Edom

Edom (herbraisk אֱדוֹם ʾĔḏôm "rød") var et kongerige i Mellemøsten, der eksisterede i det sidste årtusinde f.Kr. Kongeriget gik til grunde i år 126 f.Kr. Nationens navn på assyrisk var Udumi og på latin: Idumæa.

Landet havde over tid stærkt varierende grænser, men lå i Negevørkenen]] og i Arabalavningen i det nuværende sydlige Israel langs Jordans grænse ned mod Akababugten. Edom var også betegnelsen på det semitisk talende folkeslag, der boede i landet. Nationen Edom kan spores at have eksisteret helt tilbage til det 8. århundrede f.Kr. eller 9. århundrede f.Kr., og Bibelen daterer det endnu længere tilbage. Nyere arkæologiske udgravninger tyder på at nationen allerede fandtes i det 11. århundrede f.Kr., men emnet er kontroversielt. Edom ophørte med at eksistere under den jødisk-romerske krig. Indbyggerne blev senere assimileret med andre folkeslag i regionen.

Landet var hovedsageligt bestående af rød sandsten, som kan være en af grundende til navnet. En anden grund kunne være at navnet gives til Esau efter han har solgt sin førstefødselsret for en rød portion linser.

Profetien om Edoms fald er nedskrevet i Ezekiels Bog kap. 35.

Edom
Kongeriget Edom (med rødt) ved dets største udstrækning, ca. 600 f.Kr.

Eksterne henvisninger

BibelStub
Denne artikel om et emne fra Det Gamle Testamente eller Tanakh er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Religion
Esau

Esau (hebraisk: עֵשָׂו Esav) er en person fra Første Mosebog i Bibelen. Hans navn betyder "håret" eller "ru".

Første Mosebog

Første Mosebog, også kaldet Genesis (hebraisk: בראשית, tr. Bereshit = "I begyndelsen"; græsk: Γένεσις Génesis = "Begyndelse"), er den første bog i Bibelen, både den jødiske Tanakh og kristendommens Gamle Testamente, hvor den udgør første del af Pentateuken – samlingen af de fem mosebøger. Første Mosebog er kanonisk litteratur i kristendommen, jødedommen og i mindre grad islam.

Bogen er inddelt i 50 kapitler. De første elleve kapitler udgør den såkaldte urhistorie, som bl.a. indeholder beretningen om verdens og de første menneskers skabelse, syndefaldet og Adams og Evas efterfølgende udstødelse fra Edens have, Kains drab på sin broder Abel, Noas Ark og Babelstårnet.

De sidste 39 kapitler indeholder historierne om de tre patriarker: Abraham, Isak og Jakob. Disse historier beretter bl.a. om Guds udvælgelse af Abram, som kom til at hedde Abraham, og Guds løfte til Abraham om, at alle jordens folk ville blive velsignet gennem hans afkom (1 Mos 12,3), Sodomas og Gomorras udslettelse, Abrahams ofring af sin egen søn Isak og Jakobs kamp med englen. Bogen beretter derudover også generelt om det israelittiske folks forhistorie. Bogen ender med, at efterkommerne af Jakob (også kaldet Israel) rejser til Ægypten, hvor de etablerer et godt forhold til den daværende farao.

Teksten tillægges traditionelt Moses, men dette er blevet draget i tvivl. Flere teologer mener teksten er sammensat af flere kilder, emnet er dog i mange kredse stadig kontroversielt. Teksten indeholder det mytologiske grundlag og den narrative basis for mange nationale og religiøse institutioner i det klassiske Israel og er en introduktion til landets og folkets historie og traditioner.

Israels land

Israels land (hebraisk: אֶרֶץ יִשְׂרָאֵל, Eretz Yisrael, også Det lovede land og Storisrael) er landet som er givet det jødiske folk ifølge Bibelen.

Jødernes historie

Jødernes historie kendetegnes ved omfattende folkevandringer. Oprindelig var denne betinget af skiftende besættelse fra fremmede magters side af jødernes historiske hjemsted i Palæstina, siden fulgte den jødiske diaspora, hvor jøder spredtes ud over Mellemøsten og Europa. Efter Amerikas opdagelse kom jøder også til dette kontinent. Fra midten af 1800-tallet skete en omfattende udvandring fra Europa til Amerika (såvel Nordamerika som Sydamerika) og til Palæstina. Efter 2. verdenskrig har vandringerne fortrinsvis været rettet mod Palæstina og den jødiske stat Israel, men der findes fortsat jøder over det meste af jorden, og vandringerne fortsætter endnu i det 21. århundredes begyndelse.

Mirjam

Mirjam eller Miriam (hebraisk: מרים) er ifølge Det gamle testamente søster af Moses og Aron, syv år ældre end Moses og fire år ældre end Aron, og eneste datter af Amram og Jochebed fra Levis stamme. Hun blev en profetinde og omtales først i 2. Mosebog. Navnet Mirjam er senere blevet helleniseret til Maria, og i denne græske form gået ind i samtlige sprog i den kristne verden som ét af de mest brugte pigenavne.

Moab

For alternative betydninger, se Moab (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Moab)

Moab (hebraisk: מוֹאָב, Mo'av; i betydningen "fars sæd/frø"; græsk Μωάβ Mōav; arabisk مؤاب, assyrisk Mu'aba, Ma'ba, Ma'ab ; egyptisk Mu'ab) er det historiske navn kendt fra omtale i Bibelen for en landstribe i bjergene, som ligger i nutidens Jordan og som strækker sig langs den østlige del af Dødehavet. Moabitterne var et historisk folk eller stamme, som ofte lå i strid med deres israelittiske naboer mod vest. Deres hovedstad var Dibon, der lå tæt på nutidens Dhiban.

Deres eksistens er dokumenteret i talrige arkæologiske fund: Bedst kendt er den historisk betydningsfulde Meshastele. Inskriptionen på den beretter om en moabittisk sejr over en ikke-navngivet søn af kong Omri. Stelen er også vigtig, fordi den nævner "Davids hus" og henviser til kong David - udenfor Bibelen.

Obadias' Bog

Obadias' bog med sine blot 21 vers, er Obadias´ bog den korteste bog i Det Gamle Testamente. Bogen, der et profetisk skrift, er ikke overraskende skrevet af profeten Obadias, som er den 4. af De tolv små profeter. Man mener, at bogen er fuldført omkring 607 f.Kr.

Obadias´ syn drejer sig især om domsprofetier over det lille kongerige Edom.

Pagtens Ark

Pagtens Ark er i Bibelen en kiste, hvori israelitterne opbevarede stentavlerne med De Ti Bud, præsten Arons stav og noget af den manna som nærede israelitterne i ørkenen.

Det var den kiste som Moses, ifølge Biblen, fik besked på at bygge af Gud.

I Anden Mosebog kapitel 25 giver Gud besked til hvordan pagtens ark skal laves. Han forklarer, hvordan den skal se ud, hvilke mål den skal have, og hvilke materialer den skal laves af. Gud siger, at det er fra den han vil åbenbare sig for Moses og tale til det israelitiske folk.

Arken var af akacietræ beklædt med guld både på indersiden og ydersiden, og hele vejen rundt er en kant af guld. Arken er to en halv alen lang, halvanden alen bred og halvanden alen høj (ca. 111x67x67 cm). Låget, som bliver kaldt sonedækket, var af rent guld. Det var to en halv alen lang og halvanden alen bred. Til hver ende af sonedækket skulle der laves en kerub som var i et med sonedækket. En kerub er en af de højst rangerede engle. Keruberne havde deres vinger bredt opad for at dække for sonedækket, og de står overfor hinanden og vender ind mod sonedækket. Det er fra sonedækket at Gud åbenbarede sig senere hen. På hver fod af arken er der sat en ring af guld, der vender ud mod en af de lange sider. Gennem de ringe skal arken bæres på stænger, der ligeledes er lavet af akacietræ og beklædt med guld. Bærestængerne måtte ikke tages ud af ringene.

Pagtens ark stod i Det Allerhelligste (Det inderste rum i israelitternes helligdom).

På et tidspunkt blev pagtens ark erobret af nabofolket, filistrerne. De anbragte den i deres gud Dagons tempel. Næste dag var flere gudestøtter væltet og der udbrød pest hos filistrerne. Derefter blev arken givet tilbage til israelitterne. På vejen tilbage til Jerusalem, efter at arken var blevet stjålet, blev den kørt på en vogn trukket af okser. Dette var i modstrid med de befalinger, folket havde fået, idet arken kun måtte bæres ved hjælp af bærestængerne. På et tidspunkt var vognen ved at vælte, så præsten Uzzra rakte hånden ud for at støtte arken. Gud blev vred, og Uzzra døde på stedet. Kong Salomo blev bange og lod den stå i Obad-Edom i tre måneder. Obad-Edom og hele hans hus blev velsignet og kong Salamo fik igen mod til at tage den med til Jerusalem, hvor den blev stillet i Kong Salomos Tempel.

Den eneste bibelske omtale af arken efter Salomons tid forekommer i Anden Krønikebog 35:3, hvor kong Josija (641–609 fvt.) befalede, at den skulle bringes tilbage til templet. Hvorfor den var fjernet fra templet nævnes ikke.

Mange har søgt efter pagtens ark, men ingen har haft held med at finde den.

Slaget om Beersheba (1917)

For alternative betydninger, se Slaget om Beersheba. (Se også artikler, som begynder med Slaget om Beersheba)Slaget om Beersheba (tyrkisk: Birüssebi Savaşı, tysk: Schlacht von Birüssebi), blev udkæmpet den 31. oktober 1917, da det egyptiske ekspeditionskorps angreb og erobrede den osmanniske garnison i Beersheba, hvilket udgjorde starten på Sydlige Palæstina Offensiven under Sinai og Palæstina felttoget i 1. verdenskrig. Efter vellykkede begrænsede angreb om morgenen med infanteri fra 60. og 74. division af 20. korps fra sydvest, indledte den beredne Anzac division en række angreb. Disse angreb mod de stærke forsvarsstillinger, som dominerede den østlige side af Beersheba, resulterede til sidst i at de blev indtaget sidst på eftermiddagen. Kort tid senere gennemførte den beredne australske divisions 4. og 12. lette beredne regiment (fra 4. lette beredne brigade) et kavaleriangreb med bajonetter i hånden, deres eneste våben under beredne angreb, da deres rifler var slænget over ryggen. Mens dele af de to regimenter sad af for at angribe skyttegrave på Tel es Saba, som forsvarede Beersheba, fortsatte resten af den beredne styrke angrebet ind i byen, erobrede den og tog en del af garnisonen til fange mens den var ved at trække sig tilbage.

Efter den egyptiske ekspeditionsstyrkes nederlag i det første og andet slag om Gaza i marts og april 1917 styrkede den tyske sejrherre, general Friedrich Freiherr Kress von Kressenstein (chef for de tre divisioner i 4. osmanniske armé) sine forsvarsstillinger fra Gaza til Beersheba og modtog forstærkninger i form af to divisioner. I mellemtiden begyndte generalløjtnant Philip Chetwode (chefen for den Østlige Styrke) dødvandet i Sydlige Palæstina, hvor han forsvarede mere eller mindre den samme linje, som blev holdt ved slutningen af det andet slag om Gaza. Han gennemførte jævnlige beredne rekognosceringer ind i den åbne østlige flanke af linjen mellem Gaza og Beersheba, i retning mod Beersheba. I juni blev den 4. osmanniske armé reorganiseret, da den nye Yildirim armégruppe blev etableret under ledelse af den tyske general Erich von Falkenhayn. Nogenlunde på samme tid blev den britiske general Sir Archibald Murray udskiftet med general Edmund Allenby som chef for det egyptiske ekspeditionskorps. Allenby reorganiserede ekspeditionsstyrken så han fik direkte kommando over tre korps, og i den forbindelse nedlagde han Chetwodes Østlige styrke og satte ham i spidsen for det ene af to infanterikorps. I samme forbindelse blev Chauvels ørkenkolonne omdøbt til det Beredne ørkenkorps. Da dødvandet fortsatte igennem sommeren under svære betingelser i den nordlige udkant af Negev-ørkenen, begyndte forstærkninger til ekspeditionsstyrken at styrke divisionerne, som havde lidt tab på over 10.000 under de to slag om Gaza. Mens ekspeditionsstyrken og den osmanniske armé i hovedsagen koncentrerede sig om at bemande fronten og patruljere i den åbne østlige flanke gennemførte begge sider træning af alle enheder. I midten af oktober, hvor slaget ved Passchendaele fortsatte på Vestfronten fortsatte 21. britiske korps forsvaret af Gaza sektoren af linjen. Allenbys forberedelser til et angreb på den osmanniske forsvarslinje, med start ved Beersheba og efterfølgende fremrykning til Jerusalem, var næsten afsluttet med ankomsten af de sidste forstærkninger.

Beersheba var omgivet af linjer af skyttegrave som blev støttet af isolerede skanser, som dækkede alle adgangsveje til byen. Den osmanniske garnison blev til sidst omringet af de to infanteri og to beredne divisioner, ad de (og deres tilhørende artilleri) indledte deres angreb. 60. divisions indledende angreb og erobring af skansen på Hill 1070, førte til bombardementet af den osmanniske hovedskyttegravslinje. Derpå erobrede et fælles angreb mellem 60. og 74. division alle deres mål. I mellemtiden afskar den beredne Anzac division vejen fra Beersheba til Hebron nordøst for byen (denne vej fortsatte videre til Jerusalem). Fortsatte kampe omkring hovedskansen og stillingerne på Tel el Saba (som dominerede den østlige adgang til byen), førte til sidst til at den blev indtaget om eftermiddagen. Under denne kamp blev 3. lette beredne brigade sat ind for at forstærke den beredne Anzac division, mens 5. beredne brigade (bevæbnede med sværd) forblev i korpsreserven. Da alle brigader i begge de beredne divisioner allerede var indsat i kampen, blev den eneste brigade, som var til rådighed (4. lette beredne brigade), beordret til at erobre Beersheba. Disse sværdbevæbnede beredne infanterister galopperede over sletten ind mod byen og en skanse, som blev støttet af skyttegrave på toppen af Tel es Saba sydøst for Beersheba. Mens 4. lette beredne regiment på højre side sprang over skyttegravene inden de vendte om, sad af og angreb skyttegrave, kanonstillinger og skanser, red det meste af 12. lette beredne regiment på venstre side videre forbi fronten af hovedskansen for at finde et hul i de osmanniske stillinger. Tre eskadroner red over jernbanen og ind i Beersheba, for at afslutte det første skridt i offensiven, som bragte den egyptiske ekspeditionsstyrke til Jerusalem, seks uger senere.

Værker af Georg Friedrich Händel

Georg Friedrich Händel (23. februar 1685 – 14. april 1759) var en tysk-engelsk barokkomponist, der er kendt for sine operaer, oratorier, og concerti grossi. Händel skrev 42 operaer, 29 oratorier, mere end 120 kantater samt trioer, duetter og adskillige arier foruden kammermusik og et stort antal økumeniske stykker, oder, serenader og 16 concerti grossi for orgel. Hans oratorium Messias med dets "Halleluja"-kor er blandt de mest kendte værker indenfor klassisk musik og er blevet en juleklassiker. Blandt Händels mest kendte instrumentalværker er concerti grossi opus 3 og 6, "The Cuckoo and the Nightingale", i hvilken man kan høre fuglene synge i forskellige tonearter, samt hans 16 suiter, særligt The Harmonious Blacksmith.

Der er to samlede udgaver af Händels værk: Händel-Gesellschaft (HG) og Hallische Händel-Ausgabe (HHA).

Händels værker er katalogiseret og betegnes ofte med et HWV-number; Messias har fx HWV 56.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.