Johannesevangeliet

Johannesevangeliet er den fjerde bog i Det Nye Testamente. Det er samtidig det fjerde og sidste af evangelierne.

S Johannis Euangelium0001
Første side i Johannesevangeliet i Gustav Vasas bibel, den første svensksprogede udgave af bibelen.

Datering

Johannesevangeliet menes at være det sidst skrevne evangelium. Det har hidtil været antaget, at evangeliet er skrevet mellem år 65 og 85. Nogle bibelforskere mener dog, at den sidste del først er skrevet i slutningen af det første eller begyndelsen af det andet århundrede. Den gængse holdning er, at evangeliet blev skrevet i to eller tre ombæringer. Den første del antages at være skrevet et sted mellem år 50-70, og den sidste del omkring år 95-100. Johannesevangeliet forkortes Joh.

Ophav

Nedskrivningen af Johannesevangeliet tilskrives traditionelt disciplen Johannes, som af nogle identificeres med apostlen Johannes, men skriftet selv er som de øvrige evangelier anonymt — det oplyses blot afsluttende (Joh 21:20-24), at det er skrevet af "den discipel, som Jesus elskede" (se nedenfor). Forfatteren til evangeliet er omstridt. I den oldkirkelige tradition regnede nogle med, at apostlen Johannes Zebedæussøn var forfatteren. En anden tradition modsiger dog dette, da Johannes i denne skulle være død før affattelsestiden. Andre mente, at det var skrevet af en anden af Jesu disciple, presbyteren Johannes. Johannesevangeliet synes dog ikke at være affattet af en person, der har levet i Galilæa på Jesu tid, men synes nærmere at afspejle en tid, hvor man ikke har kendt den levende, historiske Jesus.[kilde mangler] Andre teorier om forfatteren af evangeliet taler om en forfatterskole – et johannæisk forfatterkollektiv.

Traditionen peger på, at evangeliet er skrevet i byen Efesos, der på den tid var et mødested for mange religiøse strømninger.

Indhold

Kapitel 1: Åbningshymne og Jesu første aktiviteter

Kapitel 2: Et bryllup

Kapitel 3: En samtale om natten

Kapitel 4: En samtale midt på dagen

Kapitel 5: Vidnesbyrd om Faderens gernínger

Kapitel 6: Livets brød

Kapitel 7: Levende vand

Kapitel 8: Jesu vidnesbyrd om sig selv

Kapitel 9: En blind mand ser

Kapitel 10: Hyrden og fårene

Kapitel 11: Lazarus kommer ud af graven

Kapitel 12: Jesus, gjort klar til sin begravelse, drager ind i Jerusalem

Kapitel 13: Jesu sidste tale

Kapitel 14: Talsmanden

Kapitel 15: Disciplenes kærlighed, verdens had

Kapitel 16: Hvad Talsmanden gør, når jeg er væk

Kapitel 17: Jesu bøn for sine tilhængere

Kapitel 18-19: Jesus arresteres, forhøres, dømmes og henrettes

Kapitel 20: Opstandelsen

Kapitel 21: Efterskrift: Hvem er størst – Peter eller Den Elskede Discipel?

"Den Elskede Discipel"

I Johannesevangeliet optræder på afgørende steder en navnløs og gådefuld figur, der fremstilles som en discipel, som havde en særligt nær relation til Jesus. At forholdet var anstrengt mellem de kristne menigheder, der har haft Johannesevangeliet som deres foretrukne evangelieskrift (og som begrundede deres tradition med henvisninger til 'den discipel Jesus elskede'), og andre traditioner i den tidlige kirke, afsløres i det sidste kapitel (21), der er tilføjet efter Simon Peters og Den Elskede Discipels død. Kapitlet skal afklare deres indbyrdes relation – hvem af dem er størst? Det svar, der gives er: Peter har forrang som kirkens hyrde. Den Elskede Discipel er discipel par excellence. Og rollefordelingen mellem dem tilkommer Herren.

Karakteristik

Johannesevangeliet adskiller sig væsentligt fra de tre synoptiske evangelier og er det mest teologisk reflekterede af de 4 evangelieskrifter i Det Nye Testamente, hvilket viser, at det er skrevet sidst. Til forskel fra de tre andre har sproget i Johannesevangeliet poetisk karakter. Indholdsmæssigt adskiller Johannesevangeliet sig også fra de synoptiske evangelier.

Fra starten gøres det klart, i hvilket lys evangeliet skal læses: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” (Joh 1,1). Skribenten forkynder ikke en bestemt lære, han forkynder Jesus. Det er målet at få læseren til at forstå, hvem Jesus er. I slutningen skrives det: ”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.” (20,31). Til forskel fra de andre evangelier gøres det i Johannesevangeliet eksplicit klart, at Jesus er Gud selv. Det pointeres flere steder i evangeliet, at Faderen og Sønnen er den samme Gud og at ”ingen kommer til Faderen uden ved mig” (14,6).

Baggrunden er krise i forhold til det omgivende samfund – de kristne trækker sig bort fra en farligt fjendtlig omverden for at samle sig om deres Herre, der forklarer om sig selv og sin sande identitet. Konflikt er konstant baggrund. Der bruges mange modsætningsforhold (lys/mørke, had/kærlighed osv.) Tro eller afvisning af Jesus er et enten-eller, ude-eller-inde. Troen er ikke en privatsag, men skal bekendes offentligt, ikke ulig en faneed.

Sprogtonen er dog ikke krisepræget, men rolig og nærmest lyrisk, med rytme i sætninger og udsagn. Alt er fortalt fra Guds synsvinkel, dvs den autentiske og ægte synsvinkel på livet. Sproget er symbolsk (ofte i flere lag) og suggestivt, men med basis i historiske begivenheder. Der er en aura af uafhængig autoritet over dette evangelieskrift, holdningen er individualistisk og anti-hierarkisk – dog uden brud med resten af den tidlige kristne kirke (hvis autoriteter er repræsenteret ved Peter).

"Vidnesbyrd" er den danske oversættelse af martyria, som er et nøgleord i dette evangelium. Det er sågar vigtigere end "tegn" (semeion), der i sig selv er en form for vidnesbyrd. Jesu "tegn" er hans mirakler, der er præliminær åbenbaring, der kræver tolkning i lyset af hans ord og hans død og opstandelse. Helligånden er "Talsmanden", der fortsætter Jesu nærvær og tjeneste blandt de kristne.

Noget helt unikt for Johannesevangeliet er forekomsten af ironi, noget der ellers ikke er tradition for i evangelierne.[kilde mangler]

Formålet med Johannesevangeliet er at proklamere Jesu sande identitet, så tilhørernes tro på ham bliver retledt. Hensigten er overtalelse, snarere end historisk redegørelse. Et gennemgående tema er strid om religiøs sandhed, at klargøre emner så de enten accepteres eller afvises, ikke ulig en advokats tale i en retssal med indkaldelse af vidner. Modpartens holdninger er desværre ukendte, men det drejede sig om Jesu virkelige karakter og identitet.

Spørgsmålet 'Hvem er Jesus?' er blevet kaldt for "Johannesevangeliets messiashemmelighed", fordi Jesu sande identitet er noget, man forstår i kraft af åbenbaring, ikke ved skrift eller tradition. Jesus belyser de hellige skrifter, ikke omvendt. Åbenbaringen i Jesus refererer til og forudsætter Guds åbenbaring til Israel – åbenbaring af Gud er et eksplicit tema i Johannesevangeliet. Især opstandelsen kaster sit lys bagud på det foregående.

Detaljer

Et af de mest berømte bibelcitater stammer fra Johannesevangeliet (Joh. 3:16): ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”. Dette citat, der også kaldes Den lille Bibel, er oversat til mere end 1100 sprog.

Question book-4.svg Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
3. august

3. august er dag 215 i året i den gregorianske kalender (dag 216 i skudår). Der er 150 dage tilbage af året.

Nikodemus dag. Nikodemus var en jødisk skriftklog, der blandt andet omtales i Johannesevangeliet.

=== Begivenheder ===

Født - Dødsfald

1492 - Christopher Columbus står ud af Palos havn i Spanien med 3 små skibe Santa Maria, Pinta og Nina for at finde søvejen til Indien.

1778 - La Scala Operaen i Milano åbnes.

1783 - Et voldsomt udbrud af vulkanen Asama i Japan koster 35.000 mennesker livet.

1858 - Under søgen efter Nilens kilder opdager den engelske opdagelsesrejsende John Hanning Speke Victoriasøen.

1907 - I Portugal erklæres søndag for hviledag ved kongeligt dekret.

1910 - Mesterbryderen Magnus Bech-Olsen indvier en cirkusbygning i træ på Åboulevarden i København.

1914 - Det første skib passerer gennem den nye Panamakanal.

1914 - Tyskland og Tyrkiet underskriver en hemmelig traktat. Italien erklærer sig neutralt. Tyskland erklærer Frankrig krig.

1923 - Vicepræsident Calvin Coolidge indsættes som præsident for USA efter den valgte præsident, Warren G. Hardings død dagen forinden.

1926 - Englands første trafiklys sættes op ved Piccadilly Circus.

1936 - Jesse Owens vinder 100 meter løbet ved sommer-OL 1936 i Berlin, den første af hans i alt fire guldmedaljer ved legene.

1938 - I Italien udelukkes jøder fra universiteterne.

1940 - Italien invaderer Britisk Somaliland.

1951 - USA ophæver alle toldbegunstigelser, som de kommunistiske lande fik under 2. verdenskrig.

1958 - Den atomdrevne ubåd USS Nautilus passerer under Nordpolen.

1960 - Niger opnår uafhængighed fra Frankrig.

1981 - Den 49-årige forhenværende inspektør ved Nationalmuseet, Erik Kjersgaard, udnævnes til chef for Den Gamle By i Århus.

1983 - Den svenske statsminister Olof Palme sender skarp protest til den danske regering om at standse olieefterforskninger ved Hesselø, indtil grænsedragningen er forhandlet.

1987 - Rigsrevisionen kritiserer Danida for fejlskøn, efterladenhed og undertrykkelse af kritik i forbindelse med et mislykket hjælpeprogram i Indien til 400 millioner kroner.

2001 - Vicekoncernchef i SAS Vagn Sørensen går af som følge af kartelsagen.

=== Født ===

1770 - Frederik Vilhelm 3., preussisk konge (død 1840).

1801 - Joseph Paxton, engelsk havearkitekt (død 1865).

1867 - Stanley Baldwin, britisk statsmand og industrimand (død 1947).

1872 - Haakon 7., norsk konge (død 1957).

1905 - Karin Nellemose, dansk skuespiller (død 1993).

1908 - Birgit Cullberg, svensk balletdanser og koreograf (død 1999).

1920 - P.D. James, engelsk forfatter (død 2014).

1924 - Leon Uris, amerikansk forfatter (død 2003).

1926 - Tony Bennett, amerikansk sanger.

1928 - Henning Moritzen, dansk skuespiller og sceneinstruktør (død 2012).

1932 - Niels I. Meyer, dansk fysikprofessor, politiker og samfundsdebattør.

1938 - Rina Dahlerup, dansk tegner.

1940 - Martin Sheen, amerikansk filmskuespiller.

1941 - Esben Høilund Carlsen, dansk filminstruktør (død 2011).

1941 - Martha Stewart, amerikansk mediepersonlighed.

1946 - Jack Straw, engelsk politiker og minister.

1950 - John Landis, amerikansk filminstruktør.

1953 - Osvaldo Ardiles, argentinsk fodboldspiller.

1958 - Kurt Thiim, dansk racerkører.

1960 - Kim Milton Nielsen, dansk fodbolddommer og it-chef.

1963 - James Hetfield, amerikansk rocksanger i Metallica.

1964 - Abhisit Vejjajiva, thailandsk politiker.

1967 - Palle Knudsen, dansk operasanger.

1975 - Line Kruse, dansk skuespiller.

1977 - Tom Brady, amerikansk fodboldspiller fra USA.

1989 - Jules Bianchi, fransk racerfører. (død 2015).

=== Dødsfald ===

1387 - Oluf 2., dansk konge (født 1370).

1460 - Jakob 2., skotsk konge (født 1430).

1857 - Eugène Sue, fransk forfatter (født 1804).

1924 - Joseph Conrad, polsk-engelsk forfatter (født 1857).

1939 - August Enna, dansk komponist (født 1859).

1954 - Colette, fransk forfatter (født 1873).

1966 - Lenny Bruce, amerikansk komiker (født 1925).

1977 - Makarios, cypriotisk ærkebiskop og politiker (født 1913).

1983 - Helge Bonnén, dansk pianist og komponist (født 1896).

1995 - Ida Lupino, engelsk-amerikansk skuespiller og instruktør (født 1914).

1998 - Alfred Schnittke, russisk komponist (født 1934).

2004 - Henri Cartier-Bresson, fransk fotograf (født 1908).

2006 - Elisabeth Schwartzkopf, tysk-østrigsk sopran (født 1915).

2007 - Peter Thorup dansk guitarist, sanger, komponist og producer (født 1948).

Apostlen Johannes

Johannes (fra hebraisk Yohanan) levede i det 1. århundrede, og omtales i Det Nye Testamente som søn af Zebedæus og Salome, som i overleveringer hævdes at have været søster til jomfru Maria. Johannes og hans bror Jakob var i så fald fætre til Jesus. Sammen med Jakob var Johannes blandt Jesu første disciple, og blev betragtet som en af hans særlig fortrolige og den, han betroede omsorgen for sin mor. Det antages at "den discipel, som Jesus elskede", er identisk med Johannes.

Johannes' evangelistsymbol er en ørn med udbredte vinger. Overleveringen tilskriver ham forfatterskabet til Johannesevangeliet, Johannesbrevene og Johannes' Åbenbaring.

Bartholomæus

Bartholomæus (græsk: Βαρθολομαῖος, Bartholomaíos, latin: Bartholomaeus) var en af Jesu disciple. Han er blevet identificeret med Nathanael (alternativt stavet Nathaniel), der i Johannesevangeliet bliver præsenteret for Jesus af Philip (der også ville være apostel), [Joh 1: 43-51] selv om nogle moderne kommentatorer afviser identifikationen af Nathanael med Bartholomæus.

Bibelen

Bibelen (gr. βιβλία biblia "bøger") er betegnelsen for de grundlæggende kanoniske skrifter i jødedommen og kristendommen. Den hebraiske (jødiske) Bibel, også kaldet Tanakh, er ikke identisk med den kristne Bibel, som beskrives her. I kristendommen varierer antallet og indholdet af Bibelens bøger.

Den kristne bibel er inddelt i to hoveddele.

Det Gamle Testamente er næsten identisk med den hebraiske Bibel, der var delt i tre: Torah (Loven), Nevi’im (Profeterne) og Kethuvim (Skrifterne). Bibelen indeholder i nogle kirkesamfund yderligere de Deuterokanoniske Bøger, som i den katolske og ortodokse kirke medregnes til Det Gamle Testamente, men som ikke regnes for kanoniske af alle jøder og protestanter. I de fleste protestantiske bibler udelades de helt. Den tidlige kristendom byggede på Septuaginta, den græske oversættelse af Tanakh, som har rødder i det 3. århundrede f.Kr.. Septuaginta indeholdt de deuterokanoniske skrifter.

Det Nye Testamente indeholder de særligt kristne skrifter, som blev skrevet på græsk i det første århundrede e. Kr. (Apokryferne findes således ikke i den hebraiske Bibel).Bibelen indeholder skrifter af vidt forskellige genrer som jura, poesi, historie og profeti. Bibelens bøger inddeles i protestantisk tradition i to testamenter, 66 bøger, 1.189 kapitler og 31.173 vers. Denne opdeling er først kommet til, da det blev nødvendigt at henvise nøjagtigt til bibelstederne. Bibelen er almindeligt anset for at være den bedst sælgende bog nogen sinde. Bibelen er den bog i verden, som er oversat til flest sprog. I oktober 2016 er hele Bibelen oversat til 636 sprog, Det Nye Testamente til 1442 sprog og dele af biblen er oversat til 1145 sprog. Bibelen til dels eller helt er tilgængelig på 3223 sprog.

Det Nye Testamente

Det Nye Testamente (NT) er den kristne bibels anden hoveddel og omfatter 27 skrifter af forskellige forfattere fra den tidligste kristne litteratur. Skrifterne opnåede i løbet af det 2. og 3. århundrede særstatus som helligskrift i den kristne kirke. Biblens første hoveddel er den jødiske skriftsamling på 39 skrifter kaldet Det Gamle Testamente (GT) (også kaldt Tanakh eller 'den hebraiske bibel'). De 27 skrifter i NT spænder ikke så vidt som GT, hverken med hensyn til litteraturformer, tidsrum eller i socialt spektrum.

Ordet testamente (latin testamentum) er en oversættelse af det

græske ord Διαθήκη (diatheke), der betyder 'pagt' og henviser til opfattelsen, at de kristne lever under den nye pagt som bl.a. forudsagt hos profeten Jeremias (31,31) i GT. Testamente har også betydningen 'vidnesbyrd', hvilket her spiller på tanken om åbenbaringen af Gud i Jesus fra Nazaret.

Indholdet i Det Nye Testamente er ikke skrevet på det tidspunkt, hvor Jesus i henhold til kristendommen levede, men efter dennes død. De ældste tekster i Det Nye Testamente er skrevet af apostlen Paulus, der aldrig havde mødt Jesus, men som hævdede at have set Jesus efter dennes genopstandelse. Paulus' ældste tekster er dateret til midten af 50'erne e.v.t.

Evangelium

Evangelium betyder gode nyheder – som regel det kristne.

Bruges også om et skrift, der rummer dette budskab; dels de fire kanoniske evangelier, og dels apokryfe skrifter som Thomasevangeliet.

I Det Nye Testamente findes der fire evangelier; de er anonyme, men traditionelt tilskrives de henholdsvis Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. De tre første kaldes for de synoptiske evangelier, fordi de i stof, ordlyd og komposition ligger tæt på hinanden. I Paulus' breve bruges ordet evangelium dog ikke om særlige levnesbeskrivelse af Jesus, men derimod om det kristne budskab, som f.eks. i (Rom. 1,16, hvor Paulus skriver: "For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker."

Forbøn

Forbøn er at bede for andre end sig selv. Forbøn har en stor rolle i kristendommen. Forbønnen findes både i de protestantiske kirke, den katolske kirke og den ortodokse kirke. I den ortodokse kirke kaldes forbøn for ekteni.

Forbøn i kristendommen; er bøn, som ændrer noget i den usynlige verden, som viser sig i den synlige. En person der beder for en anden eller noget andet end sig selv betegnes som en forbeder.

Citater om forbøn fra Bibelen:

"Jeg formaner da først af alt til bønner og anråbelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker; bed for konger og for alle i høje stillinger, så vi kan leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed. Det er godt og værdsat hos Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden." Paulus brev til 1. Timoteus 2 vers 1-4

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen."

Johannesevangeliet kapitel 16 vers 23.

"Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig."

Jesus i Johannesevangeliet kapitel 17, vers 9.

Derfor skal I bede således:Vor Fader, du som er i himlene!Helliget blive dit navn,komme dit rige,ske din viljesom i himlen således også på jorden;giv os i dag vort daglige brød,og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,og led os ikke ind i fristelse,men fri os fra det onde.For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.

Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 9-13

Citater fra forskellige berømte kirkeledere:

”Der er intet, der får os til at elske andre mere, end det at bede for dem” - William Law

”Hvis ilden går ud i kirkens varmefyr, vil bygningen fortsat se smart og ren ud, men den vil være kold. Sådan er det også med bønnen.Uden bønnen bliver kirken ligeså kold som verden udenfor.” - Leonard Ravenhill

”Hvis ikke jeg havde haft bønnens ånd, ville jeg ikke kunne udrette noget” - Charles Finney

"Din forbøn kan være et lys i en andens mørke!” - Agner Ebild

Helligånden

Helligånden er Guds ånd, der formidler fra Gud til mennesker.

Inkarnation

Inkarnation (latin: in: i + caro: kød) betegner religionshistorisk, at et guddommeligt væsen antager en menneskelig krop.

Jesu fødsel

I Bibelen findes beretningen om Jesu fødsel i Det Nye Testamente, som bl.a. består af de fire evangelier Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet.

At Jesus var født i Betlehem, erfares i Matthæus- og Lukasevangeliet, men det frem ikke af de hellige skrifter, hvilken dato Jesus blev født. De to omtalte synoptiske evangelister (som skrev uafhængigt af hinanden) har således kendt en tradition herom, og de har været opmærksomme på det påfaldende i, at Jesus ikke desto mindre voksede op i Nazaret. De har forklaret denne ejendommelighed på hver på sin måde: Lukas, som lader Josef og Maria have deres hjem i Nazaret (hvor bebudelsen finder sted), motiverer flytningen til Betlehem med den af kejser Augustus beordrede folketælling. Matthæus antyder ikke noget om, at familien rejste til Betlehem; man får indtryk af at denne by var deres hjem. Først efter flugten til Egypten (foranlediget af Herodes' massakre på de uskyldige børn – en episode som Lukas ikke kender) lader Matthæus familien flytte til Nazaret. Af disse og andre grunde må det sluttes, at de to evangelisters beretninger om Jesu fødsel ikke begge kan være historiske i alle enkeltheder.

Det er bemærkelsesværdigt, men ofte overset, at Paulus, til trods for den centrale plads, som Jesus har i hans breve (som er skrevet inden Paulus' død i 60'erne), intet beretter om Jesu liv eller virksomhed forud for den sidste nadver. Om Jesu fødsel høres kun, at "da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven" (Gal 4,4). Paulus siger således intet om, at Jesus var født af en jomfru. Enten har han ikke kendt denne tradition (som ikke er bevidnet før i slutningen af 1. århundrede), eller han har misbilliget traditionen, fordi den mindede ham om hedenske religioner. Hvis dette er sandt, så har Jesus' forældre været gift, og ikke kun trolovet. En anden ligeså logisk mulighed er, at Paulus ikke nævner det, da han allerede regner med at galatermenigheden ved dette, og ikke ser det vigtigt at nævne det i Gal 3, der jo handler om, hvordan Guds søn gør os til Guds børn ved at løskøbe os fra lovens trællekår. Paulus' breve er ikke en fortælling om Jesu liv, men blot løsninger på menighedernes stridigheder og problemer, der ikke handler om tvivl angående Jesu liv, men derimod om forståelsen af frelsen, loven, nadveren og lignende.

Jesus

For alternative betydninger, se Jesus (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Jesus)Jesus fra Nazaret (hebraisk: יֵשׁוּעַ‬, født i perioden år 4 f.v.t. til 2 f.v.t. – død ca. år 31 e.v.t. - årstallene er et skøn ud fra historiske begivenheder), også kaldet Jesus Kristus eller blot Kristus, er den centrale figur i kristendommen, og han anses af de fleste kristne for at være en inkarnation af Gud; og ifølge den bibelske tekst var Jesus en selvstændig person der bad til Gud, kaldte sig selv ”søn” af Gud, ”udsendt” af Gud og som havde været hos Gud ”før verden blev til”.

(Joh. 17,1-5). Han er også en vigtig figur i flere andre religioner.

Egennavnet "Jesus" er en translitteration af det græske ord Ίησους (Iēsous), der selv er en translitteration af aramæisk Jeshua. Jeshua er en yngre form af Josva, som er en kortform af det hebraiske יהושע (Yehoshua), og som betyder JHWH er frelse. Navnet Jesus/Jeshua/Joshua/Josva forekommer over 900 gange i Bibelen, og er dermed det tredje hyppigst anvendte egennavn, efter "JHWH" og "David". Titlen "Kristus" kommer fra græsk Χριστός (Christós), der er en oversættelse af hebræisk Masiah (Messias), som betyder 'den salvede'.

De ældste beskrivelser af Jesus liv, tanker og lære kommer fra de fire kanoniske evangelier i Bibelen: Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet, og Johannesevangeliet. Ifølge evangelierne var Jesus en jøde fra Galilæa, der i sin samtid blev anset for at være en skriftklog og healer. Han blev døbt af Johannes Døberen og blev korsfæstet i Jerusalem på ordre fra den romerske præfekt, Pontius Pilatus pga. beskyldninger om landsforræderi og gudsbespottelse. Historikere har dog forskellig opfattelse af evangeliernes troværdighed, hvilket blandt andet skyldes at det ikke vides præcis hvornår evangelierne er skrevet.

Kristne anser Jesus for at være den Messias, hvis komme var forudsagt i Det Gamle Testamente, og at Jesus opstod fra de døde efter at være blevet korsfæstet. Blandt kristne har der gennem tiderne været forskellige opfattelser af Jesu natur, men den mest udbredte opfattelse er, at Jesus er en del af Treenigheden og i den forstand guddommelig.

Jøderne anser ikke Jesus som Messias, og anerkender ham heller ikke som søn af Gud eller en del af treenigheden. Jøderne forventer derfor stadig at Messias skal komme.

I Islam bliver Jesus anset for at være en vigtig profet, men muslimerne tror ikke, at Jesus var guddommelig.

Johannes' Andet Brev

Johannes' Andet Brev er et af de såkaldte katolske breve og er den 24. bog i Det Nye Testamente. Brevet medregnes til de "johannæiske skrifter" – hvortil man også regner Johannesevangeliet, de to andre Johannesbreve og nogle medregner derudover Johannes' Åbenbaring.

Johannes' Andet Brev er indholdsmæssigt meget lig Johannes' Første Brev, men afviger ved at være et af de korteste skrifter i Bibelen, på kun 13 vers. Brevformen er tydeligere end i det foregående. Brevets forfatter advarer modtageren mod vranglære.

Brevets forfatter er ikke navngivet, men kaldes "den ældste" (måske et andet navn for presbyteren Johannes). Forfatteren er højst sandsynligt den samme i alle de johannæiske skrifter. Man daterer skriftet til sidste del af første århundrede, men det er usikkert.

Johannes' Første Brev

Johannes' Første Brev er traditionelt et af de såkaldte katolske breve, og er i den kanoniske rækkefølge den 23. bog i Det Nye Testamente. Brevet medregnes desuden til "de johannæiske skrifter" – som indbefatter Johannesevangeliet, 2. og 3. Johannesbrev og af de fleste også Johannes' Åbenbaring

I brevet advarer forfatteren mod den doketiske vranglære. Men hverken brevets forfatter eller adressaten er kendt. Manglende stilistiske brevkendetegn kan tyde på at dette ikke blev skrevet som et brev med en bestemt modtager – men som et skrift til advarsel mod vranglære. Det er almindeligt antaget at evangeliet og de tre breve er skrevet af den samme forfatter (eller forfatterkreds), hvorimod Johannes' Åbenbaring afviger meget fra de andre i stil og sprog. Her er det sværere at få øje på de sproglige og tematiske ligheder. Det antages at brevet er skrevet mod slutningen af det første århundrede, men dateringen er usikker.

Johannes' Tredje Brev

Johannes' Tredje Brev er et af de såkaldte katolske breve og er den 25. bog i Det Nye Testamente. Brevet hører til de "johannæiske skrifter" med Johannesevangeliet og de to andre Johannesbreve og undertiden Johannes' Åbenbaring.

Af de tre Johannesbreve er det 3. tydeligst et virkeligt brev stilet Gajus, og med et bestemt mål: At anbefale to omrejsende kristne forkyndere til en bestemt menighed. Johannes' tredje brev giver et indblik i de kristnes forhold og særligt i forholdet mellem de omrejsende kristne forkyndere og menighedernes lokale ledere.

Brevskriveren er ikke navngivet, men kaldes "den ældste" (måske et andet navn for presbyteren Johannes). Forfatteren er højst sandsynligt den samme i alle de johannæiske skrifter, der dateres til sidste del af første århundrede.

Lazarus

Lazarus er et navn, der findes i to forskellige sammenhænge i Det Nye Testamente.

Lazarus fra Betania er genstand for et mirakel, der berettes om i Johannesevangeliet, hvor Jesus genopvækker ham til livet fire dage efter hans død.

En anden Lazarus optræder i Jesu lignelse om Lazarus og den rige mand, optegnet i Lukasevangeliet.

Hans danske navn kommer direkte fra latin og stammer fra det græske Lazaros, som igen kom fra aramæisk Lazar. Den ultimative oprindelse er det hebraiske navn Eleazar (אלעזר, El ʿ Azar), der betyder "Guds hjælp" eller "Gud (er) hjulpet".

Rudolf Bultmann

Rudolf Karl Bultmann (20. august 1884 – 30. juli 1976) var en tysk protestantisk teolog; professor i Ny Testamente i Marburg 1921-1951, en af 20. århundredes mest betydningsfulde teologer.

Bultmann studerede teologi i Marburg hos Wilhelm Herrmann, Johannes Weiss og Wilhelm Heitmüller, en repræsentant for den religionshistoriske skole der interesserede sig stærkt for den bibelske omverden. Han var professor i Breslau (1916–1920), Gießen (1920–1921) og Marburg (1921–1951).

Bultmann hørte fra 1922 til de "dialektiske teologer" der siden 1918 havde vendt sig mod den liberale teologi. I Marburg blev han bekendt med Martin Heidegger og fandt i dennes eksistensfilosofi muligheden for at tænke Gud som noget "helt anderledes" og dog i relation til mennesket for derved at kunne fortolke NT-forkyndelsen eksistentielt.

Han gennemførte den formhistoriske metode for alle tekster i evangelierne i sit standardværk Geschichte der synoptischen Tradition ("Den synoptiske traditions historie") og knyttede de mange forskellige tekstperikoper til bestemte litterære genrer. På denne måde kunne han erklære en stor del af Jesu forkyndelse for menighedsdannelse efter påske.

I sin Theologie des Neuen Testaments ("Teologien i Det Nye Testamente") placerede han Jesus helt inden for jødedommen og erklærede ham for hørende til forudsætningerne for det kristne "kerygma" (kernebudskab), ikke til dens tema. Han lod altså først den egentlige teologi begynde med urmenigheden og Paulus – i modsætning til Joachim Jeremias. Han betonede at Paulus og forfatteren til Johannesevangeliet ikke havde været interesseret i den jordiske Jesus og i dennes udsagn om menneske, Gud og verden – og at kun det formale faktum at Jesus var kommet, var nødvendigt – ikke "hvem" han var og "hvad" han havde sagt og gjort.

1941 skrev Bultmann opsatsen Neues Testament und Mythologie ("Det Nye Testamente og mytologien"). Deri erklærede han at frelseshandlingernes mytologiske form ikke længere sagde det moderne menneske noget og skjulte evangeliets egentlige anliggende, nemlig som kald til afgørelse for en selvforståelse ud fra Gud. Hvis man opfattede budskabet i Det Nye Testamente eksistentielt, så lod teksterne sig "afmytologisere" og forkynde videre som en opfordring til tro som en radikal ny selvforståelse.

Denne opsats blev efter 1945 internationalt kendt. Som del af samlingen Kerygma und Mythos (1948, "Kerygma og myte") udløste Bultmanns program for afmytologisering en heftig og endnu vedvarende debat.

Rylands Papyrus (P52)

Rylands Papyrus (P52) er det ældst kendte fragment af Det Ny Testamente. Det indgik i 1920 i en samling papyrusfragmenter, som Bernard Grenfell modtog fra Egypten og dateres til ca. år 117-138.

Forsiden af fragmentet indeholder brudstykker af Johannesevangeliet 18:31-33, og på bagsiden er der brudstykker af Johannesevangeliet 18:37-38. Fragmentet opbevares på The John Rylands University Library i Manchester i England.

Fragmentet er ganske lille, 8,9 x 5,8 cm. Teksten er på græsk skrevet med mørkt blæk på lys papyrus. I lighed med andre kristne oldtidsskrifter er det skabt i bogform og ikke som en rulle.

Fragmentet lå indtil 1934 udokumenteret og hengemt i The John Rylands University Library sammen med flere andre papyrusfragmenter, da C. H. Roberts fra St. John's College i Oxford fandt det og straks skrev artiklen An Unpublished Fragment of the Fourth Gospel in the John Rylands Library.

Fragmentet er interessant, fordi fundstedet i Egypten viser, at den tidlige kristendom hurtigt fandt udbredelse i mellemøsten. Johannesevangeliet

anses almindeligt for det senest skrevne evangelium i Det Ny Testamente, og fundet af Rylands Papyrus (P52) har været med til at tidsfæste evangeliets oprindelse til sidst i det 1. århundrede.

Dateringen af fragmentet er forbundet med en vis usikkerhed; det er ikke muligt at benytte kulstof-14 metoden. Kulstof-14 datering medfører destruktion af materialet, og det er ødelæggende for Rylands Papyrus (P52), så der er udelukkende brugt palæografisk tidsfæstning.

Kulstof-14 metoden ville heller ikke kunne bestemme, hvornår teksten er skrevet, men kun datere selve papyruset.

Satan

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Satan (græsk Σατάν Satán, hebræisk שָׂטָן Śāṭān) er en overnaturlig magt i de abrahamitiske religioner; i jødedommen opfattes han som en af Guds tjenere, medens han i kristendommen regnes for den øverste i dæmonernes rangorden. I forskellige kontekster omtales han tillige som Lucifer, Ahriman, Antikrist, Belial, Beelzebub, Abaddon, Iblis, Fanden, Mørkets fyrste og Djævelen (græsk Διάβολος Diábolos).

Ordet Satan kommer af hebræisk שָׂטָן Śāṭān, der egentlig er et substantiv med betydningen "modstander" snarere end et egennavn.

Simon Peters Kirke (Kolding)

For alternative betydninger, se Simon Peters Kirke. (Se også artikler, som begynder med Simon Peters Kirke)Simon Peters kirke er beliggende Islandsvej 12 i Kolding. Den blev indviet 2. september 1979 og er dermed Koldings nyeste kirke. Den meget minimalistiske stil er udført af arkitekten Holger Jensen.Simon Peters Kirke ligger placeret i en gammel æbleplantage. Den er omgivet af adskillige gamle æbletræer, selvom antallet af træer er svundet ind gennem årene. Den store grund fremstår i dag som et parkareal. Selve bygningen er udført i gule håndstrøgne mursten og alt inventaret er af fyrretræ. Kirkerummet er et bredt hovedrum og en smallere bagerste del med i alt 375 siddepladser. Mod vest ligger kirkens to konfirmandlokaler, kun adskilt af foldedøre. Tilsammen udgør de menighedslokalet, som anvendes til undervisning, sogneeftermiddage, kirkekaffe om søndagen samt andre aktiviteter. I kompleksets sydvestlige hjørne ligger kirkekontoret, der i det daglige danner ramme om administrationen.Den minimalistiske stil er gennemgående, både hvad angår interiør og udsmykning. Såvel alterbord som dåbsfad bæres af grundmurede enkle fundamenter. Dåbsfad og alterets to store lysestager er udført i sølv af guldsmed Bent Gabrielsen, som tillige har tegnet og udført alterbaggrunden i samarbejde med kirkens arkitekt, Holger Jensen. Den består af et forgyldt, tomt kors omgivet af 350 "prismer", udført i træ og belagt med bladguld. Disse "prismer" giver forskellige lysvirkninger, som afhænger af den belysning, som trænger igennem de høje ruder ved siden af alteret og i kirkerummets bagerste del.Altersølvet er lavet af sølvsmed Hjørdis Haugaard, Kolding. På oblatæske og vinkande er anbragt et såkaldt Peterskors (et omvendt kors). Ligesom kalken, disken samt kirkens dåbskande har de indgraveret 153 fisk, som viser hen til beretningen om Peters fiskedræt, omtalt i Johannesevangeliet kap. 21.

Alteret er altid smykket af en enkelt rød rose. Kun ved højtiderne og særlige lejligheder suppleres denne enkle blomsterudsmykning med to blomsteropsætninger mellem alter og knæfald.Orglet, som er bygget af Th. Frobenius og Sønner, Lyngby, har 22 stemmer.

Bøger i Det Nye Testamente
Historiske skrifter
Breve
Apokalyptisk skrift

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.