Højsangen

Højsangen (hebr. שיר השירים, Shir ha-Shirim "Sangenes Sang") er en af visdomsbøgerne i Det Gamle Testamente i Bibelen og er en samling kærlighedsdigte udformet som en vekselsang mellem Salomo, og en unavngiven kvinde, der betegnes som Shulamit. Det sidste kan have to betydninger, dels en kvinde fra byen Shulem (problematisk fordi ingen sådan by kendes), dels 'Salomons pige'.

Skriftets danske navn stammer fra Martin Luthers tyske bibeloversættelse.

Overskriften angiver at den er forfattet af Kong Salomo. I jødedommen, hvor skriftet indgår som kanonisk skrift, er teksterne blevet fortolket som Guds kærlighed til Israel, med henvisninger til det gentagne billede af Israel som Guds brud og han som brudgommen. Dette tema er ført videre i kristendommen, idet kirken anser sig selv som det sande Israel. Den allegoriske tolkning er en af grundende til at skriftet er blevet fastholdt som kanonisk skrift i kristendommen.

Gustave Moreau - Song of Songs (Cantique des Cantiques) - Google Art Project
Cantique des Cantiques (Højsangen), akvarel af Gustave Moreau (1893), Ohara Museum of Art (大原美術館).

Datering

Det er umuligt at fastslå, hvornår Højsangen er blevet til. Den er helt sikkert ikke fra den historiske kong Salomos tid. Formentlig er der tale om forskellige brudstykker af folkelige sange (især det sidste kapitel 8 bærer præg af at være sammenføjet af mange små, løsrevne vers), der er blevet redigeret og om-redigeret gennem længere tid.

Karakteristik

Højsangen er inddelt i otte kapitler og består af folkelig kærlighedslyrik – måske sange, der blev fremført af (især) kvinder og måske i forbindelse med bryllupper. Højsangen er sammen med Esters Bog det eneste skrift i Bibelen, der overhovedet ikke nævner Gud, og hvor en kvindes stemme dominerer og taler i 1. person. Andre stemmer er den mandlige elsker og et kor af kvinder, der et enkelt sted betegnes som "Jerusalems døtre" (3:5).

Højsangen indeholder et element af skandale, idet Shulamit beskrives som en fattig arbejdende pige ("sort" og solbrændt af at "vogte vingårde"), der tiljubles og opmuntres af et kor af overklasse-kvinder (fra hovedstaden). Hun er seksuelt aktiv og initiativrig og i opposition til sin familie (1:6 "Min mors sønner blev vrede på mig ..."). Hun takker nej til brødrenes beskyttelse af hendes dyd (8: 8-10).

Den mandlige elsker beskrives dels som hyrde, et lavstatus arbejde (1:8 og 2:16), dels som rig og af kongelig status og værdighed (3:6-11). Sommetider er han opsøgende (2:9), sommetider flygtig (5:6). Han beskrives med billeder, der er påfaldende fri for machismo – han er som en gazelle og en hjortekalv (2:17), med øjne som duer og læber som liljer (5:12-13). Han beskrives ikke som f.eks. en løve eller en bjørn.

Højsangen handler om sex, erotik og kærlighed. Kærligheden er her æstetisk og kropslig. Sproget er præget af stærkt sanselige billeder, især hentet fra naturen (der er paradisisk og uden konflikter) og duft- og lugtesansen (røgelse, myrra og aloe).

Kristen fortolkningshistorie

I 200-tallet skrev kirkefaderen Origenes et 10-bindsværk om Højsangen. Han var overbevist om, at den litterære betydning i Højsangen skulle udryddes. Han fornægtede den kødelige side og fremhævede, at det alene var den åndelig betydning, man skulle forstå. Det kærlighedsforhold, der beskrives, er forholdet mellem Kristus og den kristne menighed eller den enkelte kristnes sjæl.

I middelalderen forsøgte kun enkelte teologer at sige, at bogen skulle læses litterært, heriblandt Theodore, biskop af Mopsuestia. Theodore blev bandlyst, hans værker blev brændt, og hans tanker blev fordømt ved koncilet i Konstantinopel i 553.

End ikke Luther, der ellers brød med den allegoriske tolkning af bibelen, mente at Højsangen handlede om noget menneskeligt. Han fortsatte den allegoriske læsning med blot mindre variationer.

Det blev stadig mere klart, at hvis Højsangen blev læst litterært, kunne den ikke længere være en del af bibelen. Kanonisk status og allegori hang uløseligt sammen, for uden allegori, ingen hellighed, og uden hellighed, ingen kanon. Bindeledet mellem allegori og kanon var altså hellighed.

Først Johann Gottfried Herder formåede at lave en læsning af Højsangen, der udelukkende var litterær men som bevarede dens hellighed. Hans pointe var, at Højsangen var det smukkeste og mest oprindelige udtryk for jordisk kærlighed. Det var poesi så ypperligt skrevet, at det måtte være guddommeligt inspireret. Herder så intet underlødigt i Højsangen. En vulgær, erotisk læsning kunne kun være resultatet af sjofel, europæisk tankegang. Orientalisten kendte slet ikke til kødelig kærlighed, hævdede Herder naivt.[1]

Bryllup?

Mange har læst Højsangen som en sammenhængende fortælling, hvor de to elskende først bliver forelsket, siden giftes de (kap 4), og først herefter er der tale om et egentligt erotisk forhold.[2] Mange har dog læst hele højsangen som udtryk for ægteskabelig kærlighed.

I den danske bibel fra 1871 står der i summariet til første kapitel: ”Bruden længes efter sin brudgom”. Og det er på trods af, at ordet bryllup, brud eller brudgom slet ikke findes i første kapitel. Ordet bryllup findes faktisk kun én gang i Højsangen (3,9).

Kvinden kaldes ”brud” seks gange i Højsangen (alle gange i afsnittet 4,8-5,1). Men det betyder ikke nødvendigvis, at der er tale om et bryllup. Hun kaldes også ”søster”, og der er ingen mistanke om, at der skulle være tale om et incestuøst forhold i Højsangen. Begge er i stedet en slags kælenavne, og stilen er ofte benyttet i samtidig egyptisk poesi.[3]

I den danske bibel fra 1992 står der blot ”mand” og ”kvinde”. Der tages ikke stilling til, om der er tale om ægteskabelig kærlighed eller ej.

Kilder/Noter

  1. ^ Baildam, John D.: Paradisal Love. Johann Gottfried Herder and the Song of Songs. Guildford: Sheffield Academic Press, 1999.
  2. ^ Davidsonn, R.M.: Flame of Yahweh. Sexuality in the Old Testament. Peabody: Hendrickson, 2007.
  3. ^ Murphy, R.E.: The Song of Songs. A Commentary on the Book of Canticles or The Song of Songs. Minneapolis: Fortress Press, 1990. Side 160.
BibelStub
Denne artikel om et emne fra Det Gamle Testamente eller Tanakh er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Religion
A.C. Larsen

Alfred Christian Larsen (født 12. januar 1840 i Randers, død 12. februar 1914 i København) var en dansk teolog, bibliotekar og forfatter.

Larsen blev student fra Randers Skole 1857, cand. theol. 1862. Som kandidat var han en tid lang lærer ved Borgerdydskolen på Christianshavn, men drev for øvrigt teologiske og filosofiske studier og udgav 1865 den interessante af Kierkegaard påvirkede afhandling: Samvittighed og Videnskab. En lovende fremtid i kirkens eller universitetets tjeneste syntes at kunne forudses, men i sin følgende forfattervirksomhed (således i det lille Skriftemaal om Nadveren, 1871, og Theologiske Smuler, 1872) nærmede Larsen sig mere og mere en fri-religiøs-human livsanskuelse, hvis betydeligste repræsentant i landet han var, og var derved fattet på at slå ind på en anden Livsbane. I 1870 fik han ansættelse ved det store Kongelige Bibliotek og virkede der som inspektør på læsesalen; 1905 bibliotekar.

Ved siden deraf udfoldede han, en idérig og stræbende sandhedssøger, utrættelig virksom og alsidig interesseret, en betydelig forfattervirksomhed (48 bøger og skrifter). Som teolog fortsatte han først de i 1860'erne til brug for de studerende udgivne fortolkninger af de fleste af Det nye Testamentes breve, medens han 1890 overflyttede sin fortolkningsvirksomhed til Det gamle Testamente. Den begyndte med "De fem Mosebøger. Vejledning til historisk-kritisk Bibellæsning" og fortsatte med oversættelser og forklaringer af "Højsangen", "Profeten Daniel og Esters Bog", "Prædikerens Bog", "Jobs Bog", "Salomons Ordsprog", "Salmerne", "Profeten Jesaja" og nogle af de mindre profeter, alt anlagt på at gøre Bibelens bøger mere tilgængelige for lægfolk. Sin frie religiøsitet har han, særlig under pseudonymet Theodoros, udviklet i en række populære skrifter, i hvilke han fra forskellige synspunkter vender sig kritisk mod dansk kirkelighed og officiel teologi (deriblandt Breve til en Landsbypræst, 1876).

Som filosoferende forfatter har han under eget navn udgivet Lystfølelse og Sædelighed, Fremtidens Religion, Om Ægteskabet, Æstetiken og Livet og Paulus og Kristus. Igennem hele sit liv deltog han, der var ugift, og i 47 år vel havde sit egentlige hjem i "Studenterforeningen", i studenterlivets politiske, sociale og litterære og i det hele i tidens rørelser med foredrag og afhandlinger og ydede her en ejendommelig personlig indsats i det akademiske liv, på én gang elskelig og inderlig, sarkastisk og humoristisk, altid kritisk æggende og utrolig slagfærdig i debatten, som han var. Disse foredrag og afhandlinger, der oprindelig tryktes i forskellige tidsskrifter, udkom efter hans død i to værdifulde, af livsvisdom og ægte menneskelighed fyldte bind: Gennem mange Aar. Foredrag og mindre Afhandlinger, I-II (København 1915). De giver virkelig Alfred Christian Larsen gennem de mange år, idet han således er med i dem, at de indirekte skildrer ham og desuden har en indledning, der i direkte meddelelse giver en selvbiografi.

Allegori

En allegori (græsk: allegoria, af allegorein sige noget andet) er en fortælling, et digt eller et billede, hvis personer og begivenheder er symboler på noget andet, fx tålmodighed, misundelse eller sandhed; som regel brugt i moralsk, religiøs eller politisk sammenhæng.

Allegori betegner i den græske retorik en udtryksmåde, der indeholder noget andet end det, der formelt ligger i den; den vender sig til indbildningskraften og er altså billedlig. Medens metaforen kun giver den enkelte tanke billedlig form, er allegorien mere sammensat, går i enkeltheder og fastholdes længere.

Således er fablen og parablen forskellige former for allegori, der allerede forekommer i folkedigtningen hos de fleste nationer. Det var også tilfældet hos grækerne og blev især optaget af de græske sofisterne til indskærpelse af moralske grundsætninger.

Det er ikke blot en fortsættelse af folkedigtningens moraliseren, men også af de mytiske fortællinger, som hænger tæt sammen med religiøse forestillinger. De bliver, da de efterhånden mister deres religiøse indhold, tydet allegorisk, idet personerne opfattes som udtryk for abstrakte egenskaber, dyder, laster, goder, onder og så videre.

Denne allegoriske tydning finder også anvendelse på de homeriske digte, stoikerne og de alexandrinske jøder. Mødes de med det princip, bliver det af gennemgribende betydning for den senere tids fortolkning af ældre værker, både hedenske og kirkelige. Fortolkningen kommer til at beherske hele Middelalderen.

Allegorien fik efterhånden en noget snævrere betydning. Medens fablen blot sætter dyr eller genstande i stedet for mennesker med visse bestemte egenskaber, bliver allegoriens personer eller genstande billeder på abstrakte egenskaber eller sammensatte abstrakte forestillinger: Herakles er den aldrig trættede stræben

mod det høje, mens brudgommen i Højsangen er Kristus.

Aum

Aum eller Om (devanagari: ॐ) er en stavelse, som tillægges stor betydning inden for hinduismen, buddhismen, i megen østlig filosofi generelt og ligeledes i visse esoteriske og okkulte kredse. Aum regnes generelt for det helligste af alle mantraer og indgår tillige i et utal af andre mantraer, hvorfor det er stort set allestedsnærværende i Indien og indisk religion.

Bibelen

Bibelen (gr. βιβλία biblia "bøger") er betegnelsen for de grundlæggende kanoniske skrifter i jødedommen og kristendommen. Den hebraiske (jødiske) Bibel, også kaldet Tanakh, er ikke identisk med den kristne Bibel, som beskrives her. I kristendommen varierer antallet og indholdet af Bibelens bøger.

Den kristne bibel er inddelt i to hoveddele.

Det Gamle Testamente er næsten identisk med den hebraiske Bibel, der var delt i tre: Torah (Loven), Nevi’im (Profeterne) og Kethuvim (Skrifterne). Bibelen indeholder i nogle kirkesamfund yderligere de Deuterokanoniske Bøger, som i den katolske og ortodokse kirke medregnes til Det Gamle Testamente, men som ikke regnes for kanoniske af alle jøder og protestanter. I de fleste protestantiske bibler udelades de helt. Den tidlige kristendom byggede på Septuaginta, den græske oversættelse af Tanakh, som har rødder i det 3. århundrede f.Kr.. Septuaginta indeholdt de deuterokanoniske skrifter.

Det Nye Testamente indeholder de særligt kristne skrifter, som blev skrevet på græsk i det første århundrede e. Kr. (Apokryferne findes således ikke i den hebraiske Bibel).Bibelen indeholder skrifter af vidt forskellige genrer som jura, poesi, historie og profeti. Bibelens bøger inddeles i protestantisk tradition i to testamenter, 66 bøger, 1.189 kapitler og 31.173 vers. Denne opdeling er først kommet til, da det blev nødvendigt at henvise nøjagtigt til bibelstederne. Bibelen er almindeligt anset for at være den bedst sælgende bog nogen sinde. Bibelen er den bog i verden, som er oversat til flest sprog. I oktober 2016 er hele Bibelen oversat til 636 sprog, Det Nye Testamente til 1442 sprog og dele af biblen er oversat til 1145 sprog. Bibelen til dels eller helt er tilgængelig på 3223 sprog.

Bibelens bøger

Bibelens bøger bliver inddelt forskelligt af jøder, katolikker, protestanter, og ortodokse kristne, samtidig med at mange versioner overlapper hinanden. Her findes en skematisk opdeling af bøgerne, både i Det Gamle Testamente, og i Det Nye Testamente. For yderligere information om uenighederne, se: Den bibelske kanon.

Christian Henrik de Thurah (forfatter)

Christian Henrik de Thurah (9. juli 1830 i Ribe – 16. november 1898) var en dansk præst og politiker, broder til Laurids de Thurah.

Han var søn af præsten Christian Erik de Thurah (død 1869) og Anna Catharina f. Klingenberg, fødtes i Ribe 1830. Efter at have gennemgået denne bys katedralskole blev han 1847 student og tog 1856 teologisk attestats. Allerede i studentertiden debuterede han i litteraturen med bearbejdelser af Højsangen og Jobs Bog og udgav 2 samlinger åndelige digte, ligesom han også tog del i den såkaldte "Sandhedsvidnestrid" med et Rimbrev til Johannes Forføreren, alias Dr. Søren Kierkegaard (1855), der blev efterfulgt af Hvorfor netop saaledes? Præmisser i Sagen C. H. Thurah kontra Dr. S. Kierkegaard (1855) og Mester Jakel; en Dyrehavsscene, gjengivet efter Virkeligheden (1856). Efter sin eksamen blev Thurah, der havde sluttet sig nøje til Grundtvig, først lærer, siden (1858-62) inspektør ved Enkedronningens Asylskole, og tillige underviste han i Frk. Zahles Skole og udgav bearbejdelser af Prædikerens Bog og Klagesangene (1857) og Udvalgte Skrifter af Matthias Claudius, der Wandsbeker-Bote i dansk oversættelse (1860). Da biskop Hans Lassen Martensen 29. april 1863 havde holdt sin berømte ordinationstale om Apostlenes Inspiration, mødte Thurah med stridsskriftet: Biskop Martensens Selvafsløring; også i striden om det teologiske studium skrev han et indlæg, og både til de politiske og kirkelige blade gav han jævnlig bidrag.

1864 blev han valgt til Folketingsmand for Præstø Amts 6. kreds (Stege) og genvalgt 1866, således at han kom til at give møde på den 16., 17. og 18. ordentlige Rigsdag og på den overordentlige Rigsdag i juli 1866. 1865 blev han medlem af Rigsrådets Folketing for samme kreds. Han var en af dem, der 1866 stemte imod den gennemsete Grundlov. 1869 blev han lærer ved Hindholm Folkehøjskole, 1879 præst på Drejø under Fyns Stift, 1887 sognepræst i Hesselager i samme stift. Han døde 16. november 1898.

1859 ægtede han Thora Marie Frederikke Andersen, datter af etatsråd, chatolkasserer hos

Enkedronning Maria, A.C. Andersen.

Den Hebraiske Bibels kanon

Den Hebraiske Bibels kanon er den liste eller det katalog af skrifter, som blev set som autoritative i enten den jødiske bibel Tanakh eller i de kristnes Gamle Testamente. Disse skrifter blev opfattet som norm for forkyndelse og lære, og udgør 39 bøger i den jødiske og den protestantiske kanon, hvorimod Den katolske kirke og de ortodokse kirker har flere bøger i deres gammeltestamentlige kanon.

Den yndigste rose er funden

"Den yndigste rose er funden" er en dansk julesalme skrevet af Hans Adolph Brorson i 1732. Musikkens oprindelse er ukendt, formodentlig fra Wittenberg-området i Tyskland, hvor den første gang er udgivet Joseph Klug i 1742. Salmen er nummer 122 i Den Danske Salmebog. Salmens originale titel var "Jeg er en rose i Saron".Salmen er optaget i Kulturkanonen fra 2006 under afsnittet 24 lyriske værker.

Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente (GT) er den første hoveddel af den kristne bibel – den anden hoveddel er Det Ny Testamente (NT). Det gamle testamentes skrifter udgør tillige Tanakh, den hebræiske bibel, og betragtes af både kristne og jøder som kanonisk.

Det Gamle Testamente består af en lang række skrifter af vidt forskelligt indhold: myter, legender, historiske beretninger, poesi, filosofi, profetier m.m. Skrifterne er skrevet på hebræisk med enkelte passager, særligt i Daniels Bog, på aramæisk.

Den hebræiske bibel inddeles i tre: Loven (heb. Torah), Profeterne (heb. Nevi’im) og Skrifterne (heb. Kethuvim).

Torahen (og hele den hebræiske bibel) er i jødedommen den primære helligtekst og var det for Jesus og de første kristne, men i løbet af de første efterkristne århundreder fik en række af de tidligste kristne skrifter også status som hellige, hvorved en decideret nytestamentlig kanon opstod. Denne kan i kristendommen siges at gå forud for Det gamle Testamente.

Siden Luthers første oversættelse til tysk, har der været tradition for teologisk at bearbejde oversættelsen af Det gamle Testamente, så mange steder i de hebraiske og aramæiske tekster fremstod som profetier om Kristus. Også i den nyeste danske bibeloversættelse fra 1992 er der mange ændringer fra en videnskabeligt forsvarlig oversættelse, der har tjent til at få skabt større overensstemmelse mellem Det Nye Testamente og den hebraiske bibel.

Det Gamle Testamente består i den protestantiske tradition af 39 skrifter ( Det Danske Bibelselskabs forkortelser står i parentes):

Første Mosebog (Genesis) (1 Mos)

Anden Mosebog (Exodus) (2 Mos)

Tredje Mosebog (Leviticus) (3 Mos)

Fjerde Mosebog (Numeri) (4 Mos)

Femte Mosebog (Deuteronomium) (5 Mos)

Josvabogen (Jos)

Dommerbogen (Dom)

Ruths bog (Ruth)

Første Samuelsbog(1 Sam)

Anden Samuelsbog (2 Sam)

Første Kongebog (1 Kong)

Anden Kongebog (2 Kong)

Første Krønikebog (1 Krøn)

Anden Krønikebog (2 Krøn)

Ezras Bog (Ez)

Nehemias' Bog (Neh)

Esters Bog (Est)

Jobs Bog (Job)

Salmernes Bog (Sl)

Ordsprogenes Bog (Ordsp)

Prædikerens Bog (Præd)

Højsangen (Højs)

Esajas' Bog (Es)

Jeremias' Bog (Jer)

Klagesangene (Klages)

Ezekiels Bog (Ez)

Daniels Bog (Dan)

Hoseas' Bog (Hos)

Joels Bog (Joel)

Amos' Bog (Am)

Obadias' Bog (Obad)

Jonas' Bog (Jon)

Mikas Bog (Mika)

Nahums Bog (Nah)

Habakkuks Bog (Hab)

Sefanias' Bog (Sef)

Haggajs Bog (Hagg)

Zakarias' Bog (Zak)

Malakias' Bog (Mal)

Elfenbenstårn

Elfenbenstårn er en metafor for intellektuel eller mental afsondrethed, hvor den lærte eller digteren kan flygte til for at undgå den ulærte masses opmærksomhed, eller den misantropiske romantikers selvvalgte ensomhed. I denne betydning møntede Charles Augustin Sainte-Beuve udtrykket for at beskrive Alfred de Vignys liv på sine gamle dage. Udtrykket spredtes senere i Henry James' ufuldendte roman The Ivory Tower. En i begyndelsen poetisk omskrivning for en indstilling, er senere blevet mere nedsættende, og bærer nu implikationer af en forsætlig ignorance overfor hverdagens verden og det gennemsnitlige menneskes liv, enten i form af forskning der er så over-specialiseret og esoterisk at den synes ubrugelig og overflødig fra en lægmands synspunkt, akademisk elitisme, eller direkte nedladen snobberi.

Ordet forekommer med en anden betydning i Bibelen. Se Højsangen 7:4.

Erik Johan Stagnelius

Erik Johan Stagnelius (født 14. oktober 1793 i Gärdslösa præstegård på Öland, død 3. april 1823) var en svensk digter. Han var søn af biskop Magnus Stagnelius.

Stagnelus studerede to år i Upsala og tog kancellieksamen (1814). Kom Aaret efter ind i Kultusministeriet, blev 1818

Kopist og 1822 ordinær Kancellist. Levede baade i Upsala og Sthlm uden at knytte nærmere Forbindelse med de

litterære Kredse. En Hjertelidelse i Forbindelse med Spiritus og Opium nedbrød hans Helbred og fremkaldte hans tidlige Død.

Selv udgav S. kun tre af sine Arbejder, alle anonymt: »Wladimir den store« (1817),

tre Hefter med Titlen »Liljor i Saron« (1821; heri 22 mindre Digte og Sørgespillet

»Martyrerna«) og 1822 »Backanterna«. Med »Sång til kvinnorna i Norden« vandt han 1818 anden Pris i det svenske Akademis Prisdigtning.

Allerede året efter hans Død udsendte Lorenzo Hammarskiöld paa Grundlag af hans efterladte Papirer hans samlede Digte i tre bind (1824—26,

forøget og revideret af Per Adolf Sondén 1836 og af Christoffer Eichhorn 1856 og 1881). Den endelige

kritisk-filologiske og kommenterede Udgave er udgivet af Svenska vitterhetssamfundet, besørget af

Fredrik Böök (I—V, 1911—1919), fra hvis Haand ogsaa foreligger hans »Valda skrifter« (I—II, 1923).

Den første Periode i S.’s Forfatterskab omfatter hans righoldige og mangeartede

Ungdomsdigtning til omkr. 1817. I de første Ungdomsaar fortsætter han de gustavianske Digtere, især

Lidner og Oxenstierna, og har sine fremmede Forbilleder i fransk Klassicisme og latinsk

Digtning. Han besynger Dyden og Æren, i Tidsdigte om Krigsbegivenhederne er han den hellige

Alliances Talsmand imod Napoleon. Samtidigt er han Livsnydelsens Digter, bl.a. i nogle

pastorale Idyller, paavirket af Gesner, snart mere epikureisk tørt, snart stærkt sensuelt

præget. Hans første større Digt »Blenda« (1813), over et smaalandsk Sagn, er en komisk Epope efter Wieland’s Mønster.

I hans senere Ungdomsaar gør Paavirkningerne fra Romantiken

sig stadigt stærkere gældende. I en Elegi fra 1815 om Samtidens Digtere priser han A. W.

Schlegel, Madame de Staël, Chateaubriand, Oehlenschläger (»Baldurs härliga skald«), Ling

og Tegnér. Med Tegnér stemte han overens i Fordringen om Formens Klarhed. I »Gunløg«

(paabegyndt 1812), hvoraf kun tre Sange blev færdig, søgte han med Motiv fra Eddasagnet

om Digtermjødens Oprindelse at skabe et nordisk Epos. Fra et Par Aar senere foreligger

Sørgespillene »Sigurd Ring« og »Visbur« og det dramatiske Digtfragment »Svegder«. Med

Schiller og Oehlenschläger som Forbilleder behandlede han her nationale Emner (Stoffet fra

Ynglingasaga) i græsk Tragedieform med indlagte Kor.

I Lyrikken tilegnede han sig

forskellige Genrer: Elegier (efter klassisk Mønster og Goethe), Sonetter, Romancer og erotiske og

reflekterende Digte. Som han i Formen havde prøvet og uddannet sine Evner i forskellige

Retninger, havde han ogsaa i Indholdet spændt over store Modsætninger. Fra dette mere

æstetiske Stade førtes han, maaske under Indtrykkene fra en Kærlighedsoplevelse og Skuffelse,

ind i en sjælelig Krise, der stillede ham overfor Valget mellem Mulighederne i sin Karakter,

mellem Sjæl og Sanser, mellem Askese og Livsnydelse (»Världsförakt«, »Längtan efter det

himmelska«). Af denne Krise fremgik Digtene, der fylder den anden store Periode i hans

Forfatterskab, i hvilken han er religiøs-kristelig Romantiker. Fuldt Herre over sine kunstneriske

Virkemidler er det nu hans Opgave at give sin etisk-religiøse Livsanskuelse digterisk Form.

Perioden indledes med »Wladimir«, et Hexameterdigt, hvis Tankeindhold er stærkt

paavirket af Chateaubriands Les martyrs. Højdepunktet betegner »Liljor i Saron«. De mindre

Digte danner en lyrisk-symbolsk Cyklus om Sjælens (Animas) Fald, dens Liv i Leret,

dens Frelse og Lutring; i »Martyrerna« forherliges Martyrdøden som den fuldstændige

Frigørelse for alle jordiske Baand. Grundlaget i S.’s Livsanskuelse og religiøse Spekulation er

en Forening af Kristendom og Platonisme. Sine Ideer iklædte han et symbolsk Billedsprog og

en mytologisk Terminologi, der var tilegnet gennem en omfattende poetisk og filosofisk

Læsning; særlig maa fremhæves: Højsangen, Novalis, Oehlenschläger (»Aarets Evangelium«),

orientalske Religioner, især den mandæiske,

som han lærte at kende i den af Matthias

Norberg (s. d.) udgivne »Liber Adami«,

endvidere: gnostisk Teologi, Mysticisme og

romantisk Filosofi. Det hele forenedes til en

Livsanskuelse, en religiøs Metafysik, der helt er

gennemglødet af hans brændende Aand, det

ejendommeligste Udslag af svensk spekulativ

Romantik. I S.’s sidste Leveaar indtraadte en

delvis Reaktion mod dette ekstreme

Standpunkt. I det antikke Drama »Backanterna«

(1822) forkynder han i Hovedfiguren Orfeus

en mere forsonende Lære og finder et

Hvilepunkt i Resignationen. I mindre Digte og i

Eposet »Blenda« og Skuespillet

»Thorstenfiskare«, over et Jeppe-Motiv, slipper han

Komikken og Satiren løs. S. har vundet i

Virkelighedssans, saaledes i Billederne af smaalandsk

Bondeliv og i Naturbillederne. Men om dette

positivt peger hen mod en kunstnerisk

Nydannelse og sjælelig Ligevægt eller om det blot

negativt betegner Sammenfaldet af den

dødsmærkede Digters romantiske Verdensbillede,

staar uafgjort. S.’s Mangel paa

skikkelsedannende, plastisk Fantasi svækkede Virkningen

af hans Dramer og Epos. Alle hans Evner

gjorde ham til Centrallyriker. Hans Hang til

metafysisk Spekulation har ofte lagt en vanskelig

gennemtrængelig Skal om hans Digtning, der

ogsaa er tidsbundet ved sit noget abstrakte Ord-

og Billedvalg. Men hvor S. er fri af Lærdom og

Filosoferen, har han i Romancer og lyriske

Digte (»Älvorna«, »Näcken«, »Flyttfåglarne«,

»Suckarnas mystär«, Amanda-Digtene,

»Månflickan«) skabt Poesi af en egen

sanselig-oversanselig, ligesom gennemlyst Skønhed.

Romantiker af Temperament og Livsbetragtning er

han samtidig Klassiker ved sin Forms Fasthed

og rene Linje.

Ferdinand Hitzig

Ferdinand Hitzig (født 23. juni 1807 i Hauingen, Baden, død 22. januar 1875 i Heidelberg) var en tysk orientalist og bibelkritiker, far til Hermann Hitzig.

Efter at have fuldendt sine teologiske og østerlandske studier udgav han 1831 i Heidelberg: Begriff der Kritik, am Alten Testament praktisch erörtert og Des Propheten Jonas Orakel über Moab og 1833 en fortolkning og oversættelse af profeten Jesaia.

Hitzig viste sig her som en skarpsindig, om end yderst dristig kritiker; men han vakte megen opmærksomhed og udnævntes 1833 til professor i gammeltestamentlig eksegese i Zürich, hvorfra han 1861 kaldtes tilbage til Heidelberg.

Hitzig udgav efterhånden fortolkninger af mange bibelske bøger, således af Salmerne (1835—36), de tolv små profeter (1838), Jeremias (1841), Prædikeren (1847), Hezechiel (1847), Daniel (1850), Højsangen (1855), Ordsprogene (1858), Hiob (1874) osv.

Hitzig skrev også om Johannes Markus (1843), udgav 1845 Urgeschichte und Mythologie der Philistäer og Geschichte des Volkes Israel (2 bind, 1869—70); han fortolkede også Mesas

indskrift fra Moab.

Hitzig var en meget subjektiv kritiker, og hans dristige påstande har sjælden vist sig holdbare; han bekæmpede også assyriologien (se bl.a. hans Sprache und Sprachen Assyriens 1871). Af hans bibelfortolkninger har adskillige opnået flere oplag.

Franz Delitzsch

Franz Julius Delitzsch (23. februar 1813 i Leipzig - 4. marts 1890 sammesteds) var en tysk

gammeltestamentlig teolog, far til Friedrich Delitzsch.

Delitzsch, som var søn af en Leipzig-købmand, henlevede sin barndom i fattige kår. En jødisk antikvarboghandler, Franz

Julius Hirsch, som stod hans familie nær, og efter hvem han var opkaldt, tog sig af ham og holdt ham til studeringerne. 1831 blev han student og dyrkede ved Leipzigs Universitet især filologiske og filosofiske studier, navnlig påvirket af Fichtes idealistiske filosofi. Efter at have oplevet en pludselig omvendelse til konfessionel kristendom gav han sig tillige af med teologiske studier. 1835 blev han Dr. phil., 1835-42 ernærede han sig ved undervisning, samtidig med, at han studerede semitiske sprog, sammen med blandt andre Caspari under Fleischer, medens han indførtes i rabbinske studier af jødemissionæren Becker.

Han var stærkt mystisk påvirket, læste blandt andre Jacob Böhme og var leder af opbyggelige møder for en pietistisk-ortodoks kreds af Leipziger-borgere. Han skrev forskellige mystisk-religiøse skrifter (Das Sakrament des wahren Leibes und Blutes Jesu Christi) samt arbejder om jødedommen (Den jødiske poesis historie til den nyeste tid 1836, Wissenschaft, Kunst, Judentum 1838, om jødisk og muhammedansk skolastik 1841). 1842 blev han Lic.theol. og privatdocent, 1844 professor, 1846-50 i Rostock, 1850-67 i Erlangen, fra 1867 til sin død i Leipzig. 1873 kom han med i komiteen til Luther-bibelens revision.

En særlig interesse viede han jødemissionen, som han en tid tænkte at hellige sig helt. Fra 1863 udgav han et tidsskrift for jødemission Saat und Hoffnung, 1871 blev han medlem af Centralverein für die Mission unter Israel, og 1886 grundede han det endnu eksisterende Institutum judaicum i Leipzig. I denne sags interesse udgav han 1877 en hebraisk oversættelse af det Nye Testamente, resultatet af 40 års arbejde. Over for den vågnende antisemitisme var han en ivrig forsvarer af jøderne.

Han skrev en række fortolkninger til det Gamle Testamente. Hans tolkning af Højsangen (1851) stod under indflydelse af hans mystiske åndsretning, der også mærkes i System der biblischen Psychologie (1855). Senere udgav han sammen med Keil en kommentarrække til hele det Gamle Testamente (Job 1864, Jesaja 1866, Salmerne 1867, Ordsprogene 1873, Højsangen og Prædikeren 1875). 1890 skrev han Messianische Weissagungen im Alten Testament. Endvidere skrev han forskellige skrifter til belysning af det Nye Testamente (for eksempel Ein Tag in Kapernaum 1871).

I mange år stod Delitzsch som den anerkendte autoritet på gammeltestamentligt område og søgtes af elever fra alle lande. Da den kritiske behandling af det Gamle Testamente tog fart, navnlig ved Wellhausens skrifter (især i 1880'erne), tog Delitzsch de nye tanker op til undersøgelse (Pentateuchkritische Studien 1880-82) og indrømmede dem adskilligt, således i hovedsagen kildesondringen i Pentateuchen, den senere affattelse af Jesaja 40-66 (fra eksilet) og Daniels Bog (omtrent 168 f.Kr.); men hans betydning var nu ikke den samme som før, og den ledende rolle gik over på andre hænder.

Hippolytus

Hippolytus (død 235), på dansk undertiden kaldet Hippolyt eller Hippolytos, var en af den tidligste kristendoms betydeligste skribenter. Han betegnes som kirkefader, var tilsyneladende en overgang modpave og efter sin død kåret til helgen som Sankt Hippolytus.

Jacob Christian Bie

Jacob Christian Bie (også kendt under pseudonymet Philopatreias) (ca. 1738-1798) var en norsk-dansk forfatter.

J.C. Bie blev født i Trondhjem omkring 1738 og blev student fra sin fødebys skole 1755. Blottet for alle subsistensmidler forlod han sit fødeland ("gid jeg aldrig var kommet uden for Norges Grænser", sukkede han senere) og måtte i København søge livsophold ved pennen.

Nogle frække Originale danske moralske Fabler på vers udgav han 1765. For at vinde professor Christian Gottlieb Kratzensteins "Imprimatur" brugte han den list at dedicere fru Kratzenstein, der var ham fuldstændig ubekendt, bogen ved en indsmigrende fortale. Men næppe var fablerne udgivet, før bogen blev konfiskeret, da Bie i den 6. fabel om Bæveren havde tilladt sig at kritisere en sag, der var afgjort ved kongelig resolution. Samtidig blev forfatteren dømt til at hensættes på Christiansø; men han unddrog sig ved flugten.

Efter et års landflygtighed blev han benådet. Hans økonomiske elendighed blev ved disse forhold yderligere forværret, og han måtte bestandig skrive for at leve. Han kunne rime i alle genrer. Et komisk digt Jacobi Ilias, en Beskrivelse af den store Drikkehelt Biberius i alexandrinske Vers gik side om side med Tanker over Juleevangelierne og Lidelseshistorien, i Sange udførte samt nye Moralske Tanker i bunden Stil.

Han var imidlertid blevet gift, og af medynk med hans dårlige økonomiske omstændigheder fik han bestalling som prokurator (1768), men gebærdede sig på en sådan måde at han i samtiden blev anset for at have en studs og uforskammet optræden, hvorfor han efter kongelig ordre fik en alvorlig irettesættelse og advarsel.

Da så Struensee ved reskript af 14. september 1770 ophævede censuren, indledtes den store strøm af trykkefrihedslitteraturen med et flyveskrift af Bie: Philopatreias’ trende Anmærkninger, 1. om de dyre Tider og Handelens Svaghed, 2. om Rettergang, 3. om Gejstlighedens Indkomster, et skrift der kritiserede bestående forhold samt foreslog temmelig vidtgående reformer i de i titlen nævnte emner; men stærkest synes det dog at have ligget ham på sinde at komme præsterne (så vel som klokkerne og graverne) til livs på grund af deres formentlig urimelig høje indtægter. "Hvor mange Landsbypræster er der ikke", siger han, "om hvilke man kan sige med Asaph: Deres Øjne blive borte for deres Ansigts Fedme." Skriftet gjorde overordentlig opsigt og fremkaldte en hel litteratur både for og imod, blandt andet svarede Ove Høegh-Guldberg under pseudonymet Philodanus, samt økonomen Christian Martfelt med pseudonymet Philocosmus; men selv havde han kun ringe glæde deraf.

I juli 1769 havde han i Hvidovre Kirke prædiket og valgt til tekst Højsangen 3, 1: "Jeg ledte om Nætterne i min Seng efter den, min Sjæl elskede» , og skønt han fremlagde vidnesbyrd for, at prædikenen af de tilstedeværende blev hørt med stilhed og andagt uden latter, kom det dog for dagen, at han til slutning havde bedt for adskillige navngivne offentlige fruentimmer i smågaderne i København; han blev derfor af Højesteret 1771 dømt til Rasphuset på 6 år; og året efter dømtes han til at have forbrudt hånd, ære og boslod, fordi han havde udfærdiget et falsk privilegium med kongens underskrift. Han blev imidlertid benådet med livsvarig rasphusstraf, og fra "det kummerfulde Fængsel" udsendte han nu den ene poetiske klagesang efter den anden, snart til sin "fraværende Melicerte", snart med bønskrift til Joachim Otto Schack-Rathlou "for at faa udlirket nogle Dukater til Rejsepenge", snart til "den ædelmodigste Prins Frederik fra den ulyksalige B.. Ved kongeligt reskript af 13. oktober 1775 løslodes han mod at bortsendes til Guinea og forblive der på livstid.

Senere kom han alligevel med hustru og børn til Ostindien, hvor han havde nære slægtninge, og døde som løjtnant i engelsk tjeneste i Bengalen. Hans hustrus navn var Mette Margrethe Bie, og en datter af ham blev som enke gift med Kastelspræst, senere biskop i Viborg Nicolai Esmark Øllgaard.

Kethuvim

Kethuvim (hebr. כתובים Skrifterne) er den tredje og sidste afdeling i den jødiske bibel, Tanakh, som følger efter Torah (Loven) og Nevi'im (Profeterne). Bliver på dansk ofte omtalt som Hagiographa eller Skrifterne. Der er i alt 11 bøger i samlingen som desuden indgår i den kristne bibel.

Samlingen indeholder de tre poetiske skrifter: Salmernes Bog, Ordsprogenes Bog og Jobs Bog; de fem ruller (Hamesh Megillot): Højsangen, Ruth, Klagesangene, Prædikerens Bog og Esters Bog; derefter følger Daniels Bog, Ezras Bog og Nehemias' Bog som et værk og desuden Første og Anden Krønikebog som et værk.

Nardus (trosamfund)

Nardus, eller Nardus-menighederne, er en samling kristne menigheder og grupper i Norge Sverige og Færøerne som udgør en slags pinsebevægelse. Bevægelsen blev stiftet i begyndelsen sf 1980erne af nordmanden Torkild Terkelsen. Nardusmenighederne har omkring 300 medlemmer fordelt på 5-6 lokale forsamlinger samt et par mindre husgrupper.

Ordet nardus er oprindelig en gammel betegnelse for en gruppe vellugtende planter og salver som blandt andet er nævnt i Højsangen i Bibelen.

Nardus-menighederne driver lejren "Oggetun leirsted", 35 km nord for Kristiansand, som arrangerer stævner og møder, og udgiver Nardus- bladet som har et oplag på 350 eksemplarer.

Nardus-menighederne praktiserer tungetale, tydning og profeti, men tror ikke på Treenigheden og døber sine tilhængere alene i Jesu navn. Menighederne forkynder at Guds navn er Jesus, og at Faderen og Sønnen er 2 forskellige navne på samme person. Helligånden er Guds kraft. Nardus dyrker endvidere de såkaldte Prædestinationsdogmer (forudbestemmelse) og man hævder at den katolske kirke er Babylon den store skøge i Johannes' Åbenbaring. Videre hævder Nardus at de protestantiske kirkesamfund og organisationer er "skøgens døtre".

Bevægelsen værdsætter blandt andet at kvinder/piger har langt hår og kun klæder sig i kjoler. De godtager at fraskilte kan gifte sig igen og afviser de ti bud. Sex før ægteskabet acepteres til en vis grad, da de mener at det er "ånden" som afgør hvad der er rigtig eller forkert.

I de senere år har bevægelsen oplevet en betydelig afgang på grund af at mange enten frivillligt har forladt bevægelsen eler er blevet udstødt.

Salomon

Kong Salomo(n) (hebraisk: שְׁלֹמֹה, (Shelomo eller Shlomo) arabisk: سليمان, (Sulayman)) beskrives i mellemøstlige skrifter som en klog hersker over et imperium centreret om Israel. Han fødtes i Jerusalem omkring 1000 f.Kr. og regerede Israel fra omkring 970 f.Kr. til 928 f.Kr. Ifølge den bibelske kronologi var hans regeringstid 1037 f.Kr. – 998 f.Kr. Hans navn betyder fred.

Skrifterne siger, at Salomon var søn af kong David. Han kaldes også Jedidiah i Tanakh (Det gamle testamente) og beskrives som den tredje konge af det forenede monarki og den sidste konge, før imperiet blev delt i Israel og Judæa.

Biblen fortæller, at Salomon stod bag byggeriet af templet i Jerusalem, og at han besad stor visdom, rigdom og magt. Han er genstand for mange legender. De fortæller, at Salomon var en så god og retfærdig konge, at tillægsordet salomonisk netop betyder "vis og retfærdig".

Tanakh

Denne artikel omhandler den hebræiske bibel fra et primært jødisk perspektiv. For artiklen om den hebræiske bibel fra et kristent perspektiv, se Det Gamle Testamente.

Tanakh (også: TaNaK) er den jødiske betegnelse for den samling skrifter, der i kristen tradition kaldes Det Gamle Testamente.

Navnet betegner opbygningen, der i øvrigt er anderledes end den kristne, da den afspejler de tre tempi, Tanakh er samlet i. TaNaKH er et akronym for Torah, Nevi'im og Kethuvim.

Torah (heb. "lov") er navnet for de fem Mosebøger, der starter med verdens skabelse i 1. Mosebog og slutter med Moses' død. Torah indeholder også Moseloven.

Nevi'im (heb. "profeter") opdeles i "tidligere profeter", Josvabogen, Dommerbogen, Første og Anden Kongebog, Første og Anden Samuelsbog, og "senere profeter", Ezekiels Bog, Jeremias' Bog, Esajas' Bog og de 12 mindre profeter.

Kethuvim (heb. "skrifter") indeholder senere bøger, fx Ezras Bog, Første og Anden Krønikebog, Ordsprogenes Bog og Højsangen.

Loven eller Mosebøgerne
Pentateuken (gr.-lat.)
Torah (hebr.)
De historiske skrifter
Nevi'im Rishonim (hebr.)
De poetiske skrifter eller
Ketuvim (hebr.)
De profetiske skrifter
Nevi'im Aharonim (hebr.)

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.