Boreal tid

Boreal tid fra ca. 7.900-7.000 f.Kr. er den første periode hvor Danmark for alvor blev skovdækket siden den sidste istid. Navnet hentyder til at perioden havde køligt borealt klima. Klimaet var således køligere end i dag, men temperaturen steg fortsat. Hassel og eg kom til, skoven dækkede stadigt mere af landet – men var fortsat en relativt lys skov. Urokse og elg blev almindelige. Europæisk bison blev i landet, men skoven var blevet for skyggefuld for vildhesten der uddøde i Danmark. Kronhjort, rådyr og vildsvin indvandrede. Igennem første halvdel af perioden var Østersø-bassinet opfyldt af Yoldiahavet hvorefter dette blev til Ancylussøen.

I hele perioden hørte menneskene i Danmark til skovjægerkulturen Maglemosekulturen, (ca. 9.300 – 6.400 f.Kr.). Perioden ligger midt i Ældre stenalder (ca. 8.900 f.Kr. – 3.900 f.Kr.)

A changing landscape - geograph.org.uk - 49753
Åben fyrreskov. Sådan kan det have set ud i Danmark i boreal tid
Boreal tid
Epoke: Holocæn
Kulturhistoriske perioder: Jægerstenalder, Ældre stenalder
Kulturer: Maglemosekultur
Vegetation: Lysåben skov (Hassel-fyrre-tid)

Se også


Tidsnavigation:

Geologisk periode: Kvartær
Subepoke/epoke: ← Sen Pleistocæn Holocæn
Istid/mellemistid: ← Sen Weichsel-istid Flandern-mellemistid (den aktuelle mellemistid) →
Kronozone: Yngre dryas Præboreal tid Boreal tid Atlantisk tid Subboreal tid
Kulturhistorisk periode: Ældste stenalder Ældre stenalder Yngre stenalder, Bronzealder
Atlantisk tid

Atlantisk tid fra ca. 7.000-3.900 f.Kr. er navngivet efter at perioden havde såkaldt atlantisk klima. Navnet hentyder til at dette klima i dag findes i landene med kyst ud til Atlanterhavet, f.eks. Irland, Portugal m.fl. Nærheden til Golfstrømmen giver disse lande et mildt og noget fugtigt klima, og sådan var klimaet også i Danmark i atlantisk tid – den varmeste periode efter istiden og noget varmere end i dag. Havene steg ganske meget og Danmark blev et rige af mange små øer. Linden indvandrede og senere også eg og elm. Danmark blev dækket af såkaldt klimaks-urskov fra kyst til kyst, en tæt mørk skov med ringe vegetation i skovbunden. Både dyr og mennesker blev derfor i nogen grad fortrængt til skovens yderområder og kysterne. Men for de dyr der kunne trives i skovens dyb var der rigelig føde, og dermed også et godt jagtgrundlag for den voksende befolkning. Europæisk bison forsvandt fra Danmark i denne periode, mens både urokse og elg forblev.

Kronhjort, rådyr og vildsvin trivedes også i de frodige skove.

I første halvdel af denne periode var Østersø-bassinet opfyldt af Ancylussøen hvorefter denne blev til Littorinahavet.

Perioden ligger sidst i Ældre stenalder (ca. 8.900 f.Kr. – 3.900 f.Kr.)

Fra starten af perioden kendes skovjægerkulturen Maglemosekultur (ca. 9.300 – 6.400 f.Kr.), men i takt med at skoven blev tættere og mørkere blev det sværere at finde tilstrækkeligt alsidig føde i skoven. Maglemosekulturen blev afløst af Kongemosekulturen (ca. 6.400 – 5.400 f.Kr.), der var en overgangskultur af både skov- og kystjægere, og bopladserne flyttede ud mod kysterne. I det meste af atlantisk tid, og den sidste del af ældre stenalder, forekom Ertebøllekultur (ca. 5.400 f.Kr – 3.900 f.Kr) en som var en ren kystjægerkultur - kendt for de mange fund af køkkenmøddinger fra denne periode. Herefter blev jæger-samler kulturerne i ældre stenalder, langsomt afløst af mere bofaste agerbrugskulturer i yngre stenalder, der derfor også kaldes bondestenalderen.

Bronzealder

Bronzealderen er kulturperioden mellem stenalder (eller nogle steder kobberalder) og jernalderen.

Bronzealderen har sit navn efter bronze, der var det mest avancerede materiale til redskaber, våben og smykker. Bronze er en legering af ca. 90% kobber og 10% tin. Stenredskaber var forsat i brug frem til romersk jernalder.

Bronzealderen indtræffer på forskellige tidspunkter i forskellige områder: de tidligst kendte bronzegenstande stammer fra Mellemøsten (Egypten og Mesopotamien) ca. 3500 f.Kr. Herfra breder bronzen sig til Grækenland 3200 f.Kr., Østeuropa 2500 f.Kr., Vesteuropa 2200 f.Kr. og Skandinavien 1800 f.Kr. I Kina kendes bronze fra 2000 f.Kr..

I Fjernøsten bruges en anden teknik til støbning end i Mellemøsten og Europa.

I den første tid er bronze kun til ornamenter i sparsom mængde, da tin var svært tilgængeligt. Først omkring 2000 f.Kr. blomstrer den internationale samhandel, fordi tin udvindes i England, og det bliver nu muligt at lave våben og redskaber i større mængder.

Fra omkring år 1800 f.Kr. var der en selvstændig nordisk bronzealderkultur. Kobber og tin til bronzen blev byttet for rav og skind. Det blev byttet mod flint i Nordnorge.

Fra Danmark sejledes flint langs Norges kyst. Skindene blev sejlet op ad Elben, hvor de og ravet blev solgt for kobber, og kobber og skind blev solgt i England for tin. Rav har næppe været så stor en handelsvare, som tidligere antaget, hvorimod uld og især uldklæder angiveligt var en eftertragtet eksport og handelsvare, hvor et enkelt klædestykke kunne omsættes for bronze til adskillige sværd .

Støbningen krævede stor kunnen, og kun de førende slægter ejede våben og prydgenstande af det nye metal.

Det nye og eksotiske materiales udbredelse til Sydskandinavien skyldes antagelig en organiseret handel styret af en magtfuld overklasse. Det var dyrt at udruste de lange handelsrejser.

Der findes ingen skriftlige kilder fra den nordiske bronzealder, hvorfor forståelsen af den periode er baseret på de mange prægtige våben, smykker og gravfund (fx Egtvedpigen), samt mere rituelle sager som lur-instrumenter og den unikke Solvogn.

Bronzealderen i Danmark inddeles i:

Ældre bronzealder (1800-1100 f.Kr.) som igen indeles i tre perioder: I, II og III

Yngre bronzealder (1100-500 f.Kr.) som igen indeles i tre perioder: IV, V og VI.Forskellen på ældre og yngre bronzealder er især skiftet fra jordfæstegrave til ligbrænding og ændringer i stil, smykker og andre genstande.

Inddelingen af oldtiden i tre perioder; sten-, bronze- og jernalder, blev udtænkt af den danske arkæolog Christian Jürgensen Thomsen.

Et af de bedst kendte danske fund fra bronzealderen er Egtvedpigen fra ca. år 1300 f. Kr.

Danmarks urhistorie

Danmarks urhistorie omhandler overgangsperioden mellem "geologisk tidsregning", hvor den nuværende epoke, omtales som Holocæn, og "historisk tidsregning" der begynder med Danmarks forhistorie. I den geologiske tidsregning dækker dette de sidste 781.000 år af kvartærtiden.

Det danske kulturlandskabs udvikling

Det danske kulturlandskabs udvikling er betinget af et samspil mellem forskelligartede klimatiske, naturbetingede (geologiske, naturgeografiske, biologiske, zoologiske) og kulturelle (menneskeskabte) forhold.

Grundelementerne i det danske landskab er formet af den sidste istid Weichsel-istiden, omend tidligere istider (og anden geologiske aktivitet) naturligvis har skabt grundlaget. Artiklen om den geologiske epoke Pleistocæn giver et overblik over de mange istider og mellem-istider der har påvirket Danmark.

Efter at isen trak sig tilbage blev de geologiske påvirkninger af mindre betydning, men ændringer i klimaet (der også havde været med til at skabe istiderne) var stadig af stor betydning for hvilken plante- og dyreliv der kunne trives i Danmark, og dermed for hvilke kulturer der kunne udvikle sig. Artiklen om Danmarks urhistorie giver et overblik over hvordan klimaet gradvist blev mildere og mildere, for dernæst at blive lidt køligere igen som vi kender det i dag.

Senest har naturligvis mennesket, specielt via landbrug og skovbrug påvirket landskabet. Dette er beskrevet i artiklerne om landbrugshistorie, skovbrug og Landsbyer i Danmark.

Skemaet herunder viser på oversigtsform hvordan landskabet har udviklet sig fra primært at være domineret af klimatiske faktorer til primært at være menneskeskabt, hvordan det danske kulturlandskab er opstået. Samtidig er det også historien om hvordan skoven langsomt blev helt dominerende i Danmark for derefter næsten at forsvinde igen.

Holocæn

Holocæn er en geologisk epoke, som strækker sig fra i dag og cirka 11.700 år tilbage (år 9.700 f.Kr.), det vil sige tilbage til sidste istids afslutning. Navnet Holocæn kommer af græsk og betyder "den helt nye tid" (af holos 'hel' og kainos ny). Starten af Holocæn er defineret i en iskerneboring på Grønlands indlandsis, NGRIP2, i 1492,45 m dybde. Målinger af deuterium angiver afslutningen af kuldeperioden Yngre Dryas. På grund af sammenpresningen af sneen er der en usikkerhed på 69 år. Tidligere var starten af Holocæn ikke defineret et bestemt sted, men der var en generel enighed blandt forskerne om at det hurtige og definitive kollaps af indlandsisen i Skandinavien og op til Hudson-bugten for 10.000 kulstof-14-år siden var grænsen mellem Pleistocæn og Holocæn (10.000 BP). Da et kulstof 14-år er forskelligt fra et solår, skal dateringen kalibreres med fx dendrokronologi .

I starten af Holocæn fortsætter smeltningen af Weichsel-istidens gletsjere. Holocæn er den sidste epoke i den kvartære periode. Holocæn er også blevet kaldt Alluvium-epoken. Andre betegnelser er postglacial fordi det er perioden efter sidste istid og Flandern-mellemistid fordi det er tiden mellem sidste istid og den næste.

Irsk kæmpehjort

Irsk kæmpehjort (Megaloceros giganteus) er en uddød hjorteart, og en af de største hjortearter der nogensinde har levet. Den var udbredt over store dele af Eurasien, fra Irland til området øst for Bajkalsøen i sen Pleistocæn. Det yngste fund er Kulstof-14 dateret til ca. 5.700 f.Kr. Kæmpehjorten kaldes Irsk kæmpehjort, fordi et stort antal fund er gjort i irske moser, men da den levede var arten på ingen måde specielt knyttet til Irland.

I Danmark kendes Irsk kæmpehjort især fra fund fra Allerødtiden, hvor den blev jaget af jægere fra Brommekulturen. Den er formentlig uddød i Danmark i løbet af Yngre dryas, men kan sagtens have indvandret igen i Præboreal tid. I løbet af Boreal tid er den dog forsvundet fra Danmark igen. Der var flere andre arter i slægten Megaloceros, men alle var meget store og foretrak enge og lysåbne skove, da deres store gevir var en hindring i tæt skov. Kæmpehjortens nærmeste nulevende slægtinge findes i Dådyr-slægten

Jægerstenalder

Jægerstenalder omfatter både ældste stenalder og ældre stenalder. Jægerstenalder i Danmark spænder fra ca. 12.800 f.Kr. til år 3.900 f.Kr. Navnet markerer de økonomisk-sociale forhold, som datidens mennesker havde.

Betegnelsen jæger-stenalder markerer modsætningen til senere tiders landbrugs-orienterede kulturer. Betegnelsen blev indført i dansk i 1972 af arkæologen og redaktøren Harald Andersen, da tidsskriftet "Skalk" lavede en fornyelse af den tidstavle, tidsskriftet indplacere artiklerne i i bladet, i stedet for den tidligere benævnelse "ældre stenalder" i modsætning til bondestenalder (tidligere: "yngre stenalder").

I ældste stenalder var Danmark stadig i den sidste del af Weichsel-istiden – den senglaciale fase. Danmark var dækket af tundra eller parktundra, og de forskellige jægerkulturer var afhængige af at kunne jage rensdyr. Fra den første del af ældste stenalder (ældste dryas, bøllingtid og ældre dryas) kendes hovedsageligt kulturer med meget få efterladenskaber i Danmark – kulturer der af samme grund er opkaldt efter tyske lokaliteter, f.eks. hamburgkultur.

Fra den senere del af ældste stenalder (allerødtiden) kendes den danske brommekultur, der også var rensdyrjægere.

Starten på ældre stenalder svarer nogenlunde til at Danmark langsomt blev dækket af skov i præboreal tid og boreal tid. Herfra kendes de danske skovjægerkulturer: maglemosekultur og kongemosekultur

I slutningen af ældre stenalder steg temperaturen og havet, og Danmark blev dækket af tæt skov – herfra kendes ertebøllekulturen kendt fra en rækkekystbopladser.

Rensdyrjægerkulturerne antages at have haft en livsform, der minder om nutidige rensdyrjægere – med faste vinterbopladser syd for Danmark, men rejsende med telte om sommeren for at kunne følge rensdyrflokkene. Senere kulturer antages at have været mere bofaste – men dog stadig meget mobile; dels kender man ikke rigtigt spor af bygninger fra perioden, dels havde skovjægerkulturerne formentlig også behov for at kunne flytte bopladserne, når klimaet og dermed vegetationen og byttedyrenes placering ændrede sig. Alligevel ser man i perioden en tendens mod stadig mere omfattende bopladser, hvilket man har tolket som større bofasthed.

Kronozoner

Kronozoner er en alternativ eller supplerende tidsopdeling af Danmarks oldtid og nutid baseret på klimaets udvikling efter sidste istid. Omtales også som Blytt-Sernander systemet efter nordmanden Axel Gudbrand Blytt (botaniker, geolog) og svenskeren Rutger Sernander (botaniker, geolog, arkæolog) der beskrev en række pollenzoner baseret på analyser af danske tørvemoser.

Kvartær

Kvartærtiden ((latin): quartarius for den fjerde) er den seneste geologiske periode, der veksler mellem istider og mellemistider. Perioden løber stadig, så vi lever i kvartærtiden, geologisk set. Aflejringer i denne yngste, geologiske tid kaldes derfor også for "kvartære" aflejringer, og foregår stadig. Starten på Kvartær er i Nordeuropa defineret ved Gauss-Matuyama polvendingen (2,588 Ma). Termen Kvartærtiden blev brugt første gang i 1829, om Alperne.

Den alleryngste del af kvartærtiden kan opdeles arkæologisk; ældre stenalder, yngre stenalder osv., eller i klima/pollenzoner.

Betegnelsen Kvartær anerkendes stadig af den Internationale Stratigrafiske Kommission (ICS). Kvartær efterfølger den Neogene periode. Kvartærs status var til urafstemning ved Subcommission on Quaternary Stratigraphy (SQS) mødet i Oslo i 2008. Resultatet blev at alderen Gelasien med de 'pliocæne istider' blev flyttet fra Pliocæn til Pleistocæn.

Maglemosekultur

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.Maglemosekultur er benævnelsen på den skovjægerkultur, der i jægerstenalderens ældre del (ca. 9.000 f.Kr. – ca. 6.400 f.Kr.), udøvedes i det nordvestlige europæiske lavland, da afsmeltningen af indlandsisen i det sydlige Skandinavien var afsluttet og afsmeltningen i de nordlige dele af den skandinaviske halvø blev fuldendt. Maglemosetiden underinddeles i tidlig Maglemosetid (ca. 9.000 f.Kr. – ca. 7.800 f.Kr.), mellemste Maglemosetid (ca. 7.800 f.Kr. – ca. 7.000 f.Kr.) og sen Maglemosetid (ca. 7.000 f.Kr. – ca. 6.400 f.Kr.) efter formen på de mikrolitter, der indgik i fangstredskaberne: i tidlig Maglemosetid var lancetformede mikrolitter enerådende, i mellemste Maglemosetid blev de suppleret med ligebenede trekantmikrolitter, i sen Maglemosetid var brede trekanter med svajede kortsider fremherskende, mens lancetmikrolitterne forsvandt. Den periode, hvor maglemosekulturen rådede, kendetegnedes af store forandringer såvel i klimatisk henseende som til levevilkår for planter, dyr og mennesker. Det er en periode kendetegnet ved, at klima- og plantebælter løbende forskubbedes nordover. I klimatisk henseende rækker maglemosetiden fra den præboreale tid over den boreale periode til begyndelsen af atlantisk tid.

Maglemosekulturen er opkaldt efter fundstedet Maglemose ved Mullerup i Vestsjælland. Dette fundsted blev udgravet af Georg Sarauw i 1900.

Maglemosekulturen afløstes af Kongemosekulturen.

Natura 2000-område nr. 34 Brandstrup Mose

Natura 2000-område nr. 33 Brandstrup Mose er en naturplan under det fælleseuropæiske Natura 2000-projekt. Planområdet, Brandstrup Mose, er et habitatområde, med et samlet areal på ca. på 52 ha; Området ligger i Viborg Kommune.

Præboreal tid

Præboreal tid fra ca. 9.300-7.900 f.Kr. markerer starten på den postglaciale periode, dvs. den periode hvor isen for alvor havde sluppet sit tag i Danmark. Navnet præ-boreal betyder forløberen for den kommende periode med borealt klima. Klimaet var således en del koldere end i dag, men temperaturen steg efterhånden. Birk og skovfyr koloniserede landet der blev dækket af en lysåben skov. De store skovdyr genindvandrede: Urokse, europæisk bison og elg, men også vildhesten (Equus ferus) trivedes i de lysåbne skove. Igennem næsten hele perioden var Østersø-bassinet opfyldt af Yoldiahavet.

I hele perioden hørte menneskene i Danmark til skovjægerkulturen Maglemosekulturen, (ca. 9.300 – 6.400 f.Kr.). Perioden er den første i Ældre stenalder (ca. 8.900 f.Kr. – 3.900 f.Kr.)

Stenalder i Danmark

Stenalderen i Danmark er en forhistorisk tidsperiode der varede fra ca. 12.800 f.Kr. – 1.800 f.Kr. Periodens start regnes sædvanligvis fra isens tilbagetrækning fra dansk område efter den sidste istid, Weichsel-istiden, til trods for at der kendes enkelte spor af mennesker fra før Weichsel, nemlig fra Eem-mellemistiden (130.000 – 117.000 år siden), ved Hollerup i Gudenåens brinker, og Holsten-mellemistiden (418.000 – 386.000 år siden), i Sønderjylland nær Christiansfeld. Begge fund antages at stamme fra neandertalere, der dog var uddøde da Weichsel-istiden sluttede.

I Danmark er udviklingen af og gennem stenalderen betinget af to primære forhold

Forskellige stenalderkulturer var allerede udviklet i Europa syd for Danmark, f.eks. madeleinekulturen

Temperaturstigningen efter istidens afslutning og indvandringen af dyr og planter som beskrevet ved de såkaldte kronozoner.Overordnet inddeles stenalderen i Danmark i to underperioder:

Jægerstenalderen (12.800 f.Kr. – 3.900 f.Kr.) hvor menneskene ikke eller kun i kortere perioder var bofaste, og hvor man skaffede føden ved jagt og indsamling, såkaldt jæger-samler-kultur

Bondestenalder (3.900 f.Kr. - 1.800 f.Kr.) hvor menneskene overvejende var bofaste i længere perioder og hvor man skaffede store dele af føden ved husdyrhold og dyrkning af afgrøder

Hertil kommer dog forskellige andre kulturelle og teknologiske udviklinger der skete løbende og samlet giver et ganske komplekst billede af forløbet af denne ældste periode i Danmarks (for)historie. Herunder er forsøgt givet en oversigt over sammenhængen mellem perioder, kronozoner og kulturer. Perioderne kaldet ældste, ældre og yngre dryas var kortere kuldeperioder hvor Danmark ikke var isdækket, men hvor det var for koldt for træer og Danmark derfor var dækket af tundra. Perioderne er opkaldt efter planten Rypelyng, der på latin hedder Dryas - en plante der både dengang og nu var meget udbredt på tundraen.

Kronozone: Ældste dryas ca. 17.000 – 12.800 f.Kr.

Jægerstenalder 12.800 f.Kr. – 3.900 f.Kr.

Ældste stenalder 12.800 f.Kr. – 8.900 f.Kr. - også kaldet palæolitikum

Kronozone: Bøllingtid og Ældre dryas 12.800 – 11.800 f.Kr.

Hamburgkultur 12.800-12.000 f.Kr.

Federmesserkultur 12.000-11.400 f.Kr.

Kronozone: Allerødtiden 11.800-10.600 f.Kr.

Brommekultur 11.400-11.000 f.Kr.

Kronozone: Yngre dryas 10.750-9.550 f.Kr. Sidste (korte) kuldeperiode.

Ahrensburgkultur 10.500-9.000 f.Kr.

Ældre stenalder 8.900 f.Kr. - 3.900 f.Kr. - også kaldet mesolitikum

Kronozone: Præboreal tid 9.300-7.900 f.Kr.Kronozone: Boreal tid 7.900-7.000 f.Kr.

Maglemosekultur 9.000 – 6.400 f.Kr.

Kronozone: Atlantisk tid 7.000-3.900 f.Kr

Kongemosekultur 6.400 – 5.400 f.Kr.

Ertebøllekultur 5.400 – 3.900 f.Kr.

Kronozone: Subboreal tid 3.900-500 f.Kr.

Bondestenalder 3.900 f.Kr. - 1.800 f.Kr. - også kaldet neolitikum

Tragtbægerkultur 3.900 – 2.800 f.Kr.

Dyssetid 3.900 – 3.300 f.Kr.

Jættestuetid 3.300 – 2.800 f.Kr.

Grubekeramisk kultur 3.100 – 2.900 f.Kr.

Enkeltgravskultur, Snorekeramisk kultur 2.800 – 2.350 f.Kr.

Dolktid, Hellekistetid 2.350 – 1.800 f.Kr.

Bronzealder 1.800 - 500 f.Kr.Bronzealderen er medtaget her på listen fordi den ligesom bondestenalderen ligger i Subboreal tid - og fordi forskellen mellem bondestenalderen og bronzealderen måske ikke var så stor endda.I modsætning til jern i Jernalderen afløste bronzen ikke sten, tak, ben osv. for almindelige redskaber, men sås især hos en vordende overklasse og til fremstilling af våben. Bronze var kostbart og havde ikke samme styrke som jern og sten.

I artiklen Det danske kulturlandskabs udvikling kan ses en skematisk præsentation af sammenhængen mellem kronozoner, stenalderens perioder og de forskellige stenalderkulturer.

Subatlantisk tid

Subatlantisk tid fra ca. 500 f.Kr. til nu, er den periode vi lever i nu. Omkring år 500 f.Kr. faldt temperaturen til noget der ligner nutidens temperaturer. Temperaturen steg igen under den middelalderlige varmeperiode (10. til 14. århundrede), men efter nogle hundrede år faldt den igen under den lille istid (til 1800-tallet) og har efterfølgende svinget omkring de temperaturer vi kender i dag. Disse klimaudsving er ikke globale og skyldes sandsynligvis fluktuationer i Golfstrømmen. I denne periode blev bøgen dominerende, og perioden kaldes derfor også for bøgetid.

Landet lignede det vi kender i dag – vandstanden i havene fluktuerede noget, men ikke voldsomt

Dyrelivet lignede også det vi kender i dag – dog var det i denne periode at ulv og vildsvin forsvandt fra Danmark

Vegetationen lignede også det vi kender i dag – dog svandt skovarealet i næsten hele perioden til det var nede på 5% i midten af 1800-talletSelvom klimaet i denne som i forgående perioder var definerende for hvilke dyr og planter der kunne trives i Danmark, så var menneskets indflydelse markant. Via landbrug og skovbrug blev plante- og dyrelivet underlagt menneskets behov – et sådant landskab kaldes også kultursteppe.

Subboreal tid

Subboreal tid fra ca. 3.900-500 f.Kr. startede med temperaturmaksimum for Danmark efter istiden og derefter faldt temperaturen støt gennem hele perioden indtil den nåede nogenlunde det niveau vi kender i dag. Vandstanden faldt igen, så også landet begyndte at ligne det land vi kender i dag. Og på et helt tredje punkt skete der markante ændringer – jægerne blev bofaste og begyndte at dyrke jorden og holde dyr.

Fra perioden kendes flere forskellige bondestenalder-kulturer samt kulturerne fra bronzealderen.

Yngre Dryas

Yngre Dryas var en periode kort efter slutningen af den seneste istid, hvor man fik et pludseligt temperaturfald over store dele af kloden. Ordet Dryas kommer af slægtsnavnet for den arktiske plante rypelyng. Perioden varede formentlig mellem år 10.900 og 9.600 f.Kr, altså i godt og vel tusinde år.

I hele perioden hørte menneskene i Danmark til Ahrensburgkulturen (ca. 10.900 – 9.000 f.Kr), en tundrajægerkultur, der i istidens sidste fase udøvedes i den sydlige, isfrie del af det skandinaviske område. Perioden udgør den sidste del af Ældste stenalder (ca. 12.800 f.Kr. – 8.900).

Yngre stenalder

Neolitikum, bondestenalder, neolitisk tid eller yngre stenalder indtrådte med agerdyrkningen og varede i Danmark fra 3900 f.Kr. til 1800 f.Kr.

Ældre stenalder

Ældre stenalder er en del af jægerstenalderen. Ældre stenalder kaldes også Mesolitikum (faglig international betegnelse), mesolitisk tid eller mellemstenalder og spænder i Danmark ca. over 8.900 f.Kr. – 3.900 f.Kr. Ældre stenalder er en tid mellem den ældste stenalder (palæolitikum) og yngre stenalder (neolitikum).

Ældste stenalder

Ældste stenalder er en del af jægerstenalderen. Ældste stenalder kaldes også palæolitikum, palæolitisk tid eller oldstenalderen og spænder i Danmark ca. over 12.800 f.Kr. – 8.900 f.Kr.. Internationalt er perioden fra omkring 2,5-2,6 millioner år før vor tid (de ældste forarbejdede stenredskaber fra Gona) til ca. 10.000 før vor tid.

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.