Federmesserkultur

Indledende oversigt

Federmesserkulturen har navn efter penneknive og er den tundrajægerlivsform, der under istidens afsluttende faser (ca. 12.000 f.Kr. – ca. 11.400 f.Kr.) blev udøvet i det nordeuropæiske lavland. Den skal sikkert ses som en tilpasning til de klima- og levevilkår, der fremkom ved overgangen til ældre Dryas (se nedenfor).

Feddermesserkulturen afløste Hamburgkulturen og afløstes af Brommekulturen.

Periode Ældre Hamburgkultur Yngre Hamburgkultur Federmesserkultur Brommekultur Ahrensburgkultur
Tidsrum ca.13.500-ca.12.000 f.Kr. ca.12.500-ca.11.500 f.Kr. ca.12.400-ca.11.200 f.Kr. ca.11.500-ca.10.400 f.Kr. ca.10.900-ca.9.000 f.Kr.
Klimaperiode Ældste Dryas, Bøllingtid Bøllingtid, Ældre Dryas Ældre Dryas, Allerødtid Allerødtid Yngre Dryas
Plantevækst tundra parktundra tundra parktundra tundra
Dyreliv (jagtvildt) rensdyr rensdyr rensdyr rensdyr, elg, irsk kæmpehjort rensdyr
Typeredskab kærvspids Havelte skafttunge rygspids, wehlen-skraber store skafttungepile zonhoven-pilespids
Typelokalitet Meiendorf Slotseng Slotseng Bromme Sølbjerg

Klima og levevilkår

Omkring 12.000 f.Kr. blev frostperioderne længere og sommergennemsnitstemperaturen faldt lidt, til 13-15 °C. Sandsynligvis blev klimaet mere kontinentalt med mindre nedbør og større svingninger i temperaturen. Det fik indflydelse på plantevæksten, idet tundra atter blev fremherskende. Federmesserkulturen varede et par hundrede år og kaldes ældre Dryas.

For dyrelivet fik det næppe stor betydning: rensdyr samt deres vigtigste fjender ulv og jærv forekom.

Omkring 11.800 f.Kr. skete et ny temperaturstigning til 15-17 °C, Allerød interstadial eller varmetid. Birken var fremherskende, men desuden forekom asp, enebær og røn. Landskabet var en blanding af åbne områder og fremvoksende skove, hvilket påvirkede dyrelivet: Foruden rensdyr forekom vildhest, irsk kæmpehjort, elg og bjørn.

Livsform

Feddermesserkulturens udøvere var rensdyrjægere som Hamburgkulturens udøvere og deres sande aftagere. De adskiller sig fra dem især ved deres markante, penneknivsformede pilespidser, der har givet livsformen dens navn (federmesser betyder pennekniv) samt andre redskabsforandringer. I takt med at Allerød varmetiden trak ud, synes Federmesserkulturen i det sydskandinaviske område at blive afløst af Brommekulturen, mens den fortsatte i den sydlige del af det nordeuropæiske lavland.

Bopladser

Federmesserfolket har øjensynligt haft bopladser, der har været i brug i et længere stykke tid. Fordelingen af flintafslag antyder en bolig (sandsynligvis et telt, muligvis en hytte) med soveplads til 4-6 og med ildsted.

Geografisk ligger de sikre jagt- og bopladser overvejende i egnene omkring Rhinen. I det sydskandinaviske område kendes de dels i Sønderjylland, dels i et strøg fra Vestlolland over Smålandsfarvandet til Midtsjælland. Beliggenheden synes valgt under hensyn til, at rensdyrene har passeret disse steder på deres halvårlige vandringer mod nord og syd. Både for de rhinske og de sønderjyske jagt- og bopladsers vedkommende er der et vist sammenfald med pladserne i den forudgående Hamburgkulturs tid. Det taler for en stor overensstemmelse i livsformen i begge kulturer.

Råstofkilder: rensdyr og flint

De to altafgørende råstofkilder for Federmesserkulturens udøvere var rensdyr og flint.

Rensdyret forsynede jægerne med kød og knoglemarv, desuden skind, sener, takker, knogler til redskaber, klæder, bindemiddel og liner.

Våben og redskaber

Karakteristisk spydspids fra Federmesserkulturen

Federmesserfolkets værktøjskasse var forholdsvis enkel og tilpasset deres behov: det langt mest udbredte og øjensynligt det vigtigste jagtvåben var rygspidserne (tysk rückenspitzen tidligere federmesser) – givetvis spyd- eller pilespidser, enkelte skaftungespidser (af såkaldt Havelte-type), skrabere (af såkaldt Wehlen-type opkaldt efter en fundplads), med en karakteristisk smukt buet æg og en markant skafttunge, der antyder, at de har været indsat i et skaft og således mere bekvemmelige at bruge, anvendt til skindforarbejdning, stikler til arbejde i tak og ben samt enkelte zinken.

Fundsteder

  • Alt Duvenstedt, Sydslesvig
  • Broksø, Midtsjælland
  • Egtved, Jylland
  • Fensmark Skydebane, Sydsjælland
  • Hasselø, Falster
  • Hjarup mose, Sønderjylland
  • Jels, Sønderjylland
  • Jenslev, Sjælland
  • Klein Nordende, Pinneberg (Holsten)
  • Knudshoved, Sydsjælland
  • Over Jels, Sønderjylland
  • Rundebakke, Sydsjælland
  • Rørmose, Vestsjælland
  • Sigersted, Midtsjælland
  • Slotseng, Sønderjylland
  • Stoksbjerg Vest, Sydsjælland
  • Sølyst, Sønderjylland
  • Tingvadbro, Sønderjylland

Litteratur

  • Anders Fischer: "Pioneers in deglaciated landscapes: The expansion and adaption of Late Palaeolithic societies in Southern Scandinavia". i: CBA Research Report No 77: The Late Glacial in north-west Europe: human adaption and environmental change at the end of the Pleistocene, Oxford 1991, ISBN 1-872414-15-X, s. 100ff
  • Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid, Stenalder 13.000-2.000 f.Kr., Gyldendal 2001, ISBN 87-00-49038-5 s. 62ff
  • Berit Valentin Eriksen: "Reconsidering the geochronological framework of Lateglacial hunter-gatherer colonization of southern Scandinavia". i: Jutland Archaeological Society Publications nr 39, 2002, s. 25ff pdf-format
  • Jørgen Holm: "Ældre end ældst", Skalk nr. 3, 2002, s. 27ff
  • Thomas Terberger: "From the First Humans to the Mesolithic Hunters in the Northern German Lowlands – Current Results and Trends". i: Keld Møller Hansen & Kristoffer Buck Pedersen (ed): Across the Western Baltic. Proceedings of the archaeological conference "The Prehistory and Early Medieval Period in the Western Baltic" in Vordingborg, South Zealand, Denmark, March 27th – 29th, 2003. Sydsjællands Museum 2006, s. 23ff pdf-format

Eksterne henvisninger

Jørgen Holm: Istidsjægere ved Slotseng

Acheuléenkulturen

Acheuléenkulturen er en tidlig paleolitisk kultur som er opkaldt efter fundpladsen Saint-Acheul ved Amiens i det nordvestlige Frankrig. Andre kendte pladser fra Acheuléenkulturen finder man bl.a. i Afrika og i Asien.

De fleste redskaber man har fundet er groft tilhuggede handkiler i forskellige udvikingsstadier, hvor de senere er karakteriseret ved en elegant behandling af ydersiden, som formentlig er opnået ved hjælp af en trykstok af ben eller træ. Indenfor acheuléenkulturen udvikledes levalloisteknikken som anses for at karakterisere den senere Moustérienkultur.

Fra slutningen af perioden, dukker der små skiveredskaber op, dvs redskaber, der stammer fra en afskåret skive. De bedst kendte fundpladser fra perioden er Olduvai i Afrika, hvor man har fundet genstande der er end 1 million år gamle. I Europa dateres acheuléenkulturen hovedsageling til at være mellem 400.000-180.000 f Kr.

Ahrensburgkultur

Ahrensburgkulturen er en arkæologisk kultur, der i istidens sidste fase (ca. 10.500 f.Kr. – 9.000 f.Kr.) udøvedes i den sydlige, isfrie del af det skandinaviske område. Ahrensburgkulturen, der var en tundrajægerkultur, afløste i dette område Brommekulturen og blev afløst af Maglemosekulturen. Sammen med Hamburgkulturen, Federmesserkulturen og Brommekulturen hører Ahrensburgkulturen til gruppen af rensdyrjægerkulturer i modsætning til den efterfølgende Maglemosekultur, der udpræget er en skovjægerkultur. At en boplads fra Ahrensburgkulturen, Stellmoor, lå oven på en boplads fra den tidligere Hamburgkultur antyder, at Ahrensburgkulturen var en videreudvikling af Hamburgkulturen.

Ahrensburgkulturen har navn efter fundstedet, Ahrensburg-tunneldalen i det sydøstlige Holsten, udgravet af Alfred Rust i 1930'erne.

Allerødtiden

Allerødtiden er en periode i slutningen af sidste istid, ca. 11.800-10.600 f.Kr. Det var en varmere periode mellem ældre og yngre dryas, hvor temperaturen var ca. 13°-14 °C. Betegnelsen er internationalt kendt i geologiske og arkæologiske sammenhænge.

Navnet stammer fra Allerød Teglværks lergrav. I juni 1897 udførte geologen Vilhelm Milthers og botanikeren Nikolaj Hartz detaljerede undersøgelser af lergraven. I de dybereliggende dele af graven, hvor man havde den mest komplette lagserie, fandt man et 5-30 cm tykt brunligt lag af organiske aflejringer (gytje) i leret. Dette lag viste, at dyr og planter som elg, ren, gedde, pil m.v. havde været på stedet, og da alle disse kræver varme, måtte der have været isfrit.

I hele perioden udøvede menneskene i Danmark en blandet skov- og tundrajægerlivsform. Perioden er stort set sammenfaldende med Brommekulturen (ca. 11.500 f.Kr. – 10.400 f.Kr.), men i periodens begyndelse fandtes også Federmesserkultur (ca. 12.400 – 11.200 f.Kr) og i slutningen også Ahrensburgkulturen (ca. 10.900 – 9.000 f.Kr). Under et udgør disse 3 kulturer en del af Ældste stenalder (ca. 12.800 f.Kr. – 8.900). Igennem hele perioden var Østersø-bassinet opfyldt af den Baltiske issø.

Brommekultur

Brommekulturen er benævnelsen for en blandet skov- og tundrajægerlivsform, der blev udøvet i det sydskandinaviske område i istidens afsluttende faser (ca. 11.400 f.Kr. – ca. 10.500 f.Kr.). Brommekulturen afløste Federmesserkulturen og afløstes af Ahrensburgkulturen.

Brommekulturen har navn efter fundstedet Bromme i Midtsjælland, oprindelig opdaget af Erik Westerby og siden undersøgt af Therkel Mathiassen.

Bøllingtid

I Bøllingtid og Ældre dryas fra ca. 12.800 – 11.800 f.Kr. var Danmark stadig dækket af tundra, nu med spredte krat og mindre træer hist og her, f.eks. Dun-birk og Almindelig Røn. Denne vegetation omtales ofte som parktundra. Rensdyret var det det dominerende af de større dyr, men rovdyr som jærv og los dukkede nu op. Perioden er opkaldt efter aflejringer i Bølling Sø. Sidst i perioden faldt temperaturen en smule. Denne periode angives ofte som en selvstændig periode kaldet Ældre Dryas. Igennem hele perioden var Østersø-bassinet opfyldt af den Baltiske issø.

Fra perioden kendes tundrajægerkulturen Hamburgkultur (ca. 13.500 – 11.500 f.Kr), som i Danmark er repræsenteret ved to jagtbopladser ved Jels Oversø, anvendt i en kortere tid, måske nogle uger, og yderligere to ved Slotseng, begge i Sønderjylland samt en ved Sølbjerg på Lolland.

Jægerstenalderen regnes officielt som startende med denne periode.

Dolktid

Dolktid er den sidste arkæologiske periode i bondestenalderen, strækkende sig fra ca. 2.400 f.Kr.-1.800 f.Kr. Dolktid er kendetegnet ved de karakteristiske stendolke, der findes i flere udgaver. Den mest kendte er den såkaldte "fiskehaledolk".

Germansk jernalder

Germansk jernalder betegner perioden fra ca. 375 AD–750/800 e.v.t. i Nordeuropa. Den foregående periode kaldes Romersk jernalder, men efterhånden som den romerske dominans svækkes i Europa ændres karakteren af de arkæologiske fund, og jernalderen går ind i en ny fase. Den tidlige del af perioden bliver indimellem betegnet som Folkevandringstiden, da den er præget af flere migrationsbølger og invasioner af bl.a. germanske stammer ind i Romerriget. En udvikling der kulminerer med det Vestromerske riges kollaps og etableringen af nye kongeriger i de tidligere romerske provinser i 5. århundrede. Jernalderen afsluttes med begyndelsen på historisk tid, dvs. Vikingetiden i Skandinavien og middelalderen i det øvrige Nordeuropa.

Germansk jernalder inddeles normalt i to faser: ældre germansk jernalder (375-550) og yngre germansk jernalder (550-750). Dateringen af afslutningen på den sidste fase er dog genstand for megen debat, da der i de materielle levn ikke kan spores nogen klar overgang mellem jernalder og vikingetid. Problemstillingen er fx blevet beskrevet således: ”Yngre germansk jernalder og vikingetid knytter forbindelsen mellem forhistorien og middelalderen, og vikingetiden indtager en særstilling som en periode, der studeres af såvel forhistorikere som middelalderarkæologer …”. I Sverige kaldes yngre germansk jernalder Vendeltiden og i Norge Merovingertiden.

Hallstattkulturen

Hallstattkulturen er en arkæologisk kultur i Centraleuropa ca. 800 - 450 f.Kr. i bronzealder og jernalder i det meste af Nord- og Nordøsteuropa. Kulturen er opkaldt efter sit typested, Hallstatt, en landsby ved en søbred i Salzkammergut i Østrig sydøst for Salzburg.

En østlig kulturzone med Kroatien, Slovenien, det vestlige Ungarn, de østlige og sydlige dele af Østrig, Mähren og Slovakiet kan skilles fra en vestlig kulturzone med det nordlige Italien, Schweiz, det østlige Frankrig, det sydlige Tyskland og Bøhmen. Den vestlige zone tilskrives ofte kelterne.

Den efterfølgende arkæologiske kultur i det meste af Centraleuropa var La Tène-kulturen.

Hamburgkultur

Hamburgkulturen er benævnelsen for den tundrajægerkultur, der blev udøvet i det nordvesteuropæiske lavland, herunder det sydskandinaviske område, i istidens afsluttende faser (ca. 13.500 f.Kr. – ca. 12.000 f.Kr.), da den første varmeperiode satte ind. Hamburgkulturen var sammen med Creswellkulturen i England en videreudvikling af Madeleinekulturen og hører sammen med disse samt Federmesserkulturen, Brommekulturen og Ahrensburgkulturen til gruppen af tundrajægerkulturer (i modsætning til de efterfølgende skovjægerkulturer: Maglemosekultur og Kongemosekultur). Der skelnes mellem en ældre og en yngre fase.

Hamburgkulturen har navn efter Hamburg i nærheden af et fundsted (Meiendorf) i Holsten. Meiendorf blev udgravet 1933-1934 af Alfred Rust.

Hamburgkulturens udbredelsesområde strækker sig fra Frankrig i sydvest til egnene omkring Oder i øst.

Hulemaleri

Hulemalerier og hellemalerier er betegnelsen for en type af billeder og bjergkunst malet på hule eller klippe vægge i forhistorisk tid.

De ældste kendte malerier er de cirka 32.000 år gamle hulemalerier fra stenalderen i den franske Grotte Chauvet. Det betyder, at malerkunsten er omkring seks gange ældre end skrivekunsten.

Hulemalerier viser ofte vilde dyr som heste, næsehorn, mammuter og løver og udføres ved at udfylde udhugget i klippevæggen med rød okker og sort farvestof. Lignende arbejde på hulen og klippevægge findes over hele verden.

Mange civilisationer udviklet siden sin egen malerkunst.

Jamna-kulturen

Jamna-kulturen (russisk: Ямная культура,/ukrainsk: Ямна культура fra russisk/ukrainsk яма, grube, derfor også benævnt som Grubegravskulturen eller Okkergravskulturen) er en kultur fra sen kobberalder og tidlig bronzealder, der var udbredt i området mellem floderne Buh i Ukraine og Dnestr i Rumænien på den Pontisk-Kaspiske slette i perioden mellem 3.500 og 2.200 f.Kr. Kulturen var overvejende nomadisk, men i nærheden af floder og nogle få befæstede landsbyer forekom der agerbrug.

Jættestue

En jættestue er et gravanlæg fra bondestenalderen bygget af meget store sten og dækket af en jordhøj. I lighed med dysserne kaldes jættestuer også for megalitgrav eller storstensgrave. En jættestue består af et kammer, der kan være af forskellig udformning, og hvortil der går en lang gang til højens yderside. Langs denne yderside er der anbragt mægtige randsten. Arkæologer vurderer, at der blev bygget omkring 40.000 store stengrave i årene fra omkring 3.500 til 3.000 f. Kr.

Kun ca. 500 af de store jættestuer er i dag bevaret.

La Tène-kulturen

La Tène-kulturen (5.-1. århundrede f.Kr) er en kultur i La Tène-tiden fra den yngre førromerske jernalder udbredt over store dele af Mellem- og Østeuropa. Kulturen efterfulgte Hallstattkulturen og var præget af middelhavsindflydelse (græsk og etruskisk). Det er omfattende våbenfund fra søbreden ved byen Marin La Tène ved Lac Neuchâtel (Neuenburgersee) i Schweiz, der har givet den navn.

Minoisk kultur

Den minoiske kultur var en præ-hellensk bronzealder-kultur fra ca. 3100 f. Kr. til ca. 1450 f. Kr.. Den havde sit politiske centrum i Knossos på Kreta. Den er opdaget i nyere tid og opkaldt efter kong Minos, der kendes fra græsk mytologi.

Minoerne var som fønikerne primært handelsfolk, der sejlede vidt og bredt i Middelhavet.

Fra 1700 f. Kr. til 1450 f. Kr blev den minoiske kultur ramt af en række naturkatastrofer, herunder vulkanøen Theras eksplosion. De havde alvorlige negative konsekvenser for livet på Kreta. Omkring 1420 f. Kr. blev øen erobret af de mykenske grækere, hvorefter den minoiske kultur hurtigt forfaldt.

Mississippikultur

Mississippikulturen var en oprindeligt amerikansk civilisation, der praktiserede byggeri af høje. Arkæologer daterer civilisationen fra ca. 800 AD til 1600 AD, med regional variation.Den var sammensat af en række urbane bopladser og satellitbyer (forstæder) knyttet sammen af et løst handelsnetværk. Den største by, kaldet Cahokia, menes at have været et stort religiøst centrum. Civilisationen blomstrede i et område, der gik fra de Store Søers sydlige kyststrækninger i det vestlige New York og det vestlige Pennsylvania, i hvad der nu er det østlige Midtvesten; området strakte sig videre til syd-sydvest ind i Missisippidalens lavere del og omsluttede østligt omkring den sydlige fod i Appalachernes "barrier range" ind, i hvad der nu er det sydøstlige USA.Den mississippiske livsstil begyndte at udvikle sig i Mississippifloddalen (hvilken den er navngivet efter). Kulturer i bifloden Tennesseeflodens dal kan på dette tidspunkt være begyndt at udvikle mississippiske egenskaber. Næsten alle daterede mississippiske arkæologiske områder er fra før 1539-1540 (da Hernando de Soto udforskede området). En bemærkelsesværdig undtagelser er Natchez samfundene, der opretholdt mississippiske kulturelle skikke ind i det 18. århundrede.

Romersk jernalder

Romersk jernalder er en betegnelse som den svenske arkæolog Oscar Montelius gav til jernalderkulturen mellem 1 og 400 e.v.t. i Skandinavien, Nordtyskland og Nederlandene. Navnet er udtryk for at Romerrigets indflydelse i området bliver markant større i denne periode. Den foregående kaldes normalt før-romersk jernalder, og den efterfølgende, hvor den romerske dominans svandt ind, kaldes ofte germansk jernalder. Traditionelt er perioden blev inddelt i en ældre (1 – 160 e.v.t.) og en yngre romersk jernalder (160-375 e.v.t.), men for nylig er de blevet yderlige opdelt: B1 (1-70) og B2 (70-150), samt C1 (150-250), C2 (250-310) og C3 (310-375).

Urnemarkskulturen

Urnemarkskulturen er perioden mellem ca. 1300 f.Kr. og 750 f.Kr. i Centraleuropas bronzealder.

Kulturen har fået navn efter gravskikken med at brænde de døde i området, der når fra det nuværende Ungarn via en bue over Østrig, Tjekkiet og Sydtyskland til Østfrankrig. Det blev almindeligt at oprette store gravpladser med urnegrave både på flad mark og under lave høje. I Nordeuropa kaldes perioden Yngre bronzealder.

Urnemarkskulturen er også karakteriseret ved fremkomsten af de tidligste europæiske former for et talsystem. Fra omkring 1200 f.Kr. er der specielt i Centraleuropa fundet en række bronzesegl med mærker, der tolkes som et talsystem, og som betegnes urnemarkskulturens talsystem

Venusfigurine

Venusfiguriner er samlebegreb for omkring 200 kvindefiguriner, der er fundet i store dele af Europa og fra den mellemste ældre stenalder til den sene ældre stenalder. De fleste figuriner stammer fra gravettien-perioden i Vesteuropa, mens andre også fra Vesteuropa stammer fra den tidligere aurignacienkultur-periode som Venus af Hohle Fels fundet i 2008 og kulstofdateret til for 35.000 år siden, og senere eksempler fra madeleinekulturen som Venus af Monruz omkring 11.000 år gammel.

Fingurinerne var udskåret af bløde stenarter som fedtsten, kalk eller kalksten), knogler eller elfenben eller formet af ler. De sidste er blandt de ældste kendte former for keramik.

Urhistorie og forhistorie
Ældre palæolitikum
Mellem palæolitikum
Yngre palæolitikum
(Ældre stenalder, Jægerstenalder)
Mesolitikum
Neolitikum
(Yngre stenalder, Bondestenalder)
Kobberalder og Bronzealder
Jernalder og vikingetid

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.