Feudalisme

Feudalisme (af senlatin feudum, afledt af feuda, det vil sige len), betegner en samfundsordning med et stykke land, som feodati = "vasaller" har brugsretten til under bestemte vilkår. Ordet feudum kom i brug i løbet af middelalderen, mens feudalisme som beskrivelse af en samfundsorden først blev skabt i det 17. århundrede. I dansk historisk litteratur kaldes feudalisme ofte for lensvæsen.

Dette system havde ikke en særlig betegnelse i middelalderen, og feudalisme opstod først senere som begreb for at beskrive en praksis, der ikke længere blev brugt. Feudalisme som begreb blev et almindeligt brugt historisk tema, dog ofte med en vis nedsættende klang.[1] Den oprindelige snævre betydning af dette begreb var en beskrivelse af en samfundsform, hvor løfter om krigstjeneste blev udvekslet med jord i et hierarkisk system inden for samfundets elite. Siden er begrebet bl.a. blevet brugt af historikere og andre til at beskrive det middelalderlige samfund generelt.

I 1940 udgav den franske historiker, Marc Bloch, sin banebrydende bog: La société féodale, hvori han definerede feudalsamfundet på denne måde:

Det var karakteriseret ved en specialiseret krigerklasses dominans, en undertvunget bondestand, udbredt brug af lensforpagtning i stedet for løn, samt sociale bånd af beskyttelses- og tjenesterelationer, der knyttede mennesker sammen, foruden fragmenter af andre former for fællesskab såsom familie og stat. [2]
109Bäuerliche Abgaben
Bønder afleverer skatter til herremanden, træsnit fra 1400-tallet

Baggrund

I middelalderen var personlige forbindelser og troskabseder i praksis det eneste, der bandt et rige sammen. En konge ejede i teorien al jorden i sit kongerige, men magten over den lå i realiteten hos den lokale stormand, der selv boede der. I den tidlige middelalder og i højmiddelalderen var det umuligt for en centralmagt at kontrollere en hel stats territorium, ja den moderne betydning af ordet stat var helt ukendt i middelalderen, og kongemagten måtte derfor basere sin egen magt på relationer og alliancer med mænd, der kunne hjælpe ham lokalt. [3]

Da den romerske statsmagt brød sammen i Vesteuropa i årene omkring 400, efterlod den et magttomrum, der i første omgang blev fyldt ud af en række selvstændige stater, der blev regeret af germanske stammer, men hvis administration byggede på den gammelkendte romerske. Da det karolingiske rige langsomt mistede grebet, forsvandt den udøvende magt, der varetog den indre orden, og dels manglede der en militærmagt til at tage sig af forsvaret mod ydre fjender. Sådan en tilstand skaber urolige og utrygge tilstande for befolkningen. I den situation søger man beskyttelse hos lokale magthavere: krigsherrer, mafiabosser, efterladte hærenheder, eller hvad de nu kan være, og netop det gjorde sig gældende i Vesteuropa i den tidlige middelalder. Skatteopkrævning, infrastruktur, pengesystem og retssystem var brudt sammen, og alle kæmpede for at klare dagen og vejen på lokalt plan.

Omkring år 1000 i den nordlige del af Frankrig udviklede der sig et system, hvor kongen overlod brugsretten over jorden til en krigsherre, mod at denne indgik i en gensidig alliance og formelt anerkendte kongens overhøjhed. For at sikre deres egen kontrol mod den tildelte jord indgik disse kronvasaller igen lignende aftaler med andre krigsherrer. Resultatet blev, at et kongerige som det franske efterhånden blev splittet op i et mylder af små mere eller mindre selvstændige landområder, der efterhånden fik betegnelsen feudum. Dette system spredte sig hurtigt til det øvrige Europa i større eller mindre grad. [3]

I bund og grund var der tre elementer, som lå til grund for det feudale system: lensherre, vasal og len, og feudalismen skal forstås ved at se på disse tre begreber i sammenhæng. En lensherre var en adelig, som ejede land, og en vasal fik tildelt et stykke af lensherrens land som len, men som modydelse skulle vasallen gøre krigstjeneste for sin lensherre. De gensidige pligter og rettigheder mellem lensherre og vasaller danner grundlaget for feudalismen. Vasalaftaler, der lignede dem, der er kendt fra højmiddelalderen, kendes allerede fra Frankerriget, og systemet var udviklet gennem en sammensmeltning af romersk administration og germansk hirdvæsen.

Lensherrer, vasaller og len

Troskabsbåndene mellem vasal og lensherre var den eneste struktur, der bandt samfundet sammen på et tidspunkt, hvor Europa politisk set var utroligt splittet, Michael Nordberg beskriver det således:

Feudalisme var en måde at organisere samfundet på og skabe nødtørftig orden i en tid, hvor der ikke eksisterede en egentlig statsmagt, ja, hvor begrebet ”stat” ikke fandtes. Systemet byggede på et indviklet og næsten kaotisk net af personlige bindinger, som blev bekræftet af livsvarige troskabseder.[3]

Feudalismen opstod, da den gamle romerske statsadministration helt var forsvundet. Den nye samfundsform byggede på evnen til at beskytte og behovet for beskyttelse; kunne man stille med våben og udrustning, kunne man kræve beskyttelsespenge, men behøvede ikke selv at betale skat. De færreste bønder kunne gøre krigstjeneste, så de måtte betale den lokale herremand tiende mod til gengæld at stå under hans beskyttelse og retshåndhævelse. Herremanden kunne stille med sin egen lille hærenhed, og mod at stille tropper til rådighed og sværge lensherren troskab fik herremanden et stykke jord som len, og med det fulgte bønder, der kunne dyrke jorden og skabe et overskud til herremanden. Desuden fulgte pligten til retshåndhævelse og administration af lensherrens befalinger. På sin side måtte lensherren (greve eller hertug) sværge fyrsten troskab og forpligte sig til at stille med sine egne og de undergivne herremænds hærstyrker, når det blev krævet. Belønningen var at modtage grevskabet eller hertugdømmet som len fra fyrsten. Med det fulgte løftet om, at fyrsten ville beskytte lensmandens landområde med alle landets hærstyrker, og desuden retten til at kræve skat fra de undergivne og retten til at forvalte lenet.

Med tiden blev feudalsamfundet karakteriseret af et yderst komplekst netværk af personlige relationer, hvor begreberne lensherre og vasal efterhånden blev relative, hvor en lensherre kunne være vasal hos sin egen vasal, eller sin egen lensherre. Dette system byggede på personlige relationer og individuelle aftaler mellem ligemænd. Det var bygget på sædvaner, da der ikke fandtes nedskrevne love. Og aftalerne holdt kun så længe begge parter så en fordel i dem. Feudalsystemet skabte i hovedreglen rolige og velordnede forhold, men det åbnede også for en administrativ vilkårlighed, som tillod hensynsløse adelsmænd at udnytte og plage bønderne. Der var yderligere indbygget den svaghed i systemet, at fyrsten var afhængig af de tropper, som lensmændene kunne stille. Deres loyalitet svigtede ofte, og i flere tilfælde gjorde de sig helt uafhængige og fungerede reelt som statsmagt i deres len. I andre tilfælde lykkedes det fyrsten at fratage grever og hertuger deres len med henvisning til, at de ikke havde opfyldt krigspligten.

Et andet vigtigt element i middelalderens samfund var slægten. Den var også en destabiliserende faktor i feudalsystemet, da en vasal ofte ønskede, at det landområde, han selv kontrollerede, kunne blive en del af slægtens ejendom og derved gå i arv til efterkommerne. Mange stridigheder og krige havde rod i dette forhold.

Lenssystemet

Før lensherren kunne tildele nogen et len, måtte den undergivne først blive lensherrens vasal. Det foregik ved en formel og symbolsk ceremoni, som bestod af to elementer: vasallens underkastelse under lensherren og vasallens troskabsed. Når ceremonien var gennemført, stod lensherre og vasal i et forhold med gensidige forpligtelser. Denne opsplitning af magten medførte en række administrative strukturer, der karakteriserede alle de områder, hvor systemet var i brug:

  • Skatteopkrævningen skete lokalt og under lokal kontrol
  • Alle områder af landet kunne forsvares ved hjælp af lensherrernes hærstyrker
  • Lensområderne kunne forvaltes gennem lensherrerne
  • Retshåndhævelsen kunne – for de fleste sagers vedkommende – ske lokalt

Fyrstens vigtigste pligt var at skænke vasallen et len med tilhørende indtægter. Dette var lensherrens vigtigste grund til at indgå i lensforholdet, men han havde også andre pligter overfor vasallen. En af dem var pligten til at vedligeholdet lenet, og desuden skulle lensherren forsvare lenet og vasallen mod ydre fjender, men vasallen skulle også være rådgiver for fyrsten i vigtige spørgsmål, som angik lensherrens lande.

Feudalismen havde lensforholdet som omdrejningspunkt. Det kom kun an på lensherrens rigdom, om lenet skulle være på størrelse med et enkelt landbrug, eller om det skulle bestå af langt større arealer. Lenets størrelse blev aftalt efter meget skiftende målestokke, og forholdet var ikke begrænset til den verdslige del af samfundet. Biskopper og abbeder kunne også optræde i rollen som lensherrer.

Kirkens folk (gejstligheden) havde deres eget rangsystem, som kun delvist var indføjet i det feudale hierarki. Bispedømmerne var ganske vist underlagt fyrsten, men i praksis gjorde bispernes loyalitet over for paven og kirkens egen retshåndhævelse dem til små stater i staten. Desuden stod byernes borgere helt uden for feudalsystemet. Det var skabt på et tidspunkt, da byerne var uden større betydning for statsmagten, og da borgerskabet senere fik øget økonomisk vægt, blev byerne underlagt fyrsterne direkte, dvs. uden om de lokale lensmænd.

Feudalismen forsvinder

Feudalismen var begyndt som et kontraktligt forhold, hvor man byttede land mod militærtjeneste. Med tiden ophørte lensherrernes muligheder for at tildele vasaller nyt land, og da de efterhånden også måtte se i øjnene, at lenene blev arvelige i vasallens familie, ophørte feudalismen med at være den bærende magtstruktur. Ved udgangen af det 13. århundrede var Europa inde i en udvikling, der førte væk fra landbrugsbaseret naturalieøkonomi. Med de gentagne pestudbrud fra 1347 og frem kom feudalismen under yderligere pres. På den ene side var der mangel på bønder og dermed på indtægter fra lenene, og på den anden side efterspurgte adelen forbrugsgoder, som krævede betaling i penge. Vasallerne skulle tage sig af de fleste af de lokale, administrative og retlige problemer, og de kunne ikke forvente, at lensherren kom dem til hjælp, hver gang de havde brug for det. Omvendt var vasallerne uafhængige af hinanden og havde ingen interesse i at deltage i større fællesprojekter (krige f.eks.).

I længden opstod der strid om, hvor meget lensherrerne skyldte fyrsten, og den blev først løst, når han fik direkte magt over et større landområde, domænet, som kunne yde ham tropper og skatteindtægter uden om lensmændene. Ved slutningen af middelalderen forsøgte fyrsterne at komme fri af afhængigheden af de lunefulde vasaller. I takt med stigningen i indtægterne fra byerne lejede fyrsterne deres egne hære og skabte med tiden stående hære som var helt uafhængige af adelen. Det feudale system ophørte med at eksistere, enten når fyrsten tiltog sig enevældig magt, eller når lensmændene i fællesskab med herremænd, borgere og gejstlighed fik gennemtvunget, at det var deres repræsentanter i parlamentet, der havde den lovgivende magt og retten til at udskrive skatter.

Eksempler på feudalisme

Hundredeårskrigen

En medvirkende årsag til Hundredeårskrigen var, at den engelske konge var den franske konges vasal i en del områder af det vestlige Frankrig og samtidig gjorde krav på den franske trone.

Valdemar Sejr

Under Valdemar Sejr (1170-1241) udfoldedes to diametralt modsatrettede virkeliggørelser af det ideal, som lå bag herre-vasalforholdet. Under Valdemars erobringskrige i Nordtyskland blev grevskabet Schwerin et len under Danmark, og grev Henrik af Schwerin blev dermed Valdemars vasal. Det så han imidlertid stort på og tog i stedet sin lensherre og Danmarks tronfølger til fange under en jagt på Lyø i 1223. Først i 1225 lykkedes det at få kongen frikøbt, men det kostede dyrt i både penge og territorium.

Da landet dermed var kongeløst, blev Valdemars nevø, Albert af Orlamünde, som var kongens vasal i Holsten, udnævnt til at være statholder. I denne egenskab forsøgte han dels at forhandle sig til en frigivelse af kongen og prinsen og dels at nedkæmpe den oprørske Henrik af Schwerin. Under slaget ved Mölln i 1225 blev han dog selv taget til fange. I betingelserne ved Valdemars frigivelse blev det bl.a. fastslået, at Albert skulle fratages grevskabet Holsten, og at Valdemar ikke måtte gøre forsøg på at befri ham. Efter slaget ved Bornhöved i 1227 stod det klart, at Danmark måtte opgive lenene i Nordtyskland, og det gav mulighed for, at Albert kunne slippe fri. I stedet for sit tabte len fik han lenet Als.

Slesvig og Holsten

Hertugdømmet Holsten var et len under Det tysk-romerske rige, men hertugdømmet Slesvig var et len under den danske krone. Sønderjylland var oprindelig del af det danske rige, derefter et jarldømme (et særligt grænseområde under en jarl, en slags guvernør), der senere fik titel af hertugdømme og navn efter residensbyen Slesvig. Den danske konge var som hertug af Holsten vasal under den tysk-romerske kejser, men samtidig også – som hertug af Slesvig – vasal under den danske konge (altså sig selv). Sådan et system var ikke usædvanligt i middeladeren, og det gav først problemer, da den slesvig-holstenske hertug efterhånden fik vasaller, som havde len i begge hertugdømmer.

Christian I fra den nordtyske Oldenburg-slægt var i 1448 blevet valgt til konge af Danmark. I 1459 døde hans morbror, hertug Adolf 1. af Slesvig, barnløs. Slesvig var nu uden hertug. Det havde længe været danske kongers politik at hente de slesvigske områder tilbage til riget. Det lykkedes Christian I at få den slesvig-holstenske adel til at vælge ham som hertug i 1460.

På dette møde i Ribe udfærdigede man Ribebrevet, en håndfæstning, som blandt andet bekræftede nogle af ridderskabets rettigheder. Sætningen ewich tosamende ungedelt ("evig sammen udelt") blev mange år senere, i 1800-tallet, brugt som et slagord i den nationale propaganda. Sætningen blev nu udlagt fra tysk side som en garanti for at de to hertugdømmer ikke måtte adskilles. De fleste moderne historikere er enige om at denne tolkning var en myte, og at betydningen var en anden – et gensidigt løfte om indre fred og enighed under én overherre.[4]

Noter

  1. ^ Esmark & McGuire, 1999, pp. 41
  2. ^ Gengivet efter Esmark & McGuires oversættelse i Esmark & McGuire 1999, pp. 41
  3. ^ a b c Nordberg, 1987 pp. 159
  4. ^ Privileg von Ripen, Gesellschaft für schleswig-holsteinische Geschichte

Litteratur

  • Clifford R. Backman (2002). The Worlds of Medieval Europe. ISBN 0-19-512169-4.
  • Frank Barlow (1999). The Feudal Kingdom of England, 1042-1216, 5. udg.. ISBN 0-582-38117-7.
  • Timothy Levi Biel (1994). The Age of Feudalism (World History). ISBN 1-56006-232-0.
  • Marc Bloch (1968). Feudal Society. ISBN 0-226-05980-4.
  • Aksel E. Christensen (1976). Kongemagt og Aristokrati. Epoker i middelalderlig dansk statsopfattelse indtil unionstiden. ISBN 87-500-1663-6.
  • Hélène Débax (2003). La féodalité languedocienne : XIe - XIIe siècles : serments, hommages et fiefs dans le Languedoc des Trencavel. ISBN 2-85816-651-X.
  • Kim Esmark & Brian Patrick McGuire (1999). Europa 1000-1300. ISBN 87-7867-041-1.
  • Theodore Evergates (1993). Feudal Society in Medieval France: Documents from the County of Champagne (Middle Ages). ISBN 0-8122-1441-2.
  • Hans Fink (2003). Samfundsfilosofi. ISBN 87-7288-966-7.
  • Michael Nordberg (1987). Den dynamiske middelalder. ISBN 87-89007-27-1.
  • Jean-Pierre Poly, m.fl. (1991). The Feudal Transformation, 900-1200 (Europe Past and Present Series). ISBN 0-8419-1167-3.
  • Carl Stephenson (1956). Mediaeval Feudalism. ISBN 0-8014-9013-8.
  • (1992) Patricia Terry Song of Roland, 2. udg.. ISBN 0-02-419835-8.
  • Max Weber (1997). The Theory of Social and Economic Organization, optryk. ISBN 0-684-83640-8.

Eksterne henvisninger

Adel

Adel er en betegnelse på den højeste samfundsklasse i et land, der historisk nød en del privilegier og oprindelig havde visse forpligtelser. Adel har eksisteret i mange århundreder og i mange civilisationer, bl.a. hos ægypterne, inderne, araberne og i det romerske rige.

Drost

En drost var i den tidlige middelalder en embedsmand, den øverste af kongens rådgivere, og sommetider hans stedfortræder og kunne kontrollere regnskaber og afsige domme på hans vegne.

I Danmark ophørte embedet ved Henning Podebusks død i omkring 1388 og blev under Erik 7. af Pommern i begyndelsen af 1400-tallet erstattet med rigshofmesterembedet.

Feloni

Feloni (≈lens-brud; fransk félonie, af latin fallere ≈ skuffe el. narre) betegner lensmandens brud på troskabseden overfor lensherren, dvs. en forbrydelse mod lenspligterne.

På grund af Gotttorphertugens feloni blev de gottorpske dele i Sønderjylland/Slesvig inddraget under kronen af Frederik 4. i 1713.

Fæstebrev

Et fæstebrev var en juridisk kontrakt mellem herremand og fæstebonde. Mange fæstebreve er registrerede i fæsteprotokoller, som i Danmark er arkiveret siden 1719, hvor godsejerne blev pålagt at føre protokoller over udstedelse af fæstebreve, skifteforretninger og bøndernes indbetaling af afgifter. Det var ikke blot jord, der bortfæstedes, fx var mange møllebrug i middelalderen i Danmark givet i fæste fra ejeren, typisk en godsejer til udøveren af erhvervet.

Gutsbezirk

Gutsbezirk (i Østrig: Gutsgebiet) var en feudal administrativ enhed i Preussen, Kongeriget Sachsen og Østrig, som var sammenlignelig med en landkommune (Gemeinde). Det havde ingen lokal forvaltning, men blev forvaltet af godsejeren. Alle offentlige rettigheder og pligter i et Gutsbezirk blev således opretholdt af godsejeren som en offentlig person. Fra 1928 til 1930 afskaffedes stort set alle Gutsbezirke som administrative enheder og erstattedes af kommuner med en kommunal forvaltning. I Tyskland er der dog stadig nogle kommune-frie områder, som er en rest af det feudale system.

Heraldik

Heraldik er læren om brugen af våbenmærker og våbenskjolde. Herolderne havde kendskabet til heraldik.

Håndfæstning

En håndfæstning (fra latin Manifest) er en betegnelse for den kontrakt, som adelen og kongen i middelalderen indgik i forbindelse med kongevalg. I middelalderen og renæssancen var Danmark et valgkongedømme. Kongemagten gik således ikke i arv som i dag, men kongerne blev valgt af adelen. I forbindelse med valget indgik kongen eller hans værge, hvis han ikke var myndig endnu, en aftale med adelen. Aftalen fastlagde, hvilke rettigheder og pligter kongen havde. De vedtagne håndfæstninger fastlagde endvidere, hvilke privilegier de forskellige stænder (samfundsgrupper) havde.

Det var først ved indførelsen af enevælden i Danmark i 1660, at kongeriget blev et arvekongedømme, hvilket så igen betød, at den afdøde konges søn eller hvis en søn ikke fandtes så arving automatisk blev monark efter sin far, hvorfor håndfæstningerne naturligvis måtte ophøre.

Danmarkshistoriens første håndfæstning blev vedtaget på et møde mellem Erik Klipping og landets stormænd i 1282. Danmarkshistoriens sidste håndfæstning blev således Frederik 3.'s håndfæstning fra 1648. Håndfæstningerne var udtryk for stormændenes modstand mod kongens forsøg på at øge sin magt.En håndfæstning indeholdt i sin tid bestemmelser om, at kongen regelmæssigt skal rådføre sig med stormændene, og at bøndernes ret skal sikres. Bl.a. fastslås for første gang den i England i 1215 ved Magna Charta indførte regel om rettigheder - senere stadfæstet i habeas corpus-regelen om, at ingen storborger (lavere stænder var ikke beskyttede) kan fængsles vilkårligt, hvilket således giver den enkelte person beskyttelse mod herskerens eller dennes håndgangne mænds vilkårlige magtudøvelse. Kongen skal ifølge håndfæstningen indkalde "rigets bedste mænd" til danehof og regere landet (her Danmark) "i fælling" med dem.

Mange håndfæstninger - de er skrevet på latin - ligger i Rigsarkivet i København. Kong Hans' Håndfæstning fra 1483 har i tidligere tid været udstillet i Vandrehallen i Folketinget.

Høvisk

En høvisk opførsel er en dannet, høflig og ærbar opførsel, der især blev central for de højerestående samfundslag i løbet af middelalderen. Høvisk kultur vandt frem grundet ændrede normer i samfundet. En høvisk opførsel og tale er tegn på god etikette.

Investitur

Investitur (fra latin investire = "klæde på", heraf "indsætte") er den højtididelige indsættelse af en person i et kirkeligt eller verdsligt embede eller ved overdragelse af ejendom i form af len fra en lensherre til en vasal. Den højtidelige indsættelse har ofte form af en ceremoni med symbolske indslag, hvor den der indsættes kan overgives insignier, autoritets- og værdighedstegn knyttet til den position vedkommende får. Ceremonien kan også indeholde forskellige former for edsaflæggelser.

I 1000-tallet hævdede pavemagten, at paven havde eneretten til at indsætte embedsmænd i gejstlige embeder. Kravet medførte en vis uro blandt verdslige fyrster, specielt i Det Tysk-Romerske Rige, hvor kejseren hidtil havde udnævnt biskopper til embeder pga. det tyske feudalsamfunds opbygning. Konflikten har fået navnet investiturstriden.

Kammermester

Kammermester (på latin camerarius) var en embedsmand, der havde ansvar for de kongelige finanser, særligt skatkammeret. Embedet omtales i Danmark fra 1100-tallet.

Rane Jonsen (1254-1294) er den mest kendte kammermester. Han blev anklaget for forræderi i forbindelse med mordet på kong Erik Klipping i Finderup Lade i 1286. Året efter blev han erklæret fredløs.

Kansler

Danske forhold. Denne artikel omhandler alene (eller overvejende) danske forhold. Hjælp gerne med at gøre artiklen mere almen.En kansler (latin cancellarius) er en officiel titel for personer med forskellige pligter i civilisationer, som er dannet direkte eller indirekte under indflydelse af romerriget.

En tysk og østrigsk regeringschefs titel er forbundskansler (Bundeskanzler).

I den schweiziske regering er forbundskansleren (Bundeskanzler) en minister uden stemmeret. Han eller hun er nærmest en politisk udnævnt sekretariatsleder.

Landefred

I de middelalderlige retssystemer var landefred (Latin: constitutio pacis, pax instituta eller pax jurata) det overenskomstmæssige afkald på en (egentlig lovfæstet) ret til at bruge magt ved gennemtvingelse af egne retskrav. Det vedrørte frem for alt retten til at føre slægtsfejder.

Len

For alternative betydninger, se Len (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Len)

Et len var fra middelalderen og renæssancen et landområde, som kongen overlod en lensmand at forvalte, mod visse modydelser. Lensvæsenet menes at være opstået omkring det 8 – 10. århundrede i Frankrig, men i Danmark opstod de først på Valdemar Sejrs tid.Lensmanden var kongens repræsentant i et område, og havde den øverste militære og civile myndighed. I 1660 blev de danske len omdannet til amter (Danmarks amter (1662-1793)).

Page

Page er en titel for en dreng eller ung adelsmand, der opdrages ved hoffet og gør tjeneste der. Det var især anvendt i middelalderen, hvor en tid som page var et nødvendigt gennemgangsled for at opnå ridderslaget.

Den middelalderlige page havde typisk skulderlangt hår; en frisure der i dag kaldes pagehår.

Ridder

For alternative betydninger, se Ridder (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Ridder)

En ridder var en kriger til hest; han er også et ikon for den periode i Europas historie, der kaldes middelalderen. Ridderne var især i højmiddelalderen langt den stærkeste militære enhed, og de nød en tilsvarende status. Helt til omkring år 1000 blev ridderen ikke opfattet som andet end en simpel professionel soldat til hest, men i løbet af det følgende århundrede udviklede de beredne krigere sig til en elitestyrke. Det var først efter år 1100, at en række særlige aristokratiske idealer – ridderidealer – udviklede sig. De kom til at præge og ophøje denne krigertype, og som til dels lever. På dansk fik denne soldatertype betegnelsen ridder eller knægt, begge låneord fra tysk (Ritter & Knecht).

Ridderslag

Ridderslag eller slå til ridder er en handling, hvor en fyrste i en ceremoni ophøjer en væbner eller svend i den adelige ridderstand.

Ceremonien kan have mange former, men den har sit navn efter den praksis, hvor værdigheden som ridder tildeles ved, at fyrsten lader den flade side af sit sværd berøre begge skuldre (evt. halsen) på den person, som ophøjes i ridderstanden. Ceremonien med ridderslag opstod i 1100-tallet.

Vasal

Vasal er et ord af keltisk oprindelse, som sandsynligvis betyder tjener. Man kan både tale om en vasal som en person og en vasalstat.

I middelalderen var en vasal betegnelsen på en overherres undergivne, f.eks. en konges adelsmand eller lensmand.

Vildtbane

En vildtbane er et stort samlet jagtdistrikt. De mest kendte var forbeholdt kongen. Han afholdt jagter med hovbønderne som klappere. Bønderne måtte også finde sig i, at vildtet græssede på markerne.

Begrebet går tilbage til 1200-tallet, men især Frederik 2. samlede store områder ved mageskifter af det gamle klostergods, og den Nørrejydske vildtbane strakte sig fra Horsens til Viborg, med Skanderborg som centrum.

Skanderborg var nok det distrikt, der var rigest på vildt, og der var store mængder vildsvin, men man jagtede også ulve.

Der blev i 1742 opsat vildtbanesten af granit omkring hele Skanderborg vildtbane, der var blevet reorganiseret i forbindelse med oprettelsen af rytterdistriktet.

Også i Koldinghus Len besad kongen en stor vildtbane, og i annalerne findes mange beretninger om behandlingen af skovtyve og krybskytter.

Blev en adelsmand grebet i ulovlig jagt på en kongelig vildtbane kom han i fængsel, mens alle andre blev hængt. Bøndernes hunde skulle have det ene forben hugget af ved knæet, så de ikke kunne jage på forbudte områder.

Som tilholdssted for kongerne i forbindelse med jagterne lå der rundt i områderne en række jagthuse eller kongsgårde. Ved Grønbæk kan man se de udgravede ruiner af en sådan, der i øvrigt kaldes Erik Glippings Jagthytte, idet Erik Glipping ifølge overleveringen overnattede her natten før mordet i Finderup Lade. Jagthusene fungerede ofte som herberg for kongerne under rejse. I arkiverne har man fundet adskillige kongebreve, som er udstedt under ophold på kongsgården i Kragelund, og foruden de her nævnte to steder ved man, at der har været kongelige jagtgårde i Sdr. Vissing, Rye, Them, Løgager og Sebstrup.

Vildtbanesten er i lighed med milepæle fredede.

Væbner

Væbner eller svend var en titel brugt i middelalderen. Oprindelig var det en udrustet kriger, som havde skattefrihed til gengæld for tjenesten. I højmiddelalderen kom riddervæsenet til Danmark, og en ridder var her en væbner eller svend, der havde modtaget ridderslaget. Væbner er også en almindelig brugt betegnelse om en ridders hjælper.

Nu bruges udtrykket 'en tro væbner' om en trofast støtte.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.