Femte Mosebog

Femte Mosebog er den femte bog i Bibelen. Det latinske navn er Deuteronomium ("Den anden lov"), da Femte Mosebog indeholder endnu en gennemgang af Moseloven.

Femte Mosebog er opbygget som en tale holdt af MosesJordan-siden af Det Døde Hav. Den indeholder meget lovstof foruden den passus, der gerne kaldes "den jødiske trosbekendelse", Shema, samt et tilbageblik på, hvad der er hændt jøderne. Det er værd at mærke sig kultcentreringen (5 Mos 12), som får sin endelige opfyldelse i Salomos tempel (1 Kong 7-8).

5. Mosebogs struktur

  1. 1-4 Indledning, tilbageblik over ørkenvandringen.
  2. 5-11 Generelle, formanende ord (parænese), De 10 bud (dekalogen) (5), shema (6,4ff)
  3. 12-26 Love og forskrifter (kasuistik), kultcentrering (12), historisk credo (26)
  4. 27-34 Forbandelser og velsignelser, Moses' sang (32), Moses' velsignelse (33)
Anna Sophie Seidelin

Anna Sophie Christine Seidelin (født 12. maj 1913 i København, død 6. august 1998 i Ærøskøbing) var oversætter, foredragsholder, historiefortæller og forfatter. Hun var datter af stiftsprovst Hans Nielsen Dreiøe (1875-1958) og Karen Margrethe Colding (1878-1961).

Bibelen

Bibelen (gr. βιβλία biblia "bøger") er betegnelsen for de grundlæggende kanoniske skrifter i jødedommen og kristendommen. Den hebraiske (jødiske) Bibel, også kaldet Tanakh, er ikke identisk med den kristne Bibel, som beskrives her. I kristendommen varierer antallet og indholdet af Bibelens bøger.

Den kristne bibel er inddelt i to hoveddele.

Det Gamle Testamente er næsten identisk med den hebraiske Bibel, der var delt i tre: Torah (Loven), Nevi’im (Profeterne) og Kethuvim (Skrifterne). Bibelen indeholder i nogle kirkesamfund yderligere de Deuterokanoniske Bøger, som i den katolske og ortodokse kirke medregnes til Det Gamle Testamente, men som ikke regnes for kanoniske af alle jøder og protestanter. I de fleste protestantiske bibler udelades de helt. Den tidlige kristendom byggede på Septuaginta, den græske oversættelse af Tanakh, som har rødder i det 3. århundrede f.Kr.. Septuaginta indeholdt de deuterokanoniske skrifter.

Det Nye Testamente indeholder de særligt kristne skrifter, som blev skrevet på græsk i det første århundrede e. Kr. (Apokryferne findes således ikke i den hebraiske Bibel).Bibelen indeholder skrifter af vidt forskellige genrer som jura, poesi, historie og profeti. Bibelens bøger inddeles i protestantisk tradition i to testamenter, 66 bøger, 1.189 kapitler og 31.173 vers. Denne opdeling er først kommet til, da det blev nødvendigt at henvise nøjagtigt til bibelstederne. Bibelen er almindeligt anset for at være den bedst sælgende bog nogen sinde. Bibelen er den bog i verden, som er oversat til flest sprog. I oktober 2016 er hele Bibelen oversat til 636 sprog, Det Nye Testamente til 1442 sprog og dele af biblen er oversat til 1145 sprog. Bibelen til dels eller helt er tilgængelig på 3223 sprog.

Bibelens bøger

Bibelens bøger bliver inddelt forskelligt af jøder, katolikker, protestanter, og ortodokse kristne, samtidig med at mange versioner overlapper hinanden. Her findes en skematisk opdeling af bøgerne, både i Det Gamle Testamente, og i Det Nye Testamente. For yderligere information om uenighederne, se: Den bibelske kanon.

Codex Aleppo

Codex Aleppo (hebr. כֶּתֶר אֲרָם צוֹבָא, Keter Aram Tsova) er et manuskript af den hebraiske bibel, angiveligt et værk af en af de indflydelsesrige masoreter Aaron ben Asher fra det 10. århundrede e.Kr. Det var i lang tid det eneste komplette manuskript af hele Det gamle testamente, men ca. en tredjedel har manglet siden 1947, også det meste af Pentateuken, .

Teksten er af yderst god kvalitet med en meget akkurat gengivelse efter masoretiske principper og med meget få afskrivningsfejl. Codex Aleppo er den højeste autoritative kilde i udarbejdelsen af den originale hebraiske tekst til Bibelen.

De 10 bud

For alternative betydninger, se De ti bud.

De ti bud, eller Dekalogen, er en liste over religiøse og moralske imperativer, som spiller en vigtig rolle i jødedommen og kristendommen. I bibel-hebraisk oversættes de som "de ti udtalelser" (עשרת הדברים). Navnet "Dekalogen" kommer fra det græske ord δεκάλογος eller "dekalogos" ("ti udtalelser") som findes i den græske oversættelse (Septuaginta) i 2 Mos 34,28 og 5 Mos 10,4.

De 10 bud siges i almindelighed at være forfattet af Gud og givet til Moses på Sinais bjerg i form af to stentavler. Disse tavler blev senere lagt i Pagtens Ark. I Biblen er betegnelsen "de ti bud" kun nævnt i 2 Mos 34,10-28, men denne række af bud er væsentligt forskellig fra den liste af bud, som jøder og kristne normalt henviser til. Benævnelsen "De ti bud" bruges normalt om to forholdsvis ens tekstafsnit fra 2 Mos 20,2–17 og 5 Mos 5:6–21. Dog kan man her opregne helt op til fjorten eller femten "bud", men for at nå til ti bud bliver buddene samlet på forskellig vis. Det gøres forskelligt i forskellige trosretninger.

De ti bud og meget andet bliver uddybet af Jesus i Bjergprædikenen.

Den Hebraiske Bibels kanon

Den Hebraiske Bibels kanon er den liste eller det katalog af skrifter, som blev set som autoritative i enten den jødiske bibel Tanakh eller i de kristnes Gamle Testamente. Disse skrifter blev opfattet som norm for forkyndelse og lære, og udgør 39 bøger i den jødiske og den protestantiske kanon, hvorimod Den katolske kirke og de ortodokse kirker har flere bøger i deres gammeltestamentlige kanon.

Det Gamle Testamente

Det Gamle Testamente (GT) er den første hoveddel af den kristne bibel – den anden hoveddel er Det Ny Testamente (NT). Det gamle testamentes skrifter udgør tillige Tanakh, den hebræiske bibel, og betragtes af både kristne og jøder som kanonisk.

Det Gamle Testamente består af en lang række skrifter af vidt forskelligt indhold: myter, legender, historiske beretninger, poesi, filosofi, profetier m.m. Skrifterne er skrevet på hebræisk med enkelte passager, særligt i Daniels Bog, på aramæisk.

Den hebræiske bibel inddeles i tre: Loven (heb. Torah), Profeterne (heb. Nevi’im) og Skrifterne (heb. Kethuvim).

Torahen (og hele den hebræiske bibel) er i jødedommen den primære helligtekst og var det for Jesus og de første kristne, men i løbet af de første efterkristne århundreder fik en række af de tidligste kristne skrifter også status som hellige, hvorved en decideret nytestamentlig kanon opstod. Denne kan i kristendommen siges at gå forud for Det gamle Testamente.

Siden Luthers første oversættelse til tysk, har der været tradition for teologisk at bearbejde oversættelsen af Det gamle Testamente, så mange steder i de hebraiske og aramæiske tekster fremstod som profetier om Kristus. Også i den nyeste danske bibeloversættelse fra 1992 er der mange ændringer fra en videnskabeligt forsvarlig oversættelse, der har tjent til at få skabt større overensstemmelse mellem Det Nye Testamente og den hebraiske bibel.

Det Gamle Testamente består i den protestantiske tradition af 39 skrifter ( Det Danske Bibelselskabs forkortelser står i parentes):

Første Mosebog (Genesis) (1 Mos)

Anden Mosebog (Exodus) (2 Mos)

Tredje Mosebog (Leviticus) (3 Mos)

Fjerde Mosebog (Numeri) (4 Mos)

Femte Mosebog (Deuteronomium) (5 Mos)

Josvabogen (Jos)

Dommerbogen (Dom)

Ruths bog (Ruth)

Første Samuelsbog(1 Sam)

Anden Samuelsbog (2 Sam)

Første Kongebog (1 Kong)

Anden Kongebog (2 Kong)

Første Krønikebog (1 Krøn)

Anden Krønikebog (2 Krøn)

Ezras Bog (Ez)

Nehemias' Bog (Neh)

Esters Bog (Est)

Jobs Bog (Job)

Salmernes Bog (Sl)

Ordsprogenes Bog (Ordsp)

Prædikerens Bog (Præd)

Højsangen (Højs)

Esajas' Bog (Es)

Jeremias' Bog (Jer)

Klagesangene (Klages)

Ezekiels Bog (Ez)

Daniels Bog (Dan)

Hoseas' Bog (Hos)

Joels Bog (Joel)

Amos' Bog (Am)

Obadias' Bog (Obad)

Jonas' Bog (Jon)

Mikas Bog (Mika)

Nahums Bog (Nah)

Habakkuks Bog (Hab)

Sefanias' Bog (Sef)

Haggajs Bog (Hagg)

Zakarias' Bog (Zak)

Malakias' Bog (Mal)

Dødehavsrullerne

Dødehavsrullerne blev fundet i 11 grotter i Qumran-området ved Det Døde Hav. De blev fundet i 1947 af hyrden Muhammed edh-Dhib. Han kastede angiveligt en sten ind i en grotte for at få en af sine geder ud af hulen. Han ramte en af krukkerne og opdagede rullerne. Der dukkede omkring 800 skriftruller op mellem 1947 og 1956. Det var en vigtig arkæologisk opdagelse. I 1990'erne kom der gang i udgivelsen af rullerne; de er alle udgivet.

Skriftrullerne stammer fra andet århundrede f.Kr. til første århundrede e.Kr. Indholdet er blandt andet bibelske tekster fra det gamle testamente.

Firekildeteorien

Ifølge firekildeteorien (også: firekildehypotesen, JEDP-hypotesen eller den litterær-kritiske kildesondringshypotese) er Mosebøgerne sammenstillet af fire hovedkilder. Det er altså ifølge denne opfattelse ikke Moses der har skrevet dem; derimod mener man at kunne sondre forskellige litterære lag som har fået følgende betegnelser:

J: Jahvisten fra 900-tallet f.Kr., hvor Gud sædvanligvis kaldes Jahve; et litterært lag der i modsætning til Præsteskriftet er præget af lægmandssynspunkter.

E: Elohisten fra 800-tallet f.Kr., hvor gudsbetegnelsen er Elohim.

D: Deuteronomisten fra 600-tallet f.Kr., det vil sige "forfatteren" til Femte Mosebog.

P: Præsteskriftet fra 500-tallet f.Kr., et litterært lag i Mosebøgerne, der antages at være blevet til i præstelige kredse, som viser særlig interesse i kultiske forhold.Allerede Ludvig 15.s livlæge Jean Astruc

var kommet på sporet af en sondring mellem Jahvisten og Elohisten (J og E ovenfor) i Formodningen om de skriftlige kilder, som det synes at Moses må have betjent sig af for at affatte 1. Mosebog fra 1753. Astruc mente at forskellige stilistiske ujævnheder, gentagelser, modsigelser og vekslen af gudsnavne talte for at Moses måtte have haft forskellige kilder til rådighed, men opfattelsen er stadig at det er Moses der har skrevet Mosebøgerne.Det blev den tyske teolog Julius Wellhausen der i 1880'erne gav kildesondringsopfattelsen en udformning som blev vejledende mange årtier frem. Han indførte også en Redaktor-instans, R, for at redegøre for hvordan disse forskellge kilder kunne ende som ét samlet skrift, tænkt som en langstrakt proces der anses for afsluttet i 400-tallet f.Kr. Siden Wellhausen er teorien blevet både uddybet med endnu flere litterære lag og også modsagt.

Den engelske Wiki-artikel skriver følgende om en moderne optattelse af hypotesen

Bag hver af disse fire kilder ligger traditioner og overleveringer der kan have været både mundtlige og nedskrevne. Nogle kan have været bevaret som sange, ballader og sagn hos forskellige stammer, nogle i nedskrevet form i sanktuarier, fredhellige steder. De såkaldte kilder skal ikke opfattes som skrevet helt uafhængigt af hinanden, men snarere som en løbende strøm af litteratur der repræsenterer et mønster af fremadskridende fortolkning af traditioner og historie.

Back of each of the four sources lie traditions that may have been both oral and written. Some may have been preserved in the songs, ballads, and folktales of different tribal groups, some in written form in sanctuaries. The so-called 'documents' should not be considered as mutually exclusive writings, completely independent of one another, but rather as a continual stream of literature representing a pattern of progressive interpretation of traditions and history

Israels land

Israels land (hebraisk: אֶרֶץ יִשְׂרָאֵל, Eretz Yisrael, også Det lovede land og Storisrael) er landet som er givet det jødiske folk ifølge Bibelen.

Jeremias' Bog

Jeremias' Bog (hebraisk: ספר יִרְמְיָהוּ), er den anden bog i De profetiske skrifter i Det Gamle Testamente og Tanakh. Bogen er placeret efter Esajas' bog og umiddelbart efter Jeremias' Bog følger Klagesangene, som traditionelt også tilskrives Jeremias.

Jeremias' Bog gengiver de advarsler, som Jeremias gav Juda og Jerusalem om babylonernes ødelæggelse af Jerusalem. Jeremias opfordrer judæerne til at omvende sig fra synd og søge Herren, så straffen kan undgås, men det lykkedes ikke og i 586-7 blev Jerusalem ødelagt.

Jomfru

For alternative betydninger, se Jomfru (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Jomfru)

En jomfru er en person (oprindeligt kun kvinder), som ikke har haft samleje – med ubrudt mødom (virgo intacta).

Ordet, som kommer af det plattyske junkvrowe (ordret 'ung frue'), brugtes tidligere også i betydningen 'ugift kvinde', på samme vis som det ældre danske ord "mø". Den tilsvarende betegnelse for mænd var junker, derfor er der nogle i dag der bliver kaldt ''junker'' til efternavn. Indtil omkring 1850 var det kun standspersoners ugifte døtre, som betegnedes "frøken".

Josija

Josija var ifølge Bibelen søn af kong Amon og Jedida og konge af Juda.

Korsfæstelse

Korsfæstelse er en henrettelsesmetode, der især er kendt fra Romerriget. Den anvendtes på sørøvere, andre forbrydere, på slaver og udlændinge; ikke på romerske borgere. Selv om mange romere aldrig havde set en korsfæstelse, kendte alle dog til afstraffelsen, der blev anset som så brutal, at Cicero i Pro Rabirio omtaler det upassende i at nævne ordet "kors" i dannet samtale.

Mosebøgerne

Mosebøgerne (græsk Pentateuken Πεντετεύχως) , hebraiskTorah (תּוֹרָה) og flere steder i Bibelen kaldt Loven) består af fem bøger eller skriftruller: Første Mosebog (Genesis), Anden Mosebog (Exodus), Tredje Mosebog (Leviticus), Fjerde Mosebog (Numeri) og Femte Mosebog (Deuteronomium). Torahen er første hoveddel af Tanakh, den jødiske bibels tre hoveddele og de første fem bøger i de kristnes Gamle Testamente.

Mosebøgerne er opkaldt efter Moses, som efter traditionen er ophavsmand til Mosebøgerne.

Moses

Moses (hebraisk משה, udtalt /ˈmɔʃə/ el. [mɔːʃ], lat. Moyses) er i Bibelen den person, der regnes som israelitternes befrier fra trældommen påført af dem af Farao i Egypten, og som var deres leder i den tid, de var i ørkenen. Han var gift med Han regnes som en af de vigtigste personer i Bibelen og en af de vigtigste profeter i jødedommen,, i kristendommen, Islam, Bahá'í, og adskillige andre abrahamtiske religioner, idet han modtog instrukser om israelitternes religion og den lov, der blev kendt som Moseloven. Ifølge den hebraiske bibel Tanakh, kendt som Det Gamle Testamente i den kristne bibel, var Moses et hebraisk hittebarn, der som spæd blev sat i Nilen af sin moder Jocheved i en kurv, da Farao befalede at alle hebraiske sønner skulle slås ihjel, eftersom det voksende antal af hans hebraiske slaver havde skabt bekymringer hos ham om, at de skulle blive mere talstærke end egypterne og nedstyrke hans rige. Moses havde en storebror og storesøster, Aron og Miriam. Kurven drev gennem floden og kom til Faraos palads, hvor en egyptisk prinsesse fandt den og adopterede Moses. Moses levede sammen med den egyptiske kongelige familie indtil han slog en egyptisk slavemester ihjel (fordi slavemesteren slog på¨en hebræer), hvorefter Moses flygtede ud i ørkenen, over Det Røde Hav til Midian, hvor han mødte Herrens Engel, der talte til ham gennem en brændende tornebusk på Horeb-bjerget (som han anså som Guds Bjerg). Gud sendte Moses tilbage til Egypten for at beordre israelitternes løsladelse fra deres slaveri, og så han kunne lede dem til landet Kanaan. Eftersom Moses sagde, at han ikke var veltalende, tillod Gud Aaron, hans bror, at blive hans taler. Både Moses og Aaron fik hver deres stav, som de kunne udføre Guds undere gennem. Da Farao nægtede at lade hebræerne gå, ramte Gud Egypten med De Ti Plager, hvorefter Moses førte israelitterne over Det Røde Hav, som Moses delte med den stav, Gud havde givet ham, og bagefter bosatte de sig på Sinaibjerget, hvor Moses blev givet de ti bud samt de andre Moselove.

Efter israelitterne havde vandret i ørkenen i 40 år, døde Moses på Nebobjerget med Det Lovede Land indenfor synsvidde.

Hieronymus angiver 1592 fvt, og James Ussher 1571 fvt som Moses' fødselsår.{{refn |Sankt Augustin

optegner navnene på kongerne, der levede da Moses blev født i Om Guds stad:

"Da Safrus regerede som den fjortende konge af Assyrien, og Ortopolis som den tolvte af Sikyon, og Kriasos som den femte af Argos, blev Moses født i Egypten, ..." I Femte Mosebog bliver Moses kaldt "Guds mand".

Noas ark

Noas ark er ifølge Det Gamle Testamente det skib, som hans Gud befaler Noa at bygge for, sammen med sin familie og dyr, at undgå Syndfloden. Arken omtales i første Mosebog kapitel 6-9.

Noa får i første Mosebog kapitel 6 vers 14 – 16 præcise befalinger af Gud om, hvordan arken skal bygges:

Lav dig en ark af harpiksholdigt træ. Du skal lave rum i arken, og du skal stryge den indvendig og udvendig med tjære. Og sådan skal du lave den: arkens længde skal være tre hundrede alen, dens bredde halvtreds alen og dens højde tredive alen. Du skal lave et tso′har [= tag eller vindue] til arken, og du skal afslutte det i en afstand af en alen fra oven, og indgangen til arken skal du anbringe på siden af den; du skal lave den med en nederste, en anden og en tredje etage.

Den hebraiske grundtekst bruger hunkønsordet tebah for "ark". Tebah betyder nærmest "kasse", og arken mangler da også ror og sejl, og er altså ikke et skib i vor forstand. Det kan ikke styres, men driver hjælpeløst om. Den eneste anden genstand i Biblen, der omtales som en tebah, er kurven, Moses lægges i som spædbarn, før han skjules i sivet ved Nilens bred. Konsonanterne, der så ofte går igen i den hebraiske grundtekst om arken, sh-ch-th, betegner "afgudsdyrkelse". Det er det udsagnsord, der bruges i femte Mosebog 4,16, hvor Gud advarer sit folk mod at lave udskårne billeder, så de ikke skal fordærves. I første Mosebog 6,22 er Jorden blevet fordærvet (vatishacheth); den var fordærvet (nish-chathah) fordi alt kød havde fordærvet sin færd (hish'chith). Den samme rod bruges i udsagnsordet, Gud benytter, da han siger mash'chitham (= Jeg vil udrydde [alt levende fra Jorden]). Sprogligt er straffen altså afpasset efter forbrydelsen. I digtet om Gilgamesh får personen Utanapishtim lignende præcise beskeder fra guden Ea.

Ifølge Biblen støder arken på grund på "Ararats bjerge" (Første Mosebog 8 vers 4).

I det østlige Tyrkiet findes der i dag et bjerg, der betegnes "Ararat".

Der har været mange ekspeditioner til dette 5156 m høje bjerg med det formål at lede efter rester af arken.

Ca. 20 kilometer syd for dette bjerg ligger der et bjerg kaldet Dommedagsbjerget, som stadig er en del af Ararats bjerge, her er der efter jordskælv i 1948 og igen i 1959 afdækket et aftryk/klippeformation som har de samme mål som Noas ark beskrevet i bibelen. (se linket Noas ark fundet igen samt Noahs Ark på PDFnet). Dette bådformede objekt kan med lidt god vilje ses ved hjælp af Google Earth (39°26'25.90N 44°14'04.17E). Historien om Noas ark anses af mange for i praksis at være umulig, og at historien derfor er en myte, der ikke er historisk korrekt.

I Kentucky, USA, har den fundamentalistisk kristne organisation Answers in Genesis bygget en park med Syndfloden som tema. Parken, Ark encounter, har en kopi af Noas Ark i fuld størrelse som omdrejningspunkt, i hvilken man blandt andet kan se organisationens forestilling om, hvordan Noa og hans familie havde indrettet sig med alle dyrene ombord.

Shemá Jisrael

Shema Jisrael er de første to ord i en af de mest centrale tekststykker/sætninger fra Torah og regnes derfor af nogen som den jødiske trosbekendelse. Sætningen, der er nævnt i 5. mosebog lyder i sin fulde længde (oversættelse efter Bent Melchior: "Femte Mosebog", København 1987):

"Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én." (שְׁמַע יִשְׂרָאֵל, Shema Yisrael YHWH Eloheinu YHWH Echad)

Derved fastslås den strenge monoteisme, der er karakteristisk for jødedommen.

Sætningen ovenfor ledsages i gudstjenesten af 3 andre tekstfragmenter fra Torah. I det første befales den enkelte jøde at elske Gud af hele sit hjerte, hele sit sind og med hele sin evne. Dernæst påbydes han/hun (altså den enkelte jøde) at lade "disse ord hvile" i sit hjerte, at indprente dem hos sin børn, at skrive dem på sine dørstolper (deraf reglen om mezuzot) og at "binde dem som et tegn på sin arm" og "som ornamenter mellem øjnene" – deraf reglen om tefillin.

Det andet tekstfragment handler om Guds belønning og straf, hvis man overholder/bryder hans lov. Det tredje fragment drejer sig om buddet om tzitzit.

Tora

Tora eller Torah (תּוֹרָה) er et hebræisk ord med betydningen "belæring" eller "lov". Det bruges primært som betegnelse for jødedommens vigtigste helligskrift, en samling af de fem mosebøger, som udgør den første sektion af Tanakh – den hebræiske bibel.

Roden for ordet kommer fra yod-resh-heh (ירה), at lære eller undervise, henførende til ordet som en art vejledning, men kan også relateres til roden taw-waw-resh (תור), at føre nogen til et sted eller søge et sted ud. Torah bruges i bibelen både i forhold til væremåder/manerer, menneske-skabte love, Guddommelige åbenbarede på- og forbud, samt i forhold til forældres instruktion/opdragelse af deres børn.Tora bruges dog også i udvidet forstand til at betegne hele den hebræiske bibel, og i en endda videre forstand kan udtrykket betegne den skrevne lov (torah she-bikhtav) såvel som den mundtligt overleverede lov (torah she-be‘al peh), der findes overleveret i Mishna (men Mishna er en del af Talmud. Den anden del hedder Gemara) Talmud.

Toraen kaldes undertiden også ved den græske betegnelse pentateuken (af græsk πεντάτευχος pentáteuchos "fem-hylster") efter de fem hylstre, som de fem skriftruller blev opbevaret i. Andre navne er: hamisha humshei torah (חמשה חומשי תורה "de fem dele af toraen") eller humash (חומש "femtedel"). En enkelt skriftrulle blandt de fem kaldes en sefer tora.

De fem mosebøger med deres hebræiske navne er: Første Mosebog (בראשית, Bereshit), Anden Mosebog (שמות, Shemot) Tredje Mosebog (ויקרא, Vayikra), Fjerde Mosebog (במדבר, Bamidbar), og Femte Mosebog (דברים, Devarim).

Toraen indholder ifølge jødisk tradition 613 obligatoriske bud, som jøder skal overholde; 248 påbud og 365 forbud.

Loven eller Mosebøgerne
Pentateuken (gr.-lat.)
Torah (hebr.)
De historiske skrifter
Nevi'im Rishonim (hebr.)
De poetiske skrifter eller
Ketuvim (hebr.)
De profetiske skrifter
Nevi'im Aharonim (hebr.)

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.