Dynasti

Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Dynasti (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Dynasti)

Et dynasti betegner en arvefølge af herskere som tilhører den samme familie og strækker sig over flere generationer (eksempelvis Ming-dynastiet. Et dynasti omtales i nogle tilfælde som et hus, eksempelvis Huset Habsburg el. Huset Glücksburg (som den danske regentfamilie tilhører). Ordet anvendes også som betegnelse for den periode, hvori den pågældende familie el. familie-dynasti herskede.

Dynastier

Se også

Achæmenidiske rige

Det Achæmenidiske rige (550-330 f.Kr.) var det første persiske rige. Det blev grundlagt af Kyros den Store i 550 f.Kr. efter han besejrede Lydien og Det nybabylonske kaldæiske rige. Riget er opkaldt efter den mytiske kong Achaimenes, der regerede Persien fra 705 f.Kr. til 675 f.Kr. Fra den iranske højslette beherskede achæmeniderne et vidtstrakt område, der omfattede mange vasalstater i de kaukasiske bjergegne, Centralasien, Mellemøsten og den sydlige del af Balkan, hvor nutidens Grækenland, Makedonien, Egypten, Jordan, Israel, Libanon, Syrien, Tyrkiet, Iran, Irak, Pakistan og Armenien ligger.

Omkring 600'erne f.Kr. havde perserne (Parsa) bosat sig i det sydvestlige område Parsua (Persis på græsk) af den iranske højslette. Området var afgrænset mod vest af floden Tigris og mod syd af den Persiske Bugt. Dette område blev den centrale del af det Achæmenidiske rige. Herfra udgik Kyros den Stores hær, der besejrede Mederne, Lydien og Det nybabylonske kaldæiske rige. Disse sejre banede vejen for den efterfølgende erobring af Egypten.

Riget havde en god central administration, der blev styret gennem vasaller, som alle talte samme sprog. Der blev etableret postvæsen samt gode vejforbindelser.

Alexander den Store, der var en stor beundrer af Kyros den Store, erobrede størstedelen af riget 330 f.Kr.

Akkad

Akkad (eller Agade) er en historisk by på venstre bred af Eufrat mellem byerne Sippar og Kish (nu Iraq, ca. 50 km sydvest for Baghdads centrum (33,1°N 44,1°Ø). De bevarede tekster viser, at skibe fra den Persiske golf lagde til ved Akkad, som må have haft en flodhavn. Akkads herskere regerede mellem det 3. dynasti af Uruk og det 3. dynasti af Ur, dvs. mellem 2371 f.Kr. og 2191 f.Kr.. Riget brød sammen under uenigheder mellem Akkad og resterne af sumererriget, hvorefter det blev erobret af gutierne. Byen Akkad bliver nævnt helt frem til det 12. århundrede f.Kr., hvor den stadig havde statholdere.

Amt (Kina)

For alternative betydninger, se Amt (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Amt)Et Amt er i kinesisk kontekst en politisk territorial enhed på tredje niveau i Folkerepublikken Kina, eller på sekundært niveau i Republikken Kina (Taiwan).

Det kinesiske ord er 县 (xiàn), og oversættes sædvanligvis til county på (engelsk), og til amt på dansk. I Folkerepublikken Kina er der to administrative inddelinger på højere niveau. Øverste inddeling er på provinsniveau, og derefter præfekturniveau.

På det tredje niveau, som kaldes enheder på amtsniveau, er der også andre enheder med andre betegnelser som autonome amter, byer på amtsniveau, og distrikter, samt i Mongoliet bannere og autonome bannere.

Et dansk amt var en territorial enhed på første niveau, mens det kinesiske, som altså er på tredje niveau, ville svare til enheder indenfor kommunerne.

På fransk oversættes xiàn med comté, men i Frankrig går tredjeniveaus inddeling under det franske navn arrondissement.

Per 2007 var der 1467 amter i fastlandskina, af i alt 2861 enheder på amtsniveau.

Historikere som befatter sig med ældre kinesisk historie foretrekker at oversætte xian med "distrikter" eller "præfekturer". Her bruges imidlertid moderne oversat terminologi, med amt for xian vedrørende alle historiske perioder, men man skal være opmærksom på at dette ikke er konventionel sprogbrug i sinologisk faglitteratur.

Det gamle Egypten

Det gamle Egypten betegner som regel perioden i Egyptens historie fra ca. 3300 f. Kr. til Alexander den Stores erobring af Egypten i 332 f. Kr. Værktøj og andre arkæologiske fund viser, at der har levet mennesker i Nildalen i mere end 60.000 år. Omkring 3300 f.Kr. dukker en dominerende politisk og religiøs kultur op. Kort tid herefter erobrede Menes, der betragtes som den første historiske konge, Nildeltaet og det smalle stykke opdyrkede land langs med Nilen og forenede Øvre Egypten (med den høje hvide kongekrone) og Nedre Egypten (med den lave røde kongekrone). Forudfor menes har der muligvis været en kong Skorpion, hvis hovedstad skulle have ligget i nærheden af byen Abydos. Dette er begyndelsen på Det gamle Rige.

Historikerne opdeler almindeligvis den egyptiske civilisation i:

Den prædynastiske periode

Tidlig dynasti periode – 1.-2. dynasti, 3000-2686 f.Kr.(Iflg. Ian Shaw)

Det gamle Rige – 3.-6. dynasti, 2686-2181 f.Kr.(Iflg. Ian Shaw)

Det mellemste Rige – 12.-14. dynasti, 1985-1640 f.Kr.(1985 iflg. Ian Shaw)

Det nye Rige – 18.-19. dynasti, 1550-1186 f.Kr.(1186 iflg. Ian Shaw)Mellem de tre sidstnævnte perioder findes hhv. Første Mellemperiode (9.-11. dynasti) og Anden Mellemperiode (15.-17. dynasti). I disse mellemperioder er landet svagt og uden autoritet og ofte delt. Efter disse perioder kommer

Den sene Periode

Persertiden

Den græsk-romerske Periode – 340 f.Kr. – 30 (efter Alexanders erobring)Der hersker blandt forskere nogen uenighed om datering af de egyptiske dynastier og deres faraoer. Igennem mere end 3000 år regeres Egypten af skiftende slægter, omfattende 31 dynastier. Almindeligvis anvendes den kronologi, som er udarbejdet af den egyptiske præst Manethon omkring år 300 f.Kr.. Tidligere har Egypten bestået af mange, små bysamfund hver med deres egen høvding. Denne artikel begynder omkring det tidspunkt, hvor Øvre Egypten erobrer Nedre Egypten (Nildeltaet mv.) og samler landet til ét rige.

Dominatet

Dominatet (284-476 e.kr) var den sidste af de to faser af Romerriget. Den første fase var principatet og dominatet var den "despotiske" senere regeringsperiode. Dominatet ses som at have begyndt med Kejser Diocletian i 284 efter krisen i det tredje århundrede (235-284) og sluttede med det Vestromerske riges sammenbrud i 476, med regeringen af Justinian I (527-565) eller med Herakleios (610-641). I den østlige del af Romerriget, og især fra det tidspunkt, Justinian I, udviklede dominatet sig til autokratisk despotisme.Udtrykket "Dominatet" stammer fra latin: dominus, dansk: ~ herre. Tiltaleformen, der allerede anvendtes af slaverne til deres ejere og herrer, blev ind imellem brugt om kejsere af det julisk-claudiske dynasti (den første dynasti). Specielt Tiberius siges at have set det som overdreven lefleri. Men det var almindeligt under Diocletian, hvilket derfor var et logisk valg som navnet for den første regent af det "tidlige" dominat siden han opgav den tidligere titel Imperator Cæsar for den nye titel Dominus Noster.

Egypten

Egypten eller Ægypten (arabisk: مصر, tr. Miṣr eller Máṣr; koptisk: Kīmi; egyptisk: Kemet), officielt Den Arabiske Republik Egypten (arabisk: جمهوريّة مصرالعربيّة, tr. Ǧumhūriyyat Miṣr al-ʿArabiyyah), er et transkontinentalt land, som spænder over det nordøstlige hjørne af Afrika og det sydvestlige hjørne af Asien via en landtange dannet af Sinai-halvøen. Det meste af landets areal (1.010.000 km2) ligger i Nordafrika og deler landegrænser med Libyen mod vest, Sudan mod syd og Gaza-striben og Israel mod øst. Den nordlige kyst grænser til Middelhavet, og den østlige kyst til Rødehavet. Egypten er et af de tættest befolkede områder i Afrika. Hovedparten af dets 80.300.000 indbyggere i 2007 bor ved Nilens bredder, hvor den eneste opdyrkelige jord findes, – på ca. 40.000 km². De store områder i Sahara-ørkenen er tyndt befolket. Omkring halvdelen af Egyptens indbyggere bor i bymæssig bebyggelse med de fleste i de tætbefolkede Kairo, Alexandria og andre større byer i Nildeltaet.

Egypten er berømt for sin antikke civilisation og har nogle af verdens mest berømte monumenter som Giza-pyramidekomplekset. Den sydlige by Luxor rummer mange antikke kunstskatte som Karnaktemplet og Kongernes Dal. I 47 f.Kr. brændte Biblioteket i Alexandria, som på tiden var verdens største bibliotek.

Egypten er en vigtig politisk kulturnation i Mellemøsten.

Hyksos

Hyksos er navnet på et folk beskrevet af den jødiske historiker Josefus. Han mener, at hyksos kontrollerede Egypten i flere hundrede år omkring år 2000 f.Kr. Hans oplysninger bekræftes af egyptiske optegnelser og smånotitser. Det er dog ikke muligt at finde videre information om dette folks historie eller viden omkring herredømmet over Egypten og varigheden af det. Deres magt tilintetgjordes af stifteren af det attende egyptiske dynasti, Ahmose 1..

Jin-dynastiet (1115-1234)

For alternative betydninger, se Jin-dynastiet. (Se også artikler, som begynder med Jin-dynastiet)Jin-dynastiet (jurchensk: Anchu; kinesisk: 金朝, Jīn Cháo; 1115-1234), også kendt som jurchenerdynastiet, var grundlagt af den jurchenske wanyan-klan, som også var forfædrene til manchuerne som etablerede Qing-dynastiet omkring 500 år senere. Nogle gange skrives navnet som Jinn for at adskille det fra et tidligere kinesisk Jìn-dynasti som med det latinske alfabet ser ligesådan ud når tonetegn udelades. I alt er der faktisk fire epoker i kinesisk historie som bruger navnet «Jin»

Det blev grundlagt i 1115 i det nordlige Manchuriet, og nedkæmpede efterhånden Liao-dynastiet (allerede i 1125), som omfattede store dele af det nordlige Kina, og desuden store dele af de mongolske områder. Riget tog også kontakt med det koreanske rige Goryeo, men blev afvist af rigets kejser Yejong.

Den 9. januar 1127 plyndrede Jin-styrker Kaifeng, hovedstaden i Song-dynastiet, og tog både kejser Qinzong hans far, den nettop abdiserede kejser Huizong til fange. Efter Kaifengs fald måtte Song-riget trække sig sydover; Det såkaldte sydlige Song-dynasti fortsatte med at kæmpe mod Jin-dynastiet i over ti år, men i 1141 indgik de en fredsaftale, hvor de afstod alle deres områder i Nord-Kina til Jin-dynastiet.

Efter erobringen af Nord-Kina blev Jin-dynastiet mere og mere kinesisk præget, og flyttede sin hovedstad fra Huining Fu i det nordlige Manchuriet (syd for nutidens Harbin) til Zhongdu (i dag Beijing).

I begyndelsen af 1200-tallet begyndte presset fra mongolerne at gøre sig gældende. I 1214 blev Jin-dynastiets hovedstad flyttet til Kaifeng (den tidligere Song-hovedstad) for at komme længere væk fra mongolerne. Men under ledelse af Djengis Khans tredje søn Ögedei Khan lykkedes det mongolerne, nå allieret med det sydlige Song-dynasti, at knuse Jin-dynastiet i 1234.

Mange år senere, i 1616, lykkedes det manchuerne under ledelse av Nurhaci at oprette det senere Jin-dynasti, som altså var opkaldt efter det som gik under i 1234. Men navnet blev allerede i 1636 ændret til Qing-dynastiet, som blev det sidste af det kejserlige Kinas dynastier.

Jin-dynastiet (265-420)

For alternative betydninger, se Jin-dynastiet. (Se også artikler, som begynder med Jin-dynastiet)Jin-dynastiet (forenklet kinesisk: 晋朝; traditionelt kinesisk: 晉朝; pinyin: Jìn Cháo) var et dynasti i Kinas historie, i perioden fra 265 til 420. Dynastiets historie er opdelt i to epoker, hvoraf den første er historien om Det vestlige Jin-dynasti (西晉, 265–316) and den anden omfatter Det østlige Jin-dynasti (東晉, 317–420). Det vestlige Jin blev grundlagt af Sima Yan (Kejser Wu), med hovedstad i Luoyang, og det østlige af Sima Rui (kejser Yuan) med hovedstad i Jiankang (det nuværende Nanjing). De to epoker under ét omtales også af historikerne som Liang Jin (兩晉; "To Jin") eller Sima Jin (司馬晉) (efter klannavnet Sima). Dette gøres for at skelne mellem dette Jin-dynasti og andre dynastier, som skrives med samme kinesiske tegn, for eksempel "Det senere Jin-dynasti" (後晉; pinyin: Hòu Jìn) fra 936 - 947 e. Kr.

Julisk-Claudiske dynasti

Det Julisk-Claudiske dynasti (også kaldet det julioclaudiske dynasti) er en betegnelse for de fem første romerske kejsere:

Augustus (ca. 27 f.Kr.-14 e.Kr.)

Tiberius (14-37)

Caligula (37-41)

Claudius (41-54)

Nero (54-68)Efter Neros selvmord i 68 fulgte firekejseråret, og efter et års tronstrid kom det flaviske dynasti med Kejser Vespasian til magten.

Også forgængeren Julius Cæsar, der fungerede som diktator 46-44 f.Kr. kan nævnes som en del af dette dynasti.

Khitan

Khitan (契丹; pinyin: Qìdān) var en etnisk gruppe, som dominerede en stor del af Manchuriet. I kinesisk historie regnes de som en af de østlige proto-mongolske etniske grupper (Donghuzu, 東胡族 dōng hú zú). De oprettede Liao-dynastiet i 907, som blev erobret i 1125 af jurchenernes Jin-dynasti.

Khitanernes forfædre var antagelig Yuwenklanen af xianbeiene, en etnisk gruppe som beboede det område, som i dag er de moderne kinesiske provinser Liaoning og Jilin. Efter at deres styre blev afbrudt af Murongklanen, blev resterne af dem spredt i det, som nu er Indre Mongoliet, og der blandede de sig med den oprindelige mongolske befolkning. De var blevet identificeret som en distinkt etnisk gruppe i nogle hundrede år, eftersom det er påvist, at de betalte tribut til Det nordlige Wei-dynasti i midten af 500-tallet.

Khitan var kendt på arabisk som khata (خطا), og muslimske krøniker beskriver, hvordan de først bekæmpede muslimerne og senere konverterede til islam.

Man finder i dag ikke nogle grupper i det nordøstlige Kina, som med sikkerhed kan siges at nedstamme fra khitanerne. Det skyldes, at de for det meste blev assimileret af jurchenerne. Det er ellers kendt, at en del af adelsklassen fra Liao-dynastiet flygtede vestover fra området og kom til Turkestan, hvor de oprettede det kortlivede Kara-Khitan eller Vest-Liao-dynastiet. Men de blev senere fuldstændig assimileret af de tyrkiske og iranske folkeflertal og efterlod sig ingen mærkbar indflydelse. Eftersom khitanernes sprog foreløbig er på det nærmeste uforståeligt for lingvisterne, finder man ikke detaljer om deres vandringer op gennem tiderne.

Oprindelsen for det russiske ord for Kina, Kitai (Китай), er khitanerne. Portugiserne brugte også en gang ordet Cataio for Kina, og dette (i formen Cathay) er også et gammelt alternativt ord for Kina på engelsk.

Manchuer

Manchuerne er et tungusisk folk i Manchuriet i den nordøstlige del af det nuværende Kina. De udgjorde omkring 10 millioner mennesker (år 2000). Det traditionelle sprog er manchuisk, men det benyttes kun af et fåtal. Manchuerne besejrede i 1600-tallet Ming-dynastiet, overtog magten i Kina og indførte Qing-dynastiet i 1644. Det bestod til Xinhai-revolutionen i 1911, som styrtede kejserdømmmet.

Manchuerne er blandt de oprindelige indbyggere i Manchuriet og tilhører den manchuu-tungusiske gren af den altaiske folke- og sprogstamme. Manchusproget var under Qing-dynastiet hoffets og den højere administration officielle sprog i det kejserlige Kina og måtte læres af alle embedsmænd. Manchuerne betragtede det tungusiske jurchenfolk som sine ældste forfædre, som kineserne kalder nüzhen. Efter kinesiske kilder boede de i begyndelsen af 900-tallet mellem floderne Amur i nord og Sungari i vest og var underlagt khitanerne, som antagelig også var af tungusisk herkomst.

I 1114 gjorde jurchen-folket sig uafhængigt og erobrede under deres høvding Aguda og hans dynasti, «Jin» , efterhånden hele det store khitanrige (hele det østlige Centralasien og en del af det nordlige Kina) samt andre dele af Kina, med selve hovedstaden Nanjing (nu Beijing). Men efter Djengis Khan erobrede Kina (1215), vendte hans efterfølgere sig mod jurchen-folket. Jin-dynastiet blev styrtet (1234), og jurchenstammerne blev trængt til Liaodong i den sydlige del af det senere Manchuriet.

I begyndelsen af 1600-tallet forenede høvding Nurhaci, manchuernes nationalhelt, flere beslægtede stammer under det fælles navn manchu og gjorde sig i 1616 uafhængig af Ming-dynastiet i Kina. Hans efterfølger indtog Beijing i 1644 og gjorde syvårige Shunzi til kejser. Efter kort tid var hele det kinesiske rige erobret af manchuernes dynasti Qing, som bestod til 1911.

Traditionelt var manchuerne for det meste et bofast, landbrugs- og håndværksorienteret folk. De gik over til buddhismen. Kun nogle få nordlige stammer, soloner, daurer og andre som nærmere er tunguser, holdt fast ved deres gamle shamanisme og nomadiske leveform. I militær henseende var manchuerne inddelt i De otte bannere.

Efter revolutionen i 1911 mistede manchuerne deres særstilling og blev udsat for et hårdt assimilationstryk. De er regnet med i Folkerepublikken Kina som en offentlig anerkendt national minoritet.

Medjai

Medjai(også Mazoi, Madjai, Mejay, egyptisk: mḏꜣ.j, er en betegnelse, som blev benyttet i Det gamle Egypten og i Det Ny Rige for de nubiske mennesker, der levede i den Nubiske ørken ved bjergene ved Det Røde Hav. Medjai-folket tjente egypterne som karavaneførere, ordenshåndhævere og som lejesoldater. De fik stilling som en paramilitær styrke og fungere også som ørkenspejdere og beskyttere af faraoens besiddelser.

Det egyptiske ord mḏꜣ, der er oprindelsen til navnet "Medjai" var oprindeligt en betegnelse for en region i det nuværende nordlige Sudan og det sydlige Egypten, der var beboet af gamle nubiske nomadestammer, som egypterne antog som lejesoldater. De dannede en kompleks offentlig administration, der havde mange ligeder med en national politistyrke. Over tid blev mḏꜣ (Medjai) også en betegnelse for politistyrken. Under det 18. dynasti blev medjaierne refereret til som et by-politi med en selvstændig organisation og et hieraki uafhængigt af andre myndigheder.Oprindeligt bestod politistyrken udelukkende af etniske medjaier og efterkommere af disse. Dette ændrede sig imidlertid over tid, hvor flere og flere egyptere blev ansat i politistyrken. Optegnelser viser, at flere medjai-officerer havde egyptiske navne og blev anset som egyptere. Årsagen til dette skifte er uklart, men det antages, at dette skyldes Medjaiernes elitestatus, og at egypterne derfor gik ind i organisationen.Efter det 20. dynasti (1189–1077 f.v.t.) nævnes medjaierne ikke.

Oldtidens Kina

Den Kinesiske civilisation opstod i forskellige bystater langs Den Gule Flod (kinesisk: 黄河, pinyin: Huang Hé) i den Yngre stenalder. Kinas skriftlige historie begynder med Shang-dynastiet (ca. 1600 f.Kr. – ca. 1100 f.Kr.); de tidligste skriftfund af kinesisk oprindelse er da netop også fundet i denne periode (ca. 1500 f.kr. – datoen er fundet vha. Kulstof-14) og er skrevet på skildpaddeskjold. Det var dog først i Zhou-dynastiet (1122 f.kr. til 256 f.kr) at den kinesiske kultur blev defineret; det var da netop også Zhou-dynastiet, der er det længstvarende dynasti i Kinas historie, og er markeret som det dynasti der førte oldtidens primitive skrift frem til begyndelsen af den moderne kinesiske skriftform.

Det feudale Zhou-dynasti brød til sidst sammen, hvorefter der opstod en lang række stridende bystater kaldet De Stridende Staters Tid. Det endte dog med, at visse bystater voksede til egentlige kongedømmer, hvilket kulminerede i Qin-statens herredømme i 221 f.kr. anført af Qin Shi Huang, da han erobrede alle de andre stater og dermed dannede det første kinesiske imperium; det er da også af denne grund, at Qin Shi Huang senere er blevet kendt som Kinas fader.

De efterfølgende kinesiske dynastier udviklede da også bureaukratiske systemer, der gjorde det muligt for kejseren af Kina effektivt at kontrollere et så stort område.

Den traditionelle historiske opfattelse af Kinas historie er, at det er en stat skiftende mellem perioder af politisk enighed og splittelse (se animation), samt at det lejlighedsvis var domineret af udenlandske folkeslag (heriblandt mongolerne anført Djenghis Khan).

Romerske kejsere

Dette er en kronologisk ordnet liste over Romerrigets kejsere. Årstallene angiver embedsperiode, ikke fødsel og død.

Song-dynastiet

Song-dynastiet (Sung-Dynastiet) var et kinesisk kejserdynasti 960-1279, opdelt i de to hovedperioder under Det nordlige Song-dynasti 960-1127 og Det sydlige Song-dynasti 1127-1279.

Song-dynastiet blev grundlagt 960 efter en lang periode med tronstrid og magtkampe i Kina og gennemførte en stabilisering af landet. Dets magtperiode regnes for én af de betydeligste kulturperioder i kinesisk historie, ikke mindst på grund af vigtige opfindelser. Under Song-dynastiet blev krudt første gang anvendt til militære formål, og både kompasnål og kugleramme blev taget i anvendelse.

Også kunsthistorisk opfattes Song-tiden som en storhedstid, fordi landskabsmaleriet nåede et højdepunkt.

Derimod betød perioden en svækkelse af Kinas politiske og militære indflydelse. Dels prægedes statsstyret af konservatisme og mangel på økonomisk sans, dels ramtes landet for alvor af invasioner fra fremmede folkeslag.

Fra 1120'erne mistede Song-dynastiet reelt magten over Nordkina til skiftende invasionsfolk.

Det var også i Song-tiden, at mongolerne under Djengis Khan for alvor etableredes som stormagt. De erobrede først Nordkina i 1220'erne og nedkæmpede dernæst under Kublai Khan Sydkina, hvorved Song-dynastiet ophørte med at eksistere.

Theben (Egypten)

Theben (Θηβαι Thēbai) er den græske betegnelse for det oldegyptiske niwt "By(en)" og niwt-rst "(Den) Sydlige By". Byen findes ca. 800 km syd for Middelhavet, på den østlige side af Nilen. Theben var hovedstaden i Waset, det fjerde øvre-egyptiske nome. (Ordet "Waset" blev også brugt som selve byens navn.) I moderne tid opfattes gravkamrene og gravene på vestbredden som værende en del af Theben. Byen var Egyptens hovedstad i en periode i det Elvte Dynasti (Mellemste Rige), og det meste af det Attende Dynasti (Det nye Rige), selv om selve administrationen højst sandsynligt forblev i Memphis i det meste af perioden. Med det Nittende Dynasti flyttede regeringen til Nildeltaet. Dens arkæologiske efterladenskaber er et imponerende vidnesbyrd om den egyptiske civilisation, da den var på sit højeste.

Som sæde for den thebiske triade Amon, Mut, og Khonsu har Theben været kendt i det egyptiske sprog siden slutningen af det Nye Rige som niwt-imn, "Amons by". Dette fandt også vej til hebraisk (Bibelen) som נא אמון nōˀ ˀāmôn (Nahum 3:8). På græsk blev navnet skrevet som Διοσπολις Diospolis, "Zeus' by" (Zeus værende den gud, som Grækerne forbandt med Amon).

Navnet Theben bliver ofte, fejlagtigt, opfattet som stammende fra den græske by Theben. Selvom etymologien er uklar, er Theben sikkert en græsk udgave af det gamle egyptiske t3 ipt-swt (lit. "Det mest-udsøgte af alle steder"), der er en af betegnelserne for templet i Karnak, som er placeret i byen.

Luxor og Karnak er navnene på de byer, der er placeret på, eller nær, de steder, hvor de to vigtige templer fandtes, lige i udkanten af byerne.

Tidslinje over kinesisk historie

Tidslinje over kinesisk historie med de tidlige kulturer og dynastierne.

Hemudukulturen

Yangshaokulturen (ca. 5000 – 3000 f.Kr.)

Longshankulturen (ca. 3000 – 2000 f.Kr.)

Liangzhukulturen (ca. 3300 – 2200 f.Kr.)

Erlitoukulturen (ca. 1900 – 1500 f.Kr.)Sanhuangwudi-epoken (mytologisk)Xia-dynastiet: ca. 2070 – 1600 f.Kr.

Shang-dynastiet; også kaldt "Yin", ca. 1700 – 1100 f.Kr.

Zhou-dynastiet ca. 1100 – 256 f.Kr.

Vestlige Zhou, Xizhou: 1100 – 770 f.Kr.

Østlige Zhou, Dongzhou: 770 – 256 f.Kr.

Forårs- og efterårsperioden, Chunqiu: 770 – 476 f.Kr.

De stridende staters tid, Zhanguo: 476 – 221 f.Kr.Qin-dynastiet: 221 – 207 f.Kr.Han-Dynastiet: 206 f.Kr. – 220 e.Kr.

Tidlige Han-dynasti, Qian-Han (også kaldt Det vestlige Han, Xi-Han): 200 f.Kr. – 9 e.Kr.

Kejser Gaozu; 206-195 f.Kr.

Kejser Wudi; 140-87 f.Kr.

Wang Mang-interregnumet, 9 – 25 e.Kr.

Senere Han, Hou-Han (også kaldt Det østlige Han, Dong-Han): 25- 220De tre rigers tid, Sanguo: 220 – 280

Wei: 220 – 265

Kejser Wendi: 220 – 226

Shu: 221 – 263

Wu: 222 – 280Jin-dynastiet: 265 – 420

Vestlige Jin, Xi-Jing: 265 – 316

Østlige Jin, Dong-Jin: 317 – 420

Sekstenkongerigerne

Han-Zhao (også kaldt Det tidlige Zhao, 304 – 329)

Cheng-Han (også kaldt Det tidlige Shu, 304 – 347)

Senere Zhao (319 – 350)

Tidlige Liang (324 – 376)

Tidlige Yan (337 – 370)

Tidlige Qin (351 – 394)

Senere Qin (384 – 417)

Senere Yan (384 – 409)

Vestlige Qin (385 – 431)

Senere Liang (386 – 403)

Sydlige Liang (397 – 414)

Sydlige Yan (398 – 410)

Vestlige Liang (400 – 420)

Nordlige Liang (401 – 439)

Xia (407 – 431)

Nordlige Yan (409 – 433)Nord- og Syd-dynastiernes tid, Nanbei-Chao: 420 – 589

De sydlige dynastier, Nanchao:

Tidlige Song, Liu-Song: 420 – 479

Qi: 479 – 502

Liang: 502 – 557

Kejser Wudi 502- 549

Chen: 557 – 589

De nordlige dynastier, Beichao:

nordlige Wei, Bei-Wei: 386 – 534

østlige Wei, Dong-Wei: 534 – 550

vestlige Wei, Xi-Wei: 535 – 557

nordlige Qi, Bei-Qi: 550 – 577

nordlige Zhou, Bei-Zhou: 557 – 581Sui-dynastiet: 581 – 618

Kejser Wen Di: 581-604

Kejser Yang Di: 605-617T'ang-dynastiet: 618 – 907

Kejser Taizong: 627-549

Kejser inde Wu Zetian og hendes Wuzhou-dynasti (690 -705)

Kejser Xuanzong: 712-756De fem dynastier og ti kongedømmer (907 – 960)

De fem dynastier Wudai: 907 – 960

Senere Liang, Hou-Liang: 907 – 936

Senere Tang, Hou-Tang: 923 – 936

Senere Jin, Hou-Jin: 936 – 947

Senere Han, Hou-Han: 947 – 950

Senere Zhou, Hou-Zhou: 951 – 960

De ti kongedømmer

Wu Yue (904 – 978)

Ming (909 – 945)

Yin (943 – 945)

Jingnan (906 – 963)

Machu (897 – 951)

Wu (904 – 937)

Sydlige Tang (937 – 975)

Sydlige Han (917 – 971)

Nordlige Han (951 – 979)

Tidlige Shu (907 – 925)

Senere Shu (934 – 965)Det kinesiske tretræ: Song-tiden, Liao-tiden og Den vestlige Xia-tiden: 960 – 1279

Liao-dynastiet: 916 – 1125

Song-dynastiet:

Det nordlige Song, Bei-Song: 960 – 1127

Kejser Huizong; 1101-1125

Det sydlige Song, Nan-Song: 1127 – 1279

Vestlige Xia-dynasti: 1032 – 1227

Det jurchenske Jin-dynasti: 1115 – 1234

Kejser Shizong: 1161 – 1189

Taihe-perioden: 1201-1208Yuan-dynastiet: 1261 – 1368

Kejser Kubilai (Shizu): 1279-1368

Zhizheng-perioden: 1341-1368Ming-dynastiet: 1368 – 1644

Hongwu-perioden 1368-1398

Yongle-kejseren 1402 – 1424

Admiral Zheng He 1371 – 1435

Zhengde-kejseren: 1506-1521

Wanli-perioden: 1573-1620Qing-dynastiet: 1644 – 1911 (også kaldt Manchu-dynastiet)

Kangxi-kejseren: 1662-1722

Yongzheng-kejseren: 1723-1735

Daoguang-kejseren: 1821-1850

Xianfeng-kejseren: 1851-1861

Tongzhi-kejseren: 1862-1874

Guangxu-kejseren: 1875-1908

Xuangtong-kejseren:1908-1912Hongxian-dynastiet: 1915-1916

Yuan Shikai:12. december 1915 – 22. mars 1916Republikken Kina (Zhōnghuá mínguó): 1912 – 1949

Folkerepublikken Kina (Zhōnghuá rénmín gònghéguó): fra 1949

Republikken Kina (Taiwan) (Zhōnghuá mínguó): fra 1949

Xia-dynastiet

Xia-dynastiet (kinesisk: 夏朝; pinyin: Xià Cháo) er et legendarisk dynasti, der skulle have regeret før bronzealderens første historisk beskrevne Shang-dynasti i Kina. Xia er ifølge kinesisk tradition det første kinesiske dynasti, men der findes ikke umiddelbare arkæologiske beviser for dynastiets eksistens. Der er derfor tvivl om, hvorvidt Xia-dynastiet overhovedet har eksisteret eller kun er en legende, der skulle fremme Zhou-dynastiets egne politisk-mytologiske sagn. Zhou-traditionen beskriver nemlig, at ligesom Xia blev erobret af Shang-dynastiet, så har Zhou-dynastiet erobret Shang. Traditionelt beskrives Xia som starten på arveligt monarki i Kina i stedet for udpegning af den bedst egnede kandidat.Ifølge den traditionelle udlægning, skulle Xia-folket (Huaxia) regeret af Xia-dynastiet være forfædre til Han-folket i Kina.

Xia-dynastiets legender omhandler mest grundlæggeren og sagnhelten, Yu den Store, der med et dæmningssystem fik stoppet og kontrolleret Den Gule Flods katastrofale oversvømmelser, hvilket fik landbruget til at blomstre og velstanden til at vokse. Dette sagn kaldes i kinesisk historieskrivning for "Den Store Yu Kontrollerer Vandene".

Yu den Store fik derfor foræret tronen af den sidste sagnkejser Shun, og han udpegede sin søn Qie til at arve tronen, hvilket grundlagde Xia-dynastiet. Xia-dynastiet skulle have haft 17 herskere over de 500 år, som de traditionelt beskrives. Den sidste Xia hersker, Jie, skulle være en ondskabsfuld tyran, der blev omstyrtet af Shang-dynastiets første historiske hersker, Tang.Hvis dynastiet virkelig har eksisteret før Shang-dynastiets opståen, så kunne det være i tidsrummet mellem cirka 2070 til cirka 1600 fvt, som det kinesiske statsprojekt Xia-Shang-Zhou-kronologiprojekt fra 1996 har foreslået.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.