Ahrensburgkultur

Ahrensburgkulturen er en arkæologisk kultur, der i istidens sidste fase (ca. 10.500 f.Kr. – 9.000 f.Kr.) udøvedes i den sydlige, isfrie del af det skandinaviske område. Ahrensburgkulturen, der var en tundrajægerkultur, afløste i dette område Brommekulturen og blev afløst af Maglemosekulturen. Sammen med Hamburgkulturen, Federmesserkulturen og Brommekulturen hører Ahrensburgkulturen til gruppen af rensdyrjægerkulturer i modsætning til den efterfølgende Maglemosekultur, der udpræget er en skovjægerkultur. At en boplads fra Ahrensburgkulturen, Stellmoor, lå oven på en boplads fra den tidligere Hamburgkultur antyder, at Ahrensburgkulturen var en videreudvikling af Hamburgkulturen.

Ahrensburgkulturen har navn efter fundstedet, Ahrensburg-tunneldalen i det sydøstlige Holsten, udgravet af Alfred Rust i 1930'erne.

Periode Ældre Hamburgkultur Yngre Hamburgkultur Federmesserkultur Brommekultur Ahrensburgkultur
Tidsrum ca.13.500-ca.12.000 f.Kr. ca.12.500-ca.11.500 f.Kr. ca.12.400-ca.11.200 f.Kr. ca.11.500-ca.10.400 f.Kr. ca.10.900-ca.9.000 f.Kr.
Klimaperiode Ældste Dryas, Bøllingtid Bøllingtid, Ældre Dryas Ældre Dryas, Allerødtid Allerødtid Yngre Dryas
Plantevækst tundra parktundra tundra parktundra tundra
Dyreliv (jagtvildt) rensdyr rensdyr rensdyr rensdyr, elg, irsk kæmpehjort rensdyr
Typeredskab kærvspids Havelte skafttunge rygspids, wehlen-skraber store skafttungepile zonhoven-pilespids
Typelokalitet Meiendorf Slotseng Slotseng Bromme Sølbjerg

Klima og levevilkår

Omkring 10.500 f.Kr. indtrådte der en ny kuldeperiode: gennemsnitstemperaturen i sommerperioden faldt til omkring 10 °C, og vinteren prægedes af store snefald. Den åbne, lyse birkeskov bukkede under for det koldere klima, og tundraen blev atter fremherskende. Tiden kaldes yngre Dryas og varede indtil omkring 9.500 f.Kr.

Dette temperaturskift skete omtrent samtidig med, at den skandinaviske isbræs afsmeltning åbnede en passage fra den Baltiske issø ud til havet i vest. Derved faldt vandstanden i øst med henved 10 m samtidig med, at den steg mod vest, hvorved det landfaste område her blev mindre; kystlinjen for Doggerland forflyttedes sydover.

Disse forandringer synes dog ikke at have påvirket dyrelivet så meget: rensdyrflokkene forblev i det sydskandinaviske område og synes fortsat at have udgjort hovednæringsgrundlaget. I de sydlige dele af det nordeuropæiske lavland indgik tillige bl.a. bæver, ulv, ræv og los i jagtbyttet.

Derimod fik det betydning, da en ny varmeperiode, præboreal tid, satte ind omkring 9.500 f.Kr. Gennemsnitstemperaturen i juli steg nu til 16-18 °C. Rensdyrene begyndte at søge nordpå op over den frilagte sydlige del af skandinaviske halvø; til gengæld synes urokse, bison og vildhest at have indvandret, mens den irske kæmpehjort øjensynligt ikke overlevede de forandrede levevilkår. For Ahrensburgfolket som renlivede rensdyrjægere betød det, at de atter forlod det sydskandinaviske område og fulgte rensdyrflokkene nordpå. Det er sandsynligt, at den såkaldte Fosna-Hensbackakulturs udøvere i Norge og Bohuslen fra omkring 7.000 f.Kr. er de direkte efterkommere af Ahrensburgjægerne.

Livsform

Ahrensburgkulturens udøvere var rensdyrjægere. De synes – efter Brommekulturens øjensynligt mere mangesidige levevis – at afspejle en tilbagevenden til rensdyrjagten som den vigtigste kilde til føde – under indtryk af de indtrufne klimatiske forandringer. De synes at have lagt deres jagtpladser i de passager, som rensdyrene måtte igennem på deres vandringer. Karakteristisk er i så henseende Stellmoor i Ahrensburg tunneldal, der udmærker sig ved stejle sider, en aflang sø igennem den centrale dalbund, hvorved den tørre del opsplittedes i to passager på hver side af søen, samt ved at have et "knæk" med et fremspringende bakkeparti, som dyrene måtte uden om, og hvor jægerne kunne ligge i baghold. Formentlig har bopladsen været i brug hele året rundt, men rensdyrsjagten synes at være sket om efteråret.

Bopladser

Den mest kendte og oplysningsgivende boplads er Stellmoor i Holsten, hvor der er fundet redskaber samt affaldsrester i søaflejringer op til det egentlige bopladsområde, der har ligget på en mindre bakke.

Bopladsen har været udnyttet fortrinsvis om efteråret, men tillige om foråret igennem flere år. Det ubetinget vigtigste jagtvildt har været rensdyr, af hvilke der fandtes spor af mindst 650. Desuden forekommer levn af elg, bison, vildhest, los, bæver, ulv og ræv. Ryper, gæs og ænder er også lejlighedsvis blevet nedlagt.

Lolland blev den gamle Hamburgkulturs jagtboplads Sølbjerg atter taget i brug, hvilket afspejler en tilbagevenden til de gammelkendte livsmønstre fra de tidlige tundrajægeres tid.

Råstofkilder: rensdyr og flint

De to altafgørende råstofkilder for Ahrensburgkulturens udøvere var rensdyr og flint.

Rensdyret forsynede jægerne med kød og knoglemarv, skind, sener, takker, knogler til redskaber, klæder, bindemiddel og liner.

Jagtvåben og redskaber

Ahrensburg point
karakteristisk Ahrensburg- pilespids

Ahrensburgjægernes jagtvåben var bue og pil med påsat pilespids, i ældre tid skafttungepile i lighed med Brommekulturens men langt mindre, senere såkaldt zonhoven-spids (opkaldt efter et sted med dette navn og kendetegnet ved skråt afhug i stedet for skafttunge); begge disse pilespidstyper viser brugen af bue og pil. Desuden havde man harpuner af rentak.

Ahrensburgkulturens flintredskaber er alle dannet af flækker og omfatter både korte og lange flækkeskrabere med udbuet æg, kant- og midtstikler, enkelte bor, flækker med kant- og tværrettouche samt trapezformede og rhombiske mikrolitter og små, spinkle skafttungepile.

Jagtmåde

Undersøgelser af flintespidser (eller fragmenter af disse) i rensdyrknogler fra Stellmoor afslører, at dyrene har søgt – eller er blevet drevet – forbi skudstillinger, hvor jægerne har afventet dem. Når dyrene kom tæt nok på, til at de ikke kunne stoppe eller vende om ved beskydning, har jægerne beskudt dem, øjensynligt først fra siden (ved passage) og dernæst skråt bagfra; i de tilfælde, hvor dyrene søgte at svømme over søen til den modsatte bred, har jægerne fortsat med at beskyde dem fra land.

Kult og ofringer

Fra Meiendorf kendes et enkelt og fra Stellmoor mere end tredive rensdyr, der med store sten i brystkassen er sænket ned i den bopladsen tilgrænsende sø. De opfattes som ofringer, muligvis af jagtårets første bytte på stedet. Men der er også grund til at opfatte disse "ofringer" som en frasortering af de mindre egnede byttedyr, fx yngre dyr, der ikke har ligeså stor næringsværdi. Etnografisk parallel til adfærd hos mange eskimoer.

Ved Stellmoor fandtes desuden en to meter lang pæl, tilspidset i den ene ende og med et rensdyrkranium fastgjort i den anden. Den opfattes som en slags totempæl for den jagtgruppe, der opholdt sig på stedet.

Fundsteder

Kultura ahrensburska
Ahrensburgkulturens udbredelsesområde
  • Ahrensburg, Holsten
  • Bonderup, Sjælland
  • Bramdrupgård, Sønderjylland
  • Broksø, Sjælland
  • Hjarup mose, Sønderjylland
  • Knudshoved Odde, Sydsjælland
  • Korsbjerggård, Sjælland
  • Lindelse, Langeland
  • Løjesmølle, Sjælland
  • Meiendorf, Holsten
  • Munkarp, Skåne
  • Stellmoor, Holsten
  • Sølbjerg, Lolland
  • Øbækken, Skåne

Litteratur

Grønnow, Bjarne: Meiendorf and Stellmoor revisited

  • Geoffrey Bibby: Spadens vidnedsbyrd, Wormanium 1980, ISBN 87-8516-071-7 s. 96ff
  • Klaus Bokelmann: "Some new thoughts on old data on humans and reindeer in the Ahrensburgian tunnel valley in Schleswig-Holstein, Germany". i: CBA Research Report No 77: The Late Glacial in north-west Europe: human adaption and environmental change at the end of the Pleistocene, Oxford 1991, ISBN 1-872414-15-X, s. 72ff
  • Bodil Brutlund: "A study of hunting lesions containing flint fragments on reindeer bones at Stellmoor, Schleswig-Holstein, Germany". i: CBA Research Report No 77: The Late Glacial in north-west Europe: human adaption and environmental change at the end of the Pleistocene, Oxford 1991, ISBN 1-872414-15-X, s. 193ff
  • Anders Fischer: "Pioneers in deglaciated landscapes: The expansion and adaption of Late Palaeolithic societies in Southern Scandinavia". i: CBA Research Report No 77: The Late Glacial in north-west Europe: human adaption and environmental change at the end of the Pleistocene, Oxford 1991, ISBN 1-872414-15-X, s. 100ff
  • Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid, Stenalder 13.000-2.000 f.Kr., Gyldendal 2001, ISBN 87-00-49038-5 s. 74ff
  • Berit Valentin Eriksen: "Reconsidering the geochronological framework of Lateglacial hunter-gatherer colonization of southern Scandinavia". i: Jutland Archaeological Society Publications nr 39, 2002, s. 25ff pdf-format
  • Flemming Rieck og Jørgen Holm: "Gammel-Ældre-Ældst", Skalk nr. 1, 1983, s. 3ff
  • Keld Møller Hansen: "Slagteplads", Skalk nr. 2, 2002, s. 9ff
  • Thomas Terberger: "From the First Humans to the Mesolithic Hunters in the Northern German Lowlands – Current Results and Trends". i: Keld Møller Hansen & Kristoffer Buck Pedersen (ed): Across the Western Baltic. Proceedings of the archaeological conference "The Prehistory and Early Medieval Period in the Western Baltic" in Vordingborg, South Zealand, Denmark, March 27th – 29th, 2003. Sydsjællands Museum 2006, s. 23ff pdf-format

Eksterne henvisninger

Acheuléenkulturen

Acheuléenkulturen er en tidlig paleolitisk kultur som er opkaldt efter fundpladsen Saint-Acheul ved Amiens i det nordvestlige Frankrig. Andre kendte pladser fra Acheuléenkulturen finder man bl.a. i Afrika og i Asien.

De fleste redskaber man har fundet er groft tilhuggede handkiler i forskellige udvikingsstadier, hvor de senere er karakteriseret ved en elegant behandling af ydersiden, som formentlig er opnået ved hjælp af en trykstok af ben eller træ. Indenfor acheuléenkulturen udvikledes levalloisteknikken som anses for at karakterisere den senere Moustérienkultur.

Fra slutningen af perioden, dukker der små skiveredskaber op, dvs redskaber, der stammer fra en afskåret skive. De bedst kendte fundpladser fra perioden er Olduvai i Afrika, hvor man har fundet genstande der er end 1 million år gamle. I Europa dateres acheuléenkulturen hovedsageling til at være mellem 400.000-180.000 f Kr.

Brommekultur

Brommekulturen er benævnelsen for en blandet skov- og tundrajægerlivsform, der blev udøvet i det sydskandinaviske område i istidens afsluttende faser (ca. 11.400 f.Kr. – ca. 10.500 f.Kr.). Brommekulturen afløste Federmesserkulturen og afløstes af Ahrensburgkulturen.

Brommekulturen har navn efter fundstedet Bromme i Midtsjælland, oprindelig opdaget af Erik Westerby og siden undersøgt af Therkel Mathiassen.

Dolktid

Dolktid er den sidste arkæologiske periode i bondestenalderen, strækkende sig fra ca. 2.400 f.Kr.-1.800 f.Kr. Dolktid er kendetegnet ved de karakteristiske stendolke, der findes i flere udgaver. Den mest kendte er den såkaldte "fiskehaledolk".

Eskebjerg (Knudshoved Odde)

For alternative betydninger, se Eskebjerg (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Eskebjerg)Ved bakken Eskebjerg på Knudshoved Odde er udgravet en 13.000 år gammel boplads. Bopladsen stammer fra den sidste, kolde fase af istiden. Det er en af de største bopladser som kendes fra Danmark fra denne tid. Det fortæller at jægerne er vendt tilbage hertil, år efter år, for at ligge på lur, når renerne kom.

På bopladsen er der udelukkende fundet flint. Meget af flinten er brændt, hvilket måske kan skyldes, at der har været store bål i forbindelse med, at kødet fra renerne er blevet røget.

Bopladsen kan dateres til Ahrensburgkultur

Fosna-Hensbackakultur

Fosna-Hensbackakulturen er benævnelsen på en livsform udøvet i de vestlige kystområder af den skandinaviske halvø fra Hensbacka i syd til Lapland i nord fra ca. 7.600 f.Kr. til ca. 6.500 f.Kr. . Fosna-Hensbackakulturen har navn efter to fundsteder, Fosna i Norge og Hensbacka i Bohuslen.

Navnet Fosna-kultur blev givet af Anders Nummedal, der som den første konstaterede denne livsform i 1909. Han indså tillige, at Fosnakulturen var tæt knyttet til Ahrensburgkulturen, hvilket er fastslåede ved udprægede ligheder i de to kulturers redskabsformer. Fosna-Hensbackakulturen kan derfor anses som den tilpassede Ahrensburgkulturs fortsættelse på den skandinaviske halvø (se Ahrensburgkultur).

Germansk jernalder

Germansk jernalder betegner perioden fra ca. 375 AD–750/800 e.v.t. i Nordeuropa. Den foregående periode kaldes Romersk jernalder, men efterhånden som den romerske dominans svækkes i Europa ændres karakteren af de arkæologiske fund, og jernalderen går ind i en ny fase. Den tidlige del af perioden bliver indimellem betegnet som Folkevandringstiden, da den er præget af flere migrationsbølger og invasioner af bl.a. germanske stammer ind i Romerriget. En udvikling der kulminerer med det Vestromerske riges kollaps og etableringen af nye kongeriger i de tidligere romerske provinser i 5. århundrede. Jernalderen afsluttes med begyndelsen på historisk tid, dvs. Vikingetiden i Skandinavien og middelalderen i det øvrige Nordeuropa.

Germansk jernalder inddeles normalt i to faser: ældre germansk jernalder (375-550) og yngre germansk jernalder (550-750). Dateringen af afslutningen på den sidste fase er dog genstand for megen debat, da der i de materielle levn ikke kan spores nogen klar overgang mellem jernalder og vikingetid. Problemstillingen er fx blevet beskrevet således: ”Yngre germansk jernalder og vikingetid knytter forbindelsen mellem forhistorien og middelalderen, og vikingetiden indtager en særstilling som en periode, der studeres af såvel forhistorikere som middelalderarkæologer …”. I Sverige kaldes yngre germansk jernalder Vendeltiden og i Norge Merovingertiden.

Hallstattkulturen

Hallstattkulturen er en arkæologisk kultur i Centraleuropa ca. 800 - 450 f.Kr. i bronzealder og jernalder i det meste af Nord- og Nordøsteuropa. Kulturen er opkaldt efter sit typested, Hallstatt, en landsby ved en søbred i Salzkammergut i Østrig sydøst for Salzburg.

En østlig kulturzone med Kroatien, Slovenien, det vestlige Ungarn, de østlige og sydlige dele af Østrig, Mähren og Slovakiet kan skilles fra en vestlig kulturzone med det nordlige Italien, Schweiz, det østlige Frankrig, det sydlige Tyskland og Bøhmen. Den vestlige zone tilskrives ofte kelterne.

Den efterfølgende arkæologiske kultur i det meste af Centraleuropa var La Tène-kulturen.

Hamburgkultur

Hamburgkulturen er benævnelsen for den tundrajægerkultur, der blev udøvet i det nordvesteuropæiske lavland, herunder det sydskandinaviske område, i istidens afsluttende faser (ca. 13.500 f.Kr. – ca. 12.000 f.Kr.), da den første varmeperiode satte ind. Hamburgkulturen var sammen med Creswellkulturen i England en videreudvikling af Madeleinekulturen og hører sammen med disse samt Federmesserkulturen, Brommekulturen og Ahrensburgkulturen til gruppen af tundrajægerkulturer (i modsætning til de efterfølgende skovjægerkulturer: Maglemosekultur og Kongemosekultur). Der skelnes mellem en ældre og en yngre fase.

Hamburgkulturen har navn efter Hamburg i nærheden af et fundsted (Meiendorf) i Holsten. Meiendorf blev udgravet 1933-1934 af Alfred Rust.

Hamburgkulturens udbredelsesområde strækker sig fra Frankrig i sydvest til egnene omkring Oder i øst.

Hulemaleri

Hulemalerier og hellemalerier er betegnelsen for en type af billeder og bjergkunst malet på hule eller klippe vægge i forhistorisk tid.

De ældste kendte malerier er de cirka 32.000 år gamle hulemalerier fra stenalderen i den franske Grotte Chauvet. Det betyder, at malerkunsten er omkring seks gange ældre end skrivekunsten.

Hulemalerier viser ofte vilde dyr som heste, næsehorn, mammuter og løver og udføres ved at udfylde udhugget i klippevæggen med rød okker og sort farvestof. Lignende arbejde på hulen og klippevægge findes over hele verden.

Mange civilisationer udviklet siden sin egen malerkunst.

Jamna-kulturen

Jamna-kulturen (russisk: Ямная культура,/ukrainsk: Ямна культура fra russisk/ukrainsk яма, grube, derfor også benævnt som Grubegravskulturen eller Okkergravskulturen) er en kultur fra sen kobberalder og tidlig bronzealder, der var udbredt i området mellem floderne Buh i Ukraine og Dnestr i Rumænien på den Pontisk-Kaspiske slette i perioden mellem 3.500 og 2.200 f.Kr. Kulturen var overvejende nomadisk, men i nærheden af floder og nogle få befæstede landsbyer forekom der agerbrug.

Jættestue

En jættestue er et gravanlæg fra bondestenalderen bygget af meget store sten og dækket af en jordhøj. I lighed med dysserne kaldes jættestuer også for megalitgrav eller storstensgrave. En jættestue består af et kammer, der kan være af forskellig udformning, og hvortil der går en lang gang til højens yderside. Langs denne yderside er der anbragt mægtige randsten. Arkæologer vurderer, at der blev bygget omkring 40.000 store stengrave i årene fra omkring 3.500 til 3.000 f. Kr.

Kun ca. 500 af de store jættestuer er i dag bevaret.

La Tène-kulturen

La Tène-kulturen (5.-1. århundrede f.Kr) er en kultur i La Tène-tiden fra den yngre førromerske jernalder udbredt over store dele af Mellem- og Østeuropa. Kulturen efterfulgte Hallstattkulturen og var præget af middelhavsindflydelse (græsk og etruskisk). Det er omfattende våbenfund fra søbreden ved byen Marin La Tène ved Lac Neuchâtel (Neuenburgersee) i Schweiz, der har givet den navn.

Minoisk kultur

Den minoiske kultur var en præ-hellensk bronzealder-kultur fra ca. 3100 f. Kr. til ca. 1450 f. Kr.. Den havde sit politiske centrum i Knossos på Kreta. Den er opdaget i nyere tid og opkaldt efter kong Minos, der kendes fra græsk mytologi.

Minoerne var som fønikerne primært handelsfolk, der sejlede vidt og bredt i Middelhavet.

Fra 1700 f. Kr. til 1450 f. Kr blev den minoiske kultur ramt af en række naturkatastrofer, herunder vulkanøen Theras eksplosion. De havde alvorlige negative konsekvenser for livet på Kreta. Omkring 1420 f. Kr. blev øen erobret af de mykenske grækere, hvorefter den minoiske kultur hurtigt forfaldt.

Mississippikultur

Mississippikulturen var en oprindeligt amerikansk civilisation, der praktiserede byggeri af høje. Arkæologer daterer civilisationen fra ca. 800 AD til 1600 AD, med regional variation.Den var sammensat af en række urbane bopladser og satellitbyer (forstæder) knyttet sammen af et løst handelsnetværk. Den største by, kaldet Cahokia, menes at have været et stort religiøst centrum. Civilisationen blomstrede i et område, der gik fra de Store Søers sydlige kyststrækninger i det vestlige New York og det vestlige Pennsylvania, i hvad der nu er det østlige Midtvesten; området strakte sig videre til syd-sydvest ind i Missisippidalens lavere del og omsluttede østligt omkring den sydlige fod i Appalachernes "barrier range" ind, i hvad der nu er det sydøstlige USA.Den mississippiske livsstil begyndte at udvikle sig i Mississippifloddalen (hvilken den er navngivet efter). Kulturer i bifloden Tennesseeflodens dal kan på dette tidspunkt være begyndt at udvikle mississippiske egenskaber. Næsten alle daterede mississippiske arkæologiske områder er fra før 1539-1540 (da Hernando de Soto udforskede området). En bemærkelsesværdig undtagelser er Natchez samfundene, der opretholdt mississippiske kulturelle skikke ind i det 18. århundrede.

Romersk jernalder

Romersk jernalder er en betegnelse som den svenske arkæolog Oscar Montelius gav til jernalderkulturen mellem 1 og 400 e.v.t. i Skandinavien, Nordtyskland og Nederlandene. Navnet er udtryk for at Romerrigets indflydelse i området bliver markant større i denne periode. Den foregående kaldes normalt før-romersk jernalder, og den efterfølgende, hvor den romerske dominans svandt ind, kaldes ofte germansk jernalder. Traditionelt er perioden blev inddelt i en ældre (1 – 160 e.v.t.) og en yngre romersk jernalder (160-375 e.v.t.), men for nylig er de blevet yderlige opdelt: B1 (1-70) og B2 (70-150), samt C1 (150-250), C2 (250-310) og C3 (310-375).

Urnemarkskulturen

Urnemarkskulturen er perioden mellem ca. 1300 f.Kr. og 750 f.Kr. i Centraleuropas bronzealder.

Kulturen har fået navn efter gravskikken med at brænde de døde i området, der når fra det nuværende Ungarn via en bue over Østrig, Tjekkiet og Sydtyskland til Østfrankrig. Det blev almindeligt at oprette store gravpladser med urnegrave både på flad mark og under lave høje. I Nordeuropa kaldes perioden Yngre bronzealder.

Urnemarkskulturen er også karakteriseret ved fremkomsten af de tidligste europæiske former for et talsystem. Fra omkring 1200 f.Kr. er der specielt i Centraleuropa fundet en række bronzesegl med mærker, der tolkes som et talsystem, og som betegnes urnemarkskulturens talsystem

Venusfigurine

Venusfiguriner er samlebegreb for omkring 200 kvindefiguriner, der er fundet i store dele af Europa og fra den mellemste ældre stenalder til den sene ældre stenalder. De fleste figuriner stammer fra gravettien-perioden i Vesteuropa, mens andre også fra Vesteuropa stammer fra den tidligere aurignacienkultur-periode som Venus af Hohle Fels fundet i 2008 og kulstofdateret til for 35.000 år siden, og senere eksempler fra madeleinekulturen som Venus af Monruz omkring 11.000 år gammel.

Fingurinerne var udskåret af bløde stenarter som fedtsten, kalk eller kalksten), knogler eller elfenben eller formet af ler. De sidste er blandt de ældste kendte former for keramik.

Urhistorie og forhistorie
Ældre palæolitikum
Mellem palæolitikum
Yngre palæolitikum
(Ældre stenalder, Jægerstenalder)
Mesolitikum
Neolitikum
(Yngre stenalder, Bondestenalder)
Kobberalder og Bronzealder
Jernalder og vikingetid

På andre sprog

This page is based on a Wikipedia article written by authors (here).
Text is available under the CC BY-SA 3.0 license; additional terms may apply.
Images, videos and audio are available under their respective licenses.