Arianisme

Arianismen er opkaldt efter præsten Arius (256 i Alexandria i Egypten, død 336). Hans tilhængere kaldtes arianere. Arianerne hævdede at Sønnen var skabt af Faderen og derfor hverken lige med Ham, evig eller guddommelig af væsen. Arianismen blev fordømt af det økumeniske koncil i Nikæa (325), men det varede længe før den forsvandt. En central modspiller i kampen mod arianismen var den alexandrinske biskop Athanasius, der fastholdt, at Sønnen, Kristus, var en del af Guds væsen og dermed ikke skabt.

Den 27. november 326 blev Arius indkaldt til Konstantinopel, hvorfra lejesoldater spredte arianismen ud i Europa til den katolske kirkes vrede, fordi det var kætteri at benægte Jesu Kristi guddom. Blandt mange af de germanske folkeslag som goterne i Spanien og vandalerne i Nordafrika og longobarderne i Italien levede arianismen videre i adskillige århundreder. Også af magtpolitiske årsager.

Publicación de la teoría de Arriano, donde sutentaba que Jesús no era divino, sino creado de la nada por el Poder de Dios- 2014-05-10 13-41.jpeg
Publikation om arianismens lære

Se også

Eksterne henvisninger

ReligionStub
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Agilulf

Agilulf (? – 616) var en langobardisk konge af Italien der regerede fra 591 til 616. Han var fætter af den forrige konge Authari og giftede sig med hans enke, dronning Theodelinda. Han var desuden søn af hertugen af Turin Ansvald og selv hertug af Turin.

Som Paulus Diaconus fortæller begivenhederne, skete det i efteråret 590, kort tid efter den pludselige død af kong Authari, at dronning Theodelinda – enke efter kun et års ægteskab – fik mandat af de langobardiske hertuger til at vælge den næste konge. Agilulf, på dette tidspunkt hertug af Turin, kom for at vise sin agtelse til enken. I respekt kyssede han hendes hånd, hvorefter hun spurgte hvorfor han kyssede hendes hånd, når han havde lov til at kysse hendes læber. På denne vis valgte hun den næste konge og de blev gift i november samme år.

Men i realiteten var hele denne seance sandsynligvis blot skuespil opsat af Agilulf, der allerede havde sat sig på den reelle magt, og i maj det følgende år officielt blev hyldet til konge af hans soldater i Milan. (Agilulf og Theodelinda flyttede under deres regering hovedstaden fra Pavia til Milan). Ægteskabet med Theodelinda gav Agilulf en legitimitet til hans styre, ikke blot fordi hun var enke til den forrige konge, men nok så meget fordi hun var af det præstigefyldte langobardiske dynasti Letingerne.

Nogle langobardiske hertuger accepterede alligevel ikke umiddelbart Agilulf som konge, og Agilulf var tvunget til at forsvare hans kongetitel med våbenmagt. Oprøret af nogle af disse hertuger fortsatte helt frem til 594 hvor Agilulf fik dem endeligt besejret, og dømt mange til galgen.

Agilulf og Theodelinda fik sønnen Adaloald som efterfulgte ham på tronen, og datteren Gundiberga som giftede sig med Arioald, der senere fik afsat Adaloald og dernæst selv satte sig på tronen. Agilulf døde i år 616, efter et kvart århundrede på tronen. Han var den første og en af få langobardiske konger der døde af naturlige årsager.

Albigensiske korstog

Det Albigensiske Korstog eller Katharkorstoget (1209-1229) var en 20 år langt felttog startet af den romersk-katolske kirke for at udrydde den religion, som blev praktiseret af Katharerne i Languedoc, og som den romersk-katolske kirke betragtede som apostase. Korstoget var historisk betydningsfuldt af flg. grunde:

Dets brutalitet var ekstrem, selv efter middelalderlige normer.

Kirken gav adelen fra Nordfrankrig og den franske konge, der i bund og grund fungerede som katolske lejetropper, ejendomsretten til jorden i et område af Frankrig, der var kulturelt og sprogligt tættere knyttet til Catalonien (se Occitanien).

Det Albigensiske Korstog var medvirkende til oprettelsen af både Dominikanerordenen og den middelalderlige inkvisition.

Arioald

Arioald (? – 636) af slægten Coupas, var langobardisk konge af Italien der regerede fra 626 til 636. Han var hertug af Turin da han giftede sig med prinsesse Gundiberga, datter af kong Agilulf og dronning Theodelinda. I modsætning til hans forgænger og svigerfar var han kristen arianer og accepterede ikke katolicismem.

Agilulfs søn Adaloald var konge af langobarderne indtil 626 hvor han blev skør og afsat af Arioald der fik opbakning til dette af den langobardiske adel. Efter at han var blevet kongekronet beskyldte han hans kone for hor og for at lægge planer mod ham med Tasso af Friuli, hvorefter han fik hende spærret inde på et kloster i tre år. Han genindførte også arianisme i langobardernes kongerige. Hans eneste dokumenteret krige var mod avarerne, som han med held fik smidt tilbage efter et forsøg på at invadere det nordøstlige Italien.

Den arianske strid

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed. En del letforvekslelige navne kræver skærpet opmærksomhed og eftersynMed den arianske strid betegner man inden for dogmeforskningen de stridigheder der blev ført lidenskabeligt i 4. århundrede om Arius' lære (arianismen) og spørgsmålet om Jesus var inkarneret Logos, gudlignende eller noget forskelligt fra Gud, altså skabt.

Da det siden det første koncil i Nikæa 325, hvor Arius var blevet fordømt, slet ikke længere drejede sig om Arius, men at ariansk snarere – skønt det er omstridt hvor egnet – var blevet et kampbegreb mod koncilets kritikere, er det i nyere dogmeforskning[kilde mangler] blevet foreslået hellere at tale om fasen efter 325 som den trinitariske eller subordinationistiske strid.

Det drejede sig ikke kun om en strid blandt teologer; den almindelige befolkning var ligeledes ganske engageret deri.

Striden udspilledes ikke blot på et teologisk plan, men ofte også, eller endda især på et politisk plan. I det væsentlige kan man skelne mellem tre faser:

Stridens udvikling før det første koncil i Nikæa, ca. 318-325

En reaktion med moderat og radikal kritik af koncilbeslutningen på yderligere konciler mellem 325 og 361.

Igen en øget tilslutning til tilhængerne af koncilet i Nikæa frem til deres sejr på koncilet i Konstantinopel 381.

Første koncil i Konstantinopel

Det Første koncil i Konstantinopel, var det andet økumeniske kirkemøde og blev afholdt i 381. Keiser Theodosius I sammenkaldte til mødet for at kirken skulle antage Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse og for at diskutere forskellige spørgsmål i forbindelse med arianismen. Der deltog 150 biskoper ved mødet, men ingen fra den vestlige del af kirken.

Patriarkerne Timoteus af Alexandria, Meletius af Antiokia, biskopperne Gregor af Nazianz og Nectarius af Konstantinopel deltes om at lede mødet. Gregor af Nazianz var oprindelig udpeget til patriark af Konstantinopel, men måtte trække sig efter få måneder, og Nectarius blev udnævnt som efterfølger.

Koncilet bekræftede Den nikænske trosbekendelse som sand og en rigtig beskrivelse af den hellige skrift. Koncilet udarbejdede også en trosbekendelse som inkluderede teksten fra Nikæa, men udvidede omtalen af Helligånden og en del andre tilføjelser.

Første koncil i Nikæa

Det første koncil i Nikæa blev afholdt i 325 i Nikæa i Bithynien. Det var det første økumeniske koncil, hvor biskopper fra hele den kristne kirke var samlet. Koncilet blev sammenkaldt af kejser Konstantin. Han var selv ved at konvertere til kristendommen; akkurat hvor lang den proces var er genstand for debat.

Koncilet blev indledt den 20. maj 325 og afsluttet den 25. juli. Den sidste dag blev 20-årsjubilæet for kejserens indsættelse fejret.

Hovedtemaet for koncilet var arianismen. Tidligere lokale konciler havde også diskuteret kætterier, men koncilet i Nikæa markerer noget nyt; tidligere havde man bare vedtaget defensive tiltag, mens der nu fremkom en mere offensiv holdning. Man gik også mere i detaljer i teologiske spørgsmål end tidligere. I tillæg diskuterede man praktiske spørgsmål omkring fejringen af påske, forholdet til frafaldne kristne, gyldigheden af dåb foretaget af kættere og andre temaer.

Gregor af Tours

Gregor af Tours (født ca. 538, død 17. november 594?) var en gallo-romersk historiker og biskop af Tours. Det gjorde ham til den toneangivende prælat i det nydannede Frankerrige og i det romersk prægede Aquitanien og Sydgallien. Han forsøgte at skabe en litterær stil af et kluntet og fejlfyldt senlatinsk skriftsprog. Resultatet blev et levende sprog, præget af frankiske og alemanniske ord.

Hæresi

Hæresi (gr hairein "vælge, foretrække") er i kirkelig sprogbrug betegnelsen for en lære, der er i modstrid med kirkens trossætninger, (=dogmerne). Derved er hæresi ligeledes det samme som kætteri.

Eksempler på hæriske strømniger i kirkehistorien er gnosticismen, markionisme og arianisme.

Klodevig 1.

Frankisk: Chlodowech, fransk: Clovis, latin: Chlodovechus, ( ca. 466 – 27. november 511 i Paris). Han var frankisk konge og tilhørte merovingernes slægt. Han var søn af Childerik 1., som han fulgte som konge for de ”saliske” franker i 481. I en serie krige udvidede Klodevig sit rige til at omfatte de nordlige og vestlige dele af nutidens Frankrig, og han anses af mange for at være Frankrigs grundlægger. Klodevig blev omvendt til katolicismen, hvad der fik stor betydning for etableringen af den kristne tro i Europa.

Kristendom

Kristendom er en monoteistisk religion centreret om Jesus af Nazareth som han fremstilles i Det Nye Testamente. Det Gamle Testamente (Tanakh) medtages i Bibelen, men Tanakh er i sin opbygning ikke helt identisk med Det Gamle Testamente, selvom det indeholder det samme stof.

Den kristne tro lærer, at Gud elskede verden så højt: "...at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." (Joh 3,16)

At Jesus er Guds søn, menneskets frelser og den lovede Messias/Kristus (fra græsk ὁ Χριστός, ho Khristós, den salvede).

Messias betyder det samme på hebraisk, og er et jødisk begreb om Guds udvalgte hersker, som det blev profeteret i Det Gamle Testamente.

Bevægelsen opstod i Mellemøsten omkring Palæstina, og spredte sig i løbet af det første årtusinde til Nordafrika, Europa og dele af Indien. I det andet årtusinde spredte kristendommen sig til resten af verden pga. kolonisering og missionærvirksomhed.Religionens medlemmer blev kaldt kristne tidligt, og først blandt ikke-jøder. Efterhånden fik kristendommen en overvægt af ikke-jøder, men kristendommens verdensbillede svarer i høj grad til de to andre abrahamitiske religioner (jødedommen og islam) med troen på én Gud, der er skaber og opretholder af Jorden som i Den Hebraiske Bibel (Det Gamle Testamente), som er kanonisk skrift side om side med Det Nye Testamente. Særlige kendetegn for kristendommen er troen på Jesus som Guds søn, Jesu død og opstandelse som frelsevilkår, treenigheden(Jesus, Gud, Helligånden), nadver og dåb.

Kristendom er den største af verdens religioner med omkring 2,1 milliarder tilhængere, og er udbredt i de fleste lande i verden med flere end 20.000 retninger. Særligt er der tre hovedgrupper: Den ortodokse kirke, Romerskkatolske kirke og de protestantiske kirker med en lang række forskelligartede kirkesamfund, hvor fundamentet for troen dog er det samme på trods af forskelle i kirkestruktur. Derudover er der i de seneste århundrede opstået utallige uafhængige kirker, ofte blandet med lokale religioner, samt andre marginale trosretninger som Jehovas Vidner og Mormonerne.

Kristne trosretninger

Kristendom er et bredt begreb, og omfatter en lang række grupper og trosretninger. Denne liste vil sandsynligvis aldrig blive udtømmende, og for flere af de nævnte retninger gælder det, at der ikke er almen enighed om de skal regnes for kristne eller ej:

Urkristendom

Retninger udskilt ved tidlige konciler

Arianere

Østens Assyriske Kirke

Orientalske kirker

Den etiopisk-ortodokse kirke

Den koptiske kirke

Den armenske kirke

Den syrisk-ortodokse kirke

Ortodokse kirke

græsk-ortodokse kirke

russisk-ortokse kirke

De unerede kirker – ortodoks liturgi, men anerkender paven som primas

Romersk-katolske kirke

Gammelkatolikker

Protestanter

Anabaptister (Døbere)

Hutteritter

Mennonitter

Amish

Anglikanere

Den til St. Alban's English Church i København hørende menighed

Baptister

Hussitter

Bøhmiske Brødre

Herrnhutiske Brødremenighed

Kvækerne

Lutheranere

Folkekirken

Dansk Kirke i Sydslesvig

Den norske menighed ved Kong Haakon kirken i København

Svenska kyrkan

Svenska Gustafsförsamlingen i København

Reformerte

Calvinister

Huguenotter

Den reformerte menighed i Fredericia

Den fransk-reformerte menighed i København

Den tysk-reformerte menighed i København

Presbyterianere

Unitarer

Nye retninger

Christadelphians

Christian Science

Frelsens Hær

Jehovas Vidner

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Metodister

Pinsebevægelsen

Apostolsk Kirke

Syvendedagsadventisterne

Emerging Church

Miguel Serveto

Miguel Serveto (29. september 1511 – 27. oktober 1553) – på spansk Miguel Servet, på latin Michael Servetus – var en spansk teolog, læge og humanist. Blandt hans interesser var flere videnskaber: astronomi og meteorologi; geografi, retsvidenskab, bibelstudier, matematik, anatomi og medicin. Han er velrenommeret især i medicin og teologi.

Pave Damasus 1.

Pave Damasus 1. (ca. 305 – 384) var pave i perioden 366-384.

Damasus blev født på den iberiske halvø – det præcise sted hersker der usikkerhed om, idet tre forskellige steder nævnes (to byer i Portugal og en i Spanien). Området hørte under det Vestromerske rige, og Damasus' liv falder sammen med Konstantin den Stores vej til magten og genforeningen samt endnu en adskillelse mellem det Vest- og det Østromerske rige efter Konstantins død. Denne periode regnes som vigtig i den kristne historie, da Konstantin den Store gik over til denne religion og dermed legitimerede den som statsreligion i Romerriget.

Man ved, at Damasus steg i graderne via sit virke i Skt. Laurentius' kirke i Rom, og efter pave Liberius 1.'s død overtog han embedet i kølvandet på strid og vold. En gruppe af Damasus' støtter, der tidligere havde været loyale over for modpave Felix 2., angreb og træbte rivaler, der støttede Liberius' diakon Ursinus i en opstand, der for at blive stoppet gjorde det nødvendigt for kejser Valentinian I at tage affære.

Damasus blev i begyndelsen af sin regeringstid anklaget for mord og utugt. Hvor berettigede disse anklager var, kan diskuteres, da de kan have været begrundet i den skismatiske konflikt med arianerne. Hans personlige problemer stod i kontrast til hans religiøse resultater, som omfattede genopbygningen af basilikaen San Lorenzo fuori le Mura, udpegningen af Hieronymus som sin personlige sekretær, frembringelsen af en latinsk standardoversættelse af Bibelen (ved Hieronymus' ititiativ), kendt som Vulgata oversat fra den originale hebraiske udgave, der erstattede den tidligere anvendte Vetus Latina, som var oversat fra den græske Septuaginta, samt ledelsen af Rom-koncilet i 382, som ifølge den romersk-katolsk tradition samt Decretum Gelasianum fra det 6. århundrede først fastslog den stadig anvendte katolske kanoniske sammensætning af Bibelen.

Pelusium

Pelusium var en betydningsfuld by længst mod øst i det egyptiske Nildelta 30 km sydøst for vore dages Port Said Byen var en romersk provinshovedstad og sæde for et stift.

Senantikken

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed. Artiklen er en oversættelse af den tyske artikel Spätantike i denne version Den må kontrolleres for korrekt oversættelse og for brug af sædvanlige danske vendinger.

Senantikken er en moderne betegnelse for en epoke i middelhavsområdets historie i overgangen fra antikken til middelalderen. Begrebet blev skabt i slutningen af 1800-tallet af den østrigske kunsthistoriker Alois Riegl. Den nøjagtige tidsmæssige afgrænsning af senantikken i forskningen er omstridt; man regner for det meste perioden fra kejser Diocletians regeringsperiode 284 e. Kr. til fjernelsen af den sidste kejser Romulus Augustulus i 476 eller til longobardernes indfald i Italien i 568.

I det østlige rige går perioden enten til den østromerske kejser Justinian 1.s død 565 eller til den islamiske ekspansion i 600-tallet; denne fase i den østromerske historie bliver ofte også betegnet som den tidlig-byzantinske tid. I senantikken gennemløb det østromerske rige en ændring med store territoriale tab, mens den anden senantikke stormagt, det nypersiske Sassaniderige, til sidst helt gik under 651.

Senantikken danner antikkens sidste afsnit og tilhører ganske vist ikke længere den "klassiske" antik, men kan alligevel endnu ikke henregnes til middelalderen. Den er kendetegnet ved den samtidige tilstedeværelse af antikke traditioner og kristelig-germansk omdannelse og udformning. I stedet for som tidligere at tale om en nedgang, taler men nu snarere mere neutralt om en "transformation" af den antikke arv i perioden mellem ca. 300 og 600. En særlig begivenhed i denne periode er kristendommens sejrstog og den dermed langsomme forsvinden af førkristelige kulter og traditioner. Også i kunst og litteratur opstår der en egen, karakteristisk stil – som også viser orientalsk indflydelse – gennem afløsningen eller udformningen af klassisk græsk-romerske med kristeligt prægede former og temaer.

Senantikken står desuden under tegnet af reformering af hær og forvaltning ved Diocletian og Konstantin den Store, cementeringen af kejserens sakrale stilling, folkevandring og i deres kølvand til slut ændringen af det vestromerske rige til den germansk-romanske verden, som skulle præge den vestlige middelalder.

Skisma

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.Skisma (græsk: kløft, uenighed) er betegnelse for spaltning, splittelse eller brud. Betegnelsen refererer oprindelig til en kirkelig splittelse eller spaltning, som reformationen (overgang fra katolicisme til protestantisme), men bruges i dag også om brud eller splittelser i sammenhænge, som ikke har noget med kirken at gøre. Denne artikel handler om skisma i kirkelig betydning.

I den kristne kirke var der fra begyndelsen stor uenighed om, hvordan det kristne budskab skulle fortolkes. Mange kirkehistoriske stridigheder opstod i tidens løb, hvoraf en stor del af dem førte til kirkesplittelser. Her en beskrivelse af nogle af de skismaer der delte den kristne kirke.

Socinianisme

Socinianisme er en betegnelse for en antitrinitarisk bevægelse, der i det 16. og 17. århundrede bredte sig i Europa.

Unitarisme

Unitarisme (af lat. unitas "enhed", unus "en") er betegnelse for en bevægelse, som opstod i 1500-tallet og som afviser læren om treenigheden.

Bevægelsens tilhængere, unitarerne, vil forene en streng monoteisme med en kristen humanisme. Derfor fornægter de Jesu guddommelighed og ser ham i stedet som en stor moralsk lærer. De fleste unitarer i Danmark er forenede i Unitarisk Kirkesamfund.

Verdens religioner

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.