Den Europæiske Union

Portal: Den Europæiske Union

EU's flag
MottoIn varietate concordia
(latin: Forenet i mangfoldighed)[1][2][3]
EU-territorier i Europa
EU-territorier i Europa
Politiske centre Bruxelles
Luxembourg
Strasbourg
Største byer London og Parisa
Officielle sprog
Demonym europæer[4]
Type Økonomisk og politisk union
Medlemsstater
Ledere
Donald Tusk
Jean-Claude Juncker
Antonio Tajani
Lovgivende forsamling Rådet
Parlamentet
Etableret
23. juli 1952
1. januar 1958
1. november 1993
1. december 2009
Areal
- Total
4.324.782 km2 
Vand (%)
3,08
Indbyggertal
- Anslået 2018
512.379.225[5] (nr. 3)
117,9/km2 
BNP (KKP) Anslået 2016
- Total
15.788 mia. USD[6]
- Pr. indbygger
31.548 USD[6]
BNP (nominelt) Anslået 2011
- Total
17.960 mia. USD[6]
- Pr. indbygger
35.742 USD[6]
Gini (2010) 30,4[7] (medium)
HDI (2011) 0,853[8] (meget høj)
Valuta
Tidszone WET (UTC)b
CET (UTC+1)
EET (UTC+2)
- Sommer (DST)
WEST (UTC+1)
CEST (UTC+2)
EEST (UTC)
Datoformat DD/MM/ÅÅÅÅ
Internetdomæne .eu[9]
Telefonkode +3 og +4
Hjemmeside
europa.eu
  1. London og Paris er de største byer i EU efter befolkningstal i byer.[10]
  2. Inkluderer ikke oversøiske territorier.

Den Europæiske Union (EU) er en økonomisk og politisk union mellem 28 europæiske stater med mere end 510 millioner indbyggere,[5] i 2010 genererede EU, hvad der anslås at være 26% (USD 16.282 milliarder)[11] af den globale økonomi, eller 20% (USD 15.170 milliarder) når man justerer for købekraftsparitet.[12]

Som følge af den europæiske integrationsproces har unionens politiske system udviklet sig med tiden. Det er baseret på to grundlæggende traktater, Traktaten om Den Europæiske Union (EU-traktaten) og Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (EUF-traktaten), der indeholder både overstatslige og mellemstatslige elementer. Mens medlemsstaternes regeringer er repræsenteret i Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union (Rådet), vælger medlemsstaternes borgere direkte sine repræsentanter til Europa-Parlamentet. Medlemmerne af Europa-Kommissionen og dommerne i Den Europæiske Unions Domstol repræsenterer unionens interesser.

Den Europæiske Union kan spores tilbage til 1950'erne, da seks stater oprettede tre europæiske fællesskaber for at samordne en række økonomiske formål, så fremtidige militære konflikter kunne undgås. I 1958 skabte de seks stater således Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab; og det traktatmæssige grundlag er siden blevet ændret adskillige gange i takt med, at flere stater er indtrådt i unionen. I 1993 oprettede medlemsstaterne med indgåelsen af Maastrichttraktaten Den Europæiske Union og samlede de tre ovenfornævnte fællesskaber i ét nyt fællesskab kaldet Det Europæiske Fællesskab (EF). Ændringerne i samarbejdet førte til, at man fra dette tidspunkt sagde, at unionen havde en tre-søjlet struktur. Med den seneste ændring af traktatgrundlaget blev samarbejdet grundlæggende reformeret: EF blev nedlagt og aktiviteterne overført til EU, der blev indført en mere skarp sondring imellem unionens og medlemsstaternes kompetencer, unionens overnationale beføjelser blev styrket, og unionen fik personstatus.

Et af kerneelementerne i EU-samarbejdet er et indre marked, der med en fælles handels-,[13] landbrugs-, fiskeri- og regionspolitik[14] har til formål at sikre De Fire friheder. Medlemsstaternes borgere har ret til at bosætte sig, arbejde, rejse og investere i de øvrige medlemsstater, ligesom paskontrollen og toldchecks ved de fleste interne grænser blev afskaffet med Schengen-aftalen.[15] På det monetære område har en række stater indført en fælles møntenhed, ligesom unionen varetager den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik et samarbejde om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet.

Historie

1945-1958

EU Roma Musei Capitolini close-up
Stedet hvor Rom-traktaten blev underskrevet 25 marts 1957.

Efter Anden Verdenskrig var der politisk interesse for et øget samarbejde mellem de vesteuropæiske stater for at genopbygge Europa og forebygge ny krig mellem Frankrig og Vesttyskland. Central- og Østeuropa var på det tidspunkt hovedsageligt under sovjetisk kontrol og dermed udelukket fra et sådant samarbejde.

I 1946 talte Winston Churchill for at oprette et "Europas Forenede Stater"; dog uden britisk deltagelse. Den 9. maj 1950 præsenterede Frankrigs udenrigsminister Robert Schuman et forslag udarbejdet af Jean Monnet til en fælles styring af Frankrig og Vesttysklands kul- og stålindustri. I forslaget var det bemærket, at aftalen blev set som et første skridt i retning mod en europæisk føderation.[16] Fællesskabets grundlæggende medlemmer Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Vesttyskland, der underskrev Paristraktaten i 1951. I 1957 underskrev repræsentanter fra de seks stater Romtraktaten, der udvidede det eksisterende samarbejde indenfor Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) og oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), hvorved der skabtes en toldunion, og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM) for at samarbejde om udviklingen af atomenergi. Traktaten trådte i kraft i 1958.

1958-1972

EC-EU-enlargement animation
EF 1957 - EU 2013

De to nye fællesskaber blev skabt separat fra EKSF til trods for, at alle tre fællesskaber delte domstol og parlamentarisk forsamling. De udøvende myndigheder i de nye fællesskaber blev døbt Kommissionen: EØF blev ledet af Walter Hallstein (Hallstein-kommissionen), mens EURATOM blev ledet af Louis Armand (Armand-kommissionen) og derefter Etienne Hirsch. Det var målet, at EURATOM skulle integrere atomenergisektorerne, mens EØF skulle udvikle en toldunion mellem medlemsstaterne.

I 1960'erne opstod der spændinger i samarbejdet, og Frankrig forsøgte at begrænse de overnationale elementer af samarbejdet. I 1965 nåede medlemsstaterne til enighed om at ændre Bruxellestraktaten, og i 1967 kunne Fusionstraktaten underskrives i Bruxelles. Traktaten trådte i kraft 1. juli 1967 og ændrede den institutionelle ramme i samarbejdet og samlede de forskellig kommissioner i én. Formelt var der stadig tale om tre sideordnede fællesskaber, men normalt omtalte man blot det udvidede samarbejde som Det Europæiske Fællesskab (EF). Jean Rey var formand for den første fusionerede kommission.

1973-1993

I 1973 blev fællesskabet udvidet, da staterne Danmark (Grønland forlod samarbejdet i 1985), Irland og Det Forenede Kongerige. Norge havde også forhandlet med fællesskabet om at indtræde i det, men de norske vælgere afslog ved en folkeafstemning et medlemskab, og Norge står fortsat uden for. I 1979 blev det første direkte valg til Europa-Parlamentet afholdt. Grækenland indtrådte i fællesskabet i 1981 og Spanien og Portugal fulgte i 1986. I 1985 blev Schengen-samarbejdet indledt med det formål at skabe et område uden paskontrol mellem de fleste medlemsstater og nogle ikke-medlemsstater. I 1986 blev EF-pakken underskrevet og Europaflaget taget i brug.

Efter jerntæppets fald blev det tidligere DDR i 1990 en del af fællesskabet som en del af et forenet Tyskland. Ønsket om at muliggøre flere central- og østeuropæiske landes indtræden i fællesskabet førte til, at de såkaldte Københavnskriterier blev aftalt, der opridsede de betingelser en kandidatstat skulle opfylde før den kunne optages som medlem.

1993–nu

Den Europæiske Union blev formelt skabt, da Maastrichttraktaten trådte i kraft den 1. november 1993. I 1995 indtrådte Østrig, Sverige og Finland som medlemmer i det nydannede EU. I 2002 valgte 12 medlemsstater at skifte nationale pengesedler og mønter ud med en fælles valuta. Unionens hidtil største udvidelse skete 1. maj 2004, hvor staterne Malta, Cypern, Slovenien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn opnåede medlemskab. Den 1. januar 2007 blev Rumænien og Bulgarien medlemsstater. Island ansøgte i 2009 om medlemskab, men trak ansøgningen tilbage i 2015[17].

Den 1. december 2009 trådte Lissabontraktaten i kraft. Det medførte en række ændringer af den måde, hvorpå Unionen fungerer og arbejder. Særligt blev EU's retlige struktur ændret og EU's tre søjler blev nedlagt og samlet i én juridisk enhed med personstatus. Med traktaten blev der også indført en ny post som Formand for Det Europæiske Råd, ligesom EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik fik forøgede beføjelser.

Den 1. juli 2013 blev Kroatien optaget som det 28. medlemsland.

Den 23. juni 2016 stemte Storbritannien sig ud af EU - det såkaldte Brexit.

Tidslinje

Underskrevet
Ikrafttrædelse
Dokument
1948
1948
Bruxelles-traktaten
1951
1952
Paris-traktaten
1954
1955
Ændrede Bruxellestraktat
1957
1958
Rom-traktaterne
1965
1967
Fusionstraktaten
1975
-
Rådsmødekonklusioner
1985
1985
Schengen-traktaten
1986
1987
EF-pakken
1992
1993
Maastricht-traktaten
1997
1999
Amsterdam-traktaten
2001
2003
Nice-traktaten
2007
2009
Lissabon-traktaten
 
                         
Den Europæiske Unions tre søjler:  
Europæiske Fællesskaber:  
Det Europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM)   
Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) Traktaten ophørte i 2002 Den Europæiske Union (EU)
    Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF)
        Schengen-samarbejdet   Det Europæiske Fællesskab (EF)
    TREVI Retlige og indre anliggender (RIA)  
  Politi- og strafferetligt samarbejde (PSS)
          Europæiske Politiske Samarbejde (EPS) Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)
Vestunionen (WU) Den Vesteuropæiske Union (WEU)    
Traktaten ophørte i 2011  
                       

Geografi

Medlemslandene

Unionen har udvidet sig kraftigt siden Rom-traktaten blev underskrevet af Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg i 1957. De seks grundlæggende lande bliver ofte refereret til som de seks eller kerne-Europa.

22 andre stater har sluttet sig til unionen i de følgende seks udvidelser (medlemsstater, der tillige indgår i Euro-samarbejdet er markeret med "€"):

UE-EU-ISO 3166-1
Kort over EU lande og ansøgerlande (ISO 3166-1)

Visse områder i medlemslandene er ikke en del af EU, f.eks. Kanaløerne, Grønland (udtrådt 1982) og Færøerne, mens andre områder er medlemmer med særstatus som Ålandsøerne (trods medlemskab ret til toldfrit salg på færger til Sverige og det finske fastland).[18]

Områder, der ligger langt fra det kontinentale Europa, kan dog være en del af EU. Eksempelvis Azorerne og Madeira der repræsenteres af Portugal i EU.

Franske oversøiske områder anses som en del af Frankrig, og derfor bruges euroen så langt væk fra Europa som Martinique og Fransk Guyana (se DOM-TOM). Man bruger dog valutaen Franc Pacifique i de franske besiddelser i Stillehavet (Fransk Polynesien, Ny Kaledonien samt Wallis og Futuna).

Kandidatlande

Further European Union Enlargement
     Medlemslande      Kandidatlande i forhandlinger      Kandidatlande      Ansøgerlande      Potentielle kandidater

I henhold til EU-traktatens artikel 49 kan alle europæiske stater, der endnu ikke er medlem af EU, og som respekterer EU's værdier (fremgår af EU-traktatens artikel 2) og ønsker at fremme disse, ansøge om at blive medlem af unionen. Ansøgningen sendes til Rådet, som underretter både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter om, at der er indkommet en ansøgning. Endelig beslutning om optagelse træffes først af Rådet efter Kommissionen har afgivet et høringssvar, som Europa-Parlamentets flertal kan stemme for, og i så fald træffes beslutningen efter reglen om enstemmighed.

For at modtage et positivt høringssvar skal en ansøgende stat leve op til følgende kriterier:

For at opnå medlemskab skal staten:

For at medlemsstaterne kan opfylde disse betingelser, yder EU både rådgivning og finansiel støtte, ligesom EU og ansøgerlandene indgå partnerskaber, der har til formål at tilpasse ansøgerstaten til EUs standarder. EU og ansøgerlandende indgår i den forbindelse en stabiliserings- og associationsaftale. Processen afsluttes med at staten tiltræder EU, hvilket sker ved at EU's medlemsstater og den pågældende stat indgår en tiltrædelsestraktat.

I praksis opererer man med to typer af ansøgerlande: "Kandidater" og "potentielle kandidater". Der er for tiden i alt fem kandidatlande:Tyrkiet og Nordmakedonien (begge kandidater siden 2005), Montenegro (kandidat i 2010) og Serbien (kandidatland fra primo 2014). Der er ingen grænse for, hvor lang tid der kan gå, fra en stat indgiver en ansøgning og staten kan kalde sig for kandidat eller potentiel kandidat; Montenegro indgav f.eks. sin ansøgning i 2008.

Albanien ansøgte om optagelse sammen med Montenegro. De er stadig ikke kandidater, men er potentielle kandidater. Det samme er Bosnien-Herzegovina. Stabiliserings- og associeringsaftalen med Bosnien-Herzegovina er endnu ikke ratificeret af samtlige medlemsstater. Kosovo kom tættere på en status som kandidatland ved ingåelsen af en stabiliserings- og associeringsaftale med EU i 2013.

Institutioner

Den institutionelle struktur i EU har været nogenlunde konstant siden 1952 til trods for, at de enkelte institutioners beføjelser (såvel generelt som over for hinanden) er blevet justeret adskillige gange. I unionens nuværende traktatgrundlag findes reglerne om EU's institutioner i EU-traktatens afsnit III og i EUF-traktatens del 6.

På mange måder viser EU nogle af de typiske kendetegn for et føderalt system; med en Kommission som den udøvende magt og en to-delt lovgivningsmyndighed hos Europa-parlamentet, der repræsenterer borgerne, og Rådet, der repræsenterer staterne. Den vigtige rolle Rådet spiller kan sammenlignes med den udøvende føderalisme, der kerakteriserer Forbundsrepublikken Tyskland, snarere end en magtadskillelse i klassisk forstand.

Europarl logo
Europa-Parlamentet (EP)

- Lovgivende -

Det Europæiske Råd

- Giver fremdrift og retning -

Rådet for Den Europæiske Union (Rådet)

- Lovgivende -

European Commission Logo
Europa-Kommissionen

- Udøvende -

Europa-Parlamentet
Medlemmer af Det Europæiske Råd i 2011
Rådets møderum
Europa-Kommissionens bygning
  • fungerer i fællesskab med Rådet som lovgiver
  • deler sammen med Rådet budgetbeføjelserne og beslutter i sidste instans om det almindelige budget for EU
  • udøver demokratisk kontrol med EU-institutionerne, herunder Europa-Kommissionen og udnævner Kommissionens medlemmer
  • hjemhørende og plenarmøder i Strasbourg, generalsekretariat i Luxembourg, holder primært møder i Bruxelles
  • er "regeringen"
  • fremsætter forslag til ny lovgivning for Parlamentet og Rådet
  • implementerer EU-politik og administrerer budgettet
  • sikrer overensstemmelse med EU-retten ("traktaternes vogter")
  • forhandler internationale traktater
  • hjemhørende i Bruxelles
No image wide.svg
Emblem of the Court of Justice of the European Union.svg
Den Europæiske Unions Domstol

- Dømmende -

CURIA RATIONUM logo.svg
Den Europæiske Revisionsret

- Uafhængig kontrol -

Logo European Central Bank
Den Europæiske Centralbank (ECB)

- Monetær udøvende (centralbank) -

No image wide.svg
ECJ room
ECA building
Europæiske Centralbank
  • sikre en ensartet fortolkning af EU-lovgivningen
  • har beføjelse til at afgøre juridiske tvister mellem EU-lande, EU-institutioner, virksomheder og enkeltpersoner
  • hjemhørende i Luxembourg
  • undersøger den korrekte brug af indtægter og udgifter for EU-institutionerne (se også EU's budget)
  • hjemhørende i Luxembourg

Kompetencefordeling

Som anført i AFSNIT I af FØRSTE DEL i den konsoliderede udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde[20]
Enekompetence
Delt kompetence
Støttekompetence
Unionen har enekompetence til at foretage direktiver og indgå internationale aftaler, når der er fastsat i en EU-retsakt (Artikel 3)
  • toldunionen
  • fastlæggelse af de konkurrenceregler, der er nødvendige for det indre markeds funktion
  • den monetære politik for de medlemsstater, der har euroen som valuta
  • bevarelse af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik
  • fælles handelspolitik
  • indgåelse af bestemte internationale aftaler
Medlemsstaterne kan ikke udøve kompetence på områder, hvor EU har gjort det. (Artikel 4)
"(Artikel 4) (…) udøvelsen af denne kompetence kan ikke føre til, at medlemsstaterne forhindres i at udøve deres kompetence i" …
  • forskning, teknologisk udvikling og rumpolitik
  • udviklingssamarbejde og humanitær bistand
Unionen koordinerer medlemsstaternes politikker eller implementerer supplement til deres fælles politikker, der ikke er omfattet andetsteds. (Artikel 5)
  • samordning af økonomi-, social- og beskæftigelsespolitikker
  • fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikker
"(Artikel 6) Unionen har kompetence til at gennemføre tiltag for at understøtte, koordinere eller supplere medlemsstaternes tiltag i" …
  • beskyttelse og forbedring af menneskers sundhed
  • industri
  • kultur
  • turisme
  • uddannelse, ungdom, sport og erhvervsuddannelse
  • civilbeskyttelse (katastrofeforebyggelse)
  • administrativt samarbejde

Nøglepersoner

Unionsborgerskab

Unionsborgerskab er en betegnelse for en række rettigheder, der er tildelt statsborgere i EU's medlemsstater. Unionsborgerskabet blev indført i 1992 ved vedtagelsen af Maastricht-traktaten. Enhver statsborger i en EU-stat har efter Maastricht-traktaten tillige Unionsborgerskab. Unionsborgerskabet giver en række rettigheder i form af bl.a. fri bevægelighed og ophold inden for EU, stemmeret og valgbarhed til kommunalvalg og valg til Europaparlamentet samt diverse rettigheder knyttet til diplomatisk og konsulær beskyttelse.

Unionsborgerskab komplementerer nationalstaternes statsborgerskab, men erstatter det ikke. Denne præcisering blev skrevet ind i Amsterdamtraktaten. Tanken på dette fælles borgerskab voksede frem i 1970'erne.

Traktater

Grundlæggende traktater

Den Europæiske Union er som en folkeretlig enhed etableret ved traktater indgået mellem stater. Traktaterne fastsætter unionens formål, værdier, procedurer, det institutionelle grundlag og procedurer for indtræden i og udtrædelse af unionen. Traktatgrundlaget består i dag af to traktater:

Den Europæiske Unions aktuelle traktatgrundlag
Titel Oprettet ved Senest ændret ved
Traktaten om Den Europæiske Union Maastrichttraktaten Lissabontraktaten
Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde Romtraktaten Lissabontraktaten

Forfatningstraktaten

European constitution versions
Forfatningstraktaten

Konventet om fremtidens Europa, der blev ledet af den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing, havde til opgave at udarbejde en skitse for et fremtidigt traktatgrundlag for det europæiske samarbejde. Efter adskillige års intense og ophedede diskussioner præsenterede konventet den 18. juni 2004 sit forfatningsforslag for Det Europæiske Råd, som på et møde den 29. oktober 2004 i Rom underskrev den ny forfatningstraktat. Forfatningstraktaten havde til formål at gennemføre væsentlige og gennemgribende reformere af Den Europæiske Unions eksisterende traktatgrundlag bl.a. ved at sammenskrive de eksisterende traktater i én tekst. Traktaten skulle efter planen træde i kraft i november 2006.

For at forfatningstraktaten kunne træde i kraft, var det en forudsætning, at den blev godkendt i samtlige medlemsstater efter en procedure, som medlemsstaterne selv fastsætter. For visse landes vedkommende betød det, at de lokale parlamenter kunne godkende forfatningstrakten, mens det i andre førte til, at der skulle afholdes folkeafstemning, om forfatningstraktaten skulle godkendes eller forkastes.

Forslaget, der ved en folkeafstemning blev vedtaget af en række stater herunder Spanien, blev forkastet ved en folkeafstemning i Frankrig den 29. maj 2005 og i Nederlandene den 1. juni 2005. En dansk folkeafstemning om spørgsmålet blev efter resultaterne i Frankrig og Nederlandene aflyst, og over hele EU blev ratificeringsprocessen sat i bero, mens EU's stats- og regeringschefer indledte sig på en såkaldt "tænkepause". Denne tænkepause blev afsluttet med vedtagelsen af Lissabontraktaten, der indeholdt mange af forfatningstraktatens ændringsforslag, men var formuleret så de ændrede indholdet af de eksisterende traktater.

Danske forbehold

Danmark har en række forbehold til EU, der betyder, at Danmark står enten helt eller delvist uden for nogle samarbejdsområder.

De danske EU-forbehold omfatter:[21]

  • Euroen
  • Forsvarssamarbejdet
  • Samarbejdet om retlige og indre anliggender ("retsforbeholdet")
  • Unionsborgerskabet

Euro-forbeholdet

Euro-forbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i 3. fase af EU's Økonomiske og Monetære Union (ØMU). Derfor er Danmark ikke forpligtet til at indføre Euroen som valuta i stedet for den danske krone. Forbeholdet medfører også, at Danmark ikke er med i Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd, og at Danmark ikke kan pålægges økonomiske bøder.[21]

Danmark deltager dog stadig i 2. fase af ØMU, hvilket betyder, at kronens kurs følger euroen (ERM II), og at Danmarks Nationalbank reelt fører en pengepolitik, der i høj grad ligner den Den Europæiske Centralbanks.[21]

Den 28. september 2000 blev der stemt om at ophæve forbeholdet og indføre euroen. Her stemte 53,2% nej, mens 46,8% stemte ja. Stemmeprocenten lå på 87,6%.[21]

Forsvars-forbeholdet

Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i de dele af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, der omfatter forsvarsområdet. Således deltager Danmark ikke i EU's militære operationer. Dermed skal Danmark ikke stille med soldater, militært udstyr eller medvirke til at finansiere operationerne - dog deltager Danmark stadig i civile operationer. Danmark har derfor ikke stemmeret i Ministerrådet, når der diskuteres forsvarspolitik, men kan dog stadigvæk deltage i generelle diskussioner om den europæiske forsvarspolitik.[21]

Rets-forbeholdet

Retsforbeholdet betyder, at Danmark står uden for EU's samarbejde om grænsekontrol, udlændingepolitik, civilret, strafferet og politi. Da samarbejdet var mellemstatsligt deltog Danmark, men da Lissabontraktaten d. 1. december 2009 gjorde samarbejdet overstatsligt stoppede Danmarks deltagelse i ny EU-lovgivning på området. Derfor er de regler, der blev vedtaget før Lissabontraktaten, stadig gældende indtil de afløses af ny overstatslig lovgivning - som Danmark ikke er med i. Med Lissabontraktaten fik Danmark muligheden for at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning, hvor man fra sag til sag kunne vælge, om man ville deltage i samarbejdet eller ej. Dette afviste Danmark d. 3. december 2015 ved en folkeafstemning, hvor 53,1% stemte nej, og 46,9% stemte ja. Her var stemmeprocenten på 72%. Folkeafstemningen var en reaktion på, at Europol overgik til overstatsligt samarbejde, hvilket Danmark ikke ville kunne deltage i pga. retsforbeholdet. Efter folkeafstemningens nej til tilvalgsordningen, har Danmark fået en aftale med Europol, hvor Danmark har adgang til søgninger i Europols database gennem ansatte i Europol.[21]

De eneste undtagelser fra retssamarbejdet er visumregler og Schengensamarbejdet.

Forbeholdet om unionsborgerskabet

Det danske forbehold om unionsborgerskab blev indført for at garantere, at unionsborgerskabet ikke skulle træde i stedet for det nationale borgerskab. Garantien om at unionsborgerskabet er et suplement til det nationale borgerskab er siden skrevet ind i lovteksten, så den gælder for alle lande. Derfor har Danmarks forbehold i dag ingen betydning.[21]

Historisk baggrund for forbeholdene

Et af Den Europæiske Unions bærende principper er forbuddet mod diskrimination på grundlag af nationalitet. EUF-traktatens artikel 18, der mest præcist bør beskrives som en generalklausul, indeholder således følgende bestemmelse: "Inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af disses særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt."

Allerede ved Danmarks indtræden i De Europæiske Fællesskaber i 1972 eksisterede der en regel, der nationalitetsdiskriminerede og således begrænsede ikke-statsborgeres mulighed for at erhverve ferieboliger i Danmark. Eftersom en sådan regel var i strid med forbuddet mod diskrimination, var det nødvendigt, at den danske stat sikrede sig en garanti for, at de danske regler ikke ville blive kendt ulovlige ved EF-Domstolen. Medlemsstaterne nåede til enighed om, at Danmark kunne bibeholde sin bestemmelse og i 1992 blev denne beslutning indføjet i traktaten som Protokol om ejendomserhvervelse i Danmark.[22]

Ved en folkeafstemning om Maastrichttraktaten i 1992 blev traktaten forkastet, og den danske stat indledte derpå forhandlinger med de øvrige medlemsstater om etableringen af fire forbehold, for så vidt angår rækkevidden af samarbejdet. I henhold til Protokol om Danmarks stilling omfatter den danske stats medlemskab af EU ikke:[21] Unionsborgerskab, Tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (Euroen), Afgørelser og aktioner på forsvarsområdet, Overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender.

Økonomi

Med mere end 500 millioner indbyggere[5] i 2010 genererer EU hvad der anslås at være 26% (USD 16.282 milliarder)[11] af den globale økonomi, eller 20% (USD 15.170 milliarder) når man justerer for købekraftsparitet.[12]

Medlemskabet af EU koster netto Danmark 7 mia. kr. om året, hvis der ses på, hvor mange penge Danmark indbetaler til EU, og hvor mange penge Danmark får udbetalt igen i støtte penge fra EU.[23] Det skyldes iflg. professor i statskundskabKøbenhavns Universitet Peter Nedergaard primært to forhold: Dels at Danmark er for dårlig til at forhandle bl.a. landbrugsstøtte, dels at andre lande som Storbritannien og Sverige får rabat på deres kontingent til EU [23].

Effekt på BNP

Flere forskningsartikler peger på, at EU har haft en overvejende positiv effekt på de europæiske landes økonomier, og EU landenes BNP er i gennemsnit vokset 12 procent som følge af deres medlemsskab i EU. Det eneste land i EU, hvor der ikke kan vises en positiv effekt på BNP er i øjeblikket Grækenland. Dette er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at Grækenland ikke har haft gavn af at være medlem af EU men bare et tegn på, at Grækenlands økonomi blev ramt af nogle uforudsigelige økonomiske effekter.[24]

Sprog

EU's officielle sprog er bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk. Som arbejdssprog internt i EU's institutioner bruges dog især engelsk, fransk og i mindre omfang tysk. Visse af EU's institutioner bruger færre sprog internt. Fx bruger EF-Domstolen kun fransk, og ECB (Den Europæiske Centralbank) benytter engelsk.

Kultur

Europæisk kulturhovedstad (tidl. Europæisk kulturby) er et initiativ lanceret af EU's ministeråd i 1985, som har til formål at "bidrage til at bringe EU's befolkninger nærmere hinanden". Den europæiske kulturhovedstad udpeges hvert år af Rådet på grundlag af en henstilling fra Europa-Kommissionen.

Symboler

EU's fem symboler er ifølge artikel I-8 i udkastet til “En forfatning for Europa”:

  • et Europaflag, der indeholder en cirkel bestående af tolv gyldne stjerner på blå baggrund.
  • en hymne, der er hentet fra 4. sats af Ludwig van Beethovens 9. symfoni.
  • et motto “Forenet i mangfoldighed”. (På latin: In varietate concordia).
  • en møntfod, der hedder euroen.
  • en Europa-dag, der fejres den 9. maj overalt i Unionen.

Se også

Noter

  1. ^ Barnard, Catherine (august 2007). The Substantive Law of the EU: The four freedoms (engelsk) (2 udgave). Oxford University Press. s. 447. ISBN 978-0-19-929035-2.
  2. ^ "United in diversity". Europa (webportal) (engelsk). Europa-Kommissionen. Hentet 20. januar 2010. 'United in diversity' is the motto of the European Union. The motto means that, via the EU, Europeans are united in working together for peace and prosperity, and that the many different cultures, traditions and languages in Europe are a positive asset for the continent.
  3. ^ "European Parliament: The Legislative Observatory". Europa (webportal) (engelsk). Europa-Kommissionen. Hentet 20. januar 2010. the motto 'United in diversity' shall be reproduced on Parliament's official documents;
  4. ^ 'The New Oxford American Dictionary, 2. udgave, Erin McKean (redaktør), 2051 sider, maj 2005, Oxford University Press, ISBN 0-19-517077-6.
  5. ^ a b c "Eurostat  – Population on 1st January by age, sex, and type of projection". European Commission. Hentet 19. september 2018.
  6. ^ a b c d "IMF World Economic Outlook Database, September 2011" (engelsk). Internationale Valutafond. Hentet 28. januar 2012.
  7. ^ "Distribution of family income – Gini index". The World Factbook (engelsk). CIA. Hentet 28. januar 2012.
  8. ^ Ikke udregnet af UNDP. Hvis EU var set som et land ville det ligge på en 14. plads mellem andre lande.
  9. ^ .eu er repræsentativt for hele EU, medlemstaterne har også deres egne internetdomæner.
  10. ^ UN DESA 2015 urban population: London: 10,313,307; Paris: 10,843,285.
  11. ^ a b "World Economic Outlook Database, April 2010" (engelsk). IMF. Hentet 2011-05-06.
  12. ^ a b "World Economic Outlook Database, April 2010" (engelsk). IMF. Hentet 2011-05-06.
  13. ^ Activities of the European Union Internal Market – EUROPA.eu
  14. ^ Five Years of China WTO Membership. EU and US Perspectives about China's Compliance with Transparency Commitments and the Transitional Review Mechanism – SSRN, af Paolo Farah
  15. ^ Abolition of internal borders and creation of a single EU external frontier – EUROPA.eu
  16. ^ Erklæringen af 9. maj 1950 – EUROPA.eu
  17. ^ Island trækker sin EU-ansøgning tilbage, Politiken.dk, 12.03.2015. Besøgt d. 26/1-2016
  18. ^ Fakta om Åland — Nordisk samarbejde
  19. ^ EUR-Lex (2012). "Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Union". Europæiske Union. Hentet 11. februar 2016.
  20. ^ EUR-Lex (2012). "Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde". Europæiske Union. Hentet 11. februar 2016.
  21. ^ a b c d e f g h De danske EU-forbehold
  22. ^ Kan tyskere og andre EU-borgere købe sommerhus i Danmark?
  23. ^ a b Danmark taber 7 mia. på EU, Politiken 25. januar 2011
  24. ^ http://anon-ftp.iza.org/dp8162.pdf

Eksterne henvisninger

Organisationer for EU:

Organisationer mod EU:

Koordinater: 50°06′N 9°12′Ø / 50.1°N 9.2°Ø

Den Europæiske Unions institutioner

Den Europæiske Unions institutioner omfatter syv forskellige organer, hvis oprettelse og virksomhed er reguleret ved EU-traktatens afsnit III og EUF-traktatens del 6. På mange udviser EU nogle af de typiske kendetegn for et føderalt system; med Europa-Kommissionen som den udøvende magt og en todelt lovgivningsmyndighed hos Europa-Parlamentet, der repræsenterer borgerne, og Rådet, der repræsenterer staterne. Den vigtige rolle Rådet for Den Europæiske Union spiller kan bedre sammenlignes med den udøvende føderalisme, der karakteriserer Forbundsrepublikken Tyskland, end en magtadskillelse i klassisk forstand.

Den Europæiske Unions traktatgrundlag

Den Europæiske Unions traktatgrundlag består af en samling folkeretlige traktater mellem en række europæiske stater, der fastlægger unionens formål, værdier, procedurer, det institutionelle grundlag, unionens retlige status, samt procedurer for indtræden i og udtræden af unionen. Sammen med traktaterne er der vedtaget en række tillægsprotokoller og fælles erklæringer, der er retligt bindende samt visse ensidige erklæringer, med begrænset eller ingen gyldighed.

Traktaterne er affattet på Den Europæiske Unions officielle sprog, og i modsætning til visse andre folkeretlige traktater har de lige stor gyldighed på samtlige sprog. Med andre ord er der ingen retlig forskel på, om man henviser til f.eks. den danske eller græske sprogudgave af teksterne.

Det Europæiske Fællesskab

Det Europæiske Fællesskab (EF) var en europæisk overnational organisation, der var forløberen for Den Europæiske Union (EU). EF ophørte med at eksistere 1. december 2009, da Lissabontraktaten trådte i kraft og hvor samtlige aktiviteter fra EF blev overført til EU.

EF blev oprettet ved Traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF-traktaten) og var indtil Maastrichttraktatens vedtagelse ét af tre europæiske fællesskaber. Efter traktatens vedtagelse kom EF til at udgøre en af de tre søjler i Den Europæiske Union. EF's traktatsgrundlag var Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten), der er ændret ved Lissabontraktaten og i dag kendes som Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (EUF-traktaten).

Det Europæiske Råd

Ikke at forveksle med Rådet for Den Europæiske Union og Europarådet.

Det Europæiske Råd er et råd tilknyttet den Europæiske Union bestående af regeringscheferne samt formanden for EU-Kommissionen. Der afholdes møder i rådet cirka 4 gange om året, hvor EU's overordnede retningslinjer fastlægges. Dets nuværende formand er Donald Tusk.

Det Europæiske Råd mødes ved såkaldte "topmøder" mindst to gange om året, som regel fire gange årligt. Ved møderne bistås landenes ledere som regel af deres udenrigsministre.

Formålet med Det Europæiske Råd er fastlæggelse af EU's overordnede politiske retningslinjer, centrale beslutninger om medlemslandenes fælles fremtid og gennemførelse af eventuelle traktatændringer. Med udgangspunkt i den overordnede dagsorden, danner Det Europæiske Råds beslutninger næsten altid grundlag for de andre EU-institutioners arbejde (såsom Kommissionen, Parlamentet osv.).

Europa

For alternative betydninger, se Europa (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Europa)

Europa er en verdensdel som strækker sig fra Nordsøen og Atlanterhavet i vest til Uralbjergene i øst; og fra Middelhavet i syd til Nordpolen. Det udgør den vestlige tredjedel af kontinentet Eurasien. Siden 1700-tallet er grænsen mellem Europa og Asien almindeligvis blevet anset for at gå langs Ural; først bjergkæden og derefter floden; Det Kaspiske Hav, Manytj-lavningen nord for Kaukasus, eventuelt Kaukasus-bjergkæden, Sortehavet, Bosporusstrædet, Marmarahavet og Dardanellerne.

Europas samlede fladeareal er 10.506.000 km², det vil sige 6,7 % af landmasserne på Jorden. Det samlede folketal var på 740 millioner i 2015,[kilde mangler] hvilket var 11 % af alle mennesker i verden. Afhængigt af hvordan man opgør det har Europa et varierende antal selvstændige lande, imidlertid har Europarådet 47 medlemslande, hvoraf Rusland er det største målt på såvel areal som befolkning, mens Vatikanstaten i Rom er den mindste.

Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet (uofficielt også EU-parlamentet) er EU's folkevalgte parlament. Det kaldtes i årene 1971-1993 også EF-parlamentet. Europa-Parlamentet træder sammen i både Bruxelles og Strasbourg. Medlemmerne vælges for fem år ad gangen af befolkningerne i de 28 EU-lande. Parlamentet har 751 medlemmer, heraf 13 danske. Efter brexit tiltræder et 14. dansk mandat.

Sammen med Rådet for Den Europæiske Union (Rådet) danner EU-parlamentet den lovgivende magt i EU. Europa-Parlamentet og Rådet udgør det højeste lovgivende organ i EU.

Der har været afholdt direkte valg hvert femte år siden 1979. Selv om Europa-Parlamentet har den lovgivende magt, har det ikke lovgivningsinitiativet, som de fleste statslige parlamenter i EU har.

Europa-Parlamentsvalg

Valg til Europa-Parlamentet finder sted hvert femte år af almindelig voksen valgret. 751 MEP'er vælges til Europa-Parlamentet, som er blevet valgt direkte siden 1979. Ingen anden EU-institution vælges direkte, hvor Rådet for Den Europæiske Union og Det Europæiske Råd kun indirekte legitimeret gennem nationale valg. Mens europæiske partier har ret til at føre valgkamp på EU-plan for de europæiske valg, foregår kampagner stadig gennem nationale valgkampagner, hvor der reklameres for nationale delegerede fra nationale partier.

Europarådet

Ikke at forveksle med Rådet for Den Europæiske Union og Det Europæiske Råd.

Europarådet er en international organisation, der består af 47 europæiske lande. Den grundlæggende traktat for Europarådet blev underskrevet d. 5. maj 1949 i London.Thorbjørn Jagland blev 29. september 2009 valgt til generalsekretær.

Europarådet står bl.a. bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fra 1950, der er basis for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Europarådets hjemsted er Strasbourg i Alsace, Frankrig.

Fransk (sprog)

Denne artikel omhandler fransk som sprog. Opslagsordet har også en anden betydning, se Fransk.

Fransk er et romansk sprog, der tales i Frankrig, Belgien, Luxembourg, Schweiz, Canada, Haiti, Elfenbenskysten, den Demokratiske Republik Congo (og en række andre tidligere kolonier i Afrika, Asien og Amerika). Fransk er udbredt i diplomatiet og har en fremtrædende position i den Europæiske Union. Desuden er fransk arbejdssprog i en række internationale organisationer som fx NATO, OECD, FN og Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Fransk er også det internationale postsprog. Fransk tales af mellem 90 og 200 millioner og er det 10. mest talte sprog i verden..

International Civil Aviation Organisation

International Civil Aviation Organisation, (Dansk: International civil luftfartorganisation), forkortet ICAO, er en organisation under de Forenede Nationer, som arbejder med at skabe ensartede standarder for lovgivningen omkring civil luftfart i medlemslandene. Hovedkvarteret ligger i Quartier International i Montreal, Canada.

ICAO må ikke forveksles med International Air Transport Association (IATA), som er en sammenslutning af flyselskaber, såsom SAS. IATA har også hovedkvarter i Montreal.

ICAO udarbejder documents og annexes (dokumenter og annekser), der tilsammen udgør en "standard-skabelon" for hvordan man bør indrette et lands luftfartslovgivning. Man tilstræber med dette system, at reglerne for flyvning bliver så ensartede fra land til land som muligt.De enkelte medlemslande implementerer så denne "skabelon" i deres lovgivning, men intet land har taget ICAO-modellen til sig som den "er og forefindes". Af lokale hensyn tilføjer de enkelte lande særlige regler eller fraviger fra eksisterende regler i ICAO's materiale.

Indenfor den Europæiske Union søger et europæisk organ, European Aviation Safety Agency (forkortet EASA), at standardisere lovgivningen omkring luftfart indenfor EU-medlemslandene.

I Danmark forvaltes information og anbefalinger fra ICAO og EASA af Trafikstyrelsen, som er en styrelse under Transportministeriet.

Maastricht-traktaten

Traktaten om Den Europæiske Union (TEU) ofte kaldet Maastricht-traktaten var en traktat, der blev indgået i Maastricht i 1991 mellem medlemslandene i det daværende EF og underskrevet 7. februar 1992. Traktaten trådte i kraft 1. november 1993, efter at Danmark først havde nedstemt den ved en folkeafstemning og derefter vedtog den sammen med Edinburgh-protokollen ved endnu en afstemning. Traktaten består af 53 artikler og omdannede EF til den Europæiske Union (EU).

Traktaten blev foreslået oven på omvæltningerne i Europa grundet den Kolde Krigs afslutning. Herefter var det især på initiativ fra Frankrig og Tyskland, at forhandlingerne blev igangsat. Ydermere ønskede flere medlemslande og nogle af EU's organer mere integration og tættere samarbejde.

Forhandlingerne om traktaten blev gennemført på to sideløbende regeringskonferencer om henholdsvis en Økonomisk og Monetær Union og en politisk union. Disse var under ledelse af først det luxembourgske formandskab og dernæst det hollandske. Det uofficielle navn på traktaten indeholder navnet på den hollandske by Maastricht, hvor det sidste topmøde blev holdt under det hollandske formandskab.

Traktaten er opbygget med en søjlestruktur med de såkaldte tre søjler. Søjlerne markerer en skelnen mellem hvilke områder der er en del af det overstatslige og det mellemstatslige samarbejde. Nye områder i traktaten er især politiske med de retlige og indre anliggender samt den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Et andet vigtigt tiltag er det styrkede økonomiske samarbejde med en fælles mønt.

Ratifikationen af traktaten blev gennemført, efter at Danmark, Irland og Frankrig havde afholdt folkeafstemninger om spørgsmålet, og de øvrige lande havde vedtaget den i de nationale organer. Siden Maastricht-traktatens ikrafttræden er den blevet ændret flere gange, og nogle af politikkerne er stadig under udvikling.

Regeringen Anders Fogh Rasmussen I

Regeringen Anders Fogh Rasmussen I dannedes efter folketingsvalget 2001 og var Danmarks regering fra 27. november 2001 til 18. februar 2005.

Følgende ministre fra partierne Venstre (V) og Det Konservative Folkeparti (K) var medlem af regeringen:

Anders Fogh Rasmussen (V): Statsminister.

Bendt Bendtsen (K): Økonomi- og erhvervsminister. Indtil 18. juni 2002 også minister for nordisk samarbejde.

Per Stig Møller (K): Udenrigsminister.

Thor Pedersen (V): Finansminister.

Claus Hjort Frederiksen (V): Beskæftigelsesminister.

Lene Espersen (K): Justitsminister.

Brian Mikkelsen (K) Kulturminister.

Bertel Haarder (V): Minister for flygtninge, indvandrere og integration. Indtil 1. januar 2003 også minister uden portefølje med henblik på at bistå udenrigsministeren med især opgaver i forbindelse med varetagelsen af Danmarks formandskab for Den Europæiske Union. Fra 2. august 2004 også minister for udviklingsbistand.

Flemming Hansen (K): Trafikminister. Fra 18. juni 2002 også minister for nordisk samarbejde.

Helge Sander (V): Minister for videnskab, teknologi og udvikling.

Mariann Fischer Boel (V): Fødevareminister indtil 2. august 2004.

Hans Christian Schmidt (V): Miljøminister indtil 2. august 2004, derefter Fødevareminister.

Lars Løkke Rasmussen (V): Indenrigs- og sundhedsminister.

Tove Fergo (V): Kirkeminister.

Ulla Tørnæs (V): Undervisningsminister.

Henriette Kjær (K): Socialminister og minister for ligestilling indtil 2. august 2004, derefter familie- og forbrugerminister.

Svend Aage Jensby (V): Forsvarsminister indtil 24. april 2004.

Søren Gade (V): Forsvarsminister fra 24. april 2004.

Eva Kjer Hansen (V): Socialminister og minister for ligestilling fra 2. august 2004.

Connie Hedegaard (K): Miljøminister fra 2. august 2004.

Svend Erik Hovmand (V): Skatteminister indtil 2. august 2004.

Kristian Jensen (V): Skatteminister fra 2. august 2004.

Rådet for Den Europæiske Union

Ikke at forveksle med Det Europæiske Råd og Europarådet.Rådet for Den Europæiske Union, Ministerrådet, EU-Rådet eller Rådet er det lovgivende organ i EU, som består af ministre, der repræsenterer nationalstaterne inden for hver sit område.

I Ministerrådet mødes medlemslandenes landbrugsministre i landbrugsrådet, transportministrene i transportrådet og så videre.

Rådet beslutter procedurespørgsmål med et flertal af dets medlemmer. Rådet tager beslutninger på de fleste politiske områder ved hjælp af direktiver og forordninger med vægtet og kvalificeret flertal. Hvert land har et fastsat antal stemmer.

Visse vigtige beslutninger tages med enstemmighed, for eksempel optagelsen af nye medlemslande, skattespørgsmål samt større udenrigs- og sikkerhedsspørgsmål. Ministrene bliver nogle gange repræsenteret ved rådsmøder af medlemslandets ambassadør eller andre embedsmænd.

Ministre mødes også til mere uformelle møder, ofte frokostmøder, hvor der kan forhandles mere frit, men hvor der ikke formelt kan vedtages beslutninger.

EU's lovgivende myndighed er delt mellem Rådet og Parlamentet. Disse institutioner har udviklet forskellige lovgivningsprocedurer blevet oprettet for vedtage love. Langt hovedparten af lovene er underlagt den almindelige lovgivningsprocedure, der arbejder efter det princip, at samtykke fra både Rådet og Parlamentet skal udfyldes, før en lov kan vedtages.

Under denne procedure fremlægger Kommissionen et forslag til Europa-Parlamentet og Rådet. Efter førstebehandlingen kan Parlamentet foreslå ændringer. Hvis Rådet accepterer disse ændringer er lovgivningen er godkendt. Hvis det ikke så det vedtager en "fælles holdning", og har anført, at nye version til Europa-Parlamentet. Ved andenbehandlingen, at Parlamentet, hvis godkender den tekst eller ikke handler, er den vedtagne tekst, ellers kan Parlamentet foreslå yderligere ændringsforslag til Rådets forslag. Det kan blive afvist ud til højre med et absolut flertal af medlemmerne. Hvis Rådet endnu ikke godkender Parlamentets holdning, så teksten er taget til en "forligsudvalg", der består af Rådets medlemmer plus et tilsvarende antal medlemmer. Hvis et udvalg formår at vedtage et fælles udkast, er det stadig skal godkendes af både Rådet og Parlamentet eller forslaget er opgivet.

De få andre områder, der opererer de særlige lovgivningsprocedurer er retlige og indre anliggender, budget og beskatning og visse aspekter af andre politiske områder: såsom skattemæssige aspekter af miljøpolitikken. I disse områder, beslutter Rådet eller Parlamentet ret alene. Proceduren anvendes også afhænger af, hvilken type institutionel retsakt bliver brugt. Den stærkeste handling er en forordning, en handling eller lov, som er direkte anvendelig i sin helhed. Så er der direktiver, som binder medlemmerne til bestemte mål, som de skal nå. De gør dette gennem deres egne love og dermed have plads til at manøvrere i at træffe afgørelse om dem. En beslutning er et instrument, som er fokuseret på en bestemt person eller gruppe, og er direkte anvendelig. Institutioner kan også udstede henstillinger og udtalelser, som blot er uforpligtende erklæringer.

Slovensk (sprog)

For alternative betydninger, se Slovensk. (Se også artikler, som begynder med Slovensk)Slovensk (slovenski jezik [slɔˈʋèːnski ˈjɛ̀ːzik] eller slovenščina [slɔˈʋèːnʃt͡ʃina]) er et slavisk sprog, der tales af lidt over 2 mio. mennesker, fortrinsvis i Slovenien, hvor det er det officielle sprog. Endvidere er slovensk et officielt sprog i Den europæiske union. Det er et indoeuropæisk sprog af den sydslaviske sprogstamme.

Slovensk skrives med en udvidet udgave af det latinske alfabet; denne blev oprindelig udviklet til kroatisk af Ljudevit Gaj og er baseret på det tjekkiske alfabet. Et af de særligste træk ved slovensk er, at det har bevaret det protoindoeuropæiske dualis ("to-tal") som bøjningsform foruden singularis (ental) og pluralis (flertal).

Navnet "slovensk" betyder "slavisk" (ligesom "slovakisk" og "slavonsk" (et område i det østlige Kroatien).

Stat

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

For alternative betydninger, se Stat (flertydig).En stat er en organisation med egen fyrste (regering), der har suverænitet over et geografisk mere eller mindre afgrænset område. Folkeretten afgrænser staten i juridisk henseende som en abstrakt størrelse med territorial magt og institutioner til at udøve denne magt.

Staten er et ofte anvendt udtryk for hele regeringsapparatet, men kan også adskilles herfra, idet regeringen og dens embedsmænd hele tiden skiftes ud, mens staten består. Ifølge sociologen Max Weber kan staten defineres som dén organisation, der i "et menneskeligt samfund succesfuldt gør krav på at have monopol på udøvelsen af legitim vold".

Traktaten om Den Europæiske Union

Traktaten om Den Europæiske Union (EU-traktaten) er den traktat, som opretter Den Europæiske Union (EU). Sammen med Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (EUF-traktaten) udgør den det primære retsgrundlag for det politiske system i EU. Somme tider omtales begge traktaterne samlet som "EU's forfatning" til trods for, at de blot er folkeretlige aftaler indgået mellem visse europæiske stater.

EU-traktaten er affattet på Den Europæiske Unions 23 officielle sprog og i modsætning til visse andre folkeretlige traktater, har den lige stor gyldighed på samtlige sprog. Med andre ord er der ingen retlig forskel på, om man henviser til f.eks. den danske eller græske sprogudgave af teksten.

Traktaten består et præambel og i alt 55 artikler.

Ungarn

Ungarn [ˈåŋˌgα'n] (ungarsk: Magyarország, [ˈmɒɟɒrorsaːɡ] ( hør); officielt: Republikken Ungarn) er en centraleuropæisk indlandsstat. Den er beliggende på den Pannoniske Slette og grænser til Slovakiet mod nord, Ukraine og Rumænien mod øst, Serbien og Kroatien mod syd, Slovenien mod sydvest og Østrig mod vest. Landets hovedstad og største by er Budapest. Ungarn er medlem af den Europæiske Union (EU), NATO, OECD, Visegrád-gruppen og Schengen-samarbejdet. Det officielle sprog er ungarsk, der er det mest udbredte ikke-indoeuropæiske sprog i Europa.

Vesteuropa

Vesteuropa er hovedsageligt et kulturelt/politisk begreb skabt og brugt under den kolde krig. Det betyder hovedsageligt de europæiske lande som deltog i 1. verdenskrig. Det adskilte sig tidligere, og til dels stadigvæk, fra Østeuropa på områder som økonomi, politik, kultur og religion snarere end på klare geografiske grænser. Disse grænser overlapper hinanden og fluktuerer historisk set, hvilket gør definitionen Vesteuropa sværere at forstå.

I dag har begrebet Vesteuropa mindre at gøre med geografi og mere at gøre med politik. Begrebet associeres også ofte med liberalt demokrati, kapitalisme og EU. De fleste af landene i regionen deler nogle historiske, økonomiske og politiske bånd med USA og Canada i Nordamerika. Derudover associeres Skandinavien ofte med socialdemokrati og forholder sig almindeligvis rimelig neutrale ved internationale uoverensstemmelser.

Alternativt er Vesteuropa også en af Europas geografiske regioner som er langt mere snæver end de traditionelle politiske opgørelser; FN definerer dette som bestående af disse ni lande:

Belgien

Danmark

Frankrig

Holland

Liechtenstein

Luxembourg

Monaco

Schweiz

Tyskland

Østrig

Voivodskaber i Polen

Et voivodskab (polsk: województwo) er en provins i Polen. Det svarer til en dansk region.

Andre slaviske lande har også voivodskaber. Ordet kommer fra en gammel slavisk ordrod, "wojewoda", som betød soldaterfører. Wojewoda'er havde typisk også ledelsen af byområdet, hvor soldaterne befandt sig, derfor forandredes betydningen af wojewoda til at svare til guvernør og voivodskabet blev en administrativ del af staten. I dag er voivodskaber ikke længere forbundet med militær, men er kun administrative enheder.

Polen er opdelt i 16 provinser:

Województwo dolnośląskie

Województwo kujawsko-pomorskie

Województwo lubelskie

Województwo lubuskie

Województwo łódzkie

Województwo małopolskie

Województwo mazowieckie

Województwo opolskie

Województwo podkarpackie

Województwo podlaskie

Województwo pomorskie

Województwo śląskie

Województwo świętokrzyskie

Województwo warmińsko-mazurskie

Województwo wielkopolskie

Województwo zachodniopomorskieI 1975 – 1998 var Polen opdelt i 49 mindre provinser. Den nuværende politisk-administrative inddeling har eksisteret fra 1. januar 1999.

Voivodskaber er placeret i NUTS 2 i de regionale statistikker i Den Europæiske Union, tilsvarende danske regioner.

Europæiske Union
Европейски съюз  (bulgarsk)
Den Europæiske Union  (dansk)
European Union  (engelsk)
Euroopa Liit  (estisk)
Euroopan unioni  (finsk)
Union européenne  (fransk)
Ευρωπαϊκή Ένωση  (græsk)
An tAontas Eorpach  (irsk)
Unione europea  (italiensk)
Eiropas Savienība  (lettisk)
Europos Sąjunga  (litauisk)
Unjoni Ewropea  (maltesisk)
Europese Unie  (nederlandsk)
Unia Europejska  (polsk)
União Europeia  (portugisisk)
Uniunea Europeană  (rumænsk)
Európska únia  (slovakisk)
Evropska unija  (slovensk)
Unión Europea  (spansk)
Europeiska unionen  (svensk)
Evropská unie  (tjekkisk)
Europäische Union  (tysk)
Európai Unió  (ungarsk)
24
Bulgarsk
Dansk
Engelsk
Estisk
Finsk
Fransk
Græsk
Irsk
Italiensk
Lettisk
Litauisk
Kroatisk
Maltesisk
Nederlandsk
Polsk
Portugisisk
Rumænsk
Slovakisk
Slovensk
Spansk
Svensk
Tjekkisk
Tysk
Ungarsk
28
Belgien
Bulgarien
Cypern
Danmark
Estland
Finland
Frankrig
Grækenland
Irland
Italien
Kroatien
Letland
Litauen
Luxembourg
Malta
Nederlandene
Polen
Portugal
Rumænien
Slovakiet
Slovenien
Spanien
Storbritannien
Sverige
Tjekkiet
Tyskland
Ungarn
Østrig
euro (€) (EUR)
Britisk pund
Bulgarsk lev
Dansk krone
Polsk złoty
Rumænsk leu
Svensk krona
Tjekkisk koruna
Ungarsk forint
Den Europæiske Union
Gældende traktater
Oprettelses- og ændringstraktater
Tiltrædelsestraktater
Øvrige traktater
Forkastede traktater
Generelt
Institutioner
Afstemninger
Organisationer imod norsk medlemskab i EU
Organisationer for norsk medlemskab i EU
19011925
19261950
19511975
19762000
Fra 2001

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.