Aurignacienkultur

Aurignacienkulturen er en senpalæolitisk kultur (dateret til cirka 35.000-16.000 f.Kr.) opkaldt efter en fundplads i Frankrig. Redskaberne blev først og fremmest lavet ud fra flækker. Mange af de kendte hulemalerier i Frankrig og Spanien sættes blandt andet i forbindelse med Aurignacienkulturen. Foruden i Frankrig har man fundet spor efter kulturgruppen på Balkan, i Iran, Israel og i Afghanistan.

Den serie fra de franske huler, som kan gøre krav på en særlig opmærksomhed på grund af sin fundrigelighed, sin kulturelle rigdom og det, at den var den første, man fandt, indledtes flere tusinde år senere end i visse dele af Mellemøsten og i Cyrenaica. Châtelperronienkulturen indleder den lagserie, som historikeren Grahame Clark kalder den franske lagfølge.[1] Det næste stadium er Aurignacien.

Aurignacien er selve indledningen til den omfattende ekspansion, som blev skabt af Homo sapiens sapiens eller Cro-Magnonmennesket. Denne periode omfatter tiden mellem ca. 30.000 og ca. 10.000 år før vor tid. Visse forskere sætter andre tidsgrænser, men alle er enige om, at en række grundlæggende opfindelser blev gjort allerede i indledningsfasen. Nu var både håndøksen, håndkilen og andre gamle, grove redskaber blevet forældede. En bedre teknik til bearbejdning af flinten var blevet udviklet, og det blev muligt at slå lange, smalle flækker eller skiver af en passende blok. Disse flækker kunne senere tildannes til en serie redskaber, beregnet til forskellige formål. De vigtigste var knive, skrabere og spidse værktøjer (bor, syl, mejsel osv.). Denne udrustning bestod givetvis af flere varianter, alle med en funktionsbestemt udformning.

Buen var ikke kendt i Aurignactraditionen, men spydet blev taget i brug. I hvert fald havde man flintespidser, som ofte var godt tilpassede og varierede i størrelse. En del af disse var utvivksomt beregnet som spidser på skafter af træ eller ben. Sammenfattende havde det "nye" folk en udrustning, som gjorde livet lettere at leve end tidligere. Dyrene kunne dræbes betydeligt hurtigere, og desuden blev det muligt at anvende alle dele af byttet langt mere effektivt.

Stikkelen var en næsten genial opfindelse. Dette lille instrument gjorde det mere enkelt at fremstille store og små genstande af horn og ben. Der var rigeligt af et førsteklasses materiale, først og fremmest gevirer og stødtænder, og nu kunne det udnyttes for første gang og i stort omfang til brugsgenstande og smykker. Brugen af horn og ben blev så almindelig, at det kom til at præge kulturen i den kommende tid over store dele af verden.

Lion man photo
"Løvemanden", der blev fundet i en hule ved Hohlenstein-Stadel. Figuren er dateret til 30.000 år f.Kr., og den forbindes med Aurignacienkulturen. Den regnes for at være verdens ældste dyre-menneskefigur.
Kultura oryniacka
Aurignackulturens udbredelsesområde
Grattoir à museau plat sur lame LARTET
Scraper from Aurignac (France)

Se også

Noter

  1. ^ Clark 1969, s. 63f

Eksterne henvisninger

Litteratur

  • G. Bosinski: Die grosse Zeit der Eiszeitjäger. Europa zwischen 40.000 und 10.000 v.Chr. i Jahrbuch des römisch-germanischen Zentralmuseums Mainz, nr. 34, 1987.
  • Grahame Clark: World Prehistory: In New Perspective, 1977, ISBN 978-0-521-29178-1
  • J. Hahn: Aurignacian Art in Central Europe i H. Knecht, A. Pike Tay, R. White (udg.): Before Lascaux : The Complex Record of the Early Upper Paleolithic, 1993, ISBN 978-0-8493-8883-5
  • Sven Skovmand: Politikens verdenshistorie, 2003, ISBN 978-87-567-6502-2
  • J.O. Zilhão og F. d'Errico: The Chronology and Taphonomy of the Earliest Aurignacien and its Implications for the Understanding of the Neandertal Extinction i Journal of World Prehistory, nr. 13, 1999.
  • J.O. Zilhão og F. d'Errico (udg.): The Chronology of the Aurignacien and of the Transitional Technocomplexes. Dating, Stratigraphies, Cultural Implications, 2001 ISBN 972-8662-15-7.
Wikipedia-logo.pngSøsterprojekter med yderligere information:
Acheuléenkulturen

Acheuléenkulturen er en tidlig paleolitisk kultur som er opkaldt efter fundpladsen Saint-Acheul ved Amiens i det nordvestlige Frankrig. Andre kendte pladser fra Acheuléenkulturen finder man bl.a. i Afrika og i Asien.

De fleste redskaber man har fundet er groft tilhuggede handkiler i forskellige udvikingsstadier, hvor de senere er karakteriseret ved en elegant behandling af ydersiden, som formentlig er opnået ved hjælp af en trykstok af ben eller træ. Indenfor acheuléenkulturen udvikledes levalloisteknikken som anses for at karakterisere den senere Moustérienkultur.

Fra slutningen af perioden, dukker der små skiveredskaber op, dvs redskaber, der stammer fra en afskåret skive. De bedst kendte fundpladser fra perioden er Olduvai i Afrika, hvor man har fundet genstande der er end 1 million år gamle. I Europa dateres acheuléenkulturen hovedsageling til at være mellem 400.000-180.000 f Kr.

Brommekultur

Brommekulturen er benævnelsen for en blandet skov- og tundrajægerlivsform, der blev udøvet i det sydskandinaviske område i istidens afsluttende faser (ca. 11.400 f.Kr. – ca. 10.500 f.Kr.). Brommekulturen afløste Federmesserkulturen og afløstes af Ahrensburgkulturen.

Brommekulturen har navn efter fundstedet Bromme i Midtsjælland, oprindelig opdaget af Erik Westerby og siden undersøgt af Therkel Mathiassen.

Dolktid

Dolktid er den sidste arkæologiske periode i bondestenalderen, strækkende sig fra ca. 2.400 f.Kr.-1.800 f.Kr. Dolktid er kendetegnet ved de karakteristiske stendolke, der findes i flere udgaver. Den mest kendte er den såkaldte "fiskehaledolk".

Germansk jernalder

Germansk jernalder betegner perioden fra ca. 375 AD–750/800 e.v.t. i Nordeuropa. Den foregående periode kaldes Romersk jernalder, men efterhånden som den romerske dominans svækkes i Europa ændres karakteren af de arkæologiske fund, og jernalderen går ind i en ny fase. Den tidlige del af perioden bliver indimellem betegnet som Folkevandringstiden, da den er præget af flere migrationsbølger og invasioner af bl.a. germanske stammer ind i Romerriget. En udvikling der kulminerer med det Vestromerske riges kollaps og etableringen af nye kongeriger i de tidligere romerske provinser i 5. århundrede. Jernalderen afsluttes med begyndelsen på historisk tid, dvs. Vikingetiden i Skandinavien og middelalderen i det øvrige Nordeuropa.

Germansk jernalder inddeles normalt i to faser: ældre germansk jernalder (375-550) og yngre germansk jernalder (550-750). Dateringen af afslutningen på den sidste fase er dog genstand for megen debat, da der i de materielle levn ikke kan spores nogen klar overgang mellem jernalder og vikingetid. Problemstillingen er fx blevet beskrevet således: ”Yngre germansk jernalder og vikingetid knytter forbindelsen mellem forhistorien og middelalderen, og vikingetiden indtager en særstilling som en periode, der studeres af såvel forhistorikere som middelalderarkæologer …”. I Sverige kaldes yngre germansk jernalder Vendeltiden og i Norge Merovingertiden.

Grubekeramisk kultur

Grubekeramisk kultur, (svensk: Den gropkeramiska kulturen) betegner en levevis fortrinsvis ved havjagt og fiskeri i tiden omkring 3.100 – 2.900 f.Kr., det vil sige samtidig med, at landbruget var den fremherskende levevis i Danmark. Ved kysterne og de større søer nord for Mälaren i Østsverige opgives landbruget til fordel for en tilværelse hvilende på jagt og indsamling af næring fra havet, og herfra spredes denne mod vest og syd til Sydnorge og Danmark, rundt langs Kattegats kyster.

Hallstattkulturen

Hallstattkulturen er en arkæologisk kultur i Centraleuropa ca. 800 - 450 f.Kr. i bronzealder og jernalder i det meste af Nord- og Nordøsteuropa. Kulturen er opkaldt efter sit typested, Hallstatt, en landsby ved en søbred i Salzkammergut i Østrig sydøst for Salzburg.

En østlig kulturzone med Kroatien, Slovenien, det vestlige Ungarn, de østlige og sydlige dele af Østrig, Mähren og Slovakiet kan skilles fra en vestlig kulturzone med det nordlige Italien, Schweiz, det østlige Frankrig, det sydlige Tyskland og Bøhmen. Den vestlige zone tilskrives ofte kelterne.

Den efterfølgende arkæologiske kultur i det meste af Centraleuropa var La Tène-kulturen.

Hulemaleri

Hulemalerier og hellemalerier er betegnelsen for en type af billeder og bjergkunst malet på hule eller klippe vægge i forhistorisk tid.

De ældste kendte malerier er de cirka 32.000 år gamle hulemalerier fra stenalderen i den franske Grotte Chauvet. Det betyder, at malerkunsten er omkring seks gange ældre end skrivekunsten.

Hulemalerier viser ofte vilde dyr som heste, næsehorn, mammuter og løver og udføres ved at udfylde udhugget i klippevæggen med rød okker og sort farvestof. Lignende arbejde på hulen og klippevægge findes over hele verden.

Mange civilisationer udviklet siden sin egen malerkunst.

Jamna-kulturen

Jamna-kulturen (russisk: Ямная культура,/ukrainsk: Ямна культура fra russisk/ukrainsk яма, grube, derfor også benævnt som Grubegravskulturen eller Okkergravskulturen) er en kultur fra sen kobberalder og tidlig bronzealder, der var udbredt i området mellem floderne Buh i Ukraine og Dnestr i Rumænien på den Pontisk-Kaspiske slette i perioden mellem 3.500 og 2.200 f.Kr. Kulturen var overvejende nomadisk, men i nærheden af floder og nogle få befæstede landsbyer forekom der agerbrug.

Jættestue

En jættestue er et gravanlæg fra bondestenalderen bygget af meget store sten og dækket af en jordhøj. I lighed med dysserne kaldes jættestuer også for megalitgrav eller storstensgrave. En jættestue består af et kammer, der kan være af forskellig udformning, og hvortil der går en lang gang til højens yderside. Langs denne yderside er der anbragt mægtige randsten. Arkæologer vurderer, at der blev bygget omkring 40.000 store stengrave i årene fra omkring 3.500 til 3.000 f. Kr.

Kun ca. 500 af de store jættestuer er i dag bevaret.

La Tène-kulturen

La Tène-kulturen (5.-1. århundrede f.Kr) er en kultur i La Tène-tiden fra den yngre førromerske jernalder udbredt over store dele af Mellem- og Østeuropa. Kulturen efterfulgte Hallstattkulturen og var præget af middelhavsindflydelse (græsk og etruskisk). Det er omfattende våbenfund fra søbreden ved byen Marin La Tène ved Lac Neuchâtel (Neuenburgersee) i Schweiz, der har givet den navn.

Michelsbergkulturen

Michelsbergkulturen er en vigtig periode i den yngre stenalder (ca. 4.400 f.Kr. – ca. 3.500 f.Kr.), i Centraleuropa. Kulturen strakte sig fra det nuværende Schweiz i syd til Vestfrankrig og Belgien i nord. Den ligger delvist samtidig med tragtbægerkulturen i Nord- og Østeuropa. Perioden er opkaldt efter et arkæologisk område, hvor en boplads i Baden-Württemberg i Tyskland blev udgravet. Ved bredderne af de schweiziske søer er der udgravet landsbyer med rektangulære træhuse; endvidere findes store, indhegnede kultpladser. Flintminer kendes bl.a. fra Spiennes i Belgien.

Minoisk kultur

Den minoiske kultur var en præ-hellensk bronzealder-kultur fra ca. 3100 f. Kr. til ca. 1450 f. Kr.. Den havde sit politiske centrum i Knossos på Kreta. Den er opdaget i nyere tid og opkaldt efter kong Minos, der kendes fra græsk mytologi.

Minoerne var som fønikerne primært handelsfolk, der sejlede vidt og bredt i Middelhavet.

Fra 1700 f. Kr. til 1450 f. Kr blev den minoiske kultur ramt af en række naturkatastrofer, herunder vulkanøen Theras eksplosion. De havde alvorlige negative konsekvenser for livet på Kreta. Omkring 1420 f. Kr. blev øen erobret af de mykenske grækere, hvorefter den minoiske kultur hurtigt forfaldt.

Mississippikultur

Mississippikulturen var en oprindeligt amerikansk civilisation, der praktiserede byggeri af høje. Arkæologer daterer civilisationen fra ca. 800 AD til 1600 AD, med regional variation.Den var sammensat af en række urbane bopladser og satellitbyer (forstæder) knyttet sammen af et løst handelsnetværk. Den største by, kaldet Cahokia, menes at have været et stort religiøst centrum. Civilisationen blomstrede i et område, der gik fra de Store Søers sydlige kyststrækninger i det vestlige New York og det vestlige Pennsylvania, i hvad der nu er det østlige Midtvesten; området strakte sig videre til syd-sydvest ind i Missisippidalens lavere del og omsluttede østligt omkring den sydlige fod i Appalachernes "barrier range" ind, i hvad der nu er det sydøstlige USA.Den mississippiske livsstil begyndte at udvikle sig i Mississippifloddalen (hvilken den er navngivet efter). Kulturer i bifloden Tennesseeflodens dal kan på dette tidspunkt være begyndt at udvikle mississippiske egenskaber. Næsten alle daterede mississippiske arkæologiske områder er fra før 1539-1540 (da Hernando de Soto udforskede området). En bemærkelsesværdig undtagelser er Natchez samfundene, der opretholdt mississippiske kulturelle skikke ind i det 18. århundrede.

Olduwan-kultur

Olduwan-kultur er menneskekultur, som har fremstillet menneskets ældste kendte redskaber. Det var Mary Leakey som første gang anvendte ordet Olduwan i 1960'erne. Olduwan-navnet er afledt af fundsteder i Kenya fra Olduvai-slugten og til dels Rift Valley i Østafrika.

De ældste beviser på redskabsbrug hos fortidsmennesket er fundet ved floden Gona i det nordlige Etiopien.

Ved hjælp af argon/argon-metoden på lag af vulkansk aske er disse fund dateret som 2,52–2,6 millioner år gamle.

Romersk jernalder

Romersk jernalder er en betegnelse som den svenske arkæolog Oscar Montelius gav til jernalderkulturen mellem 1 og 400 e.v.t. i Skandinavien, Nordtyskland og Nederlandene. Navnet er udtryk for at Romerrigets indflydelse i området bliver markant større i denne periode. Den foregående kaldes normalt før-romersk jernalder, og den efterfølgende, hvor den romerske dominans svandt ind, kaldes ofte germansk jernalder. Traditionelt er perioden blev inddelt i en ældre (1 – 160 e.v.t.) og en yngre romersk jernalder (160-375 e.v.t.), men for nylig er de blevet yderlige opdelt: B1 (1-70) og B2 (70-150), samt C1 (150-250), C2 (250-310) og C3 (310-375).

Urnemarkskulturen

Urnemarkskulturen er perioden mellem ca. 1300 f.Kr. og 750 f.Kr. i Centraleuropas bronzealder.

Kulturen har fået navn efter gravskikken med at brænde de døde i området, der når fra det nuværende Ungarn via en bue over Østrig, Tjekkiet og Sydtyskland til Østfrankrig. Det blev almindeligt at oprette store gravpladser med urnegrave både på flad mark og under lave høje. I Nordeuropa kaldes perioden Yngre bronzealder.

Urnemarkskulturen er også karakteriseret ved fremkomsten af de tidligste europæiske former for et talsystem. Fra omkring 1200 f.Kr. er der specielt i Centraleuropa fundet en række bronzesegl med mærker, der tolkes som et talsystem, og som betegnes urnemarkskulturens talsystem

Venusfigurine

Venusfiguriner er samlebegreb for omkring 200 kvindefiguriner, der er fundet i store dele af Europa og fra den mellemste ældre stenalder til den sene ældre stenalder. De fleste figuriner stammer fra gravettien-perioden i Vesteuropa, mens andre også fra Vesteuropa stammer fra den tidligere aurignacienkultur-periode som Venus af Hohle Fels fundet i 2008 og kulstofdateret til for 35.000 år siden, og senere eksempler fra madeleinekulturen som Venus af Monruz omkring 11.000 år gammel.

Fingurinerne var udskåret af bløde stenarter som fedtsten, kalk eller kalksten), knogler eller elfenben eller formet af ler. De sidste er blandt de ældste kendte former for keramik.

Urhistorie og forhistorie
Ældre palæolitikum
Mellem palæolitikum
Yngre palæolitikum
(Ældre stenalder, Jægerstenalder)
Mesolitikum
Neolitikum
(Yngre stenalder, Bondestenalder)
Kobberalder og Bronzealder
Jernalder og vikingetid

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.