Den Iberiske Halvø

Den Iberiske Halvø (også kaldt Den Pyrenæiske Halvø) ligger i det sydvestligste Europa. Den er afgrænset af Middelhavet mod syd og øst og af Atlanterhavet mod nord og vest. Pyrenæerne danner den nordøstlige grænse af halvøen og forbinder den med resten af Europa. Ved Gibraltar i den sydligste del er den Iberiske Halvø tæt ved Afrika. Gibraltar-strædet adskiller halvøen fra Marokko på det afrikanske fastland i en bredde af 14 km. Halvøen dækker 582.925 km². Dens geografiske centrum ligger i bjergkæden Cerro de los Ángeles. Den længste flod er Tajo, der er 1.007 km lang (med 731 km i Spanien og 275 km i Portugal). Det højeste punkt på den iberiske halvø er bjerget Mulhacén (3.482 m), befinder sig mod syd i bjergmassivet Sierra Nevada (i Andalusien). Geologisk set er det kendetegnende for den Iberiske halvø, at den største del af fastlandet består af en højslette, den Kastillanske højslette, der har en gennemsnitlig højde over havet på ca. 600 m. De nordlige, nordvestlige og vestlige kyster er klippefyldte og forrevne, modsat de østlige, sydøstlige og sydlige, der er mere blide.

Iberian map europe
Den Iberiske Halvø

Lande og territorier

Politiske mellemplader af Den Iberiske Halvø sorteret efter område:

Historie

Aracena23te
Udsigt over den andalusiske nationalpark Sierra de Aracena y Picos de Aroche ca. 125 km fra Huelva.

De første beboere (bortset fra neandertalere og Cro-Magnon-mennesker) var antagelig ibererne. Navnet "den iberiske halvø", kommer af floden ”Íber”, som muligvis er den nuværende Ebro, men det kan også dreje sig om Guadalquivir eller andre floder i Huelvaområdet. Tekster fra antikken nævner en flod, Iberus og et folk, som kaldes iberer. Allerede på den tid begyndte grækerne at kalde halvøen for Iberia.

Senere kom kolonier af carthageniensere og romere til, og det var romerne, der først kaldte halvøen for ”Hispania”.

Da det vestromerske rige brød sammen, slog visigoterne sig ned på halvøen, indtil de blev fordrevet af maurerne, som kaldte landet Al Andalus.

I Middelalderen var halvøen opdelt i mange småstater, dels muslimske og dels kristne. I syv århundreder blev den iberiske halvø et betydningsfuldt centrum for Islamisk kultur, indtil det sidste tilholdssted, Granada, faldt i 1492.

Derefter blev landene på den iberiske halvø, Spanien og Portugal, udgangspunkt for opdagelsesrejser og store koloniriger i fremmede verdensdele. Det skabte stor rigdom, men også betydelig inflation, og rigerne tabte efterhånden momentum i den europæiske ekspansion.

Begge lande stod uden for verdenskrigene, men måtte gennemleve lange perioder under diktatur. I dag er den iberiske halvø en integreret del af EU med demokratisk styre.

Sprog

Spanien

Portugal

Andorra

Gibraltar

UNESCO's Verdensarvsliste på den iberiske halvø

UNESCO's liste viser, at denne halvø har været historisk, kulturelt og økonomisk betydningsfuld i årtusinder.

Portugal

  • Alto Douro vinområde
  • Den centrale del af byen Angra do Heroísmo på Terceira øen i Azorene
  • Kristi kloster i Tomar
  • Kulturlandskabet i Sintra
  • Det historiske centrum i Évora
  • Det historiske centrum i Guimarães
  • Det historiske centrum i Oporto
  • Landskabet omkring Pico øen: vingårde
  • LaurisilvaskoveneMadeira
  • Klostret Alcobaça
  • Klostret Batalha
  • Eremitklostret og Belemtårnet i Lisabon
  • Forhistorisk kunst i området ved Côadalen

Spanien

Eksterne henvisninger

Koordinater: 40°14′24″N 4°14′21″V / 40.24°N 4.2392°V

Al-Andalus

Al-Andalus er det arabiske navn for de dele af den Iberiske halvø som var under muslimsk styre fra 711 til 1492. Den geografiske udstrækning af al-Andalus kom derfor til at variere gennem dets historie. Al-Andalus refererer således både til ummayyade-styret, emiratet 750-926 og kalifatet 929-1031, samt til deres efterfølgerstater, taifa-kongedømmerne.

Da det muslimsk kontrollerede område blev erobret af kristne nabokongedømmer i den proces der siden er blevet kaldt La reconquista, blev al-Andalus brugt til at betegne de resterende muslimske territorier. Det blev siden ophav til navnet på den senere spanske region Andalusien, hvor det muslimske styre varede længst. På dansk er betegnelsen maurisk ofte blevet brugt til at beskrive den ibero-muslimske kultur og muslimerne kaldes da maurerne.

Baskisk

Baskisk (baskisk: euskera / euskara / eskuara) er et isoleret sprog, talt af omkring 690.000 personer i Baskerland, en spansk-fransk grænseregion ved atlanterhavskysten; men mange baskisktalende bor i andre dele af Europa og i USA, og det totale antal er omkring 800.000.

Navnet "baskisk" kommer af latin vascones, et navn benyttet om keltiberere, en gruppe keltere bosat på Den iberiske halvø. Ordet deler etymologi med den baskiske forstavelse eusk-. Baskernes betegnelse på seg selv er euskaldunak, afledet af sprogets navn "euskara" (og betyder egentlig "baskisktalende").

Baskisk er i dag et af meget få ikke-indoeuropæiske sprog talt i Vesteuropa. Det mangler bogstaverne c, q, v, w og y, mens k, z og x er hyppigt forekommende. Vore dages fælles standardbaskisk, euskara batua, er baseret på dialekten i Guipúzcoa.Baskisk antages at være det eneste overlevende sprog fra en ældgammel sprogfamilie, der blev udraderet ved de indoeuropæiske sprogs indtog. I dag findes der en baskisksproglig presse, dertil regional radio og fjernsyn.I romerske indskrifter på latin i Aquitaine (i Sydfrankrig) genkendes flere ord af baskisk ophav, fx nescato og cison (neskato og gizon betyder "pige" og "mand" på moderne baskisk). Dette sprog kaldes aquitansk, og blev sandsynligvis talt, inden romerne indførte latin i Pyrenæerne. Romersk forsømmelse af denne afsides egn sikrede det baskiske sprogs overlevelse, mens andre ikke-indoeuropæiske sprog på Den iberiske halvø, som iberisk og tartessisk, uddøde og blev erstattet af latin.

Gallia Aquitania

Gallia Aquitania var en provins i Romerriget, som lå i den sydvestlige del af nutidens Frankrig. Den grænsede til provinserne Gallia Lugdunensis, Gallia Narbonensis og Hispania Tarraconensis. Gallia Aquitania blev en kejserlig provins under Augustus, under en tidligere pretor, og holdt ingen legioner.

Under Diokletians omorganisering af provinserne blev Gallia Aquitania inddelt i tre provinser: Aquitania Prima, Aquitania Secunda og Aquitania Tertia eller Aquitania Novempopulania (nu Gascogne).

I 418 gav kejser Honorius visigoterne land i Aquitania. Dette blev antagelig gjort under hospitalitas, reglerne for indkvarterede soldater. Disse bosættelser blev kernen i det visigotiske kongedømme, som senere blev udvidet over Pyrenæerne ind på Den iberiske halvø.

Gibraltar

Gibraltar (fra Djebel al-Tarik, arabisk for 'Tariks klippe') er et britisk oversøisk territorium på sydkysten af den Iberiske Halvø.

Grevskabet Barcelona

Grevskabet Barcelona (latin: Comitatus Barcinoncis; catalansk: Comtat de Barcelona) var oprindelig en grænsemark i udkanten af Frankerriget under karolingernes styre. Ved slutningen af 900-tallet var greverne de facto uafhængige, arvelige herskere, der lå i konstant krig med Cordoba-kalifatet og dets efterfølgere. Greverne opnåede gennem ægteskabspolitik og traktater efterhånden kontrol med de øvrige catalanske grevskaber og udstrakte sin indflydelse til Occitanien. I 1164 indgik Grevskabet Barcelona i en personalunion med Kongeriget Aragonien og indgik herefter som et af landene i Aragoniens krone.

Halvø

En halvø er et landområde, der for den største del af sin omkreds er omgivet af vand, men på den ene side er landfast med en større landmasse. Når formen er særlig lang og smal, bruges betegnelserne odde og landtunge. Dersom en halvø er bredest udadtil og kun forbundet med fastlandet ved et smalt stykke land, betegnes dette smalle stykke som en tange. En kileformet halvø kaldes et næs, det er bredest mod land og bliver smallere ud mod vandet.

Eksempler på halvøer:

Arabiske Halvø

Balkan

Den Iberiske Halvø

Jylland

Sinai-halvøen

Karthago

Karthago var en koloniby som blev grundlagt af de handelsfarende fønikere. Byen blev grundlagt i 814 f.Kr. i det nuværende Tunesien tæt på landets nuværende hovedstad Tunis.

Byens første år var præget af et opgør mellem de maritime og landsbesiddende familier. De maritime handelsfamilier stod for regeringen, og gennem det 6. århundrede f.Kr. begyndte Karthago at øge sin dominans over det vestlige Middelhav. Handelsmænd og opdagelsesrejsende bragte øget velstand og magt til bystaten. I det tidlige 6. århundrede f.Kr. skulle Hanno have sejlet ned langs Afrikas kyst, måske helt til Sierra Leone. Under lederen Malchus begyndte byen en systematisk erobring af både det indre Afrika og kystområderne.

Byen erobrede de gamle fønikiske kolonier og de libyske stammeområder. Derfra spredte den sin magt og kontrol til Egypten. Endvidere Sardinien, Malta og den vestlige del af Sicilien. Der var også oprettet kolonier i Iberien (Den Iberiske Halvø).

Ved begyndelsen af det 5. århundrede f.Kr. var Karthago det handelsmæssige centrum i regionen, en stilling den beholdt ca. 300 år til Roms endelige sejr i de puniske krige.

Ved den Tredje puniske krig 149-146 f.Kr. mellem Rom og Karthago udtalte Cato den Ældre:

"I øvrigt mener jeg, Karthago bør ødelægges".

Det skete. Byen blev ødelagt, og store frugtbare områder blev lagt øde, da de blev oversvømmet af havvand (Saltvand).

Karthago er i dag med på Unescos Verdensarvsliste.

Under de puniske krige blev førstefødte ofret til guderne Baal-Hammon eller Tanit.

Kongeriget Castilien

Kongeriget Castilien var et af de middelalderlige kongeriger på Den Iberiske Halvø. Det opstod som et uafhængigt område i det 9. århundrede, hvor det blev kaldt grevskabet Castilien og var en vasalstat af Kongeriget León. Dets navn stammer fra den række af borge (Castillo på spansk), der er bygget i regionen. Det var et af kongerigerne der oprettede Castiliens krone, og Kongeriget Spanien.

Kongeriget Navarra

Kongeriget Navarra (spansk: Reino de Navarra; baskisk: Nafarroako Erresuma; fransk: Royaume de Navarre), oprindeligt Kongeriget Pamplona, var et kongerige, der eksisterede fra 824 til 1620 og lå i den nordøstlige del af den Iberiske halvø, nogenlunde hvor den nuværende spanske region Navarra ligger i dag. Hovedstaden var Pamplona.

Kongeriget opstod, da den lokale baskiske leder Íñigo Arista blev konge omkring 824, for efterfølgende at lede et oprør mod frankerne. Kongeriget havde sin storhedstid under kong Sancho 3. af Navarra, for herefter at begynde at gå i opløsning i løbet af 1500-tallet. Den sydlige del blev indlemmet i Kongeriget Aragonien i 1512. Den nordlige og sidste selvstændige del af kongeriget blev indlemmet i Kongeriget Frankrig i 1620.

Kongeriget Portugal

Kongeriget Portugal var et monarki på den Iberiske Halvø som opstod i 1139 og ophørte i 1910, da der opstod revolution. I sin tid bestod den af mange kolonier, hvor hovedlandet var det nuværende Portugal.

Kongeriget Valencia

Kongeriget Valencia (catalansk: Regne de València; spansk: Reino de Valencia; latin: Regnum Valentiae) var et kongerige på østkysten af den Iberiske Halvø, der eksisterede fra 1238 til 1707. Kongeriget havde centrum i byen Valencia, og dets område er mere eller mindre sammenfaldende med den nuværende spanske region Valencia. Kongeriget Valencia var under hele sin eksistens et af rigerne, der indgik i Aragoniens krone.

Kongeriget Valencia blev oprettet i 1238 af kong Jakob 1. af Aragonien (kaldet Jakob Erobreren), efter han med aragonske og catalanske styrker havde erobret det mauriske taifa Balansiya under Reconquistaen, den langstrakte erobring af den Iberiske Halvø fra maurerne. Han organiserede området som et kongerige under Aragoniens krone. Det var dermed undergivet de aragonske kongers herredømme men havde sin egen administration og institutioner.

Da Aragoniens krone blev forenet med Castiliens krone i en dynastisk union, der dannede Kongeriget Spanien, blev Kongeriget Valencia et af rigerne, der udgjorde det spanske monarki. Kongeriget Valencia blev opløst af kong Filip 5. af Spanien i 1707 som konsekvens af Nueva Planta-dekreterne, der var et resultat af den Spanske Arvefølgekrig.

Korsfarerstat

En korsfarerstat er en stat, som er blevet befolket af korsfarere i forbindelse med et eller flere korstog.

Betegnelsen kan også bruges om stater, som grænser lige op til et område, der kan være mål for et korstog. Nogle gange er betegnelsen blevet brugt om de kristne stater på den iberiske halvø

Lissabon

Lissabon (portugisisk: Lisboa) er Portugals hovedstad og største by med 506.654(2018) indbyggere inden for det administrative område, der dækker 100,05 km2. Byområdet er større end byens administrative grænser, og har en samlet befolkning på omkring 2,8 mio. personer, hvilket gør det til det 11.-største byområde i EU. Der bor omkring 3 millioner personer i Lissabon metropolområde, inklusive den Portugisiske Riviera, (der udgør omkring 27% af landets befolkning). Det er den vestligste hovedstad på det europæiske kontinent, og den eneste hovedstad, der ligger ud til Atlanterhavets kyst. Lissabon ligger på den vestlige del af Den Iberiske Halvø ved floden Tagus. Den vestlige del af byen er den vestligste del af Kontinentaleuropa, som er kendt som Kap Roca, der ligger i Sintrabjergene.

Byen har de historiske grænser i behold, og flere forstadsbyer er stadig selvstændige administrative enheder: Loures, Amadora, Oeiras, Odivelas og Sacavém.

Portugal

Portugal (portugisisk: Portugal), officielt den Portugisiske Republik (portugisisk: República Portuguesa), er et land beliggende på Den Iberiske Halvø i det sydvestlige Europa. Landet grænser op til Spanien i nord og øst og er ellers omgivet af Atlanterhavet i vest og syd. I Atlanterhavet ligger øgrupperne Madeira og Azorerne, som har udstrakt selvstyre.

Portugal blev grundlagt i 1139, da Afonso 1. proklameredes konge. Det nye kongerige ekspanderede mod syd til Algarve, hvorfra maurerne blev endeligt fordrevet i løbet af det 13. århundrede. I det 15. århundrede begyndte portugisiske søfolk at udforske den afrikanske kyst. Dette blev begyndelsen til Portugals storhedstid. En ekspansiv periode med udforskning af verdenshavene, hvor søvejene til Indien og Brasilien blev opdaget. Portugisiske kolonier blev grundlagt i både Asien, Sydamerika og Afrika. Handlen med slaver, guld og krydderier gjorde for en tid Portugal til et af verdens rigeste lande, og Lissabon til en af Europas største handelsbyer. Under den senere afkolonisering og industrialisering kom Portugal som udpræget landbrugsland og med diktaturstyre til at stå svagt i Europa, men opnåede med demokratiets indførelse i 1974 politisk stabilitet og med optagelsen i EF (EU) i 1986 et økonomisk løft.

Portugal er et udviklet land med en avanceret økonomi og høj levestandard. Det er en af verdens mest globaliserede og fredelige nationer. Portugal er medlem af FN, EU, Eurozonen, OECD, NATO, WTO og Sammenslutningen af portugisisksprogede lande. Landet har de seneste år været præget af den globale finansielle og økonomiske krise, der for Portugals vedkommende også har udviklet sig til en gældskrise. Siden den økonomiske nedtur begyndte, er det offentlige budgetunderskud steget voldsomt.

Pyrenæerne

Pyrenæerne er en bjergkæde i Sydvesteuropa, der skaber en naturlig grænse mellem Frankrig og Spanien. Den skiller Den Iberiske Halvø fra Frankrig og strækker sig over 430 km fra Biscayen i Atlanterhavet til Middelhavet. Den lille stat Andorra ligger klemt inde mellem Frankrig og Spanien i bjergkæden.

Pyrenæerne blev dannet for mellem 100 og 150 millioner år siden da den iberiske halvø blev presset nordpå. Således er Pyrenæerne en væsentligt ældre bjergkæde end Alperne. Det stenrige landskab der karakteriserer Pyrenæerne skyldes bjergkædens righoldige indhold af granit, og ikke mindst har der på grund af den begrænsede gletsjer-aktivitet generelt været en svag erosion.

Bemærkelsesværdigt er fraværet af store søer. Desuden findes der i selve bjergkæden kun to bjergpas mellem Spanien og Frankrig, nemlig Col de la Perche og Col de Somport. Der er ingen gletsjere i den østlige del af Pyrenæerne. Gletsjere findes kun på nordsiden af den centrale del af bjergkæden, koncentreret omkring toppen af de højeste bjerge.

De mest bemærkelsesværdige bjerge er: Pico d'Aneto (det højeste på 3404 meter), Mont Posets, Monte Perdido, Pic Maudit, Vignemale og Pic du Canigou i den østlige del.

I regionen tales der især fransk, spansk, catalansk og baskisk.

Begge de to store cykelløb Tour de France og Vuelta a Espana går igennem dele af Pyrenæerne.

Spanien

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

For alternative betydninger, se Spanien (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Spanien)Spanien (spansk: España), officielt Kongeriget Spanien (spansk: Reino de España), er et land i Sydvesteuropa. Spanien dækker hovedparten af Den Iberiske Halvø. Landet omfatter også De Baleariske Øer i Middelhavet og De Kanariske Øer i Atlanterhavet, de nordafrikanske byer Ceuta og Melilla, samt adskillige småøer i den vestlige del af Middelhavet. Med undtagelse af en lille landgrænse med Gibraltar, grænser det spanske fastland i syd og øst op til Middelhavet. I nord og nordøst grænser det op til Frankrig, Andorra og Biscayabugten, og i vest og nordvest op til Portugal og Atlanterhavet. Spanien deler som det eneste land i Europa landegrænse med et afrikansk land (Marokko).

Spanien er med sine 505.990 kvadratkilometer det største land i Sydeuropa, det næststørste land i Vesteuropa og EU, og det 4. største land i Europa. Det er Europas 6. og EU’s 5. folkerigeste land. Spaniens hovedstad og største by er Madrid. Andre vigtige storbyer er Barcelona, Valencia, Sevilla, Bilbao og Málaga.

Spanien er et konstitutionelt monarki med et parlamentarisk demokrati. Kong Felipe 6. er landets statsoverhoved. Spanien har som et udviklet iland verdens 14. største økonomi og verdens 16. højeste købekraftsparitet. Det er bl.a. medlem af FN, EU, Eurozonen, Europarådet, NATO, OECD, Schengen-samarbejdet og WTO. Spanien har også en ”permanent invitation” til det årlige G20-topmøde.

De første mennesker slog sig ned på Den Iberiske Halvø for omkring 35.000 år siden.

Spansk (sprog)

For alternative betydninger, se spansk. (Se også artikler, som begynder med spansk)Spansk eller castiliansk (spansk: español eller castellano) er et romansk sprog i den Iberoromanskgruppe, der udviklede sig fra flere sprog og dialekter i den centrale-nordlige del af den Iberiske Halvø i løbet af 800-tallet og gradvist spredtes med udvidelsen af kongeriget Castilien i det centrale og sydlige dele af den iberiske halvø under senmiddelalderen.

Moderne spansk udviklet gennem "tilpasning af konsonanterne" (Reajuste de las sibilantes), der begyndte i 1400-tallet. Sproget fortsatte at optage ord fra en række andre sprog, samt udvikle nye ord. Spansk blev især bragt til det amerikanske kontinent men også Afrika, Asien og Stillehavsområdet med udvidelsen af det spanske imperium mellem 1400-tallet og 1800-tallet, hvor det blev det vigtigste sprog for regeringen og handel.

I 1999 var der 358 millioner mennesker, der talte spansk som modersmål og i alt 417 millioner spansktalende på verdensplan. I øjeblikket er disse tal op til henholdsvis 400 og 500 millioner mennesker. Spansk er det næstmest anvendte modersmål i verden, efter mandarin kinesisk. Mexico har den største befolkning med spansk som modersmål. Spansk er et af de seks officielle sprog i De Forenede Nationer, og et af de officielle sprog i Den Europæiske Union, og Unasur. Spansk er det næstmest studerede sprog i verden, efter engelsk.

Sporvidde

Sporvidde er den indvendige afstand mellem jernbaneskinner på en skinnevej – det være sig jernbane, sporvej, rutsjebane, minebane etc. Begrebet bruges også om afstanden mellem (midten af) en bils hjulpar.

Afstanden måles som mellem indersiden af skinnehovederne. Normalspor har en sporvidde på 1435 mm som fastlagt af George Stephenson i forbindelse med anlægget af Stockton-Darlington Jernbane – normalt anerkendt som verdens første jernbane. Smalspor betegner sporvidder under 1435 mm, bredspor tilsvarende over 1435 mm.

Preussische Kleinbahngesetz fra 1892 fastlagde fire sporvidder som værende dækkende for behovet i Preussen og denne lov blev normdannende for hele det nordtyske område og nabolande, herunder Danmark. Den største af de i denne lov fastlagte smalspor, 1000 mm (benævnt meterspor), blev stort set enerådende blandt danske smalsporede jernbaner og anvendtes også af Århus sporveje (derimod havde roebanerne en sporvidde på 700 mm og Faxe Jernbane 791 mm, mens andre industribaner kunne have nærmest vilkårlige sporvidder), mens man eksempelvis i Sverige i stedet hyppigt brugte 891 mm (svarende til tre svenske fod) og i Norge 1067 mm (kaldt kapspor efter dens dominans i Kap-provinsen).

Årsagen til valg af smallere sporvidder var ofte økonomisk, i det smalsporede baner kunne anlægges med skarpere kurver og dermed bedre tilpasses de lokale forhold uden fordyrende ekstra anlæg. Imidlertid betød brugen af forskellige sporvidde at gods skulle omlades manuelt. Det var upraktisk, og i takt med stigende lønninger blev ekstraomkostningerne tilsvarende større. En række smalsporede baner blev derfor efterhånden ombygget til normalspor eller nedlagt. Andre steder indførtes specialmateriel, som normalsporede godsvogne kunne læsses op på, så omladning af godset kunne undgås.

Også den anden vej i forhold til bredspor opstod der problemer. Her er de gængse løsninger i dag enten at udskifte hjulsættene på vognene eller benytte hjulsæt, hvor hjulene kan forskydes til siden.

Normalspor er stort set enerådende i Nordamerika og på europæiske hovedlinjer med undtagelse af Den Iberiske Halvø, Irland og de tidligere russiske – senere sovjetiske – domæner (således Finland). Bredspor er til gengæld dominerende i Sydamerika, Indien og som nævnt Spanien, Portugal og Rusland. Kapspor bruges af en del afrikanske lande og Japan, mens metersporet er dominerende i enkelte lande i Afrika og Asien.

Den mindste sporvidde anvendt ved jernbaner er 260 mm; den skulle kunne opleves på Wells Walsingham Light Railway (10 km). En sporvidde på 2000 mm skulle stadig kunne opleves på CairnGorm Mountain Railway. En sporvidde på 2440 mm har været anvendt på en tømmerbane i USA (Oregon) og endelig skal der have været planer i Tyskland i 1930'erne om et stamnet af baner i Europa med en sporvidde på 3000 mm.

Tajo

Tajo (spansk), Tejo (portugisisk) eller Tagus (latin) er den længste flod i Portugal og på hele Den Iberiske Halvø. Den har en længde på ca. 1.007 km og har sit udspring i Albaracínbjergene i provinsen Teruel i Aragón i Spanien, hvorefter den hovedsagligt løber mod vest til den udløber i Atlanterhavet ved Lissabon i Portugal.

Man regner normalt med, at den spanske del udgør ca. 730 km og den portugisiske del 275 km. Knap 50 km af floden udgør dog international grænse mellem de to lande. Den har et afvandingsområde på ca. 86.000 km2, hvoraf 70% ligger i Spanien og 30% i Portugal.

Floden passerer blandt andet Aranjuez, Toledo og Talavera de la Reina i Spanien og Santarém og Lissabon i Portugal. I Lissabon krydses den af blandt andet 25. april-broen og Vasco da Gama-broen.

De portugisiske regioner Alentejo og Ribatejo har deres navne efter floden.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.