Judits Bog

Judits Bog er et gammeltestamentligt apokryft skrift, også kaldet de deuterokanoniske Bøger, og blev indføjet i Septuaginta, den græske oversættelse af Det Gamle Testamente. Bogen fortæller om den smukke jøde, Judit, som med sin skønhed og sit vovemod besejrer sin hjembys fjender, assyrerne. Judits Bog fortæller om Assyriens angreb på israelitterne under hærføreren Holofernes. Judit gør et stort indtryk på Holofernes, og da han i beruset tilstand har fået hende for sig selv, dræber hun ham med hans eget sværd. Assyrerne flygter, og angrebet bliver dermed stoppet.

ReligionStub
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Judith und Holofernes (Michelangelo)
Judit og pigen med Holofernes' hoved Judit 13,15 - fresko i Det Sixtinske Kapel
Angelsaksisk litteratur

Angelsaksisk litteratur eller oldengelsk litteratur er skrevet på angelsaksisk (oldengelsk) i løbet af Englands 600-årige angelsaksiske periode fra midten af 400-tallet til den normanniske erobring af England i 1066. Den omfatter genrer som episk poesi, hagiografier (helgenbiografier), prædikener, bibeloversættelser, love, krøniker og gåder. Der er bevaret ca. 400 manuskripter med interesse for almenheden og forskningen.

Et af de vigtigste er digtet Beowulf, som er Englands nationalepos. Den angelsaksiske krønike er betydningsfuld ved at skabe en kronologi for tidlig engelsk historie, mens det korte religiøse digt Cædmons hymne fra 600-tallet er det ældst bevarede litterære værk på engelsk. Af betydeende angelsaksisk poesi er der kun bevaret 30 000 linjer.

Den har gennemgået tre forskningsperioder:

Det 19. århundrede og tidlig i det 20. var fokus på Englands germanske rødder,

senere blev de litterære kvaliteter fremhævet

I dag ligger hovedvægten på palæografi, den filologiske forskning inden for skriftens udvikling og anvendelse i ældre tid samt læsning og tolkning af de fysiske manuskripter.Forskerne diskuterer forskellige emner som datering, oprindelsessted, forfatterskab og sammenhængen mellem angelsaksisk litteratur og det øvrige Europa i middelalderen.

Antonio Vivaldi

Antonio Lucio Vivaldi (4. marts 1678 i Venedig – 28. juli 1741 i Wien) var en italiensk violinist og komponist. Han blev uddannet som violinist af sin far, der var violinist. Vivaldi blev præst i 1703 og kendes som il prete rosso ("den røde præst"), da han var rødhåret under parykken. Han led af svær brystsyge, antagelig angina pectoris, og hurtigt fritaget for messetjeneste.

Han blev nu kapelmester ved Pio Ospedale della Pieta; en anerkendt katolsk skole for forældreløse piger, som særligt blev uddannet i sang og musik. Stedets status som musikinstitution var markant. Vivaldi komponerede fast koncerter til Pio Ospedale della Pieta og opførte værkerne med pigerne. Vivaldi var i sin levetid kendt i hele Europa, fordi Venedigs handelsmæssige kontakter i Europa medførte kunst og kultur.

Vivaldis musik kom også til Johann Sebastian Bachs kendskab og vakte hans anerkendelse og begejstring. Bach har transkriberet flere værker af Vivaldi. Mod slutningen af Vivaldis liv skiftede musikstilen i Europa, og hans popularitet aftog. Han døde som en glemt kunstner og fik i lighed med Mozart den sædvanlige anonyme begravelse. I kirkekoret ved hans begravelse sang en ung Joseph Haydn, som videreførte den musikalske arv fra Vivaldi.

Apokryfe skrifter

Apokryfe skrifter er skrifter, der af religiøse autoriteter ikke regnes for at være guddommeligt inspirerede eller som på anden måde er draget i tvivl, og således ikke regnes som kanoniske, dvs ikke autoritative.

Der er i den kristne tradition tre overordnede grupper af apokryfe skrifter:

De Deuterokanoniske Bøger kaldes også de Gammeltestamentlige Apokryfer og anerkendes som del af Bibelen af de ortodokse kirker og den romersk-katolske kirke, men ikke af de protestantiske kirker. I lutherske og anglikanske bibler har man dog traditionelt medtaget dem i en egen sektion mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, idet de (bl.a. af Luther) blev anset for at være gode og opbyggelige at læse, selv om de ikke stod på lige fod med de kanoniske skrifter.

De Gammeltestamentlige Pseudepigrafer regnes som hovedregel ikke for en del af Bibelen, men er nært beslægtede med disse i temaer og indhold og kan derfor være nyttig læsning til forståelse og fortolkning af de kanoniske skrifter. Herunder henregnes dog normalt også Første Enoksbog, selv om den regnes for kanonisk af Den ætiopisk-ortodokse kirke.

De Nytestamentlige apokryfer omhandler nytestamentlige skikkelser og regnes tilsvarende heller ikke som del af Bibelen.Når der skelnes skarpt mellem kanoniske og apokryfe skrifter, indebærer dette at kun de kanoniske anses for "inspirerede" og derfor normgivende for troslæren. At et skrift er kanonisk, garanterer ikke at dets indhold er historisk; ej heller behøver et apokryft skrift at være uden historisk kildeværdi.

Helt uden for opdelingen i kanoniske og apokryfe skrifter falder eksempelvis Mormons Bog.

Bibelen

Bibelen (gr. βιβλία biblia "bøger") er betegnelsen for de grundlæggende kanoniske skrifter i jødedommen og kristendommen. Den hebraiske (jødiske) Bibel, også kaldet Tanakh, er ikke identisk med den kristne Bibel, som beskrives her. I kristendommen varierer antallet og indholdet af Bibelens bøger.

Den kristne bibel er inddelt i to hoveddele.

Det Gamle Testamente er næsten identisk med den hebraiske Bibel, der var delt i tre: Torah (Loven), Nevi’im (Profeterne) og Kethuvim (Skrifterne). Bibelen indeholder i nogle kirkesamfund yderligere de Deuterokanoniske Bøger, som i den katolske og ortodokse kirke medregnes til Det Gamle Testamente, men som ikke regnes for kanoniske af alle jøder og protestanter. I de fleste protestantiske bibler udelades de helt. Den tidlige kristendom byggede på Septuaginta, den græske oversættelse af Tanakh, som har rødder i det 3. århundrede f.Kr.. Septuaginta indeholdt de deuterokanoniske skrifter.

Det Nye Testamente indeholder de særligt kristne skrifter, som blev skrevet på græsk i det første århundrede e. Kr. (Apokryferne findes således ikke i den hebraiske Bibel).Bibelen indeholder skrifter af vidt forskellige genrer som jura, poesi, historie og profeti. Bibelens bøger inddeles i protestantisk tradition i to testamenter, 66 bøger, 1.189 kapitler og 31.173 vers. Denne opdeling er først kommet til, da det blev nødvendigt at henvise nøjagtigt til bibelstederne. Bibelen er almindeligt anset for at være den bedst sælgende bog nogen sinde. Bibelen er den bog i verden, som er oversat til flest sprog. I oktober 2016 er hele Bibelen oversat til 636 sprog, Det Nye Testamente til 1442 sprog og dele af biblen er oversat til 1145 sprog. Bibelen til dels eller helt er tilgængelig på 3223 sprog.

Bibelens bøger

Bibelens bøger bliver inddelt forskelligt af jøder, katolikker, protestanter, og ortodokse kristne, samtidig med at mange versioner overlapper hinanden. Her findes en skematisk opdeling af bøgerne, både i Det Gamle Testamente, og i Det Nye Testamente. For yderligere information om uenighederne, se: Den bibelske kanon.

Den Hebraiske Bibels kanon

Den Hebraiske Bibels kanon er den liste eller det katalog af skrifter, som blev set som autoritative i enten den jødiske bibel Tanakh eller i de kristnes Gamle Testamente. Disse skrifter blev opfattet som norm for forkyndelse og lære, og udgør 39 bøger i den jødiske og den protestantiske kanon, hvorimod Den katolske kirke og de ortodokse kirker har flere bøger i deres gammeltestamentlige kanon.

Deuterokanoniske Bøger

De Deuterokanoniske Bøger kaldes også de Gammeltestamentlige Apokryfer og anerkendes som del af Bibelen af de ortodokse kirker og den romersk-katolske kirke, mens de protestantiske kirker ser forskelligt på dem: De reformerte kirker afviser dem fuldstændigt, mens Luther havde en mere positiv holdning. De havde en lavere status end de kanoniske skrifter men var alligevel "gode og nyttige at læse". Indtil slutningen af 1800-tallet blev de trykt som et tillæg til Det gamle Testamente. Derefter blev de udeladt. Efter 1960 er der danske bibeludgaver med dem fx Det Danske Bibelselskabs online-udgave af Bibelen.

Bøgerne er jødiske skrifter fortrinsvis fra omkring vor tidsregnings begyndelse, der foregiver at være skrevet af bibelske personer.

Skrifterne var med i den græske oversættelse af Det gamle Testamente men ikke medtaget i den ca. 90 e.Kr. fastlagte kanon for den jødiske hebraiske bibel.

Tobits Bog

Judits Bog

Tilføjelser til Esters Bog

Første Makkabæerbog

Anden Makkabæerbog

Visdommens Bog

Siraks Bog

Manasses Bøn

Baruks Bog

Jeremias' Brev

Tilføjelser til Daniels Bog

Holofernes

Holofernes (hebræisk: הולופרנס) var en assyrisk general i Nebukanesers tjeneste. Holofernes nævnes i den deuterokanoniske Bog Judits bog.

Det siges at den babyloniske kong Nebukaneser sendte Holofernes på hævntogt til de vestligt beliggende nabolande, som havde afvist at hjælpe ham.

Generalen belejrede byen Bethulia eller Meselieh (af nogen fortolket til nutidens by Ash Shaykh Shibil eller Sheikh Shibil (Latitude: 32.4608333, Longitude: 35.2236111), som ligger i den nordlige del af Jordans vestbred.

Byen var en tids belejring på vej til at overgive sig. Men Judith, en smuk Hebraisk enke, som opsøgte Holofernes lejr, hvor hun havde held med at beruse ham, forføre ham og efterfølgende dræbe ham − ved hans eget sværd. Hun vendte tilbage til Bethulia med det afhuggede hoved og indgød herved hebræerne kampmod til at besejre fjenden.

Holofernes bliver skildret i flere malerier og andre kunstværker ved siden af Judit:

Canterbury-fortællingerne af Geoffrey Chaucer Munkens prolog og fortælling – (The Monk's Prologue and Tale)

Dantes Skærsilden (hvor Holofernes nævnes siddende på Stolthedens Terrasse).

Judith

Judith er et pigenavn, der stammer fra hebraisk og betyder 'jødinde'. Navnet findes også i formerne Judit, Judi, Judy og Jodie. Næsten 2.000 danskere bærer et af disse navne ifølge Danmarks Statistik.På dansk forekommer også kortformen Jytte.

Kunstblad

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed. – Bør gennemses af en kunsthistoriker eller anden kyndig person for fagudtryk og evt. tilføjelse af danske forhold Et kunstblad ('Wandbilddruck', 'Wandschmuck' i det tyske forlæg) er et grafisk produkt, der kan være indrammet under glas og ved ophængning tjene som udsmykning.

Perioden fra 1840 til 1940 var den vigtigste periode for kunstblade, idet nye trykteknikker vandt frem, distributionen blev lettere på grund af forbedret transportnet, og velstanden for almindelige mennesker var forbedret så man også kunne interessere sig for kunst i eget hjem.

Der blev for det meste fremstillet kunstblade på grundlag af værker af samtidige malere, der af kunstforlagene blev udvalgt på grund af deres populære motiver; nogle af disse forlag havde specialiseret sig i reproduktionsgrafik. Udgangspunktet for mangfoldiggørelsen var ikke det originale billede, men en omarbejdning, en slags skabelon der tjente som mellemtrin.

Man havde i samtiden ikke en almindelig anerkendt betegnelse for disse 'kunstblade'.

I det tyske sprogområde var 'Zimmerschmuck' og 'Zimmerzierde'

almindelige betegnelser (da. omtrent "værelsesudsmykning"),

der imidlertid også omfattede andre typer som nipsgenstande (ty. Wandkonsolen-Nippes).

Forlæggere og forhandlere brugte den på tysk mere generelle og neutrale betegnelse Kunstblatt.

For antikvitetshandlere drejer det sig snarere om 'dekorativ grafik'.

Selv om antikvitetshandlere og loppemarkeder til tider lader prangende motiver som elverdans (ty. Elfenreigen) og hedelandskaber være indbegrebet af 'kunstblade', var emnets omfang meget større.

Nowellkodekset

Nowellkodekset (eller Cotton Vitellius A. xv) er et af fire betydelige angelsaksiske manuskripter eller kodekser. Det er berømt for den eneste manuskript af det episke digt Beovulfkvadet, som er Englands nationalepos. Desuden omfatter det et fragment af Sankt Kristoffers liv og Aleksanders brev til Aristoteles, Østens underværker og Judith.

Manuskriptet er i British Library sammen med resten af Cotton-samlingen.

Ruths bog

Ruths bog (hebr. מגילת רות Megilat Rut "Skriftrullen om Ruth") er en af bøgerne i Ketuvim ("Skrifterne") som er en del af den jødiske tanakh og et af skrifterne i Det Gamle Testamente. Det er en af de korteste bøger i Bibelen og har kun fire kapitler. Bogen handler om israelitten No'omi, som mister sine sønner og rejser med sine svigerdøtre til Israel. Svigerdatteren, moabitten Ruth, bliver her gift med Boaz og dermed kong Davids ane.

Wir sind Helden

Wir sind Helden (på dansk Vi er helte) var en tysk indierock-gruppe fra Berlin. Bandet blev dannet i 2000 og tilhører den nye tyske rockebølge. De synger hovedsageligt på tysk, men også lidt på på engelsk, fransk og japansk. Bandet består af Judith Holofernes (sang og guitar), Jean-Michel Tourette (guitar og keyboard), Pola Roy (trommer) og Mark Tavassol (bass). Kunstnernavnet Holofernes stammer fra det gammeltestamentlige apokryfe skrift Judits Bog. Efter successen med deres første konsumkritiske album Die Reklamation (se Konsumerisme) fulgte 2005 Von hier an blind og i 2007 Soundso.

Efter deres fjerde album Bring mich nach Hause i 2010 og en opsamlingsalbum Tausend wirre Worte i 2011 blev bandet opløst "på ubestemt tid" i april 2012.

Wir sind Helden optrådte på Live 8-koncerten i Berlin i 2005. I 2006 optrådte gruppen i København og på Roskilde Festival.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.