Bronzealder

Bronzealderen er kulturperioden mellem stenalder (eller nogle steder kobberalder) og jernalderen.

Bronzealderen har sit navn efter bronze, der var det mest avancerede materiale til redskaber, våben og smykker. Bronze er en legering af ca. 90% kobber og 10% tin. Stenredskaber var forsat i brug frem til romersk jernalder.

Bronzealderen indtræffer på forskellige tidspunkter i forskellige områder: de tidligst kendte bronzegenstande stammer fra Mellemøsten (Egypten og Mesopotamien) ca. 3500 f.Kr. Herfra breder bronzen sig til Grækenland 3200 f.Kr., Østeuropa 2500 f.Kr., Vesteuropa 2200 f.Kr. og Skandinavien 1800 f.Kr. I Kina kendes bronze fra 2000 f.Kr.. I Fjernøsten bruges en anden teknik til støbning end i Mellemøsten og Europa.

I den første tid er bronze kun til ornamenter i sparsom mængde, da tin var svært tilgængeligt. Først omkring 2000 f.Kr. blomstrer den internationale samhandel, fordi tin udvindes i England, og det bliver nu muligt at lave våben og redskaber i større mængder.

Fra omkring år 1800 f.Kr. var der en selvstændig nordisk bronzealderkultur. Kobber og tin til bronzen blev byttet for rav og skind. Det blev byttet mod flint i Nordnorge. Fra Danmark sejledes flint langs Norges kyst. Skindene blev sejlet op ad Elben, hvor de og ravet blev solgt for kobber, og kobber og skind blev solgt i England for tin. Rav har næppe været så stor en handelsvare, som tidligere antaget, hvorimod uld og især uldklæder angiveligt var en eftertragtet eksport og handelsvare, hvor et enkelt klædestykke kunne omsættes for bronze til adskillige sværd [1].

Støbningen krævede stor kunnen, og kun de førende slægter ejede våben og prydgenstande af det nye metal.

Det nye og eksotiske materiales udbredelse til Sydskandinavien skyldes antagelig en organiseret handel styret af en magtfuld overklasse. Det var dyrt at udruste de lange handelsrejser.

Der findes ingen skriftlige kilder fra den nordiske bronzealder, hvorfor forståelsen af den periode er baseret på de mange prægtige våben, smykker og gravfund (fx Egtvedpigen), samt mere rituelle sager som lur-instrumenter og den unikke Solvogn.

Bronzealderen i Danmark inddeles i:

  • Ældre bronzealder (1800-1100 f.Kr.) som igen indeles i tre perioder: I, II og III
  • Yngre bronzealder (1100-500 f.Kr.) som igen indeles i tre perioder: IV, V og VI.

Forskellen på ældre og yngre bronzealder er især skiftet fra jordfæstegrave til ligbrænding og ændringer i stil, smykker og andre genstande.

Inddelingen af oldtiden i tre perioder; sten-, bronze- og jernalder, blev udtænkt af den danske arkæolog Christian Jürgensen Thomsen.

Et af de bedst kendte danske fund fra bronzealderen er Egtvedpigen fra ca. år 1300 f. Kr.

Bronceringe
Parvise bronzeringe
Fra hhv. Herslev Mose, Vejle og Horn Mose, Gjern
Dateret: Sidste del af Bronzealderen: 600-500 f.kr.
Udstillet på Moesgård Museum
Solvogn
Solvognen fra Trundholm.
Bronzealder (17003).tiff
Anskuelsestavle med navnet "Bronzealder"

Kilder/referencer

  1. ^ Uld var bronzealderens hårde valuta (Videnskab.dk)

Eksterne henvisninger

Se også

Tidsnavigation:

Geologisk periode: Kvartær
Epoke: Holocæn
Istid: Flandern-mellemistid (den aktuelle mellemistid)
Kronozone: Præboreal tid Boreal tid Atlantisk tid Subboreal tid Subatlantisk tid
Kulturhistorisk periode: Ældre stenalder Yngre stenalder Bronzealder Jernalder Vikingetid
Arkæologi

Arkæologi er studiet af tidligere tiders menneskelige aktivitet, primært gennem studiet af menneskets materielle levn. Langt det meste af al menneskelig aktivitet foregik, før vi lærte at skrive, så arkæologi er den vigtigste metode til at studere ældre menneskeskabte samfund.

Busenebrønden

Busenebrønden, Budsenebrønden eller Busene offerbrønd er en formodet tidligere brønd fra Østmøn. Det eneste der er fundet af den, er en udhulet elletræstamme, der med stor sikkerhed har fungeret som brøndkasse. Busenebrønden er dateret til ca. 800 f.Kr.Den udhulede træstamme har fungeret som brøndkasse i bronzealderen, hvilket har ledt til navnet Busenebrønden. Knoglerne og smykkerne kan kun være ofrede. Det er et usædvanligt, da ofringer i bronzealderen er ikke ualmindelige, men normalt foregik i søer og moser man henlagde offergaverne.

Forhistorisk tid

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

"Oldtiden" omdirigeres hertil. For den klassiske oldtid, se Antikken.

Forhistorisk tid (præhistorisk tid eller urhistorisk tid) er den ældste periode i menneskehedens historie. Den strækker sig fra de ældste stenredskaber for 2,5 millioner år siden til forekomsten af skrift. Udforskningen hører under arkæologi med antropologi mm. Betegnelsen protohistorie bruges specielt Europa og Nærøsten om tiden omkring skriftens opståen.Forhistorisk tid betegner forskellige globale perioder. Fra forhistorisk tid udforskes i dag flora, fauna, klima og geologi.

Gravhøj

En gravhøj er et fortidsminde og som regel fredet. Gravhøjene er begravelsespladser fra den tidligste bondestenalder til overgangen til kristen tid i slutningen af vikingetiden.

En gravhøj er som regel bygget af jord, tørv og sten over et gravsted. Gravstedet kan indeholde flere grave. Det er almindeligt med en primærgrav i centrum af højen, og der kan derudover være flere sekundærgrave længere oppe i højen. Højenes størrelse og udformning varierer betydeligt. Det kan hænge sammen med den dødes status. Oftest er en gravhøj rund i grundplanen, og kaldes en rundhøj. Aflange høje kaldes langdysser.

Gravhøje er kendt fra forskellige tider over store dele af verden. De tidligste stammer fra de ældste jordbrugskulturer i Europa og den vestlige del af Asien. I Danmark er der registreret spor efter ca. 85.000 gravhøje, mens der i dag er godt 22.000 fredede gravhøje spredt over hele landet.Ikke alle byggede høje er grave. Nogle er tomme og har måske været mindesmærker. Mange har religiøs betydning, og der kan have foregået kultiske handlinger af forskellig art. Høje, der er flade på toppen, kan have være bebygget, eller kan have været brugt til ritualer som dans eller til møder jf. "tinghøje".

Hallstattkulturen

Hallstattkulturen er en arkæologisk kultur i Centraleuropa ca. 800 - 450 f.Kr. i bronzealder og jernalder i det meste af Nord- og Nordøsteuropa. Kulturen er opkaldt efter sit typested, Hallstatt, en landsby ved en søbred i Salzkammergut i Østrig sydøst for Salzburg.

En østlig kulturzone med Kroatien, Slovenien, det vestlige Ungarn, de østlige og sydlige dele af Østrig, Mähren og Slovakiet kan skilles fra en vestlig kulturzone med det nordlige Italien, Schweiz, det østlige Frankrig, det sydlige Tyskland og Bøhmen. Den vestlige zone tilskrives ofte kelterne.

Den efterfølgende arkæologiske kultur i det meste af Centraleuropa var La Tène-kulturen.

Harappa

Harappa er en by i Punjab i det nordøstlige Pakistan omkring 35 km sydøst for Sahiwal.

Den moderne by er bygget på resterne af en oldtidsby, der var beboet fra mellem 3300 f.Kr. og 1600 f.Kr. De fund, som blev gjort i denne by, udgør de første levn fra den såkaldte Indus-kultur, som også er kendt som Harappa-kulturen.

Det menes at klimaændringer var årsag til Induskulturens (inkl. Harappa) store byers afmatning.Det er blevet anslået, at Harappa havde op til 40.000 indbyggere, da Indus-kulturen var på sit højeste. Byen blev anlagt ved bredden af Ravifloden, som siden har ændret sit løb.

Helleristning

En helleristning (af svensk häll = "flad sten", norsk helle, og rista = skære, ridse ) er en arkæologisk betegnelse for billeder af mennesker, dyr, genstande og symboler af geometrisk eller mere abstrakt type, som er hugget, skåret, slebet eller malet på bjergsider og stenflader, og iblandt på fritstående sten. Som regel findes helleristningene på godt synlige lokaliteter, men især de malede findes i huler. Helleristninger er kendt fra ulige perioder og i samtlige verdensdele. I Europa er den palæolitiske hulekunst i Frankrig, Spanien, til dels også Sibirien den mest farverige og varierede. Helleristninger af mere almindelig type forekommer mest i Skandinavien, Nordrusland og Sibirien.Motiverne kan have religiøs eller magisk betydning. Danmarks største helleristningsfelt er Madsebakke på Nordbornholm.

Historisk tid

Historisk tid er den tid, hvis begivenheder man kender gennem troværdige skriftlige kilder.

Skriftlige kilder forudsætter opfindelsen eller udbredelsen af skriftsprog, så i skriftløse kulturer er historisk tid gerne begyndt i forbindelse med nabofolks beskrivelser, eksempelvis i forbindelse med handel, krig eller mission.

I Danmark regnes historisk tid ofte fra omkring vikingetidens afslutning, cirka år 1050.

Knossos

Knossos (græsk Κνωσσός) var i bronzealderen den største by på den græske ø Kreta og centrum for den minoiske kultur.

Knossos blev opdaget i nyere tid af Sir Arthur Evans i 1894; men på grund af borgerkrigen på Kreta mod tyrkerne kunne Evans først gennemføre større udgravninger i 1900.

Knossos har været beboet siden stenalderen. Visse levn kan dateres så langt tilbage som 7000 f.Kr.; men sit højdepunkt nåede byen i perioden 1900 f.Kr. til 1600 f.Kr., hvor den havde mange momumentale religiøse og administrative bygninger og en omkringliggende beboelse på ca. 7000 mennesker.

Kobberalder

Kobberalderen eller æneolitikum er en periode mellem stenalder og bronzealder i bl.a. Egypten og store dele af Europa, men ikke i Danmark.

Linear A

Linear A er en skrifttype der forbindes med den minoiske fra den græske bronzealder og er fundet på Kreta. Linear A skal ikke forveksles med de kretiske hieroglyffer, der eksisterede på Kreta samtidig med Linear A. De to skrifttyper deler dog talsystem. Skrifttypen forsvandt i forbindelse med de minoiske paladsers ødelæggelse, som menes at have fundet sted ca. 1450 f.v.t.

Linear A blev afløst af Linear B, hvis skrifttegn er udviklet fra Linear A. Modsat Linear B er Linear A ikke dechifreret.

Meliade

Meliade eller Meliai (oldgræsk: Μελίαι Meliai eller Μελιάδες Meliades) var i græsk mytologi normalt anset som nymferne i asketræ, hvis navn de delte. Ifølge Hesiod blev Meliades (formentlig i betydningen af alle tre nymfer) født af en bloddråbe, der faldt på Gaia (Jorden), da Kronos kastrerede Uranus. I Hesiods Værker og dage er asktrænerne, der måske betyder Meliade-nymferne, stamfader til den generation af mænd, der tilhørte Hesiods Bronzealder.

Minoisk kultur

Den minoiske kultur var en præ-hellensk bronzealder-kultur fra ca. 3100 f. Kr. til ca. 1450 f. Kr.. Den havde sit politiske centrum i Knossos på Kreta. Den er opdaget i nyere tid og opkaldt efter kong Minos, der kendes fra græsk mytologi.

Minoerne var som fønikerne primært handelsfolk, der sejlede vidt og bredt i Middelhavet.

Fra 1700 f. Kr. til 1450 f. Kr blev den minoiske kultur ramt af en række naturkatastrofer, herunder vulkanøen Theras eksplosion. De havde alvorlige negative konsekvenser for livet på Kreta. Omkring 1420 f. Kr. blev øen erobret af de mykenske grækere, hvorefter den minoiske kultur hurtigt forfaldt.

Religion i nordisk bronzealder

Religionen i den nordiske bronzealder (ca. 1.800 f.v.t. – 500 f.v.t.) kommer til udtryk gennem de talrige genstande, arkæologiske udgravninger har fremdraget fra bronzealderen. Det drejer sig bl.a. om lurer, bronzekar, ceremonielle økser og figurer som den berømte Solvogn. Disse genstande har utvivlsomt spillet en vigtig rolle i de ritualer, der blev udført på de helligsteder, der ligeledes er fundet flere steder i landet.Selv om den nordiske bronzealder kultur var skriftløs, er der bevaret mange vidnesbyrd om ritualer og kultfester; på trods af de manglende tekstlige forklaringer på de religiøse fremstillinger. Af hele Nordens forhistorie, som varede til 1000 e.Kr., er bronzealderen den periode, hvor den største mængde materiale relateret til religionen er bevaret, for i forhold til både tiden før og efter blev der her produceret langt mere religiøs kunst Flere steder i Norden blev der indhugget billeder i stenflader, de såkaldte helleristninger, og bronzegenstande som rageknive, andre knive og halssmykker, blev udsmykket med billeder med mytologiske motiver.

Ud fra alle disse billeder kan vi ane en religion, hvor dyrkelse af solen som den højeste guddommelige magt var i centrum. Den blev opfattet som kilden til jordens og menneskers frugtbarhed. Og de ritualer, der blev afbildet, havde til formål at sørge for, at solen hver morgen genopstod og hvert forår atter ville få kraft, så den dermed kunne fortsætte sin cyklus.

Shang-dynastiet

Shang-dynastiet ( 商朝) (ca. 1550-1045 f.Kr.), af og til fejlagtig kaldt Yin-dynastiet (殷代), er det første historiske, kinesiske dynasti. Forgængeren til Shang-dynastiet var det legendariske Xia-dynastiet. Shangdynastiets andet halvdel er knyttet til hovedstaden Yin ved nutidens storby Anyang i Henan-provinsen. Det er denne periode, som af og til kaldes Yin-dynastiet. Shang-dynastiet blev afløst af Zhou-dynastiet, der begynder med byen Yins erobring ca. 1045.

Store Klinteskov

Store Klinteskov er en del af Bjergene på Østmøn. I skoven findes talrige spor efter gravhøje fra bronzealderen. Har man øjnene med sig på tur rundt i den fredede skov kan man opleve den ene gravhøj efter den anden. Der findes op mod 100 fortidsminder i området. Blandt disse gådefulde forsvarsanlæg på Timmesøbjerg, som arkæologerne fra Museerne Vordingborg undersøgte i 2010 for bl.a. at finde ud af hvor gammelt det er.I den østlige ende lige ud til Møns Klint ligger GeoCenter Møns Klint.

Timmesøbjerg-borgen

Timmesøbjerg-borgen er et bronzealder-borganlæg beliggende på Timmesøbjerg i Store Klinteskov ved Møns Klint på Møn. Bakken har stejle skrænter mod øst, syd og vest. Mod nord til nordøst er der gravet dobbeltgrave. I området ligger der mange gravhøje.

I 2010 udgravede Museerne Vordingborg anlægget. Inden udgravningen regnede man med at anlægget var bygget i middelalderen, men kulstof-14-analyse fund giver en datering omkring 1100-500 f.kr., altså slutningen af bronzealderen.

Borganlægget, der ligger på en 113 meter høj bakketop, og består af en tredobbelt træpalisade, der efterfølgende er blevet suppleret af tre volde, bygget af kridt.

Ved undersøgelsen blev der lavet en grøft gennem forsvarsværkerne og profilerne blev registreret. Der blev ikke gjort nogle fund, men der blev udtaget trækul til datering.

Det er sandsynligt, at Timmesøbjerg har været et tilflugtsted, når fremmede både viste sig på Østersøen.

Urnemarkskulturen

Urnemarkskulturen er perioden mellem ca. 1300 f.Kr. og 750 f.Kr. i Centraleuropas bronzealder.

Kulturen har fået navn efter gravskikken med at brænde de døde i området, der når fra det nuværende Ungarn via en bue over Østrig, Tjekkiet og Sydtyskland til Østfrankrig. Det blev almindeligt at oprette store gravpladser med urnegrave både på flad mark og under lave høje. I Nordeuropa kaldes perioden Yngre bronzealder.

Urnemarkskulturen er også karakteriseret ved fremkomsten af de tidligste europæiske former for et talsystem. Fra omkring 1200 f.Kr. er der specielt i Centraleuropa fundet en række bronzesegl med mærker, der tolkes som et talsystem, og som betegnes urnemarkskulturens talsystem

Xia-dynastiet

Xia-dynastiet (kinesisk: 夏朝; pinyin: Xià Cháo) er et legendarisk dynasti, der skulle have regeret før bronzealderens første historisk beskrevne Shang-dynasti i Kina. Xia er ifølge kinesisk tradition det første kinesiske dynasti, men der findes ikke umiddelbare arkæologiske beviser for dynastiets eksistens. Der er derfor tvivl om, hvorvidt Xia-dynastiet overhovedet har eksisteret eller kun er en legende, der skulle fremme Zhou-dynastiets egne politisk-mytologiske sagn. Zhou-traditionen beskriver nemlig, at ligesom Xia blev erobret af Shang-dynastiet, så har Zhou-dynastiet erobret Shang. Traditionelt beskrives Xia som starten på arveligt monarki i Kina i stedet for udpegning af den bedst egnede kandidat.Ifølge den traditionelle udlægning, skulle Xia-folket (Huaxia) regeret af Xia-dynastiet være forfædre til Han-folket i Kina.

Xia-dynastiets legender omhandler mest grundlæggeren og sagnhelten, Yu den Store, der med et dæmningssystem fik stoppet og kontrolleret Den Gule Flods katastrofale oversvømmelser, hvilket fik landbruget til at blomstre og velstanden til at vokse. Dette sagn kaldes i kinesisk historieskrivning for "Den Store Yu Kontrollerer Vandene".

Yu den Store fik derfor foræret tronen af den sidste sagnkejser Shun, og han udpegede sin søn Qie til at arve tronen, hvilket grundlagde Xia-dynastiet. Xia-dynastiet skulle have haft 17 herskere over de 500 år, som de traditionelt beskrives. Den sidste Xia hersker, Jie, skulle være en ondskabsfuld tyran, der blev omstyrtet af Shang-dynastiets første historiske hersker, Tang.Hvis dynastiet virkelig har eksisteret før Shang-dynastiets opståen, så kunne det være i tidsrummet mellem cirka 2070 til cirka 1600 fvt, som det kinesiske statsprojekt Xia-Shang-Zhou-kronologiprojekt fra 1996 har foreslået.

Urhistorie og forhistorie
Ældre palæolitikum
Mellem palæolitikum
Yngre palæolitikum
(Ældre stenalder, Jægerstenalder)
Mesolitikum
Neolitikum
(Yngre stenalder, Bondestenalder)
Kobberalder og Bronzealder
Jernalder og vikingetid

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.