Josva

Disambig bordered fade.svg Joshua er også navnet på en dansk producer, se Joshua (musikproducer)
Joshua's Tomb at Kifl Hares
Josvas grav

Josva eller Josua er i Den hebraiske bibel Moses' følgesvend og senere israelitternes leder. Josva overtog lederrollen efter Moses under flugten fra Egypten og ledte sit folk til Det forjættede land, hvor han belejrede byen Jeriko.

Oprindeligt hed han Hosea, 4. mosebog 13:16 "Moses gav Hosea, Nuns søn navnet Josua". Josvabogen har navn efter Josva.

Rent billedligt kan Josva og Moses-forholdet, ses og forstås på den måde at loven og lovens mand, Moses, og hele folket undtaget to Kaleb og Josva ikke kom ind i det forjættede land, men indtagelsen af løfternes land var overladt til Josva, således var den åndelige indtagelse overladt til Jesus.[1]

Referencer

  1. ^ Oprindeligt Josua, kan kontrolleres i ordforklaringen bagerst i Bibelen under navnet Jesus
BibelStub
Denne artikel om et emne fra Det Gamle Testamente eller Tanakh er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Religion
11. juli

11. juli er dag 192 i året i den gregorianske kalender (dag 193 i skudår). Der er 173 dage tilbage af året.

Dagens navn er Josva.

FN's internationale Verdens befolkningsdag

Mindedag for Olga af Kijev

Christian Vilhelm Güldencrone

Christian Vilhelm baron Güldencrone (14. juni 1747 i København – 9. maj 1818) var en dansk officer.

Han var søn af daværende kommandørkaptajn, senere schoutbynacht, baron Jens Güldencrone (1712-1770) og Sophie Regine f. Hjort. Güldencrone fik fændriks udnævnelse 1760, blev 1763 sekondløjtnant i Garden til Fods, 1769 premierløjtnant i Garden og kaptajn af infanteriet, 1773 generaladjudant og ansat ved Kronprinsens Regiment, men afgik 1783 efter ansøgning fra aktiv tjeneste med bibehold af sin løn som ventepenge. 1794 antoges Güldencrone, der 1790 fik oberstløjtnants, 1803 obersts og 1808 generalmajors karakter, på ny til tjeneste som kommandant i Nyborg og forblev her til 1809, da han afskedigedes, som det synes, fordi kongen var misfornøjet med hans konduite under de spanske troppers frafald. 1815 fik han nyt afskedspatent som generalløjtnant. Güldencrone blev kammerherre 1774. Han købte 1782 for 6.500 rigsdaler Rungstedgård i Hørsholm af enken efter maleren Vigilius Erichsen, men solgte 1796 gården, da han skulle flytte til Nyborg.Han ægtede 28. september 1781 Louise Salome baronesse Wedel-Jarlsberg (født 3. maj 1758), datter af gehejmeråd, baron Frederik Vilhelm Wedel-Jarlsberg (1724-1790) til Ravnstrup og Charlotte Amalie f. Bülow (død 1780), men separeredes 1798 og ægtede 2. gang (13. april 1804) Daniela Claudine Svane (døbt 9. marts 1751 – 23. august 1826), datter af rektor Hans Svane og Edel f. Faber og enke efter 2. ægteskab med rektor Josva Tornø (1744 – 1802). Han døde 9. maj 1818.

Codex Aleppo

Codex Aleppo (hebr. כֶּתֶר אֲרָם צוֹבָא, Keter Aram Tsova) er et manuskript af den hebraiske bibel, angiveligt et værk af en af de indflydelsesrige masoreter Aaron ben Asher fra det 10. århundrede e.Kr. Det var i lang tid det eneste komplette manuskript af hele Det gamle testamente, men ca. en tredjedel har manglet siden 1947, også det meste af Pentateuken, .

Teksten er af yderst god kvalitet med en meget akkurat gengivelse efter masoretiske principper og med meget få afskrivningsfejl. Codex Aleppo er den højeste autoritative kilde i udarbejdelsen af den originale hebraiske tekst til Bibelen.

Gabriel Milan

Gabriel Milan (født 1631, død 26. marts 1689 i København, Danmark) var guvernør i Dansk Vestindien i fra 1684 til 1686.

Milan kom fra en velstående portugisisk adelsfamilie og som ung rejste han ud. I Amsterdam var han købmand og kom i kontakt med prins Jørgen af Danmark, hvor han blev hans bankier på hans udenlandsrejse i perioden 1667-70.

Han fik god kontakt med det danske hof, og Peder Schumacher Griffenfeld brugte ham i de følgende år til indkøber af juveler til dronningen og kunst til kongen. Milan blev i 1668 udnævnt til dansk faktor og i 1671 til generalfaktor i Amsterdam med hjælp fra Griffenfeld. Kort tid efter kom han på kant med den danske legation i Haag. På samme tid forværrede hans økonomiske situation sig, da han i stadig større udstrækning måtte forskudtere store beløb for den danske konge. Yderligere døde manden, som havde finansieret meget af hans personlige forbrug, hans svoger Josva Abensur.

I 1678 rejste han til København for at inddrive noget af det, kongen skyldte ham. Inddrivelsen af gælden gik langsomt, og Milan og hans familie led stor nød i de følgende år. Kongen udnævnte derfor Milan som guvernør i Dansk Vestindien i 1684 i stedet for at nedbetale gælden. På Sankt Thomas, som Dansk Vestindien bestod af den gang, førte han et meget strengt og tyrannisk regime overfor øens befolkning. Forgængeren i hans stilling, Adolph Esmit, havde han fået besked om at sende hjem til København, men han kastede ham i stedet i fængsel i et udpresningsforsøg. Til sidst blev klagerne over Milan så stærke, at koloniledelsen i 1686 kaldte ham hjem til København. Her blev han stillet for retten og dømt til Fortabelse af Ære, Liv og Gods i 1687, en dom som blev stadfæstet af Højesteret i 1689. Den 26. marts samme år blev Milan halshugget på Kongens Nytorv.

Herningsholm

Herningsholm er en herregård fra år 1579 beliggende i Hernings nordøstlige del. Den blev oprindeligt bygget i renæssancestil af adelsmanden Josva von Qualen, der lod den opføre på et voldsted nær en å i et fugtigt engareal. Gården hed dengang Vig, men blev ombygget i 1754 og opført i enkel klassicistisk stil med anvendelse af de gamle herregårdsmure fra renæssancen. Hovedbygningens skævt anlagte vinduer, vidner om tiden fra før barokken gjorde sit indtog i Danmark. I dag rummer herregården Blichermuseet der fortæller om forfatteren Steen Steensen Blichers liv og forfatterskab (1782-1848) på den jyske hede. Man kan bl.a. se flere af forfatterens originalmanuskripter og førsteudgaver af hans værker, ligesom man kan studere hvordan andre kunstnere gennem tiden, har illustreret hans bøger. Desuden findes en riddersal fra 1700-tallet med landskabsmalerier. Herningsholm er omgivet af en mindre herregårdspark med gangstier for offentligheden.

Jeriko

Jeriko er en by, der ligger på Vestbredden i de af Israel besatte områder, efter Seksdagskrigen. Den betegnes som en af verdens ældste byer, da der har været bebyggelser på stedet i omkring 11.000 år.

Byen er omtalt i Bibelen under israelitternes folkevandring, hvor de støder på Jeriko. Israelitterne vil have lov til at passere, men byen afslår, hvilket får Josva til at sende hornblæsere til at gå rundt om byen, og blæse i deres horn, til bymuren falder sammen.

Jesus

For alternative betydninger, se Jesus (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Jesus)Jesus fra Nazaret (hebraisk: יֵשׁוּעַ‬, født i perioden år 4 f.v.t. til 2 f.v.t. – død ca. år 31 e.v.t. - årstallene er et skøn ud fra historiske begivenheder), også kaldet Jesus Kristus eller blot Kristus, er den centrale figur i kristendommen, og han anses af de fleste kristne for at være en inkarnation af Gud; og ifølge den bibelske tekst var Jesus en selvstændig person der bad til Gud, kaldte sig selv ”søn” af Gud, ”udsendt” af Gud og som havde været hos Gud ”før verden blev til”.

(Joh. 17,1-5). Han er også en vigtig figur i flere andre religioner.

Egennavnet "Jesus" er en translitteration af det græske ord Ίησους (Iēsous), der selv er en translitteration af aramæisk Jeshua. Jeshua er en yngre form af Josva, som er en kortform af det hebraiske יהושע (Yehoshua), og som betyder JHWH er frelse. Navnet Jesus/Jeshua/Joshua/Josva forekommer over 900 gange i Bibelen, og er dermed det tredje hyppigst anvendte egennavn, efter "JHWH" og "David". Titlen "Kristus" kommer fra græsk Χριστός (Christós), der er en oversættelse af hebræisk Masiah (Messias), som betyder 'den salvede'.

De ældste beskrivelser af Jesus liv, tanker og lære kommer fra de fire kanoniske evangelier i Bibelen: Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet, og Johannesevangeliet. Ifølge evangelierne var Jesus en jøde fra Galilæa, der i sin samtid blev anset for at være en skriftklog og healer. Han blev døbt af Johannes Døberen og blev korsfæstet i Jerusalem på ordre fra den romerske præfekt, Pontius Pilatus pga. beskyldninger om landsforræderi og gudsbespottelse. Historikere har dog forskellig opfattelse af evangeliernes troværdighed, hvilket blandt andet skyldes at det ikke vides præcis hvornår evangelierne er skrevet.

Kristne anser Jesus for at være den Messias, hvis komme var forudsagt i Det Gamle Testamente, og at Jesus opstod fra de døde efter at være blevet korsfæstet. Blandt kristne har der gennem tiderne været forskellige opfattelser af Jesu natur, men den mest udbredte opfattelse er, at Jesus er en del af Treenigheden og i den forstand guddommelig.

Jøderne anser ikke Jesus som Messias, og anerkender ham heller ikke som søn af Gud eller en del af treenigheden. Jøderne forventer derfor stadig at Messias skal komme.

I Islam bliver Jesus anset for at være en vigtig profet, men muslimerne tror ikke, at Jesus var guddommelig.

Johan Bravo

Johan (Josva) Bravo (3. september 1797 i Altona – 29. april 1876 i Rom) var en dansk maler og konsul.

Bravo var født i Altona af jødiske forældre, forstander for den portugisiske, jødiske menighed Israel Bravo (1759-1824) og NN og uddannede sig ved Kunstakademiet i København til maler 1816-18, og efter at have hugget sig møjsommelig igennem i nogle år lykkedes det ham 1827 at komme til Rom, hvor han dog snart opgav malerkunsten for ganske at hellige sig praktiske forretninger. En lille formue satte ham i stand til dette. Hans sidste større bidrag til kunsten var nogle italienske landskaber (1831–32), som han hjemsendte til Charlottenborg. I Rom var han en central deltager i kunstnerlivet og dannede et firkløver sammen med Ditlev Blunck, Ernst Meyer og Friedrich Thøming. Både i akademitiden og senere var Bravo desuden tæt knyttet til en anden slesvigholstener, H.W. Bissen.

Han modtog fra 1838 et årligt honorar fra den danske stat som vejleder for danske rejsende i Rom, og Bravos tjenstvillighed og evne til at gøre sig yndet skaffede ham en fast ansættelse som kunstagent (1843) med forpligtelse til at give kunstmeddelelser til Akademiet. Ved den gode hjælp, han ydede ved hjemsendelsen af Bertel Thorvaldsens arbejder, hvor han selv selv var med på fregatten Thetis 1842, opnåede han at blive dansk konsul i Rom (1847) og senere 1855 svensk-norsk konsul, i hvilken stilling han tit var en virkelig støtte for kunstnerne. Han var medlem bestyrelsen og formand for for Skandinavisk Forening fra 1860. Johan Bravo blev Ridder af Dannebrogordenen 1845, Dannebrogsmand 1851, Kommandør af 2. grad 1872 og etatsråd 1866 og døde ugift 29. april 1876 i Rom, hvor han er begravet på den protestantiske kirkegård.

Joshua

Joshua har følgende betydninger:

Josva – en person i jødisk mytologi.

Joshua (musikproducer) – en dansk producer.

Josua Schwartz

Josua Schwartz (født 5. februar 1632 i Waldau i Pommern, død 6. januar 1709 i Rendsborg) var en tysk præsti svensk og dansk tjeneste. Han var far til Niels Schwartz.

Schwartz studerede i Wittenberg i 7 år fra 1651 og boede hos den berømte teolog Quenstedt. Senere opholdt han sig i lang tid ved fremmede universiteter og kom tilbage til forældrehjemmet 1661. Det zelotiske, der lå i hans natur, kom snart til frembrud. Han var misfornøjet med, at kirkestyrelsen stillede sig mildt til de reformerte, og lod sin rede derover komme til orde i en prædiken, for hvilken han derefter blev kaldt til regnskab; han foretrak imidlertid ved flugt at unddrage sig ansvaret. Fra Danzig udsendte han sin prædiken i trykken, forøget med endnu stærkere invektiver. Flere stridsskrifter udvexledes, og da han mente sin person i fare, flygtede han til Stockholm. Her blev han kåret til præst ved den tyske menighed; men da hans udnævnelse stødte på adskillig modstand, trak han sig frivillig tilbage. Enkedronning Hedvig Eleonora fik ham 1668 beskikket til ekstraordinær teologisk professor ved det nyoprettede universitet i Lund samt til tysk præst ved domkirken sammesteds. Denne sidste udnævnelse var biskop Winstrup i høj grad imod, og da Schwartz klagede over Winstrups adfærd imod ham, fik han den satisfaktion, at et kongeligt reskript påbød biskoppen at give Schwartz den ham i følge hans kaldsbrev tilkommende ret.

Schwartz var den første, der i Lund fik den teologiske doktorgrad (1672), og året efter blev han, dog ikke uden adskillig kamp, universitetets rektor. Sin kætterjagt fortsatte han stadig. Højst uhyggelige former antog hans strid med den navnkundige Samuel Pufendorf, der fra 1668 var professor i Lund i praktisk filosofi. Da denne 1672 udgav sit bekendte skrift Om natur- og folkeretten, var Schwartz straks på pletten, og i forening med flere kolleger påviste han flere nye og vildfarende meninger i dette værk. De fleste modstandere i Lund trak sig efterhånden tilbage, men Schwartz udarbejdede en Index novitatum in S. Pufendorfii libris de jure naturæ et gentium contentarum, som foreløbig cirkulerede i håndskrift. Sagen vakte umådelig opsigt; der stredes for og imod. Et kongebud måtte pålægge de stridende tavshed. Men da derefter skriftet blev trykt i Giessen 1673 (dog ikke efter Schwartz' egen foranstaltning), blev det efter kongens befaling brændt af bøddelen på torvet i Lund, hvor meget end Schwartz anråbte kongens nåde om at forskånes for denne tort. Striden fik lang eftervirkning og affødte adskillige skrifter, hvorved Pufendorf lod sin drøje humors svære skyts spille mod den alt andet end jævnbyrdige modstander.

Under den skånske krig kom Schwartz også slemt afsted. Da Lund 1676 var indtaget af de danske, holdt han i november samme år en prædiken (trykt i København 1678 blandt hans Drei Kriegspredigten), hvori han formanede skåningerne til at bevise den danske konge den skyldige troskab og lydighed og bede for ham, men dog ikke tage våben imod kongen af Sverige, deres forrige herre. Da byen måneden efter atter kom i de svenskes besiddelse, blev Schwartz plaget med stærk indkvartering, og da han personlig ville fremføre sin klage derover for kong Karl, fik han hård tiltale og befaling om at fremstille sig i Malmø for en kommission, der skulle påkende anklagen mod ham for utroskab og forræderi. Så flygtede han i hast over til København; hans hustru søgte under forklædning snart efter sammesteds hen. Hans ejendele i Lund konfiskeredes, og det blev en tung trængselstid for familien.

Christian V tildelte ham imidlertid 1679 en månedlig pension, og året efter blev han tysk hofprædikant i København. Som sådan var han dog kun til besvær; thi han betragtede det stadig som sin første embedspligt at finde vranglærdomme, og hans heftighed mod de reformerte var så meget mindre velset, som dronningen selv hørte til dette trossamfund. Med glæde greb man lejligheden til på en passende måde at blive af med ham, i det generalsuperintendenten i Slesvig døde 1684. Schwartz udnævntes da til superintendent over hele Slesvig og flyttede til Slesvig by. Et af hans første foretagender var at få Konkordieformelen indført i den hertugelige del af landet, ligesom det tidligere var sket i den kongelige del ved Stephan Klotz' bestræbelser. Efter forliget i Altona 1689 måtte han flygte til Flensborg, hvor han derefter boede til 1693, da han kunne ykke ind i den nyopførte bisperesidens i Rendsborg.

I hans bispetid fornyedes de gamle synoder, i det forordningen af 15. august 1691 bestemte, at der årlig i Rendsborg skulle holdes en synode af provsterne i begge hertugdømmer under generalsuperintendentens forsæde. Den første synode samledes i Rendsborg i okober 1691, og de fleste af dens beslutninger fik 1692 kongelig stadfæstelse; blandt andet blev nu ungdommens konfirmation før den første altergang forordnet for Hertugdømmerne foruden flere andre vigtige bestemmelser angående lære og kultus. Men Schwartz' bispetid kendetegnes også ved den i Slesvig stærkt fremskydende pietistiske bevægelse, som Schwartz bekæmpede med stor voldsomhed. I den anledning vekslede han Stridsskrifter med Sandhagen og Muhle samt med præsten i Glückstadt Nicolaus

Sibbern, på hvis parti F.J. Lütkens stillede sig imod S. Endnu på sin dødsseng dikterede han sin amanuensis et stridsskrift for at værne om ortodoksien. Han sluttede således, som han begyndte, sin offentlige virksomhed: hele hans liv var strid og ufred.

Josvabogen

Se også Josva, som denne bog er opkaldt efter.Josvabogen er den sjette bog i Bibelen.

Lars Chemnitz

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.Lars Hans Jens Josva Chemnitz (26. oktober 1925 i Nuuk (Godthåb) – 18. november 2006) var en grønlandsk politiker og landsrådsformand. Fra 1995 til sin død boede han og hustruen i Svendborg. Hans far var Udstedsbestyrer Jørgen Niels Peter Chemnitz (1890-1956)

Moseloven

Moseloven er et begreb, der først optræder i Josvabogen 8. Traditionelt er det navnet på den religiøse lov de gamle israelitter levede efter. På hebraisk titlen Tora ("Loven") gælder for de første fem bøger i den hebraiske Bibel.

Moses

Moses (hebraisk משה, udtalt /ˈmɔʃə/ el. [mɔːʃ], lat. Moyses) er i Bibelen den person, der regnes som israelitternes befrier fra trældommen påført af dem af Farao i Egypten, og som var deres leder i den tid, de var i ørkenen. Han var gift med Han regnes som en af de vigtigste personer i Bibelen og en af de vigtigste profeter i jødedommen,, i kristendommen, Islam, Bahá'í, og adskillige andre abrahamtiske religioner, idet han modtog instrukser om israelitternes religion og den lov, der blev kendt som Moseloven. Ifølge den hebraiske bibel Tanakh, kendt som Det Gamle Testamente i den kristne bibel, var Moses et hebraisk hittebarn, der som spæd blev sat i Nilen af sin moder Jocheved i en kurv, da Farao befalede at alle hebraiske sønner skulle slås ihjel, eftersom det voksende antal af hans hebraiske slaver havde skabt bekymringer hos ham om, at de skulle blive mere talstærke end egypterne og nedstyrke hans rige. Moses havde en storebror og storesøster, Aron og Miriam. Kurven drev gennem floden og kom til Faraos palads, hvor en egyptisk prinsesse fandt den og adopterede Moses. Moses levede sammen med den egyptiske kongelige familie indtil han slog en egyptisk slavemester ihjel (fordi slavemesteren slog på¨en hebræer), hvorefter Moses flygtede ud i ørkenen, over Det Røde Hav til Midian, hvor han mødte Herrens Engel, der talte til ham gennem en brændende tornebusk på Horeb-bjerget (som han anså som Guds Bjerg). Gud sendte Moses tilbage til Egypten for at beordre israelitternes løsladelse fra deres slaveri, og så han kunne lede dem til landet Kanaan. Eftersom Moses sagde, at han ikke var veltalende, tillod Gud Aaron, hans bror, at blive hans taler. Både Moses og Aaron fik hver deres stav, som de kunne udføre Guds undere gennem. Da Farao nægtede at lade hebræerne gå, ramte Gud Egypten med De Ti Plager, hvorefter Moses førte israelitterne over Det Røde Hav, som Moses delte med den stav, Gud havde givet ham, og bagefter bosatte de sig på Sinaibjerget, hvor Moses blev givet de ti bud samt de andre Moselove.

Efter israelitterne havde vandret i ørkenen i 40 år, døde Moses på Nebobjerget med Det Lovede Land indenfor synsvidde.

Hieronymus angiver 1592 fvt, og James Ussher 1571 fvt som Moses' fødselsår.{{refn |Sankt Augustin

optegner navnene på kongerne, der levede da Moses blev født i Om Guds stad:

"Da Safrus regerede som den fjortende konge af Assyrien, og Ortopolis som den tolvte af Sikyon, og Kriasos som den femte af Argos, blev Moses født i Egypten, ..." I Femte Mosebog bliver Moses kaldt "Guds mand".

Moses' Himmelfart

Moses' himmelfart eller Assumptio Mosis er et gammeltestamentligt pseudepigrafisk skrift, en jødisk apokalypse skrevet sandsynligvis omkring år nul og er en beretning om Moses' sidste samvær med Josva. Moses giver her en apokalyptisk fremstilling af Israels kommende skæbne helt frem til tidernes ende.

Mâliâraq Vebæk

Mâliâraq Vebæk, født Marie (Mâliâraq) Athalie Kitura (Qituraq) Kleist (født 20. april 1917 i Narsarmijit (da: Frederiksdal), død 25. februar 2012 i Søborg) var en grønlandsk forfatter og lærer.

Hendes forældre var Hans Hoseas Josva Kleist og Bolette Marie Ingeborg Chemnitz, og både faderen og morfaderen var præster. Faderen var tillige politisk aktiv og sad i kommunerådet i Nanortalik Kommune og i Grønlands Landsråd. Hun giftede sig i 1945 med arkæologen C.L. Vebæk, og sammen fik de to børn.

I 1932 blev der oprettet en efterskole (videreuddannelse efter folkeskolen) for piger i Aasiaat. Her kom hun ind, og selv om det var en "eliteskole", gik hun ud som den bedste elev i sin årgang, medregnet den tilsvarende efterskole for drenge. Takket være dette fik hun af Komitéen for Grønlænderinders Uddannelse tilbud om videreuddannelse i Danmark. I 1939 tog hun lærereksamen fra Th. Langs Seminarium i Silkeborg, og flyttede tilbage til Grønland.

Hun og ægtemanden flyttede efter 2. verdenskrig til Danmark, men hun var flere gange i Grønland også efter fraflytningen. Både hun og ægtemanden forskede i den mundtlige fortælletraditionen på Grønland, og hun samlede et omfattende materiale, der blev omsat til bøger og artikler i aviser og tidsskrifter. Hun arbejdede også som tolk og for Grønlands Radio.

Gennemgående motiver i hendes forfatterskab er den grønlandske identitet i et samfund i hastig udvikling samt den grønlandske kvinde, som hun som den første giver en stemme i litteraturen. De to motiver afspejles især i hendes "Historien om Katrine" og efterfølgeren "Tretten år efter". Den første er foruden grønlandsk udkommet på dansk og russisk.

De seneste år af forfatterens liv gik med at udskrive og redigere den store mængde båndoptagelser af sydgrønlandske folklore, som er udkommet på grønlandsk og dansk i deres helhed, mens en version af historien om et besøg hos Havets moder. er oversat til dansk, engelsk og nederlandsk.

Hun boede sine sidste mange år i Søborg, lidt uden for København.

Hun ligger begravet på Gladsaxe Kirkegård.

Nevi’im

Nevi'im (hebr. נביאים), eller dansk Profeterne, er anden afdeling af de tre overordnede sektioner i den hebraiske bibel, Tanakh. Afsnittet efterfølger Torahen (Loven) og efterfølges af Ketuvim (Skrifterne). Nevi'im er traditionelt inddelt i to dele: De tidlige profeter (Nevi'im Rishonim נביאים ראשונים), som indbefatter Josva- og Kongebøgerne, og de sene profeter (Nevi'im Aharonim נביאים אחרונים), som hovedsageligt består af profetiske skrifter i form af poesi.

I jødisk tradition er Samuelsbøgerne og Kongebøgerne hver især én bog. Derudover bliver de relativt korte tolv profeter regnet som en bog: Tolvprofetbogen. Dermed indeholder Nevi'im otte bøger ud af 24 bøger i Tanakh. I den jødiske liturgi læses uddrag af teksterne offentligt i synagogen efter torahlæsningerne hver sabbat og på jødiske festdage.

Operation Salomon

Operation Salomon (hebraisk: מִבְצָע שלמה, Mivtza Shlomo) var en hemmelig israelsk millitæroperation i 1991 for at fragte etiopiske jøder til Israel.

Pga. den politiske ustabilitet i Etiopien var adskillige jødiske organisationer, inkl. staten Israel, bekymrede for Etiopiens jødiske mindretals, kendt som Beta Israel, sikkerhed. Året forinden var det i al hemmelige blevet besluttet at hente så mange jøder som muligt fra Etiopien til Israel i en millitæroperation. Dette ville blive den største udvandring af etiopiske jøder til Israel til dags dato. På 36 timer fløj 34 israelske fly, deriblandt kampfly, uafbrudt frem og tilbage mellem Israel og Etiopien. Det lykkedes at transportere 14,325 etiopiske jøder til Israel.Operation Salomon fløj næsten dobbelt så mange etiopiske jøder til Israel som i Operation Moses. Millitæroperationen satte en verdensrekord for antallet af mennesker i et fly d. 24. maj 1991, da en El Al 747 tog 1,122 passagerer til Israel. "Egentlig var det kun planlagt, at der skulle være 760 passagerer. Fordi passagererne var så lette, blev der klemt mange flere ind [i flyet]." 5 babyer blev født ombord på flyene.

Rasmus Berthelsen

Rasmus Storm Josva Berthel Berthelsen (10. juli 1827 i Sisimiut – 4. januar 1901) var en grønlandsk lærer, digter, komponist og redaktør.

Han blev uddannet som lærer ved Godthaab Seminarium i 1849 og debuterede som digter i 1855. Han er mest kendt for digtet Guuterput qutsinnermiu fra 1858.

Gennem 1800-tallet, da Grønland var en dansk koloni, var danskerne splittet i synet på, om grønlænderne skulle skærmes for dansk og europæisk indflydelse. Mange mente, at de burde skærmes for at kunne bevare deres identitet. Den danske administrator Hinrich Rink var en af forkæmperne for dette. Berthelsen, som var født grønlænder, havde arbejdet sammen med Rink, men blev et "offer" for dette syn. Til trods for mange års ansættelse ved Godthaab Seminarium (i dag Ilinniarfissuaq) fik han aldrig nogen anden titel end hjælpelærer.

Berthelsen var også den første redaktør af Grønlands første avis Atuagagdliutit, der blev grundlagt i 1861 af Hinrich Rink.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.