Guerillakrig

Guerillakrig (Guerilla udtales [ge'rilja] er et spansk ord med betydningen "lille krig") betegner en organiseret, væbnet kamp, der har til formål at påvirke eller styrte en stats regering, som regel med ikke-folkeretlige midler. De pågældende stater, som bekæmpes af modstands- eller oprørsbevægelser, vil generelt have interesse i at betegne disse som guerillabevægelser. Dette implicerer, at aktioner, som fra den ene side anses som modstandskamp eller frihedskamp, fra den anden side anses som væbnet oprør og guerillabevægelse. Nogle guerillabevægelser er separatistiske og kæmper for løsrivelse af større eller mindre landområder (eks. Baskerbevægelsen ETA og De Tamilske Tigre). Derudover kan det ofte være svært at drage en praktisk håndterbar skelnen mellem guerillaaktiviteter og terrorisme, hvilket ofte også gælder for den form som myndighedernes bekæmpelse af folkelige modstandsaktiviteter kan antage (eksempelvis den nuværende eks-kong Gyanendras aktioner mod maoisterne og den folkelige opstand i Nepal, der var stærkt medvirkende til hans afsættelse og monarkiets afskaffelse).

Selv om det egentlig er pleonastisk, har udtrykket guerillakrig efterhånden vundet borgerret i sproget.

Historisk stammer guerilla-begrebet fra den spanske modstandskamp mod Napoleons bror Joseph Bonaparte, der var blevet indsat som konge af Spanien.

Guerillakrig blev brugt i Vietnam under vietnamkrigene.

Guerillakrig er et eksempel på asymmetrisk krigsførelse.

Viet Cong002
Guerillastyrker fra Nordvietnams Vietcong-bevægelse krydser en flod i 1966 under Vietnamkrigen.

Kendte guerillabevægelser

SamfundStub
Denne samfundsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
15. marts

15. marts er dag 74 i året i den gregorianske kalender (dag 75 i skudår). Der er 291 dage tilbage af året.

Zacharias dag. Zacharias var en romersk pave, der døde i 752.

Dagen er en af de uheldige i Tycho Brahes kalender.

Cubanske revolution

Den cubanske revolution var et væbnet oprør udført af Fidel Castros 26. juli-bevægelse og dets allierede mod den cubanske diktator Fulgencio Batistas regime. Revolutionen begyndte i juli 1953 og sluttede med at Batista blev afsat 1. januar 1959, hvor hans regime blev erstattet af Castros revolutionsregering. Castros regering blev reformeret i 1965 i henhold til den kommunistiske linje, og blev til det som i dag er Cubas Kommunistiske Parti.

Den afghansk-sovjetiske krig

Den afghansk-sovjetiske krig fra 1979 til 89 var en væbnet konflikt mellem den sovjetisk støttede regering i Afghanistan og en række Islamiske oprørsgrupper.

Den 28. april 1978 gennemførte det afghanske kommunistparti et blodigt statskup og overtog magten i landet. Derefter gennemførte den kommunistiske regering jordreformer, gav kvinderne stemmeret, indførte forbud mod tvangsægteskaber og erstattede de religiøse islamiske love med sekulære love. Reformerne var moderate fra et vestligt synspunkt, men radikale fra et lokalt. Den hurtigt voksende sovjetiske indflydelse kombineret med den politiske undertrykkelse og den stærke modstand mod reformerne førte til en omfattende guerillakrig mod det kommunistisk-ledede styre med Noor Mohammed Taraki i spidsen. I 1979 arresterede, udviste og henrettede den kommunistiske regering mange af mujahedin-oprørerne. Taraki blev dræbt og kort efter erstattet af Hafizullah Amin. Den afghanske regering bad flere gange Sovjetunionen om militær assistance, men dette blev i første omgang afvist af Sovjetunionen. Den 25. december 1979 marcherede den røde hær imidlertid ind i Afghanistan, da Moskva var bange for, at den nye præsident Amin skulle søge støtte hos USA.[kilde mangler] Sovjetunionen indsatte derfor en ny regering ledet af Babrak Karmal.

Den sovjetisk støttede afghanske regering førte derefter krig mod både muslimske og etniske oprørsgrupper. Den amerikanske efterretningstjeneste CIA og Pakistan støttede muslimske oprørsgrupper finansielt på grund af deres modstand mod den kommunistiske regering. Saudi Arabien støttede oprørerne finansielt på grund af deres muslimske baggrund.

Maktab al-Khadamat (MAK) var en organisation, der blev ledet af den rige saudiaraber Osama bin Laden, og som sendte penge, våben og muslimske krigere ind i landet med støtte og hjælp fra regeringerne i USA, Pakistan, Saudi-Arabien, Iran og Israel. I 1988 brød bin Laden og en række andre mere militante medlemmer med MAK og grundlagde al-Qaida for at udvide kampen mod Sovjetunionen til hele verden.

Sovjetunionen trak sine styrker ud af Afghanistan i februar 1989, men fortsatte med at støtte den kommunistiske regering, der nu blev ledet af Mohammed Najibullah. CIA og Saudi Arabien fortsatte også med at støtte mujahedinerne. Da Sovjetunionen kollapsede og støtten ophørte, blev regeringen væltet den 18. april 1992 og en islamisk stat - Da Afghanistan Islami Amarat - blev derefter oprettet i september 1996.

Front (militær)

For alternative betydninger, se Front. (Se også artikler, som begynder med Front)Inden for militæret en front eller en kampfront er den forreste del af en hærafdeling elller kamplinjeis hvor to kæmpende styrker står over for hinanden. En kendt front var Vestfronten, som viste den fransk-tyske grænse under 1. verdenskrig.

I guerillakrig findes ingen fronter.

Grosnyj

Grosnyj (russisk: Грозны, tr. Grozny; tjetjensk: Соьлжа-ГӀала, tr. Solzja-GӀala) er hovedstaden i Republikken Tjetjenien, en af 21 autonome republikker i Den Russiske Føderation med 291.687(2017) indbyggere. Byen blev grundlagt i 1818 af Jermolov som russisk fæstning.

Næsten hele Grosnyj blev ødelagt eller alvorligt beskadiget under de tjetjenske krige, men de senere år er Grosnyj blevet genopbygget.

Grosnyj blev indtaget af russiske styrker under den 1. tjetjenske krig, men en guerillakrig baseret fra de nærvedliggende bjerge skabte så store tab og demoralisering blandt de russiske styrker, at de trak sig tilbage i 1996.

Grosnyj har været under russisk overherredømme siden den 2. tjetjenske krig indledtes i 1999. Den russisk indsatte regering i Tjetjenien har sæde i Grosnyj. Regeringens hovedsæde blev bombet den 27. december 2002 af tjetjenske oprørere.

Hviderussere

Hviderussere (hviderussisk: беларусы, russisk: белору́сы) er et slavisk folkeslag, der for størstedelen bor i Hviderusland, men med store mindretal i nabolandene Rusland, Ukraine, Polen og Litauen samt spredt ud over det gamle Sovjetunionen.

Hässleholm

Hässleholm er med 19.576(2018) indbyggere en større stationsby i det nordlige Skåne, som voksede frem omkring jernbaneforbindelsen mellem Helsingborg og Kristianstad i 1800-tallet. I 1914 fik byen stadsrettigheder. Den er nu hovedby i Hässleholms kommun, Skåne län, Sverige.

Byen ligger i den såkaldte snaphanebygd. Det var her Sverige og Danmark mødtes under de skånske krige i 1600-tallet. I de dybe skove kæmpede dengang de dansksindede snaphaner eller friskytter deres guerillakrig mod de svenske tropper, som havde besat Skånelandene. Til minde om de skånske snaphaner har kunstneren Axel Ebbe opført statuen Snapphanen.

I 2002 indviedes byens ny kulturhus med bibliotek, biograf, restauranter og forsamlingslokaler.

Jesper Jensen (forfatter)

Jesper Jensen (født 6. juni 1931 i København, død 15. november 2009) var en dansk forfatter, der især i sin ungdom var kendt for sine venstreorienterede værker samt som venstrefløjsaktivist, herunder som tilhænger af væbnet kamp i form af guerillakrig mod "velstandssamfundet".Jesper Jensen bidrog flittigt til den politiske debat med sange og digte, der ofte handlede om den lille mands kamp for social retfærdighed og mod udbytning, undertrykkelse og umyndiggørelse. Derudover skrev Jesper Jensen sange, ofte med politisk indhold, fx som støtte for folkebevægelserne mod EF, krig og atomkraft. Derudover skrev Jesper Jensen en mængde revytekster (bl.a. til revyen Gris på gaflen), og han oversatte både klassiske og moderne digte og skuespil, som f.eks. værker af Goethe og Heinrich Heine. Jesper Jensen var også medforfatter til den Mao-inspirerede udgivelse Den lille røde bog for skoleelever fra 1969.

Han har blandt andet skrevet digtene Kender De det, Mand mand og Altså er jeg. Jesper Jensen skrev også visen Øjet, som Trille sang i fjernsynet i 1970, hvilket førte til, at Justitsministeriet anlagde sag for blasfemi, som dog blev tabt.

Jesper Jensen blev student fra Vestre Borgerdyd i 1949, og han opholdt sig i USA 1949-50, inden han påbegyndte psykologistudiet på Københavns Universitet, hvorfra han blev mag.art. i 1957.

I bogen Tilbageklip, der blev udgivet i 1995, fortæller Jesper Jensen om sit liv.

Katjusja

Katjusja (russisk: Катюша, tr. Katjusja, kælenavn for Katarina, også kendt som Stalinorgel) er et sovjetisk artilleriraketsystem med mange udskydningsrør, monteret på en lastbil. Artilleriraketsystemet blev konstrueret og anvendt i krig af Sovjetunionen under 2. verdenskrig. Det fik navnet Katjusja fra en populær russisk krigssang der hed "Katjusja". Tyskerne gav den navnet "Stalinorgel" på grund af lyden fra dens raketter og fordi dens udseende minder om et orgel (en række parallelt placerede rør som piber på et kirkeorgel).

Ordet Katjusja bruges nu om dage til at beskrive raketartilleri i almindelighed uanset om de er fremstillet i Rusland eller bygget lokalt. Denne slags raketter bruges ofte i guerillakrig, af for eksempel Hizbollah, de irakiske oprørere og Taliban.

Kosovokrigen

Kosovokrigen, også kaldet Kosovokonflikten, var en krig, som blussede op mellem 22. april 1996 og 10. juni 1999 i Kosovo samt dele af det daværende Jugoslavien (beståene af Serbien og Montenegro) og var en del af de krige, der prægede Jugoslaviens opløsning.

Kosovokrigen betegner ofte to forskellige og i flere tilfælde parallelle militære konflikter; en borgerkrig, der medførte en international intervention i Kosovo. De to konflikter var:

1996–1999: Konflikt mellem serbere og jugoslaviske sikkerhedsstyrker på den ene side og albanere domineret af Kosovos befrielseshær (UCK) på den anden. UCK’s mål var vha. guerillakrigstaktikker at løsrive Kosovo fra Jugoslavien og dermed serbisk kontrol for at skabe en selvstændig stat.

1999: NATO ledet bombardement af jugoslaviske mål mellem 24. marts og 10. juni. Under NATO’s angreb fortsatte UCK styrkerne kampene mod de jugoslaviske styrker, samtidigt fandt en massiv fordrivelse af Kosovos albanske befolkning sted.

Nicaragua

Nicaragua, officielt Republikken Nicaragua, er et land i Mellemamerika. Republikken er arealmæssigt det største land i Mellemamerika, men har også den laveste befolkningstæthed. Mod nord deler Nicaragua grænse med Honduras og mod syd med Costa Rica. Mod vest ligger Stillehavet, og mod øst ligger Det caribiske Hav. Landets navn er en kombination af Nicarao, som var den største indianerstamme ved spaniernes ankomst, og det spanske ord agua, som betyder vand, idet der refereres til de to store søer i landets vestlige del, Managua-søen og Nicaragua-søen.

Partisan

Partisan har flere betydninger:

Partisan (guerillakriger) – et medlem af en oprørsbevægelse eller modstandsbevægelse, som fører guerillakrig mod et regime eller en besættelsesmagt.

Jugoslaviske partisaner – en modstandsbevægelse under 2. verdenskrig

Partisan (våben) – et langskaftet våben fra det 16. og 17. århundrede.

Politisk parti

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.Et politisk parti er en kreds af personer, som tilslutter sig en ideologi eller et sæt grundholdninger. Disse mennesker har sluttet sig sammen for at prøve at påvirke den politiske udvikling. Der er flere veje til påvirkning og eventuel indflydelse:

Partiet kan lade sig opstille til valg i parlamenter og lokale råd og søge at få direkte indflydelse dér.

Partiet kan også virke som pressionsgruppe (lobbyister) udenfor de folkevalgte organer – f.eks. ved at partiets medlemmer skriver indlæg i aviserne, afholder møder og på anden vis søger at få partiets synspunkter frem i offentligheden.Partiernes ideologier eller grundholdninger bruges ofte til at placere dem på en højre-venstre-skala, således at partier, der er liberalistiske, konservative eller fascistiske ses som højreorienterede, partier med socialliberale træk ses som midterpartier, mens socialdemokratiske eller socialistiske partier ses som venstreorienterede. Partier, som betegner sig selv som nationalsocialistiske eller nazistiske, placerer sig både til højre og venstre på skalaen.

Udviklingen i de politiske partiers struktur og arbejdsmetoder afspejler den generelle udvikling i de forskellige samfund og forløber derfor forskelligt i forskellige lande.

I parlamentariske regeringer har de fleste politiske partier en valgt leder, som, hvis partiet får absolut flertal ved et valg, eller får støtte til at danne en koalitionsregering og har flertal herindenfor, derefter bliver regeringsleder. I præsidentielle systemer kan præsidenten blive valgt som en repræsentant for sit parti, men i så fald vil han eller hun oftest blive tvunget til at afskære alle direkte bånd til partiet for at kunne tjene hele landet bedst. Koalitionsregeringer dannet af flere partier optræder oftest ved forholdstalsvalg frem for ved flertalsvalg.

Partimedlemskab er tendensen blandt støtter af politiske partier at abonnere på eller i hvert fald støtte deres partis synspunkter og politikker i modsætning til synspunkterne præsenteret af andre partier. Differentiering er essentiel for næsten alle partier: de er nødt til at adskille sig fra andre partier på mindst et par punkter, for at de kan konkurrere i politik og vinde valg. Ekstremt partimedlemsskab (partisaner) er også kendt som partisankrig – et partisk begrundet guerillakrig.

Skovbrødrene

Skovbrødrene (estisk: metsavennad, lettisk: meža brāļi, litauisk: miško broliai) var estiske, lettiske og litauiske partisaner, som førte guerillakrig mod det sovjetiske styre under Sovjetunionens besættelse af de baltiske lande, under og efter 2. verdenskrig. Lignende anti-sovjetiske østeuropæiske modstandsgrupper kæmpede mod sovjetisk og kommunistisk styre i både Bulgarien, Polen, Rumænien, Kroatien og det vestlige Ukraine.

Den Røde Hær okkuperede de uafhængige baltiske lande i 1940–1941 og, efter en periode med nazi-tysk okkupation, igen i 1944–1945. Eftersom stalinistisk politisk undertrykkelse forstærkedes de efterfølgende år, tog cirka 50.000 indbyggere i disse lande tilflugt i de store skove og gjorde dem til hjemsted for den anti-sovjetiske modstand. Disse modstandsgrupper varierede i størrelse og sammensætning, lige fra individuelt opererende guerillaer, hovedsageligt bevæbnet til selvforsvar, til store og velorganiserede grupper i stand til at engagere betydelige sovjetiske troppestyrker til kamp.

Slaget om Xuzhou

Slaget om Xuzhou blev udkæmpet mellem japanske og kinesiske styrker i maj 1938 under den 2. kinesisk-japanske krig.

I 1937 havde den japanske hær i Nordkina jaget Song Zheyuans 29. armé sydpå langs Jinpu jernbanen (se Tianjin–Pukou jernbaneoperationen) efter hans nederlag i Slaget ved Lugou Bridge. Efter at Japan havde vundet Slaget om Nanking rykkede den japanske hær i Nordkina sydpå for at etablere en japansk forbindelse mellem Beijing og Nanjing uden hensyntagen til den ikke-ekspansionistiske politik, som blev ført af den kejserlige hærs overkommando i Tokyo. De fleste mekaniserede styrker og fly i det østlige Kina var blevet ødelagt i Slaget om Shanghai i 1937. Selv om nyt udstyr var anskaffet, var det endnu ikke leveret.

Han Fuqu, formanden for Shandong provinsen, afviste ordrer fra Chiang Kai-shek og blev ved med at trække sig tilbage for at fastholde sin styrke. Efter at Qingdao var blevet besat i januar 1938 blev hans politik fordømt, og han blev henrettet den 24. januar. I marts 1938 besatte japanske styrker det nordlige Shandong, herunder hovedstaden Jinan. Forsvarslinjen langs den Gule flod blev revet op.

Under presset fra de japanske styrker samledes 64 kinesiske divisioner omkring Xuzhou i Jiangsu, som var hovedkvarter for 5. kinesiske militærregion. Uden at omringe den rykkede Itagaki Seishiro først sydpå for at angribe Tai'erzhuang, hvor han blev besejret af Li Zongren i et regionalt asymmetrisk slag.

Efter dette nederlag ville japanerne gennemføre en omringning af Xuzhou og indsatte hæren i Nordkina i nord og Den centralkinesiske ekspeditionshær i syd. Hæren i Nordkina havde fire divisioner og 2 infanteribrigader, som var hentet fra Kwangtung arméen. Den centralkinesiske ekspeditionshær havde tre divisioner og 1. og 2. kampvognsbataljon med motoriserede støttenheder som blev formeret til Iwanaka- og Imada-styrkerne, der fik ordre til at rykke vest Xuzhou for at afskære og forhindre kinesiske styrker fra at trække sig tilbage vestpå. 5. kampvognsbataljon blev brugt til søtte, og 3. infanteridivision trængte frem mod nord langs jernbanen til Xuzhou. Yderligere tropper blev indsat i Slaget om nordlige og østlige Henan af hæren i Nordkina for at stoppe kinesiske forstærkninger vest fra. Et kinesisk modangreb her resulterede i Slaget om Lanfeng.

Med Den centralkinesiske ekspeditionshærs fremrykning sydfra var den overordnede situation alvorlig, og Chiang Kai-shek gav ordre til at hærene skulle trækkes tilbage. Ødelæggelsen af digerne, som holdt Den Gule Flod tilbage, gav ham mere tid til forberedelse af forsvaret af Wuhan, men den resulterende oversvømmelse ødelagde også en stor del af området omkring flodens nye løb.

Japan vandt de intense slag om Xuzhou, men de japanske styrker var for små til at fastholde det store antal omringede kinesiske styrker. De fleste kinesiske soldater undslap omringningen gennem huller i de japanske linjer i vest eller spredtes i området guerillakrig|guerillaer, så de kinesiske styrker blev ikke udslettet.

Spansk Sahara

Spansk Sahara (omfattende Rio de Oro og Saguia el-Hamra) var en spansk koloni i Nordafrika fra 1884-1975 mellem Kap Blanco i syd og Wadi Draa i nord.

Efter 1956 gjorde det uafhængige Marokko krav på området. I 1970'erne begyndte Polisario-fronten en guerillakrig imod Spanien. I 1975 blev Spansk Sahara delt mellem Marokko og Mauretanien.

Store Ufred

Store Ufred (finsk: isoviha; svensk: Stora ofreden) var i Finlands historie tiden fra Den Store Nordiske Krigs udbrud i 1700 til freden i Nystad i 1721. I mere snæver forstand benyttes udtrykket om den russiske besættelse af landet 1713—1721. Den gamle forvaltning ophørte med at fungere og et rent militært styre blev rådende. En stor del af landets befolkning flygtede fra landet.

Efter den russiske sejr i slaget ved Poltava i 1709 indtog russerne de finske byer Vyborg og Kexholm i 1710, og dette åbnede for fortsat ekspansion ind i Finland. zar Peter gik i land i Helsingfors i 1713, og de russiske styrker tog i løbet af det følgende år kontrol over hele landet.

Efter den russiske sejr i Isokyrö blev Mikhail Golitsyn guvernør i Finland. Finnerne startede en guerillakrig mod russerne. Som hævn måtte de finske bønder betale store skatter til russerne (hvilket var almindeligt på den tid). Plyndringerne var omfattende, særlig i Österbotten og i samfundene nær hovedfærdselsårerne. Kirkerne blev plyndrede og Isokyrö brændt ned til grunden. Russerne benyttede den brændte jords taktik i et flere hundrede kilometer bredt bælte for at forhindre svenske modangreb. Omkring 5.000 finner mistede livet og omkring 10.000 blev taget som slaver, og kun nogen få tusinde af dem kom tilbage. Tusindvis, særlig funktionærer, flygtede også til det (relativt) trygge Sverige. De fattigere bønder gemte sig i skovene for at undgå besættelsesmagtens hærgninger og tvangsudskrivninger.. Nådeløsheden var værst mellem 1714 og 1717, da den frygtede svenske greve Gustaf Otto Douglas, som var gået over til russerne i løbet af krigen, ledede besættelsen.

Ved freden i 1721 blev landet forladt af russerne, med undtagelse af det sydlige og sydøstlige Karelen med Viborg, Kexholm og Sordavala, som blev afståede til Rusland. Efter freden voksede befolkningen atter hurtigt. Skolerne og administrationen blev genoprettet, og man fik betydelige skattelettelser.

Taipingoprøret

Taipingoprøret (1851-1864) er en af Kinas mange blodige konflikter i anden halvdel af det 19. århundrede.

Opstanden har sit navn efter Taiping Tianguo (Den fuldkomne freds himmelske kongerige), grundlagt af oprørerne.

Konflikten var en konfrontation mellem det kejserlige Kina under Qing-dynastiet og en sekt omkring Hong Xiuquan, en mystiker som var gået over til kristendommen efter nogle måneders undervisning fra en amerikansk protestantisk missionær. Han blev aldrig døbt, men prædikede en lære han havde udviklet af socialutopiske tanker, egne mystiske åbenbaringer og elementer han havde fået med fra undervisningen i Det gamle testamente.

Hong Xiuquan vandt sine tilhængere i en urolig periode i kinesisk historie. Landet havde været gennem en række naturkatastrofer, og det havde lidt bitre nederlag, både militært og økonomisk under sammenstød med vestmagterne. Første opiumskrig (1839-1842) endte med, at kineserne blev forpligtet til frihandel (inklusive opium) på de europæiske magters vilkår, til at afstå Hongkong til Storbritannien, måtte åbne handelshavnene Kanton, Xiamen, Fuzhou, Shanghai og Ningbo for alle udlændinge, og de måtte betale genopbygningen efter krigen.

Det herskende Qing-dynasti gjorde kun lidt for at imødegå disse problemer, og særlig i Sydkina udvikledes der en negativ stemning mod styret, og det var her Hong vandt de fleste tilhængere. Sekten udviklede sig i 1840'erne militant, oprindelig rettet mod bandituvæsenet. Men myndighederne begyndte at forfølge sekten, og det var gnisten som udløste oprøret.

Først begyndte tilhængerne med guerillakrig, men efterhånden udviklede det sig til regulær krig. Oprøret tog til i provinsen Guangxi; de kejserlige styrker gik til angreb, men blev slået tilbage. I august 1851 proklamerede Hong oprettelsen af Den fuldkomne freds himmelske kongerige og sig selv som dets himmelske konge. Oprøret bredte sig nordover med stor hastighed.

Hongs dygtigste mand var "Østens konge", en tidligere trækulsbrænder ved navn Yang. Han brød op med 10.000 mand og marcherede mod nord. På vejen øgedes hans hær til 200.000 mand, og med dem erobrede han i 1852 Wuchang.

Nanjing blev erobret i marts 1853; 30.000 kejserlige soldater faldt, og tusinder af civilister mistede livet. Byen blev bevægelsens hovedstad og fik det nye navn Tiānjīng (den himmelske hovedstad).

Oprørshæren var nøglen til, at taipingerne havde så stor fremgang. Den havde høj disciplin og var præget af en fanatisk kampvilje. Kampene var altid særdeles blodige og ekstremt brutale med kun lidt artilleri, men med store styrker bevæbnet med håndvåben. I 1856 var taipingernes hær på omkring én million mand. Hovedstrategien var at erobre de vigtigste byer, konsolidere sig der og så marchere ud i landområderne og møde de kejserlige styrker der. Under det tredje slag om Nanjing (1864) blev over 100.000 dræbt i løbet af tre dage.

På sit højdepunkt omfattede Den fuldkomne freds himmelske kongerige meget af det sydlige og centrale Kina, med Nanjing. I nord nåede det op til Tianjing. Men det kontrollerede ingen større havn og kunne derfor ikke håbe på militær hjælp fra udlandet. Erobringen af Nanjing markerer oprørets højdepunkt. Under marchen mod Beijing stødte de på stærke kejserlige styrker og blev tvunget på retræte.

Det gik tilbage fra 1853, da Hong trak sig tilbage fra aktivt lederskab. Han mistede efterhånden sin sunde dømmekraft og hengav sig stadig til meditation og – hævdes det – til mere sanselige aktiviteter. At det ikke lykkedes bevægelsen at få middelklassen med, eller få de europæiske magter til at yde støtte, bidrog også til at den mistede fremdrift.

Efter at marchen mod Beijing slog fejl, foregik det meste af den senere ekspansion mod vest. De fleste af kampene var om kontrollen over Yangtzedalen.

Et forsøg på at erobre Shanghai i august 1860 blev slået tilbage af styrker ledet af Frederick Townsend Ward. Senere blev denne styrke kendt under tilnavnet "den altid sejrrige hær" under dens nye leder "Chinese" Gordon. De kejserlige styrker blev reorganiseret under Zeng Guofans og Li Hongzhangs ledelse, og så begyndte generobringene for alvor. Tidlig 1864 kontrolerede kejserdømmet de fleste af områderne. Hong erklærede at Gud ville forsvare Tianjing, men da kejserhæren nærmede sig i juni, tog han gift. Hans lig blev fundet i en rendesten.

Fire måneder før det endelige nederlag havde Hong Xiuquan overladt tronen til sin ældste søn, Hong Tianguifu. Men Hong Tianguifu gjorde intet for at styrke kongedømmet, så det faldt hurtigt fra hinanden da Nanjing faldt efter blodige kampe fra gade til gade.

De fleste af Taiping-fyrsterne blev henrettet af Qing-myndighederne i Jingling ved Nanjing.

I samme tidsperiode var der også en række andre oprør: Nianoprøret (1853-1868), og en række muslimske oprør sydvest (1855-1873) og nordvest i Kina (1862-1877).

Våbenlagersagen

Våbenlagersagen er en finsk kriminalsag fra slutningen af 1940'erne. Den omhandlede en hemmelig militær operation efter Fortsættelseskrigen, hvor store mængder af våben og udstyr fra den finske hær blev skjult rundt omkring i landet.

Efter Våbenstilstanden i Moskva i 1944 begyndte to officerer i det finske militære hovedkvarter oberst Valo Nihtilä og oberstløjtnant Usko Haahti at planlægge modtræk mod en mulig sovjetisk besættelse af landet. De fandt på at lagre lette infanterivåben rundt omkring i landet, så man straks kunne indlede en guerillakrig, hvis landet blev besat.

Under demobiliseringen blev der skabt en organisation med ansvar for at skjule udstyret. I størrelsesordenen 5.000-10.000 mennesker var involveret i operationen. Det var planlagt at de skulle skjule materiel for 8.000 mand, men deltagerne arbejdede så ivrigt, at det menes at de skjulte materiel til 35.000 soldater.

Sagen begyndte at komme for dagens lys i foråret 1945, da en mand, som havde stjålet fødevarer fra et lager og solgt det på det sorte marked, af frygt for repressalier fra sine kammerater afslørede lagrenes eksistens overfor den Allierede kontrolkommission (ACC). I starten var ACC ivrig efter at forfølge sagen, men efter at der dukkede skrevne ordrer op fra Nihtilä og Haahti overlod de efterforskningen til Valpo, det på det tidspunkt kommunistisk kontrollerede hemmelige finske politi.

Valpo afhørte mere end 5.000 personer, men det lykkedes dem ikke at opklare sagen fuldt ud og finde alle våbnene. De fleste af våbnene blev i stilhed leveret tilbage til hærens depoter, og nogle blev destrueret, men selv i dag dukker der lagre op hvert år, når gamle bygninger bliver revet ned. Det lykkedes ikke for efterforskerne at finde ud af hvor mange personer, der deltog i operationen, da deltagerne var utilbøjelige til at levere brugbar information. Det endte med at 1.488 personer blev dømt, de fleste fik 1-4 måneders fængsel.

Årtier senere, i 1980, hævdede Arvo Tuominen, en tidligere finsk kommunistleder, at sagen om våbenlagrene var det afgørende punkt som flyttede magten i det finske kommunistparti fra den revolutionære til den parlamentariske fløj, da kommunisterne frygtede væbnet modstand i tilfælde af en revolutionær magtovertagelse. Som historikeren Kimmo Rentola og andre har vist, skal Tuominens påstande behandles med stor skepsis.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.