Fjerde Mosebog

Fjerde Mosebog, også kaldet Numeri (hebr. בְּמִדְבַּר ba-midbar "I ørkenen", gr. Arithmoi "Tal") er den fjerde bog i Pentateuken. Bogen kaldes "tal" fordi den indeholder optællinger af israelitterne i ørkenen. Denne bog er specielt historisk interessant pga. detaljer om israelitternes rute gennem ørkenen, og deres primære opholdsteder. Bogen inddeles i tre hoveddele: Optælingen af folket i ørkenen, og forbereddelser til at genoptage rejsen (kap. 1-10:10). Beretningen om rejsen fra Sinai til Moab, udsendelsen af spionerne og hjemkomsten med deres rapport og folkets klager (kap. 10:11-21:20), og begivenhederne på de Moabittiske sletter før overgangen af Jordanfloden til Kana'an (kap. 21:21-kap. 36).

Handlingen udspiller sig fra den anden måned i det andet år efter udvandringen, til den ellevte måned i det 40. år, sammenlagt omkring 38 år og 10 måneder; en periode med gentagne vandringer i ørkenen. Der var færre israelitter ved afslutningen end ved begyndelsen af rejsen, som var en straf fra Gud, fordi folket ikke adlød hans befalinger.

BibelStub
Denne artikel om et emne fra Det Gamle Testamente eller Tanakh er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Religion
Aron

Denne artikel omhandler præsten Aron. For andre betydninger af Aron, se Aron (flertydig).Aron var israelitternes første ypperstepræst, en ældre bror til Moses. Søsteren Mirjam var den ældste af de tre.

Aron omtales både i Biblen og Koranen. Ifølge Det gamle testamente voksede han og Mirjam op i Egyptens østlige grænseland - modsat Moses, der opholdt sig ved faraos hof.

Bibelen

Bibelen (gr. βιβλία biblia "bøger") er betegnelsen for de grundlæggende kanoniske skrifter i jødedommen og kristendommen. Den hebraiske (jødiske) Bibel, også kaldet Tanakh, er ikke identisk med den kristne Bibel, som beskrives her. I kristendommen varierer antallet og indholdet af Bibelens bøger.

Den kristne bibel er inddelt i to hoveddele.

Det Gamle Testamente er næsten identisk med den hebraiske Bibel, der var delt i tre: Torah (Loven), Nevi’im (Profeterne) og Kethuvim (Skrifterne). Bibelen indeholder i nogle kirkesamfund yderligere de Deuterokanoniske Bøger, som i den katolske og ortodokse kirke medregnes til Det Gamle Testamente, men som ikke regnes for kanoniske af alle jøder og protestanter. I de fleste protestantiske bibler udelades de helt. Den tidlige kristendom byggede på Septuaginta, den græske oversættelse af Tanakh, som har rødder i det 3. århundrede f.Kr.. Septuaginta indeholdt de deuterokanoniske skrifter.

Det Nye Testamente indeholder de særligt kristne skrifter, som blev skrevet på græsk i det første århundrede e. Kr. (Apokryferne findes således ikke i den hebraiske Bibel).Bibelen indeholder skrifter af vidt forskellige genrer som jura, poesi, historie og profeti. Bibelens bøger inddeles i protestantisk tradition i to testamenter, 66 bøger, 1.189 kapitler og 31.173 vers. Denne opdeling er først kommet til, da det blev nødvendigt at henvise nøjagtigt til bibelstederne. Bibelen er almindeligt anset for at være den bedst sælgende bog nogen sinde. Bibelen er den bog i verden, som er oversat til flest sprog. I oktober 2016 er hele Bibelen oversat til 636 sprog, Det Nye Testamente til 1442 sprog og dele af biblen er oversat til 1145 sprog. Bibelen til dels eller helt er tilgængelig på 3223 sprog.

Bibelens bøger

Bibelens bøger bliver inddelt forskelligt af jøder, katolikker, protestanter, og ortodokse kristne, samtidig med at mange versioner overlapper hinanden. Her findes en skematisk opdeling af bøgerne, både i Det Gamle Testamente, og i Det Nye Testamente. For yderligere information om uenighederne, se: Den bibelske kanon.

Bileam

Bileam (Hebraisk: בִּלְעָם) var en spåmand, som der berettes om i Fjerde Mosebog kapitel 22 – 24. Han var af Moabs konge ifølge beretningen sat til at forbande israelitterne; men efter at Gud havde bremset ham ved at lade et æsel tale til ham, velsignede han i stedet folket .

Selvom beretningen taler positiv om Bileam, er det overordnede billede fra de bibelske skrifter negativt. Det var også ham, der senere lagde fælder for israelitterne, så de syndede mod Herren .

Den Hebraiske Bibels kanon

Den Hebraiske Bibels kanon er den liste eller det katalog af skrifter, som blev set som autoritative i enten den jødiske bibel Tanakh eller i de kristnes Gamle Testamente. Disse skrifter blev opfattet som norm for forkyndelse og lære, og udgør 39 bøger i den jødiske og den protestantiske kanon, hvorimod Den katolske kirke og de ortodokse kirker har flere bøger i deres gammeltestamentlige kanon.

Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente (GT) er den første hoveddel af den kristne bibel – den anden hoveddel er Det Ny Testamente (NT). Det gamle testamentes skrifter udgør tillige Tanakh, den hebræiske bibel, og betragtes af både kristne og jøder som kanonisk.

Det Gamle Testamente består af en lang række skrifter af vidt forskelligt indhold: myter, legender, historiske beretninger, poesi, filosofi, profetier m.m. Skrifterne er skrevet på hebræisk med enkelte passager, særligt i Daniels Bog, på aramæisk.

Den hebræiske bibel inddeles i tre: Loven (heb. Torah), Profeterne (heb. Nevi’im) og Skrifterne (heb. Kethuvim).

Torahen (og hele den hebræiske bibel) er i jødedommen den primære helligtekst og var det for Jesus og de første kristne, men i løbet af de første efterkristne århundreder fik en række af de tidligste kristne skrifter også status som hellige, hvorved en decideret nytestamentlig kanon opstod. Denne kan i kristendommen siges at gå forud for Det gamle Testamente.

Siden Luthers første oversættelse til tysk, har der været tradition for teologisk at bearbejde oversættelsen af Det gamle Testamente, så mange steder i de hebraiske og aramæiske tekster fremstod som profetier om Kristus. Også i den nyeste danske bibeloversættelse fra 1992 er der mange ændringer fra en videnskabeligt forsvarlig oversættelse, der har tjent til at få skabt større overensstemmelse mellem Det Nye Testamente og den hebraiske bibel.

Det Gamle Testamente består i den protestantiske tradition af 39 skrifter ( Det Danske Bibelselskabs forkortelser står i parentes):

Første Mosebog (Genesis) (1 Mos)

Anden Mosebog (Exodus) (2 Mos)

Tredje Mosebog (Leviticus) (3 Mos)

Fjerde Mosebog (Numeri) (4 Mos)

Femte Mosebog (Deuteronomium) (5 Mos)

Josvabogen (Jos)

Dommerbogen (Dom)

Ruths bog (Ruth)

Første Samuelsbog(1 Sam)

Anden Samuelsbog (2 Sam)

Første Kongebog (1 Kong)

Anden Kongebog (2 Kong)

Første Krønikebog (1 Krøn)

Anden Krønikebog (2 Krøn)

Ezras Bog (Ez)

Nehemias' Bog (Neh)

Esters Bog (Est)

Jobs Bog (Job)

Salmernes Bog (Sl)

Ordsprogenes Bog (Ordsp)

Prædikerens Bog (Præd)

Højsangen (Højs)

Esajas' Bog (Es)

Jeremias' Bog (Jer)

Klagesangene (Klages)

Ezekiels Bog (Ez)

Daniels Bog (Dan)

Hoseas' Bog (Hos)

Joels Bog (Joel)

Amos' Bog (Am)

Obadias' Bog (Obad)

Jonas' Bog (Jon)

Mikas Bog (Mika)

Nahums Bog (Nah)

Habakkuks Bog (Hab)

Sefanias' Bog (Sef)

Haggajs Bog (Hagg)

Zakarias' Bog (Zak)

Malakias' Bog (Mal)

Det kimer nu til julefest

Det kimer nu (også kaldt Det kimer nu til julefest) er en dansk julesalme med tekst af N.F.S. Grundtvig i 1817 og melodi af Carl Christian Nicolaj Balle i 1850.

Julesalmen findes i den danske 2003-version af salmebogen som nummer 94 under afsnittet Troen på Guds Søn - Jesu fødsel.Teksten går tilbage til Martin Luther i 1535.

N.F.S. Grundtvig skrev sin danske version i 1817, og den er siden i 1852 bearbejdet. Salmebogens version har ni strofer med hver fire verselinjer.Rimskemaet for enderimmene er aabb.

Syvende strofes "blev Jakobs stjerne til en sol" henviser til Fjerde Mosebog, kapitel 24, vers 17,

hvor det hedder "En stjerne træder frem fra Jakob, / en herskerstav rejser sig fra Israel, / den skal knuse Moabs tindinger / og issen på alle Set-sønnerne."Vesterbølles præst Carl Christian Nicolaj Balle lod sig til melodien inspirerer af den specielle klang fra kirkens gamle klokke fra 1420.

Da kirken fik ny klokken i 2008 bar den julesalmens første verselinje som inskription.

Dødehavsrullerne

Dødehavsrullerne blev fundet i 11 grotter i Qumran-området ved Det Døde Hav. De blev fundet i 1947 af hyrden Muhammed edh-Dhib. Han kastede angiveligt en sten ind i en grotte for at få en af sine geder ud af hulen. Han ramte en af krukkerne og opdagede rullerne. Der dukkede omkring 800 skriftruller op mellem 1947 og 1956. Det var en vigtig arkæologisk opdagelse. I 1990'erne kom der gang i udgivelsen af rullerne; de er alle udgivet.

Skriftrullerne stammer fra andet århundrede f.Kr. til første århundrede e.Kr. Indholdet er blandt andet bibelske tekster fra det gamle testamente.

Esau

Esau (hebraisk: עֵשָׂו Esav) er en person fra Første Mosebog i Bibelen. Hans navn betyder "håret" eller "ru".

Israels land

Israels land (hebraisk: אֶרֶץ יִשְׂרָאֵל, Eretz Yisrael, også Det lovede land og Storisrael) er landet som er givet det jødiske folk ifølge Bibelen.

Jerusalem (hymne)

For alternative betydninger, se Jerusalem (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Jerusalem)

Jerusalem er en patriotisk engelsk hymne efter et digt af William Blake (1757–1827) fra 1804 og tonesat af Hubert Parry (1848–1918) i 1916. Digtet er også kendt fra den indledende strofe: And Did Those Feet in Ancient Time. Sangen er meget brugt i England.

Eftersom England ikke har nogen officiel nationalsang, er Jerusalem, sammen med "God Save the King/Queen" og "Land of Hope and Glory", benyttet som uofficiel nationalsang. Det er af flere foreslået, at sangen skal være Englands officielle nationalsang, og det konservative parlamentsmedlem Daniel Kawczynski foreslog dette i Det britiske parlament den 18. oktober 2006.

Messias

For alternative betydninger, se Messias (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Messias)Messias (heb. מָשִׁיחַ Māšîªḥ og arab. المسيح Al-Masiḥ, "den salvede") betegner i de abrahamitiske religioner – jødedom, kristendom og islam – en religiøs frelserskikkelse.

Mosebøgerne

Mosebøgerne (græsk Pentateuken Πεντετεύχως) , hebraiskTorah (תּוֹרָה) og flere steder i Bibelen kaldt Loven) består af fem bøger eller skriftruller: Første Mosebog (Genesis), Anden Mosebog (Exodus), Tredje Mosebog (Leviticus), Fjerde Mosebog (Numeri) og Femte Mosebog (Deuteronomium). Torahen er første hoveddel af Tanakh, den jødiske bibels tre hoveddele og de første fem bøger i de kristnes Gamle Testamente.

Mosebøgerne er opkaldt efter Moses, som efter traditionen er ophavsmand til Mosebøgerne.

Seraf

En seraf er en engel med tre par vinger der nævnes i Det gamle testamente. Navnet kommer af det hebraiske verbum saraf (= at brænde). Ordet serafim (= de brændende) benyttes også om slanger, sandsynligvis med tanke på smerten ved slangebid.

Tidlig kristen kunst og arkitektur

Tidlig kristen kunst og arkitektur (palæokristen kunst) er den kunst der blev frembragt af kristne eller under kristent mæcenat eller beskyttelse i kristendommens tidligste periode, engang mellem 260 og 525 – afhængigt af den definition, der anvendes.

I praksis overlevede identificerbar kristen kunst kun fra det 2. århundrede og fremefter.

Senest efter omkring 550 betegnes kristen kunst som byzantinsk eller anden regional type.Det er ikke let at fastlægge begyndelsen på egentlig kristen kunst.

Før år 100 kan kristne have været begrænset i deres mulighed for at fremstille varig kunst af deres situation som forfulgt gruppe; for tilhængere fra lavere sociale lag kan mangel på midler have været afgørende; endelig kan antallet af tilhængere ganske enkelt ikke have været særlig stor.

De gammeltestamentlige restriktioner for fremstilling af ​​udskårne billeder (en afgud eller fetish udskåret i træ eller sten, dvs. afgudsdyrkelse) kan også have afholdt kristne fra at fremstille kunst.

De kan også have fremstillet eller købt ikonografi med hedensk baggrund, men givet det kristne betydninger, som de senere gjorde.

Hvis det var tilfældet, ville 'kristen kunst' ikke umiddelbart kunne erkendes som sådan.

Tidlig kristendom brugte de samme kunstneriske udtryksmedier som den omkringliggende hedenske kultur, herunder fresko, mosaik, skulptur og illuminerede manuskripter.

Der blev også anvendt romerske stilarter.

Sen klassisk stil indbefattede en proportional gengivelse af menneskets krop og impressionistisk fremstilling af rummet.

Sen klassisk stil ses i tidlige kristne fresker som dem i katakomberne i Rom, der omfatter de fleste eksempler på den tidligste kristne kunst.Tidlig kristen kunst og arkitektur overtog og tilpassede romerske motiver og hedenske symboler.

Blandt motiverne var påfugl, vinranke og 'den gode hyrde'.

De tidlige kristne udviklede også deres egen ikonografi, for eksempel var symboler som fisken (ikhthus) ikke overtaget fra hedensk ikonografi.

Tidlig kristen kunst inddeles i forskningen sædvanligvis i to perioder: før og efter enten Milano-ediktet fra 313 − 'Kirkens triumf' under Konstantin den Store, 'den konstantinske vending' − eller man bruger første koncil i Nikæa i 325 som markering.

Den tidligere periode bliver kaldt den prækonstantinske eller førnikænske periode og perioden derefter: 'perioden med de første syv økumeniske konciler'.

Afslutningen på perioden med tidlig kristen kunst – som ifølge kunsthistorikere sker i perioden fra 400-tallet til 600-tallet – ligger således en del senere end udgangen af ​​perioden for 'tidlig kristendom' som typisk af teologer og kirkehistorikere placeres under Konstantin, dvs. begyndelsen af 300-tallet (313-325, se evt. om Konstantin den Store og kristendommens gennembrud).

Tora

Tora eller Torah (תּוֹרָה) er et hebræisk ord med betydningen "belæring" eller "lov". Det bruges primært som betegnelse for jødedommens vigtigste helligskrift, en samling af de fem mosebøger, som udgør den første sektion af Tanakh – den hebræiske bibel.

Roden for ordet kommer fra yod-resh-heh (ירה), at lære eller undervise, henførende til ordet som en art vejledning, men kan også relateres til roden taw-waw-resh (תור), at føre nogen til et sted eller søge et sted ud. Torah bruges i bibelen både i forhold til væremåder/manerer, menneske-skabte love, Guddommelige åbenbarede på- og forbud, samt i forhold til forældres instruktion/opdragelse af deres børn.Tora bruges dog også i udvidet forstand til at betegne hele den hebræiske bibel, og i en endda videre forstand kan udtrykket betegne den skrevne lov (torah she-bikhtav) såvel som den mundtligt overleverede lov (torah she-be‘al peh), der findes overleveret i Mishna (men Mishna er en del af Talmud. Den anden del hedder Gemara) Talmud.

Toraen kaldes undertiden også ved den græske betegnelse pentateuken (af græsk πεντάτευχος pentáteuchos "fem-hylster") efter de fem hylstre, som de fem skriftruller blev opbevaret i. Andre navne er: hamisha humshei torah (חמשה חומשי תורה "de fem dele af toraen") eller humash (חומש "femtedel"). En enkelt skriftrulle blandt de fem kaldes en sefer tora.

De fem mosebøger med deres hebræiske navne er: Første Mosebog (בראשית, Bereshit), Anden Mosebog (שמות, Shemot) Tredje Mosebog (ויקרא, Vayikra), Fjerde Mosebog (במדבר, Bamidbar), og Femte Mosebog (דברים, Devarim).

Toraen indholder ifølge jødisk tradition 613 obligatoriske bud, som jøder skal overholde; 248 påbud og 365 forbud.

Urim og Tummim

Urim og Tummim er ifølge Det Gamle Testamente to genstande, som blev lagt i brystskjoldet på ypperstepræstens dragt. Ved lodkastning kunne præsten få svar på spørgsmål eller afgøre tvistemål. Det antages almindeligvis, at Urim og Tummim var to lodder eller sten. Ordet Urim er blevet udlagt som »lys« og »åbenbaring« og Tummim som »fuldkommenhed« og »sandhed«.

Loven eller Mosebøgerne
Pentateuken (gr.-lat.)
Torah (hebr.)
De historiske skrifter
Nevi'im Rishonim (hebr.)
De poetiske skrifter eller
Ketuvim (hebr.)
De profetiske skrifter
Nevi'im Aharonim (hebr.)

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.