom til det finske område. Landbruget blev sandsynligvis først indført, da enkeltgravskulturen kom til det sydlige Finlands kystområder omkring 3.000 f.Kr. I bronze- og jernalderen handlede man aktivt med andre fennoskandinaviske såvel som baltiske kulturer. Ved udgangen af jernalderen bestod det nuværende Finland af tre kulturelle områder: Egentlige Finland, Tavastland og Karelen.

Fra slutningen af 1200-tallet blev Finland gradvist integreret i det svenske rige. Det skete først og fremmest gennem korstog, men også gennem svensk kolonisering af de finske kyster. I dag er svensk stadig et af Finlands to officielle sprog. I 1809 blev Finland indlemmet i Det Russiske Kejserrige som et selvstændigt storhertugdømme. I 1906 blev Finland det første land i Europa, som gav alle sine voksne indbyggere stemme- og valgret. I 1917 erklærede Finland sig i kølvandet på Den Russiske Revolution for uafhængigt.

I 1918 blev den unge stat ramt af borgerkrig. På den ene side stod de probolsjevikiske røde, som blev støttet af Sovjetrusland, og på den anden de hvide med støtte fra Det Tyske Kejserrige. Efter et mislykket forsøg på at indføre monarki blev landet officielt en republik. Under 2. verdenskrig forsøgte Sovjetunionen gentagne gange at invadere Finland. Landet formåede at bevare sin uafhængighed, men mistede store dele af Karelen, Salla, Kuusamo, Petsamo og nogle øer til russerne. I 1955 blev Finland medlem af FN og har siden da forholdt sig neutral i militærpolitiske anliggender. VSB-aftalen af 1958 gav dog Sovjetunionen en vis indflydelse på finsk politik under Den Kolde Krig. I 1969 blev Finland medlem af OECD, i 1994 af NATO’s Partnerskab for fred, i 1995 af EU, i 1997 af Euro-Atlantiske Partnerskabsråd, og i 1999 af Eurozonen.Finland blev relativt sent industrialiseret, og finnerne levede primært af landbrug indtil 1950’erne. Efter 2. verdenskrig krævede og opnåede Sovjetunionen, at Finland betalte krigsskadeserstatning i form af materiel såsom skibe og maskiner, hvilket tvang landet ind i en industrialisering. Landet udviklede meget hurtigt en stærk økonomi, samtidig med, at man indførte et omfattende velfærdssamfund baseret på den skandinaviske model. Finland er i dag et af verdens rigeste lande og topscorer, når det gælder uddannelse, økonomisk konkurrence, borgerrettigheder, livskvalitet og levevilkår. Finland vurderes således til at have et af de bedste uddannelsessystemer i Europa, verdens bedste demokrati, og regnes i mange undersøgelser blandt de allerbedste lande i verden at leve i. I 2015 lå Finland på førstepladsen på både World Human Capital-listen og pressefrihedsindekset. Landet har siden 2011 rangeret som det mest stabile land i verden og har desuden den næsthøjeste grad af ligestilling mellem mænd og kvinder.

Germansk jernalder

Germansk jernalder betegner perioden fra ca. 375 AD–750/800 e.v.t. i Nordeuropa. Den foregående periode kaldes Romersk jernalder, men efterhånden som den romerske dominans svækkes i Europa ændres karakteren af de arkæologiske fund, og jernalderen går ind i en ny fase. Den tidlige del af perioden bliver indimellem betegnet som Folkevandringstiden, da den er præget af flere migrationsbølger og invasioner af bl.a. germanske stammer ind i Romerriget. En udvikling der kulminerer med det Vestromerske riges kollaps og etableringen af nye kongeriger i de tidligere romerske provinser i 5. århundrede. Jernalderen afsluttes med begyndelsen på historisk tid, dvs. Vikingetiden i Skandinavien og middelalderen i det øvrige Nordeuropa.

Germansk jernalder inddeles normalt i to faser: ældre germansk jernalder (375-550) og yngre germansk jernalder (550-750). Dateringen af afslutningen på den sidste fase er dog genstand for megen debat, da der i de materielle levn ikke kan spores nogen klar overgang mellem jernalder og vikingetid. Problemstillingen er fx blevet beskrevet således: ”Yngre germansk jernalder og vikingetid knytter forbindelsen mellem forhistorien og middelalderen, og vikingetiden indtager en særstilling som en periode, der studeres af såvel forhistorikere som middelalderarkæologer …”. I Sverige kaldes yngre germansk jernalder Vendeltiden og i Norge Merovingertiden.

Grubekeramisk kultur

Grubekeramisk kultur, (svensk: Den gropkeramiska kulturen) betegner en levevis fortrinsvis ved havjagt og fiskeri i tiden omkring 3.100 – 2.900 f.Kr., det vil sige samtidig med, at landbruget var den fremherskende levevis i Danmark. Ved kysterne og de større søer nord for Mälaren i Østsverige opgives landbruget til fordel for en tilværelse hvilende på jagt og indsamling af næring fra havet, og herfra spredes denne mod vest og syd til Sydnorge og Danmark, rundt langs Kattegats kyster.

Hallstattkulturen

Hallstattkulturen er en arkæologisk kultur i Centraleuropa ca. 800 - 450 f.Kr. i bronzealder og jernalder i det meste af Nord- og Nordøsteuropa. Kulturen er opkaldt efter sit typested, Hallstatt, en landsby ved en søbred i Salzkammergut i Østrig sydøst for Salzburg.

En østlig kulturzone med Kroatien, Slovenien, det vestlige Ungarn, de østlige og sydlige dele af Østrig, Mähren og Slovakiet kan skilles fra en vestlig kulturzone med det nordlige Italien, Schweiz, det østlige Frankrig, det sydlige Tyskland og Bøhmen. Den vestlige zone tilskrives ofte kelterne.

Den efterfølgende arkæologiske kultur i det meste af Centraleuropa var La Tène-kulturen.

Hulemaleri

Hulemalerier og hellemalerier er betegnelsen for en type af billeder og bjergkunst malet på hule eller klippe vægge i forhistorisk tid.

De ældste kendte malerier er de cirka 32.000 år gamle hulemalerier fra stenalderen i den franske Grotte Chauvet. Det betyder, at malerkunsten er omkring seks gange ældre end skrivekunsten.

Hulemalerier viser ofte vilde dyr som heste, næsehorn, mammuter og løver og udføres ved at udfylde udhugget i klippevæggen med rød okker og sort farvestof. Lignende arbejde på hulen og klippevægge findes over hele verden.

Mange civilisationer udviklet siden sin egen malerkunst.

Jamna-kulturen

Jamna-kulturen (russisk: Ямная культура,/ukrainsk: Ямна культура fra russisk/ukrainsk яма, grube, derfor også benævnt som Grubegravskulturen eller Okkergravskulturen) er en kultur fra sen kobberalder og tidlig bronzealder, der var udbredt i området mellem floderne Buh i Ukraine og Dnestr i Rumænien på den Pontisk-Kaspiske slette i perioden mellem 3.500 og 2.200 f.Kr. Kulturen var overvejende nomadisk, men i nærheden af floder og nogle få befæstede landsbyer forekom der agerbrug.

Jættestue

En jættestue er et gravanlæg fra bondestenalderen bygget af meget store sten og dækket af en jordhøj. I lighed med dysserne kaldes jættestuer også for megalitgrav eller storstensgrave. En jættestue består af et kammer, der kan være af forskellig udformning, og hvortil der går en lang gang til højens yderside. Langs denne yderside er der anbragt mægtige randsten. Arkæologer vurderer, at der blev bygget omkring 40.000 store stengrave i årene fra omkring 3.500 til 3.000 f. Kr.

Kun ca. 500 af de store jættestuer er i dag bevaret.

La Tène-kulturen

La Tène-kulturen (5.-1. århundrede f.Kr) er en kultur i La Tène-tiden fra den yngre førromerske jernalder udbredt over store dele af Mellem- og Østeuropa. Kulturen efterfulgte Hallstattkulturen og var præget af middelhavsindflydelse (græsk og etruskisk). Det er omfattende våbenfund fra søbreden ved byen Marin La Tène ved Lac Neuchâtel (Neuenburgersee) i Schweiz, der har givet den navn.

Minoisk kultur

Den minoiske kultur var en præ-hellensk bronzealder-kultur fra ca. 3100 f. Kr. til ca. 1450 f. Kr.. Den havde sit politiske centrum i Knossos på Kreta. Den er opdaget i nyere tid og opkaldt efter kong Minos, der kendes fra græsk mytologi.

Minoerne var som fønikerne primært handelsfolk, der sejlede vidt og bredt i Middelhavet.

Fra 1700 f. Kr. til 1450 f. Kr blev den minoiske kultur ramt af en række naturkatastrofer, herunder vulkanøen Theras eksplosion. De havde alvorlige negative konsekvenser for livet på Kreta. Omkring 1420 f. Kr. blev øen erobret af de mykenske grækere, hvorefter den minoiske kultur hurtigt forfaldt.

Mississippikultur

Mississippikulturen var en oprindeligt amerikansk civilisation, der praktiserede byggeri af høje. Arkæologer daterer civilisationen fra ca. 800 AD til 1600 AD, med regional variation.Den var sammensat af en række urbane bopladser og satellitbyer (forstæder) knyttet sammen af et løst handelsnetværk. Den største by, kaldet Cahokia, menes at have været et stort religiøst centrum. Civilisationen blomstrede i et område, der gik fra de Store Søers sydlige kyststrækninger i det vestlige New York og det vestlige Pennsylvania, i hvad der nu er det østlige Midtvesten; området strakte sig videre til syd-sydvest ind i Missisippidalens lavere del og omsluttede østligt omkring den sydlige fod i Appalachernes "barrier range" ind, i hvad der nu er det sydøstlige USA.Den mississippiske livsstil begyndte at udvikle sig i Mississippifloddalen (hvilken den er navngivet efter). Kulturer i bifloden Tennesseeflodens dal kan på dette tidspunkt være begyndt at udvikle mississippiske egenskaber. Næsten alle daterede mississippiske arkæologiske områder er fra før 1539-1540 (da Hernando de Soto udforskede området). En bemærkelsesværdig undtagelser er Natchez samfundene, der opretholdt mississippiske kulturelle skikke ind i det 18. århundrede.

Romersk jernalder

Romersk jernalder er en betegnelse som den svenske arkæolog Oscar Montelius gav til jernalderkulturen mellem 1 og 400 e.v.t. i Skandinavien, Nordtyskland og Nederlandene. Navnet er udtryk for at Romerrigets indflydelse i området bliver markant større i denne periode. Den foregående kaldes normalt før-romersk jernalder, og den efterfølgende, hvor den romerske dominans svandt ind, kaldes ofte germansk jernalder. Traditionelt er perioden blev inddelt i en ældre (1 – 160 e.v.t.) og en yngre romersk jernalder (160-375 e.v.t.), men for nylig er de blevet yderlige opdelt: B1 (1-70) og B2 (70-150), samt C1 (150-250), C2 (250-310) og C3 (310-375).

Urnemarkskulturen

Urnemarkskulturen er perioden mellem ca. 1300 f.Kr. og 750 f.Kr. i Centraleuropas bronzealder.

Kulturen har fået navn efter gravskikken med at brænde de døde i området, der når fra det nuværende Ungarn via en bue over Østrig, Tjekkiet og Sydtyskland til Østfrankrig. Det blev almindeligt at oprette store gravpladser med urnegrave både på flad mark og under lave høje. I Nordeuropa kaldes perioden Yngre bronzealder.

Urnemarkskulturen er også karakteriseret ved fremkomsten af de tidligste europæiske former for et talsystem. Fra omkring 1200 f.Kr. er der specielt i Centraleuropa fundet en række bronzesegl med mærker, der tolkes som et talsystem, og som betegnes urnemarkskulturens talsystem

Venusfigurine

Venusfiguriner er samlebegreb for omkring 200 kvindefiguriner, der er fundet i store dele af Europa og fra den mellemste ældre stenalder til den sene ældre stenalder. De fleste figuriner stammer fra gravettien-perioden i Vesteuropa, mens andre også fra Vesteuropa stammer fra den tidligere aurignacienkultur-periode som Venus af Hohle Fels fundet i 2008 og kulstofdateret til for 35.000 år siden, og senere eksempler fra madeleinekulturen som Venus af Monruz omkring 11.000 år gammel.

Fingurinerne var udskåret af bløde stenarter som fedtsten, kalk eller kalksten), knogler eller elfenben eller formet af ler. De sidste er blandt de ældste kendte former for keramik.

Urhistorie og forhistorie
Ældre palæolitikum
Mellem palæolitikum
Yngre palæolitikum
(Ældre stenalder, Jægerstenalder)
Mesolitikum
Neolitikum
(Yngre stenalder, Bondestenalder)
Kobberalder og Bronzealder
Jernalder og vikingetid

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.