Forenede Nationer

Forenede Nationer (forkortes FN) er en verdensorganisation, der blev dannet efter 2. verdenskrig den 24. oktober 1945 af 51 stater, bl.a. Danmark.[3] Organisationen havde det formål at forhindre en verdenskrig i nogensinde at opstå igen. Menneskerettighederne er blevet formuleret i FN. Der er nu 193 stater i FN.

Organisationen spiller en vigtig rolle i international udviklingspolitik, miljøsamarbejde, kampen for menneskerettighederne, international samfærdsel osv. Den stadige udvidelse af opgaverne har ført til oprettelse af et stort antal ekspertgrupper og koordineringsudvalg, udvidelse af sekretariatet og oprettelse af flere specialorganisationer. Alt i alt er FN med specialorganisationerne blevet et uerstatteligt element i vore dages internationale system.

United Nations (engelsk)
الأمم المتحدة (arabisk)
联合国 (kinesisk)
Organisation des Nations unies (fransk)
Организация Объединённых Наций (russisk)
Naciones Unidas (spansk)

Forenede Nationer
FN's emblem
Emblem
Kort, der viser FN's medlemslande[a]
Kort, der viser FN's medlemslande[a]
Hovedkvarter Internationalt territorium i New York, USA
Officielle sprog Arabisk
Engelsk
Fransk
Kinesisk
Russisk
Spansk[2]
Type Mellemstatslig organisation
Medlemskab 193 medlemslande
2 observatørstater
Ledere
Portugal António Guterres
- Vicegeneralsekretær
Nigeria Amina J. Mohammed
Ecuador María Fernanda Espinosa
- Sikkerhedsrådets formand
Elfenbenskysten Kacou Houadja Léon Adom
Saint Vincent og Grenadinerne Inga Rhonda King
Etableret
FN-pagten underskrevet
26. juni 1945
- Pagten træder i kraft
24. oktober 1945

Generalsekretær

Organisationen ledes af sekretariatet med generalsekretæren som leder. Denne er ikke blot leder af administrationen, men har også mulighed for at spille en politisk rolle for eksempel ved at henlede sikkerhedsrådets opmærksomhed på forhold, som efter hans mening kan true opretholdelsen af mellemfolkelig fred og sikkerhed. Den tidligere premierminister i Portugal og tidligere flygtningehøjkommissær, António Guterres, er FN's generalsekretær siden januar 2017.

FN's generalsekretærer

Hovedorganer

FN er bygget på seks hovedorganer:

FN's 2015-mål

På FN's Millennium-topmøde i New York fra den 6.-8. september 2000 vedtog verdens stats- og regeringsledere en erklæring, De Forenede Nationers Årtusindeerklæring.[4] Denne førte frem til en række konkrete mål, FN's 2015-mål, om at bekæmpe fattigdom, sult, sygdomme, analfabetisme og diskrimination af piger og kvinder inden år 2015. FN's Udviklingsprogram UNDP, er ansvarlig for at gøre løbende status over opfyldelsen af 2015-målene, der er blevet et væsentligt pejlemærke og redskab for udviklingsarbejdet i både lande og nationale såvel som internationale organisationer.

FN-dagen

FN-dagen har været fejret 24. oktober hvert eneste år siden 1948. Dagen markeres over hele jorden med møder, diskussioner og udstillinger om FNs arbejde og mål.

Organisationer under FN

FN's flag

FN's flag har en blå baggrund med en jordklode, set fra Nordpolen, der symboliserer alle verdens mennesker. Jordkloden er omsluttet af olivengrene, der symboliserer fred. Flaget blev taget i brug 20. oktober 1947.[5]

FN's fredsbevarende styrker

United Nations peacekeeping missions 2009
Kort over nuværende samt tidligere områder hvor der er blevet indsat FN's fredsbevarende tropper pr. 2008. Lyseblå indikerer nuværende aktiviteter mens mørkeblå markerer tidligere aktiviteter.

FN fredsbevarende styrker sendes til områder, hvor væbnede konflikter slutter for at sikre, at de fredsaftaler der er underskrevet følges og for at forhindre at nye konflikter bliver udløst af oprørere. Hvilken fredsbevarende operation der bør påbegyndes, samt dennes størrelse og mandat, bestemmer FNs Sikkerhedsråd. De fleste operationer har et mandat til omkring seks måneder, men kan forlænges. Medlemslandende opfordres af generalsekretæren til at give besætningen, da FN ikke har sin egen hær.

FN fredsbevarende styrker modtog Nobelprisen i 1988. I 2001 vandt Forenede Nationer og generalsekretær Kofi Annan Nobels fredspris "for hans arbejde for en bedre organiseret og mere fredelig verden." [6]

Den 31. december 2007 var 83.854 FN-tropper, militære observatører og civile politifolk i FN tjeneste rundt om i verden. Hvis man inkluderer civilt-, internationalt-, og lokalt personel er tallet 104.146. Fra begyndelsen, i 1948, og frem til december 2007 er 2.420 mennesker døde i løbet af indsatsen for fredsbevarende projekter.

Generalforsamlingen godkender budgetter ved hver fredsbevarende operation. Omkostningerne fordeles mellem medlemsstaterne, som beregnes og fastsættes af generalforsamlingen. 

Medlemslande

I alt er der 193 medlemslande i FN. Palæstina og Vatikanstaten har observatørstatus som ikke-medlemsstater.

Indtrædelsesår Nationer
1945 Argentina, Australien, Belgien, Bolivia, Brasilien, Canada, Chile, Colombia, Costa Rica, Cuba, Danmark, Dominikanske Republik, Ecuador, Egypten, El Salvador, Etiopien, Filippinerne, Frankrig, Grækenland, Guatemala, Haiti, Holland, Honduras, Hviderusland (Belarus), Indien, Irak, Iran, Republikken Kina (Taiwan), Libanon, Liberia, Luxembourg, Mexico, New Zealand, Nicaragua, Norge, Panama, Paraguay, Peru, Polen, Rusland, Saudi Arabien, Storbritannien, Sydafrika, Syrien, Tyrkiet, Ukraine, Uruguay, USA, Venezuela
1946 Afghanistan, Island, Sverige, Thailand
1947 Pakistan, Yemen
1948 Myanmar (tidl. Burma)
1949 Israel
1950 Indonesien
1955 Albanien, Bulgarien, Cambodia, Finland, Irland, Italien, Jordan, Laos, Libyen, Nepal, Portugal, Rumænien, Spanien, Sri Lanka, Ungarn, Østrig
1956 Japan, Marokko, Sudan, Tunesien
1957 Ghana, Malaysia
1958 Guinea
1960 Benin, Burkina Faso, Cameroun, Centralafrikanske Republik, Congo, Demokratiske Republik Congo (tidl. Zaire), Cypern, Elfenbenskysten, Gabon, Madagaskar, Mali, Niger, Nigeria, Senegal, Somalia, Tchad, Togo
1961 Mauretanien, Mongoliet, Sierra Leone, Tanzania
1962 Algeriet, Burundi, Jamaica, Rwanda, Trinidad, Tobago, Uganda
1963 Kenya, Kuwait
1964 Malawi, Malta, Zambia
1965 Gambia, Maldiverne, Singapore
1966 Barbados, Botswana, Guyana, Lesotho
1968 Mauritius, Swaziland, Ækvatorial Guinea
1970 Fiji
1971 Bahrain, Bhutan, Forenede Arabiske Emirater, Oman, Qatar, Kina overtager Taiwans plads efter afstemning
1973 Bahamas, Tyskland
1974 Bangladesh, Grenada, Guinea-Bissau
1975 Comorerne, Kap Verde, Mozambique, Papua Ny Guinea, São Tomé Principe, Surinam
1976 Angola, Samoa, Seychellerne
1977 Djibouti, Vietnam
1978 Dominica, Salomon-øerne
1979 St. Lucia
1980 Saint Vincent og Grenadinerne, Zimbabwe
1981 Antigua og Barbuda, Belize, Vanuatu
1983 Saint Kitts og Nevis
1984 Brunei Darussalam
1990 Liechtenstein, Namibia
1991 Estland, Letland, Litauen, Marshall-øerne, Mikronesien, Nordkorea, Sydkorea
1992 Armenien, Aserbajdsjan, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Kasakhstan, Kirgisistan, Kroatien, Moldova, San Marino, Slovenien, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan
1993 Andorra, Eritrea, Makedonien, Monaco, Slovakiet, Tjekkiet
1994 Palau
1999 Kiribati, Nauru, Tonga
2000 Tuvalu
2002 Schweiz, Østtimor
2006 Montenegro, Serbien
2011 Sydsudan

Henvisninger

Noter

  1. ^ Dette kort repræsenterer ikke holdningen af sine medlemmer eller FN om den juridiske status af et land,[1] ligesom det heller ikke præcist afspejler, hvilke områders regeringer, der har FN-repræsentation. Dette kort viser delvist anerkendte stater, såsom Kosovo og Taiwan som del af landene som gør krav på dem (hhv. Serbien og Kina)

Referencer

  1. ^ "The World Today" (PDF) (engelsk). Hentet 18. juni 2009. The designations employed and the presentation of material on this map do not imply the expression of any opinion whatsoever on the part of the Secretariat of the United Nations concerning the legal status of any country
  2. ^ Official Languages, www.un.org. Retrieved 22 May 2015.
  3. ^ Norbert Götz. “Prestige and Lack of Alternative: Denmark and the United Nations in the Making.” Scandinavian Journal of History 29 (2004) 2: 73–96.
  4. ^ De Forenede Nationers Årtusindeerklæring
  5. ^ Om flaget på FN's hjemmeside (engelsk)
  6. ^ Prize Laureates | Nobels fredspris

Eksterne henvisninger

Odczyt z laty.svgDenne artikel kan blive bedre, hvis der indsættes geografiske koordinater
Denne artikel omhandler et emne, som har en geografisk lokation. Du kan hjælpe ved at indsætte koordinater i wikidata.
De Forenede Nationers Pagt

De Forenede Nationers Pagt er aftalen som etablerede den internationale organisation De Forenede Nationer. Aftalen blev åbnet for underskrivelse den 26. juni 1945 ved en konference i San Francisco i USA og trådte i kraft den 24. oktober 1945 efter at have blevet ratificeret af de fem faste medlemmer af FN's sikkerhedsråd.

FN's generalforsamling

Forenede Nationers generalforsamling er et centralt organ i Forenede Nationer (FN). Samtlige FN's medlemsstater sender repræsentanter til generalforsamlingen.

Generalforsamlingen samles ordinært mellem september og december, men kan også sammentræde ekstraordinært. Ved afstemninger har hver medlemsstat én stemme, men i mange sager kan forsamlingen ikke træffe større, afgørende beslutninger, men blot afgive anbefalinger og diskutere spørgsmål, som berører FN's område. Generalforsamlingen kan dog træffe beslutninger om budgettet, nå til enighed om fortolkning af og udvikling af international lov. Generalforsamlingen fungerer som et vigtigt debatforum for medlemsstaterne.

Generalforsamlingens første møde fandt sted den 10. januar 1946 i London og talte 51 repræsentanter. Forsamlingen mødes i dag til ordinære møder i FN's hovedkvarter i New York.

Princippet med at små og store lande har samme stemmevægt betyder at en teoretisk koalition som tilsammen udgør 8 % af verdens befolkning kan udgøre et flertal på to tredjedele af forsamlingen.

Generalforsamlingen ledes af en valgt formand.

FN's generalsekretær

FN's generalsekretær er leder af FN-sekretariatet, der er et af hovedorganerne i Forenede Nationer, og dermed de facto verdensorganisationens talsmand og leder. Den nuværende generalsekretær er António Guterres fra Portugal. Han har beklædt posten siden 1. januar 2017.

Ifølge FN-pagten er generalsekretæren "organisationens øverste administrative embedsmand", og handler som sådan ved at deltage i møderne i plenarforsamlingen, Sikkerhedsrådet, Det Økonomiske og Sociale Råd samt Forvaltningsrådet. Generalsekretæren skal desuden udarbejde en årlig beretning til plenarforsamlingen om FN's arbejde i det forgangne år. Pagten nævner dog samtidig, at generalsekretæren har mulighed for at henlede opmærksomheden på bestemte sager, der efter vedkommendes opfattelse kan true den fortsatte mellemfolkelige fred og sikkerhed.

Generalsekretæren har kontor i FN's hovedkvarter på Manhattan, New York City. Generalsekretærens embedsbolig er et fem-etagers byhus i Sutton Place-kvarteret på Manhattan. Huset blev doneret til FN i 1972.

FN's generalsekretærer vælges for en periode af fem år, som kan blive forlænget flere gange; dog har ingen til dato haft posten i mere end to perioder. Flertallet har siddet i to perioder. FN-pagten foreskriver, at generalsekretæren vælges af Generalforsamlingen efter nominering fra Sikkerhedsrådet. Teoretisk kan generalforsamlingen således afvise kandidaten, men dette er aldrig sket. Men i Sikkerhedsrådet kan kandidaten under nomineringen blive mødt med et veto af et de fem faste medlemmer af rådet. I praksis kan generalsekretæren ikke være fra et af disse fem lande, og der er tradition for lade generalsekretærposten gå på skift mellem regionerne (kontintenterne). Uofficielt er det et krav, at kandidaten kan tale flydende engelsk og fransk, idet disse er FN's officielle arbejdssprog.

De fleste generalsekretærer er kompromis-kandidater, der ikke tidligere har været særligt kendte, og som kommer fra mindre lande. Højprofilerede kandidater kommer sjældent i spil. Da posten som FN's første generalsekretær skulle vælges var kandidater som Charles de Gaulle, Dwight Eisenhower og Anthony Eden blevet foreslået, men de blev afvist til fordel for den ukontroversielle nordmand Trygve Lie.

I 1960'erne forsøgte den sovjettiske leder Nikita Khrusjtjov at få afskaffet generalsekretærposten. Det at der var et flertal af vestlige stater kombineret med, at hver stat havde én stemme betød, at generalsekretæren altid ville være fra et vestligt land. Det var Khrusjtjov imod, og han foreslog derfor at erstatte generalsekretæren med en trojka bestående af et medlem fra Vesten, et fra Østblokken og et fra de neutrale stater. Forslaget faldt, fordi de neutrale stater ikke støttede forslaget.

FN's menneskerettighedsråd

FN's menneskerettighedsråd, forkortet UNHRC, er et organ under De forenede nationer, som har som formål at udbrede og styrke menneskerettighederne. Organet overtog efter FN's menneskerettighedskommission, som ofte blev kritiseret for at inkludere stater, som ikke kunne garantere menneskerettighederne for sine egne borgere.

FN's sikkerhedsråd

De Forenede Nationers Sikkerhedsråd er den gren af de Forenede Nationer, der er ansvarlig for opretholdelsen af international fred og orden. Organets beføjelser fremgår af FN-pagten, og involverer fredsbevarende operationer, etablering af internationale sanktioner, samt brug af militær magt.

FN's økonomiske og sociale råd

FNs økonomiske og sociale råd (eng.: United Nations Economic and Social Council, forkortet ECOSOC) er et af de seks hovedorganer i Forenede Nationer (FN). Rådet har til formål at understøtte FN's generalforsamling med at fremme internationalt økonomisk og socialt samarbejde og udvikling.

ECOSOC har haft status af hovedorgan siden 1946 og bestod oprindeligt af 18 medlemslande med USA i spidsen. Siden 1995 har rådet bestået af 54 lande, der alle er valgt af generalforsamlingen for en periode på 3 år. Årligt vælger rådet en formand af dets midte. Rådet mødes to gange årligt.

FN-verdenstopmøde

Et FN-verdenstopmøde er et møde af verdens ledere, organiseret hvert tiende år siden 1972 med hjælp af Forenede Nationer, til at hjælpe med at definere måder på at stimulere bæredygtig udvikling på global skala eller niveau.

International

For alternative betydninger, se International (flertydig). (Se også artikler, som begynder med International)International er et mellemfolkeligt begreb, et udtryk anvendt i forbindelse med indbyrdes forhold mellem lande og stater, forretningsimperier som opererer i flere lande og verdensorganisationer som eksempelvis de Forenede Nationer.

International Civil Aviation Organisation

International Civil Aviation Organisation, (Dansk: International civil luftfartorganisation), forkortet ICAO, er en organisation under de Forenede Nationer, som arbejder med at skabe ensartede standarder for lovgivningen omkring civil luftfart i medlemslandene. Hovedkvarteret ligger i Quartier International i Montreal, Canada.

ICAO må ikke forveksles med International Air Transport Association (IATA), som er en sammenslutning af flyselskaber, såsom SAS. IATA har også hovedkvarter i Montreal.

ICAO udarbejder documents og annexes (dokumenter og annekser), der tilsammen udgør en "standard-skabelon" for hvordan man bør indrette et lands luftfartslovgivning. Man tilstræber med dette system, at reglerne for flyvning bliver så ensartede fra land til land som muligt.De enkelte medlemslande implementerer så denne "skabelon" i deres lovgivning, men intet land har taget ICAO-modellen til sig som den "er og forefindes". Af lokale hensyn tilføjer de enkelte lande særlige regler eller fraviger fra eksisterende regler i ICAO's materiale.

Indenfor den Europæiske Union søger et europæisk organ, European Aviation Safety Agency (forkortet EASA), at standardisere lovgivningen omkring luftfart indenfor EU-medlemslandene.

I Danmark forvaltes information og anbefalinger fra ICAO og EASA af Trafikstyrelsen, som er en styrelse under Transportministeriet.

Lester B. Pearson

Lester Bowles Pearson, ofte blot kaldet "Mike" (født 23. april 1897, død 27. december 1972) var en canadisk statsmand, diplomat og politiker der blev tildelt Nobels fredspris i 1957. Han var Canadas fjortende premierminister fra 22. april 1963 til 20. april 1968.

Under hans tid som premierminister, indførte hans mindretalsregeringer offentligt sygehusvæsen, studielån og Canadas flag. Han var også meget aktiv i de Forenede Nationer og i det internationale diplomati, og anses som en af de mest indflydelsesrige canadiere i det 20. århundrede.

Mellemstatslig

Et mellemstatsligt samarbejde er samarbejdet i en international organisation , som har stater som medlemmer. Fuldgyldige medlemmer i overstatslige organisationer benævnes ofte medlemsstater. Eksempler på typiske former for mellemstatsligt samarbejde er de Forenede nationer (FN), Europarådet og Nordisk Råd. Beslutningerne i disse organisationer træffes normalt ved enstemmighed, og det er usædvanligt at disse kan få retslig virkning for en medlemsstat mod dens vilje. Dette er en væsentlig forskel i forhold til overstatsligt samarbejde, hvor medlemsstaterne i stedet overfører en del af sin egen suverænitet til organisationen. Den Europæiske Union har både beslutningsområder baseret på mellemstatligt og overstatsligt samarbejde. EU-samarbejdet er mellemstatsligt på områder, hvor det kan være vanskeligt for landene at indgå i et så tæt samarbejde som det overstatslige.

Nation

En nation er en gruppe mennesker, der knyttes sammen af en fælles identitet, typisk i form af fælles historie, sprog og religion. Ofte, men ikke altid råder en nation over sit eget selvstændige landområde. I denne betydning er det synonymt med folkeslag og folk.Som en sekundær betydning bruges ordet undertiden også som synonym for land eller stat, dvs. om et landområde, der udgør en selvstændig politisk enhed i forhold til andre lande. Det er f.eks. denne betydning, der tænkes på i navnet Forenede Nationer, der reelt betyder "Forenede Stater".Allerede i oldtiden fandtes der grupper, der identificerede sig som afgrænsede folk i forhold til naboerne på grund af religion eller sprog. Nationer i moderne forstand opfattes dog ofte som et fænomen, der især voksede frem i 1800-tallet i kølvandet på den franske revolution. Efter 2. verdenskrig førte afkoloniseringen til en ny bølge af nationsdannelser.

Racisme

Racisme er et menneskesyn, som viser både fordomme og diskrimination baseret på sociale opfattelser af biologiske eller kulturelle forskelle mellem folkeslag. Den viser sig ofte i sociale handlinger, praksis eller overbevisning, ideologi eller politiske systemer, der anser forskellige racer for bedre eller ringere end andre pga. formodede fælles arvelige træk, evner eller kvaliteter. Racisme kan medføre, at medlemmer af forskellige racer skal behandles forskelligt: racediskrimination.Med grundlæggelse af de Forenede Nationer efter Anden Verdenskrig tog det internationale samfund afstand fra racisme, og UNESCO udsendte en række erklæringer mod racisme forfattet af ledende videnskabsmænd- Retten til at blive beskyttet imod diskrimination på baggrund af race blev indføjet i erklæringen om menneskerettigheder.

Robert Cecil, 1. vicomte Cecil af Chelwood

Edgar Algernon Robert Gascoyne-Cecil, 1. vicomte Cecil af Chelwood (født 14. september 1864, død 24. november 1958), også kendt som Lord Robert Cecil fra 1868 til 1923, var en engelsk advokat, politiker og diplomat. Han var en af hovedmændene bag oprettelsen af Folkeforbundet samt ivrig fortaler for denne sammenslutning. Hans indsats i forbindelse med Folkeforbundet indbragte ham Nobels fredspris i 1937.Robert Cecil var søn af Robert Gascoyne-Cecil, 3. markis af Salisbury, der i tre perioder var britisk premierminister. Efter at være blevet hjemmeundervist til han var 13, gik han fire år på Eton College, hvorpå han læste jura på University of Oxford. Her blev han kendt som debattør. Efter afsluttede studier blev han i 1886 privatsekretær for sin far, mens denne var premierminister, men allerede året efter blev han advokat under Inner Temple i London. I 1889 giftede han sig med Eleanor Lambton; parret fik ingen børn.Ved valget i 1906 blev Cecil valgt ind som konservativt parlamentsmedlem. I sin tidlige politiske karriere gjorde han sig især bemærket som tilhænger af frihandel. Da første verdenskrig brød ud var Cecil 50 år og for gammel til aktiv tjeneste. I stedet arbejdede han for Røde Kors, og i 1915 blev han viceudenrigsminister samt året efter medlem af statsrådet som blokademinister.I løbet af krigen blev Cecil mere og mere optaget af at oprette et folkeforbund for at bevare freden efter krigens afslutning, og i 1917 fik han opbakning fra udenrigsminister Arthur Balfour til at arbejde med denne plan. Han fik også den amerikanske præsident Woodrow Wilson med på tankerne, og efter krigens afslutning blev Folkeforbundet etableret i 1919. Cecil blev adlet i 1923 som vicomte Cecil af Chelwood og kom nu i Overhuset. I 1923-24 var han storseglbevarer og 1924-27 kansler for hertugdømmet Lancaster.I 1923 blev Cecil præsident for Folkeforbundet, en post han sad på frem til forbundets opløsning i 1946. I 1923 grundlagde Cecil den britiske bevægelse League of Nations Union, som han ligeledes var præsident for frem til 1945. Sammen med franskmanden Pierre Cot grundlagde han i 1936 "Rassemblement universel pour la paix" ("Internationale fredskampagne"), som han ligeledes var præsident for. Han modtog Nobels fredspris i 1937. I 1938 viste han sig som modstander Münchenaftalen, som godkendte den tyske besættelse af Sudeterlandet.Efter krigen deltog han i de sidste møder i Folkeforbundet i Geneve, og han afsluttede sin tale med ordene: "Forbundet er dødt; længe leve de Forenede Nationer!".Efter nedlæggelsen af Folkeforbundet trak Cecil i nogen grad tilbage. Han fortsatte med ind imellem at møde op i Overhuset, og han fortsatte også med at støtte internationale fredsinitiativer gennem sit ærespræsidentskab for United Nations Association. Han holdt sin sidste tale i Overhuset i april 1953, hvor han endnu engang udtrykte sin støtte til verdensfred.

Serbien og Montenegro

Serbien og Montenegro (Србија и Црна Гора / Srbija i Crna Gora) var ind til 3. juni 2006 et land i den sydøstlige del af Europa på Balkan-halvøen. Forbundsstaten Serbien og Montenegro bestod af delrepublikkerne Serbien og Montenegro samt de autonome provinser Vojvodina og Kosovo og Metohija, og landet grænsede til Ungarn, Kroatien samt Bosnien-Hercegovina mod vest, Rumænien og Bulgarien mod øst og mod Albanien og Makedonien mod syd.

I perioden 1992-2003 var landet kendt som Den Føderale Republik Jugoslavien.

Parlamentet, som havde 126 medlemmer, en fælles præsident og ministerpræsident, havde sæde i hovedstaden Beograd, og i Podgorica (tidligere Titograd) lå forfatningsretten.

Serbien og Montenegro indgik en ny aftale i 2002, hvor blandt andet det gamle navn Jugoslavien bortfaldt ved en parlamentsbeslutning den 4. februar 2003, og Forbundsstaten Serbien og Montenegro blev dannet.

Serbien og Montenegro var arvtager af det tidligere Jugoslavien, og i følge grundloven af den 4. februar 2003 kunne hver delrepublik tidligst ansøge om selvstændighed i 2006.

Da Serbien og Montenegro blev grundlagt i 1992 som rest-Jugoslavien, ønskede de Forenede Nationer og nogle enkelte stater (især USA) ikke at anerkende landet som arvtager til det tidligere Jugoslavien, men efter en årrække med isolation blev landet modtaget som medlem i FN i 2000.

I september 2004 blev gamle socialistiske symboler erstattet i et nyt flag.

Hver delstat havde sin egen økonomiske politik og valuta. I Serbien var møntfoden dinar (CSD) og i Montenegro euro. Serbien og Montenegro hørte til de fattigste lande i Europa. Nettoindkomsten var 2002 pr. indb. ca. 149 euro om måneden.

Spansk (sprog)

For alternative betydninger, se spansk. (Se også artikler, som begynder med spansk)Spansk eller castiliansk (spansk: español eller castellano) er et romansk sprog i den Iberoromanskgruppe, der udviklede sig fra flere sprog og dialekter i den centrale-nordlige del af den Iberiske Halvø i løbet af 800-tallet og gradvist spredtes med udvidelsen af kongeriget Castilien i det centrale og sydlige dele af den iberiske halvø under senmiddelalderen.

Moderne spansk udviklet gennem "tilpasning af konsonanterne" (Reajuste de las sibilantes), der begyndte i 1400-tallet. Sproget fortsatte at optage ord fra en række andre sprog, samt udvikle nye ord. Spansk blev især bragt til det amerikanske kontinent men også Afrika, Asien og Stillehavsområdet med udvidelsen af det spanske imperium mellem 1400-tallet og 1800-tallet, hvor det blev det vigtigste sprog for regeringen og handel.

I 1999 var der 358 millioner mennesker, der talte spansk som modersmål og i alt 417 millioner spansktalende på verdensplan. I øjeblikket er disse tal op til henholdsvis 400 og 500 millioner mennesker. Spansk er det næstmest anvendte modersmål i verden, efter mandarin kinesisk. Mexico har den største befolkning med spansk som modersmål. Spansk er et af de seks officielle sprog i De Forenede Nationer, og et af de officielle sprog i Den Europæiske Union, og Unasur. Spansk er det næstmest studerede sprog i verden, efter engelsk.

Transnistrien

Transnistrien eller Transdnjestr er et udbryderområde primært beliggende på en stribe land mellem Dnestr og den østlige moldaviske grænse til Ukraine. Siden uafhængighedserklæringen i 1990, og især efter krigen i Transnistrien i 1992, bliver området de facto regeret som Den Pridnestroviske Moldaviske Republik (PMR), også kendt som "Pridnestrovien"), en af verdenssamfundet ikke-anerkendt republik, som påberåber sig området øst for floden Dnestr, byen Bender, og dens omgivende lokaliteter på vestbredden. Republikken Moldova anerkender ikke løsrivelsen og anser områder kontrolleret af PMR at være en del af Moldovas autonome region Stînga Nistrului ("venstre bred af Dnestr").

Transnistrien er 4.163 km2 og har et indbyggertal på forventet 509.439 (2013). Befolkningstætheden er på 122,37 pr km2 (2013). Hovedstaden er Tiraspol (ca. 150.000 indbyggere), som også er Moldovas andenstørste by.

Transnistriens suverænitet anerkendes ikke af nogen medlemsstater af de Forenede Nationer, og det har ingen diplomatiske forbindelser med dem.

UNICEF

UNICEF (United Nations Children's Fund) blev oprettet af Forenede Nationer efter 2. Verdenskrig den 11. december, 1946. Mange børn sultede og led på anden måde efter fem års krig, og UNICEF fik til opgave at hjælpe dem. Lige siden har organisationen arbejdet med nødhjælp, katastrofehjælp og udviklingshjælp i hele verden, specielt hjælp til børn. Navnet blev forkortet fra United Nations International Children's Emergency Fund til den nuværende form i 1953, det kendte akronym stammer fra det gamle navn. Organisationens hovedkvarter ligger i New York. Store kontorer ligger endvidere i Genève og Tokyo og et verdenslager i København. Ann Veneman er generaldirektør for organisationen. UNICEF har ca. 7000 medarbejdere fordelt i 157 forskellige lande verden over. Ca. 85 % af medarbejderne arbejder i felten for UNICEF. I 1965 fik UNICEF Nobels Fredspris.

Et af de vigtigste principper i UNICEF's arbejde er at hjælpe, der hvor nøden er størst. UNICEF er uafhængig og upolitisk. Det vil sige, at for eksempel i en krig mellem to lande, kan UNICEF gå ind og hjælpe nødlidende børn og mødre i begge lande. Organisationen støttes af frivillige bidragydere og er derfor afhængig af donationer fra regeringer og private givere.

UNICEF får totalt set ca. 10 milliarder kroner ind hvert år i form af gaver og pengedonationer. Pengene fordeles hovedsageligt til følgende poster:

28 % til sundhed og tryghed under den tidlige barndom.

24 % til vaccinationer.

19 % til uddannelse af piger.

11 % til udsatte og udnyttede børn.

9 % til HIV/AIDS-projekter.

9 % til øvrige udgifter.(Tallene er fra år 2002)

I Danmark kender vi måske organisationen bedst fra de mange julekalendre fra TV, hvor overskud fra køb af de dertil hørende papirsjulekalendre ofte er gået til UNICEF.

De danske UNICEF-ambassadører er:

Sanger og musiker Caroline Henderson

Designer Malene Birger

Skuespiller Anders W. Berthelsen

Youtuber Rasmus Brohave

Ukrainske SSR

Den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik (Ukrainske SSR; ukrainsk: Українська Радянська Соціалістична Республіка, Українська РСР; russisk: Украинская Советская Социалистическая Республика, Украинская ССР; se "navne"afsnit nedenfor), ofte blot Ukraine eller Sovjetukraine, var en suveræn socialistisk sovjetrepublik og en af de 15 konstituerede republikker i Sovjetunionen fra dens dannelse i 1922, og til dens opløsning i 1991. I det meste af dens eksistens, var den økonomisk og politisk, den næstmest magtfulde republik i Sovjetunionen efter den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik.

Selvom den Ukrainske SSR var en af de stiftende medlemmer af Forenede Nationer (FN), blev dens udenrigspolitik strengt kontrolleret fra Kreml. Efter Sovjetunionens opløsning og perestrojka, blev den Ukrainske SSR transformeret til den moderne nationalstat Ukraine, selvom Ukraines nye forfatning først blev ratificeret den 28. juni 1996.

Gennem dens 72-årige historie, er republikkens grænser blevet ændret flere gange. Især den betydelige del, som i dag udgør det vestlige Ukraine, der blev annekteret af sovjetiske styrker i 1939, samt tilføjelsen af det tidligere russiske Krim i 1954. I starten tjente byen Kharkiv i det østlige Ukraine som republikkens hovedstad. Det blev ændret i 1934, hvor sædet for regeringen blev flyttet til Kijev, der forblev hovedstad i det uafhængige Ukraine.

Geografisk var den Ukrainske SSR beliggende i Østeuropa ud mod Sortehavets nordlige kyst. Republikken grænsede op til tre andre sovjetrepublikker; Moldova, Hviderusland og Rusland. Mod vest grænsede den Ukrainske SSR op mod Tjekkoslovakiet, der ligeledes var Sovjetunionens vestligste grænse. Ved folketællingen i 1989 havde republikken 51.706.746 indbyggere, men befolkningstallet er faldet kraftigt efter Sovjetunionens opløsning.

Forenede Nationer
FN-systemet
FN's særorganisationer
Andre programmer,
fonde og kontorer
Andet
19011925
19261950
19511975
19762000
Fra 2001

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.