Gaza

Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Gaza (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Gaza)
Gaza City
Gaza

Denne artikel omhandler Gaza By. For territoriet, se Gazastriben

Gaza er den største by i det palæstinensiske selvstyreområde Gazastriben. Byen har cirka 410 000 indbyggere i den indre by og ca. 1,4 mio. indbyggere i oplandet. Den omtales ofte som Gaza By for ikke at forveksle den med Gazastriben.

Historie

Gaza By er en af verdens ældste bebyggede områder. Bybilledet er formet af byens strategiske placering ved en af middelalderens vigtigste handelsruter. I oldtiden var Gaza således et fremtrædende handelscenter for karavaner mellem Ægypten og Syrien. Byen har haft fast bebyggelse siden 3000 f. Kr.

Islamisk styre

Gaza blev i 637 e. Kr. erobret af muslimske 'Amr ibn al-’As.. Byen var vigtig for muslimerne, da det menes, at byen er stedet, hvor profeten Muhammeds bedstefar, Hashem, ligger begravet. Byen blev dermed et vigtigt islamisk center i Palæstina. I 1149 e. Kr. blev byen erobret af Baldwin d. III af Jerusalem, og kontrollen med byen blev overgivet til Tempelridderordenen[1]. I 1170 e. Kr. blev byen forsøgt tilbageerobret af Ayyubide-dynastiet under ledelse af Saladin, men erobringen mislykkedes i første omgang. Efter Saladins erobring af Ashkelon lykkedes det dog at bringe Gaza tilbage på muslimske hænder. De kristne korsfarere generobrede i 1191 e. Kr. området under ledelse af Richard d. 1. af England – også kendt som Richard Løvehjerte.

20. århundrede Efter Første Verdenskrig blev landområderne omkring Gaza erobret af Storbritannien, der dermed fik kontrol over det, der nu er kendt som Israel, Vestbredden, Gazastriben og Jordan [2]. Efter Den arabisk-israelske krig i 1948 blev Gaza By og de omkringliggende områder besat af Egypten, hvorefter befolkningstallet i byen steg dramatisk med alle de arabiske flygtninge, der strømmede til byen fra de nærliggende landområder.

I 1967 under Seksdageskrigen besatte Israel Gazastriben og Gaza By. I 2005 trak Israel sine styrker ud af Gaza og fjernede 8.500 israelske bosættere, men opretholder kontrol med Gazastribens luftrum og al adgang ad søvejen [3]. Gazastriben anses af FN stadig for at være besat område, dels pga. den israelske kontrol og blokade af området, men også fordi Gazastriben er en del af de samlede besatte områder, der også omfatter Østjerusalem og Vestbredden[4].

I 2009 indledte Israel en landoffensiv i Gaza og har i skrivende stund et kraftigt militært engagement i området.

Borgmestre

Gaza port
Havnen i Gaza
  • Majed Abu-Ramadan (2005-2008)
  • Nasri Khayal (2001-2005)
  • Aown Shawa (1994-2001)
  • Hamza Al-Turkmani (1982)
  • Rashad Al-Shawa (1972)
  • Ragheb Al-Alami (1965)
  • Muneer Al-Rayyes (1955)
  • Omar Suwan (1952)
  • Rushdi Al-Shawa (1939)
  • Fahmi Al-Hussaini (1928)
  • Saeed Al-Shawa (1906-1916)

Noter

  1. ^ Historisk Kronologi
  2. ^ Palestine, Israel and the Arab-Israeli Conflict: A Primer-Page 3
  3. ^ ISRAEL-INFO | Forside
  4. ^ UN: We still consider Gaza “occupied” by Israel « View from Geneva
Asiens geografiStub
Denne artikel om Asiens geografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Geografi

Koordinater: 31°31′N 34°27′Ø / 31.52°N 34.45°Ø

Andet slag om Gaza

Det Andet slag om Gaza blev udkæmpet mellem 17. og 19. april 1917 efter den egyptiske ekspeditionsstyrkes nederlag i det Første slag om Gaza i marts under felttoget i Sinai og Palæstina i 1. verdenskrig. Gaza blev forsvaret af den stærkt forskansede osmanniske garnison, som var blevet væsentligt forstærket efter det første slag. Den bemandede byens forsvar og en linje af stærke skanser, som strakte sig østpå langs vejen fra Gaza til Beersheba. Forsvarerne blev angrebet af den Østlige styrkes tre infanteridivisioner med støtte fra to beredne divisioner, men forsvarernes styrke, deres forskansninger og artilleristøtten decimerede angriberne.

Som følge af den egyptiske ekspeditionsstyrkes sejre i slaget ved Romani, slaget ved Magdhaba og slaget ved Rafah, som var blevet udkæmpet mellem august 1916 og januar 1917, havde ekspeditionsstyrken trængt den besejrede osmanniske armé østpå. Ekspeditionsstyrken besatte det egyptiske område på Sinaihalvøen, og krydsede grænsen ind i det Osmanniske Riges sydlige Palæstina-region. Resultatet af det første slag om Gaza havde imidlertid været så tæt på et nederlag, som man kunne komme det. I de tre uger mellem de to slag var stillingerne ved Gaza blevet kraftigt forstærket mod et frontalangreb. De stærke stillinger og befæstninger viste sig umulige at indtage under de katastrofale frontangreb, hvor ekspeditionsstyrkens tab i nogle tilfælde overskred 50% uden større gevinster.

Den israelsk-palæstinensiske konflikt

Israelsk-palæstinensiske konflikt er en strid mellem Israel og palæstinenserne. Den er en del af den større israelsk-arabiske konflikt. Der har været adskillige forsøg på at skabe fred gennem en to-stats-løsning, som skulle føre til etableringen af en uafhængig palæstinensisk stat ved siden af Israel. En række væsentlige internationale aktører er blevet involveret i konflikten. De centrale forhandlingspartnere er den israelske regering, for øjeblikket ledet af Benjamin Netanyahu, og PLO (Palestine Liberation Organization), ledet af Mahmoud Abbas. De officielle forhandlinger bliver ledet af en international gruppe, kendt som Mellemøst-kvartetten. Den består af repræsentanter fra USAs og Ruslands regeringer, den Europæiske Union og FN. Den Arabiske Liga er en anden vigtig part og har bl.a. foreslået et alternativt fredsinitiativ. Egypten har længe været en væsentlig part i konflikten. Den Egyptiske regering, som tiltrådte i 2014 under præsident Abdel Fattah al-Sisi har fremsat skarp kritik af organisationen Hamas, som den kalder de ansvarlige for konflikten

Den jødiske diaspora

Den jødiske diaspora, af og til refereret til kun som disporaen, er et udtryk, som bliver brugt om jøder bosat uden for Israel.

Oprindelig betegnede udtrykket fordrivelsen af det jødiske folk under Babylonien og Romerriget. De spredte sig senere rundt i verden på grund af forfølgelse eller konvertering. Det er normalt at regne med, at diasporaen begyndte med erobringerne af de gamle jødiske kongeriger og uddrivelsen af det jødiske folk i det ottende til det sjette århundrede før Kristus. En række jødiske samfund blev etablert i Mellemøsten som en følge af tolerant politik, og de blev ved med at være vigtige centre for jødedommen i århundreder fremover. Nederlagene i Det store jødiske oprør i år 70 og Bar Kokhba-oprøret i 135 mod Romerriget gjorde deres til, at flere jøder spredte sig over større geografiske områder, da mange havde mistet deres land, Judæa, eller blev solgt som slaver over hele kejserriget.

Det palæstinensiske folk

Det palæstinensiske folk (arabisk: الشعب الفلسطيني, ash-sha`b al-filasTīni), Palæstinensere (arabisk: الفلسطينيون, al-filasTīnīyyūn), eller Palæstinensiske arabere (arabisk: العرب الفلسطينيون, al-`arab al-filasTīnīyyūn) er betegnelser, som bruges til at referere til et arabisk-talende folk, hvis familie stammer fra Palæstina.

Den samlede palæstinensiske befolkning i verden anslås at være mellem 10 og 11 millioner, over halvdelen af hvilke er statsløse, dvs. mangler statsborgerskab i noget land. Palæstinenserne er fortrinsvis sunnitter, endskønt der findes et betydeligt kristent mindretal, såvel som mindre trosretninger.

Den første gang betegnelsen palæstinenser anvendtes i større udstrækning, som et endonym for at referere til et nationalt koncept, var før udbruddet af 1.verdenskrig og det første krav om national uafhængighed blev fremsat af den syrisk-Palæstinensiske Kongres den 21. september 1921. Efter den palæstinensiske exodus i 1948, og i endnu højere grad efter palæstinensiske exodus i 1967, kom termen til at betyde ikke bare oprindelsesstedet, men en følelse af fælles fortid og fremtid, i form af en palæstinensisk nationalstat.Omkring halvdelen af alle palæstinensere lever fortsat i Israel, Vestbredden,Gaza-striben og Østjerusalem.[i] Den anden halvdel, en stor del af hvilke er flygtninge, bor andre steder, i forskellige egne af verden (Se Den palæstinensiske diaspora)

Det palæstinensiske folk under eet, er repræsenteret i det internationale samfund af Den Palæstinensiske Frihedsorganisation(PLO). Det palæstinensiske selvstyre, officielt etableret som resultat af Oslo-aftalen, er en midlertidig administrativ enhed, som er nominelt ansvarlig for regeringsudøvelsen i de palæstinensiske befolkningscentre på Vestbredden og i Gaza-striben.

Det palæstinensiske selvstyre

Det palæstinensiske selvstyre (Arabisk: الوطنية الفلسطينية As-Sulta Al-Wataniyya Al-Filastīniyya); (Engelsk: Palestinian National Authority (PNA eller PA)) er en administrativ organisation, etableret af palæstinensere for at regere dele af Vestbredden og Gaza-Striben.

Ententemagterne

Ententemagterne var under 1. verdenskrig en alliance mellem Storbritannien, Frankrig, Serbien, Belgien, Italien, Rusland, Japan og Kina.

Ententemagterne kæmpede imod Centralmagterne: Tyskland, Østrig-Ungarn, det Osmanniske Rige og Bulgarien. Rusland udtrådte i 1917 efter Oktoberrevolutionen. Italien indtrådte i alliancen i 1915. Af mindre allierede kan nævnes Belgien, Montenegro (indtil 1916), Rumænien (fra 1916) og Grækenland (fra 1917). USA's indtræden i 1917 ændrede afgørende styrkeforholdet mellem Ententemagterne og Centralmagterne, og Ententen gik sejrrig ud af 1. verdenskrig i 1918. USA tilsluttede sig aldrig Ententemagterne, men var blot medhjælper.

Første slag om Gaza

Det første slag om Gaza blev udkæmpet den 26. marts 1917 under den Egyptiske Ekspeditionsstyrkes første forsøg på at invadere det sydlige Palæstina i det Osmanniske Rige under Sinai og Palæstina-felttoget i 1. verdenskrig.

Slaget fandt sted i og omkring byen Gaza ved Middelhavets kyst, da infanteri og beredne styrker fra Ørkenkolonnen, som var en del af den Østlige Styrke, angreb byen. Sent på eftermiddagen, på nippet til at erobre byen, blev Ørkenkolonnen trukket tilbage på grund af bekymringer om det tilstundende aftenmørke og store osmanniske forstærkninger. Det britiske nederlag blev nogle uger senere fulgt af et endnu klarere nederlag til den Østlige styrke i det Andet slag om Gaza i april 1917.

I august 1916 betød den egyptiske ekspeditionsstyrkes sejr i slaget ved Romani en ende på muligheden for et landangreb på Suez-kanalen, som tidligere havde truet under angrebet på Suez-kanalen i februar 1915. I december 1916 betød den nyligt formerede Ørkenkolonnes sejr i slaget ved Magdhaba at de allierde kunne sikre sig middelhavshavnen al-Arish og forsyningsruten, vandledningen og jernbanen, som strakte sig østpå over Sinaihalvøen. I januar afsluttede sejren i slaget ved Rafah erobringen af Sinaihalvøen og bragte den Egyptiske Ekspeditionsstyrke ganske tæt på Gaza.

To måneder senere i marts blev Gaza angrebet af den Østlige styrkes infanteri i form af 52. division forstærket med en infanteribrigade. Dette angreb blev beskyttet mod truslen om osmanniske forstærkninger af den beredne Anzac-division og en kavaleriskærm fra Imperial Mounted Division. Infanteriets angreb fra syd og sydøst mod den osmanniske garnison i og omkring Gaza blev imødegået kraftigt. Mens Imperial Mounted Division fortsatte med at holde osmanniske forstærkninger på afstand angreb den beredne Anzac-division Gaza nordfra. Det lykkedes den at komme ind i byen nordfra, mens et koordineret angreb med infanteri og beredne tropper angreb og erobrede Ali Muntar. Da det var langt hen på dagen, forsvarede de osmanniske styrker sig indædt, og der var en stadig trussel fra de store osmanniske forstærkninger, som nærmede sig fra nord og nordøst, hvorfor den Østlige styrke besluttede sig for at trække sig tilbage. Det er blevet hævdet, at denne beslutning vendte sejr til nederlag.

Gaza (provins)

For alternative betydninger, se Gaza (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Gaza)

Gaza er en provins i det sydlige Mozambique med en befolkning på 1.062.380 indbyggere og et areal på 75.709 km². Hovedbyen er Xai-Xai.

Gazastriben

For alternative betydninger, se Gaza (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Gaza)Gazastriben (arabisk: قطاع غزة transliteration: Qitˁɑ' Ġazzah/Qita' Ghazzah, hebraisk: רצועת עזה Retzu'at 'Azza) er en smal landstribe nordøst for Sinai-halvøen ud til Middelhavet. Det grænser op til Israel mod nord, og Egypten mod syd. Området er blot 41 km langt og mellem 6 og 12 km bredt. Gazastriben har omkring 1,82 mio. indbyggere (2014-skøn). Gazastriben er et af verdens tættest befolkede områder, blandt andet på grund af den store gruppe palæstinensiske flygtninge. Hovedbyen er Gaza by med 400.000 indbyggere. I forbindelse med den israelske tilbagetrækning skal alle de israelske bosættere forlade områdets 25 bosættelser.

Sammen med Vestbredden danner Gazastriben det palæstinensiske selvstyreområde. Store dele af Gazastriben er dog kontrolleret af Israel. I februar 2005 besluttede den israelske regering at trække sig ud af området i løbet af sommeren 2005, dog er lufthavns- og havnefaciliteter stadig kontrolleret af Israel. Selv om Israel har trukket sig ud, opfattes området stadig som israelsk-besat område. Fx har Israel nægtet Mogens Lykketoft adgang til at mødes med det palæstinensiske selvstyre i Gaza.

Haskalah

Haskalah, jfr. maskilim – hebr.: uddannelse, oplysning – den jødiske oplysningsbevægelse, som ca 1750-1880 i takt med jødernes emancipation søgte at udbrede moderne europæisk uddannelse og sekulære ideer blandt jøderne i Europa.

Hebræere

Hebræere var et folk der levede i landet Kana'an, et område, som svarer til det tidligere Palæstina eller det nuværende Israel. De var bosat på begge sider af Jordanfloden, helt ned til Sinai-halvøen og kyststrækningerne i Syrien. Traditionelt er de kendt som forfædrene til israelitterne. De er klassificeret som jøder og følger de samme skikke.

Irgun

Irgun Zvai Leumi ("Den nationale militære organisation") blev grundlagt af jødiske højrenationalister og virkede i Palæstina 1931-48. Den betragtes som en terrorgruppe af det britiske mandatområde.

Organisationens leder var Menachem Begin, som senere blev Israels premierminister. Organisationens formål var at bekæmpe araberne med "voldelige midler". Irgun kæmpede for et Stor-Israel (Eretz-Israel), som skulle indbefatte det senere Israel, Vestbredden, Gaza samt Jordan. Organisationen angreb også britisk personel og britiske institutioner i Palæstina.

Irguns mest kendte terrorangreb var mod King David Hotel i Jerusalem i 1946. Det blev iværksat på David Ben-Gurions ordre og førte til, at 91 mennesker blev dræbt og 46 såret. Sprængladningen blev leveret med en mælkebil og betragtes undertiden som den første bilbombe i Mellemøstkonflikten.

Irgun udførte mange andre terrorhandlinger blandt andet mod den britiske ambassade i Rom. Kendt er gruppen også for massakren i den arabiske landsbyen Deir Yassin, hvor mellem 100 og 120 civile blev dræbt i 1948.

Israel-Gaza-konflikten 2008-2009

Gaza-krigen 2008-2009 (Hebræisk:מבצע עופרת יצוקה, Operation Støbt Bly; (Arabisk:مجزرة غزة, Gaza-massakren) var den krig, som Israel iværksatte mod Hamas i Gazastriben fra den 27. december 2008 til den 18. januar 2009.

En seks-måneders våbenhvile mellem Hamas og Israel udløb den 19. december 2008. Efter israelske raids ind i Gazastriben d. 4. og 17. november, og med begrundelsen at Israel ikke havde ophævet blokaden, genoptog Hamas sine raketbeskydninger den 19. december, da våbenhvileaftalen udløb. Hamas tilbød at forlænge våbenhvilen d. 23. december.Krigen begyndte efter at Hamas affyrede raketter mod civile mål i Israel. Det israelske luftvåben bombede i løbet af 4 minutter 100 mål i Gazastriben, herunder træningslejre, hovedkvarterer og kontorer i alle Gazas storbyer, (Gaza, Beit Hanoun, Khan Younis, og Rafah). Civil infrastruktur, herunder moskeer, huse og skoler, blev også angrebet; Israel hævder, at det var fordi, der blev skudt fra disse bygninger eller at de indeholdt våben og kombattanter, og at de ikke angreb civile. Den israelske flåde bombarderede også mål og strammede sin flådeblokade af Gazastriben, hvilket resulterede i mindst eet sammenstød med en civilt fartøj.13 israelere og mellem 1200 og 1500 palæstinensere blev dræbt i konflikten. Årsagen til den store uklarhed om de palæstinensiske tabstal er forskellen på informationer fra de to parters kilder. De klart disproportionate forskelle i israelske og palæstinensiske tab, har givet anledning til en diskussion om, hvorvidt at der overhovedet var tale om en krig. Det hævdes, at der i virkeligheden var tale om en massakre på palæstinenserne. Angrebene førte til protester mod Israel fra store dele af verden, herunder EU, som opfordrede begge parter til øjeblikkelig våbenhvile.

Makkabæiske oprør

Det makkabæiske oprør var et oprør foranlediget af en jødisk befrielsesbevægelse, der forsøgte at løsrive det område, der i dag kendes som Israel, fra det hellenistiske seleukid-dynasti. Det resulterede i 165 f. Kr. i jødisk selvstændighed fra 165-63 f. Kr.

Niels Busk

Niels Busk (født 2. august 1942) var 1999-2009 medlem af Europa-Parlamentet for Venstre. I hans 2. valgperiode var de andre Venstre-medlemmer Anne E. Jensen og Karin Riis-Jørgensen. Niels Busk er Nordjyde, selvstændig landmand, har deltaget i FN-styrken i Gaza og siddet i flere bestyrelser.

Shtetl

Shtetl eller sjtetl (jiddisch: שטעטל, shtetl, "lille by", flertal: שטעטלעך, shtetlekh) var betegnelse på en lille by, stor "landsby" (jiddisch/standardtysk: shtot/Stadt by, shtetl/Städtchen, Städtlein lille by, dorf/Dorf landsby) eller bydel, hvor størstedelen af indbyggerne var jøder. Disse små byer, store "landsbyer" eller bydele fandtes i Central- og Østeuropa før holocaust.

Slaget om Beersheba (1917)

For alternative betydninger, se Slaget om Beersheba. (Se også artikler, som begynder med Slaget om Beersheba)Slaget om Beersheba (tyrkisk: Birüssebi Savaşı, tysk: Schlacht von Birüssebi), blev udkæmpet den 31. oktober 1917, da det egyptiske ekspeditionskorps angreb og erobrede den osmanniske garnison i Beersheba, hvilket udgjorde starten på Sydlige Palæstina Offensiven under Sinai og Palæstina felttoget i 1. verdenskrig. Efter vellykkede begrænsede angreb om morgenen med infanteri fra 60. og 74. division af 20. korps fra sydvest, indledte den beredne Anzac division en række angreb. Disse angreb mod de stærke forsvarsstillinger, som dominerede den østlige side af Beersheba, resulterede til sidst i at de blev indtaget sidst på eftermiddagen. Kort tid senere gennemførte den beredne australske divisions 4. og 12. lette beredne regiment (fra 4. lette beredne brigade) et kavaleriangreb med bajonetter i hånden, deres eneste våben under beredne angreb, da deres rifler var slænget over ryggen. Mens dele af de to regimenter sad af for at angribe skyttegrave på Tel es Saba, som forsvarede Beersheba, fortsatte resten af den beredne styrke angrebet ind i byen, erobrede den og tog en del af garnisonen til fange mens den var ved at trække sig tilbage.

Efter den egyptiske ekspeditionsstyrkes nederlag i det første og andet slag om Gaza i marts og april 1917 styrkede den tyske sejrherre, general Friedrich Freiherr Kress von Kressenstein (chef for de tre divisioner i 4. osmanniske armé) sine forsvarsstillinger fra Gaza til Beersheba og modtog forstærkninger i form af to divisioner. I mellemtiden begyndte generalløjtnant Philip Chetwode (chefen for den Østlige Styrke) dødvandet i Sydlige Palæstina, hvor han forsvarede mere eller mindre den samme linje, som blev holdt ved slutningen af det andet slag om Gaza. Han gennemførte jævnlige beredne rekognosceringer ind i den åbne østlige flanke af linjen mellem Gaza og Beersheba, i retning mod Beersheba. I juni blev den 4. osmanniske armé reorganiseret, da den nye Yildirim armégruppe blev etableret under ledelse af den tyske general Erich von Falkenhayn. Nogenlunde på samme tid blev den britiske general Sir Archibald Murray udskiftet med general Edmund Allenby som chef for det egyptiske ekspeditionskorps. Allenby reorganiserede ekspeditionsstyrken så han fik direkte kommando over tre korps, og i den forbindelse nedlagde han Chetwodes Østlige styrke og satte ham i spidsen for det ene af to infanterikorps. I samme forbindelse blev Chauvels ørkenkolonne omdøbt til det Beredne ørkenkorps. Da dødvandet fortsatte igennem sommeren under svære betingelser i den nordlige udkant af Negev-ørkenen, begyndte forstærkninger til ekspeditionsstyrken at styrke divisionerne, som havde lidt tab på over 10.000 under de to slag om Gaza. Mens ekspeditionsstyrken og den osmanniske armé i hovedsagen koncentrerede sig om at bemande fronten og patruljere i den åbne østlige flanke gennemførte begge sider træning af alle enheder. I midten af oktober, hvor slaget ved Passchendaele fortsatte på Vestfronten fortsatte 21. britiske korps forsvaret af Gaza sektoren af linjen. Allenbys forberedelser til et angreb på den osmanniske forsvarslinje, med start ved Beersheba og efterfølgende fremrykning til Jerusalem, var næsten afsluttet med ankomsten af de sidste forstærkninger.

Beersheba var omgivet af linjer af skyttegrave som blev støttet af isolerede skanser, som dækkede alle adgangsveje til byen. Den osmanniske garnison blev til sidst omringet af de to infanteri og to beredne divisioner, ad de (og deres tilhørende artilleri) indledte deres angreb. 60. divisions indledende angreb og erobring af skansen på Hill 1070, førte til bombardementet af den osmanniske hovedskyttegravslinje. Derpå erobrede et fælles angreb mellem 60. og 74. division alle deres mål. I mellemtiden afskar den beredne Anzac division vejen fra Beersheba til Hebron nordøst for byen (denne vej fortsatte videre til Jerusalem). Fortsatte kampe omkring hovedskansen og stillingerne på Tel el Saba (som dominerede den østlige adgang til byen), førte til sidst til at den blev indtaget om eftermiddagen. Under denne kamp blev 3. lette beredne brigade sat ind for at forstærke den beredne Anzac division, mens 5. beredne brigade (bevæbnede med sværd) forblev i korpsreserven. Da alle brigader i begge de beredne divisioner allerede var indsat i kampen, blev den eneste brigade, som var til rådighed (4. lette beredne brigade), beordret til at erobre Beersheba. Disse sværdbevæbnede beredne infanterister galopperede over sletten ind mod byen og en skanse, som blev støttet af skyttegrave på toppen af Tel es Saba sydøst for Beersheba. Mens 4. lette beredne regiment på højre side sprang over skyttegravene inden de vendte om, sad af og angreb skyttegrave, kanonstillinger og skanser, red det meste af 12. lette beredne regiment på venstre side videre forbi fronten af hovedskansen for at finde et hul i de osmanniske stillinger. Tre eskadroner red over jernbanen og ind i Beersheba, for at afslutte det første skridt i offensiven, som bragte den egyptiske ekspeditionsstyrke til Jerusalem, seks uger senere.

Suez-krigen

Suez-krigen (Hebraisk: מבצע קדש), (Arabisk: أزمة السويس – العدوان الثلاثي) også kaldet Suez-krisen var en væbnet konflikt udkæmpet på egyptisk territorium i 1956 mellem på den ene side Israel, Storbritannien og Frankrig og på den anden side Egypten.

Sykes-Picot-aftalen

Sykes-Picot-aftalen var en hemmelig aftale indgået i 1916 mellem Frankrig, Storbritannien og Rusland. Den handlede om, hvorledes det Osmanniske rige skulle opdeles efter 1. verdenskrig. Aftalen fik navn efter sir Mark Sykes, en britisk underretningsofficer, og den franske diplomat Francois Georges-Picot.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.