Fuglesang

Fuglesang er i daglig tale fuglestemmer. Ornitologisk set deles fuglestemmer i sang og kald, hvor sangen er de lyde, der anvendes ved forsvaret af et territorium eller for at tiltrække en mage, mens de ofte simplere kald fx anvendes som kontaktlyd mellem individer i flokke. Fuglesang udføres oftest af hannen i yngletiden og er specifik for den enkelte fugleart. Visse fugle er i stand til at efterligne andre fuglestemmer. Eksempler på dette er stæren og papegøjen, der endda kan efterligne mennesker.

Fuglesangen udføres oftest fra en høj sangpost, hvor sangen kan høres langt omkring. Sangen kan også udføres flyvende i såkaldt sangflugt, hvilket fx ses hos sanglærken, der lever i åbent land og er i besiddelse af en langvarig sang, der foredrages højt over jorden på svirrende vinger.

Solsort
Solsorten er et typisk eksempel på en fugl, der benytter en høj sangpost, fx toppen af en lygtepæl.
Lyd Solsortesang optaget i Lille, Frankrig  +  ?
Birdsinging03182006
En syngende stær. Denne art er kendt for at efterligne andre fugle

Definition

Man kan definere fuglesang mere eller mindre omfattende i forhold til fuglens andre stemmer. Nogle definerer kun fuglesang som de fuglestemmer, der anvendes ved bl.a. pardannelsen og som samtidig har en vis længde og kompleksitet.[1] Andre bruger kun fuglestemmens funktion som basis, således at også korte lyde som duers kurren eller ikke-vokale lyde som spætters trommen og dobbeltbekkasinens brægen betragtes som sang.[2] Atter andre kræver at fuglestemmen skal kunne beskrives som sammensat af temaer og have en regelmæssig opbygning ligesom musik, for at kunne kaldes sang.

Indenfor ornitologi anvendes oftest den brede definition, hvor sangen blot defineres ud fra sin funktion indenfor territoriehævdelse og pardannelse.[3]

Fuglestemmer

PipraWing
Vingefjer fra den sydamerikanske køllevinget manakin (Machaeropterus deliciosus). Øverst er vist hannens femte, sjette og syvende armsvingfjer, der er modificeret, så de mekanisk kan frembringe lyde ved stridulation som hos græshopper. Nederst ses hunnens tre tilsvarende fjer. Efter en tegning af P. L. Slater brugt af Charles Darwin i et værk fra 1871[4][5]

Evnen til at synge er bedst udviklet i ordenen af spurvefugle og papegøjer, specielt blandt sangfugle (osciner), hvis stemmeorgan syrinx er særlig kompliceret udviklet. Også f.eks. vadefugle, duer og ugler har veludviklede stemmer, men ikke en varieret sang som hos sangfuglene. Andre fuglegrupper er næsten stumme eller kun i stand til at frembringe trommende eller rytmiske lyde, såsom storke der knebrer ved at slå næbhalvdelene sammen. Hos nogle af de sydamerikanske manakiner (Pipridae) har hannerne særlige fjer, der gør det muligt at frembringe mekaniske lyde ved stridulation ligesom hos fx græshopper.[6]

Udenfor de tropiske områder i Eurasien og Amerika er det næsten udelukkende hannerne, der synger. En undtagelse er dog fx rødhals, hvor også hunnen kan synge. Derimod er det almindeligt for hunner at synge lige så meget som hanner i troperne og især i ørkenområderne af Afrika og Australien. Dette har været kendt i lang tid[7][8] og forbindes generelt med det langt mere uregelmæssige klima uden årstider i tørre områder. Det betyder, at fuglene skal være i stand til at kunne yngle når som helst, hvis omstændighederne pludselig skulle tillade det, selvom de måske ikke har ynglet i flere år på grund af utilstrækkeligt fødegrundlag.[7] Under disse forhold må begge køn pludselig kunne bringes i ynglestemning, hvilket fuglesangen, især sang i duet mellem kønnene, sørger for. Den høje andel af syngende hunner i troperne, Australien og det sydlige Afrika, har måske også at gøre med den lavere dødelighed, hvilket giver mulighed for stærkere bånd kønnene imellem og en højere grad af territoriehævdelse.[9]

Funktion

Sang

Phylloscopus trochilus vogelartinfo chris romeiks CHR4730
Løvsangeren her ligner meget gransanger i udseende, men de to arter kan kende forskel på hinanden ved hjælp af sangen

Fuglesang har grundlæggende tre funktioner:

  • At markere hannens territorium overfor andre hanner.
  • At lokke hunner til, og derved blive valgt af en hun som mage.
  • At sætte hunnen i ynglestemning, så hun bliver parringsvillig.

Desuden er sangen specifik for den enkelte art, således at forskellige arter ikke hybridiserer. Som eksempel kan nævnes de almindelige danske ynglefugle gransanger og løvsanger. De ligner hinanden meget, men har meget forskellig sang. Gransangeren har en monoton sang, der kan gengives som tjif-tjaf, tjif-tjaf..., mens løvsangeren har en meget mere melodisk sang, der på svensk gengives: Snälla lilla rara mamma, kan jag inte få gå på bio i kväll?. Også fuglenes kaldestemmer er ofte karakteristiske. Disse forskelle mellem arternes stemmer udnyttes desuden af ornitologer til artsbestemmelse.

Fuglesangen har udviklet sig gennem seksuel selektion, og eksperimenter peger på, at "kvaliteten" af en fugls sang kan være en god indikator for dens styrke og udholdenhed.[10] Eksperimenter viser f.eks., at parasitter og sygdomme kan have direkte indflydelse på selve sangen som fx dens hastighed, hvilket derfor er en pålidelig indikator for hunnen, når hun skal vælge en han.[11][12] Størrelsen af en fugls sangrepertoire, det vil sige antallet af forskellige sangvarianter, lader også til at kunne vise dens generelle sundhedstilstand hos visse arter.[13][14] Hanners evne til at bekendtgøre og opretholde deres territorier ved hjælp af sang, viser derfor deres styrke og udholdenhed overfor hunnerne.

Nogle sangfugle synger i duet, hvor to rivaliserende hanner synger i respons til hinanden. Undertiden kan sangen fra den ene fugl tidsmæssigt overlappe den andens sang eller der svares med en særlig sangvariant. Undersøgelser har vist, at hunner foretrækker hanner, der på en af disse måder er i stand til at svare på en andens sang. En hun kan af denne grund finde på at parre sig med en anden han end sin mage. Duetsang er f.eks. almindeligt for den nord- og mellemamerikanske carolinasmutte (Thryothorus ludovicianus).[15]

Undertiden kan sang udenfor yngletiden fungere som oplæring for yngre artsfæller.[16] Hos den nordamerikanske blå sanger (Setophaga caerulescens) synger hanner, der har haft succes med at få afkom, for at påvirke ungernes sangindlæring, mens hanner uden ynglesucces er tavse. Denne sang efter yngletiden tjener utilsigtet til, at hanner uden ynglesucces informeres om hvilke habitater, der i fremtiden vil kunne give højere sandsynlighed for ynglesucces. Kommunikation ved hjælp af sang giver således en genvej i forhold til at finde de gode habitater og sparer besværet med direkte at skulle forsøge sig i forskellige vegetationstyper.

Kald

Sg fexx 19
Solsorteunger laver tiggelyde i reden.

Fuglenes kald har oftest som funktion, at videregive en stemning eller en hensigt til andre fugle. Det kan både være mellem individer af samme art eller på tværs af arter.

I yngletiden findes grundlæggende tre typer kald: kald mellem voksne fugle, ungernes kald henvendt til de voksne (tiggekald) og de voksnes kald til ungerne.

Udenfor yngletiden, hvor nogle fugle opholder sig i flokke, benyttes andre kald, der f.eks. kan benævnes kontakt-, flok-, flugt-, lokke- eller trækkald. Disse navne er ikike entydige og bruges ofte i flæng. Flugtkaldet har navn efter, at det ofte benyttes i flugten, det vil sige flyvende (ikke flygtende). Andre kald kan være advarsels- eller truekald.[17]

Som eksempel kan nævnes nogle af solsortens kald: som varselskald findes et djyk-djyk (fare fra jorden) eller et lyst sii (fare fra luften). Alarmkaldet kan være et tjuk-tjuk, hvilket også kan være del af en længere serie. Det aggressive kald kan lyde som pist pist og kontaktkaldet et lyst srii, hvilket ofte høres fra flyvende fugle ved aftentide.[18]

Alarmkaldet er for mange småfugle et skingert siiii, der på grund af det høje toneleje er svært at lokalisere for eventuelle rovdyr.[19] Dette kald kan forstås af flere forskellige dyrearter, således at de kan advare hinanden om f.eks. en rovfugl i luften.[20] Til forskel fra advarselskald, kan de kald, der anvendes når fugle mobber fx en ugle eller et andet rovdyr, nemt lokaliseres, således at flere fugle kan tiltrækkes og hjælpe med at fortrænge truslen. Disse "mobbekald" indeholder nemlig et bredt spektrum af frekvenser.[19]

Nogle fugle kan individuelt genkende hinanden ud fra deres kald. F.eks. kan mange fuglearter der yngler i kolonier finde deres unger ved hjælp af ungernes kald.[21] Kald kan undertiden endda være så forskellige indenfor samme art, at mennesker kan høre forskel.[22]

Mange fuglearter benytter sig af "duetkald", hvor to fugle nær hinanden samtidigt anvender samme kald. I nogle tilfælde er kaldene så præcist samtidige, at det lyder som kaldet fra en enkelt fugl.[23] Duetkald er registreret indenfor så forskellige fuglegrupper som tandvagtler (Odontophoridae),[24] hjelm- og busktornskader (Prionopidae og Malaconotidae),[25] timalier som segltimalier samt hos nogle ugler[26] og papegøjer.[27]

Andre lyde

Visse fugle, der yngler i grotter, hvilket indbefatter den sydamerikanske fedtfugl (Steatornis caripensis)[28] og visse salanganer (arter af slægterne Collocalia og Aerodramus)[29], anvender lydbølger til ekkolokalisering i mørket. Salanganer er sejlere, der yngler i det tropiske bælte fra det Indiske Ocean mod øst til det vestlige Stillehav. Hovedparten af denne ekkolokalisering foregår i frekvensområdet mellem 2 og 5 kHz.[30]

Tjuren er den eneste fugl, der er kendt for at anvende infralyd (omkring 20 Hz). Ultralyden opstår, når hannerne på spillepladserne hoppende basker med vingerne.[31]

Danske fuglestemmer

Turdus philomelos Drozd zpěvný 1
Sangdroslen kan begynde at synge allerede en time før solopgang

Der findes også i Danmark et stort antal syngende fugle. Alene i skoven kan man træffe omkring 70 forskellige fuglearter mere eller mindre almindeligt, der benytter sig af sang i bredeste forstand, hvor fx også spætternes trommen og duehøgens skrig er medregnet. De fleste fugle synger i maj og juni måned. Her begynder de første fugle at synge allerede en time inden solopgang. Det er især arterne solsort, rødhals og sangdrossel, der begynder deres sang meget tidligt. Bortset fra nattergalen og andre natsangere, er det også disse arter, der om aftenen er de sidst syngende fugle, cirka en halv time efter solnedgang. Det er generelt morgen og aften at de fleste fugle synger.[32]

Årsvariation

Årets første fuglesang kan høres allerede sidst på vinteren, men begynder for alvor i marts og april, hvor standfugle og hjemvendte trækfugle fra det sydvestlige Europa, er ankommet. I maj og juni, hvor også trækfuglene fra Afrika er ankommet, er fuglesangen på sit højeste. Herefter dør den ud i løbet af juli efterhånden som yngletiden er overstået for de fleste fugle. Der kan dog høres fuglesang helt hen i september og oktober.[33]

Nogle arter synger mere eller mindre regelmæssigt hele året. Det gælder f.eks. for natugle, gærdesmutte og mejser. Trækfugle fra Afrika har ofte en meget kort sangperiode som f.eks. rødrygget tornskade. Fugle, der yngler i byer og haver begynder deres sang tidligere på året og slutter den senere end deres artsfæller i skoven. Dette gælder f.eks. for jernspurv, grønirisk og bogfinke. [34]

Døgnrytme

Fuglesangen er mest intens lige omkring solopgang og er betydeligt mindre i løbet af dagen. Ved solnedgang er der igen øget sangaktivitet, men ikke så kraftig som om morgenen.[35]

Det der er mest afgørende for det præcise tidspunkt for sangstart om morgenen er lysmængden, det vil sige hvornår solen står op. Også vejret spiller en rolle, således at fuglene begynder deres sang senere på overskyede dage. På samme måde synger fuglene længere om aftenen, hvis det er lyst i vejret. Levestedet har desuden betydning. I have og by begynder fuglene deres sang tidligere om morgenen end i skoven og synger længere om aftenen.[36]

Sangtyper

Sangen blandt sangfugle kan naturligt deles i to hovedgrupper. Den ene omfatter korte sange, der gentages uden variation og med større eller mindre pauser imellem. Den anden omfatter længerevarende sange, hvis indhold kan varieres fra gang til gang, og som ofte synges med korte pauser eller ud i et. Opdelingen mellem disse to typer har en biologisk baggrund, idet de korte sange ofte anvendes til at markere et territorium, hvor der er brug for indskudte pauser, for at lytte efter eventuelle rivaler. De lange, variable sange benyttes derimod i højere grad til at lokke en hun til. Disse sange demonstrerer hannens styrke overfor hunnen og lyttepauser er derfor ikke nødvendige. Hunner foretrækker desuden generelt de sange, der er mest varierede.[37]

Subsang er ofte svag, kvidrende og variabel i forhold til artens normale sang. Den synges om foråret af især unge hanner og kan tolkes som en slags "øvesang".[37]

Korsang er kendt fra mange fugle. I Danmark er stære, vindrosler og sjaggere kendt for at synge i kor, det vil sige i flok. Dette kan ske både i og udenfor yngletiden.[38]

Imitation

Garrulus glandarius B Luc Viatour
Skovskade efterligner ofte andre fuglestemmer. Eksempelvis er den dygtig til at efterligne musvågens mjavende skrig.

Nogle fuglearter er fremragende til at efterligne (imitere) lyde, f.eks. andre fugles sang. Fra Danmark kendes fx stæren og kærsangeren, der i sangen efterligner mange fuglearter fra vinterkvarteret i Afrika. De mest kendte imitatorer er nok beoen og papegøjerne, der også kan efterligne menneskestemmer.[39]

I troperne spiller arter, der er gode imitatorer, såsom drongoer, måske en rolle i dannelsen af såkaldt blandede flokke, der består af forskellige fuglearter som søger føde sammen.[40]

Imitation kan således omfatte efterligning af individer fra samme art, fra forskellige arter eller endda af menneskeskabte lyde. Der er blevet fremsat mange teorier om hvorfor imitation findes hos fuglene. F.eks. er det foreslået at imitation er en del af seksuel selektion ved at fungere som indikator for fuglens styrke, at imitation kunne være en hjælp for redeparasitter eller at imitation kunne beskytte mod prædation. Der lader dog til at mangle beviser for, at imitation har nogen sikker funktion.[41] Mange fugle, især hulrugere, er kendt for at efterligne slangers hvæsen, hvilket måske kan afskrække prædatorer på nær hold.[42]

Danske eksempler

Den første gruppe af korte, velafgrænsede sange er i Danmark repræsenteret ved fugle som bogfinke, gulspurv, rødhals, løvsanger, fuglekonge og jernspurv. Sangen fra disse fugle varer kun 2-4 sekunder. Disse fugles sang kan nogle gange omskrives til en sætning. Bogfinkens sang gengives fx tit som det det det det ka' jeg si' li' så tit det ska vær'. Musvittens monotone og rytmiske sang kan gengives som en filende sav: dy-di, dy-di, dy-di....

Den anden gruppe af længerevarende sange omfatter f.eks. sanglærke, stær og nattergal. Nogle af disse sange er improviserede, mens andre har faste motiver, der nogle gange gentages. Sangdroslen kan variere sin sang meget, men har altid gentagelser og gengives på engelsk som Kiss me!, kiss me! Do it!, do it!, do it! Be quick! Be quick!,....

Der findes andre inddelinger af fuglesangen, der baserer sig på om sangen fx er frit komponeret eller den er rytmisk opbygget.[43][44]

Tonehøjde

Regulus regulus -Auderghem, Brussels-8
Fuglekongens stemme ligger i et så højt toneleje, at mange ældre mennesker ikke kan høre den.

Fugle kan høre lyde fra under 50 Hz til over 20 kHz (ultralyd), hvor den største følsomhed ligger i området mellem 1 og 5 kHz.[14][45]

Det frekvensområde som fuglene anvender, afhænger af levestedets karakter og dets baggrundslyde. Sang og kald, der består af lavfrekvente lyde uden hurtige toneskift er bedst egnet til habitater med tæt vegetation, fordi disse lyde i mindre grad reflekteres (som ekko) af vegetationen. Sang og kald med højfrekvente lyde, der har hurtige toneskift er derimod fordelagtige i åbne habitater, fordi de formindskes mindre i styrke her.[46][47] I nogle fugles sang udnyttes ekkoeffekten i habitater med tæt vegetation, idet de lyde, der ligger indenfor et smalt toneområde (frekvensområde) her ses at være længere i varighed og større i styrke.[48]

Fugle synger også kraftigere og i et højere toneleje i byområder, hvor baggrundstøjen består af lavfrekvente lyde.[49][50] Trafikstøj er i undersøgelser påvist at mindske musvittens ynglesucces på grund af overlap mellem frekvensområderne for støjen og fuglens stemme.[51] En forøgelse af lydstyrken ligesom en mere højfrekvent sang udligner dog de negative effekter af støjen i byen.[52]

Indlæring

Linotte mélodieuse
Tornirisk lærer at synge ved at lytte til de voksne fugles sang.

Så tidligt som i 1773 blev det fastslået at fugle lærer sig at synge, i hvert fald når det gælder visse sangfugle. Som et eksperiment lod naturhistorikeren Daines Barrington (17281800) bl.a. en sanglærke opfostre nogle tre uger gamle hanlige unger af tornirisk, og det viste sig at disse unger senere fik en sang, der var lig sanglærkens.[53] Hos mange arter lader det til, at selvom der findes en basal sangskabelon fælles for individer indenfor samme art, så lærer unge fugle detaljerne i sangen af den syngende forældrefugl eller af fugle i nærheden. På den måde kan der i løbet af generationer opstå dialekter af fuglesang indenfor bestemte geografiske områder.[54]

Hos sangfugle som bogfinke læres sangen således ved at lytte til andre fugle. Ungerne lytter og indprenter sig i første omgang de voksnes sang. Senere begynder de aktivt at øve sig, først nærmest pludrende, hvor de synger en såkaldt subsang, for til sidst at nå den endelige sang, der herefter ligger fast.[55] Hos den meget undersøgte zebrafinke lytter de unge fugle til de voksnes sang i en periode på cirka 30 dage, mens de har brug for omkring 45 dage til at øve sig i praksis. I en alder af 90 dage ændrer sangen sig ikke mere.[56]

Hos mange andre fuglegrupper er sangen dog i højere grad medfødt.

Se også

Noter

  1. ^ Ehrlich, Paul R., David S. Dobkin, and Darryl Wheye. "Bird Voices" and "Vocal Development" from Birds of Stanford essays. Hentet 18-Sep-2013.
  2. ^ Howell, Steve N. G., and Sophie Webb (1995). A Guide to the Birds of Mexico and Northern Central America. Oxford University Press. ISBN 0-19-854012-4.
  3. ^ M. Beaman, S. Madge & Klaus Malling Olsen, Fuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten, side 29. Gads Forlag 1998. ISBN 8712022764.
  4. ^ Sclater, PL (1860). "List of Birds collected by Mr. Fraser in Ecuador, at Nanegal, Calacali, Perucho, and Puellaro, with notes and descriptions of new species". Proc. Zool. Soc. London: 83–97.
  5. ^ Darwin,Charles (1871). The descent of man and selection in relation to sex. volume 2. John Murray, London. s. 65–66. ISBN 1-108-00510-1.
  6. ^ Bostwick, Kimberly S. and Richard O. Prum (2005). "Courting Bird Sings with Stridulating Wing Feathers". Science. 309 (5735): 736. PMID 16051789. doi:10.1126/science.1111701.
  7. ^ a b Robinson, Angus; “The Biological Significance of Bird Song in Australia” in Emu; 48(4), pp. 291-315
  8. ^ Hartshorne, Charles; “Some Biological Principles Applicable to Song Behavior” in The Wilson Bulletin Vol. 70, No. 1 (Mar., 1958), s. 41-56
  9. ^ Slater, Peter J. B. and Mann, Nigel I.; “Why do the females of many bird species sing in the tropics?”; i Journal of Avian Biology Volume 35, Issue 4, side 289–294, juli 2004
  10. ^ Read, A. W. and D. M. Weary (1990). "Sexual selection and the evolution of bird song: A test of the Hamilton-Zuk hypothesis". Behavioral Ecology and Sociobiology. 26 (1): 47–56. doi:10.1007/BF00174024.
  11. ^ Garamszegi, L. Z., A. P. Møller, János Török, Gábor Michl, Péter Péczely and Murielle Richard (2004). "Immune challenge mediates vocal communication in a passerine bird: an experiment". Behavioral Ecology. 15 (1): 148–157. doi:10.1093/beheco/arg108.
  12. ^ Redpath, S. M., Bridget M Appleby, Steve J Petty (2000). "Do male hoots betray parasite loads in Tawny Owls?". Journal of Avian Biology. 31 (4): 457–462. doi:10.1034/j.1600-048X.2000.310404.x.
  13. ^ Reid, J. M., Peter Arcese, Alice L. E. V. Cassidy, Sara M. Hiebert, James N. M. Smith, Philip K. Stoddard, Amy B. Marr, and Lukas F. Keller (2005). "Fitness Correlates of Song Repertoire Size in Free-Living Song Sparrows (Melospiza melodia)". The American Naturalist. 165 (3): 299–310. PMID 15729661. doi:10.1086/428299.
  14. ^ a b Møller AP, J. Erritzøe, L. Z. Garamszegi (2005). "Covariation between brain size and immunity in birds: implications for brain size evolution" (PDF). Journal of Evolutionary Biology. 18 (1): 223–237. PMID 15669979. doi:10.1111/j.1420-9101.2004.00805.x.
  15. ^ Hyman, Jeremy (2003). "Countersinging as a signal of aggression in a territorial songbird" (PDF). Animal Behaviour. 65 (6): 1179–1185. doi:10.1006/anbe.2003.2175.
  16. ^ Betts, M.G.; Hadley, A.S.; Rodenhouse, N.; Nocera, J.J. (2008). "Social Information Trumps Vegetation Structure in Breeding-Site Selection by a Migrant Songbird". Proceedings: Biological Sciences. 1648. 275: 2257–2263. doi:10.1098/rspb.2008.0217.
  17. ^ Jon Bjørn Andersen (1992), side 118-120
  18. ^ Jon Bjørn Andersen (1992), side 144
  19. ^ a b Marler, P. (1955). "Characteristics of some animal calls". Nature. 176 (4470): 6–8. doi:10.1038/176006a0.
  20. ^ A Bird's World: Speaking in a Bird's Language. Museum of Science, Boston. 2008.
  21. ^ Lengagne, T., J. Lauga and T. Aubin (2001). "Intra-syllabic acoustic signatures used by the King Penguin in parent-chick recognition: an experimental approach" (PDF). The Journal of Experimental Biology. 204 (Pt 4): 663–672. PMID 11171348.
  22. ^ Wayne Delport, Alan C Kemp, J. Willem H Ferguson (2002). "Vocal identification of individual African Wood Owls Strix woodfordii: a technique to monitor long-term adult turnover and residency". Ibis. 144 (1): 30–39. doi:10.1046/j.0019-1019.2001.00019.x.
  23. ^ Thorpe, W. H. (1963). "Antiphonal Singing in Birds as Evidence for Avian Auditory Reaction Time". Nature. 197 (4869): 774–776. doi:10.1038/197774a0.
  24. ^ Stokes, A., W. and H. W. Williams (1968). "Antiphonal calling in quail" (PDF). Auk. 85: 83–89.
  25. ^ Harris, Tony; Franklin, Kim (2000). Shrikes and Bush-Shrikes. Princeton University Press. s. 257–260. ISBN 0-691-07036-9.
  26. ^ Osmaston, B. B. (1941). ""Duetting" in birds". Ibis. 5 (2): 310–311. doi:10.1111/j.1474-919X.1941.tb00620.x.
  27. ^ Power, D. M. (1966). "Antiphonal duetting and evidence for auditory reaction time in the Orange-chinned Parakeet". Auk. 83: 314–319.
  28. ^ Suthers RA and Hector DH (1985). "The physiology of vocalization by the echolocating Oilbird, Steatornis caripensis". J. Comp. Physiol. 156 (2): 243–266. doi:10.1007/BF00610867.
  29. ^ Suthers RA and Hector DH (1982). "Mechanism for the production of echolocating clicks by the Grey Swiftlet, Collocalia spodiopygia". J. Comp. Physiol. A. 148 (4): 457–470. doi:10.1007/BF00619784.
  30. ^ Coles RB, Konishi M and Pettigrew JD (1987). "Hearing and echolocation in the Australian Grey Swiftlet, Collocalia spodiopygia". J. Exp. Biol. 129: 365–371.
  31. ^ Lieser M, P. Berthold and G. A. Manley (2005). "Infrasound in the capercaillie ( Tetrao urogallus )". Journal of Ornithology. 146 (4): 395–398. doi:10.1007/s10336-005-0003-y.
  32. ^ Jon Bjørn Andersen (1992), side 95
  33. ^ Jon Bjørn Andersen, Hvornår synger fuglene i bogen Se på fugle side 139-140. Gads Forlag/Dansk Ornitolgisk Forening. 1987. ISBN 87-12-01703-5
  34. ^ Jon Bjørn Andersen (1992), side 77-80
  35. ^ Jon Bjørn Andersen, Fugleuret i bogen Se på fugle side 140-141. Gads Forlag/Dansk Ornitolgisk Forening. 1987. ISBN 87-12-01703-5
  36. ^ Jon Bjørn Andersen (1992), side 81-82
  37. ^ a b Poul Hansen, Fuglestemmer i bogen Se på fugle side 131-146. Gads Forlag/Dansk Ornitolgisk Forening. 1987. ISBN 87-12-01703-5
  38. ^ Jon Bjørn Andersen (1992), side 115-116
  39. ^ Gilbert Blaising (på fransk). Pour les oiseaux, chanter est indispensable. oiseau.net.
  40. ^ Goodale, E. and Kotagama, S. W. (2005). "Testing the roles of species in mixed-species bird flocks of a Sri Lankan rain forest". Journal of Tropical Ecology. 21 (6): 669–676. doi:10.1017/S0266467405002609.
  41. ^ Kelley, LA, RL Coe, JR Madden & SD Healy (2008). "Vocal mimicry in songbirds". Animal Behaviour. 76 (3): 521–528. doi:10.1016/j.anbehav.2008.04.012.
  42. ^ Marler, Peter; Hans Willem Slabbekoorn (2004). Nature's music: the science of birdsong. Academic Press. s. 145. ISBN 0-12-473070-1.
  43. ^ Jon Bjørn Andersen (1992), side 105-114
  44. ^ Benny Génsbøl og Axel Kielland (2009), Fuglestemmer du skal kende, side 6. ISBN 978-87-02-07937-1
  45. ^ Dooling, R.J. (1982). Auditory perception in birds. Acoustic Communication in Birds, Vol. 1 (redigeret af D.E. Kroodsma & E.H. Miller). s. 95–130.
  46. ^ Ey, Elodie; Fischer, J. (13. april 2012). "The "acoustic adaptation hypothesis" - a review of the evidence from birds, anurans and mammals". Bioacoustics. 19 (1-2): 21–48.
  47. ^ Tubaro, Pablo L.; Segura, Enrique T. (november 1994). "Dialect Differences in the Song of Zonotrichia capensis in the Southern Pampas: A Test of the Acoustic Adaptation Hypothesis" (PDF). The Condor. 96 (4): 1084–1088.
  48. ^ Slabbekoorn, Hans; Ellers, Jacintha; Smith, Thomas B. (2002). "Birdsong and sound transmission: the benefits of reverberations". The Condor. 104: 564–573. doi:10.1650/0010-5422(2002)104[0564:BASTTB]2.0.CO;2.
  49. ^ Henrik Brumm (2004). "The impact of environmental noise on song amplitude in a territorial bird". Journal of Animal Ecology. 73 (3): 434–440. doi:10.1111/j.0021-8790.2004.00814.x.
  50. ^ Slabbekoorn, H. and Peet, M. (2003). "Birds sing at a higher pitch in urban noise". Nature. 424 (6946): 267. PMID 12867967. doi:10.1038/424267a.
  51. ^ Halfwerk, Wouter; Holleman, L.J.M.; Lessells, C.M.; Slabbekoorn, H. (februar 2011). "Negative impact of traffic nosie on avian reproductive success.". Journal of Applied Ecology. 48 (1): 210–219.
  52. ^ Luther, David A.; Derryberry, E.P. (april 2012). "Birdsongs keep pace with city life: changes in song over time in an urban songbird affects communication". Animal Behaviour. 83 (4): 1059–1066.
  53. ^ Barrington, D. (1773). "Experiments and observations on the singing of birds" (PDF). Philosophical Transactions of the Royal Society of London. 63: 249–291. doi:10.1098/rstl.1773.0031.
  54. ^ Marler, P., & M. Tamura (1962). "Song dialects in three populations of the white-crowned sparrow". Condor. 64 (5): 368–377. JSTOR 1365545. doi:10.2307/1365545.
  55. ^ Sober, Samuel J; Brainard, Michael S (14. juni 2009). "Adult birdsong is actively maintained by error correction". Nature Neuroscience. 12 (7): 927–931. doi:10.1038/nn.2336.
  56. ^ Wan-chun Liu, Timothy J. Gardner, Fernando Nottebohm (17. december 2004) Juvenile zebra finches can use multiple strategies to learn the same song PNAS 101(52). doi:10.1073/pnas.0408065101

Litteratur

  • Jon Bjørn Andersen, Skovens fuglestemmer - året rundt. Holkenfeldt, 1992. ISBN 87-7720-338-0
  • M. Beaman, S. Madge & Klaus Malling Olsen, Fuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten, Gads Forlag 1998. ISBN 8712022764.
  • Peter Jacobsen og Leif Schack-Nielsen (red.). Se på fugle. Gads Forlag/Dansk Ornitolgisk Forening. 1987. ISBN 87-12-01703-5

Eksterne henvisninger

18. marts

18. marts er dag 77 i året i den gregorianske kalender (dag 78 i skudår). Der er 288 dage tilbage af året.

Dagens navn er Alexander.

Arne Christer Fuglesang

Arne Christer Fuglesang (født 18. marts 1957) er en svensk fysiker og astronaut og blev den 10. december 2006 den første skandinav der har været i rummet.

Clément Janequin

Clément Janequin (ca. 1485 – 1558) var en fransk komponist. Hans vigtigste værker er de over 250 chansoner, hvoraf mange med stor effekt og humor efterligner f.eks. fuglesang, krigslarm eller gaderåb. Typen kaldes programchanson på grund af den beskrivende og fortællende form. Han har dermed foregrebet programmusikken, der først blev almindelig fra midt i det 19. århundrede.

Den Europæiske Rumorganisation

ESA er en forkortelse for European Space Agency (Den Europæiske Rumorganisation), og er en sammenslutning af europæiske lande indenfor rumfart og rumforskning. Organisationen har hovedkvarter i Paris, Frankrig.

Discovery (rumfærge)

For alternative betydninger, se Discovery. (Se også artikler, som begynder med Discovery)Rumfærgen Discovery (NASA OV-103) blev som den tredje af NASAs rumfærger opsendt første gang i august 1984 og sidste gang i februar 2011.

Discovery er opkaldt efter et af den britiske opdagelsesrejsende James Cooks skibe.

Den 29. oktober 1998 blev den 77-årige politiker og tidligere astronaut John Glenn opsendt på en 9-dages mission for at studere rumflyvningens indvirkning på ældre mennesker.

Discovery har to gange i træk været valgt til frontfigur i NASAs "Return to Flight" program. Discovery var første rumfærge i rummet efter ulykken med Challenger, og Discovery var igen første rumfærge i rummet efter ulykken med Columbia.

Den 4. juli 2006 blev den sendt op igen på trods af en revne i skumisoleringen. Efter at to af astronauterne havde gennemført tre rumvandringer for at servicere den Internationale Rumstation og teste værktøj til at reparere rumfærgen landede den igen den 17. juli 2006. Ansatte ved NASA betegnede efter landingen rumfærgen som den der havde lidt mindst skade/slitage efter en opsendelse.

Discovery skal udstilles på National Air and Space Museums Steven F. Udvar-Hazy Center i Dulles International Airport nær Washington D.C. Discovery har fløjet 39 missioner, været 365 dage i rummet og kredset 5.830 gange om Jorden.

Dyrestemme

En del dyrestemmer omtales som sang.

Mennesker er ikke de eneste der frembringer musikalske lyde.

Fuglesang indenfor en bestemt art varierer ofte ganske lidt over et bestemt tema – de fleste kender f.eks. gulspurvens "melodi" med "teksten": en- to- tre- fir'- fem- seks- syyyyv.

Hvalerne specielt pukkelhvalhannen er kendt for sin melodiske sang, der fungerer som langdistancekommunikation med andre pukkelhvaler. Pukkelhvalens sang er meget kompleks, men den indeholder også variationer over specielle temaer.

Også insekter som fx cikader og græshopper frembringer lyde med helt sammenlignelige funktioner (Hvilket enhver der har færdedes en varm sommeraften i sydeuropa ved med sikkerhed).

Man kan også argumentere for at nogle dyr bruger "instrumenter", f.eks. den store flagspætte, der med sin rytmiske trommehvirvel på træstammer om foråret signalerer at dette territorium hermed er taget.En helt afgørende forskel mellem menneskets musik og dyrenes musikalske lyde er, at mennesket frembringer musik med formålet at skabe kunst i en eller anden form, mens dyrenes musikalske lyde er forprogrammeret, bestemt af dyrets instinkt og forældrenes undervisning. Dyrenes musikalske lyde fungerer udelukkende som en nødvendig kommunikation mellem individer. Men nogle dyr f.eks. solsorten benytter sig dog af en vis form for kunstnerisk frihed, hvor hvert individ varierer en smule over sangens tema og lader sig inspirere af de nære omgivelsers lyde og dermed udvikler et individuelt præg til den stiliserede solsortesang. Derfor findes også egnsspecifikke solsorte-sang-dialekter.

Som alle musikere må solsortene øve sig for at "spille rent". I det tidligere forår, hvor fuglene begynder at synge igen kan man høre besynderlige ufærdige variationer af solsortesangen. Her synges ofte forkert mens sangen langsomt indøves til en ny sæson,. Når parringssæsonen endelig starter er den store koncert klar til at blive afholdt igen.

Historien om en Ø

Historien om en Ø er en dansk dokumentarfilm fra 1990 instrueret af Niels Fuglesang Elkjær og Zoran Petrovic.

Johan Dalgas Frisch

Johan Dalgas Frisch (født 12. juli 1930 i Sao Paulo, Brasilien) er en dansk-brasiliansk ingeniør og ornitolog, barnebarn af Christian Dalgas.Johan Dalgas Frisch er søn af danske immigrant Svend Frisch og Ellen Margareth Dalgas Frisch, der opholdt sig i Brasilien i 1927. Hans oldefar på moderens side var den berømte medstifter af Det danske Hedeselskab, Enrico Dalgas. Fra en tidlig alder observerede Johan Frisch lokale fugle og deres adfærd, en interesse han opmuntredes til af sin far. Svend Frisch var kunstner, der blandt andet tegnede brasilianske fugle, herunder illustrationer til bøger, han udgav sammen med Johan.

I 1950 blev Frisch indskrevet på Universidade Presbiteriana Mackenzie i São Paulo, og dimitterede som industriingeniør i 1955. I 1958 rejste han til sin arbejdsgivers hovedkvarter i Skotland, hvor han gjorde brug af muligheden for at mødes med europæiske ornitologer, og blev introduceret til deres optagelser af fuglesang.

Da Frisch vendte tilbage til Brasilien, begyndte han at optage fuglesang, i første omgang ved hjælp af en paptragt. Han raffinerede dette design som han benyttede til optagelser, og til sidst udviklede en parabol til samme formål. På en tur til Pantanal lavede han flere optagelser af de lokale fugle.

I 1962 udgav Frisch nogle af sine indspilninger, Canto das Aves do Brasil (De brasilianske fugles sang). Albummet blev udgivet samtidigt i Brasilien, London og New York. I 18 på hinanden følgende uger var hans optagelser af fuglesang det bedst sælgende album i Brasilien. Det følgende år udgav han sit andet album, med titlen Vozes da Amazonia (Amazonas stemmer), der indeholder gærdesmuttens sang. I 1974 udgav han cd'en Sinfonia do Natal med julesange som Silent Night og Jingle Bells afbrudt af fuglesang.

I 1964 udgav han bogen Aves Brasileiras sammen med sin far Svend. Samtidigt indledte han en kampagne for at skabe en nationalpark i Tumucumaque bjergene, der efterfølgende af præsident Artur da Costa e Silva blev gjort til et fredet område (senere i 2002 Tumucumaque Nationalpark).I 1964 blev hans søn Christian født. Frisch havde en succesfuld karriere som ingeniør, og i 1976 designede han spildevandsrensningen på São Paulo Guarulhos International Airport. I 1981 udgav han anden udgave af Aves Brasileiras. Omkring dette tidspunkt var han blandt grundlæggerne af Associação de Preservação da Vida Selvagem, en naturbeskyttelsesorganisation, der markerer "Fuglenes nationale dag" hvert år den 5. oktober. I 1992 modtog han titlen som æresborger i Texas.

I 1994 udgav han sammen med sin søn Christian en bog om kolibrier, Jardim dos Beija-Flores. I 2001 udgav han Os 12 Cantos do Brasil, og i 2002 sin fjerde bog Cantos Harmoniosos da América. I 2005 udgav han tredje udgave af Aves Brasileiras, nu også med et afsnit om planter, der tiltrækker fugle. Den fik titlen Aves Brasileiras e Plantas que som Atraem. Mange tegninger i bogen var udført af hans far Svend, og nogle af de øvrige var af hans søn Christian.

Le merle noir

Le merle noir ("Solsorten") er et stykke kammermusik af den franske komponist Olivier Messiaen for fløjte og klaver. Det blev skrevet og uropført i 1952 og er komponistens korteste selvstændigt udgivne værk, idet det blot varer lige over fem minutter. Dette værk er blevet en væsentlig del af det franske repertoire for fløjte og klaver.[kilde mangler] Kompositionen blev lavet som bestillingsarbejde til den bundne opgave ved fløjtekonkurrencen på Conservatoire de Paris, hvor Messiaen var professor. Vinderne af førsteprisen i fløjtekonkurrencen det år var Daniel Morlier, Jean Eustache, Jean Ornetti, Régis Calle og Alexander Murray. Messiaen havde en altopslugende livslang interesse for ornitologi og i særdeleshed fuglesang. Selvom det ikke var det første af Messiaens værker, der indlemmende stilliseret fuglesang, var Le merle noir det tidligste af hans stykker, der var baseret primært på fuglesang, og det varslede om Messiaens senere, mere udvidede fuglesangsinspirerede stykker.

Musik

Musik opfattes traditionelt som en sammensætning af toner, der synges eller spilles på et instrument. En tænketank i USA definerede musik som "mønstre af lyde, der varierer i højde og varighed og som frembringes af følelsesmæssige, sociale, kulturelle og intellektuelle grunde". Den bredeste definition er, at musik er organiserede lydbegivenheder der opfattes æstetisk. Musik kan inddeles i tre hovedgrupper:partiturmusik, det vil sige den nedskrevne musik, populærmusik og den mundtlig overleverede musik som folkeviser, børnesange og skillingsviser.

Nasjonal Samling

Nasjonal Samling (NS) var et norsk politisk parti stiftet 13. maj 1933 under ledelse af Vidkun Quisling. Partiets officielle stiftelsesdato var 17. maj 1933. Generalsekretær var fra 1934 Rolf Jørgen Fuglesang. Ved stortingsvalgene i 1933 og 1936 fik NS omkring 2% af stemmerne og dermed ingen mandater i Stortinget. Ideologien blev efter 1934 orienteret mod nazismen og fascismen.

Under den tyske besættelse af Norge under den 2. verdenskrig blev Quisling udnævnt som ministerpræsident fra 1. februar 1942 i en næsten ren NS-regering, som styrede landet på tyskernes vegne. Partiet ophørte med at eksistere ved freden 8. maj 1945.

Olivier Messiaen

Olivier Messiaen (10. december 1908 – 27. april 1992) var en fransk komponist, organist og ornitolog – en af det 20. århundredes største komponister. Hans musik er rytmisk komplekst (han var interesseret i rytmer fra oldgræske og hinduistiske kilder); harmonisk og melodisk er det baseret på modi med begrænsede transpositionsmuligheder, som han udtrak fra sine tidlige værker og improvisationer. Mange af hans værker afbilleder, hvad han kaldte, "de pragtfulde aspekter af troen" og havde baggrund i hans dybtliggende romerskkatolske tro.

Han var vidt berejst og komponerede med inspiration fra diverse kilder, såsom japansk musik, landskabet i Bryce Canyon i Utah og Frans af Assisis liv. Han sagde, at han oplevede farver, når han hørte visse akkorder, især dem der bar opbygget af hans modi (et fænomen kendt som synæstesi); han sagde, at kombinationer af disse farver var vigtige i hans kompositoriske proces. Messiaen eksperimenterede i en kort periode med parametrisering associeret med "total serialisme", på hvilket felt han ofte nævnes som foregangsmand. Hans stil trak på mange eksotiske musiske påvirkninger, såsom indonesisk gamelan (stemte slagtøjsinstrumenter har ofte en central plads i hans orkesterværker). Han var en af de første komponister, der brugte et elektronisk keyboard – i dette tilfælde ondes Martenot – i et orkesterværk.

Messiaen kom ind på konservatoriet i Paris i en alder af 11 år og havde blandt andre Paul Dukas, Maurice Emmanuel, Charles-Marie Widor og Marcel Dupré til lærerer. Han blev ansat som organist ved Église de la Sainte-Trinité i Paris i 1931, en stilling han holdt ind til sin død. Han underviste ved Schola Cantorum de Paris i 1930'erne. Ved Frankrigs fald i 1940 blev Messiaen krigsfange, og i tiden som så komponerede han sin Quatuor pour la fin du temps ("Kvartet til tidens ende") for de fire instrumenter, der var tilgængelige; klvar, violin, cello og klarinet. Stykket blev først opført af Messiaen og hans medfanger for et publikum af andre indsatte samt fængselsbetjente. Han fik stillingen som professor i harmonilære kort efter sin løsladelse i 1941 og professor i komposition i 1966 ved Conservatoire de Paris. Begge poster holdt han til sin fratrædelse i 1978. Hans mange anerkendte elever inkluderede Pierre Boulez og Yvonne Loriod, som blev hans sidste kone.

Han fandt fuglesang facinerende og mente, fugle var de største musikere, mens han betragtede sig selv som lige så meget ornitolog som komponist. Han beskrev fuglesang fra hele verden på noder og integrerede transskriptioner af fuglesang i de fleste af sine værker. Hans innovative brug af farver, hans forestilling af sammenhængen mellem tid og musik, hans brug af fuglesang og hans ønske om at udtrykke religiøse ideer er blandt de træk, der gør Messiaens musik karakteristisk.

Ringerikestil

Ringerikestiler en nordisk kunst- eller kunsthåndværkerstil fra den sene vikingetid, som opstod omkring år 1000 og forsvandt midt i det 11. århundrede. Tidsmæssigt falder stilens blomstringstid sammen med Knud den Stores regeringstid og den engelske Winchesterstil, som den deler mange fællestræk med. Stilen er opkaldt efter den dyre- og planteornamentik, som kendes fra runesten i Ringerike i Norge

Ringerikestilen er delvist samtidig med Mammenstilen. De deler en række fællestræk som raffinerede mønstre på grænsen til det overlæssede. De stilistiske træk overdrives. Et af stilens kendetegn er, at det centrale motiv er et stort dyr, der omkranses af spinkle og indrullede plantemønstre i akantusstil, der føjes sammen med spiralformer og bladflige. Dyrene er løver, fugle og slanger. Kors er første gang et almindeligt element. De fleste motiver har deres modstykker i angelsaksisk kunst og tysk kunst under Otto den Store.

Ringerikestil er en af vikingetidens stilarter. Almindeligvis deles vikingetidens kunst og kunsthåndværk i: Broa (tidl. Oseberg), Berdal, Borre, Jellinge, Mammen, Ringerike og Urnesstil.

STS-116

STS-116 var Discovery 33. rumfærge-mission.

Opsendt 9. december 2006 og vendte tilbage den 22. december 2006. Rumfærgen lagde til ved Den Internationale Rumstation og der blev udført i alt 4 rumvandringer.

STS-128

STS-128 (Space Transportation System-128) er rumfærgen Discoverys 37. rummission og blev opsendt d. 28. august 2009 11:59 p.m. EDT, 29. august klokken 5:59 dansk sommertid.

Missionen medbragte forsyninger til Den Internationale Rumstation (ISS) i Leonardo-containeren og udskiftede et besætningsmedlem. Leonardo fylder halvdelen af Discoverys lastrum og er et Multi-Purpose Logistics Module (MPLM). Leonardo blev koblet til ISS, så den kunne tømmes uden at bruge rumdragt.

Discoverys lastrum indeholdt desuden instrumenter med eksperimenter til forskning i vægtløst miljø på rumstationen.

Tre rumvandringer blev udført for at fuldføre opgaverne. Det var den 30. gang at en rumfærge koblede sig til ISS.

Sigurdskvadet

Sigurdskvadet (færøsk: Regin Smiður) er et oldnordisk heltekvad.

I kvadet berettes om Sigurd Fafnersbane, der dræbte dragen Fafner. Her er et uddrag:

1 Ormen gled af guldet frem,

det skal hver mand vide.

Sigurd sad på Granes ryg

dristig mon han ride

2 Tredive alen dybt var vandet,

hvorved ormen lå,

brystet raged' op deraf,

på fjeldet halen lå.

omkv :

Grane bar guld af hede,

Grane bar guld af hede,

Sigurd svinger sværdet i vrede.

Sigurd over ormen vandt,

Grane bar guldet af heden.

3 Rask da var unge Sigurd,

han med sværdet slog,

kløvede den blanke orm

sønder i stykker to.

omkv

4 Ormens hjerte stegte han,

det gik nok så trangt:

spiddet af det hårde træ

var tredive alen langt.

5 Sigurd blev om hænder hed,

strøg sig da om munden:

fuglesang og dyresprog

straks han fatte kunne.

omkv

6 Fafner's rige skat af guld

Sigurd monne få,

da han vog den blanke orm

på Gnitahede lå.

7 I den årle morgenstund

førend sol oprandt,

fir'ogtyve kister guld

på Granes ryg han bandt.

omkv

Der er flere vers, blandt andet om, hvad Sigurd hørte, da han begyndte at forstå fuglesang og dyresprog.

Spurvefugle

Spurvefugle (latin: Passeriformes) er den største orden inden for fuglene med mere end 6000 forskellige arter.

Til spurvefuglene hører eksempelvis sangere, kragefugle, lærker og svaler. De varierer i størrelse fra 4-5 gram hos fuglekongen til omkring 1000 gram hos ravnen. Spurvefuglene findes på alle kontinenter. Hovedparten af arterne lever i skove og krat. Eksempelvis er 44 procent af ynglefuglene i Danmark spurvefugle, men i skovene dominerer de med 69 % af alle arter.

Tumby

Tumby (dansk) eller Thumby (tysk) er en landsby og kommune i Rendsborg-Egernførde kreds i Slesvig-Holsten i Tyskland.

Byen ligger cirka 8 km syd for Kappel og 12 km nord for Egernførde i den nordlige del af halvøen Svans.

Kommunen omfatter landsbyerne og bebyggelser Bogsryde (Bocksrüde), Borntved (Börentwedt), Bredemose (Bredemaas), Hymark (Hümark), Sønsby (Sensby) og Siseby (Sieseby), bebyggelserne Hestemade (Hestemaas), Hymark (Hümark), Knuppelbæk (Knüppelbek), Krakery, Maaslev Mølle (Maaslebener Mühle), Snurom (Schnurrum), Stavnhytte (Staunerhütten) og en del af Fuglesang (Vogelsang) og godserne Binebæk (Bienebek), Guggelsby eller Gugelsby (Guckelsby), Marienhof og Stavn (Staun).

Tumby optræder op første gang i skriftlige kilder i 1352. Siseby blev nævnt første gang i 1267 som Siceby. Kommunen samarbejder med andre kommuner på administrativt plan i Slien-Østersøen kommunefælleskab (Amt Schlei-Ostsee). Ved Hymark udspringer Bogåen.

I den danske tid hørte stedet under Siseby Sogn (Risby Herred).

Urnesstil

Urnesstilen er en nordisk kunst- eller kunsthåndværkerstil fra den sene vikingetid og højmiddelalderen, som opstod omkring midten af 11. århundrede og forsvandt mod slutningen af 12. århundrede. Dens dyrestil har rødder i romersk jernalder. Selv om romansk stil blev dominerende mod slutningen af 11. århundrede, gik den ikke helt af brug før omkring 1150. Den blev navngivet af norske arkæolog Haakon Shetelig i 1909 efter ornamentikken på Urnes stavkirke nordportal. Stilen omfattes i sin helhed på en gang som luftig, organisk, spændstig og elegant, men af nogle også som mere monoton og mindre livlig end vikingetidens foregående stilperioder. Irsk Urnesstil var en parallel til den nordiske. Det centrale motiv i Urnesstilen er ’’det store dyr’’, som normalt afbildes med meget smalle ekstremiteter: lang hals, langstrakt hoved, og mandelformede øjne. Andre træk er en tydelig asymmetri og vekselvirkning mellem brede og smalle linjer. De slanke og elegante former blev lagt i organiske og dynamiske mønstre, så billedet på de fornemste værker fik en plastisk effekt. Denne tilstræbelse til tredimensionalitet var en udvikling bort fra de foregående stilarters, Mammen og Ringerikes, mere fladebindende og todimensionelle træk. Stilen omfatter også dynamiske og rytmiske flettemønstre med smalle S- eller ottetals-formede slyngninger, hvor lige linjer og kanter undgås. I forhold til tidligere perioder er planter nu fuldt integrerede i motivet, og fungerer ikke længere blot som vedhæng. Selve motiverne er de samme som i de foregående stilarter.Urnesstil er den yngste af vikingetidens stilarter: Broa (tidl. Oseberg), Berdal, Borre, Jellinge, Mammen, Ringerike og Urnesstil.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.