Despoti

Despoti (fra græsk: δεσποτεία, despoteia, voldsherredømme) er en styreform baseret på frygt og uindskrænket, vilkårlig magtudfoldelse. Magthaverne skræmmer ved trusler om straf borgerne til at underordne sig.

Montesquieu sagde om despoti: "Det er umuligt at tale om disse monstrøse regeringer uden at føle rædsel." [1]

Montesquieu mente, at forskellen mellem monarki og despoti er, at i monarkiet styrer en konge ud fra fastlagte, vedtagne love; hvorimod en despot styrer ud fra sine egne indfald og påfund. [2]

Se også

Referencer

  1. ^ "We cannot mention these monstrous governments without horror," hentet fra: http://www.constitution.org/cm/sol_03.htm
  2. ^ Montesquieu, "The Spirit of Laws", Book II, 1.

Eksterne henvisninger

PolitikStub
Denne artikel om politik er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Aristokraternes Catechismus

Aristokraternes Catechismus er en satirisk bog forfattet og udgivet 11. april 1796 af Malthe Conrad Bruun.

Bogen er udformet som en efterligning af den Katekismus som alle børn skulle lære i skolen, inklusive fadervor og salmer. Men i stedet for den moralsk opbyggelige kristne lære, indeholder bogen det modsatte, nemlig en bekendelse til despoti, undertrykkelse og udbytning, og giver sig ud for at være den katekismus som adelen benytter. Bogen er således et udtryk for den radikale oplysnings opfattelse af aristokratiet og dets rolle i datidens samfund. Bogen er sandsynligvis inspireret af Peter Andreas Heibergs Kjøbmandens Katekismus som var inkluderet i hans tidsskrift Rigsdalers-Sedlens Hændelser.Bogen vakte meget røre i samtiden, og Sjællands biskop Nicolai Edinger Balle, på trods af at han selv indrømmede at han lo mere end én gang under læsningen, følte han sig alligevel så stødt på vegne af kongen at han indberettede den for danske Kancelli, med ønske om at forfatteren skulle retsforfølges. 23. april modtog Bruun en stævning, hvori han blev tilsagt at skulle møde i det kriminelle kammer samme eftermiddag. Dette gav Bruun en sådan forskrækkelse at han besluttede sig for at flygte. Først ud af Strandvejen til Strandmøllen, hvor han fik husly af Hans Guldberg Sveistrup som var huslærer til børnene af møllens ejer Johan Christian Drewsen. Siden tog han turen over Øresund til øen Hven, hvor han opholdt sig til 1797.

Charles-Louis de Secondat Montesquieu

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.Charles-Louis de Secondat, baron de la Brède et de Montesquieu (født 18. januar 1689 på Château de la Brède, død 10. februar 1755 i Paris) var en fransk forfatter og politolog. Montesquieu, som var inspireret af den engelske filosof John Locke, er kendt som fortaler for magtens tredeling.

Den lille krig (Cuba)

Den lille krig (på spansk: La Guerra Chiquita), var en krig udkæmpet mellem 1879 og 1880. Krigen efterfulgte Ti års krigen (1868-1878) og blev efterfulgt af Krigen i '95, der gik ind i Den spansk-amerikanske krig, som en del af den cubanske uafhængighedskrig.

Krigen blev organiseret i New York af veteraner fra Ti års krigen. Deriblandt Calixto García, José Maceo, Guillermo Moncada og Emilo Núñez.

Calixto García havde i 1878 organiseret Cubas revolutionskomité i New York og havde udsendt et manifest imod det spanske despoti. Manifestet samlede de revolutionære kræfter på Cuba til at indlede endnu et oprør mod det spanske overherredømme.

Konflikten startede på Cuba 26. august 1879 og sluttede i september 1880, med at oprørerne blev slået.

Krigens resultat betød at de eksilerede revolutionære fandt det sværere at organisere flere væbnede opstande på Cuba, der skulle således gå 15 år før den næste (Krigen i '95) blev påbegyndt.

Enevælde

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.Enevælde (også absolutisme eller autokrati) betegner styreformen i de fleste europæiske stater fra 1600-tallet til begyndelsen af 1800-tallet, hvor monarken har uindskrænket regeringsmagt. I Danmark blev enevælden indført af Frederik III i 1660, og blev afskaffet af Frederik VII ved Grundlovens underskrivelse i 1849.

Hydraulisk despoti

Hydraulisk despoti er en betegnelse for en form for despoti, der bygger på kontrol over en enkelt nødvendig ressource. Begrebet blev første gang brugt af Karl August Wittfogel i værket Oriental Despotism fra 1957. Ressourcen var her vand (græsk hydor, hvoraf hydraulisk) som Wittfogel argumenterede for var et effektivt styreredskab i samfund som det gamle Egypten, Babylonien og Kina, hvor landbruget var afhængigt af overrisling.

Begrebet indgår også i Frank Herberts Dune-serie, hvor levevilkårene under sådant et despoti illustreres indgående.

Joseph-Pierre Proudhon

Joseph-Pierre Proudhon (også angivet som Pierre-Joseph Proudhon) (født 15. januar 1809, død 19. januar 1865) var en fransk politisk filosof, mutualistisk tænker og socialist. Proudhon var den første, der betegnede sig som "anarkist", og han betragtes som en af de første anarkister, selvom der har været tidligere strømninger gennem historien med klare anarkistiske træk, uden at de dog brugte denne betegnelse. Han gik ind for mutualisme, men ville afskaffe staten, og derfor kalder man hans teoretiske retning for mutualistisk anarkisme. I modsætning til de kommunistiske anarkister, går Proudhon ind for en form for ejendom og anser det frie initiativ og den frie konkurrence som drivkraften i samfundet. Senere gik Proudhon over til at kalde sig føderalist.

Julius Martov

Julius Osipovich Martov (russisk: Юлий Мартов, født Zederbaum, Цедербаум; 24. november 1873, død 4. april 1923), russisk marxist og venstre-socialdemokratisk politiker.

Martov var leder af mensjevik-fraktionen af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti fra starten af 1900-tallet og deltog som sådan i kampen for social retfærdighed, demokrati og imod tsarismen.

I eksil i Vesteuropa formede han et personligt venskab og politisk samarbejde med den mere radikalt sindede Vladimir Iljitj Uljanov, bedre kendt som "Lenin". De samarbejdede ikke mindst i en årrække omkring redigeringen af den socialdemokratiske partiavis "Iskra" (Gnisten). Politisk var forholdet dog problematisk og modsætningene kulminerede under partikongressen i London i 1903 hvor partiet splittedes i væsentligst to store fraktioner kendt som bolsjevikkerne (dansk: flertallet) og mensjevikkerne (dansk: mindretallet), idet Lenins forslag til en ny stram og elitær organisationsstruktur opnåede et snævert flertal.

Martov var en stærk modstander af Lenins elitære og autokratiske partimodel og argumenterede at denne ville føre til despoti og udemokratiske tilstande, et synspunkt som støttedes af Rosa Luxemburg og i en lang periode også af Lenins senere kampfælle Trotskij.

Ved udbruddet af første verdenskrig var begge russiske socialdemokratiske fraktioner modstandere af Det russiske kejserriges deltagelse i krigen og i stedet appellerede til strejker og arbejderklassens modstand mod imperialistisk krig. Men også hos mensjevikkerne opstod der en højrefraktion som i lighed med mange vesteuropæiske socialdemokrater var mere krigsvillige, blot havde denne færre tilhængere. Martovs "venstre-mensjeviker" holdt til det yderste fast ved krigsmodstanden og appellen til socialistisk revolution i lyset af krigsforberedelserne.

Kuruc

Kuruc (ungarsk kurucok, slovakisk kuruci) var betegnelsen for de væbnede anti-Habsburgske oprørere i kongeriget Ungarn mellem 1671 og 1711.

Kuruc hæren bestod hovedsageligt af livegne, blandt andet ungarske protestantiske bønder, mange slovakker. De ledende adelige var fortrinsvis ungarere.

Liberum veto

Liberum veto (dansk: ~ det frie veto) var en parlamentarisk regel i den polsk-litauiske realunion. Den tillod et medlem af Sejmen (parlamentet) at gennemtvinge et øjeblikkeligt stop for den aktuelle samling og ophæve enhver lovgivning, der allerede var blevet vedtaget ved samlingen ved at råbe Nie pozwalam! (dansk: ~ Jeg tillader ikke!).

Fra midten af 1500-tallet til slutningen af 1700-tallet havde den polsk-litauiske realunion liberum veto, en regel om enstemmighed i det parlamentariske arbejde. "Princippet om liberum veto spillede en vigtig rolle i fremkomsten af den unikke polske form af konstitutionalisme." Begrænsning af monarkens beføjelser var vigtig for opbygningen af retsstaten, religiøs tolerance og begrænse statsmagten ... normen i Polen i tider, hvor resten af Europa blev hærget af religiøst had og despoti."

Imidlertid er liberum veto også blevet holdt ansvarlig for forværringen af Realunionens politiske system, især i 1700-tallet, hvor fremmede magter bestak sejmmedlemmer til at lamme lovgivningsprocessen. Piotr Stefan Wandycz skrev, at "liberum veto var et uhyggeligt symbol på gammelt polsk anarki".

Ludvig Holstein-Holsteinborg

Ludvig Henrik Carl Herman lensgreve Holstein til grevskabet Holsteinborg (kaldet Holstein-Holsteinborg) (18. juli 1815 på Holsteinborg – 28. april 1892 i København) var en dansk godsejer og politiker, der var Danmarks 12. konseilspræsident (statsminister) fra 1870 til 1874. Hans regering sad fra 1870 til 1874.

Han var oprindeligt konservativ helstatsmand, men stemte senere for Novemberforfatningen og valgtes ind for Mellempartiet. Han spillede kun en lille politisk rolle, fordi han selv valgte at lade sig overskygge af de nationalliberale ministre i hans ministerium.

Holstein besad grevskabet Holsteinborg og var en fremragende landmand. Hans egentlige talent lå på landbrugets område, og han var præsident for Landhusholdningsselskabet 1866-1881.

Han var den ledende kraft i Den nordiske Industri- og Konstudstilling i Kjøbenhavn 1872.

Holsteins væsentligste bedrift var uden tvivl at han var hovedansvarlig for at Danmark blev holdt uden for den tysk-franske krig.

Margrete af Parma

Margrete af Parma (født 5. juli 1522, død 18. januar 1586) var en statholder i De Habsburgske Nederlande 1559-1567. Hun var udenomsægteskabelig datter af den hellige romerske kejser Karl 5. og hans elskerinde Johanna Maria van der Gheynst. Hun var hertuginde af Firenze og gennem ægteskab desuden af Parma og Piacenza.

Mensjevik

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.Mensjevik (russisk: меньшевики, tr. mensjeviki; dansk: mindretal) var en fraktion af Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDAP), der opstod i 1904 efter en tvist i det russiske socialdemokrati mellem Julius Martov og Vladimir Lenin, der førte til partiet splittedes i to fraktioner, hvoraf den ene var mensjevikkerne og den anden var bolsjevikkerne. Splittelsen opstod ved RSDAP's anden kongres, tilsyneladende over mindre spørgsmål fra partiorganisationen. Martovs tilhængere, som var i mindretal i en afgørende afstemning om spørgsmålet om partimedlemsskab, blev kaldt mensjevikker, der stammer fra det russiske ord меньшинство (minoritet), mens Lenins tilhængere var kendt som bolsjevikker fra большинство (flertal). Ingen af siderne havde et stabilt flertal under kongressen. Splittelsen viste sig at være langvarig og handlede både om historiske vurderinger, om for eksempel den mislykkede revolution i 1905 og teoretiske spørgsmål om ledelsen af arbejderklassen, klassealliancer og fortolkninger af historisk materialisme. Mens begge fraktioner anså, at den proletariske revolution var nødvendig, havde menjevikkerne generelt tendens til at være mere moderate og mere positive over for den liberale opposition og det dominerende bondebaserede socialistrevolutionære parti.

National Labor Relations Act

National Labor Relations Act (også kaldet Wagner Act) er en amerikansk lov fra 1935, som beskytter de fleste arbejdstageres ret til at danne fagforeninger i den private sektor, til at indgå i kollektive overenskomstforhandlinger og til at deltage i strejker og andre former for fælles aktiviteter til støtte for deres krav. Loven omfatter på den anden side ikke de arbejdstagere, som er dækket af jernbanearbejder loven, ansatte i landbruget, husligt ansatte, overordnet personale, selvstændige håndværkere og nogle familiemedlemmer til selvstændige håndværkere.

Orientalsk despoti

Orientalsk despoti er idé, der i mange år spillede en stor rolle i den vestlige verdens billede af Orienten. Man forestillede sig, at den typiske styreform i Orienten var stærkt centraliseret, og regenten (kejseren) besad vilkårlig og ubegrænset magt som en despot. I dag spiller ideen om det orientalske despoti en meget begrænset rolle.

Ideen blev introduceret af Montesquieu i værket De l'esprit des lois fra 1748. I skildringen af det orientalske despoti i Kina kunne han fremføre en stærk kritik af det enevældige Frankrig, som han selv boede i, uden at direkte at have angrebet styret. Senere førte Karl Marx ideen videre og talte om en særlige asiatisk produktionsmåde som forudsætningen for det orientalske despoti. I naturlig forsættelse heraf udgav historikeren Karl August Wittfogel i 1957 Oriental despotism. A comparative study of total power, hvor han også inddrog lignende ideer fra Max Weber og fremlagde ideen om hydraulisk despoti.

Perserkrigene

Perserkrigene er betegnelsen for de krige, som førtes mellem det persiske Rige og flere af de græske bystater mellem ca. 500 og 448 f.Kr.

Peter Andreas Heiberg

P.A. Heiberg (16. november 1758 – 30. april 1841) dansk forfatter og filolog blev født i Vordingborg. Slægten Heiberg stammer fra Norge og talte mange lærde præster og skolefolk. Således P.A. Heibergs fader, Ludvig Heiberg, født i Fredrikstad i Norge, var rektor på latinskolen i Vordingborg. Moderen, Inger Margrethe, var også af slægten Heiberg, hendes fader var Peder Heiberg, præst ved Vemmetofte, og hendes moder var Edele Hørning, af en dansk købmandsfamilie.

Romerrigets undergang

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed. Artiklen er fra den tyske i denne version og må gerne gås efter for tunge sætningskonstruktioner

Oldtidsforskerne diskuterer Romerrigets undergang. Især grundene til det vestromerske riges fald 476 e.Kr.. Der kommer nye til: skyldes det indre faktorer – som "dekadence“, religiøse og sociale ombrydninger – eller ydre tryk (germanere, hunner, persere)?

Østrom overlevede det vestromerske kejserriges sammenbrud.

Styreform

Styreform er måden en stat styres på, herunder hvilke grundlæggende normer, regler og love der bestemmer hvordan politiske beslutninger tages, samt hvem der kan træffe disse.En stats styreform hviler på nogle normer og principper, der kan være mere eller mindre eksplicit formuleret, eksempelvis i form af en grundlov, der bestemmer de grundlæggende retningslinjer for det politiske system.I Danmark har man konstitutionelt monarki.

Ugo Foscolo

Ugo Foscolo (født 6. februar 1778 på øen Zakynthos, død 10. september 1827 i Turnham Green ved London) var en italiensk digter.

Foscolo blev tidlig faderløs, og moderen bosatte sig for hans uddannelses skyld i Venedig, der den gang ejede Zakynthos. Her studerede han de græske og latinske klassikere og læste med begejstring Alfieris tragedier. I Padua fulgte han Cesarottis forelæsninger og begyndte tidlig selv at skrive digte. I 1797 fik han tragedien Tieste opført i Venedig, men maatte samme år forlade byen, faldet i unåde på grund af sine demokratiske ideer. Han rejste til Bologna, hvor han indtrådte som frivillig i den cisalpinske legion. Til Bonaparte sluttede han sig straks entusiastisk og skrev til ham oden Bonaparte liberatore, som han sendte ham fra det belejrede Genua, ledsaget af et brev, hvori han opfordrede ham til at rense sig for skændselen ved Campoformio og komme det betrængte Italien til hjælp. Langt betydeligere i digterisk henseende er dog oden til Luigia Pallavicini, der kom omtrent samtidig. Efter et kortere ophold i Firenze boede Foscolo nogen tid i Milano. Meget lidenskabelig, som han var, havde han her forskellige elskovseventyr, der for en del har givet ham stof til hans berømte roman Ultime lettere di Jacopo Ortis (1802), skrevet i brevform og handlende om en ung mand, der skuffet i alle sine idealer til sidst drives til selvmord. Romanen er på mange punkter en efterligning af Goethes Werther, men forskellig derfra ved sin stærkt patriotiske tendens. I nogle år var Foscolo som kaptajn med de italienske tropper, som lå ved den nordfranske kyst. Da han atter var vendt tilbage til Milano, skrev han der 1806—07 sit hovedværk I Sepolcri i rimløse jamber. Den ydre anledning til digtet var de i Italien og Frankrig nylig komne lovbestemmelser om, at ingen mere måtte bisættes i selve byerne, men at alle, høje og lave, berømte og ukendte, skulle begraves på de offentlige kirkegårde uden for byerne, i grave af ens størrelse og udseende. I pompøse og smukke vers hævder nu Foscolo, at mindesmærker, som ikke gavner de døde, har stor betydning for menneskeslægten. Han mindes Parini, hvis grav allerede er glemt og forsømt, opfordrer sine landsmænd til at hædre deres store mænd ved at værne om deres grave, og han synger begejstret Santa Croces, Firenzes Pantheons, pris. I 1808 blev han ved Cerrettis død ansat som professor i veltalenhed i Pavia. Her holdt han januar 1809 sin berømte indledningsforelæsning Dell'origine e dell'ufficio della letteratura, men for øvrigt var hans stilling kun af kort varighed, da lærestolen samme år blev inddraget. Ved sin retliniede og stolte, men heftige og lidenskabelige karakter skaffede Foscolo sig mange fjender. Mellem ham og hans tidligere ven Vincenzo Monti kom det således til et voldsomt brud. Hans sværmeri for Bonaparte var veget pladsen for had til det kejserlige despoti, og da 1811 hans tragedie Aiace blev opført i Milano, beskyldte hans modstandere ham for deri at være kommet med politiske hentydninger til Napoleon. Stykket blev forbudt, og Foscolo selv måtte forlade byen. Han levede nu et år i Firenze, hvor han boede på den skønne Villa Bellosquardo hos komtesse d'Albany, Alfieris elskede. Her påbegyndte han, begejstret over Canovas gruppe Gratierne, sit digt Delle Grazie, som han dog aldrig fik fuldendt. Under rejsningen mod Napoleon efter slaget ved Leipzig meldte Foscolo sig atter til tjeneste i den norditalienske hær; men da han efter Østrigernes indtog 1814 ikke ville aflægge ed til den nye regering, flygtede han til Schweiz. Her skrev han under pseudonymet Didimo Chierico på latin Hypercalypsis, en skarp satire mod de samtidige italienske litterater. I 1816 rejste han til England, hvor han fik en god modtagelse og vakte stor opsigt ved sine forelæsninger og skrifter. Han skrev og udgav her flere betydelige kritiske arbejder om Dante (Discorso sul testo della Divina commedia), Petrarca og Boccaccio. Hans liv i England var sørgeligt. Han levede over evne, gjorde gæld og måtte i sine sidste år ernære sig ved undervisning, tidsskriftsartikler osv. Han døde i Turnham Green 1827 og blev begravet der, men 1871 blev hans jordiske rester ført til Italien og bisat i Santa Croce i Firenze. Af hans samlede værker og korrespondancer udkom en udgave i 11 bind ved Francesco Silvio Orlandini og Enrico Mayer (Firenze 1850—1862, med supplementsbind ved Giuseppe Chiarini 1890), digtene bland andet ved Chiarini (1890), Liriche scelte, i Sepolcri e le Grazie, kommenteret af Severino Ferrari (Firenze 1891), Ultime lettere di Jacopo Ortis ved Giovanni Antonio Martinetti og Camillo Antona-Traversi (Saluzzo 1887).

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.