Kalmarunionen

Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Unionstiden.
Kalmarunionen
Statsunion

 

 

1397–1523
 

Kalmarunionens margrete 1.s segl
Margrete 1.s segl
Kalmarunionens geografiske placering
Kalmarunionen i begyndelsen af det 16. århundrede
Hovedstad København
Religion Katolicisme
Styreform Monarki
Regent
- 1387–1412 (Danmark)
   1388–1389 (Norge)
   1389–1412 (Sverige)
Margrete 1.
- 1389–1442 (Norge)
   1396–1439 (Sverige)
   1396–1439 (Danmark)
Erik af Pommern¹
- 1481–1513 (Danmark)
   1483–1513 (Norge)
   1497–1501 (Sverige)
Hans
- 1513–23 (DK. & N.²)
   1520–21 (Sverige)
Christian 2.
- 1524–33
Frederik 1.
Lovgivende forsamling Rigsråd og Herredag (et i hvert rige)
Historie
- Etableret
17. juni 1397
- Engelbrektsoprøret
1434–36
7.-10. november 1520
6. juni 1523
- Det Danske rigsråd annekterer Norge
1536
Efterfulgte
Efterfulgt af
Danmark
Norge
Sverige
Danmark-Norge
Sverige
1. Erik 7. af Danmark, Eirik 3. af Norge, Eric 13. af Sverige
2. Christian 2. var regent af Norge fra 1506

Kalmarunionen var en personalunion mellem kongerigerne Danmark, Norge og Sverige, som blev oprettet i 1397 og varede til 1523. Unionen indbefattede områder som Finland, Island, Grønland, Færøerne, Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Efter at Sverige forlod unionen, forblev Danmark og Norge i personalunion frem til 1814.

Unionen oprettedes ved et møde i Kalmar i 1397, da aristokratiet fra de tre lande samledes for at krone Erik til konge over de tre lande. Fra mødet findes det såkaldte unionsbrev bevaret og tolkningen af dette har givet anledning til forskellige fortolkninger af begivenhedsforløbet. Uanset dette regeredes de tre riger af en fælles konge, og Erik efterfulgtes af Christoffer af Bayern. Ved dennes pludselige bortgang i januar 1448 savnedes imidlertid en given efterfølger, og Danmark og Sverige valgte hver sin regent. Det kom til at vare til 1457, inden de tre riger atter blev styret af samme konge, Christian 1. Dette blev dog kortvarigt, og efterfølgere som Hans og Christian 2. styrede kun i korte tidsrum over Sverige. I Sverige var unionen dog hele tiden et politisk alternativ frem til valget af Gustav Vasa til konge i 1523.

Baggrund

Norge og Sverige i union

Norge og Sverige var under kongerne Magnus Eriksson (Smek) og sønnen Håkon Magnusson forenede under samme krone. Christoffer 2. af Danmark havde pantsat Skåne til Johan af Holsten i 1329, men et oprør brød ud i 1332, og i november samme år valgte Johan mod et løsen at overdrage Skåne og Blekinge til den svenske konge. Magnus anerkendte Skåne som et autonomt kronland, mens skåningene anerkendte folkungerne som kongeæt. Magnus kaldte sig derefter "Sveriges, Norges og Skånes konge". Den danske konge Valdemar Atterdag, der var blevet anerkendt som den retmæssige indløser af de pantsatte danske områder, vandt imidlertid Skåne, Blekinge og det sydlige Halland tilbage 1360. Sommeren 1361 vandt han tillige Gotland. Tabet af Skåne gjorde, at den svenske adel vendte sig mod Magnus Eriksson, og 1361 fængsledes han af sin egen søn Håkon Magnusson. Håkan valgtes til konge af Sverige på Mora stene i februar 1362.[1]

Håkon Magnusson og hans far forsonedes dog i foråret 1362 og kom overens om at samregere i Sverige og Norge. For at få hjælp til at besejre den svenske adel, vendte de sig til Valdemar Atterdag i Danmark. Håkon Magnusson havde i 1359 forlovet sig med Valdemars seksårige datter Margrethe. Under pres fra den svenske adel havde Håkan ophævet forlovelsen og i stedet forlovet sig med en prinsesse fra Holsten, Elisabet. Da prinsessen i december 1362 rejste til Sverige for at møde sin kommende ægtefælle, blev hendes skib af vinden drevet til Bornholm og der sattes hun i fængsel. Magnus Eriksson og hans søn skyndte sig til København, og den 9. april 1363 giftede Håkan sig med Margrethe. Den holstenske prinsesse slap siden ud af fængslet; hun levede resten af sit liv i kloster.[2]

Valdemar havde to døtre, Ingeborg og Margrethe, og i denne situation kunne begge vælges som tronfølger. Ingeborg var gift med Henrik Bödeln af Mecklenburg, søn af Albrecht den Store af Mecklenburg. Den stormandsopposition, som fandtes i Sverige mod Håkon Magnusson, forenede sig med Albrecht for at sætte dennes søn Albrecht af Mecklenburg på Sveriges trone. Under andet halvår 1363 begav Valdemar Atterdag sig ud på en lang europæisk rejse og hans allierede Magnus og Håkan kunne derfor ikke vente nogen hjælp fra Danmark. I november 1363 sejlede en stor tysk hær til Sverige i et overraskende angreb mod folkungerne, som lykkedes. I februar 1364 kunne Albrecht derfor lade sig hylde som Sveriges konge på Mora stene. De to folkunger Magnus og Håkan havde alene kontrollen over Norge og vestre Sverige tilbage, og herfra rettede de et militært angreb mod østre Svealand men besejredes 1365 i slaget ved Gataskoven på grænsen mellem Västmanland og Uppland. Valdemar Atterdag gik til angreb i 1366 og i begyndelsen med store fremgange. Han blev senere angrebet af mecklenburgske, holstenske og hanseatiske tropper og tvunget til at slutte fred. I 1371 blev Valdemar tvunget til at godkende sin dattersøn Albrecht 4. af Mecklenburg som dansk tronfølger. Magnus Eriksson blev fængslet i seks år frem til 1371 men frigivet efter, at folkungerne havde lovet, at de vestsvenske områder, som blev holdt i forlening af dem, skulle overdrages til Albrecht ved Magnus Erikssons død.[3]

Danmark og Norge i union

Da Magnus Eriksson døde i 1374, blev disse områder imidlertid ikke overdraget, og da Valdemar Atterdag døde i oktober 1375, blev Albrecht 4. ikke udråbt til dansk konge. I stedet stillede Håkon Magnusson med en modkandidat, sin egen søn Oluf. Håkan fik støtte af Danmarks mest indflydelsesrige stormænd, og ved et rigsmøde i Slagelse i maj 1376 blev Oluf udråbt til dansk regent. Samtidig bestemtes det, at regeringen skulle udøves af dennes forældre, Håkan og hans hustru Margrethe. Af betydning var det, at både Håkan og Margrethe havde opholdt sig i Danmark for at virke for sønnens kandidatur men tillige, at kun Margrethe kunne anses at repræsentere det danske kongedynasti; hendes søster Ingeborg var i mellemtiden afgået ved døden. For at styrke sit krav på tronen begyndte hun at kalde sig "Danmarks, Sveriges og Norges dronning" under tiden frem til valget af sønnen som konge.[4]

Ved udnævnelsen af Oluf var der ved Danmarks og Norges forening fremkommet et storvælde, som ikke blot indbefattede de to lande men tillige andre områder under deres styre som Skåne og Gotland. Da Håkan døde 1380, blev Oluf tillige konge af Norge, mens Margrethe virkede som hans formynder. Den svenske konge Albrecht af Mecklenburg sad ikke uvirksom men forsøgte under 1380–1384 at erobre Skåne men måtte nøjes med det sydlige Halland. Albrechts forsøg på at forene Skåne og Sverige under en krone havde tillige en støtte blandt den skånske adel. Folkungernes indflydelse i Skåne svækkedes også af det forhold, at vestre Skåne havde været pantsat til den tyske Hansa siden 1370. I 1385 kom Oluf Håkonsen imidlertid til Lund, hvor han blev hyldet af skåningerne efter at have bekræftet skåningernes traditionelle privilegier. Nogle uger senere overdrog hanseaterne deres borge i vestre Skåne til den danske konge. I forsommeren 1385 begyndte Oluf Håkonsen at anvende titlen "sand arving til Sveriges rige" og havde derefter mulighed for at påbegynde oprustning for krig i stedet for forsvar.[5]

Dynastiske forudsætninger for unionen

Dette stamtræ viser de nordiske rigers familieforhold i tiden omkring Kalmarunionen, og hvordan de forskellige kongehuse blev flettet sammen. Der er kun medtaget personer, der er nødvendige for sammenhængen.

(Konger af ét nordisk rige er markeret med kursiv, konger af to nordiske riger er markeret med fed, unionsregenter er markeret med fed og kursiv)

 
 
 
 
Håkon 5.
 
Eufemia
 
Magnus Ladulås
 
Helvig
 
 
 
 
 
 
 
Erik Klipping
 
Agnes
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ingeborg
 
 
 
Erik Magnusson
 
Ingeborg
 
Erik Menved
 
Christoffer 2.
 
Eufemia
 
Nicolaus
 
Richiza
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Albrecht
 
Eufemia
 
 
 
Magnus Eriksson
 
Blanka
 
 
 
 
 
 
 
Valdemar Atterdag
 
Helvig
 
Sophie
 
Gerhard
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Albrecht af Mecklenburg
 
Ingeborg
 
Henrik
 
Erik Magnusson
 
Håkon 6.
 
 
 
 
 
 
 
Margrete 1.
 
Ingeborg
 
 
 
Henrik
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Oluf 2.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Albrecht
 
Vartislav
 
Maria
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Erik af Pommern
 
Johan
 
Catharina
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Christoffer af Bayern
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Gerhard
 
Katharina Elisabeth
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Didrik den Lykkelige
 
Hedevig
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Christian 1.
 
Dorothea
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Hans
 
Christine
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Christian 2.

Krigen mod Albrecht

Albrecht af Mecklenburgs stilling som svensk konge var med tiden blevet svækket. Til sin hjælp havde han indkaldet tyskere til at fungere som lensherrer og fogeder i stedet for den svenske adel. En af de stormænd, som havde støttet Albrecht og modarbejdet folkungerne, var Bo Jonsson (Grip), blandt andet med forhåbningen om, at Albert ville erobre Skåne fra Valdemar Atterdag. Bo Jonsson var ikke blot rigets drost men tillige dets største jordejer. I april 1384 var han på vej til Skåne for at deltage i felttoget, men i Vadstena gjorde han sit testamente, hvori han erklærede som sin sidste vilje, at alle hans forleninger i Finland og det egentlige Sverige efter hans død skulle forvaltes af otte navngivne stormænd for derved at forhindre, at kong Albrecht skulle få kontrol over lenene. Bo Jonssons mecklenburgske ægtefælle og hans børn blev holdt væk fra al kontrol over lenene. Hvorledes forholdet havde været mellem Bo Jonsson og Albrecht i de senere år er ikke kendt; formodentlig har Albrechts manglende evne til at erobre Skåne ikke gavnet ham. Da Bo Jonsson døde i august 1386, blev testamentet kendt og Albrecht erklærede sig at være enkens og børnenes formynder for på denne måde at forsøge at omgøre testamentet. Albrecht fik da også kontrol over nogle steder. I den indenrigspolitiske krise, som indtrådte Sverige, forsøgte nu de svenske stormænd støtte hos Margrethe. Nogle af dem mødtes med Oluf og Margrethe i Skåne i sommeren 1387.[6]

Margrete 1
Margrethe er i eftertiden blevet symbolet på Kalmarunionen. Gravering af H.P. Hansen

Margrethe opholdt sig i Ystad, da Oluf hastigt blev meget syg af feber og døde på Falsterbo slot den 3. august 1387. Margrethe sikrede sig hurtigt, at hun blev hyldet som Danmarks regent, først ved en sørgemesse i Lund den 10. august, derefter på landsting i Ringsted, Fyns landsting i Odense og formodentlig tillige på det jyske landsting i Viborg. Margrethe rejste også til Norge, hvor hun i februar 1388 hyldedes som Norges regent ved en herredag i Oslo. Efter besøget i Norge mødte hun Bo Jonssons testamentsexekutorer i Dalaborg. Ved Dalaborgstraktaten anerkendtes Margrethe som Sveriges "fuldmægtige frue og rette husbonde" af den forsamlede adel. De lovede at stille de svenske slotslen til hendes rådighed og at give hende militær støtte til at erobre magten fra kong Albrecht.[7]

Kong Albrecht sad ikke passiv, da oppositionen mod ham tog til i styrke. På sensommeren 1388 rejste han til Mecklenburg for at samle en stor styrke af lejetropper. Albrecht og hans lejetropper ankom omkring nytår 1389 efter at være gået i land i Kalmar. I efteråret 1388 havde oppositionens styrker belejret Axevalla hus uden for Skara, og Albrechts tropper drog via Jönköping for at undsætte Axevalla. Albrechts tropper var formentlig beredne, velrustede og havde i det mindste en kerne af stridsvant kavaleri. Margrethes og Albrechts tropper mødtes nær Åsle kirkeby en mil øst for Falköping. Slaget ved Åsle blev både en militær og en politisk sejr for Margarethe, idet både Albrecht og hans søn Erik blev fanget[8]

De dansk-svenske styrker kunne hurtigt tage kontrollen over de slotte, som var i mecklenburgernes hænder, deriblandt Kalmar slot.[9] Margrethe agerede tillige hurtigt med hensyn til tronfølgen: ved midsommer 1389 samledes en stor herredag i Helsingborg, hvor Margrethe præsenterede tronfølgeren Erik af Pommern, søn af Margrethes søsterdatter Maria, og hvor han anerkendtes af de norske repræsentanter som Norges arvekonge, omend med Margrethe som hans formynder så længe, han var mindreårig. Derimod tog det tid inden, at Eriks stilling i Danmark og Sverige blev afklaret: Erik valgtes til Danmarks konge ved et landsting i Viborg nytår 1396, og for Sveriges vedkommende blev han hyldet på Mora stene som Sveriges konge den 23. juli 1396.[10]

Nyköpings recess

Margrethe og Erik mødtes med det svenske riksråd i Nyköping i september samme år. Den vigtigste beslutning var om en reduktion af alt det krongods, som var blevet overført til adelen under Albrecht af Mecklenburgs tid som konge, forsåvidt kronen ikke bevilgede undtagelser. De, som var blevet frälse under perioden, skulle miste denne status. Mødet besluttede også, at alle fæstninger og slotte, som var opført under denne tid, skulle nedrives, hvis kronen ikke besluttede andet. Margrethe fik i morgengave Östergötland og Skara bispedømme, Rumlaborgs slot og len med Jönköping, Västerås slot og stad med Norbohärad og Dalarne. Recessen udfærdigedes den 23. september 1396 og anses som et knusende nederlag for den svenske stormandsklasse, efter som den mistede alt, hvad den havde vundet efter oprøret mod Magnus Eriksson. Mødet besluttede også at et nyt møde mellem de ledende stormænd i de tre riger, hvor de skulle slutte en aftale om evig fred mellem landene.[11]

Kalmarmødet

Kalmarunionsdokumentet
Unionsdokumentet fra 1397 (Rigsarkivet. Foto: Tom Jersø): "Först at nw scule thisse thry riken hafue thenne koning, som ær koning Eric i hans lifdaghæ, oc siden evinnelicæ thisse thry riken en koning hafue oc ey flere ouer all thry riken, suo at riken aldre at scilias meer, om Gudh wil."

Det første tydelige vidnesbyrd om, at Margrethe ville skabe en union af de tre riger, som Erik var konge over, er Nyköpings recess 1396. Med den personalunion, som var for hånden, blev de forsamlede enige om et unionsmøde, hvor repræsentanter for de tre riger skulle enes om en union, hvilken angaves som en forudsætning for fred mellem rigerne. Dette alnordiske unionsmøde foregik i Kalmar sommeren 1397. Selve mødet må have taget mindst fire uger og indledtes med en kroningsceremoni, hvorunder Erik blev kronet til konge af ærkebiskopperne i Lund og Uppsala. Fraværet af norske biskopper i Kalmar antyder, at Erik var blevet kronet til konge over Norge allerede 1392. Selve mødeforhandlingerne resulterede dels i et unionsbrev, som regulerede de fremtidige forhold mellem de tre riger samt et kroningsbrev, hvor det fremgår, at Eriks kroning til konge i Danmark, Norge og Sverige var blevet fuldbyrdet i Kalmar[12]

Kroningsbrevet

Erik af Pommerns kroningsbrev (fladt foto)
Kroningsbrevet, 13. juli 1397 (Rigsarkivet. Foto: Tom Jersø)
Erik af Pommerns kroningsbrev
Erik af Pommerns kroningsbrev (Rigsarkivet. Foto: Tom Jersø)

I kroningsbrevet kundgøres, at kroningen af Erik var fuldbyrdet i Kalmar. De underskrivende afgiver en troskabserklæring over for kong Erik og giver fuld ansvarsfrihed for Margrethe. Kroningsbrevet pålægger ikke kongen nogen særlige forpligtelser, der findes alene en i almene vendinger udformet passus: "oc han gøre widh oss alle som hanom bør at gøre". Det er blevet påpeget, at Erik i kroningsbrevet af de underskrevne anerkendes som konge, noget kongevalg eller nogen overladelse af magt fra undersåtter til konge omtales ikke. I kroningsbrevet fastslås også, at Erik er konge af Guds nåde.[13]

Unionsbrevet

I unionsbrevet slås fem vigtige principper for unionen fast[14]:

  • En eneste konge skal råde over alle tre riger. I princippet skal unionen være et Valgkongedømme, men i første række bør kongesønner vælges.
  • Kongen skal styre hvert rige i overensstemmelse med hvert riges egne love.
  • Hvis et af rigerne trues af krig, skal de andre komme det til hjælp.
  • Den, som er blevet dømt fredløs, skal være det i alle rigerne.
  • Ved forhandlinger med andre lande har kongen sammen med rådsmedlemmer fra hvert rige ret til at træffe beslutninger til alles bedste.

Unionen under de skiftende regenter

Unionen under Margrethe

Margrethe gjorde reduktioner af frälsets jord både i Danmark og i Sverige da overførelsen af skattejord til frälsejord alvorligt truede kronens skatteindkomster. Efter, at Sveriges drost Bo Jonsson (Grip) var død i 1386, Danmarks drost Henning Podebusk var død i 1388 og Norges drost Ogmund Finsson var død 1388 indsatte Margrethe ikke nye droster. Endog embedet som marsk blev ladt ubesat under hendes tid. Margrethe er også blevet kritiseret for at i strid med Magnus Erikssons landslov have sat udenlandske fogeder på svenske slotte, idet hun altid satte danske fogeder på svenske og norske len men det må bero på, om hvorledes begrebet "indenrigske mænd" forstås[15]

Også med hensyn til besættelsen af de kirkelige embeder fortsatte Margrethe sin fars politik med at placere håndplukkede personer som biskopper for, at kronen derved skulle kunne låne penge af kirken. Det ved denne tid svage pavedømme lettede også dette. Allerede ved Arbogakonciliet 1396 kom kirken i opposition til Margrethe på grund af skattetrykket og sammenlignede forholdene med jødernes trældom i Egypten.[16] Arbogakonciliet 1412 protesterede mod reduktionen af kirkegods og truede med interdikt, hvis forholdene ikke ændrede sig.[17]

Erikafpommernsdanskeunionssegl
Eriks unionssegl

Unionen under Erik af Pommern

Efter Margrethes død 1412 mildnedes enevældet noget og i Danmark fik det danske rigsråd en større indflydelse. For Sveriges del besluttede Erik om räfsteting, som indebar, at den tidligere godsreduktion i nogen grad ophævedes. Indsættelser af biskopper skete uden åbne konflikter. Det danske Danehof blev indkaldt 1413.[18] Fra 1398 virker det som om, at Margrethe opholdt sig mere i Sverige end i Danmark. Erik på sin side opholdt sig de første år efter 1412 regelmæssigt i Sverige men efter det blev hans besøg i Sverige sjældnere. Erik synes ikke at have besøgt Norge efter 1412.[19] Overvejende fortsatte Erik Margrethes unionspolitik. Han donerede penge til Vadstena kloster men placerede sine egne mænd som biskopper. Indflydelsen for det norske rigsråd mindskedes, og dets medlemmer savnede indflydelse bortset fra i domsspørgsmål. I Norge placeredes danskere som biskopper og de norske slotte Bohus, Akershus, Tunsberghus og Bergenhus blev styret af danske fogeder. Erik synes at have haft ambitionen at integrere de tre unionslande med unionsmøder med rigsråd fra de tre lande, der mødtes i København, et unionsbanner og et unionsvåben samt en fælles herold for de tre riger.[20]

I Sverige placerede Erik danskere og tyskere som fogeder på slottene. 1434 var tyskerne Hans Kröpelin foged på Stockholms slot og Hans af Eberstein på Gripsholms slot, danskerne Anders Nielsen på Axevalla, Jens Grim på Kalmar slot og Jösse Eriksson på Västerås slot. Endog Älvsborgs fæstning, Nyköpingshus og Ringstaholm havde tyske eller danske fogeder. Alene på nogle slotte i Finland fandtes der medlemmer af den svenske adel som fogeder.[21]

Som motiv for det oprør mod Erik, som udbrød i Sverige sommeren 1434, Engelbrektsoprøret, er nogle direkte årsager udpeget. Det svenske rigsråd udfærdigede den 12. september 1434 en cirkulæreskrivelse til den Tyske Ordens højmester, Hansestæderne og Norges rigsråd. Riksrådet fremsætter heri flere påstande om brister, blandt andet at Erik skulle have udnævnt uegnede mænd som biskopper, at han har overdraget slottene til udlændinge, og han at ikke respekterer arvekongedømmet ved sit forsøg på at gøre sin onkels søn Bogislav 9. af Pommern til tronfølger. Almuen er blevet tvunget til at betale trykkende skatter, stæderne uretmæssig told, og adelen er blevet tvunget til at deltage i krige i udlandet.[22]

I november 1434 kom parterne overens om forhandlinger. Disse foregik i Halmstad i april-maj 1435. Fra det svenske riksråd deltog ærkebisp Olof, biskopperne Knut og Sigge, ridder Nils Erengislesson samt væbnerne Knut Jonsson og Magnus Gren. Som Eriks repræsentanter deltog biskop Jens i Roskilde, Axel Pedersson, Erik Nielsson, Sten Basse, Morten Jensson og dekanen Hans Laxmand. Under mødet blev man enige om, at rigsrådet skulle indsætte fogeder på de slotte, som kongen endnu kontrollerede, skatter skulle besluttes i fællesskab af kongen og rigsrådet. Kongen lovede også at udnævne en drost og marsk i Sverige, at rigshøvedsmanden Engelbrekt Engelbrektsson skulle få Örebro slot og len på livstid og Erik Puke skulle få Rasbo hundare på livstid. I juni mødtes riksrådet i Uppsala, hvor man ratificerede aftalen fra Halmstad, men i ratifikationsbrevet præciserede riksrådet hvorledes, man tolkede aftalen: kongen skulle styre riget i overensstemmelse med riksrådet og loven.[23]

Unionen under Christoffer af Bayern

Svenskerne var ikke glade for danskernes krige i Slesvig, Holsten, Mecklenburg, og Pommern, der forstyrrede den svenske eksport (især jern) til det europæiske kontinent. Udover det gjorde centraliseringen af regeringen i Danmark mange mistænksomme. Det svenske gehejmeråd ville beholde en del af regeringen. Enigheden i unionen eroderede i 1430'erne, som ledte til uddrivelsen af danske styrker i Sverige. Erik blev afsat som unionskonge og efterfulgt af Christoffer af Bayern.

Christoffer blev ikke nogen populær konge. Han formåede ikke at indfrie et løfte til svenskerne om at give dem Gotland i hænde, da Erik sad her på borgen Visborg og bedrev et sørøveri, som Christoffer heller ikke formåede at stoppe. Af danskerne blev han anklaget for at tilkalde og favorisere egne landsmænd på bekostning af rigernes egne indbyggere. Han forsøgte at stække Hanseforbundets indflydelse ved at favorisere nederlændere og englændere, ved at genindføre Øresundstolden og ved at give København nye privilegier, der skulle forhindre udenlandske købmænd i at handle, men måtte indrømme Hansestæderne fornyede rettigheder i både Norge og Sverige.

I kraft af tomrummet efter Christoffers død i 1448, valgte Sverige Karl Knutsson til konge med henblik på at bringe unionen under svensk ledelse. Karl blev også valgt til konge af Norge det følgende år, men greverne i Holsten havde mere indflydelse end den svenske og norske adel tilsammen og fik det danske gehejmeråd til at udnævne Christian 1. af Oldenborg til konge.

I løbet af de næste syv årtier dominerede kampen om magt og krigene mellem Sverige og Danmark unionen.

Unionen under Christian 1.

Sverige sprængte i 1448 Kalmarunionen ved at vælge Karl VIII Knutsson til konge, og han forsøgte også at blive konge over Norge. Han indledte i 1452 krig mod Danmark og angreb Skåne. Efter fem års krig, hvor krigslykken flere gange skiftede, blev Christian 1. i 1457 kronet i Uppsala, og Karl Knutsson blev afsat og måtte flygte til Danzig.

I 1464 udbrød der oprør i Sverige mod de høje danske skatter. Svenskerne kaldte Karl Knutsson tilbage, og han forblev konge til sin død i 1470.

Unionen under kong Hans og Christian 2.

Også Christian 1.s efterfølgere, kong Hans og Christian 2. forsøgte i flere omgange at genskabe unionen ved angreb mod den svenske rigsforstander Sten Sture, men efter det Det Stockholmske Blodbad i 1520 gjorde svenskerne oprør (Den Svenske Befrielseskrig), og 6. juni 1523 blev Gustav Vasa konge, hvilket egentlig betød en afslutning på Kalmarunionen. Men det var dog først i 1524, at enden på unionen blev vedtaget på skrift.

Efter den midlertidigt succesfulde erobring af Sverige af Christian 2. og efterfølgende Stockholm blodbad i 1520, startede svenskerne endnu en oprørsgruppe, som fordrev de danske styrker igen i 1521. Mens uafhængigheden var blevet genindført, sørgede valget af Gustav Vasa den 6. Juni 1523 til svensk konge for genoprettet uafhængighed og praktisk herredømme for Sverige og opløste den uformelle union. Dagen, hvor Gustav af Vasa blev kronet har siden været nationaldag for Sverige indtil 2005, hvor det blev lavet til en almindelig feriedag.

Den politiske baggrund

Når det lykkedes at samle Norden, skyldtes det en fælles ydre fjende, Hansestæderne. Da det senere gik galt med at holde sammen på Unionen, skyldtes det dels, at Hansestæderne nu var blevet svækket, men også at de andre europæiske byer og stater ikke var interesserede i et samlet Norden.

Noter

  1. ^ Carlsson (1945), s. 19–31
  2. ^ Carlsson (1945), s. 32–33
  3. ^ Carlsson (1945), s. 33–36
  4. ^ Carlsson (1945), s. 37–38
  5. ^ Carlsson (1945), s. 38–42
  6. ^ Carlsson (1945), s. 42–48
  7. ^ Carlsson (1945), s. 48–51
  8. ^ Larsson (1997), s. 39–40
  9. ^ Larsson (1997), s. 42
  10. ^ Carlsson (1945), s. 58–60
  11. ^ Lönnroth (1969), s. 15–16
  12. ^ spørgsmålet om hvorledes, unionsbrevet skal tolkes, har ført til omfattende videnskabelige diskussioner, jvf. Carlsson (1945), s. 61–65; Larsson (1997), s. 89–90
  13. ^ Lönnroth (1969), s. 42–44
  14. ^ Carlsson (1945), s. 67–68
  15. ^ Enemark (1979), s. 25–26
  16. ^ Fra Arbogakonciliets beslutning: "[...] quem unigenitus Dei in signis et prodigiis de Egyptiaca servitute redemit, in servitutem mirabiliter miserabilem."
  17. ^ Larsson (1997), s. 97, Enemark (1979), s. 26–27
  18. ^ Lönnroth (1969), s. 65
  19. ^ Carlsson (1945), s. 87–91
  20. ^ Larsson (1997), s. 152–153
  21. ^ Enemark (1979), s. 29
  22. ^ Lönnroth (1969), s. 67–68
  23. ^ Lönnroth (1969), s. 151–152

Litteratur

  • Gottfrid Carlsson: Medeltidens nordiska unionstanke; Gebers, Stockholm 1945. ISBN 9900079248. (svensk)
  • Aksel E. Christensen: Kalmarunionen og nordisk politik 1319-1439, Gyldendal, 1980. ISBN 87-00-51833-6.
  • Poul Enemark: Fra Kalmarbrev til Stockholms blodbad; Nordiska ministerrådet, Köpenhamn 1979. ISBN 91-40-30271-7.
  • Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 5: 1250-1400; København 1989) ISBN 87-89068-07-6
  • Lars-Olof Larsson: Kalmarunionens tid; Bokförlaget Prisma, Stockholm 1997, Andra upplagan. ISBN 9151842173. (svensk)
  • Erik Lönnroth: Sverige och Kalmarunionen 1397-1457; Akademiförlaget, Göteborg 1969. ISBN 9968061085. (svensk)

Kilder

Eksterne henvisninger

Se også

Koordinater: 55°40′00″N 12°34′00″Ø / 55.666666666667°N 12.566666666667°Ø

1523

Konge i Danmark: Christian 2. 1513-1523 og Frederik 1. 1523-1533

Se også 1523 (tal)

Christian 1.

Christian 1. (født februar 1426, død 21. maj 1481) var konge af Danmark 1448–1481, af Norge 1450–1481 og af Sverige 1457–1464 samt hertug af Slesvig og greve (fra 1474: hertug) af Holsten fra 1460 til 1481. Han var søn af greveparret Didrik den Lykkelige af Oldenburg og Hedevig af Holsten, der nedstammede fra Erik Klippings datter Richiza. Han var den første konge af den oldenborgske slægt, som besteg den danske trone.

Efter Christoffer af Bayerns død i 1448, blev han på sin morbror Hertug Adolf af Slesvig anbefaling Danmarks konge. Efter, at han i 1450 også var blevet Norges og i 1457 Sveriges konge, blev Kalmarunionen genoprettet. Efter Hertug Adolfs død i 1460 blev han tillige hyldet som hertug af Slesvig og greve af Holsten mod at bekræfte ridderskabets rettigheder og love, at de to lande skulle "blive evigt udelte sammen". I 1463 løsrev Sverige sig, og Christians forsøg på en generobring endte med nederlag i Slaget ved Brunkebjerg i 1471. I 1470'erne tog han på flere kostbare rejser, i 1474 til Pave Sixtus 4., der gav tilladelse til oprettelse af Københavns Universitet, som åbnede i 1479.

Danmarks historie

Danmarks arkæologiske historie begyndte ved slutningen af sidste istid. De seneste 12.000 år har det område, der i dag kendes som Danmark, været beboet af mennesker. Den egentlige historiske periode begyndte omkring 500 e.Kr. , da folket danerne fremkom i skriftlige kilder (Jordanes og Procopius). Fra kristningen af danerne omkring år 960 eksisterede en kongemagt i Skandinavien, som omtrent beherskede det nuværende danske område: Portugal og det danske kongehus danner Europas ældste ubrudte regentlinje. Dronning Margrethe 2. kan føre sin slægt tilbage til den oldenborgske slægt i det femtende århundrede; visse aner til slutningen af 1000-tallet.

Danmarks historie har været påvirket af placeringen mellem Nordsøen og Østersøen: Danmark lå mellem Sverige og Tyskland og kæmpede med dem om overherredømmet i Østersøen. Med Sverige kæmpede Danmark længe om herredømmet over Skåne ogNorge, og med Hanseforbundet, tyske fyrster og hertuger i lang tid om hertugdømmerne Slesvig (dansk len) og Holsten (tysk len). Desuden har Danmark i de sidste tusinde år ofte været i konflikt med Sverige og de tyske og gottorpske fyrster om deres landområder. Konflikter, som endte med afgivelsen af Skåne, Halland og Blekinge og Norge til Sverige og med afståelsen af Slesvig og Holsten til tyske stater. Ved afståelsen af Norge i 1814 beholdt Danmark de norske provinser Færøerne, Grønland og Island. Nordslesvig kom tilbage efter en folkeafstemning ved genforeningen i 1920, mens Island erklærede sig fri af personalunionen med Danmark i 1944.

Danmarks historie (1397-1536)

Danmarks historie (1397-1536) indrammes af to begivenheder, der fik stor betydning. I begyndelsen blev Nordens tre kroner samlet under den danske monark i Kalmarunionen. Mod periodens slutningen medførte reformationen i Tyskland, at uenighed om en fælles konge gav anledningen til en borgerkrig.

I de mellemliggende år kæmpede skiftende konger for at holde Kalmarunionen sammen. Indførelsen af en told, der blev opkrævet af fremmede handelsskibe ved passage af Kronborg, blev samtidig anledning til internationale konflikter, og betingelser vedrørende sundtoldens reduktion eller midlertidige ophør indgik som element i flere fredsslutninger. Da fyrstehuset Oldenborg kom til magten med Christian 1., blev kimen til den århundredlange strid omkring hertugdømmerne Slesvig-Holsten lagt, da han som betingelse for at få hertugdømmerne lovede ikke at adskille dem. Mens unionen allerede under hans styre var ved at gå i opløsning, var det hans barnebarn Christian 2., der endeligt afsluttede den: hans mord på svenske gejstlige og adelige medførte, at svenskerne gjorde oprør og valgte deres egen konge.[kilde mangler] Da Christian 2. også var upopulær i hjemlandet[kilde mangler], blev han afsat, og hans onkel, Frederik 1., overtog styret. Da hans efterfølger skulle findes, var landet ramt af strømningerne fra reformationen, og specielt de katolske gejstlige vægrede sig ved at vælge Frederiks søn, Christian 3., der gik ind for at reformere kirken. Christian 3. blev dog valgt i Jylland, men flere byer og udenlandske fyrster nægtede at anerkende ham, og det startede borgerkrigen, Grevens Fejde, der varede i godt to år og endte med sejr til Christian 3., der nu kunne gennemføre reformationen i Danmark.

Den svensk-norske union

Den svensk-norske union, officielt De forenede Kongeriger Sverige og Norge, var en statsretslig forening mellem kongerigerne Sverige og Norge i perioden 1814 til 1905. Unionen opstod af Freden i Kiel den 14. januar 1814 og den efterfølgende konvention i Moss 14. august. Unionen blev formelt indgået gennem det norske Stortings revision af den norske grundlov og valget af Sveriges konge til norsk konge den 4. november 1814. Den blev derefter bekræftet gennem rigsakten 1815. Unionen var et kompromis mellem på den ene side de norske selvstændighedsbestræbelser, udtrykt gennem Eidsvoll-forfatningen og på den anden side opfyldelsen af stormagternes løfte til Sverige om at få Norge som en erstatning for Finland, der var tabt til Rusland i 1809.

Sverige og Norge havde tidligere i to perioder været forenet, fra 1319 til 1343 og i en kort periode fra 1449 til 1450 i opposition til Christian I, der af danskerne var valgt til ny konge i Kalmarunionen.

Det Stockholmske Blodbad

Det Stockholmske Blodbad fandt sted 7.-10. november 1520 efter den danske kong Christian 2.s erobring af Sverige. Kongen lod henrette over 82 af svensk adel, gejstlighed og borgerstand. De var hovedsageligt støtter af det svensk-nationale parti (Sture-partiet) med Sten Sture i spidsen. Dødsdommene blev afsagt ved en kirkelig skueproces. Det var muligvis ridder Claus Bille og Søren Norby, der stod for arrestationerne.

Erik Axelsen (Thott)

Erik Axelsen til Lagnö (Södermanland) (født ca. 1415 i Danmark, død 1481 på Vyborgs slott) rigsråd, rigsforstander i Sverige 1457 og 1466-67. Han var søn af Axel Pedersen Thott og Ingeborg Ivarsdotter.

Erik Axelsson blev 1449 udnævnt til svensk rigsråd; gjorde som ung tjeneste for Karl Knutsson (Bonde), men gik under oprøret i 1457 imod ham.

Han medvirkede dog i 1467 til Karl Knutsson (Bonde)s tredje kongevalg.

Erik Axelsen købte den Tyske Ordens ejendomme i Sverige år 1467, deriblandt Årsta slot. Han var lensherre over Finland og stod bag opførelsen af grænsefæstningen Olofsborg på en ø i Saimaa, Finland, i 1470'erne.

Erik Axelsen kom som ung til Sverige, blev snart fortrolig med Karl Knutsson (Bonde),

af hvem han fik Åbo i forlening 1450, som han kort derefter byttede til Nyköpings län.

Han glemte alligevel sin taknemmelighed og gik over til det danske parti. Da han havde erhvervet stor indflydelse, blev han ved Karl Knutssons afsættelse 1457 udset til rigsforstander sammen med ærkebiskop Jöns Bengtsson, men de besad kun embedet i kort tid. Han tog til Finland for at arbejde for Christian 1.s anerkendelse der, og blev som belønning udnævnt til hofmester og fik Viborg len i Finland 1457 og senere i 1462 Tavastehus len.

Da Christian blev styrtet i 1464, forblev Erik i unionspartiet og var stærkt medvirkende til, at Karl Knutsson måtte nedlægge tronen i 1465.

Da han i september 1466 fejrede sit bryllup med en datter af Gustav Algotsson Sture, udså de ved festen tilstedeværende rådsherrer ham igen til posten som rigsforstander og tvang derefter Jöns Bengtsson til at overgive magten til Erik Axelsen, som havde embedet fra oktober 1466 til november 1467. Hans styrelsetid blev imidlertid højst urolig. I begyndelsen søgte han at holde en balance mellem partierne, men da der opstod fjendskab mellem hans brødre i Danmark og Kristian 1., gik han over til Karl Knutsson (Bonde)s parti. I sommeren 1467 blev han en tid belejret i Stockholm, dels af danske tropper under anførsel af Claus Rønnov og dels af ærkebiskop Jøns Bengtsson og dennes svenske venner. Men broderen Iver Axelsen kom fra Gotland til undsætning. Da det alligevel, på grund af hans udenlandske afstamning og skiftende holdninger, ikke lykkedes at vinde den svenske befolkninges tillid, fremmede han i stedet Karl Knutssons tilbagekomst. Ved dennes ankomst til Stockholm i november 1467 nedlagde Erik sit embede og begav sig til Finland, hvor han ejede store områder, og hvor han var en del optaget af grænsestridigheder med Rusland.

Han var en god støtte for Sten Sture den ældre i dennes første tid som rigsforstander, og han deltog som svensk sendebud i forligsmøderne i Kalmar 1472 og 1474.

Gift med Bengta Mattsdotter (Lillie), død 1452, og med Elin Gustavsdotter (Sture).

Hans af Danmark

Hans (født 5. juni 1455 i Aalborg, død 20. februar 1513 sammesteds) var konge af Danmark fra 1481 til 1513, af Norge fra 1483 til 1513 og af Sverige fra 1497 til 1501.

Han var søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg.

Jöns Bengtsson (Oxenstierna)

Jöns Bengtsson (Oxenstierna) (født ca. 1417, død 15. december 1467) var ærkebiskop 1448-1467, rigsforstander sammen med Erik Axelsen (Thott) 1457 og alene 1465-1466.

Ærkebiskop Jöns Bengtsson var leder af unionspartiet (Kalmarunionen) og i 1457 var han stærk nok til at rejse sig mod Karl Knutsson, der siden 1452 havde ført krig mod Christian 1.

Christian 1. mistede dog støtten fra Jöns Bengtson som gjorde modstand mod de høje skatter, og kongen fængslede sin tidligere forbundsfælle i 1463. Det førte til oprør, og i 1464 måtte Christian 1. løslade ærkebiskoppen i et forsøg på at dæmpe oprøret. Men det var for sent; Ved Harakers Kirke i Uppland slog en bondehær under ledelse af Sten Sture (den ældre) danskerne og svenskerne kaldte Karl Knutsson tilbage fra sit exil i Danzig.

Farfaren til rigsforstanderen hed også Jöns Bengtsson (Oxenstierna), han døde omkring 1399.

Kalmarkrigen

Kalmarkrigen var en krig udkæmpet mellem Danmark og Sverige i årene 1611–13 på grund af Sveriges forsøg på at bryde Danmarks monopol på handelen med Rusland og uenigheder om Finmarks fremtidige statslige tilhørsforhold. Den var sidste gang Danmark forsøgte at underlægge sig Sverige og dermed genetablere Kalmarunionen. I løbet af krigen forsøgte Christian 4. både at erobre Småland og gennemførte det sidste danske forsøg på at erobre Stockholm, men krigen endte trods et generelt dansk overtag uden svenske territoriale afståelser.

Kettil Karlsson (Vasa)

Kettil Karlsson (Vasa) (født 1433, død 11. august 1465) var søn af Karl Kristiernsson (Vasa) og Ebba Eriksdotter Krummedige.

Han var biskop i Linköping fra 1459 til 1465,1465. Han var i 1464 leder af et oprør mod Christian 1.; sad en kort tid som rigsforstander men hjemkaldte

i juli Karl Knutsson (Bonde) til embedet, men overtog det igen i februar 1465.

Kongeriget Danmark

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Kongeriget Danmark (eller Danmarks Rige) er et konstitutionelt monarki, som består af selve landet Danmark i det nordlige Europa og den danske stats to selvstyrende områder: øgruppen Færøerne i Nordatlanten og øen Grønland, som geografisk hører til det nordamerikanske kontinent men geopolitisk til Europa. Forholdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland bygger på Rigsfællesskabet.

Grønlands og Færøernes selvstyre er ikke eksplicit udtrykt i Grundloven, som har gyldighed for hele riget, og Grønland og Færøerne har ikke status af selvstændige lande. Den statsretslige konstruktion adskiller sig således fra f.eks. forholdet mellem Storbritannien og den engelske dronnings øvrige stater.

Frem til 1864 betegnede Kongeriget Danmark kun en afgrænset del af den danske konges besiddelser.

Lindholmen slot

Denne artikel omhandler slottet Lindholm. Opslagsordet har også en anden betydning, se Lindholm.Lindholmen (før 1658 dansk: Lindholm) var et slot i Bare herred ved Börringesjön (dansk: Børringesøen) i det sydvestlige Skåne.

Lindholm blev i 1339 givet til kong Magnus Eriksson. Senere kom Lindholm og hele egnen til den danske krone, og slottet nævnes i den følgende tid som et af de vigtigste i Skåne.

På slottet holdt dronning Margrethe 1. kong Albrecht af Mecklenburg og hans søn Erik fanget i 6 år til de blev frigivet i forbindelse med et møde på Lindholm Slot den 17. juni 1395, hvor der blev sluttet en fred, der gik forud for de aldrig afsluttede forhandlinger om Kalmarunionen to år senere.

Admiral Jens Holgersen Ulfstand havde fra 1486 Lindholm Slot i forlening. Da Skåne blev svensk i 1658, var Lindholm stadig krongods.

Tæt ved slotsruinen på en halvø i Börringesös nordlige del ligger Dronning Margrethe Vold.

Margrete 1.

Margrete I (Margrete Valdemarsdatter; født i marts 1353 i København, død 28. oktober 1412 i Flensborg) var regent af Danmark (1375-1412) og første dronningekonsort for Norge ((1363-1380) og Sverige (1363-1364) og senere regent over begge lande fra 1388-1412 og 1389-1412, hvor der hersker forskellige opfattelser af hendes titel. Hun etablerede Kalmarunionen, der dækkede Skandinavien i over et århundrede. Margrete var kendt som en klog, energisk og kapabel leder, der fik tilnavnet "Semiramis over Norden", eller "kvindelige konge". Selvom det sidste var et spottende øgenavn opfundet af hendes rival Albrecht af Mecklenburg, så blev det bredt anvendt til at beskrive hendes evner.Hun var den yngste datter af Valdemar Atterdag og blev født på Søborg Slot. Hun var en praktisk og tålmodig administrator og diplomat, omend hun havde høje forventninger og en stærk vilje, som havde til hensigt at forene Skandinavien under den samme krone for at kunne modstå og bekæmte Hanseforbundet. Hun efterlod sig ingen biologiske arvinger, idet hendes eneste søn døde ung. Nogle historikere mener dog, at hun havde en uægte datter med Abraham Brodersson. Margrete blev efterfulgt en række mere inkompetente monarker på trods af hendes forsøg på at uddanne hendes arving Erik af Pommern og hans brud Philippa af England. Særligt Philippa var en dygtig elev, hun døde ung. Det endte med, at den union, som Margrete havde kæmpet så hårdt for, gik i opløsning.

Nogle historikere har kritiseret Margrete for at favorisere Danmark og være for autokratisk, selvom hun generelt er højt anset i Norge og respektere i Danmark og Sverige. Hun blev beskrevet i et negativt lys af samtidige religiøse krøniker, da hun ikke var bange for at undertrykke kirken for at styrke kronens magt.I Danmark er hun kendt som Margrete 1. for at adskille hende fra den nuværende dronning, som valgte at tage navnet Margrethe 2. for at anerkende sin forgænger.

Norden

For alternative betydninger, se Norden (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Norden)

Betegnelsen Norden angiver de fem nordiske riger. Betegnelsen menes at hidrøre fra tysk og henviser til beliggenheden i forhold til Tyskland.

De nordiske lande udgør en region i Nordeuropa og Nordatlanten, som består af Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, og de selvstyrende områder Ålandsøerne (del af Finland), Færøerne (del af Danmark) og Grønland (del af Danmark). Samerne har også en grad af uafhængighed. Skandinavien bruges undertiden som synonym for Norden, men i de nordiske lande opfattes disse som to forskellige ord, især fordi Skandinavien pr. definition består af landene Danmark, Norge og Sverige.

Regionens fem suveræne stater og tre autonome regioner deler en meget fælles historie samt fælles træk i deres respektive samfund, såsom politiske systemer og den nordiske model.

Politisk udgør de nordiske lande ikke en selvstændig enhed, men til gengæld samarbejder de i Nordisk råd. Sprogligt er landene homogene med tre uafhængige sproggrupper, den nordiske som hører til de indoeuropæiske sprog og finsk og sami som hører til de uralske sprog, såvel som det eskimoisk-aleutiske sprog grønlandsk som tales i Grønland. De nordiske lande har en samlet befolkning på omkring 25 millioner spredt udover et areal på 3.5 million km² (Grønland tegner sig for 60% af arealet).

Norges regenter

Listen over Norges regenter, som har hersket over et samlet Norge, starter traditionelt med Harald Hårfager, muligvis en arv fra Snorre Sturlusons fremstilling i krøniken Heimskringla. Det er imidlertid usikkert, hvor stabil kongemagten var i de første 150 år, og historikere har argumenteret for, at Norges kongerække lige så godt kunne starte med Olav Tryggvason, eller med Harald Hårderåde.Kongerækken er en indfaldsvinkel til Norges historie: Den beskriver udviklingen af statsmagten og regeringen i Norge: fra rigssamling, gennem middelalderens kirke- og kongeroller, via Kalmarunionen og Enevælden, omrokering af magten i kølvandet af Den Franske Revolution og Napoleonskrigene frem til dagens konstitutionelle monarki.

Norge var et selvstændigt rige, som i 900-, 1000- og 1100-tallet sommetider blev styret af danske konger. I 1319 kom landet i union med Sverige ved at Magnus Eriksson arvede den norske krone af sin morfar Håkon 5. af Norge og også blev valgt til svensk konge, eftersom han var nevø af den afsatte Birger Magnusson af Sverige. Magnus' søn Håkon 6. efterfulgte han som norsk konge i 1355 og giftet sig i 1363 med den danske kong Valdemar Atterdags datter Margrete. Gennem deres søn Olav blev Danmark og Norge forenet med en union i 1380, en union som skulle komme til at bestå i forskellige former i over 400 år.

I 1389 fik alle de tre nordiske lande Danmark, Norge og Sverige samme regent i form af Margrete 1., og den såkaldte Kalmarunion, der blev stadfæstet i 1397 skulle komme til at bestå frem til 1523 hvor Sverige trak sig ud af den. I 1448 fik Danmark og Sverige forskellige konger, hhv. Christian 1. og Karl Knutsson, og de kæmpede en kort stund om den norske krone. I 1450 vandt Christian kampen og efter dette kom de danske konger til at herske over Norge frem til 1814.

De længst regerende konger er: Christian 4. (60 år), Erik af Pommern (53 år) og Haakon 7. (52 år).

Peder Skram

For alternative betydninger, se Peder Skram (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Peder Skram)

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.Peder Skram (født ca. 1503 i Urup – død 11. juli 1581 sammesteds), også kendt som Danmarks vovehals, var en dansk rigsråd og admiral. Han deltog i Grevens Fejde på Christian 3.s side.

Sten Sture den ældre

Sten Sture (Sten Gustavsson (Sture), mest kendt som Sten Sture (den ældre); født ca. 1440, død 14. december 1503) var en svensk statsmand og rigsforstander fra 1470-1497 og 1501-1503, ridder, høvedsmand over Stockholm.

Sten Sture besejrede Christian 1. i Slaget ved Brunkebjerg 10. oktober 1471. Han måtte i 1497, stærkt svækket af en krig mod Rusland, overgive magten til Kong Hans af Danmark efter at Hans besejrede Sten Sture i slaget ved Rotebro den 28. september 1497. Sten Sture greb igen efter magten da Hans blev svækket efter nederlag i Ditmarsken år 1500, og Sten Sture belejrede slottet i Stockholm, hvor Hans' dronning Christine befandt sig. 9. maj 1502 måtte de overgive sig kun tre dage før Hans nåede frem med forstærkninger, og dronningen blev holdt fængslet til året efter.

Han var gift med Ingeborg Ågesdatter Thott.

Svenskekrigene

Svenskekrigene (svensk: Dansk-svenska krig) er en fællesbetegnelse for den række af krige kongerigerne Danmark og Sverige udkæmpede efter den endegyldige opløsning af Kalmarunionen i 1523. De to landes opgør i unionstiden (1397-1523), hvor Sverige flere gange rev sig løs og valgte egne konger eller rigsforstandere, var delvis svenske borgerkrige mellem unionstilhængere og uafhængighedstilhængere, og de regnes ikke med til Svenskekrigene.

Det overordnede stridsemne i Svenskekrigene var herredømmet over Østersøen og den dertil knyttede handel, samt Sveriges forsøg på at bryde den danske omklamring af riget ved at erobre Danmark-Norges grænseprovinser langs Kattegat, Øresund og den vestlige Østersø.

I den tidlige fase var Danmark overlegent pga. større befolkning og økonomi, men uden at kunne fremtvinge en afgørelse, hvilket bl.a. skyldtes det vanskellige terræn og manglende mulighed for at kunne aftvinge civilbefolkningen tilstrækkelig med levnedsmidler, samt problemer med at hverve nok lejetropper, da Sverige havde ry for at være fattigt, koldt og ufremkommeligt blandt europæiske landsknægte.Axel Oxenstiernas reformer af den svenske administration og det svenske finansvæsen satte fra 1620'erne Sverige i stand til at mobilisere meget store økonomiske ressourcer og opbygge en national hær som en pålidelig grundstamme i den svenske militærmagt. Landets indblanding i Trediveårskrigen gjorde det til en europæisk stormagt, der fra besiddelser i Nordtyskland kunne true Danmark sydfra. Dermed var den strategiske situation afgørende ændret, og Danmark var i defensiven.

Sverige erobrede i Torstenson-krigen (1643-45) og Karl Gustav-krigene (1657-60) Østersø-øerne Gotland og Øsel, hele Østdanmark og den norske Kattegatkyst, samt to norske grænselandskaber. Dermed var styrkeforholdet afgørende forrykket til svensk fordel.

I den sidste fase af svenskekrigene prøvede Danmark at generobre Skånelandene, men det mislykkedes, dels pga. dårlig ledelse i de afgørende slag ved Lund (1676) og ved Slaget ved Helsingborg (1710), og dels pga. Sveriges alliance med Europas førende stormagt Frankrig.

Ved afslutningen på Store Nordiske Krig i 1721 ophørte Sverige med at være en stormagt, men beholdt de fra Danmark og Norge erobrede områder. Da Danmark-Norge ikke var stærkt nok til at generobre disse, og de vesteuropæiske stormagter, primært Storbritannien, ikke var interesseret i at ændre magtbalancen i Norden, ebbede Svenskekrigene ud. De dansk-svenske krige ophørte endegyldigt ved afslutningen af Napoleonskrigene, hvor Danmark blev reduceret til en småstat uden mulighed for at gå i offensiven. Endelig ændrede skandinavismens fremkomst i 1830'erne efterhånden de nordiske folks forhold til hinanden, så tanken om svenskere og danskere som nordiske broderfolk kom til at dominere den offentlige opinion og fortrængte de gamle fjendebilleder.

Danmark og Sverige har i alt været i krig mod hinanden 11 gange efter afslutningen på Kalmarunionen

Vikingeimperiet
Det nordatlantiske imperium
Skånelandene
Hertugdømmerne
Nordtyske besiddelser
Østersøbesiddelser
Handelskompagnier
Tidligere kolonier
Slavehandel
Finland i forhistorisk tid
Finland i middelalderen
Sverige-Finland 1521-1809
Storfyrstendømmet Finland 1809-1917
Finlands kamp for selvstændighed 1917-1920
Finland i mellemkrigstiden 1920-1939
Finland under 2. verdenskrig 1939-1945
Finland under den kolde krig 1945-1989
Finland efter den kolde krig 1989-
Stor-Finland
Sverige i forhistorisk tid
Sverige i middelalderen
Ældre vasatid 1521-1611
Den svenske stormagtstid 1611-1721
Frihedstiden 1719-1772
Sverige-Norge 1814-1905
Sverige i det 20. århundrede
Det svenske koloniimperium
Sveriges historiske Østersøprovinser

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.