Frelse

Frelse kendes fra de mange frelsesreligioner, hvor frelsen befrier den troende fra den fortabelse, der følger med synd. Og som lover Himlen, Paradis, Nirvana etc.

ReligionStub
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Abrahamitiske religioner

Abrahamitiske religioner er en fællesbetegnelse for en række religioner med ophav i gammel, semitisk monoteistisk tradition, primært jødedom, kristendom og islam. De kaldes sådan, fordi de sporer deres tradition tilbage til patriarken Abraham. Mindre hyppigt nævnt er bahá'í, druserne og rastafarianismen, men også disse inkluderer Abraham blandt deres åndelige forfædre. Også mandæismen og sikhismen nævnes undertiden på grund af et vist idéfællesskab eller slægtskab med henholdsvis den jødiske og islamiske tradition, men de regnes ikke for abrahamitiske i egentlig forstand, da de lånte elementer ikke inkluderer Abraham-fortællingerne.

Aflad

Aflad er et begreb i den romersk-katolske kirke der betyder eftergivelse af timelig straf for synd, det vil sige af bodsstraf eller af straf i skærsilden. Begrebet forudsætter den katolske opfattelse af synd og tilgivelse: når man har syndet, bør man bekende det for sin præst, som kan give én syndernes forladelse. Dermed har man fået Guds tilgivelse for synden, og man undgår at lide den evige straf i Helvede for den. Selv om man har fået tilgivelse, kan der imidlertid alligevel være noget, der skal sones for at genoprette ens gode forhold til Gud. Det er denne soning, der kaldes den timelige straf, fordi den er timelig; det betyder, at den er afmålt i tid, ikke evig.

Ordet afladshandel stammer fra den romersk-katolske kirke i middelalderen. I korte træk gik det ud på, at man ved at købe afladsbreve af kirken kunne slippe hurtigere gennem skærsilden. Det er imidlertid en misforståelse: aflad kunne og kan ikke sælges — det ville være en svær synd i sig selv: simoni, handel med åndelige goder. Til gengæld var der aflad forbundet med visse godgørende eller fromme handlinger, der involverede penge; for eksempel var der aflad forbundet med at bidrage til bygningen af Peterskirken. Dette skal imidlertid forstås sådan, at kirken blot lægger en yderligere nåde til en i Guds øjne allerede fortjenstfuld handling. Men distinktionen forsvandt i manges øjne let, og der var store problemer med svindel, hvor gejstlige og andre uden Kirkens godkendelse reducerede afladsbegrebet til blot og bar køb af syndsforladelse, samt svindel med falsk aflad. Derfor blev al aflad forbundet med handlinger, der involverede finansielle transaktioner, i 1567 afskaffet af pave Pius V. Misbruget af aflad havde stor betydning for den protestantiske reformation.

Afladen opstod omkring år 1035, hvor der blev givet aflad til folk, der besøgte eller gav bidrag til bestemte kirker i Nordspanien og Sydfrankrig.

I Politikens Nudansk ordbog står der om aflad: I den katolske kirke: Fritagelse for straf for begåede synder.

Og i Gyldendals leksikon: Fritagelse for eller mildnelse af straf her og i skærsilden for begåede synder. Salget af afladsbreve førte til misbrug og kritiseredes af Luther. Aflad er nu i praksis forsvundet fra Rom.

Pave Leo 10. opfandt afladsbrevene og sendte den berygtede Johannes Arcimboldus til Skandinavien for at tvinge befolkningen til at overholde pavens regler om faste. Da de ikke havde tænkt sig at følge dem, fik han en ny ide, så de undtagelsesvis kunne spise smør, hvis de betalte til kirken, så ville deres synd blive fjernet.

Aflad i sig selv er stadig en del af den katolske tro, men man kan ikke længere købe sig til den.

Aflad bestod i, at den katolske kirke, personificeret ved paven, kardinaler og personer, der var særligt betroet af kirken, kunne fritage mennesker for en straf, som kirken havde idømt dem.

De rige kunne få andre til at faste for sig, at faste pr. stedfortræder. De rige skulle så købe fastemad til 6 fattige – beløbet skulle indbetales til klostret som udstedte et fasteafladsbrev.

Aflad forudsætter, at det enkelte menneske tror på synd, tilgivelse og skærsilden, som den katolske kirke bygger en del af sin tro på.

Mod betaling kunne folk få et brev som bevis på, at deres tid i skærsilden blev afkortet med en bestemt tid, dage, uger, måneder, eller år. Jo højere beløbet var, des mere blev tiden i skærsilden nedsat. Der var endda en garanti for, at det forholdt sig således. Det var også muligt at købe et afladsbrev, inden man overhovedet var død, som sikrede, at man var nærmere en plads i himlen, når man engang døde. At indtægten også var af stor betydning for den katolske kirke – er noget helt andet.

Det tidligste afladsbrev, der kendes fra Danmark er fra 1197.

Afladshandel afskaffedes med reformationen i Danmark og store dele af Europa, da den Protestantiske Kirke ikke accepterer den.

Aflad og afladshandel fremhæves ofte som et særligt kendetegn for middelalderen.

Aflad var oprindeligt en eftergivelse af synd. Ideen om betaling af den gæld, som synderen skylder Gud, bygger på tanken om, at Jesus, Maria og helgenerne samlede en "skat af dyder". Den katolske kirkes salg af aflad var årsag til Martin Luthers reformation af kirken.

Blandt Martin Luthers teser angående aflad og afladsbreve var disse:32) De mennesker er fordømt i evighed sammen med deres lærere, som tror, at de er sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.

36) Enhver kristen, der i sandhed er sønderknust, har fuld syndsforladelse fra straffen og skylden. Og den bør gives ham også uden afladsbreve.

37) Enhver sand kristen, hvad enten han lever eller er død, har delagtighed i alle Kristi og kirkens goder, og de gives ham af Gud også uden afladsbreve.

52) Tilliden til at man kan opnå frelse gennem køb af afladsbreve, er falsk, også selv om kommissæren, ja, paven selv, stod inde for det med sin sjæl.

89) Når paven ønsker sjælenes frelse gennem afladen mere end penge, hvorfor sætter han så afladsbreve, der tidligere er udstedt, ud af kraft, skønt de stadig er gyldige?

Calvinisme

Calvinisme (også kaldt den reformerte tradition, reformerte tro, eller reformert teologi) er en protestantisk trosretning ofte associeret med reformatoren Jean Calvins lære, skønt også andre reformatorer var med til at grundlægge den reformerte lære, heriblandt Ulrich Zvingli, Theodor Beza og mange andre. De mest kendte elementer i læren er prædestinationslæren og billedforbuddet; i calvinistiske kirker har man ikke billeder, kun skriftsteder er tilladt som dekoration. Calvinismen kaldes også ind imellem augustinianismen, da centrale dele af frelseslæren blev formuleret af Augustin af Hippo i hans disput med Pelagius. I modsætning til læren om den frie vilje lægger calvinismen vægt på skabelsens vedvarende godhed sat op mod menneskets absolutte fald. Frelsen anses som en ny skabelse iværksat af Gud, ikke noget den enkelte frelste ved egen kraft har opnået.

Der er flere retninger indenfor de reformerte kirker. De kontinentalsk reformerte kirker fik ved Reformationen særligt fodfæste i Schweiz, den vestlige del af Tyskland, Nederlandene og til dels Frankrig (Hugenotter). Skotland blev reformert (Presbyteriansk) med John Knox som sin centrale reformator. Den puritanske bevægelse i England i 1600-tallet var også reformert og blev grundlaget for mange nye reformerte kirkeretninger. Mange var presbyterianere, nogle var kongregationalister, og nogle var patikulære (reformerte) baptister.

Den reformerte tro i dens forskellige afskygninger blev således også udbredt til USA og siden til resten af verden. Eksempelvis blev Sierra Leone koloniseret af calvinister fra Nova Scotia. Der er også betydelige menigheder i Nigeria og Korea. I Danmark er der fra gammel tid en reformert menighed i Fredericia, og i København huser den reformerte kirke i Gothersgade både en tysk og en fransk menighed. Desuden er der blevet grundlagt nye reformerte baptistkirker.

Dialektisk teologi

Dialektisk teologi kalder man den særlige teologiske tænkemåde som især er knyttet til navnet Karl Barth (1886-1968), og som benægter muligheden for at forsone tro og menneskelig viden. (Müller 1978, s..30, note). I stedet må alt menneskeligt, såvel psykologisk som moralsk og religiøst, opløses i mødet med dets modsætning (Gud) for derved, dialektisk, at blive genetableret. Guds 'ja' og 'nej' til mennesket hænger derfor uløseligt sammen. Begge momenter af Prædestinationslæren, forudbestemmelse til fortabelse og frelse, bliver i lyset af dette set som angående individet, der frelses netop i kraft af fortabelsen. Denne tanke var ikke mindst tæt knyttet til kultur- og moralismekritik.

Af andre fremtrædende teologer som man kan regne til bevægelsen, kan nævnes Rudolf Bultmann (1884-1976), Emil Brunner (1899-1966) og Friedrich Gogarten (1887-1967)

Evangelium

Evangelium betyder gode nyheder – som regel det kristne.

Bruges også om et skrift, der rummer dette budskab; dels de fire kanoniske evangelier, og dels apokryfe skrifter som Thomasevangeliet.

I Det Nye Testamente findes der fire evangelier; de er anonyme, men traditionelt tilskrives de henholdsvis Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. De tre første kaldes for de synoptiske evangelier, fordi de i stof, ordlyd og komposition ligger tæt på hinanden. I Paulus' breve bruges ordet evangelium dog ikke om særlige levnesbeskrivelse af Jesus, men derimod om det kristne budskab, som f.eks. i (Rom. 1,16, hvor Paulus skriver: "For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker."

Fortabelse

Fortabelse (græsk: apôleia) er en religiøs forestilling om tilstanden udenfor Guds frelse. Den græske grundbetydning af apôleia betyder ødelæggelse eller tilintetgørelse. Forestillingen om Helvede knytter sig til læren om fortabelse.

Jesus

For alternative betydninger, se Jesus (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Jesus)Jesus fra Nazaret (hebraisk: יֵשׁוּעַ‬, født i perioden år 4 f.v.t. til 2 f.v.t. – død ca. år 31 e.v.t. - årstallene er et skøn ud fra historiske begivenheder), også kaldet Jesus Kristus eller blot Kristus, er den centrale figur i kristendommen, og han anses af de fleste kristne for at være en inkarnation af Gud; og ifølge den bibelske tekst var Jesus en selvstændig person der bad til Gud, kaldte sig selv ”søn” af Gud, ”udsendt” af Gud og som havde været hos Gud ”før verden blev til”.

(Joh. 17,1-5). Han er også en vigtig figur i flere andre religioner.

Egennavnet "Jesus" er en translitteration af det græske ord Ίησους (Iēsous), der selv er en translitteration af aramæisk Jeshua. Jeshua er en yngre form af Josva, som er en kortform af det hebraiske יהושע (Yehoshua), og som betyder JHWH er frelse. Navnet Jesus/Jeshua/Joshua/Josva forekommer over 900 gange i Bibelen, og er dermed det tredje hyppigst anvendte egennavn, efter "JHWH" og "David". Titlen "Kristus" kommer fra græsk Χριστός (Christós), der er en oversættelse af hebræisk Masiah (Messias), som betyder 'den salvede'.

De ældste beskrivelser af Jesus liv, tanker og lære kommer fra de fire kanoniske evangelier i Bibelen: Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet, og Johannesevangeliet. Ifølge evangelierne var Jesus en jøde fra Galilæa, der i sin samtid blev anset for at være en skriftklog og healer. Han blev døbt af Johannes Døberen og blev korsfæstet i Jerusalem på ordre fra den romerske præfekt, Pontius Pilatus pga. beskyldninger om landsforræderi og gudsbespottelse. Historikere har dog forskellig opfattelse af evangeliernes troværdighed, hvilket blandt andet skyldes at det ikke vides præcis hvornår evangelierne er skrevet.

Kristne anser Jesus for at være den Messias, hvis komme var forudsagt i Det Gamle Testamente, og at Jesus opstod fra de døde efter at være blevet korsfæstet. Blandt kristne har der gennem tiderne været forskellige opfattelser af Jesu natur, men den mest udbredte opfattelse er, at Jesus er en del af Treenigheden og i den forstand guddommelig.

Jøderne anser ikke Jesus som Messias, og anerkender ham heller ikke som søn af Gud eller en del af treenigheden. Jøderne forventer derfor stadig at Messias skal komme.

I Islam bliver Jesus anset for at være en vigtig profet, men muslimerne tror ikke, at Jesus var guddommelig.

Katekismus

Katekismus betegner en kortfattet skriftlig belæring – udformet som spørgsmål og svar – i Kristendommens centrale trosartikler. Det var oprindeligt betegnelsen for mundtlig kristendomsundervisning forud for den kristne dåb.[kilde mangler]

Katolicisme

Ordet katolicisme bruges hovedsageligt om den romersk-katolske kirkes lære og virke samt om holdninger og livsformer hos den del af de kristne, der kalder sig katolikker.

Ordet katolicisme kom oftere i brug i løbet af det 17. århundrede i modreformationen. Det blev brugt som modsætning til protestantismen. Den katolske kirkes fulde navn er den "Katolske Kristne Kirke", og betegnelsen opstod efter skismet med den ortodokse(rettroende)kirke, den "Katolske Ortodoxe Kristne Kirke".

Kirken

For alternative betydninger, se Kirke.

Kirken i bestemt form – og ofte med stort begyndelsesbogstav – er det, kristne i den apostolske og nikænske trosbekendelse bekender troen på således: "Vi tror ... på den hellige, almindelige kirke" og "Jeg tror ... på én hellig, almindelig og apostolisk kirke" (almindelig er en oversættelse af det græske ord katholiké, "for alle").

I typisk protestantisk terminologi forstås Kirken som den samlede kristne menighed, dvs. mængden af alle mennesker, der tror på Jesus Kristus, på tværs af kirkesamfund. Indenfor den Romersk-katolske kirke og den østlige, Ortodokse Kirke vil man derimod typisk identificere éns egen kirkeretning med selve Kirken – ifølge romersk-katolsk lære er den Romersk-katolske Kirke lig med Kirken.

I det Nye Testamente bruges ordet εκκλησια (ekklesia), som nærmest betyder forsamling, om Kirken, altså alle de kristne tilsammen, mens ekklesia i det Gamle Testamente ofte bruges om Israels forsamlede folk. Et af det Nye Testamentes vigtigste udtryk [kilde mangler] om Kirken er "Kristi legeme på jord" (f.eks. i 1. Korintherbrev, kap. 12); de kristne er hver især enkeltlemmer på dette legeme.

De øvrige betydninger af ordet kirke, f.eks. kirkebygningen og de enkelte kristne trosretninger, er alle afledninger af denne betydning. Indenfor den kristne teologi kaldes læren om Kirken for ekklesiologi.

Lutheranisme

Lutheranisme er en kristen tradition, mere specifikt den retning inden for protestantismen, der bygger på Martin Luthers reformidéer og teologi. I den evangelisk-lutherske kirke er Bibelen den eneste autoritet for tro og lære, samtidig med at læren om retfærdiggørelse ved tro alene er central og afgørende.

På verdensplan er ca. 70 mio. af verdens 2 mia. kristne lutheranere.

Luthers teologiske idéer regnes normalt som afgørende for reformationen og den protestantiske bevægelse, men lutheranismen udgør nu om dage blot en mindre del af protestantismen.

Medusa

Medusa var en af gorgonerne i den græske mytologi. Hendes hoved endte på den græske gudinde Athenes skjold. Mange kender figuren på hendes hår, der består af slanger.

Medusa var datter af Phorkys og Ketos. Derudover havde hun to søstre, men hun var den eneste dødelige af de tre gorgoner.

Tidlige fortolkninger af myten beskrev medusa og hendes søstre som værende født som uhyrer. I en senere version af myten beskrives Medusa dog som en køn ung pige, men da Poseidon voldtog hende i Athenes tempel, blev gudinden så vred, at hun forvandlede den mishandlede pige til et uhyre med slangehår.

Medusa blev dræbt af den berømte græske sagnhelt Perseus. Perseus havde lånt en dølgehjelm af guden Hades. Når han tog den på, blev han usynlig. Desuden lånte han gudinden Pallas Athenes blanke skjold. Derefter red han til verdens ende og fandt Medusa. Hun kunne ikke se ham, fordi han var usynlig, men hun kunne høre, hvor han var. Perseus brugte Pallas Athenes skjold som spejl. På den måde kunne han se Medusa uden at blive til sten. Hurtigt trak han sit sværd og huggede hovedet af heksen. Blodet, der vældede frem, blev forvandlet til en snehvid hest med vinger. Det var Pegasus, som Medusa var gået svanger med efter Poseidons overfald. Perseus satte Medusas hoved fast til sit bælte, og brugte det til at frelse Andromeda fra havuhyret Ketos – Medusas egen far. Orfikerne så Medusas hoved i fuldmånen. Hun blev en dæmon, der holder andre dæmoner på afstand.

Mysteriereligion

Ikke at forveksle med Mystik.Mysteriereligion el. mysteriekult er en samlebetegnelse for religioner, hvis centrale ritualer er hemmelige, og som kun må kendes af de indviede i den pågældende religion. Myter, trosforestillinger og teologi derimod er i det fleste tilfælde frit tilgængelige også for udenforstående. Navnet mysterie stammer fra det græske ord μυστήριον mystêrion (pl. mystêria), som betyder "hemmelighed".

Betegnelsen bruges i de fleste tilfælde om kulte i det antikke Grækenland og om en række orientalske religioner, der vandt stor popularitet den hellenistisk-romerske verden. Mysteriereligioner er ikke en ensartet gruppe, men dækker over mange meget forskellige religioner, der alle i større eller mindre grad lægger vægt på hemmeligheder. Et andet fællestræk var at de alle var individsorienterede religioner, der lovede den enkelte frelse gennem indvielse og deltagelse i kultens ritualer, hvis man i øvrigt aldrig afslørerede kultens hemmelighed for de uindviede.

Prædestination

Prædestination er latin og betyder forudbestemmelse. Betegnelsen mener, at skæbnen er forudbestemt. Ifølge prædestinationen findes der altså ingen fri vilje.

I den kristne verden forstås prædestination som Guds forudbestemmelse af mennesker til frelse – og af nogle - også til fortabelse. Ifølge Luther har Gud udvalgt mennesker til frelse, men ikke til fortabelse. Derimod mener Calvin at forudbestemmelse kun er mulig hvis den gælder både frelse og fortabelse (dette kaldes blandt lutheranere for den dobbelte prædestination).

I Nederlandene tilbageviste præsten Jacob Arminius i begyndelsen af 1600-tallet den calvinistiske forestilling i den reformerte kirke om livets forudbestemmelse og stiftede den remonstrantiske kirke.

Reformationen

Reformationsbevægelsen var en bevægelse inden for kristendommen, hvorunder den protestantiske kirke blev dannet ud fra den hidtil herskende romerskkatolske kirke. Reformationen tog udgangspunkt i Wittenberg i Tyskland, hvor den tyske munk Martin Luther i 1517 rejste en voldsom kritik af den katolske kirke med sine 95 teser. Kort efter Luthers protest blev den fulgt op af franskmanden Jean Calvin, schweizeren Ulrich Zwingli og andre af protestantismens pionerer. I Danmark udtrykte Poul Helgesen allerede samme år, som Luther offentliggjorde teserne, stærk kritik af vellevned, tøjlesløs frækhed og lastefuldhed blandt kirkens folk. Tidsmæssigt regner man reformationens afslutning den westfaliske fred i 1648, der skabte fred efter trediveårskrigen, der var en krig mellem protestanter og katolikker inden for det Tysk-romerske rige.

Inden Luthers opgør med den katolske kirke havde der været flere forsøg på at reformere kirken. Blandt de mest markante skikkelser i denne bevægelse var tjekkiske Jan Hus, franske Pierre Valdo og engelske John Wycliffe. Ingen af disse forsøg var for alvor slået igennem, så det blev Luther, der har fået æren af at være hovedmanden i reformationen. Hans kritik af den katolske kirke gik i første omgang på afladshandelen, idet han hævdede, at paven og den jordiske kirke ikke havde nogen indflydelse på skærsilden, samt at den kristne doktrin om helgenernes fortjeneste ikke havde baggrund i Bibelen. Ifølge protestantismen skulle kirken gå ud fra, at Bibelens ord var den eneste autoritet (sola scriptura), og at troen på Jesus frem for gode gerninger var den eneste vej til Guds syndsforladelse (sola fide). Motivationen var basalt set teologisk, selvom mange andre faktorer også spillede ind, herunder en spirende nationalisme, det vestlige skisma, som undergravede troen på paven, opfattelsen af udbredt korruption i den romerske kurie, indflydelse fra den humanistiske filosofi samt hele renæssancens tankegang, hvor der blev stillet spørgsmålstegn ved mange traditionelle opfattelser af verden.

Begyndelsen af bevægelsen spredte sig i Tyskland, og andre reformbevægelser opstod uafhængigt af Luthers. Udbredelsen af Johann Gutenbergs trykpresse gjorde det muligt ganske hurtigt at formidle religiøse materialer på folkesprog. De største grupper, der arbejdede på at udbrede reformationen var lutheranerne og calvinisterne. De lutheranske kirker fik særligt rodfæste i Tyskland, de baltiske lande og Skandinavien, mens calvinismen især vandt udbredelse i Schweiz, Ungarn og Frankrig. Den protestantiske bevægelse fik markant indflydelse på den engelske kirke, specielt efter 1547 under Edvard 6. og Elizabeth 1.

Der var også en reformationsbevægelse over store dele af det kontinentale Europa kendt som den radikale reformation, som blev basis for gendøber-, herrnhuter- og pietismebevægelser. Disse radikale reformbevægelser, der opererede uden for statsstøttede kirker, indførte ofte mere ekstreme forandringer, herunder afvisning af den traditionelle bekendelsesskrift fra senantikkens konciler i Nikæa og Chalkedon.

Den katolske kirke svarede igen ved at iværksætte en modreformation, som blev igangsat under Tridentinerkoncilet. En stor del af kampen mod protestantismen blev gennemført af den nye, velorganiserede Jesuiterorden. Overordnet set blev Nordeuropa (bortset fra Irland]] domineret af protestantismen, Sydeuropa forblev katolsk, mens Centraleuropa blev udsat for en indædt konflikt, som kulminerede i trediveårskrigen, hvilket resulterede i, at området i stor udstrækning blev ødelagt.

Salmebog

En salmebog er en bog indeholdende en række salmer. Salmebøger er hyppigt benyttede i kirker.

Sikhisme

Sikhisme (IPA: [siˈkʰismə]; (punjabi) ਸਿੱਖੀ) er en religion på grundlag af lærdommen fra Guru Nanak og de ti næste Sikhguruer i Punjab i det femtende århundrede. Den er femtestørste organiserede religion i verden.

Dette system af religiøs filosofi og udtryk er traditionelt blevet kaldt Gurmat (bogstaveligt talt guruernes råd) eller Sikh Dharma. Sikhisme kom fra ordet Sikh, som kommer fra Sanskrit-roden śiṣya, der betyder "discipel" eller "elev", eller śikṣa der betyder "instruktion". Shikisme er udsprunget af hinduismen og deler flere grundlæggende træk med den som læren om karma og genfødsel.

Den principielle tro indenfor sikhismen er troen på waheguru — repræsenteret ved brug af det hellige symbol på ik ōaṅkār, den universelle gud. Sikhisme taler for at stræbe efter frelse gennem disciplineret, personlig meditation over Guds navn og meddelelse. En grundlæggende egenskab hos sikhismen er det ikke-antropomorfiske gudsbegreb, da en tilhænger kan forstå Gud som selve Universet. Sikher bliver ordineret til at følge de oplyste lederes ti sikhguruers lærdom og den hellige skrift Gurū Granth Sāhib. Det og skrifter fra seks af de ti sikhguruer omfatter udvalgte værker fra mange tilhængere med forskellig socio-økonomisk og religiøse baggrund. Teksten blev dekreteret af Guru Gobind Singh, den tiende guru, som Khalsa Panths sidste guru. Sikhismens traditioner og lære er tydeligt associeret med Punjabregionens historie, samfund og kultur. Tilhængere af sikhismen er kendt som "sikher" (studerende eller disciple) og tæller over 23 millioner verden over. De fleste sikher lever i Punjab i Indien og millioner af sikher boede i det, som nu er det pakistanske Punjab indtil opdelingen af Indien.

Sjæleboderne

Sjæleboderne er en gade i Indre By i København, der går fra Vognmagergade til Gothersgade.

Ordet sjæleboder er en gammel betegnelse for boliger til fattige, som blev skænket af rige til deres sjæls frelse. Sådanne 14 boliger blev opført nærved i Møntergade i 1550 af Albert van Gochs enke i 1550. Den nuværende gade blev anlagt, da et slumkvarter, der var opstået her, blev revet ned og erstattet af flere store erhvervsejendomme i begyndelsen af 1900-tallet. Gaden blev navngivet i 1911 ved en genoptagelse af det gamle navn.

Til Siælen

"Til Siælen. En Ode" (også skrevet "Til Sielen") er et dansk digt af Johannes Ewald udgivet i samlingen Samtlige skrifter i 1780.

Digtet er en ode, et hyldestdigt, der kan opdeles i tre: de første strofer med sjælen og dens eksistens i skyggen (sjælen sammenlignes blandt andet med en ørneunge), midten med sjælens ønske om frelse, og de sidste strofer med sjælens vej til frelse.Digtet består af 29 strofer på hver fire urimede linjer."Til Siælen. En Ode" indgår i lyrikantologien af 12 digte i Kulturkanonen fra 2006.

Treenigheden
Skrifter
Kirkeåret
Trosartikler
Kristendommens historie
Livscyklus
Bønner
Kirke- og hverdagsliv
Retninger
Folkekirkens trosretninger
Folkekirkelige organisationer

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.